Ukranie-konflikten: At skyde sig selv i foden
Af Jens Jørgen Nielsen

Offentliggjort: 15. august 2014

De sociale forhold i Ukraine er katastrofale, og landet er dybt splittet af en borgerkrig. Udviklingen er ikke til gavn for Europa. EU har derfor brug for en ny politik over for Rusland og ikke bare underlægge sig USA’s prioriteringer, som kun har til formål at skille EU og Rusland fra hinanden.

Om vestens stupide Ruslandspolitik - sandheden som det første offer

Det internationale samfund må stå sammen mod Putins bestræbelser på at genoprette Sovjetunionen og optræde truende over for sine vestlige naboer. Vi må støtte Ukraines forsøg på at blive en del af den frie vestlige verden.  For at ’opdrage’ Rusland skal vi i Vesten straffe Rusland med sanktioner, som skal vokse i intensitet. På den måde vil den russiske økonomi bliver ramt og russiske borgere og førende oligarker vil vende sig mod Putin. Rusland må forstå, at anneksionen af Krim og støtte til oprørerne i det østlige Ukraine vil betyde isolation fra ’Verdenssamfundet’, fra det gode selskab. Rusland skal gøres til en paria, som skal opdrages til civiliseret opførsel. Især skal Rusland straffes for næsten direkte at have været skyld i nedskydningen af det malaysiske passagerfly d. 17. juli.

Sådan nogenlunde har vi hørt de vestlige medier tolke begivenhederne i Ukraine, og sådan har vi hørt amerikanske og europæiske politikere formulere sig igen og igen.

Denne artikel vil nuancere ovenstående billede og præsentere andre perspektiver på konflikten. Mediernes dæmonisering af Ruslands præsident Vladimir Putin har nået en intensitet, højde og udbredelse som vi tidligere kun har set, når det er blevet efterfulgt af militært angreb. Det gælder Jugoslaviens tidligere præsident Slobodan Milosevic, Iraks tidligere præsident Saddam Hussein og Libyens tidligere leder Moamar Khadaffi. Så det spørgsmål, som mange stiller er: står vi over for en storkrig mellem Rusland og NATO-landene? De fleste vil svare benægtende. Men dømt efter retorikkens styrke kunne man godt forestille sig en krig, som vil blive noget ganske andet end krige og ’regime change’-operationer mod svage mellemøstlige- (eller Balkan-)stater. Foreløbigt taler vi dog kun om en lokal krig i det østlige Ukraine og en finanskrig. Men man kan ikke helt udelukke en krig mellem Rusland og NATO. Man gør klogt i at huske på, at USA's sanktioner mod Japan fra før 2. verdenskrig førte til krig mellem de to lande i 1941. Sanktioner kan altså også fremme en krig.

Globale perspektiver

Men lad os først præcisere, hvilken type konflikt taler vi om, og hvad den handler om. Vel er der tale om en lokal konflikt. Men den er meget mere end det, derfor har den også betydelig mere direkte indflydelse på vores verden end konflikterne i Irak og Gaza. Ukraine-konflikten rummer også potentialet til at udvikle sig til det mange af os, som voksede op i den kolde krigs skygge frygtede, nemlig en altødelæggende krig med brug af atomvåben. Lad mig minde om, at Rusland besidder væsentlig flere taktiske a-våben, end de europæiske NATO-lande.

Det, der udløste hele konflikten i Ukraine, var - når det kom til stykket - spørgsmålet om NATO-udvidelse. I forbindelse med den ret fredelige opløsning af Sovjetunionen og Warszawa Pagten i 1991-92 opstod der den fælles forståelse mellem Gorbatjov og de vestlige lande om, at NATO ikke skulle udvide på tidligere sovjetisk domineret territorium. Russerne ønskede partnerskab med vesten, en frisk start men ikke underkastelse. I 1999 bombede NATO-landene Serbien på trods af Ruslands skarpe protester. Senere skar NATO-landene Kosovo ud af Serbien for senere at etablere provinsen som en selvstændig stat. Et par år senere havde amerikanerne bygget en meget stor militærbase i det selvstændige Kosovo, ’Camp Bondsteel’. Amerikanerne ønskede også, at Kosovo skulle blive medlem af NATO. Derefter var ingen russere i tvivl – heller ikke de meget pro-vestlige liberale (de fleste af dem i hvert fald): Vesten ønskede ikke Rusland som en ligeværdig partner, lige som udbredelsen af demokrati i virkeligheden handlede om magt. Russerne nævnte flere gange i disse år det gamle russiske ordsprog, at love og regler er for tjenere ikke for herrer; altså loven gjaldt for Rusland, mens Vesten stod over sin egen lov. For at gøre ondt værre, så optog NATO de tidligere Warszawa Pagt-lande Polen, Tjekkiet og Ungarn i organisationen. Bedre blev det ikke for russerne, at de nye østeuropæiske medlemslande kørte en voldsom anti-russisk konfrontationslinje over for Rusland.

