Venezuela
Af Niels Frølich

Offentliggjort: 15. juni 2014

Forårets uro i Venezuela har rejst spørgsmålet om, den bolivariske revolution skulle være ved at kollapse. Det er lidt svært at holde rede på begivenhederne og på de forskellige kilders sandhedsværdi, men tilsyneladende var uroen ikke nær så omfattende hverken geografisk eller socialt som man ellers kunne få indtryk af. Demonstrationernes var koncentreret i de rigeste dele af byerne og landet og hovedsageligt gennemført af repræsentanter for en frustreret middelklasse, der er blevet klemt af regeringens politik og som søger at vælte styret efter at have tabt valget i december 2013.

Præsident Maduro, der blev præsident efter Hugo Chavez død, vandt en komfortabel sejr ved valget i december 2013, men en fortsat varemangel kan medvirke til at destabilisere styret. Denne mangel er imidlertid ikke et nyt fænomen og eksisterede også før Chavez i 1998 blev valgt. Dengang ramte det primært  de fattige, der ikke kunne betale for importerede varer – Venezuelas egen fremstillingsindustri var og er svagt udviklet.

Det er den almindelige opfattelse, at Maduro sidder nogenlunde sikkert i sadlen fordi den bolivariske revolution har skabt en lavere middelklasse ved at satse massivt på uddannelse, sundhed og boliger betalt af olieindtægterne. Den er revolutionens sociale basis. Ikke desto mindre kan borgerskabets massive forsøg på sabotage ved bl.a. at tilbageholde varer eller smugle dem over grænsen til Colombia medvirke til at forøge ustabiliteten sammen med de konstante og ihærdige forsøg på at vælte styret som USA og oppositionen gennemfører. Man skal ikke glemme at hovedparten af de venezuelanske aviser er privatejede og i oppositionens hænder. De større TV-kanaler er på regeringens hænder. En af grundene til, at de vestlige massemedier lader sig løbe om hjørner med. For det første fordi de ingen lokaldækning har, men er afhængige af spanske og amerikanske kilder – en af de vigtigste kilder den store spanske avis El Pais har skiftet ejere og er slået ind på en ny kurs hvad angår Venezuela. Og for det andet fordi de vestlige medier ikke er særligt kritiske – flere har ladet sig snyde af optagelser af demonstrationer og politivold på nettet, der påstodes at være fra den nylige uro, uden at opdage at det var optagelser fra andre steder og andre tider. Journalister, der er stationeret i Caracas har imidlertid rapporteret, at der slet ikke var tale om uro af det omfang oppositionen ville give det udseende af.

Om Maduro kan løfte arven efter den karismatiske Chavez vides ikke, selvom han prøver at tillægge sig dennes manerer. Men Maduro har trods alt en solid organisatorisk baggrund som fagforeningsleder og var ikke for ingenting Chavez højre hånd – begge kommer fra ydmyge kår og har en naturlig måde at optræde på.

Det kortvarige kup i 2002 mod Chavez medførte en radikalisering af Chavez-regeringens politik, herunder valutakontrol for at forhindre valutaflugt, der naturligvis forårsagede knaphed på den udenlandske valuta, der var nødvendig for importen. Valutakontrollen har øget vareknapheden, men også begrænset inflationen og der er ikke fødevaremangel i landet. Det socialistiske enhedsparti (PSUV) er delt i spørgsmålet om, hvad man skal stille op: Den radikale fløj ønsker statsligt monopol på udenrigshandlen, mens de moderate ønsker at liberalisere handlen. Og indtil videre ser man gennem fingrene med, at der opstået et sort marked.

Den virkelige trussel mod den bolivariske revolution kommer fra landets kolossale og ensidige afhængighed af olieindtægterne. Falder disse indtægter af den ene eller den anden grund stopper omfordelingen og det vil med stor sandsynlighed udløse kraftig social uro. Det er endnu ikke lykkedes regeringen at opbygge en fremstillingsindustri, der kan afløse importen af mange varer og den venezuelanske landbrugsproduktion har aldrig været betydende, selvom regeringen har igangsat en jordreform.

