Enhed på venstrefløjen eller enhed i arbejderklassen?
Af Andrew Murray

Offentliggjort: 15. juni 2014

Man siger på den britiske venstrefløj, at det eneste, der er mere håbløst end at forsøge at forvandle Labour til et instrument for radikale omvæltninger, er at forsøge at etablere et levedygtigt parti til venstre for det. Vitsen fungerer lige så godt, hvis man vender den rundt. Vanskelighederne ved begge projekter kan dokumenteres ved en lang række eksempler ophobet gennem generationer af Sisyfosarbejde af socialister for ikke at tale om den store mængde af artikler i Socialist Register helt tilbage fra 1960’erne. [1]

De 13 år med et Labour forhekset af bankfolk og imperialister og dets New Labour-regeringer under Tony Blair og Gordon Brown kombineret med den britiske venstrefløjs markante fiasko i forsøget på at håndtere de foregående fem års krise politisk – dvs. både før og efter Labours valgnederlag – har givet det gamle dilemma en mere akut karakter.

På den ene side har Labour efter Blair og Brown blot taget meget få og meget forsigtige skridt væk fra den forstemmende, neoliberalistiske fortid. Ed Miliband har i konferencetaler peget på en retning, der ser ud som et alternativ til New Labour, når det drejer sig om den økonomiske teori, men når det handler om at føre den politikken igennem i praksis, har finansmarkedets og de internationale kapitalmarkeders præferencer stadigvæk været afgørende – hvilket blandt andet afspejles i en forpligtelse til at respektere den konservative nedskæringspolitik hvis eller når man kommer tilbage til regeringsmagten. Det er i dag usikkert, hvorvidt Labour vil være i stand til at slå den foragtede konservativt-liberale koalitionsregering ved næste parlamentsvalg i 2015 og endnu mere usikkert er det – selv hvis Labour kunne – om en regering under Miliband vil være i stand til eller villig til at gennemføre et vedvarende skift væk fra besparelseslinjen. Eksemplet med Hollande på den anden side af kanalen virker ikke lovende.

   På den anden side er området til venstre for Labour et morads af sammenbrudte eller opgivne initiativer – Arthur Scargills SLP, Socialist Alliance [2] , Respect [3], Trade Unionist and Socialist Coalitation [4] og det skotske socialistparti – for nu blot at nævne nogle få af de partiprojekter, der har stillet op siden New Labour-kuppet i 1994-95. Nogle få af dem har overlevet, men kun Respect, hvor George Galloway er valgt til Parlamentet for kredsen Bradford West, eksisterer som andet end et levn og selv Respect har nu kun seriøs støtte i Bradford selv og nærmeste omegn og muligheden for at vinde vælgerstøtte ved parlamentssvalgene er stort set fraværende, undtagen der hvor Galloway selv stiller op. Projektets politiske fiasko kan tilskrives en lang række mulige faktorer, men at der er tale om en fiasko kan ikke benægtes.

Det seneste forsøg på at etablere et nyt venstrefløjsparti i Storbritannien i sommeren 2013, blev lavet under overskriften Left Unity – de progressive, politiske bevægelsers professorterning: Kan man klare det her, så er alting muligt. Forslaget udsprang blandt andre fra Ken Loach, en fremragende (og trotskistisk) filminstruktør, der aktuelt fejres for sit nostalgiske syn på Labours efterkrigsregering, Spirit of 45 [5] og fra Kate Hudson, generalsekretæren for Kampagnen for Atomnedrustning.

Ideen om, at tiden nu er moden til, at venstreorienterede skal prioritere endnu et enhedsprojekt, der kan føre frem til dannelsen af et nyt parti til venstre for Labour, hviler på tre indbyrdes forbundne påstande. For det første at oplevelserne med New Labour har ryddet en betydelig politisk plads til venstre, som ingen aktuelt opfylder og at mange vælgere føler, at de mangler et parti, der udtrykker deres synspunkter og værdier – navnlig på valgdagen. Man påstår, at Labour ikke længere står som repræsentant for den brede, progressive koalition, som partiet i det mindste engang i begrænset udstrækning gjorde mens partiet både er blevet mindre demokratisk og mere borgerligt i løbet af den sidste generation.

For det andet sker der en opblomstring af en sådan venstrefløj i resten af Europa, som Storbritannien går glip af - med formuleringen i Left Unitys udkast til grundlag, skal vi ikke ”… stå udenfor den politiske udvikling i Europa og andre steder.” Endelig kræver den fortsatte økonomiske krise et frisk, forenet venstrefløjssvar, fordi de aktuelle politiske svar på krisen har været utilstrækkelige. Ingen af de tre argumenter kan uden videre forkastes, men de kræver en nærmere undersøgelse.

Min påstand er, at dette initiativ som andre før det, baserer sig på en mangelfuld analyse af, hvordan levedygtige, socialistiske partier kan skabes. Det misforstår de europæiske erfaringer og deres gyldighed i Storbritannien; det undlader for alvor at behandle spørgsmålet om Labour og  arbejderklassens støtte til partiet; det ignorerer fiaskoen for tidligere venstrefløjspartier og ignorerer faktisk den virkelige status for den moderne venstrefløj og det prioriterer en flygtigt billede af venstrefløjsenhed frem for enhed i arbejderklassen. Endelig går initiativet ud fra, at der eksisterer en årsagssammenhæng mellem en økonomisk krise og en socialistisk politik, der i bedste fald er diskutabel. Faktisk risikerer initiativet at blive en forhindring for de socialister, som forsøger at få det meste ud af de aktuelle muligheder for genopbygning af og fremgang for arbejderklassen.

Politisk rum
Det er hinsides enhver tvivl, at de centrale politiske partier, der baserer sig på arbejderklassen, internationalt set har bevæget sig voldsomt til højre i løbet af den sidste generation. De socialdemokratiske massepartier har for de flestes vedkommende taget neoliberalismen til sig og ingen af dem mere massivt end Labour i Storbritannien og det i et sådant omfang, at man knapt kan tale om, at den klassiske socialdemokratisme stadigvæk eksisterer som en væsentlig, politisk magtfaktor. De kommunistiske partier er forsvundet eller er blevet helt igennem marginaliseret med nogle få undtagelser. Hvad angår mange af de partier, der tidligere sad på magten, er de åbenlyst konverteret til socialdemokratismen og derfor til afarter af den konsensus, som præger den globale elite.

Alt dette er sandt, men denne udvikling skaber kun et ’politisk rum’, hvis man anlægger et helt igennem mekanistisk syn på politik, i hvilket meningsdannelse ses som udstrakt i et spektrum fra højre til venstre i mere eller mindre uforanderlige mængder og hvor det, at et af partierne rykker til højre, derfor automatisk betyder, at der efterlades et tomrum i venstre side af spektret, der ikke er optaget af nogen partier. Dette synspunkt ville naturligvis kun være rigtigt, hvis intet andet ændrer sig i verden, hvis klasser ikke stiger eller falder, hvis de ikke går i opløsning eller gendannes. Det passer kun, hvis de ideologiske tilbud ikke blev afprøvet, accepteret eller kasseret i lyset af erfaringen og kun hvis det kapitalistiske samfund faktisk var et endeløst samlebånd, der godt kan bryde sammen, men aldrig udvikle eller forandre sig.

