Regeringens politiske efterår: Sammen om hver sit
Af Bent Gravesen

Offentliggjort: 15. august 2014

De to regeringspartier, Socialdemokraterne og de radikale, vil i de kommende måneder forsøge at enes om en politik, som de to partier hver især kan bruge som afsæt for hver sin valgkamp. De borgerlige oppositionspartier forsøger det samme. Tilsammen vil det bestemme efterårets politiske dagsordener. Også for EL, SF og fagbevægelsen.

Mindst én ting har regeringen til fælles med den borgerlige opposition. Både de to regeringspartier og de fire borgerlige oppositionspartier skal forsøge at finde sammen om noget, som det enkelte parti kan bruge i hver sin valgkamp mod bl.a. de andre partier i samme blok. For begge blokke er det svært.

Enhver kan nærmest dagligt kan se, hvor svært det er at samles og enes i den borgerlige blok. Hidtil har det været mindre åbenlyst, at det også er svært for Socialdemokraterne og de radikale. Spørgsmålet er imidlertid, om ikke efteråret vil vise, at det er næsten ligeså svært for de to regeringspartier. De to regeringspartiers vanskeligheder med at finde sammen kan meget vel komme til at præge det politiske efterår mere end eventuelt nye Lars Løkke-historier, konservative formandseksperimenter og Anders Samuelsens debut som socialpolitisk julemand. Det er i hvert fald hovedtesen i denne artikel om nogle mulige konturer af efterårets centrale politiske dagsordener.

Alliance-dogmet

Både i regeringspartierne og blandt de borgerlige oppositionspartier hersker der i dag udbredt enighed om, at det er nødvendigt at rykke sammen i de to blokke, hvis det kommende valg skal vindes. Vælgerne skal kunne se, hvad det er for en politik, der vil blive gennemført, hvis blokken vinder valget. Vælgernes opbakning smuldrer, hvis partierne inden for blokken melder i øst og vest og slås indbyrdes. Sådan lyder det alliancedogme, der i dag hersker i både hos regeringspartierne og i den borgerlige opposition.

Sådan har det ikke altid været. Alliancedogmet er forholdsvis nyt i dansk politik. I en række andre lande mede andre politiske traditioner, valgsystemer, mv. har der i årtier hersket en forestilling om, at det er nødvendigt for valgsucces at kunne præsentere vælgerne for et fælles alternativ til det konkurrerende regeringsalternativ. F. eks. har det været en del af selve det politisk-ideologiske fundament i lande med et topartisystem med to dominerende partier, der kæmper om flertallet og regeringsmagten. Men i lande som f.eks. Danmark, Norge og Sverige med mange partier, lav spærregrænse og tradition for mindretalsregeringer har en sådan forestilling været langt mindre oplagt. Her har man i stedet – med det danske eksempel – hyldet ’det samarbejdende folkestyre’ baseret på den radikale Viggo Hørups opfordring fra nytårsartiklen i Politiken i systemskifteåret 1901: ”Del jer efter anskuelser” indtil for få år siden.

Men i løbet af de sidste 10 år har alliancedogmet vundet frem i både Norge, Sverige og Danmark. Forklaringen skal formodentlig findes i en blanding af strukturelle ændringer (f.eks. de klassebaserede partiers forvandling til centralstyrede massepartier og et bl.a. heraf betinget tendens til politisk ’klumpspil på midten’) og konkrete, nationale erfaringer på henholdsvis højre- og venstresiden.

Det første klare eksempel fra venstresiden var Norge. Her blev der op til 2005-valget opbygget en historisk ny alliance mellem Socialdemokraternes og SF’s norske søsterpartier, Arbeiderpartiet og Socialistisk Venstreparti. Det skete bl.a. efter pres fra en mindre partibundet fagbevægelse og ud fra de to partiers lære af forudgående vælgerfiaskoer. I begge partier drog man den konklusion, at valgnederlagene bl.a. havde rod i, at der ikke var et klart, samlet alternativ til det borgerlige Norge. Senere bekræftede 2005- og 2009-valgene specielt Arbeiderpartiet i nødvendigheden af at gå til valg på et klart alternativ til de borgerlige. Senere tog de borgerlige partier i Norge alliance-dogmet til sig, og det resulterede bl.a. i en koordineret kamp for den nuværende borgerlige norske regering, der kom til magten i 2013.

