LO/FTF-fusion: Bureaukratisk redningsmanøvre eller én samlende klasseorganisation?
Af Bjarke Friborg

Offentliggjort: 15. august 2014

Med fællesudspillet fra ledelserne i LO og FTF om en ny og samlende hovedorganisation for fagbevægelsen, er en ny fase startet i debatten omkring en storfusion. I første omgang for 93 fagforeninger med op imod 1,5 millioner medlemmer.

Spørgsmålet er imidlertid, hvad det reelt vil kunne betyde for netop medlemmerne og dermed fagbevægelsen som sådan – dvs. fagbevægelsen forstået som noget andet og mere end blot de eksisterende organisationer med deres tusindvis af ansatte, sagsbehandlere osv.

Jeg vil i denne artikel se nærmere på bevæggrundene for fusionsdebatten med specielt fokus på netop medlemmernes rolle set i forhold til fagforeningernes funktion i Danmark – herunder på betydningen af den såkaldte ”danske model” og et par mulige alternativer. Navnlig vil jeg problematisere ikke mindst LOs historiske og stærke binding til den socialdemokratiske samfundsmodel samt bore lidt i spørgsmålet om fusion som et defensivt træk eller som en måde at realisere den gamle parole om én samlende klasseorganisation eller ”One Big Union”, der var udbredt ikke mindst i den tidlige fagbevægelse omkring det forrige århundredeskifte.

Medlemmerne – og deres fagforeninger

I Kritisk Debat har bl.a. Jonas Gielfeldt (1) beskrevet, hvordan en fusion potentielt kan bane vej for en ny og stærk klassealliance mellem arbejdere og funktionærer og blive en redningsplanke for navnlig LO, der styrtbløder medlemmer. Samtidig ser han dog også klart faren for det modsatte, idet en bredere organisation risikerer at miste fokus på de underordnede arbejdere til fordel for lønarbejdere længere oppe i hierarkiet, herunder akademikere og måske mellemledere – dvs. grupper, som han forbinder med de herskende lag og tænkemåder inden for såvel statsmagt som erhvervsliv og som han anser for dominerende inden for Akademikernes Centralorganisation (AC), der er den tredje hovedorganisation ved siden af LO og FTF.

Gielfeldt ser med andre ord fusionsdebatten i et klasseperspektiv og ser konkret de tre hovedorganisationer som repræsentanter for tre forskellige dele af den danske klassestruktur, nærmere bestemt arbejdere, funktionærer og akademikere – og med en deraf følgende risiko for forskellige interessekonflikter blandt lønmodtagergrupperne indbyrdes.

Jeg er enig i at anlægge et klasseperspektiv, selv om jeg ikke vil være med på, at akademiske medarbejdere per automatik ikke er arbejdere med et potentielt modsætningsforhold til deres arbejdsgivere. Ligeledes bliver akademikere ikke naturnødvendigt en del af arbejdsgivernes kontrolapparat vendt imod andre ansatte, ligesom mange risikerer at hænge på kanten af arbejdsmarkedet via korttidsansættelser etc.

For at bringe diskussionen et skridt videre frem ser jeg det derfor først og fremmest som afgørende klart at skelne mellem på den ene side medlemsgrundlaget for de enkelte fagforeninger og på den anden side fagforeningernes konkrete funktionsmåde. For mig er denne funktionsmåde det centrale og samtidig helt uløseligt forbundet med netop fremtiden for fagbevægelsen – og med den rådende samfunds- og arbejdsmarkedsmodel.

Den danske model

De sidste mange årtier har alle tre hovedorganisationer været hovedaktører inden for den såkaldte ”danske model”, konkret som forhandlere og koordinatorer af overenskomster med arbejdsgivere inden for både offentlig og privat sektor. Overenskomsterne dækker i dag ifølge nogen opgørelsesmetoder 70-80% - andre sætter den noget lavere - +af arbejdsstyrken, dog fordelt på op imod 100% inden for offentlig sektor og en noget lavere dækning inden for især de private serviceerhverv.

Modellen er for så vidt også udbredt i mange andre lande, men er i Danmark og Skandinavien specielt omfattende og institutionaliseret bl.a. i kraft af et udbygget mæglings- og voldgiftssystem, der skal forhindre åbne konflikter mellem arbejdsgivere og lønmodtagere, bortset fra når de foregår inden for rammerne af de aftalte spilleregler – dvs. understøttet og varslet strejke for de ansattes vedkommende og varslet lockout fra virksomhedsledelsens side.

