Fænomenet Piketty
Af Rune Møller Stahl

Offentliggjort: 15. juni 2014

Det er svært at beskrive Thomas Pikettys Capital in the 21st Century, uden at forholde sig til den massive debat som bogen har rejst.

Pikettys grundpointe, om at kapitalismen har en dyb indbygget tendens til at koncentrere velstand og indkomst i hænderne på nogle få, og at kun kriser, krige eller massiv politisk intervention, kan stoppe denne tendens, har sparket spørgsmålet om ulighed ind i centrum af den fagøkonomiske debat. Det er årtier siden at en økonomisk bog har haft et lignende gennemslag. Den mere end 500 sider lange bog toppede Amazons bestsellerliste[1], og snart sagt alle, der mener noget om økonomi, har følt de skulle give deres anmeldelse – fra David Harvey[2] til Paul Krugman[3], Robert Solow[4] og Larry Summers[5]

Efter den første bølge af entusiasme, er angrebene også begyndt.  

Financial Times kom i slutningen af maj med en stort opsat kritik, der såede tvivl om Pikettys data for de nyere formuefordeling i England, samt nogle mindre metodologiske spørgsmål, og på den baggrund dømte Piketty ude.  Det viste sig dog at FT selv baserede deres kritik på højst upålidelige datakilder, og deres alternative analyse, der bl.a. viste at England var mere lige end Sverige, og at formuefordelingen blev mere lige under Thatcher neoliberale politik, er der få der tager seriøst.

Men det er ret sikkert ikke sidste kritik vi kommer til at se af Piketty. Sidste gang en populærvidenskabelig bog kastede lys på problemerne ved stigende ulighed, var The Spirit Level, hvor sundhedsstatistikerne Wilkinson og Pickett, beskrev hvordan ulige samfund havde dårligere velfærd for borgerne. Dengang blev bogen mødt med en så stor bølge mere eller mindre lødig kritik, at forfatterne opgav at svare på andet en peer-reviewed kritik.[6]

Kritikken er ikke overraskende. En stor del af verdens tænketanke (og mange aviser som Financial Times) er ejet af eller afhængige af biddrag fra, verdens allerrigeste. Derfor har de en naturlig stor interesse i at skabe tvivl om forskning, der peger på en højere beskatning af deres formuer. Ligesom tobaksindustrien i årevis forsøgte at så tvivl om tobaksrygnings skadelige virkning, eller olieindustrien finansierer klimabenægtere. Målet er ikke nødvendigvis at overbevise, men at skabe så meget tvivl om fakta, at det er muligt at udskyde politisk handling. Det har været effektivt mod klimaforandring, og der vil sikkert blive mobiliseret mod forslag om øget beskatning af de højeste kapitalindkomster.

Pikettys baggrund
På trods af den store beskydning fra højre, er Pikettys baggrund dog ikke som nogen radikal barrikadekæmper. Han er uddannet i matematisk økonomi i Frankrig og fik som ung et lektorat på det prestigiøse Massachusetts Instititute og Technology, som han dog forlod til fordel Paris School of Economics, hvor han har været siden. Baggrunden var en utilfredshed med den amerikanske økonomiprofession, som han beskriver som alt for optaget af formelle matematiske modeller, og for lidt åben overfor de andre socialvidenskaber og historien.

Piketty er indenfor samfundsvidenskaben især kendt for hans empiriske arbejde med at afdække formue og indkomstudviklingen for den  øverste 1%. Det er især hans arbejde sammen med kollegaen Emanuel Saez, med at afdække udviklingen af indkomst og formue hos de allerrigeste i USA og Frankrig, som har sat en dagsorden i det sidste årti, og med Occupy Wall Street gennembrud, er den 1% gledet ind i dagligsproget.

