Tiden er inde for et rigtigt grønt parti
Af Niels Henrik Hooge

Offentliggjort: 15. juni 2014

Ved partiets ekstraordinære landsmøde i begyndelsen af marts [1] besluttede Socialistisk Folkeparti – SF - efter mange års observatørstatus og senest som associeret medlem at ansøge om fuldt medlemskab af Det Europæiske Grønne Parti (EGP) [2]. Hvis ansøgningen accepteres, bliver SF officielt et grønt parti. Imidlertid kan man argumentere for, at den sker af taktiske grunde: SF er ikke, har aldrig været og bliver sandsynligvis aldrig et ’rigtigt’ grønt parti. Det mangler de visioner, kompetencer og politiske program – og ikke mindst den troværdighed – der skal til for at kunne begå sig i den europæiske familie af grønne partier. At SF har kunnet markedsføre sig selv som miljøparti skyldes ukendskab til konceptet her i Danmark. Sandsynligvis er ansøgningen om optagelse i EGP en panikhandling – en slags sidste udvej - der sker, fordi alle andre valgmuligheder er udtømt på grund af partiets igangværende krise.

Dette er paradoksalt, fordi man, samtidigt med, at det ikke kan udelukkes, at SF mere end nogen anden politisk entitet har været med til at blokere for opkomsten af et virkeligt grønt parti, og derfor indirekte har skadet miljøet mere de fleste andre partier i Folketinget, er nødt til at erkende, at SF som medlem af den grønne gruppe i Europarlamentet var det mest oplagte valg ved det nylige EU-parlamentsvalg for de mange, for hvem miljøspørgsmål bestemmer deres politiske tilhørsforhold. Partiets medlemskab af den grønne gruppe gør også, at optagelsen i EGP formentligt kommer til at ske uden forhindringer.

Mangelfuldt politisk landskab
Når man ser på det politiske landskab i Danmark, afviger det markant fra resten af Europa og først og fremmest fra vores nabolande: De midter- og venstrepartier, man finder andre steder, ser man også i Danmark, hvorimod højrepartierne (Dansk Folkeparti, Liberal Alliance) synes at være overrepræsenterede. Den mest markante afvigelse i udbuddet af politiske partier manifesterer sig imidlertid i fraværet af et klassisk miljøparti. Det betyder på den ene side, at den mulighed for at afgive sin stemme således, at den giver ’mest grøn valuta for pengene’, ikke eksisterer for fem og en halv millioner danskere, men til gengæld for en halv milliard andre europæere og mange steder har gjort det i op til fyrre år. Og på den anden side at miljøbevidstheden i befolkningen og erhvervslivet for længst har overhalet det etablerede politiske miljø. De fleste af partierne i Folketinget er blevet stopklodser for hurtige fremskridt i forbindelse med ting som bæredygtig udvikling, afbødning af klimaforandringerne og forgrønnelse af erhvervslivet og den offentlige sektor.

Hvad enten man opfatter denne udvikling som en anomali, systemisk fejl eller resultatet af befolkningens ønsker til det politiske miljø og dets evne til at honorere dem, er det ubestrideligt, at fraværet af den politiske nøgleinstitution, som et miljøparti repræsenterer, undergraver og forsinker miljømæssige fremskridt i samfundet. I det følgende ses der derfor nærmere på, hvad der forstås ved begrebet ’miljøparti’, miljøpartiernes udvikling i Europa og udsigten til, at vi får et sådant parti i Danmark.

Miljøpartibegrebet
Man kan argumentere for, at ikke to partier er ens, selv når de forfølger de samme overordnede målsætninger, fordi de for at vinde tilslutning er nødt til at tilpasse sig de specifikke lokale, nationale og regionale forhold. I betragtning af, at der alene i Europa findes et halvt hundrede politiske partier, der opfatter sig selv som grønne, er det ikke desto mindre muligt at uddrage visse fællestræk og herudaf opridse en skabelon for, hvad et grønt parti indeholder. Muligheden for at sætte miljøpartibegrebet på en standardformel hænger ikke mindst sammen med, at 40 af disse partier har sluttet sig sammen i et stort, overnationalt parti - EGP - som arbejder hen imod at skabe en fælleseuropæisk politisk platform. De har tillige dannet deres egen grønne gruppe i EU-parlamentet.

