Det handler om andet end frihandelsaftaler
Af

Offentliggjort: 15. august 2014

TTIP, TPP, ITA og TiSA samt flere hundrede bilaterale handelsforhandlinger tegner sammenlagt et billede af et radikalt skifte for den globale kapitals akkumulationskrav- og betingelser. Hvis vi ikke rammer helt ved siden af, må det få som paradigmatisk konsekvens: At arbejderbevægelsens og det socialistiske venstres begreb om internationalisme ikke som i forgangne tider kan opfattes som forlængelse eller som slutpunkt på de nationale kampe, men tværtimod må anskues som begyndelsespunkt.

Siden sin begyndelse i 2001 har WTOs Doha-runde om frihandel lidt skibbrud flere gange. Det største sammenbrud skete i 2008. Herefter blev forhandlingerne genoptaget, men brød igen sammen i december 2013. Her i august måned 2014 er de mere begrænsede forhandlinger også brudt sammen, fordi Indien forbeholdt sig retten til at støtte dele af fødevareindustrien og sænke fødevarepriserne af hensyn til den fattige del af befolkningen.

De egentlige grunde til sammenbrudene har stort set været de samme. En voksende modsætning mellem de vestlige lande (USA, EU, Australien og Canada) på den ene side og Kina og Indien som uformelle repræsentanter for især de nye kapitalistisk lande på den anden side. Formelt handler konflikterne om protektionisme og handlen med landbrugsvarer. Men reelt handler de om WTOs og de multilaterale aftalers fremtid og om en nyorganisering af det globale kapitalistiske marked.

USA og EU har længe været utilfredse med vilkårene i WTO og har ikke haft i sinde at underlægge sig de meget brede aftaler, der omfatter alle medlemslandene og forpligter alle på lige fod. De to parter har heller ikke vist interesse i at bevare en organisation, som ad åre i højere grad vil blive domineret af de lande, der i dag ligger langt under Vesten i økonomisk-politisk status og militær kapacitet. Meget taler også for, at USA og EU direkte har styret mod konfrontationerne for at få Doha-forhandlingerne til at bryde sammen og åbne vejen for helt nye typer af handelsaftaler. Og det ser ud til, at USA og EU forfølger en bestemt strategi med at opbygge et helt netværk af bilaterale og plurilaterale aftaler (sidstnævnte kan sammenlignes med ”koalitioner af villige”), der skal sætte nye og reelt bindende standarder, som resten eller store dele af verden må følge. Herefter kan de løftes eller presses ind i WTO. Man opererer med andre ord med, at kampen for egne vestlige interesser i WTO skal føres ”udefra og ind”.

Når det er rimeligt at antage, at det er den kurs, som følges, kan det begrundes både i de nye handelsaftalers indhold, i selve forhandlingsforløbene og i de underliggende bevægelser, som vi vil berøre senere.

Samtidig med, at Doha-forhandlingerne var på deres højeste i efteråret 2013, påbegyndte USA og EU forhandlinger om TTIP (Transatlantic Trade and Investment Partnership). EU og Canada gennemførte lignende forhandlinger, der hedder CETA (Canadian and European Trade Agreement). USA indledte forhandlinger med 12 lande fra Stillehavsregionen om TPP (Trans Pacific Partnership) og udelukkede udtrykkeligt Kina fra forhandlingerne. Og parallelt med disse forhandlinger påbegyndte USA og EU i samarbejde med en række andre lande – ”koalitionen af villige” – forhandlinger om nye regler for investeringer i og handel med service, TiSA (Trade in Service Agreement).

I denne leder har vi valgt fortrinsvis at fokusere på TTIP og TiSA, fordi disse aftaler, hvis forhandlingerne vel og mærke afsluttes med aftaler, vil få en afgørende betydning for reguleringen af fremtidens globale handel og på forholdet mellem suveræne stater og globale kapitalkoncentrationer og -fraktioner.