I Sverige var det højre side, der kom først med alliance-strategien. I 2004 satte Fredrik Reinfeldt sig i spidsen for dannelsen af en helt ny Allians för Sverige bestående af Moderata Samlingspartiet, Centerpartiet, Folkepartiet Liberalerne og Moderaterne. Alliancen vandt med stor succes regeringsmagten ved det svenske valg i 2006, og ved valget i 2010 fastholdt den borgerlige alliance  magten. I svensk politik havde det ellers været uhørt, at en borgerlig regering kunne fastholde regeringsmagten i to perioder.

I Danmark vandt alliance-dogmet først frem i en særlig form, der var præget af Anders Fogh Rasmussens lederskab i det altdominerende borgerlige parti, Venstre. Op gennem 00’erne havde Anders Fogh Ramussen så stor succes med selv de facto at formulere det politiske grundlag for den borgerlige bloks løftepolitik, at Venstre så at sige var den borgerlige alliance, som de øvrige borgerlige partier havde at bakke op og kun kræve småjusteringer af.

Dermed skabtes en særlig form for borgerlig alliancepolitik, hvor Venstre har et særligt ansvar og en særlig førstefødselsret til at formulere det politiske grundlag for alle borgerlige partiers alliance. Denne allianceform synes at trække sine klare spor frem til i dag, om end den med de konservative reduktion til skyggen af sig selv og de ændrede styrkeforhold mellem DF og Venstre er i krise og under nuformulering.

F.eks. kunne Lars Løkke Rasmussens mislykkede forsøg på at piske de øvrige borgerlige partier til at bakke op bag Venstres politik ses som et eksempel på at forny Venstres rolle som den borgerlige alliances klare leder og politiske fortolker. Det hidtil nyeste eksempel på det samme er Lars Løkke Rasmussens og Kristian Jensens forsøg på at sætte sig for bordenden og udpege ”de kerneområder, som alle partier i blå blok gerne vil have valgt en ny regering på.”

På centrum-venstre-siden var SF’erne de første til at tage alliancedogmet til sig. Belært af både valgnederlagene til Anders Fogh Rasmussen i 2001 og 2005 og de norske og svenske erfaringer, drog Villy Søvndals SF efter centrum-venstres valgnederlag i 2007 den konklusion, at den borgerlige regering kun kunne udfordres effektivt, hvis der blev udviklet et klart, samlet centrum-venstrealternativ, hvor vælgerne klart kunne se, hvad de fik ved at stemme på et centrum-venstre-partiet. Efter en række forgæves SF-udspil til alle de øvrige centrum-venstre-partier, lykkedes det som bekendt at udvikle en stadigt snævrere S-SF-alliance op til 2011-valget som et meget markant udtryk for alliance-dogmet.

Når det lykkedes trods årtiers socialdemokratisk modvilje mod at tage SF med i en regering, skyldes det ikke blot, at Villy Søvndals støt stigende vælgeropbakning satte Socialdemokraterne under pres. Det skyldtes også, at ledende socialdemokrater så et særligt socialdemokratisk behov for en centrum-venstre-alliance. Belært af erfaringerne fra de foregående valgnederlag og tab af vælgere (’blå Bjarne’) til Venstre og DF havde Socialdemokraterne et stort behov for at kunne tilbyde vælgerne ro og klarhed om, hvilken skatte- og udlændingepolitik en socialdemokratisk ledet regering ville føre. Den klarhed kunne en tæt stærk SF-alliance om bl.a. disse to politikområder give, hvis alliancen samtidig kunne stå stærkt nok til, at de radikale (og EL) kunne tvinges til at affinde sig med den aftalte S-SF-politik, og dette troede både S- og SF-ledelsen på dengang, hvor politisk naivt det allerede dengang kunne og ikke mindst i dag kan lyde. S-SF-alliancen blev skabt med baggrund i alliancedogmet.

