PODEMOS sejr skaber ballade til alle sider
Af Dick Nichols

Offentliggjort: 15. august 2014

Oversat fra engelsk fra ”Links – International Journal of Socialist Review”

1.juli 2014 – Links International Journal of Socialist Renewal – De fem sæder (7,9%), der blev vundet af PODEMOS-platformen (”Vi kan!”) ved valget til Europa-parlamentet 25.maj, udløste et jordskæv i spansk politik, der kom bag på alle politiske fløje, også på PODEMOS selv.

PODEMOS er vokset frem af indignado-bevægelsen, der i maj 2011 eksploderede som en protest mod nedskæringspolitikken og for ”virkeligt demokrati”. Bevægelsen blev drevet frem af besættelser af byernes pladser og af massforsamlinger af borgere i slående modsætning til Spaniens byrokratiske og ofte korrupte ’politik som sædvanligt’. Som kræfter, der organiserer politisk repræsentation ”fra neden” var ANOVA i Galicien [selvstyrende region i Spaniens norvestlige hjørne, red.] og det venstrenationalistiske, catalanske CUP (Kandidater for Folkeenhed) forløbere for PODEMOS.

Ti dage efter Europa-valget blev de gamle partier ramt af et kraftigt efterskælv, mens de endnu var i færd med at indrette sig på at skulle dele det politiske rum med opkomlingen. En meningsmåling foretaget af Gesop tidligt i juni viste, at PODEMOS, hvis der blev afholdt nationale valg, ville blive det tredjestørste politiske parti med mellem 14% og 15% (over tre millioner stemmer) og op til 58 af deputeretforsamlingens 350 pladser.

Opkomlingen ville sende det spanske, socialdemokratiske, socialistiske arbejderparti (PSOE) ned på sit laveste stemmetal nogensinde, 19.4% og ville overhale Det forenede Venstreparti (IU) – den traditionelle venstreoppositions parti – der ville opnå 8,1%. I modsætning hertil gav den sidste meningsmåling, Gesop foretog, inden PODEMOS opstod i februar PSOE 24,9% og IU 13,2%.

I den nyeste meningsmåling fremstod PODEMOS’ 35 år gamle talsmand Pablo Iglesisas også som den eneste nationale, politiske leder med en positiv bedømmelse (fem ud af ti). Iglesias underviser på Complutense-universitetet i Madrid, er medvært i tv-programmet La Tuerka og er en velkendt fredsforstyrrer i politiske talkshows, der vises på højreorienterede kanaler.

PODEMOS 1,24 millioner stemmer, som blev høstet med et magert budget på 150.000 Euro, stammede først og fremmest fra misfornøjede PSOE-vælgere (36% havde stemt på PSOE ved det sidste nationale, spanske valg i 2011) fulgt af de, der ikke havde stemt i 2011 (25%) og endelig af de, der havde stemt IU (19%). I følge en meningsmåling fra 6.juni foretaget af Celestetel kom 17% af PODEMOS’ stemmer fra vælgere, der tidligere havde stemt på det regerende Folkeparti (PP) og det al-spanske centralistparti Unionen for Fremskridt og Demokrati (UPyD).

En måling i Catalonien, af hvor vælgerne ville stemme, foretaget 26.jun af Gesop viste, at PODEMOS ville storme ind i det catalanske parlament med 9-10 pladser ud af 135. Hvis dette skete, ville det øge vægten af de partier, der støtter catalansk selvbestemmelse fra de nuværende 64% til 78% - det på trods af at PODEMOS er en landsdækkende politisk formation.

En separat meningsmåling udført af Metroscopia efter valget afslørede, at mens 3,6% af de, der er optaget på valglisterne, faktisk stemte på PODEMOS 25.maj, hævdede 9.4%, at de havde stemt på det nye parti! 80% fortalte Metroscopia, at de ville stemme det samme ved næste, nationale valg. Oven i købet ville 9% af de, der 25.maj stemte på PSOE, stemme på PODEMOS, mens 19% af de, der havde stemt IU vil skifte til den nye formation.

Så kraftig er PODEMOS’ effekt. Fremkomsten af den nye formation, der efter sin oprettelse i februar på tre dage fik støtte fra 60.000 og hvis program og kandidatliste blev fastlagt efter input og stemmer fra over 33.000 mennesker, har brudt et politisk dødvande. Mindst en million mennesker, særligt unge, der er vrede over nedskæringerne, korruptionen og manglen på fremtid og som ikke var i stand til at identificere sig med nogen af de bestående politiske valgmuligheder, har nu et politisk hjemsted.

PODEMOS’ resultat har også gjort det tydeligere, at den generelle politiske stemning i Spanien fortsat er i færd med at bevæge sig mod venstre, mens topartisystemet smuldrer med stadig stigende fart. De partier, der i bred forstand kan siges at tilhøre venstrefløjen (fra PSOE til de venstreorienterede og centrum-venstreorienterede, nationalistiske kræfter), vandt 29 af Spaniens 54 pladser i det europæiske parlament og repræsenterer 8,25 millioner vælgere mod højres og centrums 7,06 millioner. Indenfor denne bredt forstået venstreorienterede stemmeafgivelse steg antallet af kandidater på lister til venstre for PSOE og oversteg socialdemokratiets stemmeandel i 25 af Spaniens 50 provinser, her i blandt Madrid.

IUs stemmeandel steg til 10% (næsten en million yderligere stemmer) i forhold til Europa-valget i 2009 og fordelte sig jævnt over alle 17 ”autonome samfund” (regioner) med stigninger på over 250% i Galicien, Valencia, Castillien og Leon, De kanariske Øer, Cantabrien og Rioja. De ”hvide zoner”, hvor IUs støtte havde været under 2% i 2009, forsvandt helt.

PODEMOS-stemmerne – i gennemsnit 8% (1,246 millioner) – var højest i Asturien (13,7%), Madrid (11,3%), på De kanariske Øer (11%) og på De baleariske Øer (10,3%).

Drejningen mod venstre blev også bekræftet i Euskadi og Navarra (Spaniens baskiske regioner) og i Catalonien, hvor det venstrenationalistiske EH Bildu og det centrum-venstreorienterede, nationalistiske Cataloniens republikanske Venstre (ERC) stemmemæssigt slog deres højrenationalistiske rivaler, henholdsvis Det baskiske Nationalistparti (PNV) og Konvergens og Union (CiU).

PODEMOS’ stemmer afspejler en mobilisering af en inspireret basis af tilhængere, der 25.maj fik sympatisører i tusindvis ud for at holde øje med valgstederne [i]. Og som en mindelse om 15M (15.maj 2011 er dagen for indignados første mobilisering) spreder PODEMOS-kredse sig over hele landet – 500 er allerede opstået og nogen af møderne i kredsene har så mange deltagere, at de må afholdes i gymnastiksale.