Jugoslavienskrisen og NATO’s første udvidelse mod øst i begyndelsen af 1999 var et vendepunkt. Det faldt sammen med, at Putin i Rusland kom til magten med en dagsorden, som handlede om genoprettelse af den russiske stat og en selvstændig udenrigspolitik. Russerne accepterede de facto optagelsen af de baltiske lande i NATO samt optagelsen af Rumænien, Bulgarien og et par andre lande, men lod NATO-landene forstå, at optagelse af de kaukasiske stater (bl.a. Georgien) samt Ukraine ville være uantagelig for Rusland. Konfrontationskursen fortsatte. I 2008 var der krig i Georgien, og fra 2013 har vi altså haft konflikt i Ukraine, som hele tiden havde udgjort den afgørende prøvesten for forholdet mellem Rusland og Vesten.

Værre end under den kolde krig

Hvordan skal man vurdere denne magtkamp mellem Rusland og Vesten? Man kan vurdere den ideologisk, f.eks. at udvidelsen af NATO er ensbetydende med udvidelse af demokrati og fred. Men den forklaring ser ganske ramponeret ud lige nu. Så kan man tale om sikkerhedspolitik. Der er ikke meget sikkerhed for europæerne i den udvikling, vi ser nu i Ukraine. Tværtimod er vi vidne til en sikkerhedssituation i Europa, som formentlig aldrig har været værre i efterkrigstiden.

Ukraine er væsentlig vigtigere for Rusland og landets opfattelse af sikkerhed end for vores. Amerikanerne har ikke nogen umiddelbare sikkerhedsinteresser på spil i Ukraine. Men at tabe Ukraine til NATO vil være en ultimativ ydmygelse for Rusland og væsentlig forøge russernes følelse af usikkerhed. Glem ikke, at både de russiske politikere og almindelige borgere for alvor frygter et NATO-luftangreb, de frygter noget, der kunne ligne et libysk scenarie. Og det er vigtigt at forstå, hvad enten man mener, det er begrundet eller ej. For det er en grundlæggende præmis for Ruslands reaktioner over for vesten.

Problemet bunder også i, at Rusland og Vesten ikke har nogen fælles forståelse af hinanden og af hinandens interesser. Under Den kolde Krig, som det vil ligge mig fjernt at idealisere, havde man dog eksperter, som vidste meget om modparten på begge sider af jerntæppet. Her i vesten havde vi omfattende forskning, mange russisk-talende, både inden for det militære system og i universitetsverdenen. I dag ved vi i Vesten generelt ikke ret meget om Rusland. Vi har medier, som serverer de sædvanlige Hollywood-klichéer. Men meget lidt reel analyse. Blandt andet derfor synes slogans, umiddelbare følelser og almindeligt hysteri at definere politikken i forholdt til Rusland. Det gælder i hvert fald, når vi ser på EU's udenrigspolitik – eller skulle vi sige: mangel på samme.