Men i parentes bemærket er det værd at have med, at selvom CETA-forhandlingerne ikke vil få den store betydning for EU, indeholder aftalen et vigtigt punkt, som nu har sat sindene i kog i forhold til forhandlingerne om TTIP. Det drejer sig om oprettelse af statsuafhængige tvistløsningsmekanismer (ISDS, Investor-State Dispute Settlement), der skal regulere konflikter mellem private investorer og sikre, at staterne ikke (vilkårligt) skader investorernes afkast. ISDS er indbygget i den aftale, der tidligere blev indgået med Canada, men som først skal endelig godkendes i september 2014. Og står det til den tyske udenrigsminister bliver aftalen ikke til noget, med mindre ISDS-mekanismen løftes ud af aftaleudkastet eller som mindstmål reduceres i betydning.

Forhandlingerne om TTIP, som uden sammenligning er den mest vidtrækkende handelsaftale af dem alle, blev indledt i 2013. Dead-line for forhandlingerne blev sat til udgangen af 2014. Aftalens omfang taget i betragtning indebar det, at der skulle fart på hele vejen igennem. EU’s medlemslande skulle af samme grund hurtigt afgive forhandlingsmandat, og forhandlingerne skulle i det store og hele køre uden offentlig opmærksomhed. Fortrolighedskravene, der blev aftalt, var af et omfang, så end ikke EU-parlamentsmedlemmer kunne få adgang til dokumenterne. Senere er der blødt op på ”sikkerhedsforanstaltningerne”. Men kun meget få ville i dag have vidst ret meget om forhandlingernes indhold, hvis ikke flere dokumenter var blevet lækket i foråret 2014. Med til procedurerne hører også at med afgivelse af forhandlingsmandat, fraskrev de enkelte medlemslandes regeringer sig også muligheden for at få ændringer ind i aftalegrundlaget, med mindre de 28 EU lande kunne nå til enighed.

Der har siden indledningen af forhandlingerne været en vis opposition i EU-parlamentet, og den førte til, at dokumenter blev lækket i forbindelse med parlamentsvalgkampen og den tiltagende magtkamp mellem parlament og ministerråd. Flere faglige organisationer og NGO’er havde allerede gjort opmærksom på flere af de problemer, der var indbygget i forhandlingerne. Men det var vanskeligt at få et overblik over omfanget. Med de lækkede dokumenter kom det frem, hvad forhandlingerne indeholder, og det blev muligt at tegne et mere sammenhængende billede af konsekvenserne.

Siden maj måned er interessen for TTIP kun vokset, og her nogle få måneder efter lækken er modstanden meget omfattende. Lækken kastede ikke kun lys over forhandlingerne. Den bragte også EU-kommissionen og regeringerne i defensiven. Kommissionen så sig nødsaget til at ændre procedure og lægge flere dokumenter frem samt løbende offentligt at gøre status over forhandlingsforløbet. Nu her efter sjette forhandlingsrunde, der blev afsluttet midt i juli måned, står det klart, at forhandlingerne bliver stærkt forsinket. At modsætningerne mellem USA og EU vokser. At flere regeringer og sidst den tyske er kommet i tvivl om, hvorvidt de vil godkende en aftaletekst, der bl.a. indeholder bestemmelser om indførelse af ISDS. At et flertal i EU-parlamentet har tilkendegivet, at de ikke vil stemme for den endelige aftale  – og så falder den. Og at diskussionerne om aftalen nu er blevet intensiveret i de nationale parlamenter.

Modstandens hovedtemaer er ISDS som et angreb på nationalstaternes suverænitet og det faktum, at aftalen vil give den transnationale kapital og de store kapitalkæders interesser forrang over offentlige og statsinteresser. Endvidere at ISDS og flere andre bestemmelser samt selve forhandlingsproceduren undergraver demokratiet både i EU og i nationalstaterne. Og endelig at det offentliges mulighed for at beskytte borgerne og naturgrundlaget forringes med aftalerne. Hertil kommer, at amerikanerne pure afviser at indgå aftaler om nye regler til regulering af finansområdet. Men det er først og fremmest ISDS-mekanismerne og erfaringerne med disse, der er modstandens kernepunkt. I bl.a. Latinamerika, har amerikanske selskaber trukket adskillige regeringer i ”retten”, fordi den ene eller anden regering i forsvaret for nationale eller offentlige interesser har gennemført en lovgivning, som virksomhederne påstår undergraver deres forventede afkast.