Generelt kan man sige, at miljøpartierne afspejler forsøgene på at løse de globale miljøproblemer og derfor har et tæt forhold til miljøbevægelserne, som man kan betragte dem som en integreret del af. Ofte er forbindelserne så tætte og skillelinjerne så udviskede, at man ikke kan sige, hvor miljøbevægelserne hører op og partierne begynder [3]. Baggrunden herfor er miljøpartiernes oprindelse i den såkaldte økologiske revolution i halvfjerdserne, hvor den netværkstænkning, der gav miljøbevægelserne succes, forbandt sig med de politiske systemer og fik et hidtil uset gennembrud. I takt med at tilliden til de økonomiske ideologier forsvandt, indtog økologismen i forskellige pragmatiske versioner deres plads. Selvom den forandrede sig og stadigt forandrer sig med indsigten i de økologiske problemstillinger, der hele tiden bliver større, støtter den sig til temaer, der forbliver konsistente, fordi de ikke er underlagt økonomiske konjunkturer: Grænser for vækst, global opvarmning, energiproblematikker, tab af biodiversitet, forurening, bekymring over sundhedsrisici, længsel efter uberørt natur, og elementære krav om rent vand og luft.

I lyset heraf er det overordnede princip for ethvert grønt parti, at det - selvom det naturligvis ikke kan monopolisere miljøaktiviteterne i et givet politisk forum – giver miljøtemaer og økologiske bæredygtighedsstrategier forrang i forhold til alle andre politiske dagsordner i sin politikudvikling. I praksis betyder det, at hvis en anden politisk dagsorden kommer på tværs af effektiviteten i den måde, hvorpå partiet forsøger at realisere sin grønne politik, må denne dagsorden vige. Næsten lige så vigtigt som at opstille en grøn politisk dagsorden og finde metoder, hvormed den kan realiseres, er den måde, hvorpå man definerer sig selv. Af samme grund indgår prædikaterne ’grøn’, ’miljø’ eller ’økologisk’ som en tommelfingerregel næsten altid i partiernes navne. Endnu et væsentligt kendetegn er, at partierne i reglen er grundlagt som grønne, dvs. med det specifikke formål at satse på miljøpolitik.

Først og fremmest skal man imidlertid være opmærksom på, at begrebet ’grønt parti’ indeholder en objektiv, global dimension, der kun vanskeligt lader sig gradbøje. Når man definerer sig selv som et ’rigtigt’ grønt parti, må man finde sig i at blive vurderet efter en anden målestok end de andre politiske partier, fordi standarden automatisk bliver en anden.

Kapacitetsopbygning og økologisk modernisering
Den politiske fortælling, miljøpartierne formidler, relaterer sig til miljøkapacitetskoncepter, der tager sigte på økologisk modernisering af samfundet. Ved miljøkapacitet forstås i bred forstand et samfunds evne til at identificere og løse miljøproblemer og mere specifikt de objektive grænser og nødvendige forudsætninger for succesrige løsninger på bestemte typer miljøproblemer [4]. Mere end noget andet er miljøpartierne katalysatorer for kapacitetsopbygning og samtidigt selv et af kriterierne – sandsynligvis et af de vigtigste – for hvor langt den er kommet. I denne forbindelse er det vigtigt at bemærke, at kapacitetsspørgsmålet ikke kun relaterer til miljøpolitik, men også til andre politikområder, selvom miljøpolitikken udgør kerneområdet.

Når det drejer sig om økologisk modernisering er udgangspunktet, at de økonomiske imperativer grundlæggende er forskellige fra de økologiske, om end der findes overlap. Økologisk rationalitet tager sigte på at tilfredsstille materielle behov på den bedst mulige måde med så lille en mængde goder med så høj brugsværdi og lang livscyklus som muligt og gøre det med et minimum af arbejde, kapital og naturlige ressourcer. Den kan derfor ikke gennemføres uden at der sættes grænser for vækst- og forbrugersamfundet og forudsætter tillige et forandret forhold mellem landene i nord og syd. Overlappet nødvendiggøres af, at det, der er økologisk ufornuftigt, ikke på langt sigt kan være økonomisk rationelt. Økologiske nødvendigheder er derfor nødt til at udgøre de fundamentale principper for økonomisk aktivitet. Hvis den økologiske modernisering sker rettidigt, forbedres chancerne for tilpasning til fremtidens markeder og tillige den økonomiske konkurrencedygtighed [5].