På denne måde har derfor de fleste danske fagforeninger og deres hovedorganisationer været vant til en rolle som moderator mellem arbejde og kapital i et trepartssamarbejde med staten, mens det i mange andre lande har været og er almindeligt med langt hårdere og gensidige konfrontationer. Systemet går helt tilbage til det såkaldte ”septemberforlig” fra 1899, hvor fagforeningerne godtog arbejdsgivernes ret til at lede og fordele arbejdet i bytte for arbejdsgivernes anerkendelse af retten til at organisere sig. Siden den gang har dansk fagbevægelse i hovedsag været intimt knyttet til den socialdemokratiske samfundsmodel med dens accept af kapitalismen og den private ejendomsret til produktionsmidlerne, hvor målet om socialisme og demokratisering af økonomien er byttet ud med krav om velfærdsreformer og en vis omfordeling inden for rammerne af en markedsøkonomi.

Både i Danmark og internationalt er det nu imidlertid arbejdsgiversiden, der er i offensiven – hvilket vi f.eks. har set i en serie lockouter, bl.a. imod danske it-ansatte i den multinationale koncern CSC over fire måneder i 2011 og imod 50.000 folkeskolelærer og 17.000- statsansatte lærere i 2013. Både i EU og USA har vi i den samme periode set en række tilsvarende frontalangreb – blot med endnu hårdere styrke – imod opnåede rettigheder inden for arbejdslivet og i forhold til social sikring. Mønsteret er klart globalt, idet der overalt skæres ned inden for velfærdsområdet og i den offentlige sektor, mens fagforeninger stækkes og får indskrænket deres forhandlingsret.

Spørgsmålet er følgelig, om fagbevægelsen i dag er rustet til de hårdere konfrontationer, der er lagt op til med et nyt klima økonomisk så vel som politisk.

Klassekompromisset, der blev opsagt

Dagens situation er bl.a. blevet beskrevet af den internationale fagforeningsveteran Asbjørn Wahl fra Norge, der i dag er koordinator for alliancen ”For Velferdsstaten”, der fører kampagne for en langt mere offensiv omstilling af fagbevægelsen:

Gennem det tyvende århundrede udviklede fagbevægelsen en form for fredfyldt sameksistens med de kapitalistiske interesser. Gennem 1930’erne blev denne sameksistens først institutionaliseret i nogle dele af Europa, primært i Norden, da fagbevægelsen opnåede en aftale med arbejdsgivernes organisationer. Efter 2. verdenskrig fandt en lignende proces sted i det meste af det resterende Vesteuropa. […] Da den neoliberale offensiv begyndte for ca. 20 år siden og arbejdsgiverne gradvist begyndte at nedbryde politikken om sociale partnerskaber, var det eneste svar fagforeningernes bureaukrati havde, at fortsætte konsensuspolitikken. Nogle fagforeninger har nærmest tigget fjendtlige arbejdsgivere om at vende tilbage til klassekompromiset.” (2)

For Asbjørn Wahl er hovedpointen, at der er opstået en helt ny situation, der har gjort den etablerede fagbevægelses strategier ikke blot forældede, men også kontraproduktive:

I stedet for at reorientere sig selv mod at konfrontere de nu endnu mere aggressive kapitalistiske interesser, har det snævre nationale fokus og ideen om sociale partnerskaber i fagforeningerne ført store dele af fagbevægelsen ind i en alliance for, og som konsekvens heraf en underlæggelse af,  at gøre statens økonomi mere konkurrencedygtig internationalt. […] Det der var verdens stærkeste og mest indflydelsesrige fagbevægelse, i perioden efter 2. verdenskrig, er nu åbenlyst forvirret, mangler en klar vision og er tøvende i deres nye sociale og politiske tiltag. Ironisk nok er det de samme teorier, analyser og politikker som tidligere gav styrke, der i efterkrigstiden er blevet en tung byrde. Den ideologiske arv fra klassekompromiset har ført fagbevægelsen på afveje.” (2).

Hvor er den brændende platform?

Set i lys af Asbjørn Wahls dom over tidligere tiders konsensuspolitik, hvordan ser det så ud med den hjemlige debat omkring en fusion mellem LO og FTF?