Sideløbende med TTIP-forhandlingerne har USA, EU og de andre vestlige lande sammen med en række mindre, nye, kapitalistiske stater (i alt 50 lande) indledt forhandlinger om fremtidens handel og investeringer indenfor alle serviceområder, herunder finansiel service. Den endelige aftale vil dække ca. 70 % af den globale servicehandel og -investeringer og omfatter en anslået værdi af 4.000 mia. dollars (der hersker nogen usikkerhed om størrelsen og beløbet kan sagtens vise sig at være noget større).

Forhandlingerne har ikke nydt den store bevågenhed, hvilket kan skyldes, at forhandlingsprocedurerne er om muligt endnu strammere end ved TTIP-forhandlingerne. Godt nok har alle medlemslandene (også det danske folketing) i EU afgivet forhandlingsmandat, men man har samtidig accepteret, at forhandlingerne og de enkelte forhandlingspositioner skal forblive hemmelige i fem år efter aftaleindgåelse, også selv om en eller flere parter skulle træde ud af forhandlingerne. Altså er demokratiet og offentlighedens indsigt i forhandlingerne ganske effektivt sat i parentes.

Forhandlingerne kaldes plurilaterale, hvilket dækker over, at de gennemføres af en ”koalition af villige” udenfor WTO med henblik på, at de opnåede regler på et eller andet tidspunkt skal gøres bindende som norm for al global handel med service og senere ”løftes ind i WTO” som standard og med status af multilaterale.

Som ved TTIP har offentligheden først fået kendskab til indholdet i forhandlingerne, fordi Wikileaks lækkede en række dokumenter indenfor finansområdet. Professor Jane Kelsey [1] fra New Zealand har bl.a. på grundlag af de lækkede dokumenter udarbejdet et memorandum, der påviser, at den aktuelle regulering af finanssektoren vil blive fastfrosset, hvorefter ingen af aftaleparterne kan gå videre med yderligere regulering (det hører med, at de aftalte reguleringer af finanssektoren efter 2008 endnu ikke er fuldt implementeret).

Senere er det kommet frem, at aftalerne også vil få afgørende betydning for forholdet mellem de store, globale serviceudbydere og de nationale, offentlige serviceområder.

Selv om EU-kommissionen har iværksat ”damage control” og beroliget befolkningen og medlemslandenes parlamenter med, at de endelige aftaler ikke kan tvinge landene til at privatisere uddannelsesområder, vandværker, socialsektoren, energiforsyning osv., og at bankernes og forsikringsselskabernes gensidige investerings- og driftsret i aftalelandene ikke rammer de enkelte landes finansielle sikkerhed, så vil kritikken ikke forstumme. Tværtimod vokser den.

Men det mest giftige skal faktisk findes et helt andet sted. Det drejer sig om en stærkt problematisk procedure, der her hedder ”negativ afgrænsning”. Kort fortalt går proceduren ud på, at de enkelte deltagende lande i forhandlingerne skal melde ind, hvilke offentlige ydelser og serviceområder, man vil have fritaget fra aftalen. Når det er sket, indføres der en ”stand still”. Niveauet fastfryses, og deltagerlandene kan ikke bagefter ændre på beslutningen og trække områder tilbage. Beslutningen er irreversibel. Man kan godt udsætte flere områder for privatisering, men ikke færre end det aftalte.

Gennemgående er det således proceduren, der fastlåser niveauer og derved binder deltagerlandenes regeringer til at implementere de trufne beslutninger i en eller anden form for national lovgivning. Nogenlunde efter samme princip som med finanspagten, der her i landet er blevet omsat til budgetloven, og som et nyt flertal i folketinget ikke uden videre kan slippe af med igen. Nationalstaternes politiske råderum bindes med andre ord endnu mere til mellemstatslige aftaler uden umiddelbare muligheder for at ændre på disse, selv om det måtte være samfundsmæssigt rationelt og afspejle en vilje i befolkningerne.

Til beroligelse hører det med, at TiSA, som status ser ud på nuværende tidspunkt, ikke har de store muligheder for at blive vedtaget i EU-parlamentet. Og konflikterne i USA mellem præsident og kongres er tilsvarende så store, at der ikke er meget, der taler for, at aftalen vil gå igennem i USA.

Men for at forstå disse forskellige forhandlingsforløb og modsætningerne i WTO er det nødvendigt at gå udenfor de konkrete forhandlinger og deres enkelte problematiske elementer og anskue dem i historisk og global sammenhæng.

