Fagbevægelsens ungdomsarbejde må tænkes om
Af Nicolai Arentz Larsen

Offentliggjort: 15. august 2014
Denne artikel er koblet til temaet: Fagbevægelsen. Klik på temanavnet for at se mere

Det er de seneste år gået op for den danske fagbevægelse, at den bliver nødt til at fokusere på ungdommen og investere massivt i ungdomsarbejdet. Problemet er bare, at det ikke er andet end en investering for de fleste fagbosser.

Fagbevægelsen sætter flere og flere initiativer i trykken, som man tror vil ramme ungdommen, hverve dem og gøre dem til loyale medlemmer. Men flere af fagbevægelsens store ungeinitiativer fejler; her er to eksempler:

1. Jobpatruljen

Jobpatruljen har eksisteret siden 1979. Dengang var det LO, der stod for projektet, og det har det været indtil 2012, hvor LO pga. en sparerunde ikke mere havde råd til projektet. I 2012 valgte HK og 3F derfor at overtage det.

Men HK og 3F’s overtagelse har nu vist sig at være en kæmpe fejltagelse, da Jobpatruljen nu har taget en hel ny retning. Før var det nemlig sådan, at de unge, der bliver interviewet af Jobpatruljen, havde mulighed for at udfylde et kontaktkort, som gav den relevante fagforening mulighed for at ringe til den unge og hjælpe denne yderligere. Det er der nu ikke længere mulighed for; så vidt jeg forstår, fordi HK og 3F for ofte har oplevet, at lokale fagforeninger ikke har ringet til de unge, som har udfyldt kontaktkortene. Ud over det, har Jobpatruljen også erfaret, at de unge ofte føler sig tvunget til at skrive kontaktkortet, når Jobpatruljen er i gang med at interviewe dem. Men i stedet for at løse problemerne og dermed sikre en smule organisering i jobpatruljen, har man valgt bare at droppe kontaktkortene. Jeg mener, at det ville give meget bedre mening, hvis man uddannede Jobpatruljens aktivister bedre - så de unge fx ikke føler sig presset til at udfylde kortene, når de får besøg af patruljen. Der ud over syntes jeg, at det er mærkeligt, hvis man ikke kan tage en snak med de lokale afdelinger for at sikre sig, at de unge bliver ringet op, når de har udfyldt et kontaktkort.

Jobpatruljen har altid været en oplysningskampagne, men der har indtil i år også været en organiserende del, nemlig kontaktkortene. Nu hvor de er fjernet, er Jobpatruljen en tom oplysningskampagne, som ikke munder ud i andet end en rapport. Det betyder, at HK og 3F sidder tilbage med nogle rapporter, som viser, at unge generelt har dårligere arbejdsvilkår end alle andre, men de kan ikke gøre meget ved det, fordi de ikke præcist ved, hvem de unge er, der lever med disse dårlige arbejdsvilkår - fordi de ikke har udfyldt noget kontaktkort.

Kan Jobpatruljen reddes? Ja, det er jeg helt overbevist om, at den kan. Der skal kun ændres én ting: den skal være organiserende. Hvis man gentænker Jobpatruljen, så den ikke alene fungerer som en oplysningskampagne, og eksempelvis udpeger et område, patruljen kan hjælpe til med at organisere over sommeren, ville det give meget mere mening. For hvis man finder dårlige arbejdsforhold blandt de unge, men intet kan gøre ved det, dur det ikke. Det er lidt som at overvære en forbrydelse uden at kunne gøre noget.

Jeg håber, at HK og 3F lytter til mig, når jeg siger: brug nu de mange millioner på at organisere de unge. I stedet for at se hjælpeløst på at de bliver dårligt behandlet så giv dem en hånd - og organiser dem!

2. Skolebesøg

Fagbevægelsen er begyndt at sende alle sine ungdomskonsulenter på skolebesøg. Det er der i og for sig intet galt med. Men hele formen for disse besøg fungerer ikke i mine øjne.

Besøgene foregår på den måde, at der kommer en eller to ungdomskonsulenter ud på en skole og fortæller, hvordan den danske model m.m. fungerer, og hvilke store sejre fagbevægelsen har vundet. Derefter kan de unge stille en masse spørgsmål; mange vil ofte spørge om, hvad deres chef kan tillade sig at bede dem om - og andre arbejdsrelevante spørgsmål. Men der er simpelthen ikke er tid til, at ungdomskonsulenterne kan svare på alle spørgsmål og gå i dybden med disse. Det vil sige, at de unge har fået endnu en time med ”røv til sæde”-undervisning men fx ikke fået svar på, om deres chef må ringe og bede dem komme på arbejde fem minutter efter.