Regeringsduelighed
Traditionelt har miljøpartierne altid ligget en smule til venstre for midten, men i de senere år har de fulgt den almindelige søgning hen imod centrum. Karakteristisk for medlemspartierne i EGP er således, at der er tale om pragmatisk arbejdende midterpartier, der i de sidste tyve år har indgået i regeringskoalitioner med begge de politiske fløje i næsten en snes europæiske lande: F.eks. indgik de tyske grønne i en regeringskoalition med de tyske socialdemokrater, de franske grønne har siddet i regering med det franske socialistparti og de finske grønne har været med i både borgerlige og socialdemokratiske regeringskoalitioner. I Letland har man endog haft en grøn statsminister. Den fase, hvor de miljøpartier blev betragtet som uansvarlige protestpartier er for længst forbi, og mange iagttagere mener, at hvor det attende århundrede var de liberale partiers århundrede og det tyvende århundrede socialdemokraternes, vil det enogtyvende århundrede blive præget af de grønne partier [6].

Bündnis 90 / Die Grünen
Med mere end 50.000 medlemmer er det største og mest indflydelsesrige miljøparti i Europa de tyske grønne, hvis historie kan bruges som metafor for de andre partiers udvikling. Partiet er som næsten alle andre grønne partier opstået gennem interaktion med miljøbevægelser og grønne NGOer: I midten af halvfjerdserne havde antallet af miljøborgerinitiativer i Tyskland nået et halvt hundrede tusind og antallet af aktive over en million. Imidlertid var de ikke i stand til at bryde igennem til det etablerede politiske miljø og der udviklede sig efterhånden en ’kritisk masse’, som i 1980 førte til dannelsen af partiet. Affiniteten med miljøbevægelserne og de grønne NGOer har partiet i vid udstrækning beholdt i løbet af sit snart femogtrediveårige virke.

Faktorer typiske også for andre miljøpartier, der kendetegner de tyske grønne, er ting som prioritering af værdipolitik gennem økologiens primat, accept af religiøsitet og spiritualitet, respekt for individuel livsstil og emfatisering af praktisk økologi. I forhold til venstre-højre koordinaterne definerer partiet sig som ’ikke venstre, ikke højre, men helt fremme’, dvs. i spidsen af ny og innovativ politikudvikling indenfor spændingsfeltet mellem økologi og økonomi. Internt konkurrerer fløje, hvis ene pol udgøres af økosocialister og økofundamentalister (’fundier’) og anden pol af realpolitisk orienterede reformister og pragmatikere (’realoer’), der anerkender nødvendigheden af en grøn markedsøkonomi - om end polariseringen gennem årene er blevet mindre. På tværs af fløjene eksisterer et multifacetteret netværk af politiske grupperinger, hvoraf den vigtigste er den økofeministiske. Den feministiske dimension har hele tiden været konstituerende for partiets selvopfattelse og giver sig udtryk i kønskvoteringer i alle partiets repræsentative forsamlinger. Strukturelt er partiet endvidere karakteriseret ved kollektiv ledelse, adskillelse mellem politisk mandat og partifunktion, og rotation i de forskellige embeder [7].

De tyske grønnes store gennembrud på den nationale og internationale scene kom i 1998, da det gik i regeringskoalition med socialdemokraterne og erhvervede tre ministerposter. Regeringsdannelsen var samtidigt en sejr for partiets realofløj, ledet af den senere vicekansler og udenrigsminister Joschka Fischer, der i løbet af sin embedsperiode udviklede sig til den mest populære politiker i Tyskland. Gennem de syv år ved magten opnåede partiet en række bemærkelsesværdige resultater: Nye miljøbeskyttelses- og klimaprogrammer, en ny energipolitik, der omfattede en aftale om afvikling af landets sytten atomkraftreaktorer og en lov til fremme vedvarende energi (dog i nært samarbejde med den socialdemokratiske ’økologiske fløj’), der blev starten på et grønt industrieventyr. Hertil kom en landbrugsreform og en grøn afgiftsreform, mere forbrugerbeskyttelse og en liberal minoritetspolitik med flere borgerskabsrettigheder til etniske mindretal.

