”Ingen kan forhandle uden magten til at fremtvinge forhandling”
Af Bue Rübner Hansen

Offentliggjort: 15. juni 2014

Om klasseteoriens muligheder og blindgyder i dag[1]

Indledning: klasse i krise 
Der er intet nyt i at påpege, at den gamle arbejderklasse er i krise i Danmark og i resten af Vesteuropa. Denne krise har udspillet sig på mange niveauer over de seneste tre årtier: færre og færre identificerer sig som ”arbejdere”, fagbevægelsens evne til at mobilisere til demonstrationer og strejker er faldende, og det samme er antallet af fagforeningsmedlemmer og aktive. Hvor klasse engang blev set som den centrale skillelinje i moderne samfund, er klasse siden 80erne blevet gjort til et underordnet analytisk redskab. Andre skillelinjer har fået til politisk prioritet, fra sidestillingen af klasse-dominans med dominans baseret på køn, seksualitet og etnicitet, over alter-globaliserings-bevægelsens regnbue-koalition mod de multinationale, til de nyere anti-oligarkiske bevægelser, der starter fra massen, snarere end klassen.

Enhver genoplivning af klasse-begrebet i denne situation skal kunne noget mere end påpege, skandalisere og beskrive eksistensen af ulighed, kapitalisme og eliter. Som teoretisk begreb skal klasse altså ikke blot være deskriptivt, men have forklaringskraft. Som politisk begreb skal klasse ikke blot påpege et abstrakt modsætningsbegreb – ”os mod dem”, ”de 99% mod den 1%” – men kunne tænke organiseringen af ”os”. Samtidig er det vigtigt ikke at opstille klassebegrebet i modsætning til den mangfoldighed af perspektiver på dominans og udbytning, som tilbydes af kritiske perspektiver på køn, etnicitet, post-kolonialitet, seksualitet, osv.

Denne artikel vil forsøge at bidrage til en reaktualisering af klassebegrebet, uden at forfalde til nostalgi (”genindustrialisér Europa!”), forskydninger (”arbejderklassen findes stadig i Kina”), eller fornægtelser (”arbejderklassen er det samme som den altid har været”). Jeg vil gøre dette ved at præsentere et rids af tre argumenter, som jeg mener er centrale for en sådan reaktualisering: 1. Der findes ikke nogen objektive klasseinteresser forud for klasseorganisering. 2. Det viser sig derfor, at bevidstgørelse om klasseinteresser kan være kontraproduktivt, og at det i dag kan lede til kynisme og individualisme, snarere end til håb og solidaritet. 3. Det store spørgsmål er derfor ikke klassebevidsthed, men klassekomposition, dvs. de processer hvorigennem individer slutter sig sammen og konstruerer fælles interesser. Sådanne processer konstitueres ikke omkring fælles ideer, men omkring fælles taktikker, som virker bedre en individuelle taktikker, og som omformer individuelle vilkår til kollektive problemer, der kan løses. Artiklens formål er at præsentere et generelt argument, men vil samtidig, særligt i den sidste del og noterne, opridse nogle specifikke metoder, som synes at være produktive ift. klasseorganisering i dag. Jeg vil igennem hele artiklen forsøge at belyse tre dimensioner af klassespørgsmålet, nemlig spørgsmålet om organisering af klasse, repræsentation af klasse, og viden om klasse.[2]

1. Findes der en “objektiv klasseinteresse”? 
Fordi klasseorganisering igennem de sidste 25-30 år har været i krise, har mange stillet spørgsmålstegn ved klassebegrebet og klasseteorier som sådan. Fokus blandt de, der har forsøgt at forsvare brugen af klassebegrebet har derfor igennem mange år generelt været defensivt og faktuelt, også her i Kritisk Debat. Udgangspunktet har været, at man måtte demonstrere, helt basalt, at klasse eksisterer og at der derfor er brug for klasseteori.[3] På den ene side, er der forskere, der skriver i traditionen fra Max Webers klassiske definition af klasse som en distribution af livschancer på arbejdsmarkedet, og viser, at disse stadig er ulige fordelt.[4] På den anden side, hives Pierre Bourdieus redskaber frem for at demonstrere, hvordan folk stadig implicit identificerer sig i forhold til klasse, og hvordan klasser skabes gennem forsøg på at adskille sig fra de andre, dem med den ”prollede smag”, etc.[5] Den politiske horisont er i begge tilfælde i høj grad meritokratisk og fokuseret på social mobilitet, og på muligheden af, at politiske partier kan repræsentere interesser og identiteter som de forefindes i samfundet.

Marxistiske forsøg går generelt videre, og forsøger at tænke spørgsmålene om ulighed og identitet sammen i en teori med et stærkere krav på forklaringskraft.[6] Strukturelt set viser Marxismen eksistensen af en klasse, der kun kan overleve gennem lønarbejdet og en klasse, der ejer produktionsmidlerne. Historisk set viser den, hvordan relationen mellem disse klasser igennem lønarbejdets produktion af merværdi skaber en ekstremt ekspansiv og forandrende samfundsformation. Klasse er for Marxister både en objektiv økonomisk position (arbejder, kapitalist eller bonde, osv.), og et subjektivt organisatorisk og politisk potentiale, hvorved klassen kan blive en aktør, et klasse-subjekt med magt til at ændre samfundsudviklingen. Hvor den objektive klasse er klassen “i-sig-selv”, er den subjektive klasse “for-sig-selv”.[7] Klassen i-sig-selv, er en heterogen samling mennesker, som dog udgør en objektiv klasse, for så vidt de har samme rolle i produktionsprocessen, er arbejdere eller kapitalister, f.eks. Klassen for-sig-selv, på den anden side, er et begreb om denne gruppes kollektive dannelse af fællesinteresser og fælles bevidsthed, hvor individuelle forskelle bliver ligegyldige. Her er klasse hverken et sociologisk eller økonomisk begreb, der kategoriserer forskellige individer ifølge et teoretisk skema. Det er i stedet disse individer for så vidt de slutter sig sammen og bliver mere end individer: et kollektivt subjekt.

Både blandt Marxistiske og andre klasseteoretikere er forsøgene på at påpege klassebegrebets politiske brugbarhed – i modsætning til dets rent analytiske produktivitet – generelt pauvre i den nuværende krise. De går generelt ikke videre end til at konstatere, at teorien og empiriske studier viser, at arbejderklassen findes, og at det derfor er nødvendigt at organisere den. Denne tilgang er selvsagt stærkt begrænset, for klassens objektive eksistens viser blot den abstrakte mulighed for at organisere den. Når sådanne tekster ikke rummer konkrete forslag eller en kritisk analyse af samtidens betingelser for organisering, får læseren den fornemmelse, at forfatterne mener, at arbejderbevægelsens samme gamle opskrift stadig holder. Ofte skygger deres fokus på kontinuiteten i arbejderklassen for et studie af de nye udfordringer vi står overfor.

