Fra ophobning af kapital til udledning af drivhusgasser
Af Klaus Krogsbæk

Offentliggjort: 15. august 2014

Når de kæmpestore kapitalkræfter disponerer og handler ud fra egeninteresse for at skabe profit og ophobe kapital, har det fatal betydning for samfund, natur og miljø; og fører direkte til den drivhuseffekt, som i dag truer menneskets liv på jorden, som vi hidtil har kendt det. Denne artikel er den anden i serien ’Klima og kapitalisme’. Den første artikel, ’Den antropogene drivhuseffekt’, blev bragt i Kritisk Debat 15. maj 2014.

Indledning

Filippinerne blev også denne sommer hærget af en kraftig tyfon. ’Rammasun’, som den blev døbt, ramte med en radius på 500 kilometer hovedstaden Manila og øen Luzon. Værst gik det ud over Quezon-provinsen, hvor anslået 95 procent af arealet led skade. Mindst 20 personer blev dræbt, og flere end 420.000 måtte evakueres. Med sine vindstød på op til 160 kilometer i timen/44 meter i sekundet bragte tyfonen tre meter høje bølger med sig og 20 millimeter regn i timen.

Sidste års tyfon, Haiyan – kategori 5 - var den hidtil værste naturkatastrofe i Filippinernes historie. Over 12 millioner mennesker blev berørt, da den ramte centrale dele af landet den 8. november og forårsagede omfattende ødelæggelser. Flere provinser blev erklæret i katastrofetilstand, fordi transport og kommunikation brød sammen, og adgangen til mad og vand, husly og elektricitet forsvandt for millioner af indbyggere. Antallet af dræbte som følge af Haiyan er i dag noteret til 6.100 personer.

Såvel skiftende filippinske regeringer som miljøforkæmpere har tidligere peget på de tusindvis af øer, høje nedbørstal samt årtiers skovfældninger, som helt afgørende for tyfonernes store ødelæggelser på Fillippinerne. Fældning af skov øger CO2-udledningen, som medfører store ændringer i temperaturerne. Når temperaturforskellene stiger, og havet bliver varmere, bliver storme, orkaner og tyfoner desuden kraftigere. Stigende vandstand og mere ekstremt vejr betyder oversvømmelse af øgrupper og lavtliggende områder ikke mindst i Asien.[1]

I en artikel i maj-udgaven af Kritisk Debat[2] mindede jeg om, hvordan såvel de naturlige drivhusgasser som de globale gennemsnitstemperaturer i stigende grad bliver påvirket af menneskets egen aktivitet. Et ikke særligt originalt synspunkt, idet jeg i artiklen blot gengav alment accepterede data og gentog gængse konklusioner fra alverdens klimaforskere – blåstemplet af FN.

I nærværende artikel tager jeg derimod fat i en anderledes kontroversiel vinkel, idet jeg forsøger at indkredse nogle af årsagerne til, at drivhuseffekten har taget til som følge af menneskets aktivitet. Grundlæggende handler det om, at det i et kapitalistisk samfund er virksomhedernes jagt efter profit og ophobning af kapital, som er bestemmende for, hvordan fundamentet for menneskenes tilværelse dannes. Og at netop dette forhold får nogle fatale konsekvenser for mennesker og miljø, klode og klima.

Jeg understreger, at artiklen er et (mit) første forsøg på at identificere nogle af de grundlæggende og indbyggede systemiske årsager til, at ødelæggelse af miljø og klima nødvendigvis måtte blive en effekt af den kapitalistiske globalisering og føre til ”den antropogene drivhuseffekt”. Og at en kamp for at genoprette miljø og klima - med henblik på at sikre en tålelig fremtid for menneskets liv på jorden – derfor må føres som en kamp mod den kapitalistiske udviklingsdynamik.[3]

What makes the world go ‘round

Som nævnt danner ophobningen af kapital grundlaget for menneskenes tilværelse i det kapitalistiske samfund. Formålet med kapitalophobningen er - ophobning af endnu mere kapital. Den forøgede kapital kan derefter investeres i produktivitetsfremmende teknologi, sådan at den samme vare nu kan produceres hurtigere og billigere – dvs. med mindre brug end før af menneskelig arbejdskraft. Det giver virksomhederne bedre muligheder for at klare sig i konkurrencen, sælge flere varer, ophobe endnu mere kapital og på ny investere i et moderne produktionsapparat. Det hele kan dermed begynde forfra men på et højere niveau.

