Er arbejdsdelingen mellem partiet og fagbevægelsen brudt sammen – og er det nødvendigvis skidt?
Af Jonas Gielfeldt

Offentliggjort: 15. december 2014

De traditionelle bånd mellem Socialdemokratiet og fagbevægelsen er som et resultat af S-R regeringens udbudsøkonomiske krisepolitik under voldsom erosion i denne tid. Stadigt flere faglige organisationer med 3F i spidsen ser ud til at have opgivet den traditionelle arbejdsdeling mellem det regeringsbærende arbejderparti og fagbevægelsen. Mange udtrykker en frygt og skepsis for denne udvikling, men kan den øgede autonomi mellem partiet og fagbevægelsen måske styrke begge parter frem for at skade dem? Denne artikel vil argumentere for, at noget sådant sagtens kan være tilfældet og tage et historisk blik på relationen mellem parti og bevægelse, og slutteligt pege frem mod situationen i dag.

Det er bestemt ikke uden historisk fortilfælde, at arbejdernes parti Socialdemokratiet og deres søsterorganisationer i LO-fagbevægelsen har været i hårde konflikter. Ved storkonflikten i 1956 gik H.C. Hansen ind og ophævede et mæglingsforslag, som arbejdersiden havde forkastet, til lov, dvs. et egentligt lovindgreb i en arbejdskonflikt, der i traditionen fra den danske model, blev opfattet som et anliggende for arbejdsmarkedets parter. LO var rasende over, at H.C. Hansen regeringen på denne måde valgte at sætte hensynet til statens finanser over hensynet til lønarbejderne. I 1970erne havde man tilsvarende hårde konflikter mellem fagbevægelse og Socialdemokrati. Denne gang var det LO formanden Thomas Nielsens storstilede ØD projekt, der via LO-kontrollerede fonde skulle gøre lønmodtagerne til medejere af virksomhederne, og dermed konfronterede den private ejendomsret til produktionsmidlerne samt ledelsesretten. Trade off’et skulle være, at LO-lønmodtagerne gennem indskud i disse fonde stillede kapital til rådighed for virksomhederne i 1970ernes kriseramte økonomiske klima. Socialdemokratiet under Anker Jørgensen evnede dog ikke, at få lavet en politisk løsning, og som 1970erne gik skiftede Socialdemokratiets fokus i stigende grad til defensiv krisehåndtering frem for den offensive ØD-kamp. Da Anker Jørgensen i 1979 indgik i en historisk S-V regering med Venstre, var ØD mere end en død sild politisk trods Thomas Nielsens raseri. Kort sagt historien er fuld af eksempler på konflikter mellem Socialdemokratiet og fagbevægelsen. Alligevel stod parti og bevægelse hinanden bi trods de ganske alvorlige kriser. Set i dette lys er den nuværende konflikt mellem parti og fagbevægelse ikke et unikt tilfælde. Hvad der derimod har ændret sig, er de rammer konflikterne udspiller sig i.

