Fra Finanspagt til institutionsbudget
Af Jan Helbak

Offentliggjort: 15. august 2014

Kommunernes samlede driftsramme ligger fast. Budgetforhandlingerne i kommunerne skal gennemføres indenfor meget snævre rammer. I det store hele bliver der tale om små politisk bestemte omposteringer i de enkelte kommuner. Finanspagten og Budgetlov låser rammerne så fast, at det efterhånden er tvivlsomt, om det giver mening fortsat at tale om kommunalt selvstyre.

Økonomiaftale og budgetforhandlinger
I august tages der fat på budgetforhandlingerne i kommunerne. Også i august skal finansministeren fremlægge en opgørelse over den strukturelle saldo, der danner udgangspunkt for de budgetlofter, der indskrives i finansloven og kommunernes og regionernes budgetter det efterfølgende år.

Så i realiteten er det kun ganske få procent af de samlede budgetter, der kan forhandles om, og selv om det kan afstedkomme natlige forhandlingsseancer og spektakulære politiske slagsmål, antager forhandlingerne fra år til år mere karakter af symbolpolitik.

Med økonomiaftalen for 2015 er kommunernes driftsloft aftalt til 234.6 mia. kr. plus en række reguleringer. Som i de foregående tre år er der aftalt et betinget bloktilskud. For 2015 er det på 3 mia. kr. Skal de 3 mia. kr. frigives må kommunerne under et ikke budgettere over budgetloftet og ikke hæve skatten ud over den ramme, der indgår i aftalen. Moderniseringsaftalen videreføres, hvilket indebærer fortsat effektivisering, der skal frigøre 2 mia. kr. i perioden 2015-16. [1]

Hvorvidt man efterhånden kan kalde økonomiaftalerne for aftaler, kan der sættes spørgsmål ved, al den stund, at mekanikken i Budgetloven indebærer, at rammen for forhandlingerne allerede er lagt med indgåelse af finansloven, som igen er bestemt af Finanspagtens nøgletal og afstemt med Kommissionen. Men mere om det senere. Afgørende er det, at de to forhandlingsparter KL og Danske Regioner ikke har ret meget at skulle have sagt overfor Finansministeriets og Økonomiministeriets udspil.

Om realvæksten i kommunernes og regionernes driftsudgifter på papiret bliver på 0.5%, 0.9%, eller der bliver tale om nulvækst, spiller ikke den helt store rolle, fordi især kommunerne i realiteternes verden både underbudgetterer og underforbruger, så væksten i praksis bliver lavere. Det har den været i tre år. Denne udvikling skal så måles på, at udgiftspresset vokser på henholdsvis børneområdet, handicapområdet og ældreområdet, hvilket får en glidende nedskæringspraksis til følge. Men det ses ikke på finansministeriets formelle vækstopgørelse.[2]

Kommunernes underbudgettering og underforbrug.

De betingelser, der gør sig gældende for budgetforhandlingerne i efteråret 2014, har været bestemmende for forhandlingerne siden 2012. Kommunerne har således i tre budgetår budgetteret under Budgetlovens driftsloft og præsteret regnskaber uden røde tal på bundlinjen. Kommunernes regnskab for 2013 viser nu et mindreforbrug på 4.9 mia. kr. Her skal det tages i betragtning, at staten allerede i januar 2013 snuppede 2 mia. fra kommunerne. Det var egentlig meningen, at de 2 mia. kr. midlertidigt kunne overføres til anlægsinvesteringer, men i forbindelse med regeringens vækstudspil blev servicerammen permanent nedjusteret med de 2. mia. kr. [3]

Nettoresultatet er generelle nedskæringer i hvert budgetår og afskedigelse af 12.000 ansatte i kommunerne indenfor de sidste 5 år. Om det er forsvarligt eller ej, skal jeg ikke vurdere på. Det er heller ikke det afgørende. Det er derimod, at afskedigelserne ikke er begrundet i et fald i opgavemængden, men alene er bestemt ud fra de på forhånd fastlagte driftsrammer. Hertil kommer en relativt ny praksis, hvor kommunerne i stigende omfang selvfinansierer anlægsinvesteringerne gennem besparelser på driften, hvilket er en tilpasning af kommunernes praksis til det private erhvervsliv.

Målet for regeringen er, at kommunernes økonomi som princip bringes i balance eller er i overskud og fastholdes dér som bidrag til at indfri balancekravet i 2020.