Efter regeringsskiftet i 2005 forventede de fleste, at Fischers exit fra politik og rollen som oppositionsparti ville svække partiet. I stedet er det modsatte sket: Før valget i 2013 stod partiet med meningsmålinger på op til 25 procents vælgertilslutning til at fordoble sit mandattal, men valgresultatet blev en skuffelse og partiet opnåede ikke at komme i regering. Mange vurderer imidlertid, at det på længere sigt har potentialet til at blive det største parti i Tyskland – foran socialdemokraterne og CDU. Ikke blot ’grønne’ vælgere, men også typiske social- og venstreliberale vælgere har her fundet deres hjem.

Folketingspartiernes grønne enklaver
De tyske grønnes succeshistorie er imidlertid ikke enestående: Også andre steder findes der store miljøpartier, der har siddet i regering eller været regeringsbærende. Man behøver blot at kaste et blik over Øresund, hvor det svenske miljøparti længe har været med til at sikre et socialdemokratisk regeringsflertal og med et andet valgresultat kunne have været i regering i den nuværende embedsperiode. Det er derfor i høj grad relevant at spørge: Hvis man har fremgangsrige miljøpartier i vores nabolande, hvorfor så ikke i Danmark? Faktisk har der eksisteret et grønt parti – De Grønne – som i mere end tyve år var medlem af EGP og ved folketingsvalget i 1987 fik næsten 50.000 stemmer, svarende til 1,3 pct. af stemmetallet. Partiets problem var, at det ikke var i stand til at udvikle en politisk platform, der appellerede til nogen større vælgerkreds. I 2008 blev partiet ekskluderet af EGP, fordi det samarbejdede med Folkebevægelsen mod EU, der er medlem af en anden gruppe i EU-parlamentet end EGP.

Siden er der opstået forskellige småpartier – f.eks. Alternativet - der satser på en grøn profil, men de mangler generelt den troværdighed, gennemslagskraft og internationale netværk, der skal til for at kunne overleve på længere sigt.

Under fraværet af et traditionelt grønt parti har der i Folketinget i stedet udviklet sig en model, hvor de fleste af partierne har udviklet ’grønne enklaver’. Mest iøjnefaldende er SF, der igennem en årrække har haft et højt profileret medlem af den grønne gruppe i EU-parlamentet, der netop et blevet genvalgt. I den foregående valgperiode havde partiet to EP-medlemmer, men et af medlemmerne forlod SF og skiftede gruppe. Igennem mange år har partiet tillige været observatør i EGP – en status der i november 2012 blev ændret til associeret medlem, fordi muligheden for observatørstatus ikke længere var til stede som følge af en ændring i EGP’s statutter. Enklaven med den største gennemslagskraft har i det seneste tiår været den konservative, som dog er blevet svækket ved Connie Hedegaards fratræden som klima- og energiminister. De grønneste partier i Folketinget er uden tvivl Enhedslisten (EL), der foruden at være et grønt også er et rødt parti, og Inuit Ataqatigiit (IA), det tidligere grønlandske regeringsparti. EL minder på mange måder om Vänsterpartiet i Sverige og Die Linke i Tyskland. IA, der formentligt kunne blive optaget i EGP, har tidligere været det største parti i det grønlandske Landsting, Inatsisartut, og står for øjeblikket til at genvinde regeringsmagten i Grønland [8].

Fra symbolpolitik til symboldemokrati
I betragtning af, hvor presserende de økologiske problemer er og ikke mindst hvor kort tidsvinduet er for rettidig afbødning af klimaforandringerne, er det nødvendigt – og ikke kun i Danmark – at et grønt parti placerer sig således i det politiske spektrum, at det så vidt muligt kan indgå i skiftende regeringskonstellationer. Hermed forøges sandsynligheden for, at der løbende kan føres grøn reformpolitik og de grønne reformer ikke rulles tilbage.