I fællesdokumentet fra LO og FTF, ”Udfordringer for fagbevægelsen frem mod 2020” (3), er der ingen tegn på kritik af selve aftalemodellen eller for så vidt af arbejdsgivernes ledelsesret, der helt klart tages for givet. Til gengæld fastslår analysen, at modellen er udfordret bl.a. af regulering fra EU, nye ansættelsesformer samt af medlemstab og manglende viden om fagbevægelsen blandt de unge. Desuden skinner det gennem, at arbejdsgiverne ikke længere er så interesseret i at samarbejde:

Arbejdsgivernes kurs i både den offentlige og private sektor udfordrer også fagbevægelsen – til trods for at fagbevægelsen har opsøgt samarbejdet og vist tilbageholdenhed på lønnen. Arbejdsgiverne i den offentlige sektor har både på landsplan og på arbejdspladserne en ny tilgang til at samarbejde – og inddrager ikke medarbejderne nok i de strategiske beslutninger. Og i den private sektor er der for mange useriøse arbejdsgivere, der underbyder overenskomsterne med ulovlig udenlandsk arbejdskraft og omgåelse af mange regler.”(side 7).

På det politiske plan skyldes den dalende interesse angiveligt også, at ”Mange flere interessenter er repræsenteret i en given sag. Ikke kun andre interesseorganisationer, men også virksomheder og offentlige selskaber har udvidet deres politiske interessevaretagelse markant. Dem skal fagbevægelsen kæmpe med om indflydelsen.” (side 12).

Vejen frem er derfor ifølge LO og FTF en modernisering af organisationernes drift og service over for medlemmerne, en professionaliseret kommunikation og dertil en målrettet lobbyisme med konkrete indspil over for Folketinget og EU. Ambitionen er bl.a. at kunne levere ”de få præcise forslag, der sætter dagsordenen” (side 12).

Fællesudspillet fra LO og FTF ligger på denne måde trygt inden for rammerne af en traditionel konsensuspolitik, hvor fagbevægelsen og arbejdsgivere ses som ligeberettigede parter, der bør strække sig efter hinanden, så man sammen kan ”finde nye og holdbare løsninger”, hvor ”regeringen og arbejdsmarkedets parter i tæt dialog og samarbejde udvikler strategier og løsninger, der sikrer den fornuftige fremadrettede balance for dansk økonomi og tager et fælles ansvar for at styrke Danmarks position i den globale økonomi.” (side 14).

Udspillet er dermed langt fra den kritiske magt- og klasseanalyse, som Asbjørn Wahl efterspørger og ser som afgørende for at kunne bryde med dagens dødvande. Hos LO og FTF er der ingen brændende platform – heller ikke selvom LO har mistet ca. 25% af medlemmerne siden 2003, mens dagpengene er blevet beskåret, efterlønnen er afskaffet og finansministeriet under socialdemokratisk ledelse er sluppet af sted med et frontalangreb på en central gruppe offentligt ansatte for at fratage dem deres ret til at forhandle arbejdstid. Fagbevægelsen skal åbenbart fortsætte i samme spor, bare bedre, og så skal det nok gå alt sammen med flere stordriftsfordele...

Nye faglige fællesskaber

Hvor der for Wahl er behov for en konfrontation med den omsiggribende kommercialisering samt resolut forsvar af opnåede rettigheder og fællesgoder – konkret ved at mobilisere ”populær- og arbejderklassens magt” for at kunne ændre på styrkeforholdene – taler LO og FTF hellere om ”professionel interessevaretagelse”. Hvilket for dem betyder, ”at fagbevægelsen skal kunne dokumentere, at vores løsninger er bedre, eksempelvis fordi vi qua partssystemet kan medvirke til implementering eller opgaveudvikling. Eller fordi vi har troværdige analyser, der viser, at vores løsningsforslag virker bedst.” (side 12-13). Med andre ord intet om en opdateret klasse-, interessent- eller magtanalyse – hvem definerer f.eks. ”troværdighed”?

Ikke desto mindre er der dog også visse toner hos LO/FTF, der handler om mere vægt på at inddrage medlemmerne og skabe attraktive fællesskaber og netværk – herunder ved at ”stille nye rammer og strukturer til rådighed, hvor medlemmerne selv kan engagere sig i udviklingen/løsningen af egne eller arbejdspladsens faglige, sociale eller politiske løsninger” (side 11). Om ikke andet, er det i hvert fald en indrømmelse af, at ”fagbevægelsen har sine interne udfordringer med blandt andet … en struktur og et medlemsdemokrati, der ikke altid understøtter den fælles interessevaretagelse eller frisætter medlemmernes handlekraft.” (side 7).

Måske åbner sidstnævnte indsigt altså alligevel for en anden vej end blot at videreudvikle fagbevægelsen som en serviceorganisation, hvor medlemmerne er vænnet til at kræve ydelser frem for til at kæmpe og organisere sig som del af et fællesskab. Spørgsmålet vil i så fald være, om en ny og fælles hovedorganisation kan blive den demokratiske ramme, der kan frisætte den ønskede handlekraft.

