TTIP: Et kig over en plaget Kommissærs skulder
Af Kenneth Haar

Offentliggjort: 15. august 2014

En gennemgang af lækkede dokumenter fra de hemmelighedsfulde forhandlingerne mellem EU og USA om en frihandelsaftale viser, at kritikerne kun får mere og mere ret. Et år efter de gik i gang, holder parterne stadig kursen mod et projekt, som udfordrer sociale rettigheder, miljøbeskyttelse, folkesundhed og forbrugerrettigheder - og som risikerer at tilsidesætte demokratiet på vigtige punkter. Men den ubøjelighed kan også blive projektets akilleshæl.

Et år efter forhandlingerne om en frihandelsaftale mellem EU og USA gik i gang, har EUs forhandlere i EU-kommissionen travlt med at imødegå kritikken af, at der lægges op til et hårdt angreb på standarder for f.eks. fødevarer og kemikalier, på sociale rettigheder og forbrugerbeskyttelse, og mere generelt på demokratiet. Der har ikke været megen forståelse og imødekommenhed at hente - kommissionens svar har hidtil været arrogante. Alskens PR-tricks er sat i værk, kritikerne er blevet kaldt ”løgnere”, og kommissionen er begyndt at offentliggøre stribevis af belærende tekster og erklæringer, som alle skal underminere den voksende opposition. Der er intet om snakken, lyder budskabet.

Og måske var kommissionen sluppet afsted med sit forehavende, hvis det ikke havde været for de mange dokumenter, der er lækket fra forhandlingerne, mest dokumenter fra selv samme  kommission. Med dem i hånden er det muligt at gøre status over forhandlingerne – at se om kritikken har en effekt på forhandlingerne cirka et år efter de blev indledt.  Svaret hælder mod et nej, men det betyder ikke, at frihandelsaftalen – også kaldet Transatlantic Trade and Investment Partnership (TTIP) – er garanteret en fremtid. EUs handelsstrategi sejler i en strid blæst, der kan blive til stormvejr. 

En stille start

Første runde af forhandlingerne fandt sted i juli 2013 efter begge parter havde fået de første ønskesedler på plads. I EU's tilfælde enedes Ministerrådet på et møde en måned forinden uden det store drama. På højt politisk niveau gled det hele glat, også i Europa-Parlamentet og de nationale parlamenter syntes opbakningen til den nye aftale og til EU's forhandlingsposition at være massiv.

Men fra andre kanter var kritikken begyndt at lyde. Miljøorganisationer, borgerrettighedsgrupper, forbrugerorganisationer og faglige organisationer var begyndt at ringe med alarmklokkerne. For allerede i forhandlingsmandatet for EU – lød det – pegede pilen på et angreb på standarder for f.eks. fødevarer og kemikalier, på et angreb på offentlige ydelser, på svækkelse af databeskyttelse, på underminering af faglige rettigheder og på en række frontale angreb på demokratiet.

Man kunne godt spørge, hvor i alverden de kunne vide dét fra. Forhandlingsmandaterne er fortrolige, ligesom de to parters udspil på de enkelte områder ikke er skrevet til offentligheden, alligevel er det særligt på den europæiske side gang på gang lykkedes kritikerne at få fat i centrale udspil og beskrivelser af taktiske overvejelser. De papirer har gennem forløbet været afgørende for at politisere handelsaftalen, og styrke kritikken. Hvad enten det er de hårrejsende investeringsregler, som vil give amerikanske virksomheder mulighed for at angribe legitim lovgivning i offentlighedens interesse, eller det er standarder for fødevarer og kemikalier, finansregulering, klimapolitik eller offentlige ydelser, så har lækkede dokumenter vist, hvor stort problemet er, og er dermed blevet de afgørende løftestænger for at skabe kritisk fokus på de enkelte elementer af en eventuel fremtidig aftale.

På den måde viser dokumenterne for så vidt også noget andet – nemlig at kritikken endnu ikke har gjort afgørende indtryk på EUs forhandlere. Udover nogle taktiske afvigelser, holder de sig stort set til det oprindelige koncept.

Velkommen til dårligt nyt!