Den borgerlige splittelse

Set i lyset af begge blokkes grundlæggende tro på alliancedogmet er det ikke underligt, at specielt Socialdemokraterne i dag ser nye, store muligheder i de åbenlyse borgerlige splittelse op til det kommende valg. Er man socialdemokrat med abonnement på alliancedogmet, kan det være forjættende at se, hvor svært det er og vil være for en markant svækket Lars Løkke Rasmussen at gentage Foghs kunststykke med at formulere det klare politiske grundlag for hele det borgerlige alternativ som Venstres politik.

Med tøjsagen formåede Lars Løkke Rasmussen selv at skære socialdemokraternes muligheder ud i ’Breaking news’: Den ene dag prøver Lars Løkke Rasmussen at spille hård statsministerkandidat, der kræver opbakning fra DF, LA og K til Venstres politik. Dagen efter handler det kun om dyre underbukser og en partiformand, der må kæmpe desperat for sin egen politiske overlevelse med sine egne.

Historien gentog sig tilmed hen over sommeren. Ganske vist mindre ’breaking’, på et nyt område og med nye aktører. Denne gang var det Inger Støjberg, som Venstre-ledelsen sendte i byen. Støjberg forsøgte med en kronik at sætte sit indhold på en eventuelt kommende borgerlig regerings udlændingepolitik. Resultat: et partiinternt rivegilde, der satte sit klare præg på Venstres ellers nøje tilrettelagte sommergruppemøde. Med Thulesen Dahl som smilende indpisker på sidelinjen.

Socialdemokraterne synes således at have alle muligheder for at sprede usikkerhed og utilfredshed hos vælgerne:  Et splittet Venstre med ’Fad-bamse og kylling’ som Venstre-formandskab, en Thulesen Dahl, der ikke har tænkt sig at indordne sig for at få ministerposter, et desperat konservativt formandsskifte og superliberalisten Anders Samuelsen som den eneste, der (nu) gerne vil have ministerposter. Negativkampagner og politiske angreb på en splittet opposition ligger lige for. Socialdemokraternes skatteoffensiv mod Venstre og ‘hvor er pengene’-kampagnen mod DF skal givetvis ses i dette lys.

Følger man alliance-dogmet – og en hel hær af politiske kommunikationsrådgivere -, er negativkampagner efter amerikansk forbillede imidlertid ikke nok. Slet ikke i en dansk politisk kontekst. Udstillingen af den borgerlige bloks splittelser må stilles i relief af en klar regeringspolitik. Præcis her er det svært for de to regeringspartier.

Begrænset enighed

Det politiske grundlag for, at Socialdemokraterne og de radikale kan være sammen om et klart alternativ til de borgerlige, er begrænset. Det oprindelige regeringsprogram er i alt væsentlig ført ud i livet - eller opgivet. Da SF forlod regeringen i februar, valgte Socialdemokraterne og de radikale bevidst ikke at forny regeringsprogrammet. De to partier var ganske enkelt enige om så lidt konkret, at et fornyet regeringsprogram ville have kræve et nyt længere besøg på det sorte tårn.

De to partier var på daværende tidspunkt ikke engang enige om de væsentlige umiddelbart foranstående spørgsmål om beskæftigelsesreform, nye vækstinitiativer eller anvendelsen af den aftalte vækst i det offentlige forbrug i de kommende år. Derfor udsendte den nye regering meget sigende en kort meget bredt formuleret erklæring om ’flere job og bedre velfærd’. Siden da er der kommet aftaler med de borgerlige om beskæftigelsesreform og vækstinitiativer, mens regeringens bud på, hvilken velfærd der skal forbedres hvordan i de kommende år afventer bl.a. finanslovsudspillet i slutningen af august og de efterfølgende forhandlinger med EL og SF.