Problemet er, at de politiske blokke i Danmark ligger så tæt på hinanden, at det – hvis kriteriet er politisk substans – ikke for tiden er muligt at tale om reelle regeringsalternativer. Det politiske blokfællesskab tager ikke kun udgangspunkt i en indbyrdes mangel på langsigtede politiske visioner, projekter og programmer, og en dominerende politisk terminologi, der ikke levner plads til økologiske perspektiver (’vækst’, ’markedsbetingelser’, ’konkurrenceevne’, etc. som eufemismer for social og økologisk dumping), men har først og fremmest det overordnede formål at begrænse antallet og udstrækningen af de samfundsområder, der kan gøres til genstand for demokratiske beslutninger og regulering. Den symbolpolitik, som begge blokke fører, der består af enkeltsager uden bund i en langsigtet opfattelse af, hvordan samfundet bør se ud, udgør også et demokratisk problem, fordi den ikke præsenterer vælgerne for klare valgmuligheder.

Eftersom blokkene ikke har lagt sig overfor hinanden på modsatte sider af det politiske parameter, vil et midtersøgende grønt parti have vanskeligt ved at anbringe sig imellem dem. Centrum er derfor det sted, hvor befolkningens accept af det politiske system og dermed sammenhængskraften i samfundet er størst. Et miljøparti, der ønsker at føre politik med begge sider af det politiske spektrum, må følgelig som udgangspunkt lægge sig til venstre for Socialdemokratiets nuværende position.

Grøn programmatik
Den tyske sociolog Martin Jänicke har beskrevet mulighederne for institutionel kapacitetsopbygning [9], der kan bruges som checkliste i forhold til de politiske koordinater, et miljøparti bør orientere sig efter. Der er tale om et realokoncept, som giver et parti mulighed for at arbejde pragmatisk og projektorienteret med grønne mærkesager, der ikke uden videre kan forkastes af de politiske blokke, og samtidigt en platform, hvorfra der føres visionær regional, lands- og international politik. Den flg. punktopregning er langt fra udtømmende, men kan dog give et indtryk af, hvad sagen drejer sig om.

Først og fremmest gælder det for et grønt parti som proponent for miljøbeskyttelse og bæredygtig udvikling at bidrage til at styrke andre sådanne kræfter ved at forbedre rammebetingelserne for deres udfoldelse. Øverst på listen over rammeinitiativer er indførelse af en grøn grundlov, dvs. grundlovsfæstning af retten til bæredygtig udvikling, som igen forudsætter en menneskeret til natur og miljø af en bestemt kvalitet – en ret, der kan deduceres fra en kombination af øvrige demokratiske grundrettigheder [10]. Revision af grundloven er i forvejen skrevet ind i regeringsgrundlaget, men det er usandsynligt, at det kommer til at ske i den nuværende regeringsperiode.

I Danmark er regeringspolitikken på miljø- og energiområdet under skiftende regeringer enten svagt eller slet ikke koordineret, hvad der betyder at miljø- og bæredygtighedshensyn ofte ikke inkluderes i den politiske proces. Høj prioritet må derfor gives til oprettelsen af et magtfuldt bæredygtighedsministerium, som inddrager så mange politikområder som muligt. Forbilleder kan i denne forbindelse f.eks. være Frankrig, Malta eller Luxembourg. I Frankrig varetages en stor del af den grønne omstillingsproces af et bæredygtighedsministerium, hvor bl.a. miljø, bæredygtig udvikling, energi, fiskeri, transport, boliger og byudvikling er samlet under ét tag [11].

Grundlaget for al grøn omstilling af samfundet er langsigtet planlægning, der forudsætter en grøn omstilling af hele uddannelsessystemet. Her er Danmark sakket bagud i forhold til de lande, vi normalt sammenligner os med. Miljø- og bæredygtighedshensyn må integreres i undervisningsplaner på alle niveauer og så vidt muligt i al forskning på grundlag af en national handlingsplan for uddannelse for bæredygtig udvikling med bidrag fra alle relevante aktører, herunder staten, NGOer, lokalgrupper, fagforeninger og arbejdsgivere [12]. Eftersom en omstilling af uddannelsessystemet er betingelse for en omstilling af samfundsøkonomien i retning af miljø og bæredygtighed og universitetssektoren er retningsgivende for udviklingen af uddannelsessystemet som sådan, bør lokomotivet være et stort økouniversitet – et specialiseret grønt universitet for vedvarende energi og bæredygtig udvikling. FN har allerede udviklet et internationalt koncept for et sådant universitet, der kan tages udgangspunkt i [13].