Investorer vigtigere end demokrati

Det mest brandvarme emne under TTIP-slaget er ubetinget investeringspolitikken. Begge parter ønsker nemlig en ordning, som vil gøre det muligt for investorer at lægge sag an mod en regering – eller mod EU – hvis der vedtages nye regler eller love, som kan føre til lavere profit. Hvordan det nærmere skal foregå, fremgik allerede med al ønskelig tydelighed af EUs forhandlingsmandat[1] og af USA’s skabelon for, hvordan sådan en aftale skal skrues sammen, og det er ikke småting, der lægges op til. Klagesager skal kunne føres ved særlige voldgiftspaneler – eller ”særdomstole” – under Verdensbanken, hvor tre dommere sættes til at vurdere om klageren, typisk en stor virksomhed, kan gives medhold under de investeringsregler, parterne er enedes om. I udgangspunktet kan en klagesag føre til en stor bøde, men EU har meget klart tilkendegivet, at hvis reglerne laves om, skal det have direkte indflydelse på udfaldet af sagen, herunder størrelsen af bøden. En klar tilkendegivelse af, at det ikke bare er bødestraffe, det hele handler om, men også om at tilpasse lovgivning til investorers interesser. Derudover er niveauet for bøder typisk så højt, at det vil lægge hindringer i vejen for regler, som kan genere store selskaber, i EUs tilfælde altså amerikanske selskaber[2]. Regeringer og politikere vil være mere nølende med et forslag, hvis det risikerer at udløse en ”voldgiftssag”.

Hvad den slags kan føre til, sætter kun fantasien grænser for, men vi har ikke brug for fantasi. I de senere år er en tysk beslutning om at afvikle atomkraft blevet mødt af en klage fra svenske Vattenfall, amerikanske Philip Morris har trukket Australien for en særdomstol pga. regler for design af cigaretpakker og det franske selskab Veolia har anklaget Egypten for at bryde en investeringsaftale ved at hæve mindstelønnen.

Dette såkaldte ”investor-stat tvistbilæggelsessystem”, også kaldet ISDS, har skabt store dønninger i EU, hvor flere og flere ser det som et frontalangreb på demokratiet. Og kritikken har bredt sig med forbløffende hast fra små radikale NGOer til parlamenter i hele EU. Ikke mindst i EU-parlamentet står ISDS ikke i høj kurs, og selvom de europæiske socialdemokrater oprindeligt gav grønt lys, så flyttede stemningen sig markant fra slutningen af 2013 til begyndelsen af 2014. Pt. tyder det på, at socialdemokraterne med nogle få undtagelser ikke vil godkende en aftale, der indeholder ISDS.

Den udvikling har gjort ISDS til en slem sten i skoen på kommissionen, der forhandler på EUs vegne – så stor at den har sat en storoffensiv i gang for at redde projektet. I marts iværksatte kommissionen således  en offentlig høring, hvor organisationer og enkeltpersoner blev bedt om at kommentere et konkret forslag til investeringsaftale – et forslag som nok brugte en anden sprogbrug end et tidligere forslag og som rummede nogle forbehold, som angiveligt ville begrænse rækkevidden af en investeringsaftale, men som grundlæggende set følger samme koncept som det oprindelige forlæg.

Det eksplicitte mål med høringen var, at indhente konkrete forslag til, hvordan et ISDS-system bør se ud, eller med andre ord, hvilken form for ordning, der har den nødvendige opbakning. Derimod ville kommissionen ikke diskutere, om et ISDS-system overhovedet er en god idé. Men ét er, hvad kommissionen ville, noget andet hvad den fik. Ved høringens afslutning havde den modtaget ikke færre end 150.000 svar – det største antal svar på en EU-høring – og tilsyneladende med svær overvægt af svar som blankt afviser ISDS[3].

Svagere regler for kemi og mad

Mens ISDS nok er kommissionens største hovedpine, så kan forhandlingerne om f.eks. fødevarer og kemikalier snildt nå samme niveau.  Alt, hvad der handler om standarder og anden form for ”regulering”, f.eks. af produktionsmetoder, er områder, hvor en aftale ifølge kommissionens egne opgørelser vil give størst gevinst i form af øget handel, og flere toneangivende erhvervsfolk på begge sider af havet har sagt klart, at uden en aftale om regulering, er TTIP ikke særlig interessant. Men det er også det område, hvor forskellen er størst. Der er en verden til forskel på reglerne for kemikalier og fødevarer i hhv. USA og EU, og de skrækkelige historie om, hvad amerikanske tilstande i Europa kunne betyde, har været et af kritikernes primære brændstoffer. Mest kendt er nok en folkelig europæisk modstand mod hormoner i oksekød, og mod kyllinger ”renset” med et klorholdigt stof.  På det mere principielle plan så sker det, at EU lader det såkaldte ”forsigtighedsprincip” gælde. Det betyder, at selvom det endegyldige videnskabelige bevis for en vare eller et stofs farlighed ikke foreligger, så kan myndighederne beslutte at forbyde det, fordi der kan være en risiko for folkesundheden eller miljøet. Den slags betragtes som protektionistisk sniksnak af amerikanerne, som har erklæret krig mod forsigtighedsprincippet.

