OK 2015: Hvor bliver fagbevægelsen af?
Af Søren Andersen

Offentliggjort: 15. oktober 2014
Denne artikel er koblet til temaet: Fagbevægelsen. Klik på temanavnet for at se mere

De kommunale arbejdsgivere skyder for alvor overenskomstforhandlingerne i gang med debatoplægget ”Velfærd i forandring. Udvikling af kerneopgaven, ledelse og dialog”. Fagbevægelsen har ikke noget konkret udspil, men stifter Danmarks største forhandlingskartel – Forhandlingsfællesskabet - for at ruste sig til kamp for erhvervede rettigheder.

Det er ikke kun Kommunernes Landsforening (KL) der spiller ud, også Dansk Arbejdsgiverforening (DA) gøder jorden, så der kan ske forringelser på det offentlige arbejdsmarked.

DA’s nyhedsbrev Agenda tager fat i de offentlige ansattes betalte frokostpause og de betalte fridage. 90 pct. af de offentlige ansatte har betalt frokostpause, det har kun 10 pct. i den private sektor ifølge Agenda. DA foreslår, at der sker en ligestilling mellem de to arbejdsmarkeder. Agenda har endvidere beregnet, at den betalte frokostpause svarer til 45.000 fuldtidsstillinger. Det får Cepos til at foreslå, at man afskediger et antal offentligt ansatte svarende til de 45.000 stillinger, hvis den betalte frokostpause inddrages. De ledige kan så få arbejde i den private sektor, der nu står og mangler arbejdskraft.

Agenda har også set på de betalte fridage på de to arbejdsmarkeder. Privat ansatte har 50 betalte fridage om året, hvor offentlige ansatte har 70. Igen opfordrer DA til ligestilling mellem de to arbejdsmarkeder.

Målet med disse artikler i Agenda er jo til at få øje på. De offentlige ansatte er forkælede og har meget favorable arbejdsvilkår set i forhold til det private arbejdsmarked. Det skal skabe forståelse i befolkningen for indgreb eller forringelser af gældende overenskomster og aftaler. Kampen om den offentlige mening er i gang og DA gør sit til, at tilkæmpede rettigheder i den offentlige sektor forekommer urimelige.

Indtil videre har fagbevægelsen ikke for alvor satset på at sætte dagsordenen i det offentlige rum. Det er uforståeligt, når erfaringer fra lærerkonflikten ved OK-13 tages i betragtning. Fagbevægelsen kan ikke konflikte sig til en sejr over de offentlige arbejdsgivere, hvis ikke de har befolkningen og den offentlige mening med sig.

Danmarks største forhandlingskartel med 573.000 medlemmer

8. oktober 2014 stiftede 53 organisationer med 573.000 medlemmer ansat i kommuner og regioner Forhandlingsfællesskabet. Det skete gennem en sammenlægning af KTO og Sundhedskartellet.

Repræsentantskabsmødet i Forhandlingsfællesskabet varede 35 minutter og udover at vedtage vedtægterne blev det til en kort pressemeddelelse, hvor den nye formand Anders Bondo Christensen er citeret for følgende:

”Vi har i dag formelt truffet beslutning om etablering af Forhandlingsfællesskabet. Beslutningen er baseret på en fælles politisk vilje i KTO og i Sundhedskartellet om at samle lønmodtagersiden på det kommunale og regionale arbejdsmarked. Erfaringerne fra de seneste overenskomstfornyelser viser, at lønmodtagersiden er nødt til at stå sammen, hvis vi skal give arbejdsgiverne et konstruktivt med- og modspil i forhandlingerne. Det er vores opgave, sammen med arbejdsgiverne, at sikre at arbejdspladserne også i fremtiden er attraktive”.