At nedskydningen af det malaysiske passagerfly den 17. juli syntes at kunne presse EU-politikere til sanktioner, som bl.a. omfatter russiske bankers virke i vesten, fortæller noget om EU's svaghed. Det følelsesmæssige oprør i kølvandet på nedskydningen af passagerflyet blev af medierne brugt til at tildele Putin skylden. Han skulle tilsyneladende have støttet de oprørere, som angiveligt skød flyet ned. At knytte Putin personligt til nedskydningen af passagerflyet er journalistik af værste vulgære skole. Konklusionen var klar i de vestlige medier og dermed også hos de fleste politikere: Putin gjorde det! Han er ond, han skal stoppes med alle midler! Det er ikke en måde at føre udenrigspolitik på. Det er i hvert fald ikke sådan, at man varetager bestemte interesser. Og det er det, som politikerne er sat i verden til at gøre. Der er så den krølle på historien, at der faktisk er mere og mere der tyder på, at det måske var et ukrainsk kampfly, som skød det malaysiske fly ned. Det ukrainske efterretningsvæsen har beslaglagt optagelserne af radiokommunikationen mellem flyveledere og passagerflyet. Hvorfor? Cockpittet på de malaysiske fly var beskudt med maskingevær fra begge sider. En del både malaysiske, tyske og andre landes eksperter er kommet til den konklusion, at flyet ikke kunne være skudt ned af et jord-til-luft missil, altså et BUK-missil, men skudt ned af et eller flere andre fly. Og så peger pilen pludselig et andet sted hen. Ellers er der larmende tavshed. Havde der været beviser på, at det var et BUK-missil affyret fra oprørerne, havde vi formentlig set dem. En endelig konklusion er i hvert fald ikke bredt accepteret. Jeg har heller ikke en endelig forklaring. Men at føre politik på grundlag af rygter, twitter og facebook i forbindelse med flystyrtet er i hvert fald useriøst.

Der er ingen tvivl om, at USA har været den drivende kraft bag sanktionerne og den skarpe retorik over for Rusland. EU har tøvende og usikkert fulgt efter uden entusiasme, men med brug af et stærkt moralistisk sprogbrug. Russerne har aflæst det som både hykleri og svaghed. EU har tydeligvis gjort sig til en juniorpartner under USA i denne sag. Det er ganske bemærkelsesværdigt, at USA bestemmer udenrigspolitikken, mens EU-landene betaler. EU har over fem gange så meget handelsudveksling med Rusland, end USA har. Rigtig mange EU-lande er desuden dybt afhængige af både eksport til Rusland og ikke mindst af olie og naturgas fra Rusland. Så sanktioner vil altså virke langt hårdere på EU-landene end på USA.

Hvad vil USA med Ukraine?

Men hvad ønsker USA, hvad er dets strategiske mål? USA's traditionelle interesser ligger i Asien og Mellemøsten. Der er ikke megen tvivl om, at USA's mål er at svække Rusland og på sigt meget gerne fjerne Putin, som landets leder. At komme tilbage til Jeltsin-årene, hvor Ruslands udenrigspolitik var et rent ekko af USA's, er formentlig hvad mange i det amerikanske establishment ønsker. Med en ny provestlig leder i Rusland, ville Rusland ikke være den sten på den amerikanske udenrigspolitiske vej, som landet er i dag. For det andet ville amerikanske energiselskaber få adgang til de store ressourcer i den russiske undergrund. Hvis hensigten med sanktionerne mod Rusland var at opnå Putins fald, så har de ganske forfejlet deres mål. Det modsatte er faktisk tilfældet. Putin nyder opbakning fra 87 pct. af den russiske befolkning. Meget tyder på, at Putin har fået endnu større opbakning til sin linje i den russiske befolkning. At drømme sig tilbage til mikrofonholderpolitikken fra 1990’erne er en illusion. Det vil ikke ske.

Amerikanerne kunne også tænkes at have et andet mål med sanktionerne, som synes at lykkes lidt bedre. USA kunne have en interesse i at splitte EU og Rusland. Det gælder både handelsmæssig, økonomisk og politisk. Ved at klippe de handelsmæssige bånd til Rusland, ville USA stå i en betydeligt mere gunstig position til at sælge deres egen gas og olie til europæerne. For det andet ville EU blive svækket som konkurrent, og hvis Rusland så også blev svækket, ville den amerikanske position styrkes. Hvis EU og Rusland fandt sammen, ville de omvendt udgøre et potentielt stærkt makkerpar. Russiske råstoffer og energiressourcer i forening med europæisk teknologi og forretningskultur ville udgøre et ’Dream Team’. Men alt tyder på, at Ukraine-krisen har sat en stopper for det. Rusland har besluttet at vende Europa ryggen – i en periode i hvert fald. Russerne er dødtrætte af evindelig moralisering og dobbeltmoral, de er trætte af EU-politikernes snak om sanktioner gennem et halvt år. Det har skabt stor usikkerhed om stabiliteten i samarbejdet og om leverancer og andre forretningsbetingelser. Ting som russerne ellers har hørt fra vestlig side er hellige på den måde, at staten ikke må blande sig i forretningslivet. Det er lige præcis det, som sker med sanktionerne.