De offentlige udgifters vækst

Set i lyset af de sidste 3 års udvikling og især udviklingen efter Budgetlovens ikrafttræden i 2013 er diskussionen mellem især Venstre og regeringen om størrelsen af de offentlige driftsudgifters vækst rent faktisk lidt ligegyldig.

For det første medfører kommunernes selvdisciplinering som vist, at den faktiske vækst tendentielt vil ligge under den aftalte vækstramme. Spørgsmålet er mere størrelsen.

For det andet indebærer både Budgetlovens måltal, der er afledt af Finanspagtens kriterier, at det bliver de økonomiske konjunkturer, der bestemmer vækstrammernes faktiske størrelse. Finanspagten bygger i bund og grund på en procyklisk økonomisk politik sådan forstået, at en nedgang i BNP automatisk udløser reduktion af de offentlige driftsudgifter. Bestemmelsen udelukker således de facto, at der kan føres keynesiansk kontracyklisk finanspolitik i perioder med økonomisk stagnation eller recession.

Alle måltallene står i forhold til BNP, hvilket betyder, at de samme udgifter et år som i det foregående kan overskride budgetlofterne, hvis BNP falder. Og da skatteniveauet er så godt som låst – efter EU kommissionens ”anbefalinger” – vil både en mindre eller bevaret skattebase og fastholdelse af f.eks. de sociale udgifter bidrage til at øge de offentlige udgifters- og underskuds andel af et vigende BNP, der følger med økonomisk nedgang. Alene af den grund giver det ikke meget mening at diskutere driftsrammernes størrelse med 1 decimal.

Hvilken betydning måltallene i Budgetloven har for udmåling af driftsrammen kan ses af regeringens budgetoversigt 2014.[4] Her skønnes det, at det offentlige underskud i 2015 holder sig på lige under de 3% af BNP, som er grænsen i Finanspagten. Gælden ligger markant under grænsen på 60% af BNP, hvorimod det strukturelle balanceunderskud skønnes til at placere sig lige under de 0.5% - og det er det måltal, der er styrende ifølge Finanspagten og regeringens mellemfristede mål om budgetbalance i 2020.[5]

Dertil kommer målsætningen om at nedbringe de offentlige driftsudgifter fra 28.5% af BNP til 26.5%.

Om det overhovedet bliver muligt at overholde måltallene afhænger således ikke kun af overholdelsen af driftsrammerne men nok så meget af væksten i BNP. Falder den, eller udvikler den sig ikke som prognosticeret, vil der alt andet lige ske det, at måltallene overskrides. Konsekvensen vil være, at den danske regering enten må aktvivere ”korrektionsmekanismen”, som beskrevet i Budgetloven, eller igen figurere på EU’s observationsliste. Den som Danmark netop lige er blevet slettet fra.

Der er med andre ord vedtaget en meget grundlæggende lov i Danmark, der skal styre hele den offentlige økonomi og opgaveløsning ud fra på forhånd opstillede måltal og ikke ud fra de behov, krav og ønsker, der udspringer af den politiske debat og borgernes flertalsprioriteringer. I det omfang lovens virke for alvor siver ned i hele den offentlige forvaltning, vil der indenfor hele forvaltningssystemet på alle niveauer først og fremmest blive styret efter teknisk præmisser og ikke politiske.

Finanspagt og budgetlov

Som sagt er Budgetloven vedtaget som konsekvens af Finanspagten, som Danmark tilsluttede sig i marts 2012 – stemt igennem af regeringspartierne, Venstre og Konservative. Budgetloven har ifølge Finanspagten en særlig status (næsten på linje med en grundlovsbestemmelse), i og med den er obligatorisk, og de tilsluttede medlemslande kan straffes økonomisk, hvis de ikke indfører en budgetregulerende lov af en status, der rangerer over de andre love. Dertil kommer, at Danmark har tilsluttet sig EU semestret, Two-pack aftalen, der giver EU kommissionen vide kompetencer til at følge de enkelte tilsluttede landes finanslove. EU kommissionen skal have tilsendt finanslovsudspil inden 15. oktober. Herefter kan Kommissionen vurdere budgetudspillet og afgive udtalelse der i princippet får betydning den endelige udformning af finansloven, fordi udtalelsen indeholder en vurdering af det realistiske i, at måltallene kan overholdes.[6]

Det er således ikke længere et spørgsmål, om det danske Folketing vil have en Budgetlov og følge den eller ej. Danmark har med et flertal i Folketinget tilsluttet sig Finanspagten og de øvrige pagter samt Europæisk Semester. Det indebærer en forpligtelse til at respektere Budgetloven og EU kommissionens overvågning.

