Den levende modsætning
Af Esben Bøgh Sørensen

Offentliggjort: 15. oktober 2014

Kapitalens logik og klassekamp

Kapitalisme er et system, der baserer sig på en abstrakt form for rigdom. Der er tale om en rigdom, hvis form er den evige udvidelse og akkumulation. Kapitalen er denne form.

Kapitalen er den selvforøgende værdi, den stadige akkumulation af værdi, hvis bevægelse derfor er uden grænse. Den er, som Marx skriver, et ”automatisk subjekt” (Marx 1971c: 169 & 167). I et samfundet, der baserer sig på en almengjort vareproduktion, hvor altså målet med produktionen er varemarkedet, antager de menneskelige sociale relationer form af abstrakte, selvstændige økonomiske kategorier. Det abstrakte arbejde er den mest grundlæggende heraf.

Det abstrakte arbejde er for det første det forhold, at der i vareudvekslingen må findes en ækvivalent mellem varerne – noget der gør, at de overhovedet kan udveksles med hinanden. Varerne må have en værdi, noget abstrakt og alment, som de har tilfældes og gør det muligt at udveksle, eller i større og mere generelt omfang, at cirkulere på et marked. Det abstrakte arbejde er det forhold, der giver værdien en tilsyneladende ”substans”. Idet varerne skal kunne cirkulere på markedet, må de have noget tilfældes, men denne ækvivalent kan ikke være hvad som helst, det må selv være noget rent abstrakt. Det varerne har tilfældes med hinanden er, at de alle er produkt af arbejde. Ikke arbejde som denne eller hin særlige aktivitet, men arbejde som sådan, abstraheret fra alt konkret. I kapitalismen konstitueres altså en modsætning mellem konkret og abstrakt arbejde. Nu er det imidlertid sådan, at dette abstrakte arbejde skal fremtræde, det skal have en form hvorigennem varerne kan cirkulere. Formen er bytteværdi, herunder penge; en form, der forsøger at udtrykke noget abstrakt. Varerne er altså en form for værdi, de repræsenterer så at sige den værdi, der angiveligt er ”nedlagt” i varen gennem det abstrakte arbejde.

Som jeg vil vise, er ”abstrakt arbejde” dog ikke noget fysisk, substantielt eller transhistorisk, men derimod en social relation specifik for kapitalismen. For at kunne cirkulere må værdien dog antage en anden form, nemlig penge, og i sidste ende kapital. Som vi skal se er disse ”rene” former dog også forankret i produktionen. Kapitalen må på en gang både udspringe og ikke udspringe af cirkulationen (Marx 1971c: 180). Det abstrakte arbejde må altså antage en form (idet det netop er en social relation og derfor ikke noget substantielt som sådan; substansen er også subjekt), en form der får sit eget liv og konstituerer en omvendt verden af økonomiske kategorier.

Vi har altså varer, der dels er bestemt ved konkret arbejde, idet de er faktiske ting (eller services), dels må disse ting, idet de har antaget form af varer, også være bestemt af abstrakt arbejde. Det er her vigtigt at påpege to ting. For det første, at det konkrete arbejde og brugsværdien bliver underlagt og bestemt af værdien. Dvs. at det vigtige i kapitalismen er selve værdien og værdiforøgelsen. For det andet, at når vi taler om ”abstrakt arbejde” og værdiform, så er der ikke tale om rene tankeabstraktioner. Det er ikke sådan, at det abstrakte arbejde bare er noget vi rent teoretisk kan tænke os til. Det er derimod en faktisk eksisterende abstraktion, dvs. en abstraktion, der opererer og har effekt i virkeligheden selv. En social relation, der har antaget form af en real abstraktion. I en analogi til dyreverdenen ville vi kunne forestille os, at der ved siden af hver enkelt art og race af dyr også eksisterede abstraktionen ”dyr” selv (Marx 1867). Dette er karakteren af ”værdi” og ”abstrakt arbejde”, nemlig reale abstraktioner i virkeligheden selv. Men som vi også har set, så er der tale om modsætningsfyldte økonomiske kategorier, foreløbigt modsætningen mellem abstrakt- og konkret arbejde, og brugsværdi og bytteværdi.