Det sætter EU i almindelighed og EU-kommissionen i særdeleshed i en grum kattepine. På den ene side er der en offentlighed og en politisk opinion, som er mere end uvillig til at give køb på standarderne, på den anden side et USA og et erhvervsliv, som insisterer på landvindinger på netop dette område. Indtil videre har kommissionens offentlige budskab været, at der ikke vil gives køb på EUs lovgivning på området, men det efterlader spørgsmålet om, hvordan man så overhovedet vil imødekomme et amerikansk krav om øget markedsadgang.

Standardudvikling går under jorden

Svaret er ”reguleringssamarbejde”. I stedet for at enes med amerikanerne om konkrete standarder, er EU-kommissionen begyndt at producere forslag, som beskriver, hvordan de to parter kan arbejde tæt sammen om udvikling af fælles standarder og retningslinjer på lang sigt. Typisk gennem omstændelige, komplicerede procedurer, der giver rig plads til erhvervslivets lobbyister, og som alene af den grund er risikable. Et lækket udspil fra kommissionen giver f.eks. erhvervslivet mulighed for at udfærdige ”omfattende udspil” inden for de enkelte brancher, som så efterfølgende skal behandles seriøst af et særligt ”reguleringsråd”, som består af repræsentanter for kommissionen og amerikanske statslige organer[4]. Og den slags privilegier vil erhvervslivet uden rimelig tvivl bruge til deregulering. Selvom man måske kunne forestille sig, at det europæiske erhvervsliv anser strengere europæiske regler som en form for garanti for deres egne markedsandele, som er værd at bevare, så ser virkeligheden ikke sådan ud. Den europæiske og amerikanske kemiindustri står skulder ved skulder i forsøget på at bruge TTIP til at rulle forbehold for kemikalier tilbage, og ditto på fødevareområdet.

Og de har grund til at glæde sig. Kommissionens forslag til, hvordan EU finder sammen med amerikanerne på kemiområdet er f.eks. som snydt ud af næsen på kemilobbyen. Som det hedder i en pressemeddelelse fra to grønne NGOer: ”EUs vision for kemikalier under TTIP vil hindre erstatningen af farlige kemikalier med mere sikre alternativer, fuldstændig som de forslag fra kemiindustrien, som den kommer fra ”[5].  Ifølge de to organisationer vil forslaget hindre videreudvikling af kemikalieregulering ikke bare i USA og EU, men globalt. Og det vil sætte hensynet til erhvervslivet over hensynet til sundhed og miljø, og give industrien gode muligheder for at påvirke udviklingen, helt udenom vanlige, demokratiske procedurer.

Parallelt på fødevareområdet, hvor EU lægger op til en udstrakt grad af ”gensidig anerkendelse”, d.v.s. at når et produkt er godkendt i USA, skal det i princippet også være godkendt i EU. Der er undtagelser – f.eks. vil vi næppe se klorkyllinger i EU lige med det første – men det er nok til, at sætte en nedadgående bevægelse i gang[6].

Svagere regulering af bankerne

Det kan hurtigt komme til at lyde som om problemet med TTIP alene er amerikanerne og lave amerikanske standarder, og at EUs egen offensive dagsorden ikke er relevant at beskæftige sig med. Men særligt på ét område er det EU, som har vundet storkapitalens hjerte, og det er på finansområdet. Europæiske storbanker er utilfredse med at skulle følge de amerikanske regler, når de opererer i USA, for de er mere restriktive end de tilsvarende EU-regler. Det har ansporet dem til at lægge politisk pres på EU for at få løsnet båndene omkring finanssektoren, og det har virket.

