Det skal kunne betale sig at investere i arbejde
Af Magnus Skovrind & Ronnie Taarnborg

Offentliggjort: 15. august 2014

Forfatterne diskuterer forskellige løsninger til at undgå tab af industriarbejdspladser og i fremtiden sikre produktionsjob i Danmark. De peger på, at de eksisterende løsningsmuligheder med dumping af miljøet og løn- og arbejdsforhold, samt delvist medarbejderejerskab over industrien ikke går til problemets rod. Udflytningen af industriarbejdspladser skyldes, ifølge forfatterne, i højere og højere grad at det er mere favorabelt at investere i værdipapirer, spekulere og foretage udlån som industrivirksomhed. De peger på, at det har ført til en politisk alliance mellem industri- og finanssektor i Danmark, der gør det yderst vanskeligt, at skabe flere industriarbejdspladser i fremtiden.

Skal Danmark fortsat producere?

På begge fløje af dansk politik taler man om nødvendigheden af at genskabe vores industrisektor. Tabet af 100.000 industriarbejdspladser siden 2001, har betydet en alvorlig deroute for mange faglærte og ufaglærte arbejdere.

Mange af os husker også Jeppe Kofoeds valgvideoer under Europaparlamentsvalget i maj. I landets busser og tog lovede han et opgør med bankerne og en seriøs indsats for at skabe arbejdspladser for de mange arbejdsløse europæere. Til venstre for Socialdemokraterne lovede SF også en hårdere kurs over for bankerne.

For enkelte debattører og politikere er der sågar en modsætning mellem på den ene side de klassiske, konservative fabriksejere, der selvom de tager størstedelen af overskuddet, tager hånd om sine arbejdere og på den anden side de ’udbyttende’ og spekulerende bankmænd.

Dette billede er dog fortegnet. Både hvis vi ser på de faktiske økonomiske forhold og på industriens og finanssektorens politiske arbejde, er der et meget stærkt parløb og en stor fællesinteresse.

Det er vores argument, at den danske industri hellere investerer i udenlandske virksomheder, låner penge til udlandet eller spekulerer i værdipapirer, fødevarer og boliger, end at de investerer i egen produktion. Med få undtagelser ser vi fyringer og ikke hyringer i danske industrivirksomheder. På trods af, at årsregnskaberne på fabriksdirektørernes borde viser tårnhøje overskud kommer pengene ikke tilbage som investeringer og udbygning af nye arbejdspladser.

Almindeligvis er midlet til at sikre danske industriarbejdspladser at formindske det løngab, der er mellem danske industriarbejderes løn og deres polske eller slovenske kollegers. Den siddende regering har kastet den danske industris energieffektivitet over styr ved at afskaffe en række klima- og miljøafgifter. Senest PSO-afgiften, men også NOx-afgiften er skåret ned. Et andet forsøg på at undgå fyringer i industrien er den netop indgåede aftale mellem NNF og Danish Crown om indskydelse af slagteriarbejdernes løn i virksomheden. Denne aftale er dog identisk med forsøget på at forbedre konkurrenceevnen ved løndumping.

Men spørgsmålet er, om de nævnte løsninger er langtidsholdbare? Hvis det fortsat er mere lukrativt for dansk industri at investere i værdipapirer snarere end arbejdspladser og mere energieffektivt udstyr, vil de manglende investeringer og fyringsrunder hurtigt blive til virkelighed igen. Der er altså behov for at tage fat ved problemets rod.

For det første kan man gøre det mindre lukrativt for industrivirksomheder, at investere i værdipapirer og mere favorabelt at lave arbejdspladser. For det andet kan man stedbinde industrien mere, så den bliver mere miljømæssig og socialt ansvarlig. Medarbejdereje er her en vigtig komponent. For det tredje bør man på et overordnet plan forsøge at sætte en kile ind mellem de stærke fællesinteresser den danske finanskapital og industrikapital har oparbejdet de seneste 25 år.

Rentiernationen Danmark

Industriens afhængighed af spekulation og renteindtægter fra udlandet er ikke en enlig svale. Hele den danske økonomi er løbende blevet mere afhængig af indtægter fra udenlandske investeringer, udlån og aktiehandler.

Danmarks Statistik kunne eksempelvis ved indgangen af året konstatere, at der var et rekordstort overskud på formueindkomsten for sidste års betalingsbalance. Det er budgettet, der viser, hvor mange penge, der henholdsvis ryger ind og ud af landet. De seneste mange år, har det været i stort overskud – især fordi storaktionærer tjener mange penge på udenlandske værdipapirer. I 2013 var overskuddet på 75 mia. kr.