GATT (General Agreement of Tariffs and Trade oprettet i 1947 og del af FN 1960) institutionen og senere WTO (oprettet i 1995 som afløser for GATT) er vokset ud af den økonomiske, politiske og militære verdensorden, der blev etableret efter 2. Verdenskrig. Disse institutioner opbygget omkring USA’s dominans som verdens stærkeste økonomiske og militære magt. De er også opbygget for at understøtte den amerikanske kapitals uhindrede adgang til resten af verden godt beskyttet af et stabilt dollarregime. I denne periode – dvs. frem til finanskrisen (og især understøttet af sammenbruddet i Østeuropa og Sovjet) – var hovedlinjen at påtvinge verden multilaterale aftaler, der favoriserede USA og resten af den vestlige verden.

I slutningen af perioden – og især efter 2008 – er Kina og Indien trådt frem på den globale scene som nye store økonomiske og militære magter i svøb, og samtidig har begge lande gjort sig til de uofficielle talsmænd for en række af de ny, kapitalistiske landes interesser, der hidtil har været kapslet inde af USA og EU. Det er faktisk den akse, konflikterne i WTO har drejet sig om. Af de samme grunde har USA og EU haft som mål enten at bremse processerne i WTO eller direkte sabotere forhandlingsforløbene. Dels for at svække Indien og Kina og bremse den udvikling, de repræsenterer, og dels for at få et alibi til at indgå andre aftaler, der går uden om WTO og opbygger et pres ude fra, ved at organisationen stilles overfor den ene fuldbyrdede kendsgerning efter den anden.

Rationalet skulle være, at når først de plurilaterale aftaler var på plads, kunne de store aktører som USA og EU tage andre lande et efter et og presse dem til accept.

Det man søger at opnå er en form for strategisk handelsinddæmning af Kina og Indien og BRIK-landene som helhed. F.eks. har Kina ansøgt om at måtte deltage i forhandlingerne om TiSA på trods af, at man som princip er i mod denne type af forhandlinger. Kinas inddragelse er blevet pure afvist af USA med henvisning til, at det tidligere lykkedes kineserne at bremse forhandlingerne om ITA (Information Technology Agreement) ved at fremføre så mange undtagelsesbestemmelser, at forhandlingerne blev sat på standby. De er nu genoptaget. Men hele grundlaget er svækket og begrænset til amerikanernes store fortrydelse. Spørgsmålet er nu, om amerikanerne har styrke til på et tidspunkt at lukke Kina ude af ITA-forhandlingerne og fastholde landets udelukkelse fra TiSA-forhandlingerne.

For yderligere at føje nye elementer til den modsætningsfyldte opløsning af den gamle verdensorden mødtes BRIK-landenes ledere under verdensmesterskabet i fodbold i Brasilien for at indgå aftale om oprettelse af en investeringsbank som alternativ til Verdensbanken og lånefaciliteter som pendant til IMF. Aftalen er ikke særlig omfattende, og vestlige økonomer og regeringsledere har også haft travlt med at håne aftalen for at være aldeles utilstrækkelig.

Det er blot ikke det sagen handler om.

BRIK-landene bruger nu samme metode overfor den USA-dominerede Verdensbank og IMF, som USA og EU har brugt overfor WTO for at destabilisere institutionerne og opbygge et alternativ, der kan modsvare de kommende forskydninger på verdensmarkedet. Man skal i den forbindelse ikke overse dannelsen af Pacific Alliance (Indgået mellem Chile, Colombia, Mexico og Peru). Det virkelig interessante i denne aftale er, at der ikke er tale om en traditionel handelsaftale, men snarere om en lokal udgave af et relativt nyt fænomen – International Supply Chain Agreement (ISCA). Aftalen skal sikre bestræbelserne at opbygge (facilitere) og sikre større netværk af virksomheder og distributionskanaler, som modvægt til de hidtil amerikansk dominerede private kapitalnetværk.