I pressemeddelelsen er Grete Christensen, formand for Dansk Sygeplejeråd og Sundhedskartellet citeret for følgende:

”Processen med etablering af et nyt Forhandlingsfællesskab har hele vejen været drevet af en positiv politisk vilje til at samle lønmodtagersiden. Det er sket med respekt for, at vi forhandler med to selvstændige arbejdsgiverparter, og det er baseret på et fælles politisk håndslag om, at ingen organisation vil blive efterladt på perronen, når vi forhandler med arbejdsgiverne. Det nye samarbejdes klare målsætning er at skabe de bedst mulige vilkår for de ansatte. Sundhedskartellets organisationer får med Forhandlingsfællesskabet en bedre platform til at opnå resultater for vores medlemmer

Det er jo ikke epokegørende meldinger. For fremtiden vil fagbevægelsen stå sammen og ikke efterlade nogen på perronen! Er det den skarpe erfaring fra lærerkonflikten ved OK-13?

Repræsentantskabet vedtog ingen politisk udtalelse, der angav mål og retning for overenskomstfornyelsen, så medlemmerne kunne mobiliseres. Heller ingen udmeldinger til offentligheden om, hvorfor gode overenskomster og aftaler sikrer borgerne velfærdsydelser af høj standard.

På nuværende tidspunkt er det kun 34 organisationers kampagne ”Vores aftaler. Din styrke.”, der forøger at sætte spot på vigtigheden af aftaler og tilstedeværelsen af offentligt ansatte. Det sker gennem en kort video, der annoncerer tre temaer: 1) samarbejdet mellem ledelse og tillidsrepræsentanter, 2) psykisk arbejdsmiljø og 3) overenskomsternes betydning for en velfungerende offentlig sektor.

Det efterlader det indtryk, at der ikke er sat fuld blus på mobiliseringen af medlemmerne, da udmeldingerne er meget brede og lidet konkrete. Det er også klart, at de 34 organisationer ikke forsøger at kommunikere med offentligheden og vinde deres sympati.

Er konklusionen, at fagbevægelsen er ved at indstille sig på, at styrkeforholdene er i arbejdsgivernes favør og OK-15 bliver en forsvarskamp for erhvervede rettigheder?

Eller giver KL’s udspil fagbevægelsen muligheder for at komme med offensive bud, hvor fagbevægelsen tilslutter sig målet om udvikling af velfærdsstatens kerneopgaver, men hvor redskaberne ikke er de samme som KL’s.

Mere ledelse mindre fagforening. Færre rettigheder mere dialog.

KL’s debatoplæg til OK-15 ”Velfærd i forandring” peger på fire overordnede mål for KL:

  • Effektiv anvendelse af ressourcerne og fokus på kerneopgaven til gavn for borgerne
  • Gode rammer for moderne ledelse
  • Enkel administration og ledelsesmæssigt overblik
  • Konstruktiv, lokal dialog og samarbejde mellem ledelse og medarbejdere

Tilforladelige mål men dykker vi ned i selve teksten, er der ingen slinger i valsen. KL mener, at mere ledelse og mere rum for ledelse samt dialog med medarbejdere baseret på tillid og ikke rettigheder er vejen frem.

Rammeoverenskomster

Hvad er redskaberne for at opnå disse mål?

KL tilslutter sig Produktivitetskommissionens konklusioner om, at parterne indgår mere rammeprægede overenskomster, der øger fleksibiliteten i opgaveløsningen. Derudover ønsker KL færre overenskomster end de 100, der er indgået i dag.

Det enkelte forbund har et naturligt ønske om at være aftalepart på netop sit faglige område. Betyder det, at det enkelte forbund er en stærk spiller, eller er der en mulighed for, gennem samarbejde med andre forbund, at lave en fælles overenskomst, der dækker et bestemt område? Lave en funktionsoverenskomst hvor faggrupperne står sammen om overenskomsten og i den daglige kamp på arbejdspladsen?

Rammeoverenskomsterne er formentlig en måde at fjerne bindinger og rettigheder, der beskytter arbejdskraften og dermed giver mere rum til ledelse. Den køber fagbevægelsen ikke.

Arbejdstidsregler

KL vil uden tvivl gå hårdt efter at få enklere og ensartede arbejdstidsregler. De vil argumentere mod bureaukrati og for en mere effektiv opgaveløsning. KL har i optakten til OK-15 signaleret, at især døgnområdet er præget af indviklede og forskellige regelsæt vedrørende arbejdstiden. Kommer KL igennem med kravet, er det også med til at styrke ledelsesrummet.