Efterårets sikre Folketingstemaer bliver således en uskøn blanding af lovimplementering af beskæftigelsesreform og vækstinitiativer med de borgerlige og finanslovsforhandlinger med EL og SF. Ikke just det bedste grundlag for en socialdemokratisk valgkamp, der gerne vil tegne billedet af en splittet opposition og en målrettet regering.

Det gælder i særdeleshed, når man ser nærmere på, hvor de to regeringspartier og Socialdemokraterne i særdeleshed har et særligt behov for at vise et klart alternativ til den borgerlige splittelse: flere job, bedre velfærd, offentlig vækst, skat og stram udlændingepolitik.

Flere job

Regeringen har meget længe sat sin lid til at kunne høste vælgeropbakning for et Danmark på vej med flere job og lavere arbejdsløshed. Men det konkrete resultater har ladet vente en del på sig. Beskæftigelsen er ganske vist steget lidt det seneste år, men kun marginalt højere, end da regeringen kom til. Ledigheden fald også kun langsomt, og der går stadig mere end 130.000 fuldtidsarbejdsløse.

Hidtil har de to regeringspartier været relativt enige om kun at hjælpe beskæftigelsen i gang med en forsigtig konjunkturpolitik, og alt tyder på, at denne linje vil blive fortsat bl.a. med regeringens oplæg til finanslov. Selv om regeringen givetvis vil udnytte alle muligheder for at sætte spotlight på og tage æren for det spirende økonomiske opsving, ændrer det ikke ved, at regeringen ikke vil kunne pege på nogen nævneværdig fremadrettet forskel på regeringen og den borgerlige opposition, hvad angår den kortsigtede hjælp til flere job. Derfor ligger det i kortene, at det ikke bliver en offensiv fremadrettet dagsorden, som regeringen vil slå på i efteråret. Det betyder samtidig, at EL og SF ikke har udsigt til store indrømmelser på jobdagsordenen ved finansloven. EL og SF risikerer desværre at bidrage mere til at udstille centrum-venstre-alliancens uenigheder end jobskabelse, hvis de to partier gør flere job til et hovedkrav ved finanslovsforhandlingerne.

Offentlig vækst

 Men hvad så med flere offentlige job? Her er regeringens planlagte vækst i det offentlige forbrug med godt 0,6 pct. årligt nøje politisk afstemt mellem de to partier og aftalt med de borgerlige som maksimum. Derfor er det helt urealistisk, at dette ændres frem mod næste valg.

De 0,6 pct. vil ifølge beregninger fra AE-rådet og Finansministeriet betyde, at regeringen planlægger at ansætte knap 9.000 flere i den offentlige sektor frem til 2020, mens Venstre nulvækst/udgiftsstop vil reducere antallet af offentligt ansatte med ca. 24.000. Men på kort sigt – frem til næste valg er forskellen på regeringen og de borgerlige yderst minimal, ca. 4.000 årligt. Her er der med andre ord heller ikke umiddelbart den helt store akutte forskel at gøre godt med i den begyndende valgkamp. Ingen af de to partier synes selv at satse på at gøre forskellen større og mere synlig. Også den mur får EL og SF mere end svært ved at gennembryde, hvis de skulle forsøge.

Men så kan det offentlige vel i det mindste bruge relativt flere penge der, hvor en stor del af pengene går til ansættelser og ad den vej øge den offentlige beskæftigelse? Jo. Det kan f.eks. ske på arbejdsintensive velfærdsområder som pleje og omsorg, hvor lønningerne tilmed at så lave, at der kan ansættes relativt flere. Teoretisk foreligger muligheden, og ved sidste års finanslovsforhandlinger forsøgte regeringen af EL tilmed at regne på, hvor meget den slags kan øge den offentlige beskæftigelse.