Vend fagbevægelsens pyramide på hovedet

Historisk har fagbevægelsen netop ikke bare opnået sine sejre ved forhandlingsbordet, men i kraft af at repræsentere mange medlemmer, der ikke nødvendigvis var til sinds at acceptere ethvert forhandlingsresultat. Den ultimative trussel om strejke har her fungeret som led i en styrkeprøve mellem to parter. Imidlertid kræver både strejke og andre protestformer, at der er aktive medlemsfællesskaber, der er både solidariske og handlekraftige, når det kommer til stykket. Og her tyder en del på, at den slags fællesskaber ikke er blevet vedligeholdt og prioriteret højt nok.

Eller som Henning Overgaard, formand i 3F Transport Esbjerg, har udtrykt det: ”Siden den faldende organisering tog fart for 10-15 år siden, har fagbevægelsen forsøgt at vende udviklingen ved at tænke og indrette sig i større enheder, i håb om at stordriftsfordele kunne rationalisere og effektivisere. Fagforbund er fusioneret, lokale fagforeninger er lukket ned og enkelte fagforbund har sågar kun ganske få lokale fagforeningskontorer. Afstanden mellem fagforening og medlemmer er blevet større. Den strategi fremstår efterhånden som en pyramide, der er vendt helt på hovedet, og hvor organisationens volumen fylder mere end medlemmerne. Vi må erkende, at den strategi har været forfejlet, for blødningen er ikke stoppet.”(4).

Vil en ny fælles hovedorganisation kunne styrke de lokale fællesskaber på arbejdspladser, mellem fagfæller og i lokalsamfund? Det tror Henning Overgaard ikke, der hellere ser ”meget mindre hovedorganisation, mere fagforbund og MEGET MERE lokal fagforening, der er tæt på medlemmerne. … Svaret er enkelt - vi skal vende pyramiden til det, fagbevægelsen startede med. Lokale, tilgængelige, involverende og aktive fagforeninger, hvor man kan se og føle sig som medlem - som en del af kampen.” (4).

One Big Union” i går og i dag

Med Henning Overgaards og Asbjørn Wahls ønsker om at genrejse fagbevægelsen som en social bevægelse med aktive medlemsfællesskaber, knytter de begge to an til de faglige organisationers begyndelse. Jeg vil derfor runde af med et blik tilbage på tanken om én samlende hovedorganisation eller ”One Big Union”, som det hed i den engelsksprogede verden. Mange af de tidlige fagforeninger så sig fra starten som del af en international bevægelse og som del af en fælles klassebevægelse, der gik på tværs af forskellige fagligheder – mens andre netop tog faget som udgangspunkt. Særligt i Danmark var det de faglærte arbejdere, der stiftede de første fagforeninger, mens ufaglærte først organiserede sig senere

For at overvinde intern og potentielt ødelæggende splittelse rejste flere fagligt aktive derfor krav om størst mulig samling på trods af de reelt eksisterende forskelle, bl.a. på de skandinaviske arbejderkongresser, der afholdtes jævnligt. I Danmark resulterede det i dannelsen af De samvirkende Fagforbund (DsF) fra 1897. Fra starten kom DsF til at spille en vigtig rolle som koordinator af flere arbejdskampe, herunder af den svendestrejke, der førte til storlockouten i 1899. Efter 100 dages konflikt opgav arbejdsgiverne at knuse den danske fagbevægelse, mod i stedet at acceptere gensidig anerkendelse via det såkaldte ”septemberforlig”. De følgende år vandt forhandlingsmodellen så småt frem, men ikke uden sværdslag. Venstrefløjen i fagbevægelsen – bl.a. de såkaldte syndikalister, der ønskede en uafhængig fagbevægelse fra både stat, kapital og politiske partier – rasede imod den formelle accept af arbejdsgivernes ledelsesret og imod, at en ejerklasse stadig kunne tilegne sig overskuddet fra de manges fælles indsats i produktionen. Overenskomster blev afskrevet som ”slavekontrakter” og klassesamarbejde, mens langvarige, varslede og understøttede strejker blev afvist som værdiløse:

Om Arbejdernes faglige Organisationer samlede hele deres faelles Formue i en Dynge, var den kun en Draabe ved siden af Aktie- og Bankverdenens mægtige Hav af Kapitaler. Men derved har ogsaa de faglige Organisationers eneste Vaaben den varslede, pengeunderstøttede, langvarige Strejke tabt sin Værdi for Arbejderne” (5).