PODEMOS’ dramatiske fremstormen skaber en ny stemme for Spaniens indignación og for de bevægelser, der er opstået omkring særlige spørgsmål, både Platformen for Huslånsofre (PAH), de hvide og grønne ”tidevand” mod nedskæringer på sundhed og uddannelse og protestbevægelserne imod PPs angreb på abortrettigheder, miljøet, retten til lokal selvbestemmelse og retten til at demonstrere.

Hvad der er lige så vigtigt, så styrker PODEMOS’ støtte til retten til selvbestemmelse for de traditionelle nationaliteter (catalanere, baskere og galiciere) de, der forstår, at hvilken som helst ny form for flernational stat i Spanien på demokratisk vis må hvile på landets folkeslags frie valg.

I den spanske højrefløjs huler har reaktionen været opstand og vrede. PPs viceorganisationssekretær Carlos Floriano sagde:”Det er bekymrende – over en million mennesker stemmer på et parti, der har Maduros Venezuela eller castroismen på Cuba som forbilleder.”

Den tidligere førsteminister i regionen Madrid og undervisningsminister i PP-regeringen 1996-2004, Esperanza Aguirre kaldte på en konference på Centre for Policy Studies i London – en institution, der har Margret Thatcher som ledestjerne – ”en mutation af den totalitære virus” og ”en blanding af Venezuelas bolivariske populisme og marxistisk ideologi”.

Umiddelbart efter valget stod Rosa Diez, leder af det spanske centralistparti Unionen for Fremskridt og Demokrati (UPyD) frem i medierne og fordømte Pablo Iglesias for at støtte den militære terrororganisation Baskisk Hjemland og Frihed (ETA), fordi han for et år siden i Iruñea (Pamplona) havde optrådt sammen med den baskiske venstrenationalist, parlamentsmedlemmet Sabino Cuadro.

Da Iglesias midt i juni udtalte, hvad der er åbenlyst for enhver, at selvom ETAs terrorisme, havde forårsaget megen lidelse, havde den politiske rødder, som man måtte tage sig af, gik de centralistiske, spanske medier bersærk og Josep Duran i Leida, leder af Unió, CiUs kristeligt-demokratiske del, udsendte en hasteopfordring om en ”styrkelse af det politiske centrum imod populismen på højre og venstre fløj”.

En game changer

Alle politiske fløje i Spanien, det være sig højre, venstre, al-spanske, nationalistiske eller regionale, er nu nødt til at finde et svar på PODEMOS fremgang, hvis de vil forsvare deres eksisterende basis.

Truslen mod højrefløjen er, at ”PODEMOS-effekten” i stigende grad synliggør bevægelsen mod venstre i samfundsstemningen og dermed delegitimerer det regerende Folkeparti (PP) og øger den pris, der skal betales, hvis partiet afviser krav om at fremrykke de nationale valg. Udviklingen kan midlertidigt have taget luften ud af de kræfter i PP, der – under ledelse af tidligere premierminister José Maria Aznar og PPs tænketank Stiftelsen for Analyse og Samfundsstudier (FAES) – hele tiden har ønsket at dreje partiet længere mod højre, men premierminister Mariano Rajoys nationale regering står nu overfor et endnu hårdere arbejde for at vinde partiets ”upolitiske” millioner af vælgere tilbage, hvoraf de fleste simpelthen ikke stemte den 25.maj.

Indtil nu har Rajoys masterplan bestået i bestikkelse i form af skattesænkninger, et hårdhændet korstog for at få den catalanske, nationale bevægelse til at fremstå som en voldsom trussel mod levestandarden og sikkerheden for alle borgere i Spanien, en hadekampagne mod PODEMOS og Iglesias og  krydsede fingre for at de vælgere, der afholdt sig fra at stemme ved Europa-valget, vil vende tilbage ved de kommunale, regionale og nationale valg i 2015 og 2016.

Truslen for PSOE er, at en anselig del af de millioner, der har svigtet partiet, nu har fundet et nyt politisk hjemsted og dermed får PSOEs parole om at ”der intet realistisk, politisk alternativ er til os” til at lyde endnu hulere og gøre partiets længe ventede, men aldrig realiserede genoplivning endnu vanskeligere. Udsigterne for PSOEs genrejsning vil mere end nogensinde direkte afhænge af, om kræfterne til venstre for partiet i tide kan opstille et troværdigt regeringsalternativ.

Hvad angår IU består truslen i, at dele af dets vælgerbasis, særligt yngre vælgere, vil skifte over til PODEMOS og at den upolerede opkomling endog vil blive dets seniorpartner i forhandlinger om enhed på venstrefløjen. PODEMOS’ stemmer oversteg IUs i syv autonome samfund, herunder der hvor kampen mod nedskæringer har været hårdest som i Madrid og på De baleariske Øer. PODEMOS’ opståen har forøget spændingerne i IU mellem de, der tenderer til se det nye parti som ”radikale socialdemokrater” uden en ”klasselinje” og de, der især på det regionale og lokale niveau søger større samarbejde med den nye kraft med henblik på at forøge enheden mellem alle anti-nedskæringskræfter.

Gesops meningsmåling den 26.juni i Catalonien viste, at IU vil stå overfor alvorlig konkurrence selv i de regioner hvor PODEMOS-stemmerne den 25.maj var færrest (4,7% i Catalonien). Selvom koalitionen mellem Initiativet for de catalanske Grønne (ICV) og Det forenede og alternative Venstre (EUiA, der er IU i Catalonien) ville vinde 11-12 pladser, ville PODEMOS ånde IU i nakken med 9-10 pladser.

En undersøgelse den 29.juni af vælgernes hensigter foretaget af Det baleariske Institut for Samfundsstudier viste, at PODEMOS ville vinde fem pladser ud af De baleariske Øers parlaments 59 pladser i forhold til IUs 3-4 (dermed ville PPs forhadte lokalregering under Juan Ramon Bauzá tabe sit flertal).

Straks, da resultaterne af valget den 25.maj for IU åbnede ”muligheden for baggrund af valget at udfolde den politiske og sociale blok, vi har en teori om” (IUs rapport om de europæiske valg 2014), blev der sat  spørgsmålstegn ved venstrekoalitionens ledende rolle i dannelsen af en sådan blok og behovet for at forholde sig seriøst og sammenhængende til PODEMOS bliver en kritisk nødvendighed.