EU har siden slutningen af 2013 fremlagt adskillige forslag til, hvordan fælles regler for finansområdet kan udvikles på den lange bane. Det kunne man sige, at EU og USA længe har gjort i regi af det globale G20-samarbejde, men det særlige ved TTIP er, at det er øget markedsadgang og liberaliseringer, der er målet, ikke finansiel stabilitet. Kigger man på Kommissionens TTIP-hjemmeside, skulle man ikke tro, det forholder sig sådan. Der finder man lange tirader om nødvendigheden af effektive regler for banker for at hindre nye kriser. Går man til de dokumenter, som er lækket på det seneste, er historien dog en helt anden[7].

I forslagene til ”reguleringssamarbejde” på finansområdet, er den grundlæggende idé, at parterne ikke bør vedtage regler, som generer den anden parts ”markedsoperatører”, dvs. især banker. Og så skal der sættes en stopper for regler med ”ekstra-territorial virkning”, og det kan f.eks. være den skat på finanstransaktioner, en række EU-lande netop har vedtaget. Ikke så lidt ironisk, eftersom kommissionen selv har arbejdet for en skat, om end i en temmelig udvandet version.

EUs initiativ er blevet budt velkommen af ikke bare den europæiske finanssektor, men også den amerikanske, i form af interesseorganisationerne for de store finanshuse på Wall Street. De ser det som endnu en mulighed for at udhule amerikanske finansregler yderligere, efter en række succeser i de senere år. Den amerikanske regering derimod, er i bedste fald lunken over for idéen om finansregler under TTIP.

Ureguleret handel med fossilt brændstof

Også energipolitik er på tapetet under TTIP og således også klimapolitik. Derfor skulle man tro, at den danske EU-kommissær for klimapolitik, Connie Hedegaard ville være en god kilde til, hvad der foregår ved forhandlingerne, men sådan er det ikke. I maj lækkedes et dokument om råvarer og energi, hvor kommissionen gør sig tanker om, hvordan handlen med især fossile brændstoffer kan fremmes gennem en aftale[8]. Især, mente EUs forhandlere, bør der automatisk gives tilladelse til eksport fra USA til EU af fossile brændstoffer, ligesom der bør gives automatisk importtilladelse.

Lækagen fik flere grønne organisationer op i det røde felt. ”Dette handelsudspil viser mere af det samme: Mere af de beskidte fossile brændsler, hvor vi burde omstille til ren energi, mere klimaforstyrrende CO2-forurening og flere risici for lokalsamfund på begge sider af Atlanten”, sagde Ilana Solomon fra den store amerikanske miljøorganisation Sierra Club til Information[9].

På den europæiske side er det især fracking, den farlige metode til udvinding af skifergas, og det er spørgsmålet om ”brændstofkvalitet”, der nager den grønne samvittighed. På begge områder er der andre diskussioner i gang i EU, helt uafhængigt af TTIP, og som tilsyneladende trækker i modsat retning.

Kan kommissionen så tillade sig at underminere dem med et udspil på handelsområdet? Måske ikke, men forslaget kommer da også fra handelskommissær Karel de Guchts kontor, og er tilsyneladende end ikke sendt til klimakommissæren. Hun, Connie Hedegaard, var tydeligt overrasket, da dagbladet Information præsenterede hende for problemstillingen i maj.  ”Det er ikke behandlet i den samlede kommission. Og det kan se ud til at stride mod en helt central og i kommissionen højtideligt vedtagne forudsætning for en frihandelsaftale med USA:  At den ikke på nogen måde må undergrave EU’s miljøstandarder.”[10]

Men få uger efter, i begyndelsen af juli i år, kom nyheden om at forslaget formelt var overdraget til amerikanerne, inklusiv de mest kontroversielle dele af forslaget. Nyheden kom takket være en ny lækage af et dokument[11], dateret 27. maj, bare fem dage efter Connie Hedegaards udtalelse til Information.