Hvilken rolle spiller Cuba i dagens Venezuela? Først fremmest er det cubansk sundhedspersonale, der sørger for at regeringens gratis sundhedshuse i fattigkvartererne fungerer. Venezuela betaler Cuba med hårdt tiltrængt olie. Dernæst spiller Cuba tilsyneladende også en aktiv rolle i sikkerhedsspørgsmål, noget der irriterer det venezuelanske militær, men det er på ingen måde Cuba, der styrer Venezuela. De to lande har en gensidig afhængighed, men det ville nok være Cuba der ville blive hårdest ramt, skulle styret i Venezuela falde – Cuba har brug for et socialistisk Venezuela.

Belært af erfaringerne fra Chile har PSUV og regeringen opbygget en borgermilits, noget der mishager dele af militæret især de højere officerer fordi disse bevæbnede enheder ikke er underlagt militærets kommando. De højere officerer er ofte forbundet med borgerskabet, der naturligvis frygter militsen, mens de lavere officerer og underofficerer meget ofte er udgået fra underklassen, noget der faktisk har forandret mange latinamerikanske landes militær, der ellers tidligere kunne regnes som reaktionens og overklassens faste støtter. For mange unge fra underklassen er militæret en vej ud af fattigdommen og til at skaffe sig en højere uddannelse, præcis som det skete for Hugo Chavez.

Udover undergravningen fra borgerskabet, må den bolivariske revolution også slås med et overdimensioneret og i mange tilfælde reaktionært statsapparat, der både åbent og skjult modarbejder regeringens socialistiske tiltag ved at forsinke eller sabotere gennemførelsen af regeringens beslutninger. Også regeringspartiet er splittet i en radikal og en liberal fløj samtidigt med, at partiet som regeringsbærende tiltrækker alle mulige karrieremagere. Og venezuelansk politik lider ligesom mange andre latinamerikanske af at være meget person- og ledercentreret.

Selvom underklassen har opnået mange forbedringer gennem den bolivariske revolution kæmper både regering og parti med store problemer og har ofte fulgt en siksakkurs der har efterladt tvivl hos regeringens støtter og PSUVs medlemmer.

Oliemilliarder er også med til at holde initiativer som ALBA, det latinamerikanske fællesmarked og Canal Sur, en kontinental tv-kanal kørende. Begge initiativer modvirker den isolation, som USA med bl.a. Spaniens hjælp prøver at tvinge Venezuela ud i – den kolde krig er ikke død i Latinamerika og USA's politik overfor Latinamerika er ikke nævneværdigt ændret under Obama. Chavez’ Venezuela var en ’smutter’, der blev mulig fordi USA efter 9/11 ikke havde tid til at holde øje med sin baggård. Efter Chavez død ser det ud til, at Venezuelas indflydelse på udviklingen i Latinamerika vil klinge lidt ud, men der er ingen tvivl om at påvirkningen indtil nu har været stor og har vist andre lande i regionen at man kan modsætte sig USAs hegemoni. Og Venezuela er ikke isoleret, der hersker i Latinamerika en stor længsel efter et europæisk retfærdighedssamfund i modsætning til den USA-amerikanske dominans og ulighed, selvom den øvre middelklasse klart orienterer sig mod USA.

I frigørelsesbevægelsen fra USA's dominans spiller Brasilien en stigende rolle. Under landets to arbejderpartipræsidenter, først Lula da Silva og nu Dilma Rousseff arbejder Brasilien og Venezuela sammen om flere projekter og Brasiliens ambitioner om at blive regional stormagt vil modvirke forsøgene fra USA's side på at isolere Venezuela på samme måde som Brasiliens store investeringer i den nye cubanske containerhavn i Mariel og brugen af cubanske læger i det brasilianske sundhedsvæsen modvirker Cubas isolation. Brasiliens diskrete modarbejdelse af USA fik naturligvis et ekstra skub da det kom frem at USA aflyttede den brasilianske præsidents telefoner.

Venezuela står nu i et valg mellem to veje: enten en øget radikalisering af den revolutionære udvikling, f.eks. i form af omfattende eksproprieringer eller også en moderat retning, der til gengæld risikerer at rage uklar med befolkningen radikale basis. Og næste valg er i 2015.