Ved første blik udgør PODEMOS den mindste politiske udfordring for venstrenationalistiske kræfter som ANOVA, CUP og de forskellige koalitioner, der er samlet omkring den baskiske, abertzale (patriotiske) venstrefløj og dens parti Sortu. PODEMOS tilstedeværelse i Euskadi, Navarra, Catalonien og Galicien stiller imidlertid venstreorienterede aktivister i disse områder overfor spørgsmålet om, hvor deres energi anvendes bedst: Ved at fremme den nationale selvstændighed eller ved venstrefløjens fremgang i den al-spanske politiske kamp – især når både PODEMOS og IU går ind for nationaliteternes selvbestemmelsesret.

Gesops meningsmåling i juni gav en indikation på PODEMOS potentielle indflydelse på catalansk nationalisme: Med 9-10 parlamentspladser ville PODEMOS overhale IU med seks pladser.

Den nye, politiske dynamik er en måned efter 25.maj og tre uger efter kong Juan Carlos abdikation klar. Samtidig med at gamle politiske loyalitetsforhold opløses, intensiveres den normale kamp for at forsvare eksisterende sociale baser eller for at erobre rivalernes – især når chancerne for at venstrefløjen opnår et flertal overfor PP er steget dramatisk i flere autonome områder og i en række store byer.

Hvis meningsmålingerne er retvisende, vil det ubehagelige spørgsmål, om hvordan man skal forholde sig til PSOE, når – bredt defineret – venstreorienterede partier har flertal, snart lande i PODEMOS skød. Problemstillingen har indtil nu sat IU på prøve i Andalusien, hvor partiet regerer sammen med PSOE, i Asturien, hvor det støtter en PSOE-regering mod højrefløjen og i Extremadura, hvor det lader PP regere.

Resultatet af PODEMOS-jordskælvet er en opblussen af selvransagelse og diskussioner om fornyelse både i PSOE og IU. Hvad angår PODEMOS selv, står denne ganske inhomogene platform overfor arbejdet med at konsolidere sig selv som en stabil organisation og dette i projektørlyset fra konstant opmærksomme og sædvanligvis fjendtlige medier og nu også under konstant angreb fra politiske rivaler, der er fast besluttet på at ødelægge det. I dette udfordrende miljø er der udbrudt en temmelig skarp diskussion om PODEMOS strukturer og dets beslutningsprocesser undervejs til dets stiftende møde i oktober.

Vil skredet mod venstre blive en pind til PSOEs ligkiste?

Den krise, der fremprovokeredes af valgresultatet den 25.maj, er alvorligst for PSOE, som fik sit dårligste valgresultat nogensinde med 23% af stemmerne, en nedgang på 5% i forhold til de nationale valg i 2011. Spaniens ældste parti minder i stigende grad om en synkende skude med stemmeandele, der er nede på 14% i Catalonien, Euskadi og Navarra. Den seneste partileder i PSOE, der er gået af, er Pere Navarro, sekretær i Cataloniens socialistiske Parti (PSC). Det sker efter, at PSOEs generalsekretær Alfredo Pérez Rubalcaba og sekretærerne for lokalafdelingerne i Euskadi, Navarra og Castillien og León trådte tilbage.

Under Navarro, der omdannede det påståede ’katalanistiske’ PSC til forpagter for et PSOE, der er imod catalansk selvbestemmelsesret, faldt partiets stemmeandel fra 39% (meningsmåling ved Europa-valget i 2009) til 14,3%, et resultat der mere en matchede den halvering af dets stemmer, der skete i Euskadi og Navarra.

Navarras socialistparti (PSN) kunne i sin region have hjulpet med til at vælte den korrupte, regionale koalition bestående af Navarras Folkeunion (UPN) og PP, hvis det havde kunnet mønstre viljen til ikke at adlyde PSOEs hovedkvarter og gjort fælles sag med EH Bildu, IU og Navarras venstrenationalister. Prisen for denne mangel på rygrad var, at EH Bildu den 25.maj overhalede PSN og blev regionens næststørste politiske kraft.

PSOE står overfor umulige valg, fordi dets utilfredse vælgerbase kræver en mere venstreorienteret politik [ii]. Først og fremmest viser de seneste meningsmålinger, at den vælgerskare, partiet har tilbage, opfatter opløsningen af PP-PSOE-systemet som positivt (56% mod 32%). Dette er en afslørende indikation på, at de fleste PSOE-vælgere i modsætning til ledende skikkelser som tidligere premierminister Felipe González vil være glade for at se partiet danne regeringskoalitioner med partier til venstre for sig selv på samme måde som i Andalusien, hvor PSOEs stemmeandel holdt sig bedst.

PSOEs eneste håb for at genvinde tabt terræn er at foretage en skarp drejning for at bringe partiet tilbage på linje med de folkelige holdninger i spørgsmål som en folkeafstemning om monarki eller republik, Cataloniens selvbestemmelsesret, fjernelsen af forfatningens sektion 135 om fortrinsret for tilbagebetaling af statsgæld og en kategorisk afvisning af at indgå i nogen som helst form for stor koalitionsregering med PP.

I partiet er der venstrestrømninger, der støtter en eller flere af disse holdninger imod partiets centrale, bureaukratiske apparat. En af disse strømninger, Det socialistiske Venstre, har allerede præsenteret sin kandidat, som afløser for Rubalcaba som generalsekretær. Han hedder José Antonio Pérez Tapias og støtter, at PSOE tilbagekalder sin støtte til sektion 135, en ’ny forfatningsproces, der skal løse spørgsmålet om monarki eller republik’ og en forhøjelse af offentlige investeringer for at bekæmpe landets arbejdsløshedsprocent på 25.

Tapias har måske ovenikøbet en chance for at vinde over sine to rivaler til stillingen – Eduardo Madina og Pedro Sanchéz – hvis PSOEs oligarki ville tillade, at åbne primærvalg også omfattede PSOEs vælgere. Men afgørelsen af hvem, der skal være landssekretær, vil finde sted ved en afstemning blandt partiets 200.000 medlemmer, hvoraf de fleste er ’partibaronernes’ trofaste lakajer og ratificeret på en kongres i juli bestående af endnu mere pålidelige delegerede.

I mellemtiden vil de medier, der med avisen El Pais i spidsen støtter PSOE, prøve på at oppiske så megen stemning som muligt over en kamp mellem to ’friske ansigter’, der begge modsatte sig en folkeafstemning om monarkiet, som begge er imod Cataloniens ret til selvbestemmelse og som begge går ind for at sektion 135 forbliver en del af forfatningen.