Indtil videre har jeg fremstillet det abstrakte arbejde (eller værdi) som et resultat af vareudvekslingen. Men det abstrakte arbejde er også, og samtidig, konstitueret i produktionen selv (altså ikke blot i cirkulationen). I produktionen er det ikke sådan, at det er vigtigt hvilket konkret arbejde, der producerer værdi. Det er selvfølgelig vigtigt i den konkrete produktionsproces ift. hvordan denne foregår, men de konkrete arbejder tæller kun forså vidt de er repræsentanter for det forhold, at de alle sammen også er arbejde som sådan, abstrakt arbejde (Arthur 2004: 43). For kapitalen er det konkrete arbejde ikke vigtigt. Det er kun vigtigt idet, det overhovedet er arbejde som sådan og dermed værdiproducerende. Det betyder også, at det er kapitalen, der bliver subjektet. Det er ikke de konkrete og forskellige former for menneskelig social praksis (subjektivitet), der er udgangspunktet, men derimod kapitalen som selvforøgende værdi, der er udgangspunkt og resultat. Subjekt og objekt bliver altså vendt om. Det af mennesket skabte bliver en magt over menneskene. Dette er en modsætning i virkeligheden selv.

Som bevægende værdi antager kapitalen snart form som varer, snart som penge men også som arbejdskraft. Alle er former for kapital, den ubevægede bevæger, der reproducerer sig på et stadigt højere niveau. Kapitalen er som en selvforøgende værdi, der for at kunne opretholde sig selv, ikke bare kan veksle mellem penge og varer, men samtidig må ”synke” ned i produktionen og antage form af arbejdskraft. Den underlægger sig arbejdet, eller som vi vil se, subsumerer det. Produktion og cirkulation er altså to sider af samme sag, kapitalens selvforøgelse.

Men dermed er vi også fremme ved et forhold, der kvalificerer bestemmelsen af kapitalen som et automatisk subjekt: klasserelationen mellem kapital og proletariat. Den mest grundlæggende modsætning eller antagonisme i den kapitalistiske sociale totalitet er klassemodsætningen. De andre modsætninger i kapitalen (f.eks. de to før nævnte) er så at sige konstitueret på klassemodsætningen. Abstrakt arbejde er således ikke bare noget, der forekommer i udvekslingen som abstrakt, men er et produkt af konkrete klasserelationer: ”[T]hus the contradiction immanent within the commodity-form between use-value and exchange-value, for example, is a determinate moment of the capitalist class relation: there is no exchange value without generalised commodity production, and no generalised commodity production without the exploitation of a proletariat by capital.” (Endnotes 2010: 107)

Hertil kan vi tilføje, at klasserelationen ikke “bare” er kapitalens udbytning af proletariatet, men derimod den stadige reproduktion af henholdsvis proletariatet og kapitalen som sådan. Klasserelationen er således grundlæggende og mest konkret det forhold, at der på den ene side bliver produceret og reproduceret et proletariat, der er adskilt fra midlerne til at producere og opretholde sig selv og på den anden side kapital (Bonefeld 2014). På den ene side de berøvede producenter af (mér)værdi og på den anden side den stadige akkumulation af kapital. Vi kan altså se, at de er samtidigt afhængige af hinanden. Det er proletariatet der producerer kapitalen, men kun for så vidt at kapitalen underlægger sig klassen af berøvede producenter. Det er kapitalen der er bevægeren, der sætter det hele i gang. Den stadige akkumulation af kapitalen kræver dog, at denne antager form af arbejdskraft, dvs. at et konkret arbejde bliver underlagt værdiproduktionen for kapitalen, og omvendt kræver proletariatets reproduktion af sig selv, at det sælger dets arbejdskraft og underlægger sig kapitalen. Det er den kapitalistiske klasserelation, der selv skaber det proletariat, som denne relation i sin ”omvendte” form, kapitalen som selvforøgende værdi, dermed subsumerer.