Kapitalophobningen fremmes af den rolle, pengene spiller i samfundets bytteproces, som ikke blot er et relativt statisk forløb med en vare, der byttes til penge med henblik på at opnå en anden vare. Der er snarere tale om et langt mere dynamisk forløb, hvor det er pengene, som udgør såvel udgangspunkt som mål for enhver produktion af varer. Hensigten er altid flere penge end ved begyndelsen, så forløbet netop kan gentage sig på et højere niveau.

Det ligger altså i den investerede kapitals DNA, at den skal vokse. Mainstream-økonomer opfatter en årlig vækstrate på tre procent, som nødvendig for at sikre kapitalen et acceptabelt afkast.[4] En tre procent årlig vækst vil fordoble det samlede økonomiske output i verden hvert 23. år, hvilket vil give en stigning på 16 gange i løbet af de næste hundrede år.[5] Hvis vi accepterer denne vækstrate, har vi i dag brug for årlige profitable investeringsmuligheder for et beløb på næsten to billioner dollars (i 1970 var det seks milliarder); i 2030 vil behovet være på knap tre billioner. Og derefter stiger tallene endnu mere. [6]

Den anglo-amerikanske geograf og marxist David Harvey kommenterer en sådan udvikling på denne måde: ”De enorme udvidelser af de fysiske infrastrukturer, af urbaniseringen, af arbejdsstyrken, af forbrug og produktion, som er sket fra 1970’erne og frem til i dag, vil fremstå som fysiske lilleputter i løbet af de kommende generationer, hvis denne vækstrate for kapitalophobningen fastholdes. Kast et blik på et kort over din by fra hhv. 1970 og i dag og forestil dig så, hvordan den vil se ud, når den over de næste tyve år firedobles i areal og befolkningstæthed”.[7]

Den konstante kapitalophobning, den konstante vækst for vækstens egen skyld, og de konstante redningsaktioner for at sikre et acceptabelt profitniveau bereder vejen for sociale og miljømæssige katastrofer. John Bellamy Foster skriver: ”Det er den ensidige besættelse af kapitalophobning, som adskiller kapitalismen fra andre sociale systemer, og som kan forklare, hvorfor den aldrig står stille. Konkurrence, som tvinger kapitalen til konstant forandring i produktionsmidlerne med henblik på at bevare og udvide profitabiliteten, udgør den egentlige motor bag denne trang til ophobning … fanget af den vedholdende ophobningsproces og kreative destruktion, lader systemet hånt om alt og alle, som står i vejen for det.”[8]

Økonomisk ulighed og de miljømæssige konsekvenser

Profit og kapitalophobning er målet for en hver virksomhed. Produktion og salg af varer eller tjenesteydelser er midlet til at nå dette mål. Den kapitalistiske produktion forholder sig således ikke til, hvad den producerer. Derfor kan en række basale menneskelige behov være uopfyldte, selv om det teknisk og praktisk er muligt at opfylde dem, og selv om der samtidigt foregår en produktion af andre - for mennesket - langt mindre nødvendige og måske endda ligefrem ødelæggende varer (som fx militært isenkram). Den kapitalistiske produktion kan derfor kun opfylde menneskets behov, i det omfang disse kan omsættes i en efterspørgsel af varer, som kan sælges med tilstrækkelig profit og i det omfang de kan bidrage til ophobning af kapital.

Økonomisk ulighed er altså i første omgang ikke noget problem for kapitalismen. Imidlertid er den ikke uden betydning for samfundets ressourcer. Indkomstfordelingen bestemmer nemlig også efterspørgslen og dermed forbrugsmønstret. Jo højere indkomst jo større forbrug af varer, der rækker ud over de basale livsfornødenheder. Luksus vil udgøre en større andel af varer og tjenesteydelser. Og da udbuddet af varer retter sig mod efterspørgslen, vil produktionen af luksus også stige; også selv om der hos andre er et udtalt behov for den mest nødvendige mad, tøj og bolig; for hvis der ikke er en tilsvarende købekraft, kan behovene jo ikke opfyldes.

Jo mere ulige indkomstfordeling, desto mere skæv produktions- og udbudsstruktur. Hvis der er en uforholdsmæssig stor efterspørgsel af luksus og andre overflødige varer, vil produktionen af disse og investeringerne heri også fylde uforholdsmæssig meget.