De få strømninger i PSOEs univers, der faktisk gør modstand mod partimaskineriet som den ’catalanistiske’ opposition i PSC, falder selv fra hinanden under krisens tryk samtidig med, at andre indbefattet tidligere ministre går over til andre partier, sædvanligvis ERC, mens andre igen bare giver op eller håber på et mirakel i form af en revolte af de tilbageblevne, menige partimedlemmer.

Den 29.juni splittedes det, der var tilbage af PSCs ’catalinistiske’ mindretal, da Avancem-gruppen (’Lad os gå fremad!’) forlod PSC og besluttede at stille op imod PSC, mens resten besluttede at forblive i partiet, i det mindste til partiets ekstraordinære kongres den 19.juli.

PSOEs vakkelvorne status dramatiseres af den måde, dets valgte repræsentanter for tiden stemmer i spørgsmålet om en folkeafstemning om monarkiet. I Navarras parlament modsatte PSNs deputerede sig forslaget på linje med UPN og PP, mens de støttede forslaget i Barcelonas byråd.

IUs reaktion

Debatten er selv i de bedste tider skarp i IU, der består af mange fløje. Den diskussion, der er brudt ud efter den 25.maj, drejer sig ikke overraskende om (1) hvor mange af IUs vælgere ’stjal’ PODEMOS og (2) hvad kunne og skulle man have gjort for at forhindre det.

For nogen som IUs valgkampagneleder Miguel Reneses, stammede PODEMOS stemmer overvejende fra PSOE, ”herunder moderate dele af PSOE”. For andre som en anonym IU-kilde, der citeres på websiden InfoLibre, ”begår de, der ikke kan se, hvad de 1,2 millioner stemmer for PODEMOS betyder, en fejl. De er som et spark i maven.”

Det, der ikke kan benægtes, er, at PODEMOS har taget stemmer fra IU, der havde scoret op til 14,5% i meningsmålinger op til valget, at det har givet PSOE-vælgere, der tøvede med at stemme IU, et alternativ og at det har tiltrukket støtte fra i hundredtusindvis, der ikke ville have stemt, hvis ikke PODEMOS havde eksisteret.

IUs rapport over Europa-valget 2014 sætter tal på partiets tab til PODEMOS: ”Det, der volder bekymring er, at de 25 til 28% af dem, der til slut besluttede sig for PODEMOS i stedet for IU – når lighederne i profilerne [for IU og PODEMOS] tages i betragtning - … udgør et tab for os på mellem 320.000 og 350.000 stemmer, hvilket, når de opgøres i parlamentspladser, betyder, at vi tabte det syvende og ottende medlem af Europa-parlamentet.”

IUs rapport noterede også, at ”42% af vælgerne var usikre på hvilket parti, de skulle stemme på og endte med at stemme på det, de følte stod dem nærmest. Dette tal er endnu højere for IU og PODEMOS [hhv. 53% og 60%], hvad der afslører, at grunden vakler under de politiske partier, der mere end nogen sinde før kæmper om vælgerne, fordi der i stigende grad er færre trofaste vælgere, for hvem et parti udgør en del af deres identitet…Vælgerne er ikke længere fastforankret i noget parti, noget der især er relevant for IU, fordi kun 18% af vore vælgere støtter os, fordi de er [ægte] IUere.”

Rapporten konkluderede, at ”PODEMOS og IU konkurrerer om de samme vælgere, [nemlig] dem, som PSOE taber, en udvikling som PODEMOS klart har fået større fordel af end os.”

Resultatet viste, at kommentatoren Rodolfo Crespos intuitive overvejelser, der blev offentliggjort på websiden Rebelión lige efter PODEMOS grundlæggelse, ikke var så vildt overdrevet, som det syntes på det tidspunkt: ”Med udgangspunkt i de aktuelle perspektiver for afstemningen i Spanien, vil IU aldrig kunne vinde mere en 15%, en procentdel, der for størstedelens vedkommende ikke vil udgøres af fast overbeviste vælgere, men nærmere af proteststemmer og under alle omstændigheder utilstrækkelig til at true den regerende, borgerlige blok. Imidlertid kan PODEMOS ved at samle alle venstrekræfter i en enhedsfront – dets erklærde mål – udover disse 15% tiltrække hele det sociale spektrum bestående af arbejdsløse, ofre for udsættelser, løst ansatte arbejdere, marginaliserede og alle dem, der har været udsat for beskæringer af deres rettigheder og lønninger og af deres sociale, uddannelsesmæssige og sundhedsmæssige ydelser, dvs. de, der sociologisk set, udgør flertallet.

Desuden kan det [PODEMOS], fordi det er nyt projekt, trække de 30% af de udstødte, der undlader at stemme og som udgør den overvældende del af underhundene tilbage til stemmeurnerne og som det traditionelle venstre hverken har repræsenteret eller vidst, hvordan det skulle repræsentere og som af den grund aldrig ville stemme på det, fordi de følte sig forrådt og forladt.”

Crespos dristige (ekstravagante?) historiske analogi er, at PODEMOS har potentialet til at blive modstykket til Cubas 26.Juli-bevægelse eller Venezuelas bolivariske bevægelse og dermed stille Spaniens kommunistiske Parti (PCE) og IU overfor det vanskelige valg mellem at underkaste sig dets ledende rolle eller lade være.

Debatten om de åbne primærvalg

Hvorvidt Crespos påstand om, at IU havde et loft på 15%, holdt vand, får vi nok aldrig at vide på grund af IUs beslutning om at indgå i forhandlinger om PODEMOS’  uafviselige krav om, at der skal afholdes åbne primærvalg om en fællesliste ved Europa-valget.

I et indlæg den 18.januar på den venstreorienterede hjemmeside La Marea argumenterede IUs ledende politiske personlighed, den 28-årige indignado, parlamentsmedlem og forfatter Alberto Garzón imod åbne primærvalg med den begrundelse, at ”et parti, der er konciperet som et udbud, som indstiller sig efter efterspørgslen, ikke er i nærheden af at være et ideologisk parti. Det vil blive et tomt, flydende, tåget parti, der vil blive i stand til at ændre holdninger lige så hurtigt, som samfundets ’sunde fornuft’ ændrer sig. Og for at parafrasere Gramsci er ’sund fornuft’ blot den herskende klasses ideologi.

”Når det kommer til stykket, kan åbne primærvalg bevirke, at der vælges kandidater med flertallets principper og værdier fremfor kandidater med mindretalsprincipper og –værdier. Som et ekstremt eksempel kunne åbne primærvalg påtvinge et parti en kandidat, der er positiv overfor dødsstraf, selvom partiet i princippet er imod denne…”

”I realiteten lytter et ideologisk parti ikke bare til borgernes krav, men prøver også at ændre dem. Det vil sige, det er et parti, der bekæmper ’den sunde fornuft’ og ikke tilpasser sig den. Et ideologisk parti vil ikke tillade, at dets indre organisation og program kan bestemmes af meningsmålinger, men derimod kæmpe for at opnå overmagten i Gramscis forstand.”