Før vi ser på disse nye udfordringer vil vi påpege tre dybere problemer ved det gamle begreb om klasseorganisering baseret på “objektive forhold og interesser”: 

  • Klassen i-sig-selv er altid større end klassen for-sig-selv: ikke alle, der lever under bestemte objektive forhold er repræsenterede af klassens organisationer. Nogle bliver ikke organiserede, eller kun organiserede som underordnede, fordi de ikke anses for at være fuldt ud med i klassen: husmøde, migranter og folk, der overlever i uformelle økonomier. Samtidig bliver det teoriens og organisationernes opgave at “bevidstgøre” de medlemmer af klassen, som ikke deltager, om deres objektive klasseforhold. Parolen lyder: organisér i forhold til jeres objektive fællesinteresse – glem jeres subjektive forskelle. Heri ligger en nøgle-årsag til den historiske tonedøvhed overfor spørgsmål om køn, race, og seksualitet. Det overvejes ikke, om racisme og sexisme også er objektive kræfter, en udadskillelig del af differentierende udbytningsmekanismer og konkurrencelogikker mellem arbejdere og mellem arbejdere og arbejdsløse. Samtidig bliver ikke-medlemsskab af klassens organisationer set som mangel på solidaritet, som falsk bevidsthed eller bevidst snylteri, for den objektive interesse er jo givet. Men er der ikke tale om objektiv interesse, når en polak underbyder en dansk arbejder for at få brød på bordet, og når danske arbejdere svarer med et “danske jobs til danske arbejdere”?
  • I det omfang medlemmerne ikke har mulighed for at mødes og kommunikere i hverdagen bliver et bureaukrati nødvendigt for at opretholde organiseringens kontinuitet og enhed. Herved opstår et skel – større eller mindre – mellem repræsentanter og repræsenterede. Men fordi repræsentanterne antages at have objektiv viden om klassen, er dette skel ikke noget problem, og det anses måske endda som en forudsætning for, at man kan lede klassen. Når vi taler om “klassekompromisser”, er det typisk klassens repræsentanter, der laver kompromisset på klassens vegne, hvilket leder til et modsætningsforhold: mens deres vægt ved forhandlingsbordet er mulig pga. klassens organiserede styrke, er deres anerkendelse som forhandlingspartnere generelt betinget af deres evne til at kontrollere og holde klassens krav tilbage. Dette opnås ofte gennem en demobilisering af medlemmerne og en afvikling af organer, hvorigennem krav nedefra kan formuleres. Fagforeningerne og partierne holder op med at facilitere klassens politisering for i stedet selv at monopolisere politikken. Ofte gives forhandlerne æren, mens det overses at det er klassens styrke, der tvinger modstanderen til forhandlingsbordet. Man går gradvis fra en klassepolitik, hvor det forstås, at klassen gør noget for sig selv, til en klasseforvaltning, hvor repræsentanterne i partierne og interesseorganisationerne gør noget for klassen. Det er når medlemmerne således er blevet depolitiserede, at fagforeningernes ledere og klassens politiske repræsentanter kan fremstå som mere progressive end deres medlemmer. Samtidig bliver repræsentanternes magt mere og mere hul som den aktive base opløses. Den velfærd og de gode lønninger, som er vundet, kan nu afvikles af den tidligere partner i klassekompromisset, og bevares kun for så vidt de understøtter landets internationale konkurrenceevne. 
  • Objektive viden ”om” klassen faciliterer repræsentation eller vejledning af klassen, snarere end klasseorganisering og klassemagt. Det viser sig, at analyser af klassen i-sig-selv er praktisk ambivalente, at deres politiske effekt er underdetermineret, bestemt andetsteds. For eksempel: Hvor det klassiske Marxistiske projekt med at bevidstgøre klassen om det objektive modsætningsforhold mellem arbejderklassen og kapitalen engang gav håb om revolutionens komme, peger det i dag om kapitalismens ubønhørlige fremmarch. Marxismens teori om det objektive modsætningsforhold gav kun håb fordi der var en stærk arbejderbevægelse. Når fagforeningerne er svage og arbejdere er fanget i en globaliseret konkurrence med hinanden kan en påpegning af de objektive forhold lige så godt skabe kynisme og opportunisme, som solidaritet. Teorier om klassen i-sig-selv kan de ende med blot at være teorier om magtesløshed: disse giver os ikke mere end teorier om en situation, hvor kynisme og opportunistisk selviskhed giver mening som overlevelsesstrategier. Kapitalismekritik og klasseanalyser har i dag ofte den utilsigtede virkning, at den bekræfter en bevidsthed om, hvor uundgåeligt det er at konkurrere med andre på ens niveau. Derved støtter den implicit individer og sektioner af klassen i, at det er nødvendigt at sparke nedad og stræbe så langt opad, som man realistisk kan nå. Dette giver samtidig grobund for højrepopulismer, der skyder skylden på andre nationer, indvandrere, og de mest udsatte.

Engang gav ideen om den objektive klasse politisk retning: den virkelige klassekamp pegede på et voksende potentiale, og en kommende epoke. I dag forefindes de fleste klasseteorier klassen i-sig-selv som et simpelt faktum, uden at kunne aflede en politik direkte af den. Fordi begrebet om den objektive klasse ikke længere giver politisk retning, løber forsøg på at lave klassepolitik generelt i to retninger: Enten holder sig de værdier, som forefindes i klassen selv, lige meget hvor reaktionære de er, ellers forsøger de at supplere klassen med idealer udefra.[8] Det er på grund af manglen på en politik for klassen i-sig-selv, at klassepolitikken i dag, hvor den overhovedet forsøges, så ofte har karakter af en populisme eller en moralisme.

I det følgende vil vi forsøge at forstå, hvorfor den gamle idé om objektive klasseinteresser er i krise. Derved kan vi bedre kortlægge det nutidige terræn og mulighederne for skabelsen af klasseinteresser i dag.

2. Efter den tid, hvor historien var med os 
Situationen er i dag på mange måder anderledes end for 50 år siden. Dengang skabte tale om den globale arbejderklasse håb blandt socialister og socialdemokrater om socialismens komme eller om et velfærdsstatsligt tusindårsrige. I dag skaber den fortvivlet sukken over den globaliserede konkurrence mellem arbejdere og over de nationale fagforeningers svaghed. Her vil jeg kort opridse den klassiske arbejderbevægelses krise, for at forstå de taktiske og organisatoriske udfordringer, som skal overkommes for at undgå kyniske, opportunistiske og snævert national-solidariske svar.

I det 20.århundrede var arbejderbevægelses fokus den arbejdende klasse, lønmodtagerne frem for f.eks. arbejdsløse, vagabonder og husmødre. Både stalinister og socialdemokrater troede på borgerskabets selvfortælling om, at hele verden ville blive moderniseret i kapitalens billede og at alle disse grupper til sidst ville blive arbejdere. Arbejderbevægelsens implicitte historiefilosofi var, at jo mere udbredt kapitalismen blev, jo mere organiseret og homogen ville arbejderklassen blive. Derfor var objektive teorier om klassen forbundne med håb. Tiden var med arbejderklassen, og man kunne derfor negligere den politiske betydning af den store og hårdt prøvede del af jordens befolkning, som ikke var lønarbejdere: kvinder, subsistensbønder, subsistensløse, osv.; denne filosofi lå bag en del af arbejderbevægelsens støtte til kolonialismen. Men det snævre fokus på arbejderne havde også sin ræson grundet i materielle forhold. Hvor andre grupper var isolerede, var arbejderne samlede og vandt til at samarbejde. Man måtte organisere, hvor folk kunne mødes, kommunikere og etablere tillid, og hvor man som klasse kunne udøve en vis organiseret magt, nemlig på arbejdspladserne. Selvom dette fokus altså kan begrundes taktisk og strategisk, blev den fulgt med en stærkt selv-centreret identitetspolitik: man hyldede håndens kunnen, arbejdets moralske værdi, den stærke krop, arbejderen som familiefar og forsørger, og forsøgte at hæve arbejderne moralsk over ”uproduktive elementer”. Horisonten var kort sagt arbejderne som arbejdere, og så snart arbejdsløses arbejdsløshed blev permanent, var det så som så med solidariteten: En diskurs baseret på arbejderstolthed og produktivitet inviterer os til at se de permanent arbejdsløse som lurvede, parasitære, dovne og anløbne, eller i hvert fald som havende behov for paternalistisk omsorg eller ledelse.[9]

