Ukraine: Betingelserne for fred
Af Jens Jørgen Nielsen

Offentliggjort: 15. juni 2014

Russerne føler sig ekstremt truede af et NATO på Krim og i den østlige del af Ukraine. Til gengæld er der meget der tyder på, at de er klar til at gøre forretninger med Porosjenko. Så måske er vi snart tilbage til start og måske nye former for protestbevægelser. For en økonomisk og social udvikling er stadig den afgørende udfordring for Ukraine og betingelsen for en varig fred.

Den 7. juni blev Ukraines nyvalgte præsident Petro Porosjenko formelt indsat ved en højtidelighed i Kiev. Tilstede var både højtstående politiske repræsentanter fra USA og andre lande, bl.a. Danmarks udenrigsminister Martin Lidegaard. Under ceremonien skete der flere ildevarslende ting. En soldat, som holdt æresvagt, kollapsede, lige da Porosjenko gik forbi ham. En bilbombe eksploderede også ret tæt på under selve ceremonien. Vestlige medier hæftede sig ved at Porosjenko talte om fred i Donetsk. Nogle poetisk anlagte journalister formulerede det, som strakte han en olivengren ud til det østlige Ukraine. Men bogstaveligt samtidig med disse ord intensiverede det ukrainske militær luftbombardementerne af bl.a. civile områder i det østlige Ukraine.

Hvad man end måtte mene om Ukraine, så er det ganske bemærkelsesværdigt, at luftbombardementer af administrationsbygninger med drab på civile samt regulære mord på civile i Odessa, Mariupol, Slavjansk, Lugansk og andre byer generelt er foregået, uden at vestlige medier ofrer det bare den mindste opmærksomhed. Meldingerne fra NATO, EU, G7 og andre vestlige internationale politiske institutioner er vedholdende og enstonige: det er alt sammen Ruslands skyld. I det hele taget har der været en sjælden set konformisme i de vestlige medier i dækningen af den ukrainske krise. Historien går nogenlunde således: Siden 1992, da Sovjetunionen brød sammen, har ukrainerne søgt at slippe fri fra det russiske åg. Da Viktor Janukovitj i november 2013 afviste en associeringsaftale med EU, blev det angiveligt nok for de demokratiske kræfter i Ukraine, de gennemførte en folkelig revolution, som skulle åbne op for demokrati og på sigt medlemskab af EU.

Denne fortælling lider først og fremmest under den indlysende skævhed, at EU aldrig har ønsket at optage Ukraine som medlem. EU har interesser i Ukraine, men de går primært på at åbne det ukrainske marked for varer fra EU. I den sammenhæng har EU også ønsket, at Ukraine skulle overholde en lang række standarder og lovgivning men vel at mærke uden den gulerod, som kunne være et medlemskab inden for en overskuelig fremtid. Frankrigs udenrigsminister har for nylig bekræftet, at EU ikke ønsker Ukraine optaget som medlem. EU har ønsket at forpurre Ukraines tilnærmelse til Rusland uden dog samtidig at byde landet velkommen i ’EU's demokratiske familie’. Der er således et betydeligt element af kynisme i EU's tilgang til Ukraine. Med tiden er EU's tilgang til udviklingen i landet og til spørgsmålet om sanktioner blevet ganske mudret. Det er tydeligt, at EU ikke har en klar linje, endsige en strategi i forhold til hverken Ukraine eller - for den sags skyld - Rusland. Derfor er det USA, som har været drivende kraft i det spektakulære magtskifte i Kiev. EU har været tøvende og frem for alt splittet i dette spørgsmål.

EU's passivitet kan kun beklages. Den betyder, at det er amerikanerne, som har taget over i Kiev, mens EU sidder på bagsmækken under en udvikling, som kan udvikle sig katastrofalt for Europa. Handelsmæssigt har EU-landene fem gange så meget kontakt med Rusland end USA, lige som mange EU-lande har en høj grad af afhængighed af russisk olie og naturgas. USA ønsker, at EU skal betale omkostningerne for sanktionerne vendt mod Rusland.