Garzóns indlæg skabte stor opstandelse, der af nogen i 15M opfattedes som en sofistikeret retfærdiggørelse af ”partisystemet” og fremprovokerede udsagn som ”folkeviljen står over ideologier” og ”at overlade politik til partierne er det samme som at privatisere den.” Med sine referencer til Gramsci, Marx og Robespierre fik indlægget nogen af sine læsere fra indignado-miljøet til snappe efter vejret og spørge, hvad den reelle risiko var for at højreorienterede ville ”bombe” åbne primærvalg, noget der føltes absolut nødvendigt i 15M-miljøet for at skabe ejerskab til en kandidatliste for Europa-valget.

IU-medlemmet Hugo Martínez Abarca svarede Garzón den følgende dag: ”Jeg ville sandsynligvis være enig med Garzón på andre tidspunkter i vor historie. Men vi befinder os nu på et tidspunkt, hvor der finder en omfattende repolitisering af brede samfundslag sted. Nogen af de mennesker, der i den senere tid er blevet politisk vakte, har sluttet sig til partier (i mit tilfælde IU), som de af os, der allerede var medlemmer har været vidner til. Men uden tvivl har mange af de mennesker, der er blevet bragt indenfor vor rækkevidde af politiseringsprocessen, ikke taget dette skridt. Derfor er det mest funktionelt med henblik på at lade vor organisation vokse at åbne døren for disse menneskers deltagelse i det, der er en afgørende beslutning: IU skal stille organisationen til rådighed for dem som deres værktøj for politisk og institutionel handling.”

Hvis IU og Den pluralistiske Venstrekoalition kunne åbne den proces, der skulle udvikle deres valgprogram, for borgerne, hvorfor kunne man ikke gøre det samme for sin kandidatliste, spurgte Martínez Abarca.

Som en praktisk demonstration af hvorledes Garzóns bekymringer kunne afhjælpes, opnåede Cataloniens tidligere anti-korruptionskommissær Carlos Jiménez Villarejo en tredjeplads på PODEMOS’ kandidatliste i partiets åbne kandidatudvælgelsesproces. Tidligere havde Villarejo været modstander af Cataloniens ret til selvbestemmelse, men det var PODEMOS’ støtte, der var besluttet demokratisk, til denne ret, der var på dagsordenen i denne kampagne.

I bagklogskabens lys står det nu klart, at det var IUs ledelse, der hjalp med til at skabe PODEMOS- problemet for sig selv, ved at afslå at forhandle om spørgsmålet om åbne primærvalg (en ”Nordamerikansk opfindelse” sagde partiets landskoordinator Cayo Lara). PODEMOS fremstod derefter som det eneste 100% ægte politiske indignado-værktøj, der var på banen og det overskyggede IUs egen politiske kampagne (udviklet af Garzón) for en ”demokratisk og social revolution” og en ”forfatningsproces”. Hvad ville f.eks. have været PODEMOS’ svar, hvis IU havde accepteret åbne primærvalg til de øverste pladser på kandidatlisten, på den betingelse at de organisationer, der deltog på Det pluralistiske Venstres liste, var garanteret repræsentation?

I lyset af sine bittersøde resultater den 25.maj fremlagde IUs ledelse forskellige reformer på et møde den 28.juni i partiets politiske forbundsråd, her i blandt forslaget om åbne primærvalg, som det havde afvist i forhandlingerne med PODEMOS (og som allerede var blevet vedtaget af IUs stærke andalusiske afdeling). Det har også givet Garzón en mere fremtrædende rolle i organisationen, til dels som en indrømmelse til dem, der argumenterede for, at spidkandidaterne på Det pluralistiske Venstres kandidathold i Europa-valget skulle have været velkendte, yngre aktivister og ikke veteranen i Europa-parlamentet Willy Meyer.

Flere strømninger indenfor IU sætter spørgsmålstegn ved, om disse tiltag er tilstrækkelige. De alternative forslag går fra en total udskiftning af ledelsen med en ny generation til at diskutere, om forbundskoordinatoren Cayo Lara skal blive i stillingen eller dele den med Garzón. IUs ungdomsafdeling i Valencia har allerede bedt koalitionen om at organisere en alliance med PODEMOS i forhold til regionalvalgene i 2015.

Det politiske forbundsråds møde den 28. juni blev en hidsig affære på trods af, at rapporten, der indeholdt forslagene til reformer, blev vedtaget med 109 stemmer mod 7 og 29, der undlod at stemme. Ifølge den udgave af webtidsskriftet La República, der udkom den 29.juni, var kritikken koncentreret om forhåndsudvælgelsen af kandidater til Europa-valget, tendensen til ikke at handle ud fra vedtagne dokumenter, IUs vanskeligheder med at skabe forbindelse til sine potentielle vælgere, der derfor endte med at stemme på andre partier og vanskeligheder med hensyn til kommunikation og med at holde afstand til ”regimet”. I sin opsummering opfordrede Lara kritikerne til at indkalde til en ekstraordinær kongres for at vælge en ny ledelse, en opfordring der ikke blev fulgt.

Disse spændinger overskyggede næsten Willy Meyers beslutning om at træde tilbage som medlem af Europa-parlamentet, da InfoLibre kunne afsløre, at han uden at vide det havde været med i en pensionsordning for Europa-parlamentet, der var indrettet med henblik på skatteunddragelse. Meyer afbrød sin deltagelse i ordningen, så snart kendsgerningerne kom til hans kendskab, men besluttede siden hen, at kun hans tilbagetræden, ville være et tilstrækkeligt stærkt skridt for at skabe den afstand til skatteunddragelse, som IU har brug for i det herskende politiske klima i Spanien. 

Det står fast, at andre medlemmer af Europa-parlamentet som UPyDs Rosa Diez og mange af PSOEs parlamentsmedlemmer, ikke vil følge Meyers ærefulde eksempel.

Debatterne i PODEMOS og deres baggrund

Der har heller ikke været rolige vande i PODEMOS selv efter valget. Platformen skal afholde sin stiftende møde (”Den store borgerforsamling ”Ja, vi kan!””) i oktober og den 5.juni forklarede Pablo Iglesias til medierne, at PODEMOS valgkampagneudvalg ville fremkomme med en liste på 25 personer, der som ’teknikerhold’ skulle arrangere mødet. Forslaget ville blive sendt til afstemning på nettet 12.-13.juni og at alle PODEMOS-medlemmer kunne opstille en alternativ gruppe (i løbet af de seks dage der var tilbage). Afstemningen skulle gælde hele listen.

