OK-15: Arbejdsgiverne kridter banen op – til konflikt?
Af Søren Andersen

Offentliggjort: 15. august 2014
Denne artikel er koblet til temaet: Fagbevægelsen. Klik på temanavnet for at se mere

Her fire måneder før parterne på det offentlige område udveksler overenskomstkrav, er der kun få udmeldinger. Fagbevægelsen liner ikke krav op, der kan mobilisere medlemmerne, og arbejdsgiverne kommer med gammel vin på nye OK-15 flasker.

Arbejdsgiverne er klare i spyttet

I maj måned afholdt KTO en OK-15 startkonference, hvor KL’s chefforhandler Michael Ziegler ridsede arbejdsgivernes målsætninger op. Kort fortalt handler det om mere ledelse og mindre fagforening.

Ifølge FTF’s hjemmeside understregede chefforhandler Michael Ziegler på konferencen, at overenskomsterne skulle indeholde færre rettigheder, og TR-rollen moderniseres: ”Vi ønsker at gå fra en rettighedskultur til en dialogbaseret kultur, når det gælder nye overenskomster”. Endvidere: ”TR's rolle som vogter af, at overenskomsten bliver overholdt, er gammeldags. Moderne arbejdsgivere forventer også mere moderne medarbejdere - som er mere fokuserede på at finde løsninger frem for at finde fejl”.

Arbejdsgivernes ønske om fælles og dermed færre overenskomster dækker over nogle ret indgribende krav. Michael Ziegler: "Vi har behov for at se kritisk på vores overenskomster. Vi lægger bl.a. op til at følge anbefalingerne fra Produktivitetskommissionen om at gøre overenskomsterne mere smidige, fleksible og effektive".

I forhold til MED-systemet understregede Michael Ziegler på konferencen, at kommunerne gerne vil i dialog og samarbejde, og at MED-systemet og TR-repræsentanterne udgør en god og fornuftig ramme. Men der er behov for forenkling og nærhed. Det skal være kommunernes egne medarbejdere, der mødes med kommunens ledelse - ikke udsendte repræsentanter fra forskellige fagforeninger.

Det tegner således til et systemisk opgør med fagforeningerne og lønmodtagernes rettigheder via overenskomsterne og til, at arbejdsgiverne vil slå en kile ind mellem TR og fagforeningerne.

Det er jo klar tale.

Definerende forudsætninger er til stede

En masse rammer er på plads forud for forhandlingerne.

Det private arbejdsmarked indgik således en treårig overenskomst med en økonomisk ramme i omegnen af 5 procent. Disse rammer vil blive kopieret på det offentlige område.

Arbejdsgivernes langsigtede mål, beskrevet i oplægget ”Plads til ledelse” fra 2012, er fortsat gældende. Det er tanker fra OK-11, som også blev brugt som oplæg til OK-13.

Sammen med regeringen tog KL ved OK-13 et opgør med Danmarks Lærerforening som - ud over spørgsmålet om arbejdstid - skulle give mere plads og magt til den lokale ledelse. Arbejdsgiverne løb med sejren efter et indgreb fra Folketinget.

Produktivitetskommissionen afgav sin rapport i slutningen af marts i år. Rapporten giver arbejdsgiverne argumenter, der passer til deres dagsorden om fleksibilitet, effektivisering og et lønsystem der kobles til kompetencer og produktivitet. Kommissionen anbefaler, at ”parterne på det offentlige arbejdsmarked indgår mere rammeprægede overenskomster, der giver mulighed for større fleksibilitet i løsningen af de offentlige serviceopgaver.

Konkret anbefales det, at

  • Parterne på det offentlige arbejdsmarked indgår bredere overenskomster for større grupper af ansatte, så der skabes mulighed for en mere fleksibel opgavetilrettelæggelse på tværs af fagområder.
  • Kompetencen til at indgå lokale aftaler om bedre udnyttelse af arbejdstiden decentraliseres, så lederne, medarbejderne og tillidsrepræsentanterne får bedre muligheder for at indgå sådanne aftaler”.