Den russiske beslutning om at lukke for import af landbrugsvarer fra de vestlige sanktionerende lande den 7. august er noget nært en genitræk af Putin. For det første er det en begrænset sanktion. Den handler kun om landbrugsvarer med visse undtagelser. For det andet vil den ramme landene forskelligt, værst går det ud over de fattige østeuropæiske medlemmer, som altså kommer til at betale for den politik, som de lokale bønder formentlig ikke alle har megen indsigt i endsige holdning til. For det tredje viser Rusland, at de ikke er isolerede. Stort set samme dag, som Putin offentliggjorde beslutningen om sanktionerne, var Rusland i gang med at forhandle import af landbrugsvarer fra Tyrkiet, Iran, de sydamerikanske lande m.fl. Om EU-landene på sigt kan komme tilbage, er et åbent spørgsmål. De nye importlande er allerede ved at få fodfæste i Rusland. Det nye mønster i landbrugshandelen udgør store historier i både de russiske og de eksporterende landes medier. Det er også et åbent spørgsmål, om EU-landene kan fastholde den indbyrdes solidaritet. Mange EU-lande vil formentlig begynde at forhandle bilateralt med Rusland. Grækenland gør det allerede. Det er endnu et nederlag for EU's udenrigspolitik.

Frem for at svække Rusland og få det tilbage til den vestlige fold, så tror jeg, at Rusland og Kina vil knytte sig til hinanden med et fælles ønske om at svække den amerikanske dominans i verden. Rusland arbejder hårdt på at flytte sine energiressourcer fra Europa til Kina. Det vil tage nogle år, men der er ikke megen tvivl om, at Rusland arbejder i den retning. At USA med sin udenrigspolitik har ført Rusland og Kina i armene på hinanden viser, at Obama ikke har en klar strategi for sin udenrigspolitik. Formentlig er han også en kluntet udenrigspolitisk håndværker. Siden USA’s præsident Richard Nixon sammen med sin strateg Henry Kissinger i begyndelsen af 1970’erne splittede Sovjetunionen og Kina, har det været et mantra i amerikansk udenrigspolitik, at Rusland og Kina ikke må komme ind i et for tæt samarbejde med hinanden. Obama har forregnet sig, eller han har simpelthen manglet folk med kendskab til Rusland.

Eller måske har Obama ført politik på sine umiddelbare negative følelser over for Putin? Putin har udfordret det amerikanske lederskab på flere områder. I Syrien viste Rusland en klar profil og reddede USA ud af hvepsereden med lidt ære i behold. Edward Snowdon-sagen håndterede Obama heller ikke særligt elegant. Snowdon afslørede amerikanernes aflytningspraksis, som bl.a. fik tyskerne op i det røde felt. Og Snowdon har lige fået forlænget sit ophold i Rusland med tre år. En række sager har irriteret Obama, som ser billedet af USA som verdens førende stat smuldre. Måske har det fået ham til at skrue bissen på i Ukraine spørgsmålet.

Rusland er ikke isoleret

Rusland har vist sig at være alt andet end isoleret i verden. BRIKS-landene har hele tiden støttet Rusland i konflikten. Det er - ud over Rusland - Brasilien, Indien, Kina og Sydafrika. Stater i alt repræsenterende næste 60 pct. af jordens befolkning stemte ikke for resolutionen i FN, som fordømte Krims tilslutning til Rusland. Det er bemærkelsesværdigt, at de undlod at stemme på trods af, at de ikke fuldstændigt billigede Krims tilslutning til Rusland. BRIKS udvikler sig med stormskridt, en ny alternativ verdensbank er vedtaget, og flere af landene har vedtaget at afvikle deres handel i anden valuta end i dollars. Mange ikke mindst sydamerikanske lande er meget interesserede i den nye globale ikke-vestlige struktur. Det burde måske bekymre USA, at mange lande er utilfredse med, at USA bruger sin dominans i finansverdenen til politisk at straffe stater over dette system. BRIKS-landene og lande, som ønsker tilknytning til organisationen, er lande med kraftig økonomisk vækst og optimisme. Det er bl.a. også disse lande, som Rusland nu ønsker landbrugsimport fra.

Med det meget kolde klima mellem Rusland og Vesten kan man forestille sig mange ting. Rusland kan f.eks. finde på at levere raketter til Iran og at hjælpe med uviklingen af a-kraft. Rusland kan støtte anti-vestlige organisationer i Mellemøsten og andre steder. Den logistiske støtte til Afghanistan kan ophøre. Rusland er ikke en ligegyldig aktør på den internationale scene. At tro det er en fejl af de store.