Hvad, vi har her, er altså et ulige afhængighedsforhold, hvor arbejdet underlægges kapitalen. Arbejde er derfor en grundlæggende kapitalistisk kategori. Proletariatet er den ene side af klasserelation, inkarnationen af arbejdet, dem der står til rådighed for kapitalen og underlægges denne. Afskaffelsen af kapitalen er derfor også altid en afskaffelse af proletariatet selv, og dermed også arbejdet.

Tilbage til abstrakt arbejde. Abstrakt arbejde er dermed konstitueret af klassemodsætningen, som det forhold, der producerer kapitalismen og dennes modsætninger overhovedet. Produktionen af en klasse af individer, der er frarøvet alt andet end deres arbejdskraft er forudsætningen for kapitalismen som generaliseret vareproduktion. Det er dannelsen og reproduktionen af denne klasse, proletariatet, som overhovedet muliggør kapitalismen, men som til stadighed udgør den ene pol i klasserelationen og dennes reproduktion. Der sker altså en konstant reproduktion af proletariatet som underlagt kapitalen.

Den generaliserede vareproduktion betyder dog også, at arbejdet som proletariatet udfører, kun gælder for så vidt, at det bliver ”målt”. Det er kun det socialt nødvendige arbejde, der gælder som arbejde i kapitalismen. Dette nødvendige arbejde måles i tid. Forholdet mellem privatarbejde (private Arbeit) (dvs. vareproducenterne) og det samlede arbejde (Gesamtarbeit) (dvs. det samlede generelle niveau for teknologi, produktivitet etc.) måles dermed i tid. Dvs. værdi er andelen af det enkelte private arbejde i det samlede arbejde. Den socialt nødvendige arbejdstid (for produktionen af en vare) er dermed bestemmende for, hvorvidt et konkret arbejde er socialt gyldigt. Her ser vi også direkte hvorfor, at abstrakt arbejde ikke er noget substantielt, noget fysisk og endda måske transhistorisk gældende til alle tider, men derimod et specifikt forhold i kapitalismen konstitueret på klasserelationen. Afskaffelsen af kapitalismen indebærer derfor også afskaffelsen af det abstrakte arbejde, og dermed også af værdi. Idet det abstrakte arbejde er en relation må den have en fremtrædelsesform, nemlig værdiformen, f.eks. penge. Afskaffelsen af kapitalismen indebærer derfor også afskaffelsen af penge. Ligeså vel vil en afskaffelse af kapitalismen også indebære en anden form for tid. Værdi er tid og den kapitalistiske produktion er underlagt en bestemt form for tid, nemlig kapitalens tid (tid er penge og penge er tid) (Troploin 2014). I kapitalismen bliver menneskenes tid erstattet af arbejdstid, kapitalens tid. I modsætning hertil må en frigørelse fra arbejdet (og dermed kapitalen) indebære en anden form for tid; en genuin fri disponibel tid.

Det jeg har præsenteret indtil videre er overhovedet det, kapitalen er: den levende modsætning (Marx 1983). Den selvforøgende værdi, konstitueret på klasserelationen, tager karakter af selvstændige abstrakte økonomiske kategorier med deres eget liv (abstrakt arbejde, varer, penge osv.). Kapitalen er udtrykket for reificerede, dvs. tingsliggjorte, sociale relationer. Sociale relationer antager form af relationer mellem ting med en egen logik, en kapitallogik, der så at sige underlægger sig og bestemmer vores liv. Vores magt til at skabe, skaber en magt over os (Holloway 2010: 130). Men kapitalen som denne selvforøgende værdi og automatiske subjekt er ikke bare konstitueret på en modsætning, den grundlæggende klasse antagonisme, men er netop pga. dette selv gennemhullet af modsætninger.