Individualiseringen af arbejderklassen – mere end myte og ideologi

I løbet af 1980erne og med tiltagende fart i 1990erne begyndte den samfundsvidenskabelige litteratur at påpege det begreb, der under en bred ramme kan benævnes som individualisering. En historisk mastertrend, hvor tidligere tiders fællesskaber langsomt men sikkert blev brudt op som et resultat af den højere levestandard i de vestlige samfund, den deraf følgende nye fagre forbrugsverden, de nye globale medier, et generelt uddannelsesløft og udviskningen af de tidligere klare klassemarkører i indkomst, livschancer og i selve livsformen. Som Scott Lash & John Urry beskriver det i deres bog ”The End of Organized Capitalism” betyder det generelle velstandsløft i efterkrigstiden langsomt en erosion af den klassiske arbejderklasse. De flytter ud af de gamle arbejderkvarterer og ind i de nye parcelhuskvarterer, deres børn får en længere uddannelse end dem selv, måske får de nye arbejdsfunktioner, idet migrantarbejdere i stigende omfang overtager ufaglært og simpelt arbejde. Arbejderklassen begynder i stigende omfang at orientere sig som forbrugere og som en del af en alt-om-sig-gribende middelklasse. Det der tidligere var arbejderklassen er således ifølge Lash & Urry blevet atomiserede forbrugere i deres små parcelhuse i forstæderne. Selv om denne analyse, og med rette, kritiseres af venstreorienterede sociologer for at være for generaliserende og unuanceret, og for at have ikke så lidt af en ideologisk funktion, ”Vi er jo alle middelklasse, så der er ingen konflikter i dag”, så er der altså noget om snakken. Denne artikel vil på ingen måde give køb på det faktum, at der de facto er en arbejderklasse i objektiv forstand, dvs. personer der udfylder denne rolle i produktionen og samfundsstrukturen. Det er nærmere den subjektive og identitetsmæssige side af arbejderklassen, der i stigende omfang er svundet bort. Ser man på tilslutningen til såvel Socialdemokratiet som fagbevægelsen, så er det dalet de seneste 25 år. Og de store forskningsbaserede LO-dokumentationer har dokumenteret, at der er stadig flere lønmodtagere, især de unge, der indtager en individualistisk indstilling til det at stå i fagforening. Udviklingen mellem LO-dokumentationerne i 1992 og 2002 viser denne udvikling ganske tydeligt.

Udviklingen i andelen der har erklæret sig enig i pligt, solidaritet eller egeninteresse på aldersgrupper.

Kilde: Lassen et al. (2005). Tabel 4.4, side 71, tabel 4.5, side 73 og tabel 4.6, side 75.

Som det fremgår, så er der blandt lønmodtagerne et klart skifte i hvilke bevæggrunde man har for at melde sig ind i en LO-fagforening. Andelen der er ”helt enige” i at man har pligt til at stå i fagbevægelse, samt dem der står i fagforening for at være solidariske, er faldende over de ti år. Især solidaritet står allerede svagt som argument i 1992. Individualiseringstendensen har således klart haft et indryk i den værdirationelle bevæggrund for at være medlem som solidaritet repræsenterer, mens det har taget længere tid at erodere den traditionelle adfærd som pligten udgør. Interessant er det også, at der ikke sker den helt voldsomme udvikling i gruppen, der svarer positivt på at egennytte er grunden til, at de er indmeldte, samlet set er der næsten status quo. Der er således ikke fordi folk er blevet mere instrumentelt rationelle, de er ’bare’ blevet mindre bundet af traditioner og værdier. En anden central dimension, der er værd at hæfte sig ved i tabellen, er at det især er de unge, der ligger lavt både på pligt og solidaritet som bevæggrunde. De ligger også lavt på egeninteressen sammenlignet med andre aldersgrupper.

I den nyeste LO-dokumentation, med tal fra 2010 er der lavet om i måden at opgøre bevæggrundene for at melde sig ind i en fagforening, men den kan være med til at opdatere udviklingen.

Bevæggrunde for at melde sig ind i en fagforening - 2010

 

Pligt

       Kollektiv

 Egeninteresse

            A-kasse

                 Krav

18-30 år

35%

59%

47%

36%

7%

31-40 år

19%

45%

42%

41%

14%

41-50 år

25%

51%

26%

19%

7%

51-60 år

22%

56%

22%

24%

9%

61-65 år

26%

40%

11%

31%

11%

I alt

24%

51%

31%

29%

9%

Kilde Hansen & Jørgensen 2012

Som sagt er opgørelsen anderledes, men det ses tydeligt, at pligtargumentet svinder voldsomt ind. Kollektivet, som groft kan oversættes til de tidligere undersøgelsers term om solidaritet, står til gengæld stærkt, hvilket kan være et resultat af krisen og det øgede pres på arbejdsmarkedet. Egeninteresse er svundet ind, men det er i høj grad et resultat af, at A-kasse som grund til indmeldelse er splittet fra, idet dette også er en egeninteressebåren bevæggrund. Ny er også krav som bevæggrund for indmeldelse, der dog er klart den mindste andel. Krisen ser således ud til, at have gjort noget, der trækker behovet for kollektive løsninger tilbage i fokus, men den ændrer ikke fundamentalt på at egeninteressen står stærkt, mens pligten til at stå i fagforening svinder og svinder selv om det er en positiv overraskelse, at de unge i denne undersøgelse faktisk scorer højest på både pligt og kollektiv som grund til indmeldelse. Det ændrer dog ikke på, at individualiseringen over de knapt tyve år har haft en klar betydning for den subjektive dimension hos lønmodtagerne.