FIGUR  A: 10% rigeste andel af indkomsten i USA 1910-2010[7]

Piketty og Saez’ arbejde var udtryk for et nybrud, fordi de baserede deres analyser på data fra registre over skatteindbetalinger. Denne metode er langt mere præcis end de survey-undersøgelser, som det meste forskning om indkomst har bygget på, hvor man simpelthen beder folk selv rapportere deres indkomst og formuer. Problemet er, at mens disse metoder er udemærkede til at afdække udviklinger indenfor den brede middelklasse, falder de højeste indkomster konsekvent udenfor denne opgørelsesmetode. Dette arbejde, som også har involveret mange andre forskere verden over, er samlet i World top Income Database[8], og udgør hovedparten af den underliggende data i Capital in the 21st Century.

Men lad os her se nærmere på bogens hovedargument.

Capital in the 21st Century
Capital in the 21st Century altdominerende hovedpointe, er at bekrive hvordan kapitalismens naturlige tendens er at koncentrere indkomst og formue i hænderne på det lille mindretal der ejer kapital.

Mekanismen er fanget i den simple ligning: r>g, hvor r er afkastet på kapital, mens g er vækstraten i samfundsøkonomien.  Hvis afkastet på kapital er højere end den økonomiske vækstrate, vil det føre til at ejerne af kapital, hvis ikke de forbruger hele deres afkast, år for år eje en større del af samfundets totalprodukt. Og da ejerskab over kapital sædvanligvis er særdeles ulige fordelt, langt mere ulige end indkomst, betyder denne udvikling, at en større og større del af nationalindkomsten vil gå til de rigeste.

Hvis afkastet på kapital er 5%, og væksten i den samlede økonomi er 2%, så vil ejerne af kapital, alt andet lige, ligge beslag på 3% mere af nationalindkomsten. Nu kan det jo være sådan, at væksten er højere end afkastet for kapital, og at kapitalens andel af nationalindkomsten derfor skrumper. Men problemet er, at denne situation er ret sjælden indenfor kapitalismen. Historisk set er det kun i en periode i midten af det 20. århundrede, at dette har gjort sig gældende, og det på grund af nogle særlige vilkår. I vores nuværende epoke gør disse vilkår sig ikke længere gældende, og vi er derfor, hvis ikke vi gør noget politisk, på vej mod niveauer af ulighed fra før første verdenskrig. Denne udvikling beskriver Pikettys i nedenstående figur, der viser hvordan afkastet på kapital, selv efter beskatning, har ligget over den økonomiske vækst, i det meste af historien.

FIGUR B: Kapitalafkast efter skat vs. samlet økonomisk vækst år 0-2100 (anslået)[9]

Kapital
Hvis vi skal forstå mekanismen i denne fremskrivning, er det nødvendigt at se på hvordan Piketty forstår kapital.   

Kapital defineres som fabrikker, boliger, finansielle aktiver, land samt andre værdier, der kan give deres ejere et afkast. Med andre ord kan begrebet ligeså godt oversættes med velstand.  Denne forståelse er relativ konventionel i forhold til moderne økonomi, men ret anderledes end Marx’ begreb om kapital som en social relation.

I det meste af historien har den samlede mængde kapital i de vestlige samfund ligget på omkring 5-600% af den årlige nationalindkomst. Det vil sige at de samlede værdier i samfundet, alt jord, alle fabrikker, boliger aktier osv., i alt har en værdi svarende til 5 års samlet indkomst.

Med en forrentning på ca. 5%, som har været normen, betyder det er kapitalen har lagt slag på ca. 30% af den årlige nationalindkomst, hvorfor der var 70% tilbage til lønninger. Det vil sige at 70% af samfundets indkomst går til lønmodtagerne, mens ca. en tredjedel går til kapitalejerne, der så kan vælge enten at forbruge eller geninvestere det. Da kapitalen i de flest samfund er ekstremt ulige fordelt, er dette hovedforklaringen på den store ulighed. 