Klassemodsætningen reificeres nemlig også som en del af kapitalens selvbevægelse i modsætningen mellem nødvendigt arbejde og merarbejde, eller mellem den socialt nødvendige arbejdstid for reproduktionen af proletariatet som klasse (medieret gennem lønnen) og den tid, der går ud over dette nødvendige arbejde, merarbejdstiden (dvs. merværdien). Begge dele er sådan set udbytningen eller ekspropriationen af proletariatets arbejde, idet kapitalens akkumulation også indbefatter reproduktionen af proletariatet som klasse. Akkumulation er også reproduktion, det ene er nødvendigt og afhængigt af det andet, og ligesådan med nødvendigt arbejde og merarbejde. På trods af afhængigheden udgør de også en modsætning. Desto mere merarbejde kapitalen kan pumpe ud af proletariatet og desto mindre nødvendigt arbejde til reproduktionen af denne, desto bedre. Der er altså en modsætning mellem proletariatet som den nødvendige til rådighed stående ressource for kapitalen og tendensen til at reducere brugen af denne ressource til et minimum. Arbejde er et problem for kapitalen (Endnotes 2010: 4).

Det er også denne modsætning, der tenderer mod overakkumulation af kapitalen. Med overakkumulation menes her det forhold, at kapitalen må øge sig selv på grundlag af en stadig relativ mindre andel af arbejde (variabel kapital) ift. konstant kapital (bl.a. produktionsmidler). Som selvforøgende værdi må kapitalen i form af arbejdskraften forøge dennes produktivitet, for dermed at kunne øge sig selv, idet kun arbejdskraften er ressourcen til værdi. Men med arbejdskraftens stigende produktivitet overflødiggøres også arbejdskraften selv. Ressourcen til værdi overflødiggør sig selv, idet den er underlagt kapitalen. Det fører dels til overakkumulation (og profitratens tendentielle fald) og dannelsen af en ”overskuds” befolkning, den del af proletariatet, der udgør ”reservearmeen”. Spørgsmålet om de økonomiske kategoriers bevægelse og deres modsætninger og dermed krisetendens er spørgsmålet om klassekamp. De økonomiske kategorier skal nemlig, som ovenfor vist, forstås som reificerede former for den konstituerende klasserelation, og dermed som medierede former for klassekamp.

Den reelle subsumption i kapitalismens nuværende periode

Klasserelationen indebærer altså et ulige forhold mellem kapital og arbejde, hvor arbejdet subsumeres, dvs. underlægges kapitalen og dennes uendelige selvforøgelse. Marx udarbejdede et begreb om den reelle subsumption af arbejdet under kapitalen, hvor arbejdet så at sige ændres og organiseres netop udelukkende ud fra kapitalens formål, et formål uden ende (en teleologi uden ende). Det vil altså sige, at ethvert konkret arbejde og enhver brugsværdi bliver underlagt og ændret ift. kapitalen. Sagt på en anden måde: Det universelle (kapitalen som selvforøgende værdi) underlægger sig det partikulære. Den konkrete udvikling af f.eks. teknologi bliver derfor udviklet på baggrund af en produktion konstitueret på og af kapitalen. Samtidig indebærer, som vi har set, denne reelle subsumption dog også en forstærkning af kapitalens modsætninger og krisetendens. Arbejdets subsumering under kapitalen betyder også dets rationalisering og øgede produktivitet, hvilket i sidste ende kan medføre overakkumulation og arbejdets egen overflødiggørelse. Det er først i den reelle subsumption at arbejdet reelt bliver et problem for kapitalen.