Men nye former for kritik begyndte at stille spørgsmålstegn ved denne klasseidentitet, og der opstod mange kampe for at forbedre forholdende for de grupper, hvis undertrykkelse gennem sexisme, racisme, homofobi, etc. var blevet negligeret i arbejderbevægelsens arbejdsbaserede identitetspolitik. Oprøret i 1968 stod bagefter som et gennembrud for denne bevægelse, som så arbejdet som en begrænsning, og klasseidentiteten som en moralsk snæversynet livsform, der kun lovede kedsomhed, konsum og konformitet.[10] Denne rebelske vilje til at nedbryde fordismens snævre grænser ledte til en succesfuld anti-autoritær bevægelse, som på baggrund af den tidligere arbejderbevægelses delvise sejre og materielle sikkerhed – velfærdsstaten først og fremmest – formåede definere andre og mere åbne livsformer. Mens arbejderbevægelsen forsat tog afstand til de lavere samfundslag, blødte den opadtil til en gruppe, der måske var tvunget til at tage lønarbejde, men som fandt både kollektive og alternative, og individualistiske og stræberiske måder at gøre dette på.[11]

Dengang kapitalejerne stod overfor arbejderbevægelsen og en konkret trussel om revolution fra de kommunistiske partier, måtte de sikre sig en disciplineret arbejderklasse gennem omfordeling af væksten og klasse-kompromisser. Overfor den nye rebelske ånd, der ikke var kontrolleret af fagforeningerne, måtte de finde andre metoder. Godt hjulpet på vej af uddannelsesboomet og en enorm vækst i den tertiære sektor (service, handel, undervisning, sundhed, marketing, etc.), kunne selvrealisering gennem meningsfyldt arbejde og individuelt forbrug gøres en løsning for den del af den arbejdende klasse, vi kan betegne som den nye middelklasse[12]. Samtidig blev der gennemført stærke angreb på eller hæmmende kompromisser med fagforeningerne op igennem 1980erne[13]. Den internationale konkurrence mellem arbejdere blev øget gennem deregulering af kapitalbevægelser og EU's indre marked, og arbejdsstyrken blev fleksibiliseret gennem ny arbejdsmarkedslovgivning. Alt dette ledte til øget individualisering, usikkerhed og konkurrence mellem arbejdere, kort sagt til prekaritet[14].

I dag er der mange, der er nostalgiske efter den gamle arbejderbevægelse, men det synes ganske urealistisk at genoplive den. Problemet er ikke blot, at den gamle arbejderbevægelses magt er blevet eroderet, gennem udflytningen og mekaniseringen af dens gamle base i de store industriarbejdspladser. Problemet er også, at vi står i en situation, hvor mange ikke har lyst til at genoptage den snærende gamle arbejderistiske identitetspolitik, og hvor mange af de, der længes efter en sådan identitet, er strukturelt blokerede fra at finde det stabile arbejde, som er en betingelse for denne identitet. Et tredje problem er, at betingelsen for klassekompromisser var en høj samfundsøkonomisk vækst, som gjorde, at kapitalens vækstimperativ kunne kombineres med omfordeling. Alt tyder på, at en sådan vækst i dag er udelukket.[15]

At den klassiske organisering baseret på arbejdsplads og arbejderidentitet er i krise, betyder dog ikke, at sted- og identitet har mistet betydning. De er i stedet blevet centrale for en repræsenterende populistisk diskurs, for hvilken stedet er nationen, og identiteten national. Hvad der er gået tabt, er ikke ideen om kollektive fællesinteresser, men forbindelsen mellem individuelle og kollektive interesser. Vi kan tale om et skifte fra organiserede fællesinteresser til interesser baseret på forestillede fællesskaber.[16] Når de institutioner, der kunne hævde klassens interesser er i krise, bliver de individuelle og kortsigtede interesser mere ”objektive”, mens den kollektive interesse bliver mere og mere abstrakt, en forestilling snarere end en organiseret realitet. Selvom den nationale fællesinteresse er abstrakt, refererer den dog stadig til en virkelig kollektiv magt, nemlig staten. Fagforeningernes magt bliver afløst af en fantasi om, hvad man kunne gøre med staten, hvis blot man kontrollerede den. Så længe denne fantasi ikke udspringer af en egentlig organiseret basis flirter den med det statsligt-autoritære eller det naivt reformistiske. For så længe man ikke kan fremtvinge forhandlinger, er der ikke noget der hedder et klassekompromis, og så længe man ikke kan gøre dette og mere, kan staten ikke blive et redskab for arbejderklassen. I dag er udgangspunktet omvendt, at arbejderklassen er et redskab og en ressource, der skal formes, paces og disciplineres for at styrke konkurrencestaten.[17]

Det egentlige spørgsmål bliver her klart: hvordan kan en egentlig organiseret base skabes i dag, under disse ændrede forudsætninger? Og hvordan løsriver denne klasse sine interesser fra konkurrencestaten? Hvordan skaber man en klasse for-sig-selv, hvis bevidstgørelse og samfundsvidenskabelige analyser ikke i sig selv kan gøre dette? I det følgende vil jeg argumentere for en omvending af det klassiske Marxistiske perspektiv. Jeg vil argumentere for, 1. at klassen “i-sig-selv” ikke har nogen forudgiven objektiv fælles-interesse, 2. at fælles interesser derfor ikke starter ved at nogen “bevidstgør” klassen om dens interesser. 3. I stedet konstrueres interesser gennem praksis: Objektive klasseinteresser findes ikke, de skabes. Først og fremmest må vi dog analysere ideen om klassen i-sig-selv nærmere, og spørge: skal den defineres positivt eller negativt?