Det skal understreges, at en væsentlig begrænsning ved ovenstående tal er, at de netop kun spørger personer, der er indmeldt i en LO-fagforening. Hvis man havde inkluderet de lønmodtagere, der er organiseret i ”gule fagforeninger” og de uorganiserede, ville tallene være endnu mere dystre.

Lønmodtagerne og arbejderpartiet

Individualiseringen handler dog ikke kun snævert om lønmodtagernes bevæggrunde til at melde sig ind i en fagforening. Den tætte relation mellem partiet Socialdemokratiet og fagbevægelse er historisk bundet op på, at der var en høj grad af kongruens mellem de to led. Altså at lønmodtagere stod i fagforening og stemte på et arbejderparti. Som nedenstående tabel viser, er denne stærke sammenhæng dog under kraftig erosion. Lønmodtagerne, der stemmer borgerligt, i folkemunde ’blå Bjarne’, er en reel gruppe af de LO organiserede. LO-dokumentationen 2010 dækker blandt andet dette forhold og viser, at de borgerlige partier står stærkt også blandt LO-medlemmer.

Partivalg blandt lønmodtagerne efter hvor man er organiseret

 

LO-medlemmer

Gule

Uorganiserede

Socialdemokratiet

32,3%

10,2%

10,1%

SF og Enhedslisten

21,3%

9,5%

15,5%

Venstre

15,9%

31,5%

26,1%

Dansk Folkeparti

10,3%

10,2%

15,9%

Andre

8,1%

26,1%

23,0%

Ved ikke m.v.

12,0%

13,0%

10,0%

Kilde Due et.al 2010.

Som det fremgår, er det især blandt de gule og uorganiserede, at de borgerlige lønmodtagere findes. Ikke en gang hver femte gule stemte på et arbejderparti, og kun hver fjerde uorganiserede stemte på arbejderpartierne. Blandt LO-medlemmerne er der stadig et spinkelt flertal på i alt 53,6 % der stemte på arbejderpartierne da målingen blev foretaget i 2010, men det er helt tydeligt, at opsplitningen mellem fagforeningsmedlemskab og partivalg er til stede. Selv om det er gisninger må man næsten forvente, at andelen er faldet med den generelt faldende tilslutning til Socialdemokratiet og SF siden regeringsovertagelsen, et fald Enhedslisten ikke har evnet at opsuge fuldt ud.

Det er således i lyset af den generelle individualisering – et større fokus på egeninteresse og en mindre traditionel adfærd blandt lønmodtagerne – og lønmodtagernes vandring væk fra arbejderpartierne, at udviklingen i relationen mellem fagbevægelse og Socialdemokratiet skal ses fra 1980erne og frem.

Relationen i 90erne og 00’erne – begyndende frigørelse eller bluff?

Denne begyndende individualisering fik klar betydning for den begyndende erosion mellem fagbevægelsen og Socialdemokratiet. Ved udgangen af 1980erne lavede LO en række aftaler med den borgerlige Schlüter regering, der sikrede arbejdsmarkedspensioner, mod at LO til gengæld udviste løntilbageholdenhed. LO ledelsens logik blev klar i løbet af 1980erne; Socialdemokraterne kom ikke tilbage på statsministerposten foreløbigt, og derfor måtte man samarbejde med dem der nu var. Slutningen af 1980erne betød også et stadigt mere anstrengt forhold mellem partiet og bevægelsen. Den relativt nye formand Finn Thorgrimson, der hørte til i Socialdemokratiets højrefløj, var træt af Anker Jørgensen og siden Svend Auken, som han anså for at være økonomisk uansvarlige. LO bifaldt således også den mere midtsøgende Poul Nyrups ankomst til formandsposten i partiet. Ved LO’s kongres i 1995 kappede man trods dette alligevel de formelle bånd til Socialdemokratiet. Dette betød dog ikke, at partistøtten ophørte og at bindingen var opsagt. Der var mere tale om en proforma skilsmisse end så meget andet.  