I dag lever vi i en periode med en høj grad af reel subsumption. Subsumption er en immanent proces i kapitalismen, hvor konkrete arbejder underlægges og omstruktureres under værdiabstraktionen, det abstrakte arbejde. Subsumptionen er egentlig formen for den permanente reproduktion af klasserelationen, en reproduktion der har konsekvenser for alle kapitalismens sociale relationer. Det er altså ikke bare proletariat/arbejde og kapital, der reproduceres, men også staten, familien, kønsrelationer, individualitet etc., dvs. samtlige sociale relationer. Med subsumptionsbegrebet kan vi forstå denne reproduktion som en reproduktion af et ulige afhængighedsforhold, hvor i første omgang arbejdet underlægges og omstruktureres jf. kapitalens formål. Men i og med at reproduktionen af klasserelationen også er reproduktionen af den samlede kapitalistiske totalitet, så vil subsumptionen også gøre sig gældende i alle andre sociale relationer. Den vil have effekter ud i det videre samfund. Det betyder dog også, at det principielt ikke kun er arbejdet i den umiddelbare produktionen, der kan subsumeres, men ligeledes dette videre samfund selv. Det er netop tilfældet i dag, hvor vi kan siges at leve i en periode, hvor hele samfundet er totalt subsumeret under kapitalen (Negri 1992).[1]

Dette betyder også en omstrukturering baseret på en underlægning af andre livsområder end den umiddelbare produktion (f.eks. kultur) under kapitalen; en proces der kan dateres tilbage til umiddelbart efter 1. verdenskrig: ”At the beginning of the 1920s, capitalism realized that it could no longer maintain itself as the exploitation of human labor if it did not also colonize everything that is beyond the strict sphere of production. Faced with the challenge from socialism, capital too would have to socialize. It had to create its own culture” (Tiqqun 2012: 15). Med den efterfølgende udvikling med endnu en verdenskrig og udviklingen af den reelle subsumption, blev først det fordistiske kompromis etableret og sidenhen opløst til fordel for den neoliberale form for kapitalisme. Begge dele var og er faser i den totale subsumptions periode, en periode vi endnu lever i. Det er en periode, som er kendetegnet ved det, Herbert Marcuse kaldte det eendimensionelle samfund (Marcuse 2002), eller som Guy Debord kaldte skuespilssamfundet[2]. Skuespilssamfundet, eller societé du spectacle, er et samfund karakteriseret ved en massiv akkumulering af kapital. Som jeg har vist, så er kapitalen egentlig den ”omvendte verden”, dvs. en reificeret form for sociale relationer og social praksis. I det spektakulære samfund er alle sociale relationer fuldstændigt domineret af denne enorme akkumulation af kapital, en fuldstændig selvstændiggjort reifikation af vores sociale relationer, der dominerer over og igennem hver af os (Debord 2010).

Vi lever derfor i et samfund, hvor målet for kapitalen ikke blot er den evige akkumulation af værdi gennem den umiddelbare produktion af varer, men derimod forsøget på at indoptage hele det sociale liv i denne akkumulation. Det sociale liv selv, i alle dets aspekter, bliver altså også både udgangspunkt og resultat for kapitalakkumulationen. Det er hele ”samfundet”, der fungerer som en form for kollektiv arbejder (Marx’ Gesamtarbeiter i udvidet forstand), der er det nye subjekt for udpumpning af værdi. Der hvor fabrikken var, er ”samfundet” i dag. Men samfundet er ikke andet end en abstraktion af en diversitet af sociale relationer, som i dag er konstitueret på og af kapitalen. Der er tale om en biopolitisk produktion af mennesket i dets sociale relationer, og altså ikke længere ”bare” produkter i den umiddelbare produktionsproces.[3] Det er vigtigt her at huske på, at subsumption er en proces, der er skabt af den historiske reproduktion af klasserelationen. Kapitalens ”omvendte verden” er skabt af på baggrund af denne reproduktion, hvilket dermed også bestemmer dennes subsumption. De er to sider af virkeligheden selv.