Alt dette er relativt ukontroversielt. Men der hvor Pikettys pointe kommer, er når han siger, at forholdet mellem kapital og lønindkomst ikke er stabilt, som det ellers antages i de fleste økonomiske lærebøger. I stedet har det varieret ekstremt meget. Hvis vi går tilbage til 1800tallet betød introduktionen af industriproduktion, at andelen af indkomsten, der gik til kapital, steg betragteligt. I årene før første verdenskrig var værdien af kapital i lande som Frankrig og England vokset til 7-800% af den årlige nationalindkomst. Det 20. århundredes omtumlede historie var imidlertid hård ved kapitalejerne. To verdenskrige, den store depression, samt en markant inflation (et ukendt fænomen i 1800-tallet), betød, at store formuer blev ødelagt eller udhulet. Samtidigt betød krigsindsatsen at både kapital og de højeste indkomster blev beskattet hårdt i efterkrigstiden. Det betød en så massiv destruktion af kapital, at man i 1950erne så en samlet kapitalmængde, som var faldet til 2-3 gange den årlige nationalindkomst, som man kan se i figur 4.5. Derfor spillede afkastet på kapital pludselig en langt mindre rolle i den samlede nationalindkomst.

FIGUR 4.5: samlet kapitalmængde i Europa 1870-2010[10]


Det er samtidigt den periode, vi kalder de gyldne år eller efterkrigsperioden, hvor udbygningen af fordistiske fabriksproduktion i Europa og USA, betød høje økonomiske vækstrater, der oversteg afkastet på kapital. Sammen med en øget beskatning af de højeste lønninger, betød det markant faldende ulighed i denne periode.

I løbet af de næste årtier begyndte kapitalen imidlertid at akkumulere, og uden store chok som krigene og depressioner i første halvdel af århundredet, betød det, at ejerskab over kapital i stigende grad kom til at spille en central rolle igen.

Samtidigt så vi i USA, med England og resten af de engelsketalende lande tæt derefter, en historisk helt ny udvikling, med en massiv stigning i uligheden i indkomst. Især i USA betyder opkomsten af supermanagers, at den øverste 1% nu sidder på 20% af nationalindkomsten (247). I modsætning til tidligere tider, betyder det, at vores dages overklasse er working rich, der ikke blot lever af renterne af opsparet kapital, men også supplerer med tårnhøje lønindkomster.

Fremadrettet mener Piketty, at koncentrationen af kapital vil stige, og at kun urealistiske høje vækstrater kan forhindre, at kapitalejere vil få en større del af samfundskagen, på grund af den simple matematik i r>g. Dermed kan vi også forvente at den stigende ulighed vi ser i disse år, vil fortsætte og endda accelerere. Det kan også medføre, at betydningen af arbejde i forhold til arvet rigdom vil aftage, og at fremtidens overklasse vil droppe arbejdet og alene leve af arvet kapital. Pikettys hovedforslag til at undgå denne dystopi er en generel, global skat på kapital, for at bremse akkumulationen. Konkret foreslår han en rate på 1 % på formuer over 1 mio. euro, stigende til 2% på formuer over 5 mio. (517).

Piketty, Marx og det politiske
Et værk, der har som sin ambition at beskrive de sidste 200 års økonomiske historie, og sammensætte lange datasæt af meget varierede kilder, vil selvfølgeligt løbe ind i metodiske problemer. Fx har Piketty ingen måde at måle de milliardbeløb, der hvert år gennem i skattely, hvorfor den reelle ulighed i velstand i disse år, ret sikkert er undervurderet. Indtil videre ser det dog ud til, at Piketty og hans samarbejdspartnere har lavet den hidtil bedste empiriske afdækning.

Men det til trods er der stadig  grund til at kaste et kritisk blik på analyserne i Capital in the 21st Century.

Det måske væsentligste problem er fraværet af magt og politik i beskrivelsen af den historiske udvikling.