De politiske rammebetingelser for samfundets omstilling til hundrede procent vedvarende energi bør så vidt muligt baseres på det af Hermann Scheer udviklede koncept om energiautonomi. Et af resultaterne af teknologiudviklingen er, at fremtidens energiforsyning bliver så decentraliseret som muligt og styres af flest mulige energiaktører. Sammenhængen mellem energiudvinding og energikonvertering i ét og samme tekniske system, det rumlige samspil mellem udvinding, oplagring og udnyttelse af energi, de mange nye produktionsniveauer og integration af energiteknik i talløse produktkategorier gør, at billig, klimaneutral energi fremover kan produceres overalt. Imidlertid planlægger samfundet ikke mulighederne for, at det sker [14].

Et af Danmarks største miljøproblemer er den to millioner store og hastigt voksende bilpark, der gør byerne ubeboelige og vanskeligt at nedbringe CO2-udledningerne. Al byplanlægning bør derfor baseres på koncepter for en bilfri by bl.a. gennem udvikling af en mekanisme – det såkaldte borgerprærogativ – der med udgangspunkt i planlovgivningen gennem borgerinddragelse gør det muligt at nedbringe antallet af motorkøretøjer i et område [15].

En vigtig del af kapacitetsopbygningsprojektet er grønne mediestrukturer, dvs. et mere miljøorienteret og diversificeret mediebillede: Forudsætningen for bæredygtig udvikling er saglige og neutrale miljøinformationer til befolkningen og de politiske beslutningstagere. Statsmagten kan ikke blande sig i mediernes nyhedsdækning, men kan – med fuld respekt for ytringsfriheden og radio- og TV-lovgivningen – betinge sig, at der for nogle af de mange stats- og licensmidler, der bruges til radio- og TV-produktion, oprettes mindst en landsdækkende grøn radio- og TV-kanal eller en uafhængig grøn radio- og TV-station.

EU-dimensionen
Det ligger i realkonceptet, at hvis et grønt partis internationale politik forhindrer det i at føre regions- og landspolitik, påhviler det partiet at udvikle et koncept for den internationale politik, der genopretter denne enhed. Eftersom såvel Danmark som de fleste andre europæiske lande er integreret i EU, må partiet udvikle en bæredygtig Europapolitik. Om end dette forudsætter en grundlæggende accept af præmisserne for det europæiske projekt, udelukker det naturligvis ikke kritik af EU.

Først og fremmest må et grønt parti udvikle et katalog af ideer til, hvordan der kan udvikles en ny EU-politik på energiområdet, der tager udgangspunkt i en europæisk energiforsyning baseret på hundrede procent vedvarende energi og en vision om en klimavenlig europæisk økonomi. Alt dette lægger op til et paradigmeskift på det institutionelle område, fordi EU i sin nuværende form ikke er i stand til at gennemføre de nødvendige reformer hurtigt nok. Det er derfor nødvendigt at sætte sig i EU-grundlæggernes sted, da de i sin tid skabte den Europæiske Kul- og Stålunion og startede den europæiske integration, vi alle nyder godt af i dag, og planlægge opgraderede institutionelle rammebetingelser for en dekarbonisering af den europæiske økonomi. Dette kan ske ved hjælp af et Europæisk Fællesskab for Vedvarende Energi [16]. Konceptet, der har eksisteret i nogle år, har endnu ikke har fået den opmærksomhed, det fortjener, selvom de ressourcemæssige, teknologiske, økonomiske, miljø- og klimamæssige betingelser længe har været til stede.

SF’s uegnethed som grønt parti
Kendetegnende for kapacitetsopbygning af den ovenfor beskrevne karakter, er, at dens forskellige elementer understøtter og supplerer hinanden. Hvis nogen falder ud, har det konsekvenser også for de andre elementer. Problemet er imidlertid, at miljøkapacitetsopbygning som politisk fænomen ikke er relevant for SF på det ideologiske eller strategiske, men kun på det taktiske niveau. Få eller ingen af de her berørte temaer er seriøst blevet taget op af SF eller har udsigt til at blive det. Det er derfor urealistisk at forvente, at partiet kan fungere som katalysator for den grønne omstilling, samfundet så hårdt har brug for.