Man kan på en måde sige, at Budgetloven er bygget ind i et overordnet EU-budgethjul, der er indeholdt i ovennævnte mellemstatslige aftaler, som så igen omsættes til et nationalt budgethjul.

I virkelighedens verden kan Folketinget og den danske befolkning kun slippe af med Budgetloven, hvis Finanspagten ophæves eller ændres, og da den er en mellemstatslig aftale kræves der enstemmighed eller udtræden af pagten. Selvfølgelig kan Danmark frigøre sig fra Finanspagten, men må så forvente et spekulationspres fra finansmarkederne, ringere lånbetingelser og udelukkelse fra at benytte den Europæiske Stabilitetsmekanisme. Hele batteriet af pagter er indrettet på en sådan måde, at ethvert brud vil blive takseret som en svækkelse af budgetdisciplinen og genindførelse af en ekspansiv finanspolitik helt uden reference til, om det for et land kunne være økonomisk og vækstmæssigt rational at overskride måltallene for at gennemføre store og økonomisk vigtige infrastrukturelle investeringer.

Det er i det store perspektiv som på det lokale niveau en reduktion i serviceudgifterne og velfærdsudgifterne, der skal betale for en udvidelse af anlægsudgifterne.

Selve den danske Budgetlov er sådan set ganske simpel. Folketinget skal på baggrund af status for underskud, gæld, strukturel balance og driftsudgifternes andel af BNP sat i forhold til den skønnede vækst beslutte vækstlofter for stat, kommuner og regioner over en fireårig periode. Den automatiske korrektionsmekanisme træder i kraft, hvis de givne forudsætninger ændrer sig, og måltallene ikke kan overholdes. Det er op til finansministeren og finansudvalget at afgøre. Finansministeren kan også foretage omposteringer indenfor rammerne.

Lovens sanktionsmekanismer overfor kommuner og regioner er i modificeret form overført fra Genopretningspolitikken fra 2010, hvor kommunerne enten samlet eller individuelt kan straffes med modregning i det betingede bloktilskud, hvis de samlet overskrider driftsrammen eller modregnes, hvis de samlet overskrider den aftalte ramme for skatten.[7]

Modregningsmekanismerne har, som den sidste opgørelse viser, fungeret aldeles effektivt. Kommunerne har som konsekvens i tre år lagt budgetterne langt under rammens loft og yderligere forbrugt mindre end budgetteret. Gabet er nu blevet så stort, at Det Økonomisk Råd advarer mod afstanden og mod at operere med lofter, som faktisk ikke kan ikke kan nås.[8]

Måden, det er sket på, er også ganske simpel. Ifølge loven skal kommunerne aflægge regnskabsopgørelser til ministerierne midt i perioden og anholdes på, om de har holdt sig indenfor rammen ved den endelige regnskabsaflæggelse året efter. Kommunernes budgetstyring bestemmes således fuldt og helt af Budgetlovens principper, hvilket har den meget enkle dynamiske effekt, at alle led fra kommunalbestyrelse og helt ud til den enkelte institutionsleder tvinges til at indbygge ”buffere” i budgetterne for at forebygge, at budgettet skrider og følgende eventuelle gennembrud af rammelofterne.

Politiske og strukturelle konsekvenser

Kommunerne kan hverken hver især eller under ét overholde økonomiaftalernes driftsrammer, hvis ikke budgetter, forbrug og regnskaber kan styres fra top til bund.

I toppen får KL i den sammenhæng til opgave at overvåge kommunerne under et og sikre, at økonomiaftalens rammer og bestemmelser respekteres.

Kommunalbestyrelserne skal som udgangspunkt lægge budget ud fra den aftalte driftsramme omsat til en kommunal ramme. I budgettet skal der indregnes en given ”buffer”, og størrelsen af forbrug af opsparede midler skal også fastlægges, så rammen ikke ad den vej brydes. Det indebærer et brud med principperne om decentrale budgetter og økonomisk forvaltning. Dertil kommer, at den samlede driftsramme er afgørende for, hvor meget der skal skæres ned på en række driftsområder for at frigive midler til prioriteringspuljen, som er den, budgetforhandlingerne reelt drejer sig om. Sat på spidsen kan man sige, at om en kommune så svømmede i penge, kunne den blive tvunget til at skære ned – alene for at holde sig indenfor den lokale driftsramme.