Da dette forslag blev fremlagt for på et møde for Madrids 70 PODEMOS-kredse, udløste det en voldsom reaktion og en anspændt diskussion, der varede fire en halv time, med beskyldninger om, at opstillingen af en lukket liste stod i diametral modsætning til PODEMOS budskab om offentligt ”demokrati nu” og frem for alt fordi forslaget ikke var vedtaget af nogen.

Ifølge en rapport i El País fra den 9.juni forklarede Juan Carlos Monedero – Iglesias nære medarbejder, universitetskollega og medvært på La Tuerka – på et tidspunkt [under debatten, red.] behovet for at opstille en lukket liste med disse ord: ”Ideen om [lukkede] lister opfatter vi ikke som særlig hensigtsmæssig, men der er folk, der konspirerer om at overtage PODEMOS og det synes ikke vi vil stå model til. Personer med ansvar i andre partier har sendt emails til sympatisører med instrukser om, hvad de skal gøre den 14.juni [datoen for landsmødet for PODEMOS-sympatisører].”

Dette var en reference til Det antikapitalistiske Venstre (IA), sammen med Iglesias og hans støtter medstifter af PODEMOS. Som svar på Monederos kommentarer, der omfattede den iagttagelse, at nogle PODEMOS-sympatisører ønskede at omdanne organisationen til at blive ”IUs venstrefløj”, fastlog IA i en udtalelse den 9.juni: ”Den, der kun ser sammensværgelser og kup i det, der blot er demokrati, har meget ringe tillid til PODEMOS-folkenes intelligens…Kun den, der er bange for demokratiet, frygter debat.”

Monedero havde tidligere udtalt: ”Måske er et brud nødvendigt, måske er der to uforenelige modeller i PODEMOS – nogen ønsker at gøre det til et delegeretparti og til et gammel[dags] parti…Hvis vi fortsætter med at tale på den måde, kan det, der skete med 15M, ske igen – vi var radikalt demokratiske og radikalt ineffektive.”

Hvordan kunne det gå til, at udviklingen nåede dette punkt kun 14 dage efter PODEMOS store resultat? PODEMOS startede den 14.januar med opråbet ”Mover Ficha” (”Lad os gå videre: Forvandel indignation til politisk forandring!”) underskrevet af en gruppe af velkendte, venstreorienterede akademikere, journalister og aktivister i fagforeningerne og de sociale bevægelser. Det var medlemmer af IA, der er den spanske sektion af Fjerde Internationale, der i hovedsagen var ansvarlig for såvel forslaget om oprettelsen af PODEMOS som for navnet og for det første udkast til ”Mover Ficha”, hvilket stod klart, da en intern IA-bulletin endte med at være offentlig tilgængelig.

”Mover Ficha” og PODEMOS legemliggør en samling af det radikale venstre udenfor IU, der samler Iglesia  – der forsker i anti-kapitalistiske samfundsbevægelser og som støtter den revolutionære proces i Venezuela, Bolivia og Ecuador – og hans støtter, IA og aktivister uden anden tilknytning fra 15M, sociale modstandsbevægelser og fagforeningerne.

For IA var modstanden mod IUs regeringsalliance med PSOE i Andalusien en hoveddrivkraft, skønt IU ikke nævnes ved navn i ”Mover Ficha”. Ifølge IAs leder Raúl Camargo, der blev citeret den 21.januar i El Diario: ”Må IU beslutte sig og vi har som organisation meningsforskelle i forhold til dem, først og fremmest på grund af det, der sker i Andalusien og dets alliance med PSOE. Vi tror, man må være klar [i mælet] omkring nedskæringspolitikken og ikke indføre den selv hvis der skulle være en ’legal nødvendighed’.”

Den samling, der frembragte PODEMOS var det skridt, der var nødvendigt, hvis indignado-bevægelsen ikke skulle slide sig selv op i endeløse kampe imod regeringens angreb, ligegyldigt hvor uundværlig denne samfundsmæssige modstand er. Faktisk har det hjulpet bevægelsen frem til en ny fase og løftet modstanden ”i gaderne” op til den åbne, politiske konflikts niveau, hvad modstandernes reaktioner på bevægelsens succes så levende vidner om [iii].

Sammenstødet den 8.juni i Madrid viste imidlertid også, at PODEMOS rummerr forskellige opfattelser af, hvordan platformen i virkelighedens verden skal opbygge borgernes myndiggørelse, hvorledes dens beslutninger træffes og hvad dens kredses rolle skal være i processen – særlig i betragtning af at PODEMOS hovedmetode til at træffe beslutninger indtil nu har været afstemninger på nettet.

Mere grundlæggende løber der en debat om, hvilken slags politisk dyr, PODEMOS skal være. Alle er gladeligt enige om, at den nye [politiske] kraft ikke skal reproducere ”de gamle metoder” og ”de gamle partier”, men hvilken form skal det endnu formløse politiske protoplasma så antage?

Problemet udspringer delvis af den måde, PODEMOS angiver sit mål på – at erstatte ”den politiske kaste” med borgernes ”virkelige demokrati”. Denne formulering reflekterer den indflydelse, som 15M-opfattelser har; ja, PODEMOS er i sin essens en omplantning af 15M – i hele dens modsætningsfyldte enhed - til den politiske sfære.

For nogen talsmænd for PODEMOS, herunder Pablo Iglesias selv, gør denne opfattelse, at man insisterer på at ”debatten ikke står mellem venstre og højre, men mellem diktatur og demokrati. Som følge heraf er nøglen til succes ikke venstrefløjens enhed forstået som enhed mellem bogstavforkortelser, men folkelig enhed.”[iv]

Ifølge koordinatoren for PODEMOS’ valgkampagne, Iñigo Errejón, der den 14.juni talte på et møde i Madrid for repræsentanter for kredse i hele Spanien, ”er [den politiske] kaste fuldstændig tryg ved venstrefløjsaksen, men ikke ved diskussionen om borger kontra oligarki.”

Disse formuleringer frembringer således et basalt andet fortolkningsskema til aflæsning af spansk politik: Udover højre-venstre-aksen og aksen nationaliteterne mod ”Madrid” har vi nu også aksen ”kasten” overfor ”folket”. (Politiske modstandere har ikke været sene til at angribe denne opfattelse og Andalusiens PSOE-premierminister, Susanna Diaz ironiserede over, at hun tilhørte ”en kaste af blikkenslagere”.)