I Storbritannien var det første parti, der foretog et dyk ned i dette svømmebassin af politisk frirum Socialist Labour Party, der gik ud fra, at Tony Blairs opgivelse af paragraf fire i Labours grundlag, nemlig ”fælles ejendomsret til produktionsmidlerne, distributionsmidlerne og vareudvekslingen” betød, at mængder af socialister, der følte, at deres parti nu var blevet stjålet fra dem, ville flokkes om at fastholde de gamle normer og værdier. Men det eneste, som Socialist Labour Party beviste, var, at selv de største arbejderledere, blandt hvilke Arthur Scargill helt sikkert hørte, kan forveksle deres egne synspunkter med massernes stemning. På det tidspunkt, hvor det skete, betragtede masserne en hvilken som helst Labour regering som en lettelse, og i øvrigt levede de i den korte periode, hvor man erklærede historien som ’afsluttet’.

Næsten tyve år efter genopføres dette teaterstykke, men nu for et endnu mindre publikum, af Trade Unionist and Socialist Coalition, der kun er i stand til at mobilisere ganske få fagforeningsmedlemmer eller socialister under sine faner. Organisationen skylder sin eksistens en tro på, at folk er så lede og kede af New Labour – også selvom Labour er i opposition – at arbejderklassen vil samles om de, der med stentorrøst taler for en genoplivning af Old Labour, nu med et twist. Og ingen nok så stærk afvisning fra vælgerne har anfægtet denne tro og vil måske aldrig gøre det, fordi de, der argumenterer for et parlamentarisk alternativ har barrikaderet sig bag argumenter, som virkeligheden ikke kan gennemtrænge. Grundlæggende giver man masserne det, de har brug for og hvis masserne afviser det, kan det kun skyldes en eller anden tilfældig grund: hvis en ellers fremragende valgkampagne under en Labour-regering viser sig ude af stand til at slå igennem, så skyldes det, at de arbejdere, som ellers er parat til følge den, primært agerer på et ønske om at holde de konservative fra magten. Og sådan kan det så fortsætte valg efter valg, og det hele lyder meget plausibelt, indtil en eller anden sætter sig for at forbinde punkterne.

Tidligere vovestykker fra venstrefløjen for at opnå vælgertilslutning har muligvis haft gode politiske programmer, kendte ledere og entusiastiske aktivister. Men de har alle sammen manglet den sociale vægt, der kun udspringer af støtte i arbejderklassens organisationer. Politisk rum sikres i sidste ende gennem tilslutning fra masseorganisationer eller bevægelser, der har deres rod i væsentlige, sociale klasser. De opstår som resultat af ganske andre faktorer end subjektive ønsker hos folk, der ønsker at sætte sig i spidsen. Og deres skæbne afgøres gennem fremkomsten af, udviklingen af eller undergangen af klasser eller andre sociale formationer, der er de egentlige politiske subjekter og af hvad Harold Macmillan ville have kaldt tildragelser (som for eksempel for nylig krigen i Irak). Det politiske rum og dets udstrækning og varighed kan godt formes gennem målrettet indgriben, men det kan ikke opfindes som resultat af propaganda. Social vægt dukker ikke op i et politiske rum, blot fordi den modtager venlige invitationer fra selvudnævnte dørvogtere.

Aktuelt er rummet til venstre for Labour udfyldt af … Labour. Dermed menes, at masser af mennesker, hvis synspunkter ligger til venstre for Labours ledelse stadigvæk stemmer på Labour. Det forholdt sig sådan, da Labours leder hed Tony Blair og det blev endnu mere sandt, da Ed Miliband blev leder af Labour – en Miliband som folk på venstrefløjen generelt føler sig bedre tilpas ved, fordi han har undskyldt for krigen i Irak og fordi han har talt for, at New Labour nu hører fortiden til. Og det naturlige spørgsmål er selvfølgelig: Hvis dette politiske rum ikke kunne fyldes af et alternativt venstrefløjsparti under de bedst tænkelige omstændigheder – med et forhånet, krigstosset Labour med en kompromitteret leder i spidsen – hvordan i alverden kan man så forestille sig, at et parlamentarisk initiativ skulle klare sig bedre i dag, hvor de fleste mennesker på venstrefløjen ser den konservative regering som hovedfjenden, og hvor de fleste vælgere i arbejderklassen ser på muligheden for en Labour-regering ledet af Miliband med en i det mindste lunken optimisme?

Dette udtømmer naturligvis ikke diskussionen omkring Labours aktuelle status – men det er den diskussion, der er brug for. En sådan diskussion ville omfatte en realistisk vurdering af, hvor dybt de rødder stikker, New Labour-kliken har slået i partiet, en vurdering af i hvilket omfang Blairs og Browns forandringer var betinget af den såkaldte edwardianske  sommer i 2008, den ville se på retningen for Milibands lederskab og endelig skulle den vurdere mulighederne for, at fagforeningerne kommer til at spille en mere dynamisk og mindre passiv rolle end i Blair-årene og så videre. Disse emner er ikke blot genstande for en akademisk diskussion, de er spørgsmål, der stilles af den aktuelle klassekamp. Man kan meget let finde argumenter for, at Labour aldrig i og af sig selv kan sikre fremkomsten af et socialistisk samfund, ligesom man meget let kan argumentere for at modstanden mod Labour for eksempel havde succes i London på et tidspunkt (i det mindste til dels som en konsekvens af bevægelsens svaghed fra 1990erne og frem). Sådan som jeg ser det, er begge synspunkter indiskutable. Men det er en ganske anden sag ganske enkelt at forbigå eller ignorere et parti, der aktuelt er det eneste alternativ til den konservative-liberale alliance, som de vigtigste arbejderklasseorganisationer i Storbritannien har bibeholdt tilknytningen til, der omfatter flere socialister end alle de grupper, som ligger længere til venstre, til sammen, som (med skiftende resultater) kontrollerer mange lokale myndigheder og hvis vælgerstøtte er omkring fyrre gange så stort som alle partierne til venstre for det.

I praksis at affærdige alt dette med, at partiets landvindinger alle sammen tilhører fortiden – for nu et citere den artikel på The Guardians hjemmeside, der argumenter for Left Unity-initiativet –  kan næppe tages seriøst. Alle landvindinger, vi er sikre på, er sket i fortiden og ingen tænkelige landvindinger i fremtiden kan sikres ved at gruble over fantasier om vælgermæssig succes i modsætning til nutidens vanskelige opgaver [6].

Den europæiske dimension
Som det allerede er bemærket, så hviler mange af argumenterne for at igangsætte et initiativ for skabelsen af et nyt venstrefløjsparti på observationen af, at vi er midt i en økonomisk krise, der omfatter hele kontinentet og som tillader tilsvarende partier at eksistere og blomstre andre steder. Det er klart, at et internationalt perspektiv ikke bare er et supplement til socialistisk politik, men er udgangspunktet for den. Men man er nødt til at skrue lidt ned for det den misundelsen, man føler over for venstrefløjen i andre europæiske lande.