Hastigheden og mangfoldigheden, hvormed de mange handelsaftaler gennemføres og de sektorområder, der inddrages, skal også ses i relation på den nu åbenlyse kamp om investeringsindflydelse og økonomisk dominans mellem USA og delvist EU på den ene side og især Kina på den anden side. På hele det afrikanske kontinent foregår der et sandt ræs mellem USA og Kina (Obama har lige holdt et forsinket topmøde med flertallet af de afrikanske regeringsledere). Hele den tidligere amerikanske politik med at påtvinge de enkelte lande kontrakter på billig råstofudvinding kombineret med en vis form for militær dominans gennem Africom (kommandoen for USA’s forskellige militære operationer på det afrikanske kontinent) er ved at rinde ud. Modsat har Kina i årevis overinvesteret i både råstofudvinding, opbygning af infrastruktur og markedsmodning for billige og enkle produkter svarende til det almindelige behov og det afrikanske markeds økonomiske formåen. Lignende modsætninger udspiller sig nu i Latinamerika dog med flere og mere sofistikerede aktører som bl.a. Brasilien.

Det interessante er, at hovedfokus er vendt fra investeringer i råstofudvinding til investeringe i produktion- og markedsopbygning, hvilket også involverer politisk udvikling og etablering af relativt stabile samfund. Det afføder i sig selv strategiske spændinger mellem regeringerne i USA og EU, der er tvunget til også at kalkulerer efter geostrategiske interesser, og de store private transnationale selskaber, som ikke har investeringshorisonter på over nogle få år, og som ensidigt hævder snævre profitinteresser. Samme problematik gør sig ikke i et lignende omfang for Kina, hvor stat og virksomheder indgår i fælles strategiske offensiver.

Men neden under de nævnte åbenlyst strategiske træk og konfliktmønstre, der indgår i nyordningen af verdensmarkedet og amerikanernes desperate kamp for at bevare herredømmet med EU som dels allieret, er en helt anden udvikling med langt mere vidtrækkende konsekvenser og implikationer ved at sætte sig igennem. Det drejer sig om dannelsen af en global kapitalstruktur. Hidtil har det været almindeligt at tale om ”globalisering” uden samtidig i den almindelige debat at beskæftige sig med det forhold, at der selvfølgelig ikke finder en globaliseringsproces sted, uden at denne følger bestemte udviklingsmønstre og danner en ganske bestemt struktur – om end denne kun gradvist og modsætningsfyldt opbygges og det absolut ikke uafhængigt af de politisk og militære magtforhold.

Økonomer i OECD, IMF og Verdensbanken har længe beskæftiget sig med problematikken. Og på samme tid, som sjette forhandlingsrunde i TTIP blev indledt, fremlagde tre økonomer fra hver af de respektive organisationer en rapport om ISCA op til en fælleskonference midt i juli. Rapportens udgangspunkt er det faktum, at ca. 70 % af al verdenshandlen kan kategoriseres som handel med halvfabrikata, services og kapitalgoder, der i et eller andet omfang relaterer sig til eller indgår som intrahandel i de store transnationale koncerner – altså indgår i disse koncerners og koncernnetværks investeringer, produktion, distribution og sluttelig salg på markedet.

Konklusionen er, at verdenshandlen fremover i højere grad vil være mere afhængig af sikre, stabile og fleksible globale produktions- og distributionskæder og -netværk end af bestræbelserne på at fjerne de traditionelle handelsbarrierer som eksempelvis toldsatser og tekniske handelshindringer. Disse barrierer har en vigende betydning. Hertil er verdens lande og regionale markeder efterhånden for integrerede.

Kapitalens livsrytme er ved at blive afgørende ændret. Som et forhold der står i modsætning til den nuværende indretning af kapitalismen. Som Karl Marx skrev i ”Grundrisse”: ”Tiden inhalerer rummet”. Det er den moderne, globale kapitals imperativ.

De store, transnationale koncerner kan ikke bare fysisk udvide akkumulationen og skabe ekstraprofitter. De holder ikke længe. Profitafkastet skal sikres ved øget tempo og hurtigere cirkulation og reproduktion, så en ny akkumulationscyklus kan sættes i gang. De kapitalforetagender, der kan det, stabiliserer sig også som førende på verdensmarkedet. Centralisering og delvis monopolisering af kapitalen gennem opkøb og fusioner har sine snævre grænser.

Kampens tema og område hedder: Den globale dominans i alle led fra investering og produktion til salget på markedet. Ikke i den traditionelle kontekst – som de internationale monopolfirmaers dominans – men som det globale marked som grundlag for kapitalens videre akkumulation overhovedet.