Det er ikke overraskende, at nogle PODEMOS-støtter opfatter, at denne formulering betyder, at PODEMOS ikke skal se sig selv som et parti overhovedet, men som begyndelsen på en proces, hvor ”folket” tager nationens skæbne ud af hænderne på ”politikerne” og bruger internetafstemninger til at få flertallets vilje frem.

PODEMOS-kredsenes rolle

Nogen af de debatter, der nu løber i PODEMOS, viste sig tidligere i reaktionerne på et indlæg af IA-medlemmet Miguel Urban, der under overskriften ”Al magt til kredsene” blev offentliggjort den 9.februar i webtidsskriftet Público. Urban var oprindeligt ansvarlig for organisering og skulle senere blive nummer syv på PODEMOS kandidatliste til Europa-valget.

Urban understregede den kritiske rolle, som de lokale kredse har i opbygningen af PODEMOS som en virkelig [politisk] kraft: ”Jo større PODEMOS kredse er og jo mere de distancerer sig fra at gøre ordet ”venstreorienteret” til noget helligt i forsøget på at sende et frigørelsesbudskab, der er opbygget gennem oprør fra neden, jo nærmere kommer vi til at have et værktøj, der ikke er i stand til at ’foretage et [skak]træk’, men til at smadre det fupskakbrædt, som vi er tvunget til at spille på, til rådighed.”

”Hvis PODEMOS skal have nogen berettigelse, hvis dets metode og proces skal skabe nytte, hvis det skal være et redskab til samfundsmæssige forandringer og ikke bare endnu en bogstavforkortelse, hvis det skal kunne opbygge de undertryktes enhed [v], må kredsene være rum for naturlige og effektive forbindelser mellem de undertrykte for at kunne erobre og udøve præcis det, vi er blevet berøvet – nemlig muligheden for at bestemme over vore [egne] liv.”

Urbans indlæg udløste kritik fra mange af de strømninger, der sameksisterer i PODEMOS. For en bidragyder var det at opnå virkeligt demokrati ”ikke et spørgsmål om at skabe kredse med nye magtbeføjelser… i den bedste mening, men kunstigt bag borgernes ryg, bag det virkelige samfunds ryg og dømt til velfortjent at mislykkes. Det reelle spørgsmål handler om politisk deltagelse for virkeligt eksisterende samfundssektorer …der direkte vælger virkelige kandidater, som virkeligt repræsenterer dem for at udøve virkeligt demokrati.”

Urbans indlæg fremkaldte den uundgåelige, kloge ”marxistiske” kommentar, hvor han blev mindet om, at ”borgere” er en borgerligt liberal kategori, at ”selvorganisering” er et anarkistisk princip, at myndiggørelsen af ”alle borgere” betyder myndiggørelse af de 20%, der klarer sig så nogenlunde gennem krisen og at opgivelsen af forskellen mellem venstre og højre lader PODEMOS indtage samme politiske rum som UPyD.

En så grov kritik gør ingen indtryk på PODEMOS kernegruppe omkring Iglesias, der bevidst anvender erfaringerne fra de revolutionære processer i Latinamerika i en spansk sammenhæng. Som det blev beskrevet af kommentatoren Pascual Serrano i en artikel den 28.maj i El Diario under overskriften ’Hvad PODEMOS (heldigvis) har lært af Venezuela’ [vi]:

”PODEMOS ledere…ved, at på samme måde som [i de folkelige kvarterer i]Caracas er der tusinder, millioner af mennesker, der ikke tror på systemet, de mobiliserer ikke, men de kan rejse sig, hvis de øjner et håb. Det er derfor, at Iglesias ikke triumferede, selvom man fik fem medlemmer af Europa-parlamentet og en million stemmer. Hans program er i modsætning til den traditionelle venstrefløjs maksimalistisk. Det taler ikke om at vinde yderligere to eller tre procentpoints af stemmerne eller om at fordoble resultaterne. På samme måde som Chávez taler PODEMOS om at vinde, om at rive ned til grunden, om at få systemet til at falde…

”På samme måde er tvetydigheden i PODEMOS diskurs, der er lige så sensationel for nogle, som den er irriterende for andre, også en erfaring, der stammer fra den bolivariske proces. Chávez blev præsident i Venezuela på et valgløfte om en ’tredje vej’, noget ingen viste hvad var. Først nogle år senere turde han tale om socialisme, det 21.århundredes socialisme og det var der heller ingen, der vidste hvad var.”

Det at fjerne så mange forhindringer [som muligt, red.] for folks aktive deltagelse i opbygningen af PODEMOS er yderst nødvendig i Spanien, hvor traditionel, politisk sprogbrug lader millioner uberørte eller gør dem fjendtlige. Med Julio Anguitas ord – tidligere IU-koordinator og talsmand for Borgerfronten (den stærkeste kraft bag ’værdighedsmarcherne’): ”Vi er nødt til at bruge et sprog, der ikke er venstrefløjens, når vi taler med hinanden.”

En kompliment til PODEMOS fra den modsatte fløj kom fra Den laksefarvede Blog, en erhvervsinternetside, der opfattede dets valgkampagne som en optimal øvelse i produktlancering, kundemålrettethed og erobring af en markedsniche, noget der var værdigt som studieobjekt for et MBA-kursus!

På trods af den succes man opnåede med dette koncept frembragte det allerede før den 25.maj spændinger mellem PODEMOS ledelse og andre PODEMOS-aktivister, herunder IA.

Et spørgsmål, der gav anledning til bekymring, var den rolle i PODEMOS som den kontroversielle politiker og politiske konsulent Jorge Verstrynge spillede – [han, red.] er tidligere leder af den frankistiske Folkealliance og blev senere medlem af PSOE, rådgiver for Spaniens kommunistparti (PCE) og det venezuelanske militær og fortaler for et massivt deportationsprogram for immigranter.

En anden bekymring drejede sig om den beslutning om at inkludere en portrætskitse af Pablo Iglesias i logoet på den officielle stemmeseddel, der blev truffet af valgkampteamet med den begrundelse, at Iglesias gav langt mere synlighed end PODEMOS’ navn.

En tredje bekymring var, at al udtalt støtte til folkeafstemningen den 9.november i Catalonien var blevet fjernet i den endelige udgave af PODEMOS’ valgprogram, selvom Iglesias fortsat udtalte sig til fordel for Cataloniens ret til selvbestemmelse.