I starten af det nye årtusinde begyndte fagbevægelsen at røre på sig ift. den trods alt stadigt tætte kobling mellem Socialdemokratiet og fagbevægelsen. Denne kobling havde sit mest markante udtryk i den direkte partistøtte til partiet, der især blev anvendt til valgkampe og anden politisk promovering. Fagbevægelsen var på dette tidspunkt frustrerede over dele af den politik Socialdemokratiet havde ført under Nyrup regeringerne i 1990erne ikke mindst efterlønsreformen i 1998. Den centrale bevæggrund var dog, at man simpelthen var bange for den bevægelse, der pågik blandt bevægelsens medlemmer. Det mere tiltagende medlemsfald havde mange mødre, men en af de konfliktlinjer, der var tydelig mellem fagbevægelsen og medlemmerne, var det faktum at flere og flere af dem stemte på de borgerlige partier. Ved valget i 2001 blev Anders Fogh Rasmussen valgt til statsminister med et rekordstort antal arbejdervælgere, der især stemte på Venstre og Dansk Folkeparti. Fagbevægelsens logik var, at de var i disharmoni med medlemmerne på dette spørgsmål, og som et resultat valgte LO i 2003 at stoppe partistøtten til Socialdemokratiet. Dette udløste ikke så få sværdslag mellem parti og bevægelse. Flere prominente socialdemokratiske politikere beklagede således den manglende støtte. Poul Nyrup kaldte beslutningen for uklog, Frank Jensen påpegede, at den manglende støtte var afgørende for valgnederlaget i 2005 og Svend Auken gjorde det samme efter valgnederlaget i 2007. Mogens Lykketoft kritiserede i mere generelle termer fagbevægelsen for at være for apolitisk efter sit valgnederlag i 2005.

Selv om der blev hældt megen vand på denne mølle, så var det en sandhed med modifikationer, at fagbevægelsen ikke længere støttede Socialdemokratiet økonomisk. Ved valget i 2005 modtog Socialdemokratiet således over 9 mio. kr. i partistøtte fra primært fagforbund. Dette beløb har været nogenlunde stabilt til og med valgkampen i 2011. Her fyldte især ’Skævt’ kampagnen, som 3F lancerede, meget i mediebilledet. Budskabet var ikke det traditionelle ”3F anbefaler liste A”, men var toneret i en anden retning, nemlig at den borgerlige regering førte en skæv og usolidarisk politik, hvorfor man som lønmodtager burde stemme på et arbejderparti, herunder Socialdemokratiet. Kampagnen var dog stadig en endog meget klar støtte til Helle Thorning-Schmidt. Der har således igennem hele perioden været en faktuel støtte fra fagbevægelsen til Socialdemokratiet. En ting er de formelle udtalelser, noget andet er praksis.