3. Alternativerne: klassekomposition før klassebevidsthed
Den klassiske sociologi, Marxismen og den socialdemokratiske bevægelse definerede klasse positivt, i forhold til en bestemt position i et symbolsk rum eller en økonomisk struktur. På dette grundlag bliver skabelsen af en klasse for-sig-selv fremstillet som en proces hvor folk, som lever under ensartede vilkår, organiserer sig omkring deres fællestræk, og hvor forskellige klasser så konstituere sig som enhedslige kollektive aktører, der kan lave kompromisser og alliancer. Denne klasseteori giver sig udtryk i den diskussion, som dominerede debatten om klasse i 80'erne og 90'erne:

På den ene side muliggør den positive definition af klasser, at de kan repræsenteres entydigt symbolsk (ved en norm) og politisk (ved deres lederskab). Et eksempel er den heteroseksuelle mandlige industriarbejder, som repræsenteres politisk ved sine organisationers ledere. Dette er den klassiske arbejderbevægelses måde at lave identitetspolitik og enhed, hvis ideelle formel er:

[HOMOGENISERET OG ORGANISERET AF KAPITALEN => HOMOGEN ORGANISERING AF ARBEJDERE]

På den anden side hænger den “identitetspolitiske” kritik af denne klasseopfattelse – nemlig at klassen er heterogen og stratificeret i forhold til køn, etnicitet, osv. – også fast i en positiv definition. Det vises, at klassen er mere forskellig end som så, og politisk hævdes en masse forskellige identiteter imod den mandlige klasseidentitet, som tidligere havde udelukket dem eller gjort dem sekundære. Her er ingen enhed, kun forskelligheder, hvor opgaven så bliver at skabe alliancer mellem disse.[18] Det giver os formlen:

[FORSKELLIGHED OG ADSKILLELSE => POLITISK MANGFOLDIGHED og MIDLERTIDIGE ALLIANCER]

Hvis vi, på den anden side, definerer klasse i-sig-selv negativt, så får vi et helt andet resultat. Selvom meget har ændret sig siden velfærdsstats-perioden forbliver et vigtigt forhold det samme: en stor og stadig voksende del af jordens befolkning kan ikke reproducere sig selv uden at indgå i lønarbejde, eller ved at underkaste sig mere bemidlede personer eller institutioner på andre måder: gennem ægteskab, velfærd, uformelt arbejde, gæld, eller velgørenhed, eller ved at risikere direkte politi-repression ved at indgå i aktiviteter, som er blevet defineret som illegale eller kriminelle. De frie arbejdere er ikke defineret ved arbejdet, men ved at være ”virtuelt fattige”, som Marx skriver i Grundrisse[19], ved at have ”usikre” livsvilkår, som han skriver med Engels i Manifestet.[20] Her er ikke tale om stolte arbejdere, men om forskellige individer, som er underlagt et fælles begrænsende vilkår. De er ikke ens, men står alle overfor det samme problem: de er adskilte og konkurrerende, og kan kun overleve ved at underlægge sig andres magt.[21] De er proletarer i den klassiske romerske definition, som Marx trak på: de har ikke kontrol over reproduktionsmidlerne. Fordi definitionen er negativ, giver dette ikke nogen positiv, objektiv ensartethed, som klassen bare skal bevidstgøres omkring. Klasse, negativt defineret, er et problem, der leves forskelligt. Vi kan beskrive dette som et eksistentielt problem: proletarer kan ikke opfylde deres behov eller forfølge deres begær uden at underkaste sig dem, der kontrollerer det vi kan kalde “behovs- og begærs-tilfredstillesmidlerne”.[22] Heterogeniteten i klassen i-sig-selv er blandt andet bestemt af, at proletarer kommer igennem hverdagen ved en lang række forskellige overlevelses- og livsstrategier, som ikke begrænser sig til lønarbejdet.[23]

 

Arbejderbevægelsen satsede på at organisere arbejderklassen, men når denne bliver prekær, fleksibel og kastet ind i global konkurrence bliver skellene mellem den og de andre proletarer delvis udvisket, og arbejderbevægelsens metoder svagere og svagere. Spørgsmålet bliver så bredere: Det er ikke længere, “hvordan organiserer man arbejderklassen”, men “hvad er proletarisk organisering?”. Proletariatets forskelligheder bør ikke få os til at afvise tanken om fælles organisering, mens vi ovenfor har vi opridset nogle problemer ved at basere organisering på arbejderklassens forestillede ensartethed.

Vi har set, at vi må forstå forskelligheden som forskellige løsninger på det samme problem, der bliver levet forskelligt gennem løsningerne. Individualiserede proletarer lever deres virtuelle fattigdom som et vilkår eller værre, en skæbne, eller som individuelle problemer, der kan løses gennem individuel stræben og kløgt. Disse individuelle svar er praktiske, levede og ikke blot forestillede, udtryk for falsk bevidsthed eller egoisme. Derfor er det ikke nok at bevidstgøre om fællesinteresser eller at affeje folk, fordi de ikke er “rigtige” arbejdere. På denne baggrund handler klasseorganisering ikke om at bevidstgøre medlemmerne af en klasse om, at de i “virkeligheden” har fælles interesser, men om praktisk at skabe sådanne interesser, at virkeliggøre dem. Før bevidstgørelse har vi et basalt organisatorisk spørgsmål: hvordan kan man producere kollektive løsninger og svar, som giver mere mening for folk, end deres individuelle svar? Fordi udgangspunktet for organisering er forskellige svar på det samme problem, handler organisering ikke om at skabe subjektiv bevidst enhed ud af det objektivt ensartede, men om at organisere forskellige livsstrategier omkring fælles løsninger på delte problemer, som leves og opleves forskelligt.

Disse indrømmet abstrakte pointer opridser et begreb om proletarisk organisering. Vi kan opsummere dem på følgende måde. A. Proletariatet i-sig-selv må tænkes hinsides lønarbejdet, ift. til det fælles problem, som alle proletarer står overfor, nemlig at kapitalen i vidt omfang har monopoliseret midlerne til at tilfredsstille behov og begær. B. Proletarisk organisering muliggøres kun sekundært af bevidstgørelse, og først og fremmest gennem taktikker og strategier, der kan ophæve individuelle kampe til kollektive kampe. C. Klasseinteresse er ikke noget givet, som teorien kan blotlægge, men består i den praktiske artikulation af kollektive løsninger. Det betyder også, at klasseteorier ikke blot må være deskriptive og forklarende, men også være del af en pragmatik. Snarere end en distanceret og objektificerende viden bliver teori den tænkende del af en praksis, en situeret rationalitet og orientering.

A. Komposition, eller sammenslutning
Hvis vi ikke starter med arbejderklassen, men med det proletariske problem, som tvinger folk ud i arbejde og andre overlevelsesformer, får vi at gøre med en klasseproblematik, som ikke blot fokuserer på samfundsmæssig merværdi, reproduktion, og kampe omkring udbytning. Den fokuserer samtidig på spørgsmålet om, hvordan vores kroppe forholder sig til disse, dvs. de eksistentielle spørgsmål om tilfredsstillelsen af vores behov og begær, om vores reproduktion og selv-skabelse.[24] Klasseproblematikken er altså på en og samme tid en produktions- og en reproduktions-problematik, som både er individuel og kollektiv. Kapitalens magt defineres igennem dens succes ift. at monopolisere midlerne til at tilfredsstille behov og begær. Denne magt baserer sig ikke på at benægte folk adgang til disse, men at give dem differentieret adgang til dem, for en modydelse, såsom arbejde eller god opførsel. Det er derigennem at kapitalen kan organisere vores behovs- og begærs-tilfredsstillelsen på en måde, der gør, at vi reproducerer kapitalen. Den legendariske community-organizer Saul Alinski taler derfor om, at organisering starter med ”disorganisering”:

”Afbrydelsen af den nuværende organisering er det første skridt i community organizing. De nuværende arrangementer må disorganiseres, hvis de skal afløses af nye mønstre, der giver mulighederne og midlerne for borgerdeltagelse. Al forandring betyder disorganisering af det gamle og organisering af det nye”.[25]