Det giver sig selv, at en kommunalbestyrelse kun kan sikre overholdelse af budgetrammen, for så vidt den har budgetdisciplin hele vejen ned i systemet. Fra forvaltning ud på den enkelte institution. Af samme grund indfører kommunerne budgetopfølgninger enten på månedsbasis eller kvartalsbasis fra øverste til laveste budgetled. Det afgørende i budgetopfølgningerne bliver, at forvaltninger og institutioner skal indhente underskud indenfor kort frist. Der er ikke længere noget, der hedder økonomisk ”genopretning over flere år. Budgetrammerne er et regnskabsår.

De løbende nedskæringer og tilpasninger forskydes med andre ord fra kommunalbestyrelser, økonomiudvalg og ofte også forvaltninger ud til den enkelte institution. Alle har gode grunde til at spare og opbygge en vis opsparing for at forebygge kommende sparekrav. Af den grund vender den dynamiske effekt også den anden vej, uden at nogen instans før den sidste regnskabsopgørelse har et overblik over det faktisk forekommende underforbrug. Som konkret eksempel herpå se ”Økonomisk politik for Århus kommune”.[9]

Hverken regeringen eller kommunalbestyrelserne kan selvfølgelig leve med den situation, at de underordnede ledere og ansatte blot parerer ordre og lidenskabsløst skærer ned på forbruget. Det drejer sig jo om, at de løsninger og den service, som politikerne har stillet borgerne i udsigt, skal holdes, selv om betingelserne herfor forringes. Af samme grund kan Budgetlov og de stramme driftsrammer ikke effektueres i kommunerne uden ændrede styringsmetoder.

Logisk se betyder det, at hele processen må vendes 180 grader. Politikkerne opstiller outputkrav og effektmål, hvor sidstnævnte ikke ifølge anbefalingerne fra Produktivitetskommissionen skal tage afsæt i faglige standarder men i, hvorvidt indsatserne har en given effekt for den enkelte borger. Og da det også er de øverste bureaukratiske led, der måler effekten her, betyder det blot, at man ved enhver indsats definerer nogle ufravigelige effektmål. Herefter sættes mål og effekter i relation til en given økonomisk ramme, der bestemmer størrelsen af input – dvs. bl.a. normeringernes størrelse. Sammenlagt får styringsmetoden som konsekvens, at der både styres på forud bestemte inputrammer (budgetlofter) og output mål uden hensyn til de faktiske betingelser og behovsbestemte mål.[10]

På den måde kan kommunerne og regionerne styre ”produktivitetsstigninger” på eksempelvis 2% pr. år og samtidig hævde, at man både forbedrer kvaliteten i den offentlige service og holder sig indenfor de driftsrammer, der år for år reduceres, fordi den dynamiske effekt jo resulterer i underforbrug. Så på den måde går det jo meget godt.

Men på trods af stram styring og manipulerede tilfredshedsmålinger, der skal dokumentere en identificeret effekt, befinder kommunerne og regionerne sig efterhånden i en så økonomisk presset situation, at alle besparelsesmuligheder skal i spil i hvert eneste budgetår. Det samme gælder hvad angår større anlægsinvesteringer.

Den kortsigtede løsning ligger i en øget anvendelse af udlicitering og Offentlige Private Partnerskaber (OPP), der indenfor en snæver budgethorisont og uden hensyn til mellemlange- og lange afledte effekter kan billigøre driften eller muliggøre konvertering af større anlægsudgifter til drift ved, at de private kontraktholdere i OPP projekterne står for finansieringen, og kommunerne binder sig til lejekontrakter med en varighed på typisk 25 år. For det meste vil kommunernes reelle finansieringsudgifter i forbindelse med projekterne i en 25 årige kontraktperiode ligge ca. 10% over, hvad de ellers skulle have betalt, hvis de havde finansieret investeringer selv og selv stået for driften. Men på grund af budgetlofterne er den mulighed reduceret. Det billede ses indenfor hele EU, hvor der er gang i OPP projekterne som en måde at omgå de formelle budgetkriterier på.[11],[12]