For det første må man se på disse partiers fælles natur og på samme tid være opmærksom på forskellene imellem dem. De europæiske venstrefløjspartier placerer sig til venstre for samtidens socialdemokratier ved at tale for mere radikale løsninger for at takle den økonomiske krise. De står på forfatningens grund og er vælgerpartier – deres succeskriterium er graden af vælgeropbakning som de forsøger at opnå ved at være fortalere for velfærd og lighed med henblik på i bred forstand at mildne krisens effekter for arbejderklassen. Deres endemål kan være et socialistisk samfund (selvom dette mål ikke altid er eksplicit formuleret), men dette mål skal primært sikres med parlamentariske midler og inden for rammerne af den Europæiske Union, der som bekendt er en konstruktion skabt af kapitalens dominerende fraktioner. I et vist omfang kan de beskrives som to-og-en-halv-partier, fordi de placerer sig mellem den anden og den tredje Internationale – mellem revolutionen og kontrarevolutionen i arbejderbevægelsen efter første verdenskrig – før bevægelsen trak sig tilbage og blev identisk med den socialdemokratiske hovedstrømning.

I dag gør disse to-og-en-halv-partier intet krav på, som centristerne i 1919-21 gjorde, at stå for revolution og for proletariatets diktatur. De er eksplicit reformistiske. Og deres appel som ny model for venstrefløjen udspringer i det mindste delvis af fraværet af større internationalt orienterede, revolutionære partier i næsten alle de europæiske lande. To-og-en-halv-partierne virker tiltrækkende, fordi der ikke er nogen Tre-partier. Men dette betyder ikke nødvendigvis, at de er svaret på den krise, arbejderklassens politiske repræsentation står i. I praksis (når man ser bort fra situationen i Grækenland, som vi vender tilbage til om lidt) så er de europæiske venstrefløjspartiers højeste mål for tiden gennem erobring af tilstrækkeligt mange sæder i de nationale parlamenter at kvalificere sig som regeringspartner i forhold til regeringer, der er domineret af de ’gamle’, socialdemokratiske partier – måske med hjælp fra grønne partier eller måske fra borgerlige centrumspartier. Som udkastet til det nye, britiske venstrefløjspartis udtalelse meget præcis bemærker, så anfægter disse partier alle ’socialdemokratiets kapitulation til neoliberalismen’. Implicit i denne formulering ligger også kravet om at socialdemokratierne igen kan eller skal blive socialdemokratiske. Ånden i 2013 skal være ’Ånden fra 1945’, Men selvom det givetvis ville være et fornuftigt første skridt at få socialdemokratierne til at vende tilbage til deres rødder, er det så et krav, der hellere skulle rejses inden for rammerne af de socialdemokratiske massepartier selv end udenfor – i det mindste der hvor socialdemokratierne er arbejderbevægelsens vigtigste parlamentariske organisation. Det er naturligvis ikke et argument, som står lige stærkt uanset omstændighederne. For eksempel ville det være urealistisk og for den sags skyld også uønskeligt at forlange af Front Gauche i Frankrig (inklusive PCF), at det skulle slutte sig sammen med Socialistpartiet. Ikke desto mindre må målet – at genskabe enhed i arbejderklassen – blive ved med at være centralt alle vegne – at genskabe den er langt mere meningsfuldt end at skabe ny splittelse, hvor den mere eller mindre allerede eksisterer.

Derudover må man tage den store forskel i nationale omstændigheder over hele Europa i betragtning for ikke at tale om andre steder. Det ville være forkert for venstrefløjen at overtage målsætningen fra Bruxelles om, at den politiske scene skal homogeniseres på hele kontinentet. Alle venstrefløjspartier med en vis vælgermæssig vægt i EU er dannet på grundlag af enten indflydelsen fra et allerede eksisterende kommunistisk masseparti (hvilket er det mest almindelige) eller på baggrund af en alvorlig splittelse i et socialdemokratisk parti eller ved en langstrakt omgruppering af organisationer på den yderste venstrefløj eller på baggrund af en kombination af alle tre faktorer. Dette passer i relation til Front Gauche i Frankrig, Die Linke i Tyskland, på det nu marginaliserede Rifondazione i Italien og så videre. Intet af partierne er udsprunget af en appel på Facebook – så Left Unity i Storbritannien vil være det første, hvis det lykkes.

I Storbritannien kan man ikke bygge på erfaringerne fra et massebaseret kommunistisk parti. Det virker ikke, som om der vil ske en større splittelse i Labour og dannelsen af en enhedsorganisation på den yderste venstrefløj vil stadigvæk blot resultere i en meget lille organisation, hvis det imod alle forventninger skulle ske. Selv i lande, hvis politiske historie og udvikling er mere optimal (i det mindste fra dette perspektiv), er de parlamentariske venstrefløjspartier blot vælgermæssige skygger af de massebaserede kommunistiske partier, som alle kan huske og i nogle tilfælde er de endda skygger af deres egne nylige resultater. Det betyder også, at der ikke findes nogen magisk, fælleseuropæisk opskrift på vælgersucces.

Syriza i Grækenland er naturligvis en åbenlys undtagelse, men her arbejder man også i et land, hvor opløsningen i kapitalismen og de metoder hvorigennem kapitalismen regerer, er mest fremskredet. Syriza, der oprindelig blev dannet ved en sammensmeltning af en række fraktioner af meget forskellig ideologisk indhold (hvoraf Eurokommunismen var den mest fremtrædende) har reelt erstattet PASOK som det centrale parti på venstrefløjen (og får også stemmer fra det kommunistiske parti KKE). Den økonomiske krise i Grækenland har også antaget en karakter, der indtil videre overgår situationen alle andre steder og det faktum, at PASOK har været så dybt og så ødelæggende involveret i styringen af elendigheden, har banet veje for denne udvikling. Imidlertid havde Syriza, allerede før krisen ramte, opbygget en betragtelig tilslutning blandt vælgerne og havde udviklet forbindelser til en række massebevægelser i det græske samfund, hvilket satte partiet i position, der gjorde det muligt for det med det samme at høste fordel af de voksende afsløringer af PASOKs korruption og partiets åbenlyse alliance med den græske elite.

Syriza har ikke blot fået tilslutning fra mange vælgere fra det normale socialdemokratiske miljø, partiet har også overtaget kontrollen med en stor del af PASOKs tidligere apparat i takt med at dette parti er brudt sammen. Partiet så en voldsom vækst i vælgertilslutningen ved de to valg i 2012, men ved intet af de to valg nåede man op på noget, der lignede den tilslutning, som PASOK havde i sin storhedstid (over 40 procent) og i intet af dem lykkedes det at vinde tilstrækkeligt mange pladser i parlamentet til at kunne danne regering, selv hvis man lagde de pladser til, der blev vundet af det Demokratiske Venstre og KKE. Ej heller er man i nærheden af at have den indflydelse, som KKE (eller PASOK for den sags skyld) havde i de græske fagforeninger.