Det skal alt sammen ses i lyset af den vestlige verdens markante arrogance efter den kolde krig. Vesten forsømte at opbygge et langsigtet partnerskab med Rusland; man ønskede et Rusland helt og holdent i den vestlige lejr sådan som Polen, Estland og de andre lande var kommet. Men man burde have vidst, at et sådant projekt ikke ville lykkes. Det er et stort problem for især USA, at det ikke kan håndtere stater, som ikke er medlemmer af vestligt dominerede organisationer som f.eks. NATO og til dels EU. For USA er man enten allieret – eller fjende. Der er ikke noget midt imellem. En sådan politik mangler smidighed. En udenrigspolitikpolitik, som tager udgangspunkt i, at ét land repræsenterer de eneste accepterede værdier, og at det derfor har ret til at gribe ind i udviklingen – en sådan stat vil før eller siden løbe ind i store problemer. Historisk set har det været imperiernes akilleshæl. Den Hellige Alliance i 1800-tallets Europa under ledelse af især det zaristiske Rusland mente, at de havde ret til at gribe ind hvor som helst og når som helst, fordi de repræsenterede de sande værdier. Men dette imperium gik det som bekendt ilde.

USA mangler altså viden og dybere forståelse af andre lande. Men hvad med europæerne? De har andre forudsætninger for at forstå Rusland. Alligevel har de gjort sig selv til udenrigspolitisk halehæng for USA, hvad der kan koste dem meget dyrt. Hvorfor? Det korte svar er, at EU er splittet på kryds og tværs. I Ukraine/Rusland-spørgsmålet er alle synspunkter repræsenteret i EU. Lige fra de meget anti-russiske litauere og polakker til de meget pro-russiske cyprioter og grækere. Landene har meget forskellige grader af afhængighed af russisk gas og olie, ligesom nogle har en omfattende handel med Rusland. Det er ikke lykkedes at formulere en fælles interesse og derfor heller ikke at skabe en selvstændig EU-udenrigspolitik. Måske er EU-Kommissionen et så abstrakt politisk forum, som arbejder i en så abstrakt virkelighed, at den konkrete varetagelse af konkrete interesser bliver vanskelig.   

I nostalgiske øjeblikke kan jeg godt savne en statsmand som vesttyske Willy Brandt. Han var aktiv i politik i 1960’erne og 70’erne. Han var borgmester i Berlin, da DDR byggede muren i 1961. Senere blev han forbundskansler i Vesttyskland. Han reagerede ikke med krigerisk retorik, han reagerede med en freds- og afspændingspolitik, som efter min opfattelse mere end noget andet førte til afspænding og senere opløsningen af den kolde krigs fronter i Europa. Brandt forstod at arbejde realistisk, men ikke principløst, han forstod russernes holdning til Tyskland kort tid efter 2. verdenskrig. Han søgte dialog ikke opgivelse af egne interesser – og ikke mindst opnåede han det som de fleste i Tyskland og Vesten ønskede, nemlig afspænding og afslutning på Den kolde Krig. På sigt førte det også til den tyske genforening. Dagens aggressive retorik og tåbelige positioneringspolitik vil ikke føre til det, som er flertallets erklærede mål i Europa, nemlig et fredeligt Europa fra Lissabon til Vladivostok.

Ukraines skæbne

Lad os til sidst se på perspektivet fra Ukraine og den ukrainske befolkning. De vestlige medier er med ganske få undtagelser ganske ensidige og skriver næsten bestillingsopgaver fra de siddende regeringer. Den ukrainske regering og præsident, bliver uhyre sjældent kritiseret for noget som helst. Deres ord bliver taget for gode varer. Ukrainerne bliver beskrevet som en enhed, hvis højeste ønske er at bliver medlem af EU og NATO og komme så langt væk fra russisk indflydelse som muligt. Sandheden er, at før denne konflikt var det endda en meget lille del af den ukrainske befolkning, som ønskede at blive medlem af NATO. Kun et mindretal – dog lidt større - ønskede at blive medlem af EU.