Men tilbage til Posjenko. Hvem er han, og hvad kan vi vente af ham? Han har tjent som minister, nationalbankdirektør og andet hos næsten samtlige præsidenter, uanset om de har været Moskva- eller vest-orienterede, dvs. både under Leonid Kuchma, det selvstændige Ukraines første præsident, og under Viktor Jusjenko, som stod i spidsen for den orange revolution. Han har såmænd også været en del af Viktor Janukovitjs hold. Han er en overlever og i besiddelse af et ikke ubetydeligt potentiale for opportunisme. Porosjenko har været - og er stadig - en af Ukraines største oligarker, hvis rigdomme er tjent på tvivlsomt grundlag. Han er kendt som chokoladekongen, hans chokoladekonfekt er kendt i både Ukraine og Rusland. Amerikanerne har også tidligere undsagt ham som en tvivlsom oligark.

Porosjenkos opgave er enorm, og udsigterne ganske vanskelige. Nogle af hans første skridt var at banke det østlige Ukraine på plads med militære midler inklusive luftbombardementer. Uanset hvad, vil det vare mange år, inden situationen der vil blive normal. Han er opsat på at samle landet på trods af hårde odds. Krim bliver næppe ukrainsk igen, selv om han har svoret, at det skal tilbage til Ukraine. Mange ukrainere - og mange i vesten - ser gerne Ukraine som et selvstændigt land, éntydigt placeret i vestlige institutioner som EU og NATO og i en slags konfrontation med Rusland. Det mener mange er den mest rigtige og retfærdige løsning på situationen; en løsning, som også har til hensigt at sætte Putin og det angiveligt stadigt mere aggressive Rusland på plads, en gang for alle. Men er det realistisk, og er det ønskeligt?

NATO’s udvidelse har været og er fortsat den store udfordring for Rusland. Ja, det er den absolutte kerne i Ruslands relation til Ukraine. Lige siden Sovjetunionens opløsning i 1991 har langt de fleste russere ment, at NATO skulle ophæves sammen med Warszawapagten. Russerne så med stigende ubehag på striben af nye NATO-lande, alle gamle Warszawapagt-lande eller sovjetrepublikker med mere eller mindre udfoldede hævnmotiver over for Rusland. NATO-landenes bombardementer af Serbien og den planlagte opstilling af raketskjoldet fra 2002 var stadier på de voksende spændinger mellem Rusland og NATO. Bedre blev det bestemt ikke, da talen nogle år senere gik på, at Ukraine og Georgien skulle optages i NATO. Rusland tegnede en rød streg ved disse to lande og ville ikke acceptere deres optagelse i NATO. Georgienskrigen i 2008 var det første forvarsel om en større konflikt. Ukraine konflikten fra 2013 er det foreløbigt sidste trin.

NATO har altså ikke på nogen måde sikret fred og sikkerhed i Europa, snarere det absolut modsatte. EU og USA har også forsømt at udbygge andre og alternative relationer til Rusland. Dermed har de fremmet anti-vestlige holdninger i Rusland, hvilket har ført til en tilnærmelse mellem Rusland og Kina og skabt nye internationale ikke-vestlige institutioner i Asien, som USA burde se på med en vis uro. Rusland, Kina, Indien og de centralasiatiske lande udøver en langsomt voksende indflydelse, økonomisk, politisk og efterhånden også militært. Lande som Iran, Pakistan og andre kommer efterhånden ind i varmen uden om USA's indflydelse. De asiatiske institutioner og BRICS-samarbejdet (Brasilien, Rusland, Indien, Kina og Sydafrika) viser hen til fremtidige alternative globale institutioner, som er uden for Vestens kontrol. På den langsigtede dagsorden kunne det være opgivelsen af dollaren som international valuta.

Fejlen er, som forsvarsminister under både George W. Bush og Obama, Robert Gates har påpeget, at USA pressede NATO-udvidelsen igennem på trods af Ruslands markante modstand. USA skulle have set, at Rusland var en kommende stormagt, som USA skulle finde et samarbejde med i stedet for at ydmyge det og ende i konfrontation. NATO-udvidelsen ville før eller siden have givet et alvorligt bagslag. Det er det, Robert Gates ser i Ukraine lige nu. Det har svækket den amerikanske position, mener han (Robert Gates, Duty: Memoirs of a Secretary at War. 2014).