En ny situation – et reelt brud er under opsejling

Mens de formelle bånd muligvis er blevet brudt, så har bindingen mellem parti og bevægelse de facto eksisteret efterfølgende. Men der er nye boller på suppen. Den socialdemokratisk ledede regering har siden magtovertagelsen i 2011 ført en stram udbudsøkonomisk politik, hvor en lang række ’reformer’, læs: nedskæringer, har gjort fagbevægelsen stadigt mere og mere vrede. En række sager har været af hel central betydning. Den første store hurdle var de af Socialdemokratiet stort anlagte trepartsforhandlinger, der skulle lancere en ny helhedsplan for Danmark. Regeringen ville øge arbejdsudbuddet gennem at øge arbejdstiden. Fagbevægelsen var indstillet på dette, såfremt der var konkrete ting om efteruddannelse og jobsikkerhed, der gik den anden vej. Det viste sig, at regeringen ikke havde meget at tilbyde ud over, at fagbevægelsen skulle sluge endnu en bitter pille, der skulle øge arbejdsudbuddet i samspil med de mange reformer der samtidigt blev lanceret. Efter medlemspres forlod LO forhandlingerne. Den byge af reformer, der efterfølgende blev rullet ud har bestemt heller ikke gjort forholdet bedre, ligesom især finansminister Bjarne Corydons konsekvente udmeldinger om overgangen til en konkurrencestat, har været en torn i øjet på fagbevægelsen. Helt centralt har dog været tragedien om dagpengereformen, der har været en konstant kilde til at forpeste forholdet mellem Socialdemokratiet og fagbevægelsen. Modsat efterlønnen, som fagbevægelsen var vrede over blev afskaffet, men som man stort set har tilskrevet de Radikale skylden for sammen med de borgerlige, så har fagbevægelsen været undrende over, at dagpengeproblemet ikke har kunnet løses. Også her fik de Radikale i starten skylden, men som tiden er gået er konklusionen flere steder i fagbevægelsen blevet, at Helle Thorning og Bjarne Corydon faktisk i det store hele er godt tilfredse med en reform, der er et direkte angreb på fagbevægelsens base; den organiserede og kontingentbetalende lønmodtager med kort uddannelse. Så sent som imens denne artikel skrives, er en lang række fagforbund i færd med at trække det økonomiske stik til Socialdemokratiet.

Kilde: Ugebrevet A4 3.dec. http://www.ugebreveta4.dk/fagforbund-dropper-den-faste-stoette-til-s_19933.aspx

Som det fremgår af tabellen er stort set alle forbund i gang med seriøse overvejelser omkring partistøtten til alle partier. Men det er helt klart en direkte krigserklæring til primært Socialdemokratiet, som fagbevægelsen har følt sig svigtet af i den førte politik. Belært af historien skal man måske tage disse udmeldinger med et gran salt. Der har jo som nævnt været historiske fortilfælde, hvor bombastiske udmeldinger ikke har haft den praktiske betydning man skulle tro når det kommer til partistøtten. Kun tiden kan vise om det faktisk ender med at fagforbundene smækker kassen i for især Socialdemokratiet.

De politiske perspektiver i bruddet mellem fagbevægelse og parti

Der er flere måder at vurdere den nuværende udvikling på. For en stor del af Socialdemokratiet og venstrefløjen, vil dette helt sikkert blive skrevet ind i en generel forfaldshistorie, hvor arbejderbevægelsen går stadig mere i opløsning. De manglende penge til Socialdemokratiets valgkampe vil betyde, at den økonomiske ubalance mellem de borgerlige partier og Socialdemokratiet blot vil vokse, og dermed bane vejen for endnu mere borgerlig dominans. Dette er helt klart en reel fare, for selvfølgelig betyder penge noget i kampen om magten. At Socialdemokratiet netop i disse tider er i gang med at bygge pengeklubber op efter borgerligt forbillede skal uden tvivl ses i lyset af, at man ikke regner med fagbevægelsens fortsatte støtte.

Den økonomiske dimension er dog kun én blandt flere dimensioner, som påvirkes af bruddet mellem fagbevægelse og Socialdemokratiet. Løsrivelsen fra Socialdemokratiet giver også fagbevægelsen nogle nye muligheder på den politisk indholdsmæssige side, som tit og ofte overses når bruddet mellem partiet og fagbevægelsen tematiseres. Historisk har loyaliteten til partiet sat nogle klare begrænsninger for, hvilke krav fagbevægelsen har kunnet fremsætte. Bruddet giver simpelthen fagbevægelsen en langt større autonomi til selv at sætte en politisk dagsorden. Et af de klareste eksempler på dette er 3F’s ’Godt arbejde’ kampagne. Kampagnen forsøger at tematisere, hvilke udfordringer 3F’s medlemmer oplever i deres arbejdsliv, og hvad der er behov for af politiske beslutninger for, at medlemmerne igen kan få tryghed og værdighed i arbejdet. Kampagnen er bygget op om medlemmernes krav, som 3F tager op og fremsætter som krav til det politiske system. Dermed er den tidligere top-down relation mellem fagforbund og medlem under opblødning i denne kampagne. Medlemmerne er de aktive skabere af kampagnens budskaber i korte interviews med menige 3F medlemmer.[1] Dette er en helt anden tilgang til det at lave fagpolitisk kampagne ift. den traditionelle form, hvor fagbevægelsens ledelse lavede en strategi, der også skulle være tilpasset til Socialdemokratiets parlamentariske manøvrerum. Denne nye autonomi giver simpelthen langt større frihedsgrader til at lade medlemmerne blive producenter af politikken frem for passive fodtusser.