Offentlige ydelser på forhandlingsbordet

Samme dobbeltspeak fra EU-kommissionen finder man på et andet område, men hér kommer det fra samme mund – fra handelskommissæren selv. I en kontant tale i slutningen af maj fastslog kommissæren, at EU ikke har i sinde at give amerikanerne indrømmelser, som vil føre til tab af kontrol med offentlige ydelser. ”Enhver som siger andet skaber en myte”, sagde kommissæren[12]. Og besøger man kommissionens TTIP-hjemmeside, og finder kapitlet om serviceydelser, bliver løftet endnu mere tydeligt. Her leveres forklaringer under overskriften ”Sådan beskytter vi offentlige ydelser under TTIP”![13]

For de, der har stiftet bekendtskab med de amerikanske udmeldinger på området, lyder det jo beroligende. For USA har tidligt gjort det klart, at det ville være rart med en markant åbning af EUs marked for sundhedsydelser, højere uddannelse og postvæsen. Og kender man lidt til juraen og dynamikken i internationale handelsforhandlinger, vil man vide, at mens kommissæren nok kan hævde, at forhandlingerne ikke vil føre til massive privatiseringer af offentlige ydelser med ét slag, så står kontrollen med offentlige ydelser bestemt på spil. Markedsåbning går hånd i hånd med deregulering.

Var der tvivl om at EU – kommissionen såvel som medlemslandenes regeringer – er parat til at gå langt på dette område, så blev den fjernet i juni, da EUs ”tilbud” til USA på serviceområdet blev lækket[14]. Her kan det læses, at EU gerne åbner markedet yderligere på områder som højere uddannelser, sundhedsområdet, postvæsen, vandforsyning og spildevandshåndtering. I de enkelte kolonner kan man desuden læse, hvilke medlemslande, der har særlige reservationer og ønsker at forbeholde sig retten til at regulere området politisk. Det er i den forbindelse slående, at Danmark optræder ret få gange, og på den måde hører til de mest liberaliseringsivrige lande i EU. Mens f.eks. både Sverige og Finland forbeholder sig retten til at begrænse adgangen for private operatører på uddannelsesområdet – både på folkeskole- og universitetsniveau – finder man ikke et tilsvarende dansk forbehold i dokumenterne.

Kommissionens forsvarsstrategi

De ovenstående problemstillinger – fra investeringsbeskyttelse over klima- og miljøpolitik, finansregulering, kemi og fødevarestandarder – hører til nogle af de emner, kritikerne med et vist held har rejst debat om i det forgangne år siden forhandlingerne om TTIP indledtes. Men der er mange flere ”hår i suppen” forude, som kan få grupper i samfundet op af stolene, og som kan øge presset på kommissionen. Der er f.eks. reglerne om intellektuel ejendomsret, som kan få betydning for medicinpriser og føre til flere softwarepatenter, og der er spørgsmålet om databeskyttelse, hvor amerikanerne presser på for at få et forbud mod suspendering af ”data flows”. Og så er der hele feltet omkring arbejdsmarkedsforhold, herunder faglige rettigheder, hvor det endnu er uklart, hvad forhandlerne brygger på. Derudover har kommissionens kongeargument – at en aftale skulle give mange arbejdspladser, vækst og velstand – tabt en hel del af sin magi efter de officielle rapporter er blevet gået grundigt efter i sømmene. Der er faktisk meget lidt at hente hér. Selv kommissionens egne rapporter viser kun en mikroskopisk ekstravækst som følge af en omfattende TTIP-aftale, og indregner i øvrigt slet ikke omkostningerne ved en aftale[15].

Måske tror man det ikke, når man som dansker kigger ud ad vinduet eller i avisen, men EUs forhandlere er faktisk kommer under et betragteligt pres, og kommissionen har siden slutningen af 2013 fægtet sig gennem storme af kritik, også fra kredse, de ikke umiddelbart kan ignorere. Svaret har været et skift i retorik, men ikke et substantielt skift i forhandlingsposition – som det fremgår ovenfor. De har fået travlt med at tilbagevise kritik, og metoderne går fra dybt vildledende tekster på de officielle hjemmesider til Kommissærens rasende udbrud i medierne. Det er blevet hverdag, at Karel de Gucht spyr forbandelser over de modstandere, han uden at kny kalder løgnere.

Kommissionens dilemma og TTIPs krise

TTIP er godt på vej ind i en legitimitetskrise, men det betyder ikke, at vi er ved at kunne se enden på et vanvittigt eksperiment. Der er store både økonomiske og geopolitiske interesser på spil. På erhvervslivets side har det været bygget op til forhandlingerne gennem et årti, og alle store erhvervslobbyorganisationer på begge sider af Atlanten har TTIP som en hovedprioritet. For EUs handelsstrateger er TTIP desuden helt afgørende for den globale strategi. Aftalen med USA skal bane vejen for en tættere alliance, især inden for Verdenshandelsorganisationen (WTO), hvor manglende fodslag har gjort det svært for de to at dominere organisationen på samme måde som de gjorde i årene efter WTOs grundlæggelse i 1994.