Siden 60’erne har landbruget mistet sin betydning som arbejdsplads for danskerne. Hvor hver femte dansker var ansat i landbruget er under fire procent ansat i landbruget i dag. Samme udvikling har industrien set. Hvor hver fjerde arbejdede i industrivirksomheder i 60’erne er det i dag under hver tiende.

Derimod oplever finansieringsvirksomheder stærk vækst. I 60’erne udgjorde branchen under fire procent af arbejdsstyrken, mens den i dag udgør mere end hver tiende.[1] Også når vi kigger på værdiskabelsen i Danmark (målt som BFI) nærmer finanssektorens bidrag sig industriens. En udvikling, der især er indtruffet efter finanskrisen.[2]

Det er især bemærkelsesværdigt, da finanskrisen om nogen indvarslede prisfald på børserne. Bankerne var i panik og flere krakkede. Der er en meget klar årsag til at finanssektoren ikke fik samme økonomiske tab som industrivirksomhederne. Det skyldes ene og alene bankpakkerne. En blankocheck på flere 1.000 mia. kr. den danske stat gav bankerne i garanti. En bankpakke, der sikrede, at udviklingen imod at vi i Danmark i højere grad lever af de penge vi har og ikke af de værdier vi skaber, kan fortsætte. Spørgsmålet er dog, hvordan denne udvikling kunne ske?

En stærk alliance

I kølvandet på finanskrisen udviklede der sig tilsyneladende en konflikt mellem udlånsvirksomhederne på den ene side og produktionsvirksomhederne på den anden side. Industrien oplevede en kreditklemme, da bankerne enten ikke ville eller kunne låne penge ud til produktionsvirksomhederne. Konflikten mellem de konservative fabriksejere og de ultraliberale spekulanter var måske alligevel til stede?

Sammen med Dansk Erhverv udtrykte Dansk Industri sig i negative vendinger over for det, de oplevede som en kreditklemme. Finansrådet undskyldte sig med, at krisen havde frosset de internationale pengemarkeder til, hvilket gjorde det både dyrt og risikabelt for bankerne at låne penge som før. Det var altså ikke modvilje fra bankernes side, der forhindrede dem i at låne penge ud til produktionsvirksomheder, mente de, men i stedet mangel på lånevillig kapital.

For at tilvejebringe den nødvendige lånekapital, trådte staten som bekendt til med en bankpakke på 100 milliarder kroner, der gjorde det muligt for bankerne at låne af staten. For yderlige at imødekomme kreditklemmen på industrien oprettedes en eksportlåneordning på 20 milliarder kroner, der især skulle tilgodese de virksomheder, som bidrog positivt til Danmarks betalingsbalance gennem eksportvirksomhed.

Flere kommentatorer og eksperter såede imidlertid tvivl om eksistensen af en kreditklemme i Danmark. Professorerne i økonomi ved den tidligere Handelshøjskole i Aarhus Anders Grosen og Johannes Raaballe kaldte i en kronik i Jyllandsposten d. 6. januar 2009 kreditklemmen for en ”fejldiagnose” med den begrundelse, at ”væksten i bankernes udlån til erhverv måned for måned igennem de sidste to år har aldrig været større.” I stedet mente Grosen og Raaballe, at der var tale om en intern bankkrise, som måske ikke umiddelbart burde være industriens problem.

Men hvis der ikke var nogen kreditklemme, men kun en intern bankkrise, hvorfor beklagede Dansk Erhverv og Dansk Industri sig så som de gjorde? Her vil vi pege på ét forhold, der kan bidrage til en forklaring: De danske industrivirksomheder tjener i høj grad deres penge på finansmarkederne, og derfor står de i en stærk alliance med finanssektoren og dens interesseorganisationer.[3] Dansk Industri havde således interesse i en bankpakke, som støttede det finansmarked de selv var afhængige af.

Nedenstående figur illustrerer denne pointe. Figuren er en optælling af artikler, hvor Finansrådet og Dansk Industri begge indgår og hvor der henholdsvis er enighed eller uenighed imellem dem. Som det fremgår, har kreditklemmen medført flere offentlige kontroverser. De synes dog at løse sig efter indgåelsen af bankpakkerne. Umiddelbart ligner, det at der faktisk opstår en konflikt mellem Finansrådet og Dansk Industri i 2009. Niveauet af ’alliancer’ er dog højere, men ikke desto mindre er der en betydelig konflikt. Konflikterne omhandler alle den såkaldte kreditklemme. Industrien beklager sig over manglende mulighed for at låne til investeringer. Løbende forstummer konflikterne, da bankpakkerne bliver vedtaget – deres udtalelser falder derfor i lavere grad i samme artikler og de udtaler sig i stedet positivt om bankerne i forskellige artikler.