Det er muligt, at Syriza vil klare sig bedre næste gang, man spørger de græske vælgere om deres mening. Faktisk er det sådan, at Syriza med de specielle græske valglove ville være i stand til at regere alene, blot partiet fik flest stemmer i et fremtidigt valg. Og sker det, vil den centrale indre modsigelse i Syrizas politik pludselig blive meget aktuel: Kampen mod nedskæringspolitikken kombineret med en støtte til fortsat græsk medlemskab af EU og medlemskab af Euroen. Det giver ikke den store mening at spekulere i, hvad der så vil ske, bortset fra at lægge mærke til den velindstuderede tvetydighed hos Tsipras, Syrizas leder, der ikke klart melder ud, om han står for socialisme eller for en ’nedskæringsfri’ kapitalisme, en tvetydighed der blot voksede med Syrizas uklare rolle i for eksempel den lærerkonflikt, som Grækenland oplevede i foråret 2013. Og det punkt, hvor Syriza måske kunne have indledt et systemisk brud med kapitalismen, kan meget vel være passeret. Hvis Tsipras kommer til magten, kan det godt vise sig at ske inden for rammerne af den ’normale’, demokratiske forvaltningsskik - hans støtte til EU og euroen kan meget vel vise sig at gøre et sådant resultat uundgåeligt.

Dette er naturligvis ren spekulation. Lige nu vil nogle være entusiastiske ved udsigten til at britiske eurokommunister, trotskister og maoister på samme måde går sammen i en fælles valgorganisation. Andre vil hellere tilbringe en uge i tandlægens stol. Men uanset hvad, så vil den britiske arbejderklasse først støtte en britisk udgave af Syriza, når de har fået det samme syn på Labour, som den græske arbejderklasse har på PASOK. Og der er vi ikke endnu.

Ser man bort fra Grækenland, er et endnu mere stringent virkelighedstjek påkrævet. Det virker, som om de partier, der umiddelbart får mest ud af den økonomiske krise endog med stemmer, som tidligere gik til venstrefløjen enten ligger på den yderste højrefløj (lad os ikke glemme, at Marine Le Pen slog Melenchon fra Front Gauche eller glemme den pludselige vækst for UKIP i Storbritannien) eller er udtryk for en grundlæggende anti-politisk holdning som Beppe Grillos 5-stjerne-bevægelse i Italien eller Piratpartiet i Tyskland. Naturligvis skal dette ikke føre til en underkendelse af forsøget på at etablere et reelt alternativ som for eksempel Front Gauche i Frankrig, der er bærer af nogle af de mere perspektivrige politiske kamptraditioner der, men der er lang vej til at antyde, at det betyder, at når arbejderklassen overalt i Europa er så splittet, så vil selv de mest lovende initiativer have svært ved at få ordentlig vind i sejlene. De står alle sammen i mere eller mindre udpræget grad ansigt til ansigt med den samme krise: Hvem skal udføre opgaven?

Sammenfattende kan man altså sige, at venstrefløjen i Europa ikke i noget nævneværdigt omfang er bestemmende udenfor Grækenland, at den mangler et revolutionært perspektiv og at den trækker færre stemmer til sig, end den gjorde, da den var eksplicit kommunistisk i fortiden. Man må også sige, at den – i det mindste nogen steder – risikerer at blive udkonkurreret af det yderste højre og af et sammensurium af klovne og ’pirater’, hvis succes symboliserer opløsningstendenserne både i den borgerlige politik og i arbejderbevægelsen.

Hvis dette alt sammen virker en smule postmoderne, så skyldes det, at det er det. Og det maner til eftertænksomhed i den aktuelle situation – navnlig når man begynder at tale om ’politiske rum’. Sagt med andre ord: Det er tilbagegangen for arbejderbevægelsen over hele Europa på snart sagt enhver tænkelig parameter over den seneste generation, der gør at arbejderbevægelsens genopbygning på en ny basis må være det eneste spørgsmål, der optager de, der søger et seriøst brud med kapitalismen. Dette spørgsmål må både være kernen i kritikken af den eksisterende venstrefløj – inklusive enhedsinitiativer – og kernen i ethvert positivt program for socialistisk, politisk arbejde.

Krisens virkninger
Det kan imidlertid godt tænkes, at den økonomiske krise ændrer betingelserne eller vil gøre det i løbet af kort tid og vil skabe det såkaldte politiske rum, der kan optages af et nyt venstrefløjsparti. I en vis forstand er der dog allerede blevet svaret på denne indvending. Venstrefløjens styrke i alle Europas lande er mindre, end den var i de bedre tider for en generation siden – i det mindste hvis man måler det på valgresultater. Hvis der i det hele taget er opstået et nyt ’rum’ udenfor Grækenland, så er det i hvert fald lille og udvider sig kun langsomt. Det forholder sig indiskutabelt sådan, at klassebevidstheden var større i den relativt velstående periode i 1960’erne, end den er under det 21. århundredes nedskæringer. Desuden ser det ud til, at den gamle påstand om, at en økonomisk krise favoriserer højrefløjen frem for venstrefløjen, stadigvæk har en vis sandhedsværdi. I hvert fald er det sådan i Storbritannien (eller i England for at være præcis), at det er det populistiske højrefløjsparti UKIP, der drager fordel af skuffelsen over de traditionelle partier og følger med strømmen med hensyn til de ideologiske forudsætninger som det gør. Imidlertid strider tanken om, at et genopstået yderste højre bedst kan bekæmpes af en venstrefløjsudgave af UKIP imod alle historiske erfaringer.

Faktum er, at ideen om at en økonomisk nedgangsperiode automatisk giver gode vækstbetingelser for en socialistisk mobilisering ikke har mange historiske beviser at støtte sig på. Krisetider påvirker det politiske billede forskelligt, afhængigt af magtbalancen mellem klasserne på det konkrete tidspunkt. Den bevægelse, der led nederlag i forbindelse med generalstrejken [i Storbritannien, red.] i 1926 var ikke i stand til at afgøre udfaldet af den store depression, i det mindste ikke før II Verdenskrig havde skabt betingelserne for den igen kunne gøre sig samfundsmæssigt gældende. Krisen i begyndelsen af 70erne blev imødegået af en enig og ganske selvbevidst arbejderbevægelse, der var i stand til at forsvare sine egne organisationer og arbejderklassens levestandard samt politisk sikre genvalget af en Labour-regering. Dette blev der dog gjort en ende på, da man kapitulerede overfor kravene fra Den internationale Valutafond. Den enighed og selvtillid var allerede begyndt at smuldre som et resultat heraf, da Thatcher åbnede sin offensiv, samtidig med at økonomien blev ramt af den store økonomiske krise i begyndelsen af 80erne. Venstrefløjen indenfor og udenfor Labour troede, at der nu var ved at åbne sig et rum for et radikalt, venstreorienteret program, men den vigtigste politiske konsekvens af krisen blev, at en betragtelig del af Labour brød ud for at danne det socialdemokratiske parti, the Social Democratic Party. Denne splittelse blev støttet af over 30 parlamentsmedlemmer fra Labour, fik skjult støtte fra en del fagforeningsledere og åben støtte fra betragtelige dele af det panikramte establishment. Det er værd at huske på, fordi det antyder, hvilken kraft der skal til for at få et nyt parti til at løfte sig fra jorden og blive en vægtig kraft. I modsætning hertil var der ikke et eneste parlamentsmedlem, som sprang fra på grund af krigen i Irak, til trods for at 142 stemte imod den (George Galloway blev ekskluderet) og ingen parlamentsmedlemmer har tilsyneladende planlagt et partiskifte i dagens situation.