Jeg mener, at man bliver nødt til at lave om på denne model, så den kan skabe et bånd mellem fagforeningen og de unge og rent faktisk hjælper dem, som har problemer på deres arbejde. Det kunne man gøre ved fx at låne et tomt klasselokale en dag og lade de unge komme ind og få reel hjælp til løsning af deres problemer; hvor de ikke skal sidde foran alle deres klassekammerater og fortælle, hvad der rent faktisk sker på deres arbejde. Jeg tror nemlig, at netop det er et af de mest oversete - men også vigtigste – problematikker: at mange unge ikke tør råbe op, ikke tør gribe knoglen og ringe til en fagforening, og spørge dem om, hvad de skal gøre.

Det er i mine øjne det fagbevægelsen skal fokusere på hos ungdommen. Ungdommen skal have at vide, at fagforeningerne er der for dem, når de har brug for det. Og at fagforeningerne rent faktisk har mulighed for at hjælpe dem.

De gule og de unge

Et andet helt ekstremt problem er, at fagbevægelsen - i kampen mod de gule fupforretninger - er begyndt at sælge sig selv som et produkt. Det ser vi ved, at de store fagforeninger lokker med kurser, efteruddannelse og rabatter på forsikringer. Denne tendens, tror jeg, bunder i en general misforståelse af ungdommen. Fagforeningernes valgte og ansatte glemmer, at de unge rent faktisk er interesseret i, hvad fagforeninger traditionelt kan tilbyde; nemlig organisering af unge, så de kan få ordentlige arbejdsvilkår, faglig rådgivning og a-kasse. Det må fagbevægelsen ikke glemme. Går det tabt, så går der ikke mange år før end LO-fagforeningerne selv er blevet fagforretninger med forhandlingsret.

Nu har jeg nævnt en masse kritik af fagbevægelsens eksterne arbejde. Men det er desværre ikke kun dér, det halter. Det gør det i høj grad også internt. Hermed tænker jeg især på de fagligt aktive unge, som vier deres ungdomsår til fagpolitisk arbejde og til at være en del af fagbevægelsen, men som ikke har reel medbestemmelse. Selv unge, som er valgt på et politisk mandat, har ikke kompetence til at træffe hverken økonomiske eller fagpolitiske beslutninger med betydning for de unge. Det er næsten dér min største kritik af fagbevægelsen ligger. De unge må på linje med andre valgte kunne lede deres egen organisation.

Et lille eksempel fra dengang jeg var med i HK Ungdoms Landsudvalg: Landsudvalget havde demokratisk besluttet, at man ville lave om på den måde, man økonomisk samarbejdede med HK’s elevorganisation ’Landssammenslutningen af Handelsskoleelever’. Men det betød ikke noget, fordi beslutningen skulle gå igennem HK’s øverste ledelse, før end en beslutning kunne vedtages. Dette eksempel er bare ét ud af mange. For mig at se viser det, at HK Ungdom er særdeles udemokratisk, og at de unge aktive i bestyrelsen ikke har nogen reel indflydelse. Jeg mener, at det er forkasteligt, at de unge, som er valgt af medlemmerne, ikke kan tage beslutninger på vegne af medlemmerne. Det betyder, at som det er nu, er indflydelse i HK Ungdom bare noget man leger.

En anden ting er, at HK sidder i diverse faglige udvalg, skolebestyrelser og mange andre forskellige uddannelsesrelaterede bestyrelser og udvalg. I de bestyrelser og udvalg sidder der lige nu politikere fra ”voksen”-HK. HK Ungdom bliver ikke engang kontaktet i forbindelse med møder, som potentielt kan have stor indflydelse på HK’s uddannelser og dermed på de unge i HK.

I mine øjne er disse forskellige udvalg og bestyrelser noget ungdommen burde tage sig af. Jeg mener, at det er de unge, der er hverdagens eksperter på uddannelsesområdet. Det er os, der går på uddannelserne, det er os, der er elever ude i butikkerne og på kontorene - ikke ”voksen”-politikere fra HK Danmark. Jeg syntes i virkeligheden, at dette beviser min pointe med, at ungdomsfagforeninger bare er en del af glasfacaden i forbundshusene.

For at ændre på dette bliver vi nødt til at give ungdommen deres bevægelse tilbage. Vi bliver nødt til at gøre ungdommen til dem, der bestemmer over ungdomsarbejdet. Kun på den måde er det muligt at genskabe medlemsfremgang på ungdomsområdet for fagbevægelsen.