Hvis det skal batte noget som jobpolitik, kræver det, at regeringen, EL og SF er parat til ikke blot at anvende en eventuel uudmøntet forhandlingspulje på bedre velfærd på en arbejdsintensivt område. Men selv det vil kun øge den offentlige beskæftigelse med få tusinde. Skal det for alvor batte, skal der samtidig omprioriteres. Der skal spares nogle steder med lav arbejdsintensitet (og høje lønninger), så der kan bruges mere andre steder. Sidste år var hverken regeringen (inkl. SF) eller EL parat til det. Det er derfor højst usandsynligt, at de to regeringspartier er blevet enige om at fremlægge et finanslovsforslag med store omprioriteringer, og det er endnu mere usandsynligt at EL og SF møder op med krav herom.

Heller ikke et opbrud fra den eksisterende stramme budgetstyring i stat, kommuner og regioner ligger lige for, selv om det i det mindste ville kunne øge sandsynligheden for, at det offentlige i det mindst fik en reel vækst i nærheden af de 0,6 pct. Hertil er både Margrethe Vestagers og Bjarne Corydons modstand for markant.

Samlet set betyder det, at det politiske grundlag for en socialdemokratisk valgkamp på nej til nulvækst i det offentlige og ja til flere job i det offentlige er begrænset. En del socialdemokrater vil givetvis beklage det og forsøge sig alligevel. Det samme vil formodentlig EL, SF og de offentligt ansattes faglige organisationer. Men de markante resultater ligger ikke just på den flade.

Bedre velfærd

Så er der anderledes gunstige muligheder for både Socialdemokraterne, EL, SF og fagbevægelsen på en anden dagsorden: ’Bedre velfærd kræver flere ansatte’ - eller endnu bedre ’Bedre velfærd kræver bedre arbejde til flere’. Udover at føre kampagne mod en splittet borgerlighed om nul- eller minusvækst i de offentlige udgifter, har regeringen mulighed for at vise forskel, hvad angår velfærdens indhold og kvalitet.

Det kræver imidlertid, at regeringspartierne kan blive enige om at sætte indhold på den fælles økonomiske ramme med vækst på godt 0,6 pct. i det offentlige forbrug og effektiviseringer i det offentlige på i alt 12 mia. kr. frem til 2020. Regeringen udspil til finanslov senere på måneden må forventes at løfte sløret for, om de to regeringspartier for alvor har kunnet enes om at prioritere/omprioritere andet og mere end lidt uddannelse, klima, mv. inden for den planlagte vækst i 2015 på ca. 0,5 pct. Det er langtfra sikkert, selv om det efter al sandsynlig er er valgkampsfinanslov, der fremlægges.

Det kan meget vel vise sig, at de klare og markante velfærdsprioriteringer, der for alvor viser kant til de borgerlige, skal komme som finanslovkrav fra EL og SF. De to regeringspartiers vanskeligheder med at finde sammen om hver sin valgkamp kan meget vel overlade det til EL og SF at udpege de mærkesager, der skal vise forskellen på rød og blå blok.

Inden for temaet ’bedre velfærd’ har regeringen mulighed for endnu et skud i bøssen. På en række velfærdsområder, ikke mindst inden for sundhed, omsorg og pleje, er citronen tydeligvis presset så meget, at det går ud over den konkrete velfærd for borgerne og samfundet. Det gælder ikke blot skrabede og beskårne normeringer. Mange steder er selve den arbejdspladsbaserede produktivitet sat under et faretruende pres. Den løbende udvikling af arbejdsproduktiviteten, der bygger på løbende læring, samarbejde, tillid, retfærdighed, selvstændighed og ansvar, er af afgørende betydning for, hvor meget og hvor god en velfærd, en given gruppe medarbejder formår at skabe. Udtørres denne kilde til udviklingen af den danske velfærd, bliver de skrantende og manglende normeringer først for alvor et alvorligt problem.