Men kriseargumentet demonstrerer også en mere dybtgående, politisk svaghed, en udgave af den opfattelse, at politik blot er koncentreret økonomi. Dette får en stor del af venstrefløjen til at blive næsten overvældet af begejstring, når vi bliver ramt af en krise, samtidig med at størsteparten af arbejderklassens medlemmer (og ligeledes dens organisationer) bliver lammet af angst. Denne opfattelse er i nær familie med den opfattelse, at strejker og mobiliseringer mod fattigdom er ’rigtig’ klassekamp, mens krigsmodstand eller andre ’demokratiske’ protester er udmærkede til at udfylde tiden inden krisen bider, men ikke noget, som socialister skal beskæftige sig med. Og i familie med opfattelse af, at revolutionen udspringer af økonomisk elendighed.

Man har dog hørt andre synspunkter. ”Vi kan ikke med sikkerhed sige … hvornår en virkelig proletarisk revolution vil blusse op [i Storbritannien] eller hvilken umiddelbar sag, som vil være tilstrækkelig til at opflamme, ophidse og lede de masser, der i øjeblikket er sovende … det er muligt at et ”brud” vil blive fremtvunget eller at ”isen vil blive brudt” af en parlamentarisk krise eller af en krise, der udspringer af de kolonialistiske eller imperialistiske modsætninger.” [7]

Det mente Lenin i 1920. Ikke et ord fra ham om lavkonjunktur eller krise, men i en tidsalder, hvor de to politiske emner, som virkelig har engageret brede, britiske masser i de seneste ti år faktisk har været en ’parlamentarisk krise’ (parlamentsmedlemmernes udgiftskonti) og en ’imperialistisk krise’ (krigen i Irak) så må man vel sige, at han ikke ramte helt ved siden af, da han skulle identificere de emner, der kan fremkalde et dybfølt og vredt svar (om end endnu ikke en virkelig proletarisk revolution).

Hvad der imidlertid er helt igennem korrekt, er den kritik, som Left Unity har formuleret af den karakter, som Labours indsats overfor krisen indtil videre har haft, og de krav man har rejst om, at den burde have stået meget mere entydigt på de fattiges side i håndteringen af krisen. Kommentatoren Simon Jenkins fra The Guardian ramte plet med sin observation fra sommeren 2013 af, hvordan Labour virker ’lige så hypnotiseret af bankverdenen som [den konservative] finansminister Osborne’. Skyggefinansministeren Ed Balls, der i lang tid var tæt allieret med Gordon Brown, har stadigvæk ikke fået gang i det brud med den politik fra opgangsperioden, der altid sætter Citys interesser [Londons finanscentrum] forrest – et brud der vil være en forudsætning for blot en mild reformlinje, hvis Labour overtager regeringsmagten efter 2015. [8]

Hvis et opbrud selv i et begrænset omfang skal fremkaldes, vil det ikke ske som konsekvens af et nyt parlamentarisk initiativ, men som resultat af en skærpet kamp for opgivelse af nedskæringspolitikken, sådan som People’s Assembly, der forener fagforeninger og lokalt forankrede kampagner mod fattigdom og nedskæringer i velfærden, forsøger at skabe i alliance med faglige organisationer, der er parat til at kæmpe på arbejdspladserne. Faktisk ville det at introducere et nyt politisk parti i den sammenhæng sandsynligvis skabe en ny brudlinje, når man mindst har brug for det (det er faktisk det, der skete, da People’s Assembly [9] mødtes og Ken Loach benyttede lejligheden til at komme med et bemærkelsesværdigt sekterisk indlæg). Der er ingen grund til – og heller ikke noget grundlag for – at forsøge at gøre People’s Assembly til at redskab for Labour, men at forsøge at gøre bevægelsen til et redskab for en kampagne mod Labour er det samme som at slå ind på den vej, der vil underminere bevægelsens potentiale som et instrument for den nødvendige genopbygning af den klasse, der som den eneste kan understøtte noget som helst fremskridt.

Hvilken slags venstrefløjsenhed?
Så hvilken slags parti vil Left Unity så være? Formodentlig anderledes end alle de andre partier på den parlamentariske venstrefløj. De fleste af dem, der taler for Left Unity, har indtil fornylig været medlemmer af enten det ene eller det andet af dem og nogle har været medlemmer af dem alle sammen. Man har hørt det synspunkt, at tidligere initiativer har fejlet, enten fordi der var domineret af en karismatisk leder (Scargill, Sheridan, Galloway) eller fordi de omfattede for mange fraktionerne på den yderste venstrefløj. Left Unity har ikke nogen karismatisk leder, men man kunne godt hævde, at den slags mennesker er nødvendige for overhovedet at bryde igennem  offentlighedens bevidsthed og at problemet indtil nu har været, at alle initiativerne kun havde en enkelt af slagsen (hvilket er et demokratisk set problematisk scenario) i stedet for flere. Hvad grupperingerne angår, så har de større grupper på den yderste venstrefløj (hvis man da overhovedet kan tale om den slags) holdt sig tilbage, hvilket dog ikke har forhindret både de britiske aflæggere af Fjerde og Femte(!) Internationale såvel som en udbrydergruppe fra den sidste i interessere sig for Left Unity.

Politisk set har man valgt en temmelig lavtliggende fællesnævner. For eksempel er modstand mod USA’s og Storbritanniens internationale aggression i hvert fald ud fra en målestok til dato dette århundredes vigtigste, politiske spørgsmål, hvorfor Left Unity’s udmelding om afvisning af imperialisme og krig i sit programudkast er vigtig. Imidlertid ødelægges dette af, at projektets mest markante offentlige udmelding indtil videre (den artikel i Guardian, som allerede er omtalt tidligere) ikke nævner emnet, måske fordi man ønsker at nå dem, der har støttet de nylige interventioner fra NATOs side i Libyen og Mali. Andre støtter af Left Unity har gjort gældende, at partiet skulle lade være med at beskrive sig selv som socialistisk, fordi det kunne støde potentielle støtter fra partiet. [10]

Partiet melder også ud, at det ønsker at være ikke-leninistisk eller ligefrem anti-leninistisk. Denne udmelding sigter nok primært på at gøre det lettere for det nye parti at opsamle frafaldne fra Socialist Workers Party, der mener, at deres gamle partis problemer udspringer af et ’leninistisk’ regime. Man forkaster ”brutaliteten og ødelæggelserne i de traditionelle venstrefløjsstrukturer” uden videre argumenter ligesom ”gentagelsen af [det traditionelle] kønshegemoni.” Hvilket formodentlig er ment som en hentydning til anklagerne om voldtægt af et af SWPs ledende medlemmer.