Eksempel: Ti procent af EU’s energiforbrug skal i 2020 bestå af biobrændsel - dvs. brændsel udvundet af hidtil levende biologisk materiale. Det kræver jord til den nødvendige produktion af afgrøder (fx majs); mere jord end der er tilgængeligt i Europa (en fuld tank på biobrændsel svarer til seks kilo majs.) Derfor opkøber europæiske investorer jord i Afrika bl.a. i Tanzania og Mali, hvor der kunne have groet fødevarer til brødfødning af nogle af de 870 millioner sultende i verden. De fattige afrikanere mister jorden og dermed deres sociale sikkerhedsnet.[9]

Eksternalisering af problemerne

Eksternalisering forekommer, når virksomhedernes produktion og husholdningernes forbrug påfører det øvrige samfund fordele eller ulemper – eksternaliteter.[10] Tidligere ville man som eksempel på en eksternalitet med negativ betydning for miljøet typisk pege på den kemiske virksomhed, som udledte forurenet spildevand i det lokale vandløb og dermed truede mulighederne for lystfiskeri. Siden er problemerne blevet større. Når markedsøkonomien og de private virksomheder går fra lokal til global, gør eksternaliteterne det også. I dag er det udledningen af drivhusgasser i atmosfæren, som truer menneskehedens eksistens, som vi kender den.

Eksternaliteterne eksisterer, fordi hver enkelt virksomhed alene står til ansvar for sin egen driftsøkonomi og ser bort fra den samfundsøkonomiske sammenhæng. Virksomhedernes økonomiske kalkuler går ud fra kvantitative omkostningsberegninger – dvs. det i penge vurderede forbrug af produktionsmidler m.v. for at opnå en bestemt produktion og afsætning i et bestemt tidsrum med henblik på at for at opnå maksimal profit og kapitalvækst. Det største udbytte med de mindste omkostninger er altså formålet for virksomhedernes driftsøkonomiske rationalitet.

Denne kolliderer imidlertid med samfundsøkonomiske hensyn. For hvad der for den enkelte enhed kan være rationelt, kan meget vel være irrationelt for helheden. Fx er det irrationelt for samfundet som sådant, hvis der i virksomhederne findes et arbejdsmiljø, der fører til hurtigere nedslidning af lønmodtagerne og dermed til forøgede udgifter til sygedagpenge, hospitalsophold, pension m.v. Men disse hensyn behøver en privat virksomhed ikke at tage. Om samfundets udgifter til sundhed, miljø eller infrastruktur stiger, er uvedkommende for den enkelte private virksomhed, som foretager sine dispositioner fri for den slags hensyn - med mindre den af fx de ansatte, fagforeninger eller ad politisk vej tvinges til det.[11] Den driftsøkonomiske rentabilitet trives ergo bedst, når den er fri af samfundsøkonomiske hensyn.

Den tysk-amerikanske økonom K. William Kapp sagde det således: ”Faktisk må kapitalismen generelt set anses som en økonomi af ubetalte regninger; ’ubetalte’ i den forstand at en væsentlig del af de faktiske produktionsomkostninger ikke fremgår af virksomhedernes budgetter. I stedet skubbes de videre til - og bliver i sidste ende også båret af - tredje person eller samfundet som sådant”. [12]

Et eksempel: Kul er det billigste fossile brændstof, når den udvundne energi gøres op i penge. Men prisen dækker langt fra alle udgifter ved udvinding og brug af kul. I prisen er der ikke – i hvert fald ikke i fuldt omfang – taget højde for dødsfald blandt minearbejderne og deres helbredsskader senere i livet (fx lungesygdomme). Der er heller ikke taget højde for de økologiske skader ved minedrift og udvinding, ved forsuring af havene og ved kviksølvforurening af søer og dermed kontaminering af fisk og mennesker. Sidst men ikke mindst er der ikke taget højde for konsekvenserne for den globale opvarmning som følge af metanudslip (i forbindelse med minedriften)[13] og udledning af kuldioxid i atmosfæren.[14]

Set med kapitalen og de borgerlige politikeres øjne er der tale om ”markedsfejl”. Den britiske regering opfatter eksempelvis klimaforandringerne ”som den største og mest omfattende markedsfejl, som verden nogensinde har set”.[15]

Men hvis kapitalen blev tvunget til at dække sine omkostninger, måtte den dreje nøglen om.[16] De enkelte virksomheder vil aldrig kunne bære de faktiske omkostninger. For det første har de et helt andet formål, nemlig at optjene profit og ophobe kapital. For det andet vil de konstant være tvunget af deres indbyrdes konkurrence til at minimere omkostningerne – og så vidt mulig undgå ’internalisering af eksternaliteter’, altså undgå andre end de mest nødvendige produktionsudgifter.