Her har regeringen en politisk mulighed for at vise et klart alternativ til de borgerlige ved at sætte sig i spidsen for på én gang at udvikle den fælles velfærd og forbedre arbejdet og arbejdsmiljøet for mange offentligt ansatte. Men kan vi så forvente, at regeringen gør det? Nej! Selve tankegangen ligger fjernt for begge regeringspartier og ikke mindst Finansministeriet, selv om det kunne lyde som et politisk godt bud på regeringens egen ambition om effektiviseringer og produktivitetsforbedringer i den offentlige sektor for i alt 12 mia. kr. frem til 2020. Også den dagsorden skal sættes af andre, hvis den skal blive til noget.

Udlændingepolitik og lavere erhvervsskatter

Når det gælder udlændingepolitikken, har de to regeringspartier nærmest modsatrettede interesser. For de radikale er udlændingepolitikken en hjertesag, der kan profilere partiet selvstændigt i en valgkamp. For Socialdemokraterne er udlændingepolitikken en smertesag, der kan koste partiet stemmer til Venstre og DF.

For Socialdemokraterne er det præcis som det var op til 2011-valget afgørende at kunne berolige Blå Bjarne og afvise, at de radikale vil få lov at svinge den udlændingepolitiske taktstok efter næste valg. Derfor presses Socialdemokraterne af et Venstre, der for længst har set, at udlændingepolitikken rummer særlige muligheder i den kommende valgkamp.

Selve temaet nyder en vis, voksende opmærksomhed hos vælgerne. Antallet af ansøgere om og tilladelser til asyl og familiesammenføring er vokset under den nuværende regering, og regeringens afskaffelse af VK-regeringens pointsystem, lempelse af tilknytningskravet og det nedsatte beløb for den økonomiske sikkerhedsstillelse kan passende gives skylden og begrunde en ny ’fast, fair og konsekvent udlændingepolitik’.

Hertil kommer, at Venstre kan se en interesse i at sætte såkaldt værdipolitiske temaer som udlændingepolitik højt på valgkampsdagsorden efterhånden som borgerne takket være den spirende økonomiske vækst bekymrer sig lidt mindre for økonomi og arbejdsløshed. Samtidig betyder den begyndende økonomiske opsving sammen med Venstres stadigt flere økonomiske forlig med regeringen, at økonomien risikerer at blive en vinderdagsorden for regeringen.

Men skal Venstre for alvor kunne føre valgkamp på udlændingepolitikken, kræver det en eller anden grad af klarhed i egne rækker. Venstre vil under alle omstændigheder komme under pres fra et styrket DF, der vil kræve klare indrømmelser, og LA vil samtidig kræve mere liberal adgang for arbejdskraft og endnu mere lukkede kasser for sociale ydelser. Bl.a. derfor har Venstre gennem længere tid forberedt sig på at udfordre regeringen på udlændingepolitikken med en helt ny udlændingepolitik, der på én gang strammer markant op på en lang række af de områder, DF ønsker og samtidig giver friere adgang til Danmark for så mange udlændinge som muligt, ”som det er uproblematisk at integrere, og som samtidig kan og vil bidrage til udviklingen (ved) at komme til Danmark, bo, arbejde og bidrage.”

Socialdemokraterne har længe haft et markant ønske om et fast udlændinge- og integrationspolitik og en klar markering af, at de to regeringspartier var enige om at fortsætte denne politik efter et valg. Ønsket er formodentlig nogenlunde ligeså intenst som i årene op til 2011-valget. Dengang erklærede den socialdemokratiske top sig villig til som noget historisk nyt at tage SF med i en ny regering, hvis SF var parat til at indgå en aftale med Socialdemokraterne, der mejslede den socialdemokratiske udlændingepolitik i sten for den kommende valgperiode.