Organisering begynder i denne forstand ikke med fælles identiteter, ideer eller fjender, selvom disse spiller en rolle i forhold til en kortlægning af mulige allierede, der deler samme problem. Men at to personer deler identitet som arbejdere, sorte, eller kvinder, f.eks., garanterer på ingen måde fælles organisering. Delte ideer eller identiteter alene skaber kun mulighed for ideologiske bånd og en repræsentation af disse adskilte individer gennem en leder, en organisation eller en ideologi. Marx havde fint blik for, at organisering substantielt handler om noget andet end ideer.[26] Selv i sammenhænge, hvor bevidstgørelse er hovedformålet, bliver samværet, foreningen og samtalen til et mål i sig selv, et nyt begær og et nyt behov, som ikke så let kan monopoliseres af andre.[27]

Organisering af klassen i-sig-selv begynder med sammenslutninger af forskellige begær og behov i nye praktiske måder at være sammen på, som først skaber og siden øger den kollektive styrke. Den tidlige arbejderbevægelses styrke lå ikke i dens identitetspolitik, men i dens evne til at skabe institutioner, der var relevante for folks hverdag: suppekøkkener, fødevarefællesskaber, børnepasnings-ordninger, hobby-, sports-, bog- og sangklubber, osv.. Det var på denne basis at man kunne vinde en velfærdsstat, der gjorde disse til universelle ydelser, og tabe en stor del af sin klassemagt, da man overgav kontrollen med disse institutioner til staten. De mulige steder for sådan en basal klassesammenslutning var både dengang og nu ikke blot arbejdspladserne, men byerne, kvartererne, og vejene. Kampe omkring klasse handler ikke kun om udbytning, men også om reproduktion. I krisen og når velfærdsstaten bliver beskåret står kirken, velgørende organisationer og fascistiske grupper på spring til at tilfredsstille de behov og begær, som staten eller kapitalen ikke længere kan sikre.[28] Det er derfor afgørende, at proletarer selv udvikler taktikker og organisationer hvorigennem folk sammen kan tilfredsstille deres behov og begær. Vi må derfor gå ud over den fetishering af arbejdet og lønkampen, som både Marxister og socialdemokrater har delt, og forstå at kampe mod ekspropriering, dominans, grænser og undertykkelse, såvel som for overlevelse uden for arbejdsmarkedet, for alternative livsformer, fælleder og mobilitet er af afgørende betydning for at overskride individualiseringen og konkurrencen i klassen.[29]

I alle disse tilfælde er der tale om hverdagsorienterede og relativt lokale og/eller netværksbaserede kampe, som overkommer individualiseringen delvist og udvikler nye, mere sociale taktikker. Vi kan stadig ikke tale om klasse for-sig-selv, men om måder hvorpå klassen-i-sig-selv kan håndtere problemer på mere kollektive måder. Herfra begynder konstruktionen af kollektive interesser, af klassen for-sig-selv. Forudsætningen er, at et individuelt vilkår, skæbne eller problem, konstrueres som et kollektivt problem, noget der kan gøres noget ved. Noget kan kun ses som et kollektivt problem, hvis man har begreb om praktiske kollektive taktikker, redskaber og metoder til at håndtere det, og hvis man har tillid til disse og hinanden.[30] Derudover: individer slutter sig kun sammen om sådanne løsninger, hvis denne kollektive løsning synes bedre end supplerer deres individuelle løsninger. Klassekomposition foregår ikke gennem bevidstgørelse, men gennem succesfulde taktikker, såsom faglig organisering, strejker, og lokalråd.[31]

B. Organisering, og politik
Sammenslutninger begynder, som vi har set, når kollektive løsninger synes at virke bedre end individuelle løsninger, men en egentlig klasse for-sig-selv opstår først, når individers interesser bliver så sammenspundne med kollektivets, at de vil opgive deres kortsigtede individuelle interesser til fordel for langsigtede individuelt-kollektive interesser.[32] Dette sker, f.eks., når folk accepterer at miste en eller flere uges løn, fordi det bliver mere meningsfuldt for dem at deltage i en strejke, selvom denne ikke giver nogen garanti for succes.[33] Det betyder ikke, at individerne ofrer sig for kollektivet, men at individernes hverdagsløsninger begynder at overlappe med de kollektive løsninger. Det vil sige, at den gryende organisation bliver et eksistentielt behov, men også at dennes begrænsninger bliver eksistentielt relevante. Man forsøger af praktiske grunde at udbrede, befæste og skabe kontinuitet i organiseringen, og at forbinde den med andre. Hermed begynder bredere sammenslutninger af organiserede steder og grupper at give mening, som et svar på udfordringen omkring koordinering, og med henblik på at præsentere modstanderne med en fælles front. Partiet er en blandt andre historiske modeller for løsning af disse spørgsmål om intern koordinering og enhed udadtil. I modsætning til partier, der forsøger at repræsentere den heterogene klasse som den er eller ved at bevidstgøre den om dens ”objektive” interesser, taler vi her om en egentlig klasseorganisation som har skabt nye kollektive objektive interesser på baggrund af en artikulation af kollektive problemer. Dette er ikke en organisation, som re-præsenterer klassen, men en organisation, hvorigennem klassen præsenterer sig selv.[34] I dag gør mobiltelefoner, internet og hurtig transport, at betingelserne for delegation, koordinering og kommunikation langt bedre end tidligere. Netværks-baseret organisering løser ikke problemet med kontinuitet, men mindsker behovet for og øger uviljen mod centralisering af kommunikation og koordination.[35]

C. Deltagende og situeret produktion af viden
Jeg har foreslået, at klassiske klasseteorier har tendens til at opstille en dikotomi mellem klassen, som er individualiseret, og viden om klassen, som besiddes af teoretikere og organisationer. Ifølge denne model skal klassen bevidstgøres om den viden, som vangardisterne eller teoretikerne har om klassen og hvad dens objektive eller endda historiske potentiale er. I den ovenstående model, på den anden side, er viden ikke ekstern i forhold til klassens praksis, men en del af klassens pragmatik, en situeret rationalitet og viden, som analyserer problemer, tænker over kollektive løsninger, mulige taktikker og sammenslutninger.

Den gamle vangardistiske eller teori-orienterede model var et resultat af en stram arbejdsdeling mellem det intellektuelle og det manuelle arbejde. Selvom manuelle arbejdere har kapaciteten til at tænke og filosofere, som Gramsci påpeger, fik de hverken den træning eller tid, der var nødvendig for at udvikle disse potentialer. Derfor eksperimenterede akademikere med metoder, hvorigennem de delvis kunne overskride arbejdsdelingen ved at bringe deres vidensproduktion i direkte kontakt med arbejderne. Dette foregik gennem stadigt brugbare metoder, såsom deltagende aktionsforskning, de undertryktes pædagogik, sam-forskning (co-research) og arbejderundersøgelser (workers' inquiries), hvor Malerrapporten fra 1970-71 er det måske mest berømte eksempel i Danmark.[36] Dengang var dilemmaet hvorvidt akademikere skulle forsøge at proletarianisere sig selv i processen, eller bibeholde adgangen til universitetets ressourcer og prestige. I dag peger tendenser til stigende prekarisering af vidensarbejdere og stadigt større krav til manuelle arbejderes vidensbase på, at det tidligere så dybe skel er ved at blive nedbrudt. Dette reflekteres i den nyere tradition for militant forskning (militant research), som ikke tager sit udgangspunkt i en skelnen mellem vidensarbejdere og manuelle arbejdere, men i mulighederne for at skabe forbindelser baseret på fælles kampe, behov og begær. Et vigtigt eksempel er her samarbejdet mellem de arbejdsløses fagforening (MTD) i Solano, Buenos Aires, og de intellektuelle i Colectivo Situaciones, og de tekster og den praksis de har udviklet sammen under den argentinske krise i 2001.[37] Her er der ikke længere tale om forskere, som er interesserede i politiske kampe, men om brugen af viden og forskning i sociale kampe, som en del af deres rationalitet og orientering.