Liberale kommentatorer i de russiske medier giver udtryk for, at russiske liberale i mange år har advaret NATO mod mere udvidelse. De havde forudset, at det ville føre til, at Rusland orienterede sig mod Kina. Bag det, mener de, ligger en vestlig arrogance, som også tolker afslutningen af den kolde krig som vestens sejr og Ruslands nederlag. Russerne ser det helt anderledes. De betragter sig selv som en stormagt, og stormagter sætter sikkerhedspolitik meget højt. Russerne kender amerikansk historie og ved, at USA har ført en lang række af krige mod caribiske naboer for at forhindre franskmænd og englændere i at manipulere med Texas, Mexico, Cuba, Panama og en lang række andre lande. Monroe-doktrinen fra 1820’erne har lige siden været en fast doktrin i USA. Hvorfor må vi ikke have bare en lille smule af det, spørger russerne.  

Men for Ukraine er det i virkeligheden heller ikke et ønske scenarie at bliver optaget i de to vestlige klubber. Ukraine er økonomisk afhængig af en tæt relation til Rusland, som det har det overvejende handelssamkvem med. Ukraine er afhængig af russisk olie og naturgas. Ukraine eksporterer endvidere forarbejdede komponenter til Rusland, mens det primært eksporterer råstoffer og mindre forarbejdede landbrugsvarer til Vesten. Det er bl.a. derfor, at den østlige del ikke vil give slip på Rusland for at komme tættere på et EU, som ikke har dem meget at tilbyde. De er ikke særligt interesserede i en tilnærmelse til EU på bekostning af Rusland. Dette spørgsmål handler derfor ikke kun om sprog og kultur.

Hvis Ukraine skal ind i en fredelig udvikling, må parterne acceptere forskellige ting, som kan være store kameler at sluge. For det første må ukrainerne og EU (måske på bekostning af USA) acceptere russiske strategiske interesser. Ukraine skal forbliver neutralt, og Krim skal forblive under russisk kontrol under en eller anden form. Til gengæld skal Rusland anerkende styret i Kiev og acceptere, at den østlige del af Ukraine forbliver en del af Ukraine. Rusland bør også tage aktivt del i den økonomiske genopbygning af det plagede og misregerede land. Ukraine bør følge EU's standarder for mindretalsbeskyttelse, når det bl.a. drejer sig om det russiske sprog og former for selvstyre. Vesten bør anerkende, at Ukraine forbliver en neutral stat, som ikke bliver medlem af NATO. Oprustning virker som et absurd svar. NATO bruger allerede ti gange så mange ressourcer som Rusland på militær. Vil vesten virkelig sende unge mænd ned for at dø for Ukraine? Nej. Sanktionerne har været til tider et næsten komisk middel mod Rusland. Hvis de virkelig skal batte, vil det komme til at gøre mindst ligeså ondt på EU-lande som på Rusland. Og det vil splitte EU, som aldrig vil finde fodslag, når det drejer som om økonomiske og handelsmæssige sanktioner.

Mange vil mene, at det er for store kameler at sluge. Men alternativet er langt værre: russerne er meget seriøse i modstanden mod et ukrainsk NATO-medlemskab. De føler sig ekstremt truede af et NATO på Krim og i den østlige del af Ukraine. Til gengæld er der meget der tyder på, at Rusland er klar til at gøre forretninger med Porosjenko og dermed ofre de østlige provinser. Sådan lidt som Viktor Janukovitj, den detronerede præsident også var det for godt et halvt år siden. Et russisk tidsskrift bragte to portrætter af Porosjenko og Janukovitj, som ligner hinanden næsten til forveksling. Så måske er vi snart tilbage til start og kan igen starte forfra også med forskellige former for protestbevægelser. Fælles for Maidan-oprøret og antiMaidan-oprøret i den østlige del af landet er en betydelig utilfredshed med de meget pauvre økonomiske resultater i Ukraine og med den udbredte korruption. En økonomisk og social udvikling er den afgørende udfordring for Ukraine og betingelsen for en varig fred.