Krise i klasserelationen

I perioden af total subsumption af hele ”samfundet” under kapitalen, møder vi også en dyb krise i reproduktionen af klasserelationen. Overakkumulation har ført til kapitalens forsøg på at underlægge sig alle livssfærer, samtidig med, at det har overflødiggjort en stor del af proletariatet som arbejdere i den direkte produktion. På én og samme tid bliver arbejdet overflødiggjort og udvidet til hele samfundet som sådan. Dette umiddelbare paradoks er udtrykket for den nuværende krise i klasserelationen. En konsekvens af denne krise har derfor også været dannelsen af nye identiteter og omdannelsen af gamle inden for kapitalismen. Generelt kan vi sige, at proletariatet i dag ikke er andet end ”nøgent liv”, der som et sådant liv er genstand for kapitalens akkumulation (Agamben 2000). Mennesket er blevet afklædt alle gamle identiteter og relationer, dyppet i ”beregningens iskolde vand” (Marx 1971a), for dermed at kunne blive en formløs genstand for kapitalens permanente selvforøgelse. Det betyder også, at kapitalen ikke bare er en reificeret form, der hersker over menneskene, men ligeså vel en form der hersker igennem os (Bonefeld 2014).

I kapitalismen i dag skabes derfor konstant nye identiteter og former for menneskeligt liv, igennem hvilke kapitalen eller spektaklet behersker os. Spektaklet subjektificerer os som begærende subjekter; et begær der altid allerede er formet, og dermed ikke er vores eget. Det er enten i velkendte forbrugeridentiteter[4], kønsidentiteter (hvor ”kvinden” bliver tildelt en særlig rolle i samfundet som fabrik), nye arbejdsidentiteter (f.eks. working poor, prekariat, ”studerende” etc.) eller identiteter udspringende i det moderne kapitalistiske samfunds politiske form (staten), såsom ”vælgeren” eller ”borgeren”. Nogle af disse former er gamle og velkendte, men har indtaget en ny plads og funktion, andre er helt nye. Det er først igennem oprøret mod disse former, som hersker igennem os selv, at muligheden for et generelt oprør mod kapitalen bliver muligt.

Vigtige identiteter i dag udgøres af dem, der mere direkte er et produkt af krisen i klasserelationen: mere eller mindre permanent arbejdsløse, immigranter, ”slum-dwellers”, fattige unge (typisk stemplet som ”af anden etnisk herkomst”) fra storbyernes forstæder, og andre lignende kategorier, der betegner subjekter (eller rettere ”abjekter”), der som funktion har at være en ”udstødt” men nødvendig del af kapitalismen. Hvor alle dele af proletariatet i dag støder på den grænse i deres modstand i mod kapitalen, at det ikke så meget er kapitalen, der faktisk er problemet, som deres egen status som arbejdere/arbejdskraft. Arbejdet er et problem for kapitalen, og derfor er de selv problemet. Franske arbejdere besætter ikke længere fabrikker, når disse lukker eller flytter, for at beholde deres job, men for at få en større fratrædelses godtgørelse. Dette er en grænse for kampen produceret af krisen i klasserelationen. Men denne krise føles desto stærkere i ovennævnte identiteter, som en nødvendigt udstødt del af kapitalismen.

Vi lever i hvad nogle har kaldt ”the era of riots” (Blaumachen 2011). Med krisen i klasserelationen og den reelle subsumption følger også, at klassekampen finder sted i alle dele af samfundet og ikke kun i den direkte produktion. Resultatet af dette er, at optøjer (”riots”) er blevet mere udbredte. Den måde hvorpå proletariatet fører klassekamp er ikke længere kun gennem strejker, arbejdsnedlæggelser etc., men ligeledes, og måske endnu mere, som generelle optøjer i byerne. Det sker når ovennævnte ”identiteter” begiver sig ud i klassekampens jungle, og her støder på en række grænser, som krisen i klasserelationen sætter. Når en ny generation af studerende er uden job og ”fremtid”, så kan den yderste konsekvens blive optøjer i byerne. Når udstødte unge i forstæderne opdager, at de er nødvendigt udstødte, sætter de gaderne i brand.