Når Piketty skal forklare, hvorfor vi ser den bemærkelsesværdige forskydning i forholdet mellem kapital og arbejde i det 20. århundrede, lægger han stort set udelukkende vægt på den destruktion af kapital, som vi ser i forbindelse med spektakulære begivenheder, som depressionen og de to verdenskrige. Men den fysiske destruktion af kapital kan kun forklare en mindre del af udviklingen. Langt hovedparten af den udvikling, vi ser, skyldes politiske processer, som inflation og høj beskatning af formuer og marginalindkomster. Mens disse udviklinger til en hvis grad er et resultat af de ydre chok, som krige og depressioner betød, er det også udtryk for politiske prioriteringer og magtforhold. 

Den mest iøjnefaldende mangel her er det fuldstændige fravær af arbejderbevægelsen i Pikettys fremstilling. På næsten 700 sider optræder fagforeninger kun 3 gange. Det er bemærkelsesværdigt, især fordi den faldende samfundsmæssige ulighed i midten af det 20. århundrede, samtidigt repræsenterede arbejderbevægelsens storhedstid. Det virker underligt, at ignorere den store rolle arbejderbevægelsen har spillet i at presse lønnen op og gennemtvinge politikker, der favoriserede lønarbejde over kapital.

Capital in the 21st Century er blevet sammenlignet med Marx’ Kapitalen.  Og det er da også en sammenligning som bogen selv tager op omend Piketty i senere interviews har forsøgt at distancere sig fra Marx. [11] Med sit fokus på klasser og fordeling tager Piketty dog Marx mere alvorligt end nogen anden mainstreamøkonom i mange år. Men samtidigt er den Marx han præsenterer mere et udtryk for firkantet ortodoks marxisme, end den der optræder i Marx eget værk. Dette er ærgerligt, fordi Piketty analyse netop falder i nogle af de fælder for økonomisk determinisme, som den marxistiske tradition netop har forsøgt at bevæge sig ud af igennem de sidste årtier. Derfor kunne bogen være styrker markant ved et engagement med den del af den marxistiske tradition, der netop tager politiske processer og klasseagens seriøst, som Leo Panitch arbejde omkring statens historiske rolle i kapitalismen[12] eller David Harveys analyse af neoliberalismen[13].

Denne blinde vinkel overfor politisk kamp, sætter sig også igennem i forhold til Pikettys fremadrettede prognoser. Hvor hans analyse af udviklingen i fortiden er strengt strukturalistisk og drevet af matematiske forhold, så bliver hans analyser af fremtiden pludseligt drevet af en tro på, at rationelle argumenter og fornuftige politikker, som den globale skat på kapital, sagtens kan forandre de historiske sammenhænge.  For et værk, der nøgternt beskriver en 200 års udvikling som værende drevet af nogle simple materielle sammenhænge, virker det naivt og pudsigt, pludseligt at antage, at de næste årtier vil være drevet af rationel dialog. Her ville en historisk drevet materialisme, der også medtager politiske processer og klassekamp, kunne hjælpe til at give en analyse, som hverken var økonomisk deterministisk, eller blåøjet og naivt tror på, at rationaliteten vil vinde over jernloven r>g.

Alt dette kan dog ikke skygge for, at Piketty har leveret en ambitiøst og seriøst omfortolkning af de sidste århundreders økonomiske historie, med spørgsmålet om kapital og fordeling i centrum. Forhåbentligt betyder de sidste måneders debat at dette er spørgsmål, som begynder at blive taget langt mere seriøst i den økonomiske mainstream.


[1] http://www.latimes.com/business/la-fi-mo-thomas-picketty-book-on-income-inequality-capitalism-20140423-story.html

[7] Piketty, Thomas. (2014). Capital in the Twenty-First Century. Cambridge, MA: Harvard University Press, s. 24

[9] Piketty, Thomas. (2014), 356

[10] Piketty, Thomas. (2014), 147

[12] Panitch, Leo, & Gindin, Sam. (2012). The Making of Global Capitalism. London: Verso

[13] Harvey, D. (2007). A brief history of neoliberalism: Oxford University Press, USA.