Dette er absurd. Leninismen rummer historien om verdens første succesfulde, socialistiske revolution, om hvordan arbejderklassen overtog statsmagten, om opbygningen, forsvaret og den endelige opløsning af verdenssocialismen i det 20. århundrede, om partier der ledte masserne i kampen mod kapitalisme, fascisme og imperialisme og om de millioner, der døde på slagmarken og i borgerskabets fangehuller som tilhængere af en verdensomspændende bevægelse for en kommunistisk fremtid, inklusive alle bevægelsens historiske sejre og monumentale forbrydelser og fejltagelser. At forestille sig, at analysen af disse erfaringer – der er af afgørende vigtighed for samtlige seriøse, socialistiske organisationer – kan tilføjes noget gennem studiet af, hvad der foregår i nogle små og marginale grupper, der næsten helt er løsrevet fra arbejderklassen siger bare noget om, hvordan visse dele af venstrefløjen er i stand til at blive hængende i deres egen, private udgave af The Truman Show [11]. Helt ærligt, Alex Callinicos, der er absolut intet relevant at uddrage hverken for eller imod Leninismen i den krise, der er ved at nedbryde SWP, lige så lidt som man kan bevise eller modbevise eksperimenterne i CERNs partikelaccelerator i Schweiz ved at observere en Duracell kanin.

Faktum er, at mens der er opstået en fornyet og velkommen interesse for Marxismen efter 2008, så ryster de herskende klasser i Europa kun i bukserne, hvis der opstår en ny massebevægelse med Lenins fokus på revolutionær politik – de ville i hvert fald være langt mere bekymret ved det end ved tanken om, at der skulle opstå en ny venstresocialdemokratisk bevægelse af den type, vi har beskrevet.

Kan nogen af de to i det hele taget tænkes at blive udviklet af den venstrefløj til venstre for Labour, der findes i Storbritannien? Den venstrefløj er en samling af organiserede grupper, der for nogens vedkommende kalder sig for ’partier’ og som rækker fra de små til de meget små til de helt forsvindende små og en række enkeltstående, såkaldt uafhængige socialister, der for det meste har været igennem en eller flere af de tidligere nævnte organisationer og har lidt under det. Denne venstrefløj fremviser en række sygdomstegn, der til dels har betinget dens manglende evne til at få noget ud af den økonomiske krise, men også delvis dens faktiske mangel på evne til seriøs politisk handling (med nogle få markante undtagelser) i den seneste generation eller mere. Siden det mere eller mindre samtidige sammenbrud af Benns venstrefløj i Labour og minearbejdernes i den store strejke i midten af 80erne, der meget hurtigt blev efterfulgt af Sovjetunionens sammenbrud, har venstrefløjen kæmpet for at finde et realistisk fodfæste i britisk politik. Denne venstrefløj har både manglet en klar platform for at kunne realisere sit projekt og en klar forståelse af, hvad dette projekt kunne handle om eller i det mindste evnen til at kommunikere denne forståelse. De to bemærkelsesværdige undtagelser fra denne regel har været koalitionen omkring Stop the War [12] – der i perioden fra 2002 til 2005 afgjort skabte et gennembrud i det mindste i den forstand, at de ledende grupper holdt op med at råbe af hinanden længe nok til i stedet at kunne tale til befolkningens masser om Irak-spørgsmålet. Dette betød, at man stillede sig i spidsen for en kæmpe bevægelse, der altovervejende bestod af mennesker, der lå et godt stykke til højre for sine ledere. På samme måde sikrede Ken Livingstone sig borgmesterposten i London ved valget i 2000, hvor han opstillede som uafhængig imod den officielle Labour-kandidat (og blev genvalgt som officiel Labour-kandidat ved valget i 2004). Disse valgsejre byggede han på en bred koalition, der støttede politiske nøglesager, som til trods for, at han leflede alt for meget for City, sandsynligvis var så radikale, som tiden og borgermesterpostens begrænsede magt tillod det.

Et af de mest iøjnefaldende problemer for en venstrefløj, der forsøger at bevæge sig fremad, er den næsten tvangsmæssige besættelse af fortidens symboler, strukturer og strategier (det være sig 1917, 1945, 1968, 1971-74 eller dem alle sammen) i den grad, at Pariserkommunens jakobinere til sammenligning nærmest fremstår som futuristiske fantaster. Vi ved godt, at ”Traditionen fra alle døde slægtled hviler som en mare på de levendes hjerne” [13], men selv Marx kunne ikke have forestillet sig bevidstheden på den britiske venstrefløj i år 2013, hvor de, der trods alt ikke venter på deres Vinterpalads eller i det mindste deres St. Germain-de-Pres går rundt og gumler på en bid af en meget romantiseret ’ånd fra 1945’. [14]

Denne fascination (fascination i modsætning til analyse) af forsvundne årtier trives i en modsætningsfyldt sameksistens med den måde, socialismens historiske erfaringer behandles på. I modsætning til at være et tegn på et bredt livssyn, er socialismen i dag som alternativ samfundstype langt fra problemløs for de fleste mennesker. Selvom erfaringer og meningsmålinger faktisk viser en ganske betragtelig støtte til, hvad der kan betegnes som socialistiske værdier og nogle gange også en socialistisk politik, tager den systemiske socialisme, der advokeres af venstrefløjen, ikke i tilstrækkelig grad hensyn til den vidt udbredte opfattelse, at socialismen har været prøvet før og at den – i hvert fald i de to hovedformer, der opfattes som socialisme af de fleste mennesker, nemlig sovjetsocialismen og Labours socialdemokrati – slog fejl. Venstrefløjen forsvarer generelt ikke sin fortid. I stedet behandler den problemet ved at distancere sig fra sin egen kollektive historie, samtidig med at den ihærdigt søger at gentage de samme nedarvede strukturer i sin nuværende adfærd. ”Det var ikke rigtig socialisme,” siger venstrefløjens hovedtendenser om Sovjetunionen og Harold Wilson, hvorefter de forsøger at opbygge organisationer, der er identiske med dem, der skabte og ledede denne ’ikke-socialisme’ - uanset om der er tale om et nyt revolutionært parti eller et ny fagforeningsparti.

Resultatet er et ’tilbud’ til det enogtyvende århundredes arbejdende folk i, der i alt væsentligt har følgende indhold: ”Vi genudsender det tyvende århundrede, men denne gang på den rigtige måde”. Appellen i dette budskab er ikke overraskende begrænset. Hvis man ser helt bort fra alt muligt andet, så kan ingen tage et forslag alvorligt om, at hvis Sovjetunionen og/eller Labour regeringerne fra 1945-51, 1964-70 og 1974-49 rent faktisk var rene katastrofer, som man så hurtigt som muligt skal distancere sig fra (ikke mit synspunkt) så var det kun, fordi Ken Loach eller ’kammerat Delta’ ikke stod i spidsen for dem. Nostalgi har en plads i det politiske liv, men selvfornægtende nostalgi, der stort set ser den ene fiasko efter den anden i den samme fortid, som den dyrker, er ikke et seriøst grundlag for et politisk initiativ i det enogtyvende århundrede. Det samme gælder for så vidt også det synspunkt, at arbejderklassen altid ødelægger det hele ved at vælge de forkerte ledere.