Vi har set hovedsagligt to tendenser i de seneste års udvikling i klassekampen. Den ene er de nye radikale demokratibevægelser, der er karakteriseret ved pladsbesættelser, universitetsbesættelser, spontane folkeforsamlinger og autonome selv-styrede projekter og initiativer. Denne tendens har også haft et anti-politisk skær over sig, forstået som en afvisning af det etablerede politiske system, dets institutioner, de traditionelle partier, foreninger etc. Denne har antaget forskellige former, fra los indignados og den videre udvikling af 15-m bevægelsen i Spanien, noget lignende i Grækenland, Occupy i USA, og til kombinationen af sort blok og folkeoprøret i Brasilien. I nogle tilfælde har denne tendens udviklet sig i retning af direkte opstande, herunder i Brasilien og Tyrkiet.  Den anden tendens er forstadsoptøjerne, som vi har set det i England, Grækenland, Frankrig, Sverige og senest med Ferguson i USA. Disse har mest af alt været karakteriseret ved den høje andel af udstødte (jf. ovenstående karakteristik) og fattige, der foruden at igangsætte voldsomme optøjer og kampe med politiet også har indledte direkte proletarisk reappropriering i form af plyndringer af butikker.

Fremtidens udvikling i klassekampen vil selvfølgelig bl.a. afhænge af, hvordan disse to tendenser udvikler og hvorvidt de kan samles, forbliver adskilte eller kan inkorporeres i det etablerede politiske system. Det første ville betyde en tilspidsning af klassekampen, det sidste dens opdæmning. Hvad der er vigtigt her er, at der stort set ikke eksisterer nogle overleverede former for klassekamp. De store demokratiske massebevægelser under arbejderbevægelsen, de store kommunistiske partier og de autonome basiskomiteer er stort set enten forsvundet, blevet ligegyldige eller inkorporeret i det etablerede system og derfor reelt af en helt anden karakter i dag. Vi befinder os i en situation, hvor der ikke eksisterer et proletarisk parti længere.

Det betyder dog ikke, at der ikke eksisterer klassekamp eller at denne er på et lavblus. Jf. de to førnævnte tendenser har vi set en række opbrud de seneste år. Klassekampen er karakteriseret ved perioder med opsving af sådanne opbrud. Vi lever i sådan et opsving i dag. En øget intensivering og samling af disse opbrud til mere generelle opstande ville kunne give retning mod et mere generelt brud (revolution). En begivenhed. Sådan et brud er ikke blot en øget samling af opbrud, men derimod kvalitativt forskelligt herfra. Det er her vi vil kunne se opkomsten af et evt. nyt proletarisk parti. Hvorvidt sådan en intensivering, samling og tilspidsning vil forekomme, er umuligt at forudsige. Det vil afhænge af en række faktorer, heriblandt særligt af hvorvidt hele det etablerede system vil forsøge at inkorporere opdæmme tendenserne eller ej. Krisen i klasserelationen vil besværliggøre dette, men det vil ikke være umuligt. Klassekampen vil i hele denne proces antage nye former og få et nyt indhold, der ikke nødvendigvis er til at forudsige. Det gælder stadig at proletariatets frigørelse, som er afskaffelsen af klassesamfundet som sådan, må være proletariatets eget værk (Marx 1971b).

En ny og adækvat revolutionsteori vil kunne tage udgangspunkt i ovennævnte grundlæggende tanker. Meningen er ikke at udvikle en enhedsteori, men at udvikle grundlaget for en fornyet diskussion af mulighed for en revolution i kapitalismens nuværende periode.