Kommissionen har følgende anbefalinger omkring løndannelsen:

”Parterne på det offentlige arbejdsmarked arbejder for, at der i den praktiske anvendelse af de offentlige overenskomster skabes en tættere kobling mellem medarbejdernes kompetencer og præstationer og deres løn. Det kan ske ved, at

  • En større del af lønmidlerne bringes i spil til individuelle lønforhandlinger. Hvis lønmidlerne fra reguleringsordningen og de centrale lønforhandlinger i højere grad fordeles på de enkelte institutioner og udmøntningen sker lokalt, kan der skaffes flere midler til lokal løndannelse.
  • Der skabes bedre vilkår for individuelle lønforhandlinger, så rammerne for og afholdelsen af individuelle lønforhandlinger på den enkelte arbejdsplads gøres enklere og mere fleksibelt.
  • En god indsats i højere grad belønnes ekstraordinært – fx ved at en enkelt medarbejder eller gruppe af medarbejdere modtager en bonus efter et tilfredsstillende resultat”.

Alle disse anbefalinger - sammen med den underliggende tone af en styrkelse af det lokale ledelsesrum - passer som fod i hose til de krav, arbejdsgiverne har fremsat ved de seneste to overenskomstfornyelser.

Hvad vil fagbevægelsen med OK-15?

Indtil videre er der stort set ingen meldinger fra fagbevægelsen. De enkelte forbund har travlt med at samle krav ind og diskutere med medlemmerne. Problemet er blot, at såvel OK-11 som OK-13 viste, at hvis ikke fagbevægelsen beslutter et fælles projekt og sikrer sig opbakning fra ”den offentlige mening”, så er de offentlige arbejdsgivere en overvældende modstander med masser af ressourcer og ultimativt muligheden for et lovindgreb.

Det nærmeste fælles projekt, der tegner sig, er en videreførsel og udbygning af Kompetencefonden, der yder tilskud til kommunalt ansattes efter- og videreuddannelse.

Det kan undre, at hele spørgsmålet omkring arbejdsmiljøet - herunder det psykiske arbejdsmiljø - ikke står centralt hos fagbevægelsen. De konstante forandringer og nedskæringer, med reel nulvækst de sidste par år, har i den grad presset de ansatte og skabt uacceptable forhold. Her ville krav om rettigheder, der sikrede de ansatte mod fysisk og psykisk nedslidning, være et modsvar til arbejdsgivernes snak om værdier, tillid og dialog. ”Skal” skal ikke erstattes af ”kan”.

Den mest oplagte forklaring på, at fagbevægelsen ikke tager til genmæle over for de meget konfronterende udmeldinger fra arbejdsgiverne er, at fagbevægelsen står i et vadested, hvor den ny forhandlingsorganisation først dannes i oktober, når KTO og Sundhedskartellet smelter sammen.

Umiddelbart er sammensmeltningen en styrkelse af fagbevægelsen - hvis den kan blive enig. Ved OK-13 kunne KTO ikke fremsættes fælles lønkrav. Splittelsen mellem de lavest- og højestlønnede udmøntede sig i krav om både procentvise- og ”kroner-og-ører”-lønstigninger. Den uenighed eksisterer fortsat.

Fagbevægelsen er også splittet omkring Tillidsreformen. FOA og Danmarks Lærerforening ville ikke være med, blandt andet fordi reformen gav mulighed for at fravige indgåede overenskomster. Om Tillidsreformen har været en succes, kan der ikke siges noget entydigt om på nuværende tidspunkt, men arbejdsgiverne vil uden tvivl gå efter ”tillidsbaseret ledelse og effektiv arbejdstilrettelæggelse”, som der står i aftalen.

Disse uenigheder - og muligvis flere - rejser også spørgsmålet, om alle organisationer i det nye fællesskab vil afgive forhandlingsmandat til fællesskabet og dermed risikere at blive stemt ned, når der foreligger et resultat.

Endelig er der magtfordelingen i det nye fælles forhandlingskartel. På grund af uenighed indbyrdes mellem LO-forbundene har FTF fagforeningerne besat formandsposten. Vil det fortsat være sådan, og hvad ønsker forkvinden for Sundhedskartellet Grethe Christensen sig, når hun kommer med 100.000 medlemmer?

Tiden er ved at være knap for fagbevægelsen, hvis de skal finde fælles fodslag omkring krav og modsvar til arbejdsgivernes krav om ”plads til ledelse” og ikke mindst mulighederne for at opnå støtte hos ”den offentlige mening”.