Regeringen og folketingsflertallet har således fået indbygget et meget potent incitament for kommunerne til at accelerere udliciteringsgraden og udbygningstempoet, når det gælder OPP kontrakter.[13]

At det så samtidigt betyder, at kommunalbestyrelser, regionsråd, forvaltninger, ministerier og styrelser spindes ind i et netværk af bindende kontrakter med relative lange løbetider, er en af de negative politisk demokratiske konsekvenser, som meget sjældent indgår i den politiske debat. Men det giver næsten sig selv, at jo flere kontrakter, desto mindre rum er der til politiske beslutninger og desto færre offentlige enheder skal bidrage til at indfri de årlige effektiviseringsmål, for kontrakterne kan som hovedregel ikke røres. Og i de tilfælde, hvor der indbygges justeringsklausuler, stiger kontraktsummen tilsvarende.

Resultatet er selvfølgelig et øget demokratisk underskud. Lægges det sammen med de snævre rammer for den årlige budgetlægning bliver nettoresultatet, at det kommunale selvstyre og det decentrale politiske styringsprincip i Danmark langsomt fortrænges og opløses til en administrativ decentreret forvaltning af centralt fastlagte politiske rammer på alle områder eller private leverandørkontrakter.

Sidst men ikke mindst får Budgetloven og den deraf afledte styringsstruktur også afgørende betydning for det offentlige arbejdsmarkeds fremtidige udvikling.

Når de offentlige driftsudgifter skal holde sig indenfor de givne måltal, indebærer det naturligt nok, at regeringen de facto også forlods sætter grænser for de offentligt ansattes lønudvikling i stat, kommuner og regioner. I sin yderste konsekvens betyder det, at de offentligt ansatte enten skal slås med borgerne om, hvor meget der skal gå til service og hvor meget til løn, eller også skal de offentligt ansatte til at indstille sig på, at overenskomstforhandlingerne kan udvikle sig til tilbagevendende udfordringer af Budgetloven og de afledte driftsrammer. I så tilfælde er der kun en overenskomstpart på arbejdsgiversiden – finansministeriet (Moderniseringsstyrelsen). KL og Danske Regioner kommer til at spille andenviolin.

Set i det perspektiv giver det god mening, hvorfor de offentlige arbejdsgivere nu går efter et opgør med de centrale løn- og arbejdstidsaftaler, og hvorfor udvidelse af ledelsesretten i den grad sættes i fokus. Man kan simpelthen ikke politisk holde til over længere tid at skulle ud i  tilbagevendende spektakulære opgør med de offentligt ansatte. Derfor skal slagene tages nu og ude på de lokale arbejdspladser. Løndannelsen skal individualiseres. Fagforeningernes forhandlingsret begrænses. Arbejdstidsaftalerne skal ”smidiggøres”, så det bliver lettere at nå effektiviseringsmålene med færre ansatte, og ledelsesretten skal styrkes for at omsætte de nye styringskrav og budgetdisciplinen til daglig praksis.[14]

Det var i det store hele den mulige fremtid, lærerkonflikten indvarslede.

Afsluttende bemærkninger

Gældskrisen var ikke nødvendig. Finanspagten var ikke nødvendig. Det samme gælder magtcentraliseringen i EU i forhold til medlemsstaterne. Euroen kunne have været indrettet solidarisk, og reglerne for finansmarkederne kunne have været strammet betydeligt, som det blev foreslået og anbefalet før de endelige forhandlinger om Maastrichttraktaten i 1992.[15] Hele EU kunne have understøttet den græske økonomi og afværget kapitalmarkedernes stormløb på landets økonomi. Kriserne i Spanien, Italien og Portugal kunne af samme grund være håndteret, uden opbygningen af det omfattende og udemokratiske krisestyringskompleks, der i en lind strøm og i hast blev vedtaget af regeringslederne for at inddæmme den gældskrise, som de selv havde bidraget til.

Hele krisestyringskomplekset, hvoraf Finanspagten indtil videre er sidste skud på stammen, har alene gældskrisen som påskud for endeligt at få udelukket alle andre løsninger på finanskrisen end de neoliberale løsningsstrategier. Med finanspagten er det sidste opgør med velfærdsstaterne, keynesianismen og lønmodtagernes styrkepositioner blevet kodificeret og underlagt en næsten uopsigelig lovgivning.