Arbejdstidsregler er basalt med til at beskytte arbejdskraften og sikre lønmodtagerne en mulighed for at kunne planlægge deres private liv. På den baggrund er det vigtigt, at der er arbejdstidsregler, der giver rettigheder og medbestemmelse. Det er ikke det samme som at afvise fælles arbejdstidsregler på for eksempel døgninstitutioner. Det vil fremme tværfagligheden og give fælles ramme for faggruppernes faglige arbejde.

Mindre fagforening

”Plads til samarbejde og dialog” hedder afsnittet i debatoplægget, hvor KL virkelig forsøger at koble fagbevægelsen af og udstille tillidsrepræsentanterne som nogle, der går op i at finde fejl frem for løsninger. Der sættes trumf på ved at kræve muligheden for at uddanne tillidsrepræsentanten lokalt, samt at afskaffe nogle af de beskyttelser tillids- og sikkerhedsrepræsentanterne har.

I debatpjecen formuleres det på denne måde: ”… en nødvendig udvikling i MED-systemet og tillidsrepræsentanternes rolle. Populært sagt fra at være kontrollant til at være dialogpartner.”

KL ønsker også at skifte TR og fagforeningen ud med den enkelte medarbejder. I debatoplægget er det formuleret på denne måde: ”Samtidig ønsker kommunerne at aftale de lokale rammer for samarbejdet med de parter der skal deltage i samarbejdet og som skal følge arbejdspladsen – nemlig medarbejderne selv.”

Det her må være helt uacceptabelt for fagbevægelsen, men indtil videre har ingen faglige ledere været ude og tage klar afstand fra arbejdsgivernes ønske om at koble fagbevægelsen og dens tillidsrepræsentanter ud af samarbejdet.

Psykisk arbejdsmiljø

KL ønsker at forbedre arbejdsmiljøet og især nedbringe sygefraværet. Det bedre arbejdsmiljø skal realiseres gennem færre regler, dialog med medarbejderne og deres organisationer. KL’s rosenrøde billede af at der generelt er et godt psykisk arbejdsmiljø i kommunerne, vil ikke vinde genklang hos fagbevægelsen.

Fagbevægelsen har her en mulighed for at prøve arbejdsgiverne af. Lad os få konkrete måltal på bordet i form af sagsnormer, elev-lærer ratio og tilsvarende barn-pædagog ratio. Der er sikkert flere muligheder for at sikre lønmodtagerne mod rovdrift i den konstante effektivisering og samtidig sikre borgerne velfærdsydelser af høj kvalitet.

Lønnen – især reallønnen

Forhandlingerne om lønudviklingen bliver formentlig det mindst besværlige ved OK-15. KL skriver i debatoplægget, at lønudviklingen skal være ansvarlig og i balance med udviklingen på det private arbejdsmarked. De reelle muligheder er fastlagt i budgetloven og økonomiaftalen mellem KL og Finansministeriet.

Fagbevægelsen har indtil videre blot signaleret, at reallønnen skal sikres. Først skal fagbevægelsen dog blive enig med sig selv, om de generelle lønstigninger skal ske med procentvise stigninger eller et fast krone og øre beløb. Det spørgsmål splittede fagbevægelsen ved OK-13.

Fagbevægelsens konkrete udspil lader vente på sig

Først til december vedtager Forhandlingsfællesskabet kravene til fornyelsen af overenskomster og aftaler. Det er også først til december, vi kender arbejdsgivernes endelige krav. Sideløbende med udformningen af de generelle krav, arbejder de enkelte forbund på at vedtage deres specielle krav.

Denne proces vanskeliggør mobilisering af medlemmerne og giver svære vilkår for at kommunikere med offentligheden. Erfaringerne fra OK-13, og Forhandlingsfællesskabets erklærede mål om sammenhold og ”ingen efterlades på perronen”, gør det bydende nødvendigt, at fagbevægelsen kommer på banen med ideer og visioner for overenskomstfornyelsen. Som minimum må Forhandlingsfællesskabet kommentere og afvise en række af KL’s direkte angreb på fagbevægelsen og dens tillidsrepræsentanter.