Ukraine var delt i et øst og vest. I øst ønskede man at bevare en betydelig tilknytning til Rusland. Det handlede både om det russiske sprog og historisk og kulturel identitet, men også om handelsforbindelser mellem det industrialiserede Østukraine og Rusland. I Østukraine producerede man industrivarer, maskindele, våbenelementer m.m. som primært var efterspurgt af Rusland, ikke af Vesten. Så EU-medlemskab blev ikke betragtet som en god idé i dette område. Stabilitet i Ukraine forudsætter en balance mellem øst og vest. Det var denne balance, som både EU og USA tippede til vestukrainernes fordel i november-december 2013. Mange inklusiv undertegnede forudsagde dengang en konflikt evt. borgerkrig.

Vesten støttede en ekstrem Vestukrainsk variant af den ukrainske identitet, mange af disse politikere hader alt, hvad der er russisk. Deres første beslutning efter kuppet mod Janukovitj var at ophæve det russiske sprogs status på trods af, at i hvert fald halvdelen af ukrainerne havde det som førstesprog. Med i købet tog man politisk ganske ukorrekte typer som fascister af forskellig aftapning. Partiet ’Højre Sektoren’ var en slags stormtroppe-organisation kendt for sin voldelige adfærd. Det kom på sigt til at spille førsteviolin i Maidan-oprøret i Kiev. Vesten accepterede, at de kom til magten på et ikke forfatningsretsligt grundlag. Formentlig fordi oprøret fik den anti-russiske retning, som man ønskede. Senere forfulgtes folk med anden politisk observans. Kritiske røster fik bank i parlamentet og blev smidt ud. Kommunistpartiet blev forbudt.

Normalt kritiserer Vesten den slags ting. Hvorfor ikke her? Igen fordi ét spørgsmål blev afgørende i vurderingen af ukrainske politikere, nemlig om de var anti-russiske.

Den 2. maj indebrændte medlemmer af ’Højre Sektoren’ op mod 50 mennesker i en fagforeningsbygning i Odessa. Der var tale om mord, systematisk drab på mennesker, som var kritiske over for Maidan-oprøret. Begivenheden er veldokumenteret. Kiev-regeringen har ikke retsforfulgt nogen, og vestlige medier har stort set ikke skrevet om det. Det jeg ved, ved jeg fra russiske medier og et par enkelte vestlige organisationer. Men jeg ved også, at op mod 90 pct. af den russiske befolkning ryster på hovedet, når Vesten taler varmt om menneskerettigheder og demokrati. Langt de fleste russere opfatter talen om menneskerettigheder udelukkende som vinduespynt for simple magtønsker.

De sidste par måneder har været et mareridt i det østlige Ukraine. Den ukrainske regeringshær bombarderer beboelseskvarterer, elværker, vandværker, togstationer, fabrikker m.m. De dækker storbyer som Lugansk, Donetsk og andre byer med mortér-ild døgnet rundt, mens lig af bl.a. kvinder, ældre og børn flyder i gaderne. De vestlige medier dækker det ikke, og vestlige regeringer opmuntrer den ukrainske hær til at fortsætte med dét, der ikke kan betegnes som andet end terrorbombardementer.

Ca. 700.000 østukrainere er flygtet til Rusland, de bor i teltlejre i de russiske grænseområder. Flere tusinder er blevet dræbt og flere vil blive dræbt af den mortér-ild og de missiler, som i skrivende stund konkret rammer fængsler og en meget stor kemisk fabrik i Donetsk, hvis udslip vil medføre en gigantisk økologisk katastrofe. Almindelig menneskelig medfølelse og respekt for rettigheder gælder hos vestlige politikere tilsyneladende kun, når det kan fremme magtinteresser. Og i hvert fald ikke når det er russere som er ofre.

Ét er i hvert fald sikkert: Udviklingen i Ukraine er ikke til gavn for Europa, næsten uanset hvordan den ender. Det store land er totalt bankerot. Det er dybt splittet af en borgerkrig, som vil hjemsøge landet i årtier frem. Hadet bruser alle steder i Ukraine, ikke kun i øst. I Kiev og andre steder venter vi på nye oprør. De sociale forhold er katastrofale. Relationen til Rusland vil forblive politisk og militært spændt en del år frem. Den danske mejerigigant Arla har lige fyret 79 ansatte med direkte adresse til de russiske sanktioner. Vi har brug for en helt anden politik over for Rusland. Vi har brug for politikere, som ikke lader tingene gå sin skæve gang, så vi glider ud i en krig, som ingen rigtig ønsker, sådan som det i disse måneder skete for præcis 100 år siden.

Hvor er vor tids Willy Brandt?