De konstant kværnende sociale medier i Spanien har ikke været sene til at kommentere disse valg og har kaldt Iglesias ”den lille Napoleon” og det, der er værre. Mange har mere ædrueligt fremhævet, at den internetdrevne beslutningsproces i ”nye” parti-bevægelser kan sameksistere med ”al magt til den karismatiske leder” som i Beppe Grillos Femstjernebevægelse. Der beslutter ledelsen (i grunden vel Grillo?) hvad valgtemaerne for et internetvalg skal være og derefter ”beslutter medlemmerne demokratisk”. I den nylige afstemning om hvilken europæisk parlamentsgruppe, Femstjernebevægelsen skulle tilslutte sig, stillede Grillo sine medlemmer overfor ”valget” mellem Frihed og Demokrati i Europa (formand Nigel Farange far det fremmedfjendske United Kingdom Independence Party), Den europæiske gruppe af Konservative og Reformtilhængere (domineret af britiske konservative) eller ’ingen gruppe’.

Juan Carlos Monederos forsøg på kommunisthetz mod IA på mødet den 8.juni Madrid blev ilde modtaget og provokerede mange støtter til på selve mødet og på de forskellige netværk at fremsætte kommentarer om, at episoden afslørede i hvor høj grad en omhyggelig diskussion var nødvendig for at fastlægge PODEMOS’ struktur og arbejdsmetoder. Ifølge en kommentar fra IA-lederen Jaime Pastor på websiden Cuartopoder: ”Befinder vi os i en ny fase, hvor vi er nødt til at finde et hybridt rum, hvor interne former for beslutningstagning blandes med deltagelse via sociale medier, emaillister osv.”

Iñigo Errejón mente: ”Det er disse problemer, der er indbygget i det at skabe et nyt parti på en fuldstædig demokratisk måde…Vi er nødt til at finde mekanismer, der minimerer risikoen for, at vi ender med at kigge mere indad end udad…På den anden side skal vi også søge at danne modvægte, der tillader borgernes deltagelse på sådan en måde, så de undgår at føle, at PODEMOS kun beder om deltagelse i afstemninger for forslag, der allerede er afgjort”.

Peruvianeren Pepe Mujía, den eneste immigrant på PODEMOS’ kandidatliste, havde denne kommentar i et interview på websiden La Mula den 20.juni: ”Diskussionen drejer sig om at nå til enighed om de spørgsmål og metoder, der er nødvendige for at forene alle disse mennesker [der strømmer til PODEMOS]. Det skal ske på samme tid, som vi fastholder vor ramme i form af geografisk baserede kredse med egen magt og selvstændighed – fordi de er projektets hovedhjørnesten. Eftersom der er fuld selvstændighed, kan hver region bestemme for sig selv og vi vil sammen deltage i efterårets møde og afgøre hvilke mekanismer, der skal indrettes på nationalt niveau”.

Så debatten fortsætter på trods af, at det organisationsteam, som Iglesias havde foreslået, blev valgt

med 86% af stemmerne over en alternativ liste (og det med over 50.000 deltagere i afstemningen).

Hvad nu?

Det er svært at undgå den fortolkning, at forslaget om en lukket liste i forbindelse med organiseringen af PODEMOS stiftelseskongres til dels havde til formål at bremse IAs indflydelse, da IA nægtede at deltage i den. Forhåbentligt vil denne episode ikke bremse den diskussion forud for kongressen, der er tvingende nødvendig.

Blandt de spørgsmål, der kræver svar – som konkret programindhold, ikke som teori – er, hvad en ”bolivarisk” strategi for mobilisering af folkeflertallet betyder i et imperialistisk land som Spanien, der som medlem af EU for eksempel fører en modbydelig flygtningepolitik.

Et andet spørgsmål og det er måske det vigtigste, er spørgsmålet om alliancepolitik. At få PSOE-kolossen lagt i samme våde grav som dets græske broderparti, PASOK afhænger af, om millioner af vaklende og tvivlende mennesker kan se et konkret regeringsalternativ. Hvis ikke dette sker i tide, som det ser ud til at være tilfældet i Portugal, hvor ideen om en ”venstreregering” omfattende Venstreblokken og kommunistpartiet ikke er kommet meget længere end til at være en håbefuld abstraktion, vil socialdemokratiet, som det er tilfældet i dag, få fornyet liv som et mindre onde.

PODEMOS er også tvunget til at udfylde mange huller i sit program. I særdeleshed må man klart, som IU har gjort, sige, hvorledes man vil finansiere ”underhundenes” ønskeliste.

Kort sagt vil PODEMOS blive stillet overfor kritiske spørgsmål, der ikke kan løses med basis i formuleringen ”folket mod politikerne”. Den konkrete basis for enhed med IU og med de venstrenationalistiske, venstreregionale og grønne kræfter vil være kritisk. Dette er især presserende i Spanien, fordi disproportionaliteten i det skævvredne, nationale valgsystem i Spanien først viser sig efter, et parti har vundet 20% af stemmerne (dette giver 18% af pladserne, mens 15% giver 10,3% af pladserne og 10% af stemmerne kun 5,1% af pladserne).

Konsolideringen af PODEMOS som en revolutionær-demokratisk bevægelse imod nedskæringer, med strengt demokratisk funktion og sammenfaldet af dets fremgang med et reformeret IUs fremgang vil afgjort bestemme skæbnen for den anti-kapitalistiske kamp i Spanien.

[Dick Nichols er europæisk korrespondent for Green Left Weekly og Links International Journal of Socialist Review, baseret i Barcelona. En tidligere og kortere version af denne artikel har været offentliggjort på Green Left Weeklys hjemmeside.]

Notes

[i] I Spanien stemmes der på fortrykte stemmesedler, der er placeret på et bord ved indgangen til afstemningsstedet. Partiernes tilhængere sørger for, at man ikke løber tør for stemmesedler og at rivaliserende kandidater ikke ”forsvinder” dem i den nærmeste papirkurv.
[ii] Gesops meningsmåling i juni afslørede, at PSC-vælgerne ”ønsker mere venstreorienteret politik”.
[iii] En lignende kampagne for næste års kommunalvalg blev under navnet ”Lad os indtage Barcelona!” skudt i gang den 26.juni i den catalanske hovedstad. Kampagnens centrale figur og initiativtager er Ada Collau, tidligere talsperson for Platformen for Huslånsofre (PAH).
[iv]  Interview den 20.februar i El Estrella Digital.
[v] ”De undertrykte” er her en oversættelse af det spanske ”los/las de abajo”, bogstaveligt ”dem fra neden”. Afhængig af sammenhængen kan udtrykket oversættes på flere forskellige måder, herunder som ”underhundene”.
[vi] Tilgængelig i engelsk oversættelse på http://hiredknaves.wordpress.com/2014/05/29/what-podemos-fortunately-learned-from-venezuela/.