3F’s formand siger om det nye paradigmeskift i Politiken d. 29 august:

Der er tale om et paradigmeskifte, hvor vi sætter vores egen dagsorden. Og så må de partier, der synes, den er interessant, støtte op.[2]

Det handler således om, at 3F med udgangspunkt i medlemmernes oplevede og levede problemer skaber deres egne politiske krav, og de partier og bevægelser, der kan støtte op om disse krav er samarbejdspartnere hvad enten det er Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Enhedslisten eller noget helt fjerde. Dermed brydes der med den klassiske arbejdsdeling mellem partiet og fagbevægelsen som har karakteriseret den danske model; fagbevægelsen tog sig af de fagpolitiske spørgsmål, der relaterede sig til det, der lå inden for det veludviklede aftalesystem i den danske model, mens de større samfundspolitiske spørgsmål skulle varetages af partiet. Thorning-Schmidts regeringsperiode har dog været så kontroversiel i dens gentagende angreb på lønmodtagersiden og konsekvente varetagelse af arbejdsgiversidens interesser, at denne arbejdsdeling er brudt sammen og simpelthen ikke længere giver mening. Per Christensen og 3F har indset dette.

Med Trondheim modellen som inspiration

Den nye orientering blandt en stadigt større del af den danske fagbevægelse har et idemæssigt slægtskab med den såkaldte Trondheim model. Denne form for faglig politik blev lanceret af en række fagforbund i Trondheim i 2003. Her opstillede man 19 punkter i et manifest, der fremsatte krav til politikerne. Frustrationen i Trondheim var todelt. Dels var man frustreret over et mangeårigt borgerligt flertal i byen, der havde privatiseret velfærd og skåret ned. Asbjørn Wahl, der var en af de centrale aktører formulerede, hvordan denne neoliberale strategi ’brutaliserede arbejdslivet’. Opgøret med denne brutalisering var omdrejningspunktet for de krav man som fagbevægelse fremsatte til det politiske system. For de norske fagforbund var dette således i høj grad et opgør med privatiseringsbølgen fra højrefløjen. Den anden frustration var, at det norske Arbejderparti fremstod som et svagt alternativ, der ikke kæmpede hårdt nok imod den neoliberale udvikling og fremstod tandløs og faretruende tæt på de borgerlige partier. Derfor var manifestet også et forsøg på at lægge et udenomsparlamentarisk pres på Arbejderpartiet, for at rykke det til venstre og få dem til at indgå i en mere brugbar alliance med de faglige organisationer end den, der allerede eksisterede. Udmeldingen fra de faglige organisationer var, at man ville samarbejde med – og støtte - de partier, der ville kæmpe for manifestets krav. Selv om man skulle tro, at fagforbundenes stop for den automatiske opbakning til Arbejderpartiet ville svække dem i den kommende valgkamp var det det stik modsatte der skete. Arbejderpartiet og Socialistisk Venstreparti fik et rigtigt godt valg og kunne vælte det mangeårige borgerlige styre i Trondheim.