For igen at komme på offensiven måtte der helt andre midler til – dels organisering på tværs af fag i én samlende klasseorganisation og dels en ny og decentral organisationsform, hvor medlemmerne havde frihed til at organisere f.eks. pludselige og uvarslede strejker, ”arbejd efter reglerne”-aktioner o.l. uden at være bundet af aftaler med arbejdsgiverne. Med andre ord en helt anden model end den centralistiske hovedorganisation, der som DsF/ LO skulle være med til at skabe ”arbejdsfred”.

I stedet for at kun opfatte en hovedorganisation som blot en forhandlingspart med arbejdsgiverne, har der således altid været en understrøm i fagbevægelsen, der har ønsket et langt hårdere modspil og med langt større vægt på opbygning af aktive medlemsfællesskaber. Vel at mærke på egne præmisser og som del af en større samfundsforandring, hvor demokratiet ikke skal stoppe op ved fabriksporten. Selv om den oprindelige syndikalisme efterhånden blev marginaliseret, er dele af dens kritik gennem årtier blevet videreført af nye generationer oppositionelle i fagbevægelsen. I dagens situation, hvor ”den danske model” er truet, kan der endda være grund til at genopdage dens kritik af modellen fra venstre – i stedet for blot ensidigt at hylde modellens fortræffeligheder. Omvendt kan vi også konstatere, at selv om konflikter om løn og arbejdsvilkår har vist sig at være tilbagevendende, spiller faglig identitet og samhørighed stadig helt klart en vigtig rolle – som i fagbevægelsens ungdom. Hvis tanken om én samlende organisation skal kunne realiseres, er den derfor også nødt til at svare på, hvordan medlemmerne skal kunne dyrke netop denne form for faglige fællesskaber, der ofte fremstår som så nødvendige for solidariteten.

Debatten om fusion er en mulighed, der skal gribes

Skal fagbevægelsen revitaliseres som en social bevægelse på tværs af fagligheder, forbliver spørgsmålet, om de eksisterende fagforeninger med deres sekretariater og strategier vil være i stand til at agere katalysator. Det er i dette lys, at vi skal se debatten om en fusion mellem LO, FTF og i princippet også AC – dvs. én samlende hovedorganisation, uanset om du er chauffør, sygeplejerske eller specialist inden for it og forretningsprocesser. Som jeg ser det, er det afgørende i princippet hverken medlemssammensætningen eller antallet af betalende medlemmer, men hvorvidt foreningen i praksis er til for medlemmerne og kan medvirke helt konkret til en forbedring af løn- og arbejdsforhold.

Det fælles udspil fra LO og FTF omkring fagbevægelsens udfordringer bevæger sig politisk helt snævert inden for rammerne af den rådende ”danske model”. En fusion vil næppe ændre på dette og risikerer samtidig at skabe en konstruktion, der er endnu længere væk fra det enkelte medlem og dets faglighed, lokalsamfund osv. Omvendt åbner debatten om en fusion også mulighed for netop en grundlæggende debat om hvilken slags fagbevægelse, som medlemmerne har behov for – og derved også mulighed for at støtte de kræfter, der allerede i dag arbejder på både grundplan og topplan for en udvikling i den retning.

Litteraturliste:

1) Gielfeldt, Jonas (2014), ”LO og FTF – et anstrengt fornuftsægteskab forude eller en ny klassealliance”, Kritisk Debat 15. april 2014, http://www.kritiskdebat.dk/articles.php?article_id=1380

2) Wahl, Asbjørn (2014), ”Klassekompromissets ideologiske arv”, Magasinet Politik 13. februar 2014, http://magasinetpolitik.dk/asbjoern-wahl-klassekompromissets-ideologiske-arv/

3) LO og FTF (2013), ”Udfordringer for fagbevægelsen frem mod 2020”, udgivet af LO og FTF oktober 2013

4) Overgaard, Henning (2014), ”Fagbevægelsens pyramide skal vendes”, Arbejderen 26.5.2014, http://www.arbejderen.dk/blog-indl%C3%A6g/henning-overgaard/fagbev%C3%A6gelsens-pyramide-skal-vendes

5) Solidaritet  14.3.1914, gengivet af Sørensen, Curt (1968): ”Den syndikalistiske ideologi i den danske arbejderbevægelse ca. 1910-21”. Artikel fra Jyske Samlinger, ny række bind 8, 1968.