Arbejdstilsynet under nyliberalt angreb….igen…igen!
Af John Graversgaard

Offentliggjort: 15. oktober 2014

I SR-regeringens Finanslovforslag for 2015, varsles der kynisk og koldt en række voldsomme nedskæringer. Disse nedskæringer overgår oven i købet de brutale nedskæringer som Fogh-regeringen iværksatte ved sin tiltræden i 2001.

Bevillingerne reduceres med 80 millioner kroner i 2016, hvilket betyder en kraftig nedskæring i antal ansatte. Målt i årsværk vil mere end 120 medarbejdere skulle forlade tilsynet, som reduceres fra 661 til 538 ansatte.

Derudover bortfaller en række midlertidige bevillinger til Arbejdstilsynet i 2016, og Finansministeriets budgetoverslag for 2016 er derfor skræmmende læsning.

At regeringen ikke i sit forslag lukker dette kæmpehul, viser flere ting. Man kan gætte på motiver, men kan vi forvente andet af en regering som er dybt knyttet til EU`s krav om budgetdisciplin og overordnet reduktion af de offentlige udgifter?

Enten er det et kynisk spil, hvor man vil skabe usikkerhed om Arbejdstilsynet, for så at agere redningsmand og imødekomme fagbevægelsens krav om at stoppe nedskæringsplanerne. Eller også er det en gave til arbejdsgiverne som ønsker mere afregulering, mindre tilsyn og mere ”snakketilsyn”, også kaldet dialogbaseret vejledning. Hvilket er helt i tråd med højrefløjen i Socialdemokratiet som vil gå langt for at imødekomme erhvervslivets krav om reduktion af ”administrative omkostninger”. Desuden flugter initiativerne med det nyliberale Business Europes syn på Arbejdstilsynet: En udgift som skal reduceres for at øge erhvervslivets – læs monopolernes – globale konkurrencekraft.

Og konsekvensen af regeringens finansforslag er, at vi bringes i en defensiv rolle.

Vi skal forsvare en bevilling som i forvejen er for ringe, i en situation hvor der er klare meldinger om et forværret arbejdsmiljø som resultat af øget social dumping og øget stress og angst på arbejdspladserne.

Arbejdstilsynet har en nøglerolle.

Arbejdstilsynet har adgang til virksomhederne og mulighed for at undersøge og kontrollere arbejdsmiljøet. Ingen anden har denne adgang, og den er væsentlig, da arbejdsgivernes ledelsesret kan bruges både negativt og positivt.

Manglende overholdelse af sikkerhedsregler, nedslidende arbejde og dårligt psykisk arbejdsmiljø, kan få lov til at foregå i årevis, uden at de ansatte kan ændre på forholdene. Arbejdsgiveren kan sende udgifterne videre til samfundet, og spare betydelige summer på ren passivitet.

Fagbevægelsen har bøjet sig for og anerkendt arbejdsgivernes ledelsesret, og har reelt kun Arbejdstilsynet at henvende sig til, hvis en virksomhed ikke overholder loven. Positivt modvirkes dette godt nok af byggefagenes sikkerhedspatruljer, men de har altid været en torn i øjet på arbejdsgiverne.

Den normale regulering sker gennem påbud, men kun en meget begrænset del af disse påbud medfører sanktioner i form af bøder.

F.eks.er det normalt kun alvorlige overtrædelser som sanktioneres.

Så samlet set er denne form for regulering ganske billig for virksomhederne, og det har fornuftige arbejdsgivere da også forstået.

Men i det store magtspil, hvor de nyliberale økonomer og deres eftersnakkere kræver mere marked og mindre stat, der ryger Arbejdstilsynet ned i kloakken. Også selv om den ene evaluering efter den anden har bekræftet at virksomhederne og de ansatte er tilfredse med Arbejdstilsynets konkrete indsats.

Social dumping fra en række udenlandske virksomheder, her også ”falske selvstændige” eller ”arm-og ben firmaer” har sat danske arbejdere under pres.

Der er ikke kun tale om løndumping, men også om undergravning af sikkerhed og arbejdsmiljø.

RUT-registret er kun et svagt værn mod denne udvikling, men har givet myndighederne en bedre mulighed for at finde disse virksomheder. Og der har været politisk vilje til at sætte ind med øget kontrol og særlige bevillinger til Arbejdstilsynets kontrol af social dumping.  En kontrol som dog primært er båret af Arbejdstilsynet, som jo kan komme ind på virksomhederne, samt den aktive fagbevægelse som med deres begrænsede ressourcer udfører et stort arbejde med at bekæmpe grov underbetaling og snyd. 

Dette vigtige indsatsområde er alvorligt truet med udsigten til grove nedskæringer på finansloven.

Arbejdstilsynet en væsentlig hjørnesten i velfærdsstaten.

Arbejdsmiljøindsatsen i Danmark og i øvrigt i de skandinaviske lande, har i en lang årrække været anset som en del af Velfærdsstaten, hvor investering i forebyggelse har været et udbredt fokuspunkt på tværs af politiske skel.

Men med øget centralisering og styring af statens udgifter i henhold til EU-krav, så har Finansministeriet overtaget stadigt mere. Intet område er helligt, og kun fagbevægelsens vedholdende aktivitet har fastholdt Arbejdstilsynets bevillinger. Ikke desto mindre er disse bevillinger blevet langsomt udhulet og Arbejdstilsynet har kun ”reddet røven” ved, at ministeriet har fået tilført penge fra Forebyggelsesfonden, som strengt taget ikke var ment som lønmidler.

Og det nyliberalistiske mantra om at offentligt er bureaukratisk og ofte en spændetrøje på privat foretagsomhed og effektivitet, er langsomt sivet ind i store dele af den politiske elite. Derfor har udhulingen af Arbejdstilsynet også kunnet foregå relativt ubemærket.

Arbejdsmiljøforsker Peter Hasle siger det ganske præcist:

”Det er en uskik, at en stor del af Arbejdstilsynets arbejde i de sidste mange år har hvilet på midlertidige bevillinger.

Da Fogh-regeringen tiltrådte i 2001, skete der en historisk nedskæring af Arbejdstilsynets midler.

Efter et par år lavede Hjort Frederiksen så en reform, hvor han prøvede at kompensere for nogle af de nedskæringer, der havde fundet sted. Siden har det været en stop/go-politik, hvor Arbejdstilsynet har fået midlertidige bevillinger og skiftevis har ansat og fyret, siger han og peger på de negative konsekvenser af en sådan politik:

Bevillingerne har været tegn på, at der var behov for en tilførsel af ressourcer, men de har samtidig været så kortsigtede, at det har påvirket Arbejdstilsynets muligheder for at arbejde med kvaliteten af sin indsats. Det er samtidig svært at forestille sig en permanent effekt af så kortsigtede bevillinger, påpeger han”(Ugebrevet A4, 24.sept14).

Kort sagt en hovedløs kortsigtet politik, som står i kontrast til de flotte erklæringer om alle de initiativer som kan sikre et bedre arbejdsmiljø i 2020.