Det var derfor naturligt at tolke det som en slags gentagelse af SF aftalen – nu med de radikale -,da de radikales daværende gruppeformand Christian Friis Bach før sommerferien gik i medierne med at budskab om, at de radikale også i en eventuel ny regeringsperiode vil frede bl.a. 24-års-reglen. Det var nøjagtig det samme, Socialdemokraterne havde fået SF til at gøre 6 år tidligere med den aftale om udlændinge- og integrationspolitik, som var første led i S-SF-alliancen.

Men der var en forskel på Villy Søvndal dengang og Margrethe Vestager i dag. Dengang fik Villy Søvndal lovning på at komme i regering, og det gav i 2008 Villy Søvndal til et stærkt argument for at afvise den massive interne kritik. Her var det helt anderledes for Margrethe Vestager. Uanset om hun eventuelt havde fået en markant politisk modydelse, var det ikke noget, hun kunne fremføre over for de radikale kritikere.

Allerede efter de første interne protester mod udsalget af radikalt arvegods bøjede Vestager af og lod Christian Friis Bach (der i forvejen var på vej ud af politik til en højtstående FN-post) gå planken ud med et budskab om, at de radikale sandelig ikke havde truffet nogen beslutninger om valgkampen og de næste fire år endnu. Var der indgået en eller anden form for aftale mellem Socialdemokraterne og de radikale om udlændingepolitikken, så fik den under alle omstændigheder nogle gevaldige skud for boven fra første færd.

Kun de to regeringspartiers ledere ved, om der var indgået nogen aftale eller forståelse. Men det var under alle omstændigheder det, som man langt ind i den socialdemokratiske inderkreds regnede med, da Friis Bach meldte ud. Hvis der var indgået en aftale eller hvis Friis Bachs udmelding var en forpostsondering for en eventuel senere aftale, viste de radikale reaktioner med al tydelighed, at det ikke er eller bliver noget, som den radikale ledelse gør uden endog betydelige klare modydelser fra Socialdemokraterne.

 Det skal ikke kunne siges, om en aftalt modydelse f.eks. kunne være socialdemokratisk accept af Morten Østergaard forslag om nye milliardskattelettelser til de selvstændige. I hvert fald gav Socialdemokraterne Østergaards forslag samme lunkne modtagelse, som Vestager gav ideen om en slags borgfredspolitik mellem de to regeringspartier på udlændingeområdet.

Uanset om der er tale om en egentlig formel aftale, en politiske forståelse mellem Christian Friis Bach og den socialdemokratiske udlændingeordfører Henrik Dam Kristensen eller endnu uafsluttede regeringsdiskussioner om formelt adskilte temaer, tegner det et billede af to regeringspartier, der har ganske svært ved at være sammen om hver sin valgkamp.

Konklusion

Det er ikke kun Lars Løkke Rasmussen og de konservative, der har svært ved at finde efterårets valgkampsmelodi. Også de to regeringspartier har vanskeligheder med at finde det fælles fodslag, som stort set alle partier på Christiansborg finder påkrævet for at kunne vinde det kommende valg.

Både erhvervsskatteområdet og udlændingepolitikken er tydelige eksempel på, hvor svært de to regeringspartier har ved at være sammen om hver sin valgkamp.

På job- og velfærdsområderne har de to partier bundet sig selv og hinanden så meget til masten, er specielt Socialdemokraterne har meget begrænsede muligheder for en effektiv, offensiv valgkamp, der kan vise klar kant til de borgerlige. Til gengæld giver det EL og SF visse, begrænsede muligheder for at præge efterårets politiske dagsorden på disse områder.

Det politiske efterår vil bære tydeligt præg af både de to regeringspartiers og de borgerlige oppositionspartiers forsøg på at skabe en fælles politisk platform for hver sin valgkamp. Ikke en hvilken som helst dagsorden vil kunne præge efteråret. Men dagsordenernes konkrete udformning vil afhænge af, hvordan de forskellige tackler udfordringerne sammen og hver for sig. Der er stadig åbne politiske muligheder. Og når både de to regeringspartier og blå blok har så svært ved at finde sammen om hver sin valgkamp, er der samtidig gode udsigter til drama