Faktum er, at dagens venstrefløj er så godt som isoleret fra den arbejderklasse, som den søger at tale for. Mere prosaisk har den blot en begrænset relation til almindelige mennesker i det hele taget. Venstrefløjen og arbejderklassen har naturligvis aldrig været et og det samme, men afstanden er blot blevet større hen over den sidste generation i takt med, at arbejderklassen har set sine institutioner og organisationer nærmest blive reduceret til murbrokker og i takt med at den politiske venstrefløj har trukket sig tilbage i en subkultur, der har sig selv som reference og kun dukker frem for at henvende sig til arbejderklassen via propaganda i stedet for at være en levende del af helheden. Fiasko flytter den ikke længere ind i samfundet, men tilbage til garagen for yderligere finpudsning af sine ideologiske principper og forslag. Næste gang skal det nok lykkes! Men som araberne siger, så kan det godt være, at hundene bjæffer, men karavanen er allerede draget videre …

Ethvert venstrefløjsprojekt er nødt til at tage fat i disse problemer. Listen over dem kunne også gøres længere. Venstrefløjens organisationer har en tendens til være voldsomt mandsdominerede og til kun på skrømt at have indoptaget feminismens indsigter. De kan føle sig ubehageligt til mode, når de skal håndtere forskellene i kultur i en stadigt mere sammensat arbejderklasse. De er besat af at ville forsvare traditionen i overensstemmelse med deres egen gruppe, tilsyneladende uden at ænse, at de fleste af disse traditioner er historisk irrelevante og at de har haft meget lidt indflydelse i løbet af de seneste halvtreds år. Og så videre.

At rette dette krogede tømmer ud er en udfordring. Ikke desto mindre peger alle de negative ting frem mod noget positivt. Hvad venstrefløjspolitikken i dag mangler, er akkurat denne forening af socialismen med massebevægelsen, der udgør det eneste virkelige fundament for en social forandring. Som Sam Gindin [15] rigtigt siger, kan arbejderne ”enten levere den gnist, der giver ophav til nye muligheder eller ej, men hvis socialisme er mulig, så er det kun tilfældet, hvis arbejderklassen bliver centrum for kampen.” [16] Det er det centrale spørgsmål, som ligger på bordet – hvis vi ikke længere tror, at socialisme er mulig eller at den kan indføres uden medvirken af arbejderklassen, så kan vi selvfølgelig overlade hele diskussionen til de professionelle politikere og til deres myriader af mediefolk og tænketanke.

Den fremmedgørelse mellem venstrefløjen og det politiske subjekt, som det historisk har prioriteret, kan ikke overvindes ved at skabe endnu en ekstern organisation, der sætter sig selv i stedet som en løsning på dette subjekts problemer – i det mindste ikke hvis målet er at organisere og mobilisere arbejderklassen politisk som den ledende kraft i en generel, menneskelig frigørelse.

Dagens venstrefløj er ambivalent i forhold til spørgsmålet om hvem, der udgør den samfundsmæssige kraft. Nogen taler om ’arbejderklassen’ som en upræcis abstraktion, en gang for alle legemliggjort og stivnet. Andre anerkender forandringerne og den krise, som har præget de sidste tredive år, men antager stadigvæk at andre (normalt fagforeningerne) vil genskabe det handlende subjekt i en mere eller mindre håndterlig form, hvorefter deres egen gruppe eller venstrefløjen som helhed, atter kan indtage den lederrolle, som historien har givet den mandat til. Men det vil ikke ske. Socialister kan være ledende i den udstrækning, deres arbejde er intimt forbundet med arbejderklassens udvikling og dens aktuelle struktur – ganske ofte i kamp – eller de kan følge Socialist Party of Great Britain’s [17] (Clapham) hævdvundne tradition og holde ud og gøre det, de nu har lyst til at gøre. Til trods for sine reelle intentioner, så ender Left Unity nok med det sidste. Men socialister bør overveje at bruge deres ressourcer til noget bedre.

Arbejderklassepolitik
Centrum for enhver strategi for socialisme må og skal være arbejderklassen – ikke en abstrakt arbejderklasse, der tildeles en bestemt politisk rolle, fordi det er det, en sub-marxistisk formålsbestemthed kræver, men den faktisk eksisterende arbejderklasse, som den ser ud i dag i Storbritannien og internationalt. Kun arbejderklassen kan frigøre sig selv og derved åbne op for nye og bedre muligheder for hele verden. Virkeligheden, som det allerede ovenfor er gjort gældende, er, at arbejderbevægelsen i Storbritannien og i forskellig grad i andre lande, er over den sidste generation blevet reduceret til et punkt, hvor den næsten ikke formulerer et selvstændigt politisk projekt og da slet ikke et projekt, der er så vidtrækkende. Den opfattes i dag som blot én interessegruppe blandt mange i et sociologisk opsplittet samfund, der indiskutabelt er kapitalistisk, men hvor klassekampen har kørt på meget lavt blus i ganske lang tid. Bevægelsen har oven i købet i et vist omfang internaliseret dette synspunkt og gjort det til sin selvforståelse. En klasse for sig selv? Ikke akkurat lige nu. Som resultat har hele samfundet lidt - måske fremfor alt under den i stigende grad åbenbare kendsgerning, at demokrati i sig selv kræver klassekamp og at fraværet af denne klassekamp medfører, at selv det begrænsede, repræsentative demokrati er ved at sygne hen, og at magten i stigende grad er blevet overført til et plutokratisk mindretal, der, selvom det er langt fra at være fascistisk, har frigjort sig fra enhver folkelig kontrol. Derfor har størsteparten af samfundet brug for en arbejderklasse med fornyet selvtillid og øget magt, også selvom kampen handler om at opnå almene, sociale goder og ikke om socialisme som sådan. Vi er kun alt for bevidste om konsekvenserne efter 1991 af en unipolær verden med en enkelt supermagt og resultaterne af en socialt unipolært samfund er ikke mere attraktive.

Det er banalt at konstatere, at den britiske arbejderklasse har forandret sig. Kvinderne har altid udgjort halvdelen af arbejderklassen, men de kan ikke længere behandles som en slags hjælpetropper i klassekampen, der bakker op omkring den industrielle hovedstyrke. Og på samme måde er det tunge, manuelle arbejde og den solidaritet, der knytter sig til denne arbejdsform eller almindeligt industriarbejde nu ved at være temmelig små erhvervsområder. Globaliseringen har sat skub i arbejdskraftens vandringer og den resulterende transnationalisering af arbejderklassen, noget der historisk set er en progressiv, men politisk set udfordrende udvikling. Kort sagt skabes merværdien i dag af en mere sammensat gruppe af mennesker i et bredere spektrum af situationer. Disse forandringer gør det så meget desto vigtigere for socialister at engagere sig i arbejderklassens faktisk eksisterende organisationer i stedet for blot at påkalde sig klassen som en fetich.