Derfor arbejdes der også i mange forskellige tænketanke og fora med strategiske oplæg, der rækker langt videre end de handelsaftaler, der forhandles på nuværende tidspunkt. Ledetråden er: Hvorledes sikres kapitalens samlede cirkulation mod nationale regeringers eller regionale sammenslutningers ”vilkårlige” politiske indgreb, der kan fordyre, forsinke eller helt ødelægge de vitale produktions- og distributionskæder og -netværk.

Man skal dog i den anledning ikke forfalde til spændende, men også misvisende konspirationsteorier om en grådig kapital i kamp med nogle demokratisk valgte regeringer og befolkningernes demokratiske indflydelse på samfundsudviklingen i almindelighed. Der foreligger ikke et grand design. Man kommer nok nærmere sandheden ved at betragte udviklingen som værende præget af et væld af modsætninger, kortsigtede interesser og ad hoc beslutninger. Det er også den alen, der skal anlægges i forhold til de igangværende handelsforhandlinger. Og modsætningerne er legio. Nogle få eksempler kan beskrive karakteren og omfanget:

Nogle få hedgefonde er ved at tvinge Argentina ud i statsbankerot, fordi de har opkøbt devaluerede statsobligationer for herefter at få en amerikansk domstols medhold i, at de skal indløses til deres oprindelige værdi. Det har bragt den amerikanske regering og store dele af finansverdenen på intern kollisionskurs. Når hedgefondenes manøvre overhovedet har kunnet ladet sig gøre, hænger det sammen med, at Argentina i 2001 indgik en gældssaneringsaftale inden for amerikansk retsdomæne. Havde det ikke været tilfældet, ville hedgefondene ikke have haft juridisk dækning for deres angreb på Argentina. Problemstillingen har efterfølgende fået en række lande til at overveje flytning af kontraktindgåelse fra amerikansk jurisdiktion til et neutralt område, hvor amerikansk bestemte sanktioner ikke kan nå dem.

I juli måned idømte en amerikansk ret den franske bank Paribas en bøde for at have forbrudt sig mod forbuddet mod samhandel med bl.a. Cuba, Iran og Sudan. Bøden kunne ligeså godt være blevet idømt en række andre amerikanske og europæiske banker. De store finanslobbyer har da også kritiseret dommen ud fra et ønske om at sikre uhindret adgang for finansielle investeringer overalt i verden. Modsat står den amerikanske regering med et behov for at kunne bruge landets dominans på de finansielle markeder som et aktiv i udenrigspolitikken og de geopolitiske magtkampe. Den mulighed ville blive reduceret, hvis sanktionspolitikken konstant kunne gennemhulles.

I forhandlingerne om TTIP er USA og EU på kollisionskurs, når det gælder regulering af finansmarkederne. USA ønsker at bevare sit herredømme og de vedtagne regelsæt. Dels fordi det gavner de amerikanske finansmarkeder her og nu, og dels fordi det er forudsætningen for at bevare kontrollen på længere sigt. De europiske forhandlere opponerer mod amerikanernes oplæg, fordi det vil blokere for den europæiske finanssektors konkurrence på det globale marked. De amerikanske finansielle lobbyer støtter her EU mod deres egen regering, fordi de er dybt involveret og integreret i den europæiske finanssektor.

Hertil kommer de voksende spændinger mellem de teknokratiske eliter, der udenfor demokratisk kontrol forbereder handelsaftalerne og hele netværket af kontrakter og så de nationale regeringer, der må se deres suverænitet og de nationale demokratier truet, selv om de på god demokratisk vis har afgivet forhandlingsmandater. Som de bare ikke kan styre når først, mandatet er givet. Derfor er flere og flere regeringer under et voksende pres fra befolkningerne om øget åbenhed, gennemsigtighed og demokratisk kontrol. En række af erhvervssammenslutningerne for de mindre og for det meste nationale industrier og servicevirksomheder støtter faktisk den voksende skepsis og protest.