Og netop på grund af konkurrencen på det uforudsigelige marked har virksomhederne en meget kort planlægningshorisont – ganske få år frem. Den barske konkurrence og kortsigtede horisont får dem hver især til at ignorere hensyn til samfund og miljø og fx drive rovdrift på begrænsede naturressourcer. For den enkelte virksomhed handler det først og fremmest om at kunne overleve på markedet nu og her. Men denne individuelle fokus på egne interesser og mål fører altså samlet set til fx tilsidesættelse af klimahensyn. Selv hvis virksomhederne erkender de miljømæssige problemer, accelererer de blot udnyttelsen af en given ressource, der så hurtigt udtømmes inden de bevæger sig videre til nye muligheder for ressourceudvinding. Et eksempel herpå er overfiskeriet, som har vidtrækkende konsekvenser for havmiljøet og for økonomien i industri og samfund. I 2011 var 63 procent af den vurderede fiskebestand i det nordøstlige Atlanterhav overfisket, og hele 94 procent af Middelhavets. EU vurderede, at såfremt der ikke blev grebet ind, ville kun otte ud af 136 arter være levedygtige i 2022.[17]

Der er intet endemål for kapitalens ophobningsproces – den foregår i det uendelige. Drivkraften bag er konkurrencen imellem virksomhederne, som med tiden fører til en koncentration, hvor nogle dør bort, mens andre vokser sig så store og stærke, at deres dispositioner får både national, regional og global betydning. Men når disse kæmpestore kapitalkræfter hver for sig disponerer og handler ud fra egeninteresse for at skabe profit og ophobe kapital, kan det få fatal betydning for samfund, natur og miljø. Interessant nok går det værst ud over de naturressourcer, som kapitalen ikke har kunnet gøre til genstand for profitdannelse og ophobning af kapital. Havene og luften har ikke kunnet kommodificeres og omdannes til varer på et marked, men har til gengæld måttet betale prisen for dette ved – næsten som offer for et hævntogt – at agere som skraldespand for den kapitalistiske produktion.

Internalisering - med flere problemer til følge

De mange hensigter om at gøre produktionen grøn og klimavenlig er et forsøg på at undgå kapitalismens ødelæggelser af miljøet ved at gå fra eksternalisering til internalisering. Ideen er eksempelvis at skifte fra store benzinkrævende luksusbiler til mindre og energivenlige biler, som kan køre langt på literen; og derved bruge færre ressourcer og mindske forureningen. Om det lykkes er dog langt fra sikkert – et eksempel: da USA i 1970’erne overgik til mindre benzinslugende biler, steg antallet af biler på vejene, og brændstofforbruget faldt derfor ikke.

Dette er en effekt af det såkaldte ’Jevons' paradoks’ - opkaldt efter den britiske økonom William Stanley Jevons, som i bogen ’The Coal Question’ fra 1865 påpegede, at når teknologiske forbedringer fører til en mere effektiv anvendelse af ressourcer, kan det få den paradoksale konsekvens, at den samlede mængde af anvendte ressourcer stiger. Således kan mere energieffektive teknologier medføre, at der alt i alt bliver anvendt mere energi.[18]

Jevons skrev: "Det er hel begrebsforvirring at antage, at den mere økonomiske brug af brændstof fører til et formindsket forbrug. Sandheden er den stik modsatte”. Med dampmaskinen som eksempel påpegede han, at enhver ny forbedret maskine havde resulteret i et øget forbrug af kul: "Når den er taget i brug, accelererer enhver forbedring af maskinen på ny forbruget af kul. Hver industrigren modtager en frisk impuls, og håndværk kan i endnu højere grad erstattes af industriarbejde, og store arbejdsopgaver, som ellers ikke var kommercielt mulige, kan nu udføres ..." [19]