Det centrale spørgsmål i alle disse praksisser er ikke at producere viden ”om”, at lære ”fra”, eller at ”bevidstgøre” klassen. Hovedformålet er spørgsmålet om, hvordan man skaber aktive deltagelsesbaserede lærings- og forskningsprocesser[38] Her er læring og forskning ikke mål i sig selv, men får mening indenfor en handlingshorisont. Hvis viden ikke forholder sig til eksistentielle og praktiske spørgsmål og problemer, er den fremmedgjort og abstrakt. Hvor det almindelige uddannelsessystem er specialiseret i at give elever og studerende svar på spørgsmål, de ikke har stillet, holder man sig her til de spørgsmål, der opstår som en del af en organiserende praksis. Målet er at producere konkret og praktisk relevant viden, at orientere sig, og at udvikle løsninger og rationaliteter, som styrker den kollektive proces. Som Saul Alinski påpeger, starter en radikal vidensproduktion ved eksisterende kampe og problemer, lige meget hvor små:

”Det er først, når folk har en reel mulighed for at handle og ændre deres forhold, at de begynder at tænke deres problemer igennem. Så begynder de at vise deres kompetencer, stille de rigtige spørgsmål, søge specialiseret faglig rådgivning og lede efter svarene. Det får dig til at indse, at troen på folk er ikke bare en romantisk myte. Men dette viser også, at den første betingelse for kommunikation og uddannelse er, at folk har en grund til at vide. Det er skabelsen af instrumenterne eller omstændighederne for magt [dvs. taktik og organisering], der giver folk en grund og gør viden afgørende. Husk også, at magtesløse mennesker generelt ikke er målrettet nysgerrige på livet...”[39]

Konklusion
Denne artikel har argumenteret for, at klasseteorier i dag i sig selv er politisk ubestemte. De kan give anledning til kynisme og opportunisme lige så vel som til kamp og solidaritet. Det er altså ikke nok at producere kapitalismekritik og teorier om klassen i-sig-selv, og at påpege objektive fællesinteresser. Et subjektivt interessefællesskab kan måske styrkes ved at supplere klasseteorien med en normativ orientering (eksisterende moral, ressentiment, filosofiske idealer), men en sådan er ikke med til at bygge en egentlig organiseret klassestyrke. Det er ikke tilstrækkeligt med en nok så kritisk klasse- og eliteteori, hvis ikke denne er med til at påpege eksisterende og mulige kampstrategier, som kan være med at gøre solidaritet mere praktisk meningsfuld end individuel konkurrence, dvs. hvis de med andre ord tematiserer fælles vilkår som problemer, som kan løses eller afskaffes. Så længe den reelle problemløsende organisering er svag eller ikke-eksisterende dominerer individualistiske løsninger, og forestillede fællesskaber. I dag er den arbejderbevægelses-strategi, der baserer sig på repræsentation af interesser og på politisk arbejde i folketinget, i stadigt højere grad en tom skal af minder, symboler og identiteter. Venstreorienteret nationalisme og arbejdernostalgisk identitetspolitik (tænk Englands ”Blue Labour” og det kuldsejlede SF-projekt under Søvndal) udgår begge den svære opgave med at skabe klasseorganisering til fordel for en populisme baseret på forestillede og ekskluderende fællesskaber. Hvis projektet med at tage regeringsmagten og plads ved forhandlingsbordet igen skal have substans, må det starte med genopbygningen af klassestyrken på en social base, som både er mere lokalforankret og mere international end den nationale arbejdende klasse. Problemet, som folk har til fælles er ikke udbytningen af arbejderne – selvom dette er en vigtig effekt af dette problem – men kapitalens monopolisering af midlerne hvorigennem vi kan realisere vores begær og tilfredsstille vores behov. En egentlig klassestyrke skabes ikke gennem bevidstgørelse omkring dette problem, men gennem organiseringen af kollektive løsninger. 

[1] Citatet er fra Saul Alinski, Rules for Radicals, s. 119

[2] Denne skelnen trækker på Aristoteles' idé om tre dimensioner ved samfundslivet 1. poeisis: produktionen og reproduktion, 2. praxis: forhanding, kamp og om-organisering, og 3. theoria: betragtende teoretisering af samfundslivet. Imodsætning til f.eks. Hannah Arendt, som forsøger at holde disse adskilt, tager jeg denne skelnen som analytisk, snarere end organisk: der er tale om forskellige sammenspunde aspekter af den samme process, som dog tendentielt uddifferentieres i demokratisk og markedsbaserede samfunds arbejdsdeling. Se min artikel “Towards a Marxian Theory of the Exception”, i Marxism 21, 2010.

[3] Se Olsen, Andersen, Ploug og Juul, Det Danske Klassesamfund, Gyldendal, 2012.

[4] Se f.eks. Erik Jørgen Hansen's ”Klassebegrebet” i Kritisk Debat, april 2006. Thomas Piketty's indflydelsesrige bog om ulighed, Capital in the 21st Century, åbner for en lignende problematisering af klasse, ved at fokusere på, hvordan ulighed står i vejen for et meritokratisk samfund.

[5] Se f.eks. Annick Prieur, “Klasser som Oplevede Forskelle” i Kritisk Debat, december 2008.

[6] Her taler vi om Marxister, ikke nødvendigvis om Marx.

[7] Marx og Engels trækker i deres Den Tyske Ideologi på Hegels skelnen mellem de objektive og subjektive aspekter ved en process. Dette henviser ikke til en adskillelse mellem en ting og og dens navn, men om forholdet mellem en process eller prasis og dens selv-reflektive moment, hvorved den ikke længere er an-sich men bliver til für-sich. Derved opstår en høje grad af virkelighed, fordi den ikke blot er et objekt for andre subjekter, men bliver et objekt for sig selv, altså ikke blot objekt, men også subjekt. Der altså er ikke tale om en nominalisme, hvor begrebet er eksternt i forhold til det, der bliver begrebsliggjort, men om en fri, selv-bestemmende handling, hvorigennem et begreb opstår, hvorved en process retroaktivt får begreb om sig selv.