Fordi et grønt parti er en del af en international bevægelse er det mere end blot summen af sine medlemmers meninger og ønsker. Hvis partiet har succes, har dets medlemmer succes. Hvis partiet har fiasko, har dets medlemmer fiasko. Hvis partiet har fiasko, påhviler der dets medlemmer en forpligtelse til at udvikle et koncept, der kan forvandle partiet til en institution, som befolkningen opfatter som en platform, hvorfra der kan føres økologisk politik. Forudsætningen for at det kan ske, er, at der i partiet findes en atmosfære at åbenhed og fleksibilitet, der gør selvkritik mulig.

En nærmere beskrivelse af SF ligger udenfor rammerne af denne artikel. Ikke desto mindre er det rimeligt at nævne, at adskillige politiske iagttagere har påpeget, at SF længe har manglet et politisk projekt, og at den vælgerfremgang, der i 2011 i to og et halvt år gjorde partiet til en del af regeringen, skyldtes en politisk usaglig personfikseret, ekstremt populistisk kampagne, der i en kort periode havde succes, hvorefter partiet faldt sammen.

Hertil kommer, at SF ikke opfylder de klassiske kriterier for et grønt parti: Det er ikke grundlagt som et miljøparti og har ikke tætte forbindelser til miljøbevægelserne eller den grønne sektor, hvor det generelt ikke nyder større respekt. Partiet er ikke placeret strategisk fordelagtigt i det politiske spektrum og i sin politikudvikling giver det ikke miljøtemaer og økologiske bæredygtighedsstrategier forrang i forhold til andre politiske dagsordner. Blandt mange andre eksempler kan nævnes den fejlslagne trængselsring omkring København, de brudte løfter om at sætte billetpriserne for bus og tog ned, den ukritiske holdning til TTIP, etc. Partiets største problem er dog fantasiløsheden, den ringe interesse for økologiske problemstillinger og manglen på politiske visioner. Et miljøpartis hovedfunktion er at sætte fremtidens grønne politiske dagsordner, hvad SF ikke har været i stand til.

Vejen frem
Hvis man skal vurdere udsigten til, om og hvornår udbuddet af politiske partier i Danmark kommer til at leve op til ’den grønne europæiske norm’, må man gå ud fra, at det er uundgåeligt, at det sker, men at tidshorisonten er vanskelig at vurdere. I betragtning af, at fraværet af et klassisk miljøparti i Folketinget ikke blot er miljømæssigt og bæredygtighedsrelateret, men også et demokratisk problem, kan man argumentere for, at der foreligger et fælles ansvar for, at det sker, som ingen i den grønne sektor kan unddrage sig.

Udgangspunktet er, at der foreligger et svigt gennem mange år hos de aktører, der andre steder har kunnet skabe grobunden for miljøpartier – først og fremmest miljøorganisationerne og de skrevne og elektroniske medier. Paradoksalt nok kan man argumentere for, at en stor del af ansvaret – om ikke hovedansvaret – påhviler de grønne medlemmer af Folketinget, på trods af den positive indflydelse, de udøver i deres partier. Erfaringen viser nemlig, at det er vanskeligt, om ikke umuligt, at skabe et nyt parti, hvis ikke man i forvejen sidder i Folketinget. Opkomsten af SF, VS og Liberal Alliance er eksempler herpå. Folketingsmedlemmer er ifølge Grundloven kun forpligtede af deres samvittighed – ikke af partiloyalitet - og hvis man går ud fra, at de er opstillede og valgt på grund af den grønne politiske identitet, de har opbygget over en årrække, og denne identitet korresponderer med en reel økologisk bevidsthed, vil denne bevidsthed tilsige, at de bør maksimere resultatet af det arbejde, de gør. En sådan maksimering kan bedst lade sig gøre indenfor rammerne af et bredt samarbejdende miljøparti af international standard. Ud fra denne forudsætning kan man hævde, at der foreligger ikke blot en ret, men en pligt til at bryde ud og danne et nyt parti. For mange folketingsmedlemmer er denne problemstilling et samvittighedsspørgsmål, der med stigende intensitet vil vende tilbage og forstærkes, indtil befolkningen i sin helhed – og særligt de hundreder af tusinder af vælgere, der ønsker at give højeste prioritet til en effektiv og troværdig miljø- og klimadagsorden – får det miljøparti, vi alle har krav på.