En mere nutidig analyse fra ’Detroit Research’ viser, at danskernes voldsomme appetit på mikrobiler fører til flere kilometer på vejene, stigende CO2-udslip og færre mennesker i den kollektive trafik: ”Den gevinst, der er ved, at mikrobilerne kører længere på literen og dermed reducerer energiforbruget pr. kørt km, bliver spist op i transportstigningen, som samtidig fører til øget CO2 udslip.” [20]

Som Jevon skrev: ”Som regel vil nye effektiviseringsmetoder føre til en stigning i forbruget …”[21] For det er jo hverken miljøbeskyttelse eller energibesparelse, som er formålet med en privat virksomhed. Det er derimod et øget salg med henblik på en øget indtjening, hvilket et optimeret energi- og ressourceforbrug vil blive brugt til at styrke.


[1] Kilder til disse afsnit: dr.dk, 15. juli 2014; netnyheder@tv2.dk, 17. juli 2014; Klaus Krogsbæk: ‘Hovedløs vækst’, kommentar i Kritisk Debat, 18. november 2013. (Se billeder af ’Rammasuns’ hærgen på BT’s hjemmeside: http://goo.gl/qPFdep.)

[2] Klaus Krogsbæk: ’Den antropogene drivhuseffekt’, Kritisk Debat, 15. juni 2014.

[3] Jeg vil i senere udgaver af Kritisk Debat følge op på dette med flere artikler i serien ’Klima og kapitalisme’.

[4] David Harvey: ’Seventeen contradictions and the end of capitalism’ (p. 227 ff), Profile Books 2014. 

[5] John Bellamy Foster: ‘Ecology Against Capitalism’ (p. 80), Monthly Review Press 2002.

[6] David Harvey: ’Seventeen contradictions and the end of capitalism’ (p. 228), Profile Books 2014.

[7] Ibid.

[8] John Bellamy Foster: ‘Ecology Against Capitalism’ (p. 96), Monthly Review Press 2002.

[9] Kit Lindhardt, Rødding Højskole: ’Fra afgrøder til affald’, Information 15. juni 2013.

[10] Jørgen Dalhoff og Henrik Grell: ’Samfundsøkonomisk minilex’, Gyldendal 2002.

[11] Klaus Krogsbæk: ’10 argumenter mod udlicitering’, Kritisk Debat 2004.

[12] K. William Kapp: ‘The Social Costs of Private Enterprise’ (p. 231), Shocken Books 1975.

[13] Metan er en drivhusgas, som er omkring 22 gange mere effektiv til drivhuseffekten end kuldioxid (kilde: wikipedia)

[14] Fred Magdoff og John Bellamy Foster: ’What Every Environmentalist Needs to Know about Capitalism’ (p. 40), Monthly Review Press 2011.

[15] The Stern Review on the Economics of Climate Change (Executive Summary) 2006.

[16] “If capital is forced to internalise all of these costs then it will go out of business.” – David Harvey i ‘Nice day for a revolution: Why May Day should be a date to stand up and change the system’, The Independent 29. April 2011.

[17] WWF (EU): ’Sorting Myth from Fact: The truth about Europe’s Common Fisheries Policy’, 2012.

[18] Da.Wikipedia.org: ‘William Stanley Jevons’ samt ‘Jevons’ paradoks’.

[19] William Stanley Jevons: ‘The Coal Question’ – her citeret fra John Bellamy Foster, Brett Clark and Richard York: ‘Capitalism and the Curse of Energy Efficiency: The Return of the Jevons Paradox’, Monthly Review 1. November 2010.

[20] Brian Gardner Mogensen: ’Mikrobilernes negative effekter’ 12. november 2013, detroit-research.dk. I artiklen hedder det desuden: ”Mikrobilerne tager kunder fra den kollektive trafik. Hvor forskellen i økonomi på kollektiv trafik og bilejerskab tidligere var til at få øje på, er forskellen i dag blevet markant reduceret til fordel for mikrobilerne, der både er billige i pris, billige at finansiere og billige at køre i, hvilket trækker kunder fra kollektiv trafik til mikrobiler.”

[21] William Stanley Jevons: ‘The Coal Question’ – her citeret fra John Bellamy Foster, Brett Clark and Richard York: ‘Capitalism and the Curse of Energy Efficiency: The Return of the Jevons Paradox’, Monthly Review 1. November 2010.