Hvis vi forsøgsvis skal gøre status – selvfølgelig en foreløbig status – så må konklusionen blive, at vi befinder os i et opbrud af den gamle verdensorden, uden at der overhovedet er skabt blot omridset af en ny arkitektur til at afløse den gamle. Udforingerne fra de nye, kapitalistiske magter er på vej og mange. Men endnu former de sig kun som reaktioner mod de gamle dominansinstitutioner, og på den anden side er de gamle dominansmagter på god konservativ vis i gang med at forandre for at bevare. Det gælder som vist i forhold til WTO. Men risikoen ved hele den manøvre, vi har beskrevet i denne leder, er, at verden mister en central institution med autoritet til at løse de mange konflikter i den globale handel. På nøjagtig sammen måde som de mange ”koalitioner af villige” svækker FNs autoritet som den institution, hvor alle mellemstatslige konflikter løses.

De beskrevne forhold fremstilles ofte som om, staterne og befolkninger er gidsler og den svage part overfor de store globale kapitalaktører. Men måske skal billedet vendes 180 grader, og man vil få øje på den moderne globale kapitals indbyggede skrøbelighed.

To hændelser har virkeligt fået de strategiske aktører i erhvervslivet og flere regeringer op af stolene. Begge begivenheder har med to års mellemrum deres udspring i Los Angeles og Long Beach Island – indskibningshavne og distributionscentre for store dele af USA.

Den store strejke blandt havnearbejderne for to år siden afslørede, hvor skrøbelige forsyningskæderne egentlig er. Det hele gik i stå, og da man forsøgte at omdirigere store dele af godset til canadiske havne og satte de canadiske togoperatører kvoter på transport til USA. Efterfølgende er der arbejdet på højtryk for at udvikle kompenserende nødforanstaltninger. Men episoden intensiverede også de strategiske drøftelser af, hvordan de globale forsyningskæder kunne sikres ikke bare overfor korrumperede regeringer i tilbagestående lande, men også overfor arbejderaktioner og bindende arbejdsmarkedsregler i de højtudviklede lande. Derfor spiller disciplineringen af de nationale arbejdsmarkeder så fremtrædende en rolle i de pågående forhandlinger om TTIP mv. og af samme grund udgør ISDS livsnerven i fremtidige handelsaftaler uagtet de aktuelle interessemodsætninger og den voksende modstand. Hvis ikke man kan tvinge de nationale regeringer til at disciplinere de hjemlige arbejdsmarkeder, skal de kunne straffes gennem internationale ”tvistløsningsdomstole”.

Som overliggende tema for denne udvikling stiller spørgsmålet sig mere og mere påtrængende: Er kapitalens fremtidige og generaliserede akkumulationsregime overhovedet foreneligt med selv det liberale demokrati?

Men tendensen og de indbyggede konsekvenser – eller rettere virvaret af tendenser og retninger, der til tider ophæver hinandens virkning – er også ved at blive forstået i den internationale fagbevægelse, af et væld af NGO’er, flere og flere parlamentarikere og nationale regeringer. Ikke fordi nogen af aktørerne vender sig mod kapitalismen som sådan. Hovedsageligt vender de sig mod kapitalens inhalering af den ”demokratiske kapitalisme” og det mønster, som fremtidens kapitalisme er ved at antage. Spørgsmålet er, om der er et kapitalistisk alternativ?

I hvert fald har PSI, som er den internationale sammenslutning af de offentlige ansattes fagforeninger, sat tryk på kampagnen mod TTIP og TiSA. EFS (Europæisk Faglig sammenslutning) i Europa og ALF-CIO i USA har i fællesskab sendt en protest mod TTIP- forhandlingerne og især risikoen for fastlæggelse af ISDS-institutioner. I EU-parlamentet foregår der en omfattende aktivitet for at blokere for vedtagelsen af de aftaler, der forhandles, og en række regeringer herunder den tyske har som sagt i begyndelsen af august truet med at blokere for aftalerne. NGO’ernes protester ser også ud til at have deres virkning. Herhjemme er det indtil videre kun Dansk Metal og DI, der går varmt ind for aftalerne og især ISDS. Modstanden i resten af fagbevægelsen vokser efterhånden, som det kommer frem, hvad aftalerne reelt indeholder.

Der ser ud til at tegne sig mulighederne for at opbygge en omfattende bevægelse af fagforeninger, internationale faglige koalitioner, NGO’er, parlamentarikere i EU parlamentet og nationale parlamenter og centrum-venstre partier mod både TTIP og TiSA og til forsvar for demokratiet og den folkelige og nationalstatslige suverænitet. Det er vel kun et spørgsmål om tid, før nogen også tager teten i Danmark.