Den nuværende form for reproduktion af klasserelationen baserer sig på en krise i selv samme reproduktion. Under den reelle subsumption bliver arbejdet reelt et problem for kapitalen. Samtidig er arbejdsformen udbredt til alle dele af det sociale liv, som totalt subsumeret under kapitalen. ”Samfundet” er den kollektive arbejder i dag. Alligevel ser vi en systematisk, men nødvendig udstødelse af dele af proletariatet. Dem der er i overskud, men alligevel indtager en funktion, netop som et overskud (en ny version af Marx’ industrielle reservearmé). Når reproduktionen af proletariatet er i krise, dvs. bliver et problem for kapitalen, bliver denne reproduktion selv genstand for klassekampen. Det bliver kampen mod (og ikke for) identiteter, som former hvorigennem vi beherskes. Det bliver kampen ikke for, men mod reproduktionen af os selv som proletariat. Den nuværende horisont for klassekampen er dermed at stoppe reproduktionen af os selv som proletariat og begynde at reproducere os selv uden kapitalen.

Litteraturliste

Agamben, Giorgio (2000) [1996]: Means without End – Notes on Politics, University of Minnesota Press: Minneapolis

Arthur, Chris (2004): The New Dialectic and Marx’s Capital, Brill: London

Blaumachen (2011): The era of riots has started…, http://www.blaumachen.gr/2011/02/the-era-of-riots-has-started%E2%80%A6/

Bonefeld, Werner (2014): Critical Theory and the Critique of Political Economy – On Subversion and Negative Reason, Bloomsbury: New York

Debord, Guy (2010) [1967]: Society of the Spectacle, Black & Red: Detroit

Endnotes (2010): Misery and the Value Form, tilgængelig: http://endnotes.org.uk/

Holloway, John (2010): Crack Capitalism, Pluto Press

Marcuse, Herbert (2002) [1964]: One-Dimensional Man – Studies in the ideology of advanced industrial society, Routledge Classics: London

Marx, Karl (1983) [1857-58]: Grundrisse, MEW Bd. 42, Dietz Verlag: Berlin

Marx, Karl (1971a) [1848]: Det Kommunistiske Manifest, Udvalgte Skrifter Bind 1, Forlaget Tiden: København

Marx, Karl (1971b) [1864]: Almindelige Statuter for den Internationale Arbejderassociation, Udvalgte Skrifter Bind 1, Forlaget Tiden: København

Marx, Karl (1971c) [1867]: Das Kapital – Kritik der politischen Ökonomie, Erster Band, Dietz Verlag: Berlin

Marx, Karl (1867): Das Kapital –Kritik der politischen Ökonomie, Erster Band; Erster Auflage, kan findes her: http://www.deutschestextarchiv.de/book/format/html/marx_kapital01_1867?hyphenation=1&normalize=0&fw=1&marginals=1&footnotes=1&textwidth=0&format=html

Negri, Antonio (1992): “Interpretation of the Class Situation Today: Methodological Aspects” I Open Marxism Vol. II – Theory and Practice, Pluto Press

Tiqqun (2012): Preliminary Materials For a Theory of the Young-Girls, semiotext(e) intervention series

Troploin (2014): Value, Labour Time & Communism: Re-Reading Marx, tilgængelig: http://www.troploin.fr/node/81

 

[1] Det kræver samtidig en kritik af samfundsbegrebet, idet ”samfund” ikke er andet end abstraktionen af den samlede kapitalistiske totalitet, som dog netop er konstitueret på klassemodsætningen, og er dermed ikke en lukket totalitet.

[2] Hvilket er en dårlig oversættelse. Det spektakulære samfund ville være en mere direkte og bedre oversættelse.

[3] For en uddybende analyse af denne form for biopolitisk kapitalisme, se min artikel: http://baggrund.com/viden-og-venstrefloj/

[4] Se særligt Tiqquns begreb om ung-pigen som en ”model-citizen” for det moderne forbrugersamfund (Tiqqun 2012).