Trondheim manifestet skabte således basis for det som den tyske socialfilosof Jürgen Habermas har omtalt som de sociale bevægelsers belejring af det politiske system. Tesen er hos Habermas, at de systemiske logikker, der ligger i den offentlige forvaltning ikke pr. natur er receptive over for de sociale krav, der eksisterer ude i det sociale. Hvis ikke der er en levende offentlighed i civilsamfundet, der tematiserer politiske spørgsmål og konstant lægger et udenomsparlamentarisk pres på det politiske systemadministrative kompleks, så kommer der ingen politiske forandringer. Trondheim manifestet er et glimrende eksempel på, hvordan det Habermas taler om teoretisk faktisk bliver praksis. Med Trondheim manifestet frigjorde fagbevægelsen sig fra at være direkte koblet til systemets logik gennem loyaliteten til Arbejderparitet, og blev i stedet en social bevægelse, der kunne lægge det nødvendige pres på det politiske system og dermed sætte sin egen dagsorden. Dette fik på den anden side Arbejderpartiet til at skærpe sin politik og rykke mod venstre i en mere fuldtonet kamp mod privatiseringerne og nedskæringerne. Resultatet var at venstrefløjen vandt Trondheim.

Om en lignende succeshistorie kan skabes i Danmark er et åbent spørgsmål. Opgaven er enorm og let bliver det ikke. Men ikke desto mindre ser man i udmeldingerne fra 3F og kampagnen om ’Godt Arbejde’, nogle af de samme tendenser som der lå i Trondheim-modellen. At fagbevægelsen netop frigør sig fra en gensidigt destruktiv binding til Socialdemokratiet, der betyder, at fagbevægelsen ikke ser sig i stand til at angribe neoliberal politik når den kommer fra en Socialdemokratisk regering, og som i forlængelse af dette betyder, at Socialdemokratiet ikke i tilstrækkeligt omfang har en stærk social bevægelse, der tvinger den til at føre Socialdemokratisk politik. Dette lyder måske kontraintuitivt al den stund, at man traditionelt har set det som en styrke med ’ro på bagsmækken’, altså stiltiende accept. Men faktisk er det netop en del af problemet, for det har betydet, at Socialdemokratiet ikke har haft den udenomsparlamentariske bevægelse, der stillede krav til dem. Derfor har Socialdemokratiet heller ikke i de hårde forhandlinger med De Radikale om dagpengene kunnet pege ud af vinduet på 40.000 vrede demonstranter på slotspladsen, som kræver en ny politik. Dermed står Socialdemokratiet uden den sociale base, som de kunne bruge som afsæt for at udfordre De Radikale på fx dagpengespørgsmålet. Fagbevægelsens begyndende løsrivelse fra Socialdemokratiet behøves således ikke nødvendigvis, at læses ind i den generelle forfaldshistorie om arbejderbevægelsen kollaps. Hvis den ny-vundne autonomi bruges på en intelligent måde til at revitalisere de faglige organisationer, og det pres det kan lægge på Socialdemokratiet, kan det være løftestangen for en ny politik hos Socialdemokratiet. Det afgørende er dog, at der er en vilje i både fagbevægelse og parti til at gribe denne mulighed, så bruddet ikke blot bliver en accelerator for erosionen af arbejderbevægelsen i Danmark.

Litteraturliste:

Due, Jesper, Jørgen Steen Madsen & Mie Dahlskov Pihl (2010): LO-dokumentationen 2010/1. Silkeborg: LO.

Etzlar, Aron (2008): Trondheimmodellen – Radikala Framgpngshistorier från Norge og Nederländerna. Stockholm: Karneval Förlaget.

Habermas, Jürgen (1996): Between Facts and Norms – Contributions to a Discourse Theory of Law and Democracy. Cambridge: Polity Press.

Hansen, Bo Dalsgaard & Henning Jørgensen (2012): LO-dokumentation nr. 2/2012. København: LO.

Lash, Scott & John Urry (1993): The End of Organized Capitalism. Cambridge: Polity Press.

Lassen, Morten, Rasmus Juul Møberg & Thomas Bay (2005): LO-dokumentationen 2005. LO-lønmodtagere I tiåret 1992-2002. Konstans eller forandring. København:  LO.