Det får selvfølgelig som konsekvens, at den politiske kamp for ordentlige serviceydelser, mod udlicitering og privatisering osv. ikke længere kan føres lokalt. Hvor gode intentionerne end er i den enkelte kommune, er de dømt til nederlag, hvis ikke lokalpolitikken forbindes med et landspolitisk opgør med Budgetloven. Der som bekendt også vil løbe ud i sandet, hvis der ikke indenfor EU’s rammer opbygges en mere sammenhængende bevægelse for afskaffelse af hele det krisestyringskompleks, som i virkeligheden er grundlaget for magtcentraliseringen og den bureaukratiske styring af medlemslandenes økonomier og understøttelse af de nationale regeringers neoliberale politik.

De offentligt ansattes fagforeninger står på sin vis i sammen situation som de lokale politikere. Hvis de vil forsvare den frie løndannelse, aftaleretten og ordentlige arbejdsvilkår for deres medlemmer, vil de med usvigelig sikkerhed igen og igen komme i konflikt med Budgetlovens rammer og bestemmelser. Noget lignende vil ske og sker allerede i flere medlemslande. Af samme grund er den europæiske fagbevægelse også begyndt at bygge op til et større opgør med Finanspagten.

Hvorvidt, det kommer dertil, afgøres af mindst to forhold. Om den lokale modstand mod besparelser og forringelser som konsekvens af Budgetloves bestemmelser bliver formuleret som et landsdækkende opgør, og om de faglige organisationer tager denne kamp alvorligt. Hvorvidt modstanden så får den ønske effekt, er en hel anden sag. Ingen skal nære illusioner om, at noget politisk flertal på Christiansborg kan ophæve budgetloven, uden det sker som led i et pres fra mange medlemslande på en og samme tid.

Hverken EU kommissionen eller Ministerrådet er en monolit, der handler og beslutter upåvirket af, hvad der sker i medlemslandenes befolkninger. Det udstillede reaktionerne på EU parlamentsvalget og de voksende modsætninger mellem parlament og regeringsledere.

Måske er grænserne ved at være nået for, hvor meget de andre regeringer kan holde til, når det gælder om at følge tysk krisepolitik. Både Angela Merkel og ECB chefen har sat gang i en proces, der skal føre til en ny mellemstatslig og kontraktligt bindende ”Konkurrenceevnepagt” som forlængelse af Finanspagten og som EU overbygning til de igangværende forhandlinger om en transatlantisk handelsaftale. Men modstanden fra flere medlemslande har simpelthen været for stor. Efter, at Angela Merkel lancerede forslaget under World Economic Forum i Davos januar 2013, var det hensigten, at forslaget skulle have været kørt igennem på EU topmødet i december 2013. Det skete ikke, og ikke meget taler for, at den bliver vedtaget på topmødet i december 2014. Det var det østrigske socialdemokrati, der startede modstanden Herefter har den bredt sig både til regeringsledere og lokale fagforeninger.[16] Noget lignende kan ske med Finanspagten – hvis den vel og mærke sættes i fokus som hovedproblem.


[1] Aftale om kommunernes økonomi for 2015 s. 14

[2] KORA, Kommunernes regnskaber 2013

[3] Nyhedsmagasinet Danske Kommuner nr. 17/2014

[4] Budgetoversigt 1 2014, maj 2014, kapitel 1 og 2

[5] Almindelige bemærkninger til lovforslagets hovedpunkter afsnit 2 og bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser, kapitel 3. 2012

[6] Folketingets EU oplysning. Dokumenter om Two-pack, Europæisk Semester og Euro-plus pagten.

[7] Aftale om budgetlov, 27. marts 2012

[8] Det Økonomiske Råd, Rapport 12. maj 2014, resume.

[9] Økonomisk politik for Århus kommune 11. juni 2014

[10] Aftale om kommunernes økonomi for 2015 s. 6

[11] Public Services International Research Unit (PSIRU), More public rescues for more private failures – a critic af the EC communication on PPPs march 2010 (David Hall).

[12] Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Standardmodel for offentlig-private-partnerskaber, marts 2012

[13] OPP nyt offentlig-private partnerskaber i forskning og praksis, 1. halvår 2011, Ole Helby

[14] KL: Konkrete målsætninger april 2014. KL’s hjemmeside, Arbejdsgiverstrategi

[15] John Grahl & Paul Teague, The Big Market, kapitel 3: Money and finance in the big market.

[16] European Council (December 2013) summit conclusions