Noter:
[1] Landsmødeudtalelse, SF’s ekstraordinære landsmøde 2014: http://www.sf.dk/uploads/media_items/landsm%C3%B8deudtalelse-vedtaget-af-landsm%C3%B8det-020314.original.pdf
[2] Hjemmeside, European Green Party (EGP): http://europeangreens.eu/
[3] Nogle miljøhistorikere anser miljøpartierne for en væsentligere bestanddel af den internationale miljøbevægelse end f.eks. miljøorganisationerne, eftersom deres operative rækkevidde og samfundsmæssige gennemslagskraft er større, jf. f.eks. Joachim Radkau: Die Ära der Ökologie, Eine Weltgeschichte, Verlag C.H. Beck 2011.
[4] Martin Jänicke definerer disse forudsætninger som gennemslagskraften, potentialet og konfigurationen af de statslige og ikke-statslige miljøbeskyttelsesaktører og deres kognitive og informationsmæssige, politisk-institutionelle og økonomisk-teknologiske rammebetingelser, jf. Martin Jänicke: ‘The Political System’s Capacity for Environmental Policy: The Framework for Comparison’, i: Helmut Weidner, Martin Jänicke (eds.): Capacity Building in National Environmental Policy, A Comparative Study of 17 Countries, Springer Verlag, 2002, s. 7.
[5] Herman E. Daly: Steady-state economics, Second edition with new essays, Earthscan, 1992, 31-38. Se også: Jesper Holm, Lars Kjerulf-Petersen, Jeppe Læssøe, Arne Remmen, Carsten Jahn Hansen (red.): Økologisk modernisering på dansk, Brud og bevægelser i miljøindsatsen, Frydenlund, 2007, s. 24-25.
[6] Se f.eks. Per Gahrton, Angela Aylward: Grøna i regering, Cogito 2010:http://www.cogito.nu/sites/default/files/Gr%C3%B6na%20i%20regering_rapport.pdf
[7] Joachim Raschke: Die Grünen, Wie sie wurden, was sie sind, Büchergilde Gutenberg 1993. Se også: Joachim Raschke: Die Zukunft der Grünen, Campus Verlag 2001.
[8] Martin Jänicke 2002, s. 13-15 og 409-410.
[9] Hjemmeside, Inuit Ataqatigiit: http://ia.gl/da/ia/
[10] Niels Henrik Hooge: På vej mod en grøn grundlov?, Global Økologi, nr. 2, 2012, s. 22-24. Se også: David Richard Boyd: The Environmental Rights Revolution: Constitutions, Human Rights, and the Environment, The University of British Columbia 2010: https://circle.ubc.ca/handle/2429/23334
[11] http://www.developpement-durable.gouv.fr/-Le-ministere-.html
[12] Lars Myrthu-Nielsen og Niels Henrik Hooge: Ingen grøn omstilling af universiteterne, Kritisk Debat 15/10 2012: http://kritiskdebat.dk/articles.php?article_id=1180
[13] Niels Henrik Hooge: Et VE-universitet kan løse energiforskningens finansieringsproblem, Information 2/11 2009: http://www.information.dk/213801. Se også: Niels Henrik Hooge: Arbejdspapir om et Internationalt Åbent Universitet for Vedvarende Energi i Øresundsregionen, november 2006: http://www.oekogruppe.dk/VE-universitet.pdf
[14] Hermann Scheer: Der energethische Imperativ - 100% jetzt: Wie der vollständige Wechsel zu erneuerbaren Energien zu realisieren ist, Verlag Antje Kunstmann 2010.
[15] Niels Henrik Hooge: Notat om borgerinddragelse og udvikling af koncepter for en bilfri by, 2013: http://www.oekogruppe.dk/trafikpolitik.htm
[16] European Community for Renewable Energy (ERENE), A feasibility study by Michaele Schreyer and Lutz Mez in collaboration with David Jacobs, Commissioned and published by the Heinrich Böll Foundation, 2008, http://www.erene.org/downloads/ERENE-engl-i.pdf. Hjemmeside, ERENE: http://www.erene.org/web/149.html