Figur 1: Offentlige konflikter og alliancer mellem DI og Finansrådet 2000-2012

Kilde: Egne beregninger af infomediahits

Anmr.: ’Alliance’ indikerer infomediahits, hvor DI og Finansrådet er enige, mens ’konflikt’ indikerer infomediahits hvor DI og Finansrådet er uenige. Der er kun medtaget infomediahits hvor DI og Finansrådet begge indgår og enten er enige eller uenige. De udvalgte medier udgør Berlingske, Jyllandsposten, Finanswatch.dk, Politiken, Ritzau og Reuters Finance.

Som flere kommentatorer, eksempelvis Niels Lunde, der dengang var Politikens erhvervskommentator, har peget på, viser spillet omkring bankpakkerne, at ’kreditklemmen’ var en opfindelse erhvervsorganisationerne hev op af hatten, for at dække over den komplet uansvarlige bankvirksomhed store banker som Nordea og Danske Bank havde bedrevet. En uansvarlighed, som, hvis den kom frem i lyset under bankpakkeforhandlingerne, kunne have betydet at offentligheden og politikerne havde krævet langt større kontrol med de danske banker, som kompensation for den enorme blankocheck, der endte med at redde bankerne fra afgrunden.

Men opfindelsen af kreditklemmen var ikke bare udtryk for at storebroderen, Dansk Industri, skulle hjælpe lillebroderen. Vores undersøgelse viser, at den danske industri i høj grad har interesser til fælles med den danske bankverden. Ikke mindst fordi industrivirksomheder selv tjener store summer på at handle på bankernes finansielle markeder.

Denne alliance mellem finans- og industrikapital i Danmark har været afgørende for at sikre en neoliberal kurs i Danmark. Ved grundlæggelsen af behovet for markedsliberaliseringer og løntilbageholdenhed i 80’erne var industrien først mindre tilbøjelig. De politiske aktører i dansk erhvervsliv var vandt til at forhandle sig til kompromiser med deres modparter i LO. Det har ændret sig afgørende, hvilket nedenstående figur er med til at forklare. Hvis man i fremtiden skal ændre den politiske kurs er det derfor afgørende, at denne alliance bliver brudt og at der sættes en interessemæssig kile ind mellem finans- og industrikapital.

Industrien tjener sine penge på… spekulation og renter

At danske industrivirksomheder i stigende grad tjener sine penge på finansmarkederne illustreres i nedenstående figur, der viser industriens indtægter i milliarder kroner delt op på henholdsvis produktionsindtægter og finansielle indtægter. Derudover vises det, hvor stor en procentandel de finansielle indtægter udgør af industriens samlede indtægter, hvilket vi har valgt at betegne med begrebet finansialisering. I vores definition af begrebet læner vi os op af den engelske økonomiprofessor ved SOAS, Costas Lapavitsas. Lapavitsas beskriver finansialisering som en ændring i balancen mellem produktion og cirkulation. Profit bliver i mindre grad hentet i vareproduktion og i højere grad fra renter på cirkulation af kapital.

Figur 2: Finansialisering i industrien 1995-2011 (løbende priser)

Kilde: Danmarks Statistik, REGN2 og REGN2X, egne beregninger

Anmr.: ’Produktionsindtægter’ er industriens ordinære resultat fra vareproduktion efter produktionsomkostninger og lønninger, men inden betaling af selskabsskat. ’Finansialisering’ er beregnet som andelen af de samlede produktive og finansielle indtægter før betaling af selskabsskat.

To ting er værd at bemærke. Først og fremmest udviklingen i de samlede indtægter, der siden 1995 og frem til finanskrisens udbrud var støt stigende. 2007 var et exceptionelt godt år for industrien, hvorefter de samlede indtægter begyndte at falde. Allerede i 2010 var udviklingen imidlertid vendt og i 2010 og 2011 havde industrien rekordstore indtægter. Det er således ikke på grund af smalhals i industrisektoren at så mange har mistet deres job. Det skyldes snarere en politisk beslutning på administrationsgangene rundt om i landets industrivirksomheder. Man satser på de finansielle markeder til fordel for den primære produktion. En beslutning, der kun kommer et fåtal til gode, nemlig ejerne og aktionærerne.