[8] På den ene side forsøger partier og fagforeninger at tilpasse deres politik til klassen som den findes: klasseanalyse bliver reduceret til en form for forbrugerundersøgelser, der gør partier og interesseorganisationer bedre i stand til at repræsentere klassen, som den er. Progressive klasseanalytikere ser, at dette er problematisk, for klassen i-sig-selv er heterogen og har mange modsatrettede interesser og idealer, hvoraf mange er reaktionære. På den anden side er det typiske progressive alternativ ikke mere overbevisende: Det antager, at klasseteorien må vælge de rette normative idealer eller moralske værdier i klassen (som faglig stolthed, solidaritet, anti-racisme, osv.), og promovere dem. I begge tilfælde har klassepolitikken en fattig tilgang til den sociale virkeligheds egne forandrings potentialer, der ligger i virkeligheden selv. Derudover skaber hverken survey-undersøgelser eller værdi-politik en klasse for-sig-selv, men snarere diskurser, som forsøger at mobilisere gennem ideer og repræsentation snarere end gennem praksis og organisering. Det kan virke til en vis grad, men det opbygger ikke en egentlig klassestyrke, men repræsenterer blot den eksisterende klassestyrke, som den er.

[9] Et eksempel på denne diskurs magt er en kommentar fra socialdemokraten Mattias Tesfayes, som for nyligt har skrevet et kampskrift for arbejdets stolthed, under titlen Kloge Hænder. Til en flaskesamlers beretning om, at unge drenge kan finde på at kaste flasker ind i buske, så de ikke kan nås, skriver Tesfaye på sin facebookvæg: “Hvad f... sker der for at behandle fattige mennesker sådan? Det er mennesker der trods alt arbejder for deres penge.” Når det moralske rum for solidaritet defineres af arbejdet, betyder det at manden på bænken overgives til en anden moralitet baseret på et skel mellem de velgørere og modtagere af velgørenhed. For en diskursanalyse af, hvordan New Labours brugte moraliseringen af arbejdet til at give arbejdsløse ansvar for deres egen arbejdsløshed, se Arianna Bove, 'For whose benefit? Fear and Loathing in the Welfare State', Journal of Political Marketing, November 2012.

[10] Med David Graeber kan vi spørge, om dette ikke er et udtryk for en gennemgående ambivalens i arbejderbevægelsen: “På den ene side, er der en ideologiske bydende nødvendighed i at validere arbejde som dyd i sig selv, som hele tiden bliver styrket af det bredere samfund. På den anden side er der det faktum, at det meste arbejde helt åbenlyst er dumt, nedværdigende, og unødvendigt, og følelsen af, at det er bedst, så vidt muligt at undgå det. Men det gør det meget vanskeligt at organisere, som arbejdstagere imod arbejdet.” David Graeber, interview i Salon, 1 juni 2014. For et aktuelt oprids og forsvar for denne bevægelse, se Kathi Weeks' The Problem With Work: Feminism, Marxism, Anti-Work Politics, and Postwork Imaginaries. Duke University Press, 2011.

[11] Både hippierne og yuppierne – for at tage to arketyper – var så succesfulde, at de kunne tro, at de havde overkommet klasse som sådan, og ikke blot en bestemt måde at leve klasse-vilkåret på.

[12] Se Boltanski og Chiapello's Le Nouvel esprit du capitalisme, 1999.

[13] I Danmark var en vigtig begivenhed fælleserklæringen i 1987. Se Hadberg og Voss' “Arbejderklassen i Danmark - ansats til en klasseanalyse”, Kritisk Debat, december 2008.

[14] Som blev analyseret fra et organisatorisk og eksistentielt perspektiv af Mayday-bevægelsen (f.eks. Alex Foti) og sociologisk af Guy Standings The Precariat: The New Dangerous Class, Bloomsbury 2011.

[15] Se mit indlæg med Rune Møller Stahl, 'Lavvækst kan være den nye normaltilstand', i Information, 23 maj 2014.

[16] Jeg henter dette begreb fra Benedict Andersons bog Imagined Communities, Verso 1991.

[17] Jf. Bjarne Corydons udtalelse til Politiken d. 23. august 2013:”Jeg tror på konkurrencestaten som den moderne velfærdsstat”. Se også Ove Kaj Pedersen, Konkurrencestaten, Hans Reitzels Forlag, 2011. Se også Højrup og Bolving (red.), Velfærdssamfund – velfærdsstaters forsvarsform?, Museum Tusculanums Forlag, 2007.

[18] Denne position tages af Laclau og Mouffe i deres Hegemony and Socialist Strategy, Verso, 1985.

[19] “Det er allerede indeholdt i begrebet om den frie arbejder, at han er fattig: virtuelt fattig [virtueller Pauper]. På baggrund af sine økonomiske vilkår er han blot levende arbejdsformåen, og derfor udrustet med livets fornødenheder. ... Som arbejder kan han kun leve, forså vidt en del af hans arbejdsformåen bliver byttet mod den del af kapitalen, der udgør lønningsposen. Dette bytte er knyttet til betingelser, der for ham er tilfældige og som stiller sig ligegyldigt overfor hans organiske tilstedeværelse. Han er altså virtuelt fattig.” Min oversættelse, fra Karl Marx, Grundrisse der Kritik der politischen Ökonomie, MEW 42, Berlin 1983, s. 505

[20] For et oprids af denne læsning af Marx, se Michael Dennings Wageless Life, i new left review, nummer 66, nov-dec 2010. Se også Matt Hampton, 'Money as Social Power: The Economics of Scarcity and Working Class Reproduction', Capital & Class, Vol. 37, No. 3.

[21] Silvia Federici er god i forhold til at tænke skabelsen af proletariatet gemmen primitiv akkumulation som en akkumulation af forskelle, der skaber nid og konkurrence blandt proletarer. Se Caliban and the Witch, Autonomedia 2004, s. 64.

[22] Behovet må forstås ikke blot som naturligt-fysiologisk eller som historisk konstrueret, men som naturhistorisk. Begæret kan selvfølgelig i streng forstand ikke tilfredsstilles, hvis man med det forestiller sig at det bliver udslukket. Enhver tilfredsstillelse er midlertidig. Men dette ændrer ikke på, at kapitalen kan forsøge at monopolisere midlerne til at opnå begærede objekter, dvs. monopolisere begærstilfredsstillelsesmidlerne.

[23] Dette gælder radikale fælleder, såvel som familien og etniske, lokale eller subkulturelle (etc.) fællesskaber (her tæller familier og andre lukkede fælleskaber som kollektive individer). Se Miranda Joseph, Against the Romance of Community, University of Minnesota Press, 2002.

[24] Se min artikel 'The Bodies of Proletarian Reproduction', Nanopolitics Handbook, Minor Compositions, 2013.