Bl.a. derfor bider kommissionen sig fast i bordet, og derfor er kommissionens svar på kritik ikke at bøje af, men at iværksætte PR-kampagner af forskellig art. Som sagerne står, skal vi ikke forvente at se TTIP falde. Den europæiske politiske og økonomiske elite vil have den aftale, og har sat mægtige kræfter i gang for at få det.

Men selvom kritikken umiddelbart på den korte bane ser ud til at prelle af, så er den alligevel uvurderlig på den lange. For hver gang nye emner politiseres, gøres det sværere for EUs forhandlere at indgå aftaler eller delaftaler på følsomme områder, og denne indsnævring af kommissionens spillerum kan blive et stort problem, når det er amerikanerne på den anden side af bordet. USAs forhandlere har længe ytret ønsker på områder som investeringsbeskyttelse, kemi- og fødevareregulering, databeskyttelse og offentlige ydelser, der alle er hård kost i en europæisk offentlighed.  Og som tiden er gået, er kritikken af TTIP nået langt ind i flere parlamentariske forsamlinger, herunder Europa-parlamentet. Allerede i dag er det tvivlsomt om det kan lade sig gøre at få parlamentet til at godkende en aftale med en investeringsaftale med ISDS-mekanisme, ligesom markante indrømmelser til amerikanerne på kemi- og fødevarer vil være svære at løfte.

Så TTIPs videre skæbne afhænger af om det lykkes kritikerne at styrke deres position. Og et centralt element vil være, om det fortsat vil lykkes at afdække de ellers mørkelagte forhandlinger.


[1] EUs forhandlingsmandat blev vedtaget i juni 2013 på et møde i Ministerrådet: http://eu-secretdeals.info/upload/TTIP-mandate_M-Schaake_website.pdf

[2] For en gennemgang af farerne ved investeringsaftaler af denne type, se Corporate Europe Observatory; ”Profiting from injustice” http://corporateeurope.org/trade/2012/11/profiting-injustice, og om ISDS under TTIP se ”A transatlantic corporate bill of rights”, http://corporateeurope.org/trade/2013/06/transatlantic-corporate-bill-rights

[3] Foreløbig har kommissionen skrevet en oversigtsrapport om hvor svarene kom fra. Langt de fleste er individuelle svar, som er indsendt via hjemmesider oprettet til formålet: http://trade.ec.europa.eu/doclib/docs/2014/july/tradoc_152693.pdf

[4] Se Corporate Europe Observatory; ”Regulation: None of our business?”, december 2013, http://corporateeurope.org/trade/2013/12/regulation-none-our-business

[5] CIEL & CLientEarth; ”A toxic partnership”, juli 2014, http://www.ciel.org/Publications/ToxicPartnership_Jun2014.pdf

[7] Kommissionens forslag fra marts 2013 til, hvordan finansregulering skal håndteres under TTIP kan ses her: http://corporateeurope.org/sites/default/files/attachments/regulatory_coop_fs_-_ec_prop_march_2014-2_0.pdf For en analyse se SOMO & Corporate Europe Observatory’s gennemgang: http://corporateeurope.org/financial-lobby/2014/07/leaked-document-shows-eu-going-trade-deal-will-weaken-financial-regulation

[9] ”Frihandelsaftale skal åbne for mere fossil import fra USA”, Information, 22. maj 2014, http://www.information.dk/498253

[10] Ibid.

[11] EUs forslag til regler for eksport af energi og råvarer under TTIP: http://www.scribd.com/doc/233022558/EU-Energy-Non-paper

[12] Karel de Gucht, tale til det tyske Bundesrat, maj 2014, http://trade.ec.europa.eu/doclib/docs/2014/may/tradoc_152515.pdf

[14] EUs oplæg til forhandlingerne om tjenesteydelser, lækket af EPSU, de offentligt ansattes europæiske faglige sammenslutning: https://data.awp.is/filtrala/2014/06/13/4.html

[15] Se f.eks. sammendraget af det østrigske institut for kritiske økonomer, ÖFSEs gennemgang af de mange beregninger og vurderinger af væksteffekten af TTIP: http://www.oefse.at/Downloads/publikationen/policynotes/PN10_ASSESS_TTIP.pdf