Finansialisering forklarer, hvorfor indtægterne stiger så meget, som de gør. Fra 1995 bliver andelen af finansielle indtægter kun højere, og i 2007 og 2009 overstiger de 50 procent. Det voldsomme fald i produktionsomkostninger under finanskrisen, hvilket til dels må forventes under en global krise hvor efterspørgslen falder, forekommer bizart, når man ser at de finansielle indtægter øges fra 2008 til 2009 med 3,3 milliarder kroner.

Industrivirksomhedernes sats på finansmarkederne har som konsekvens, at en politisk alliance mellem Dansk Industri og Finansrådet forekommer naturlig. Der er sket en sammensmeltning af interesser mellem banker og industrivirksomheder, der begge tjener penge på finansmarkederne og som derfor kan bruge hinanden politisk til at påvirke den politiske beslutningsproces til at prioritere finansielle forretninger over produktionsvirksomhed – med tab af arbejdspladser til følge.

Det skal kunne betale sig at investere i arbejde

Problemet med at sikre industriarbejdspladser i Danmark fremover mener vi, ikke kan løses ved at gøre produktionsomkostningerne mindre. Lavere løn og slæk på miljøforanstaltninger redder ikke industrien. Medarbejdereje kan være en vej frem, men det er vigtigt at sikre sig, at det ikke fortsat er langt mere rentabelt at sætte penge i værdipapirer og spekulation end at skabe arbejdspladser.

Et reformspor ville altså kræve, at man gør det rentabelt at investere i arbejde, hvis man vil sikre flere arbejdspladser til faglærte og ufaglærte arbejdere. Et vigtigt skridt i denne reform, er at sætte en kile ind mellem industri- og finanskapitalen. For nylig har Thomas Piketty aktualiseret indførelsen af en formue- og finansskat. Der er dog også behov for at tage en række skattereguleringer, der specifikt modarbejder finansialiseringen i industrien og den jobløse vækst, der kan være resultatet. Nedenstående er en række skattemæssige reguleringer, der kunne bidrage til at stoppe alliancen mellem industrien og finanssektoren i Danmark:

  1. Investeringsskat, der beskatter opsparing, der ikke geninvesteres i virksomheden.
  2. Værdidelingsskat, der beskatter virksomheder, hvor en meget lav andel af værdiskabelsen deles med medarbejderne i form af lønomkostninger.
  3. En europæisk eller global skat på finansielle transaktioner.

Forfatterne er begge konsulenter i det kooperative analysebureau, Analyse & Tal.

 

[1]  Danmarks Statistisk opstilling af finanssektorens størrelse inkluderer virksomheder indenfor finansiering og forsikring, ejendomshandel, IT, reklame og rådgivning. RAS-opgørelserne er anvendt.

[2]  Når vi i dag kigger på industriens bidrag til værdiskabelsen i Danmark (målt som BFI) er det stadig langt større end finanssektorens bidrag -169,5 milliarder mod 103,1 milliarder i 2012. Men kigger vi på udviklingstendensen tegner der sig et billede af en finanssektor, som er ved at overhale industrien. Således var Industriens bidrag til den danske værdiskabelse i 1990 3,6 gange større en finanssektorens, mens det i 2012 kun var 1,6 gange større end finanssektorens bidrag. Denne udvikling tog især fart efter finanskrisen, hvorefter industriens bidrag til værdiskabelsen i Danmark faldt med 24 milliarder mens finanssektorens bidrag i samme periode (2008-2012) voksede med 24,2 milliarder.

[3] Dansk Erhverv står imidlertid uden for denne alliance. For størstedelen af de virksomheder de repræsenterer, gælder det, at de hverken er transnationale eller aktive spillere på finansmarkederne, og derfor har de heller ikke et særlig incitament til at støtte op om bankerne. Det har til gengæld Dansk Industri hvis medlemsvirksomheders overlevelse i stigende grad er blevet afhængige af deres indtjening fra finansielle kilder og derfor ikke kan se bort fra udlånsvirksomhedernes tarv. Det er derfor ikke underligt, at Dansk Erhverv stod alene med deres forslag om at oprette en vækstfond til erhvervslivet som en alternativ løsning på kreditklemmen. Ej heller at Dansk Industri i stedet foretrak at støtte op om Finansrådet og bankernes ønske om en bankpakke.