[25] Saul Alinski, Rules for Radicals, s. 116

[26] ”Når de kommunistiske håndværkere forener sig, er deres første formål uddannelse, propaganda, osv. Men på samme tid tilegner de sig derigennem et nyt behov – behovet for samfundet – og hvad der fremstod som et middel er blevet målet. Denne praktiske bevægelse kan skues i sin mest slående form, når man ser de socialistiske franske arbejdere samles. At ryge, drikke, spise, sammen er ikke længere blot midler til at skabe forbindelser eller det forbindende middel. Samvær, forening, samtale, der alle har samfundet som mål, er tilstrækkeligt for dem. For dem er menneskenes broderskab er ingen tom frase, men en realitet...”Marx, min oversættelse fra tysk, afsnittet 'Bedürfnis, Produktion und Arbeitsteilung' i Ökonomisch-philosophische Manuskripte aus dem Jahre 1844. Online adgang: http://www.zeno.org/Philosophie/M/Marx,+Karl/

[27] Dette princip, som har en lang historie i community organizing, er blevet genoplivet med i nyere prekaritetsbevægelser, såsom EuroMayday og de “Precarity Offices” eller “Oficinas Precarias” som er dukket op i krisen i blandt andet Madrid, Wien, Berlin og London. For nogle noter om sidstenævnte, se Manuela Zechner, 'A Precarity Office in Vienna: notes from the start of an experiment', http://www.connessioniprecarie.org/2013/09/23/a-precarity-office-in-vienna-notes-from-the-start-of-an-experiment/

[28] Vi ser dette i Grækenland, hvor Gyldent Daggry har et “kun for grækere”-madprogram, mens Syriza kører kampagnen Solidarity4all, og George Soros' NGO byder ind med “Solidaritets Huse”, og den ortodokse kirke samarbejder med Skai-TV og store supermarkedskæder om at dele mad ud til fattige. Hvor prekarisering skaber snigende behov, er krisens behov for livsfornødenheder og begær for anerkendelse mere akutte. I begge tilfælde muliggør proletarers problematiske sociale reproduktion at de kan reaorganiseres eller reorganisere sig på forskellige måder, dvs at det muliggør en styrkelse af eksisterende eller skabelsen af nye organiserede magtbaser.

[29] Der findes en lang række tekster, som er brugbare i forhold til at forstå denne bredere horisont af eksistentielle kampe og mulighederne for at kombinere dem. Fra hverdagens politik i Asef Bayats Life as Politics, over kampen for social reproduktion og fælleder i Silvia Federicis Revolution at Point Zero, over migrantnetværkes kampe for mobilitet, som beskrevet i Papadopoulos, Stephenson og Tsianos' Escape Routes, til Raul Zibechi's tekster om nyere sociale bevægelser i Latin Amerika. Se også Mariarosa Dalla Costas tekster om social reproduktion og fælleder, samt JoNina M. Abrons tekster om de Sorte Panteres overlevelsesprogrammer og community-organizing. Mariarosa Dalla Costa, “Capitalism and Reproduction,” The Commoner 8, no. Autumn/Winter (2004); JoNina M. Abron, “‘Serving the People’: The Survival Programs of the Black Panther Party,” in Black Panther Party Reconsidered: Reflections and Scholarship, ed. Charles Earl Jones (Baltimore: Black Classic Press, 1998), 177–92.

[30] Derfor er udbredelsen af håndbøger i taktikker og organisering ekstremt vigtig. Se f.eks. Carrot Workers, 'Surviving Internships – A guide to free labour in the arts', Strike Debt, 'The Debt Resistors' Operations Manual', Colau & Alemany, Mortgaged Lives, og Libcoms Workplace Organising guide.

[31] I en dansk kontekst peger Toubøl og Gielfeldts forsvar for skabelsen af kritiske offentligheder på arbejdspladserne et muligt udgangspunkt for skabelsen af et rum, hvor individuelle klager kan italesættes som kollektive problemer, hvor folk kan mødes uden for deres almindelige jobfunktion (som ”disorganiserede”), over mad og drikke. Dette skaber mulighed for nye former for organisering og dermed for en kollektiv magt, der kan gennemføre kollektive løsninger. Jonas Toubøl og Jonas Gielfeldt, 'Vejen ud af medlemskrisen: Fra interesseorganisation til (fag)bevægelse', Kritisk Debat, oktober 2013.

[32] Det bedste begreb her ville måske være transindividuelle interesser, for at følge Gilbert Simondons vigtige bidrag til at overskride individ/kollektiv dikotomien, som siden er blevet fulgt op af Étienne Balibar.

[33] I fremsynede danske fagforeninger er den amerikanske organizing strategi blevet en vigtig måde at aktivere og mobilisere på arbejdspladserne. Se Peter Jacques Jensen, 'Organizing på dansk', Kritisk Debat, december 2010. Udfordringen fremover er dog at komme ud over det snævre fokus på arbejdspladserne. Således er organizing i amerikansk kontekst baseret på en grundidé om, at særligt kampe, der har at gøre med løstansatte og prekære grupper (kvinder, migranter, sorte, latinos, etc.), må rodfæstes i lokalmiljøerne gennem community organizing. Dette styrker f.eks. strejkers legitimitet i nærmiljøet og sørger for, aktiv støtte, herunder at lokale kommer med kaffe og mad til se strejkende.Samtidig muliggør det arbejdskamp i de tilfælde, hvor arbejderne er juridisk blokerede ift. at strejke. Et eksempel er her OccupyOaklands blokade af havnen i Oakland i solidaritet med havnearbejderne. Samtidig muliggør dette en fleksibel brug af arbejdernes magt, også i forhold til lokalpolitik. See Jane McAlevey, Raising Expectations (And Raising Hell), Verso 2014 og Alinski's Rules for Radicals.

[34] Dette udelukker ikke “politisk repræsentation”, men ændrer det kvalitativt: der er ikke længere tale om et adskilt lag af repræsentanter, men om delegerede, som kan tilbagekaldes.

[35] For en oversigt over de organisatoriske muligheder i web 2.0, se Rodrigo Nunes, Organisation of the Organisationless, Mute/Post-medialab, 2014, samt Nunes, 'The Lessons of 2011: Three Theses on Organisation', Mute Magazine, juni 2012.

[36] Se f.eks. Handbook for. Participatory Action Research,. Planning and Evaluation. SAS2 Dialogue, Ottawa, March 2013. Jacques M. Chevalier and Daniel J. Buckles. Paolo Freire's De Undertryktes Pædagogik, og temanummeret redigeret af Asad Haider and Salar Mohandesi om “Workers Inquiry” i Viewpoint Magazine, nummer 3, http://viewpointmag.com/2013/09/30/issue-3-workers-inquiry/ Se også Marta Malo de Molina, 'Common notions, part 1: workers-inquiry, co-research, consciousness-raising', Eipcp, April 2004.

[37] Colectivo Situaciones, 'On the Researcher-Militant', Eipcp, september 2003. http://transform.eipcp.net/transversal/0406/colectivosituaciones/ For en omfangsrig litteraturliste, se http://fuckyeahmilitantresearch.tumblr.com/. Et andet eksempel er countermapping-metoden som gennem participative processer laver en modkortlægning” af magtforhold, mulige kamptaktikker og organisationsformer inden for et givet felt. Eksempler på grupper som arbejder eller har arbejdet med denne metode er 3C-Collective og Countermapping Qmary.

[38] Viden er her ikke anskuende eller objektificerende, men en situeret rationalitet, som er en del af og udvider en social kamps pragmatik. Den er ikke reducérbar til pragmatikkens fokus på løsninger og den næste handling, for den forsøger at teoretisere bevægelsens sociale kontekst, dynamik og begrænsninger, og hvilke muligheder og udfordringer der udspringer fra denne situation. Denne produktion af viden skaber ikke blot viden, men også sin egen organisationsform og agens, mens den ændrer deltagernes subjektivitet og skaber nye fælles begreber og erfaringer.

[39] Saul Alinski, Rules for Radicals, s. 206