Det at gendanne arbejderbevægelsen så den bliver et magtfuldt udtryk for arbejderklassens interesser og derved et redskab for arbejderklassen til at lede alle, der er interesseret i at skabe et nyt og bedre samfund, må ses som den afgørende opgave for socialister. Det er dette, som Sam Gindins ’beskedne projekt’ om at få fagforeningerne til atter at blive til ’effektive, reformistiske organisationer’ og genetablere den socialistiske ide som en del af en seriøse politiske debat, handler om [18]. Det lyder måske ikke som et projekt, der er tilstrækkeligt højtflyvende , men uden det er der ingen udsigt til at nå ud over specifikke og afgrænsede enkeltsager, der højest kan skabe lokale eller delvise successer, men som ikke ændrer noget grundlæggende ved det herskende system.

Hvad betyder denne gendannelse? Det er indlysende, at det ikke det samme som at vende tilbage til fortidens arbejderbevægelse, fordi det hverken er muligt eller nødvendigvis ønskværdigt,  da bevægelsen aldrig har været i stand til at etablere et socialistisk samfund. Men nogle af de mål, man må opstille, handler om at styrke de faglige organisationer rent numerisk på arbejdspladserne og også ideologisk. Det vil sige at genskabe en forbindelse mellem de organiserede arbejdere og i bred forstand resten af arbejderklassen i samfundet dér, hvor forbindelsen mellem arbejdet, fagforeningen og samfundet er sygnet hen eller helt er forsvundet. Det betyder også udarbejdelse af kampagnemål og politikker, der prioriterer mulighederne for arbejderklassen til at stabilisere og styrke sig selv (for eksempel i forhold til boliger og beskæftigelse). Ligesom det omfatter udkæmpelsen af og sejren i strejker, der opbygger den kollektive selvsikkerhed. Det omfatter en skabelsen af enhed mellem britisk fødte arbejdere med forskellig etnisk baggrund og immigrantarbejdere. Der skal lægges speciel vægt på at nå de unge og på at knytte forbindelser til kampagner, som allerede mobiliserer de unge (krigsmodstand, uddannelseskampagner og så videre) og ved igen at forfægte socialismen som den eneste måde at bryde den gentagne og dårlige cyklus af kapitalistiske kriser.

Socialister har et ansvar for ikke blot at fremsætte banale opråb mod nedskæringer for at fyre op under en fornyet kampånd, men også for at rejse spørgsmålet omkring hvilke klasser, der har magten. Det er et faktum, at de herskende klasser i Storbritannien er mere kompromitteret nu, end de har været siden 1940 og der er en voksende bevidsthed om deres manglende evne til at herske – men til trods herfor er der ingen eller meget lille tiltro til almindelige menneskers evne til selv at styre samfundet. Kun en genoplivet arbejderbevægelse kan levere det nødvendige lederskab til at udfylde akkurat det politiske rum, efterhånden som det udvides.

Og det udvider sig på hidtil ukendte måder. Min egen fagforening, Unite [19] – Storbritanniens største – har igangsat et ambitiøst program, der tilbyder medlemskab til folk i lokalsamfundet og har åbnet dørene for arbejdsløse, studerende, mennesker på overførselsindkomster og så videre. Som en del af dette program, har forbundet oprettet et center i Cable Street i Londons East End –det sted, hvor den berømte og sejrrige konfrontation med fascisterne fandt sted i 1936. Centrets åbning blev overværet af repræsentanter for lokalsamfundet, der for det meste er fra Bangladesh. Og de ønskede mere end noget andet at diskutere, hvordan fagforeningen kunne støtte tekstilarbejderne i Dhaka lige efter at mere end 1.000 mennesker var omkommet i forbindelse med, at en tekstilfabrik dernede styrtede sammen i maj 2013. Her er en ny kæde i kampen, der forbinder fortid og nutid, fagforeninger og lokalsamfund, Storbritannien og Bangladesh, der må være de første spirer til det enogtyvende århundredes frembrydende arbejderklasse.

På samme måde sluttede – som tidligere bemærket – en række større fagforeninger sig til en række af lokale kampagneorganisationer for at danne People’s Assembly Against Austerity, der bragte over 4.000 aktivister fra arbejdspladser og lokalsamfund sammen i en fælles front mod den konservative-liberale koalitionsregerings elendighedspolitik, der er ved at resultere i en reel katastrofe for de fattigste og svageste medlemmer af samfundet. People’s Assembly bevægelsen breder sig nu over hele landet og har potentiale til at mobilisere det fælles svar på krisen, som tidligere forsøg under ledelse af en venstrefløj, der var bundet til en bestemt sekt, ikke kunne.

Successen for disse initiativer og andre tilsvarende som for eksempel ihærdige forsøg på at udbrede den faglige organisering til de store uorganiserede områder i lavtlønsdelen af det private arbejdsmarked, er ikke afgjort. Hverken venstrefløjspartier eller fagforeninger har en gudgiven ret til en fremtid. Arven efter mere end en generations nederlag, nedgang og desorientering skal overvindes af fagbevægelsen. Den længe savnede udvikling af målbevidst ledelse er en afgørende del af svaret, men der er brug for mere, hvis de indtil videre begrænsede fremskridt skal fastholdes – først og fremmest genskabelsen af noget, som fagforeningerne ikke har arbejdet med i en massemålestok siden 1970erne – selvsikre, politisk orienterede aktivister på alle niveauer. I dag skal denne udvikling understøttes på vilkår, som er langt mindre favorable både økonomisk og juridisk, end de var for fyrre år siden – men opgaven virker ikke uoverkommelig.

Mit argument er ikke, at fagforeningerne skal være det eneste, der er fokus på i det socialistiske arbejde. Fagforeningerne er ikke redskabet til at gennemføre socialismen, men de udgør det helt centrale sted for en genopbygning af arbejderklassen, der er den eneste redskab, der kan gennemføre socialismen. Det er forståeligt, at der hersker en skepsis overfor fagforeningspolitik - denne skepsis underbygges af både aktuelle iagttagelser og af teorien - når man ved, at de fleste af bevægelsens ledere i 13 år gav deres samtykke til Blair-Browns dagsorden. Konsekvensen af denne holdning er rammende blevet beskrevet som ’deres indgroede tøven overfor at skulle fungere som politiske ledere og ikke blot som faglige ledere. [20]

Sam Gindins spørgsmål: ”Har fagforeningerne efterhånden udtjent deres rolle som den effektive, historiske form gennem hvilken arbejderne kan organisere sig selv?” er derfor berettiget [21]. Ikke desto mindre er det indiskutabelt, at de stadigvæk er langt dybere rodfæstet i samfundet og navnlig i arbejderklassen end både den socialistiske venstrefløj og alle enkeltsagsbevægelser (for en tid måske lige med undtagelse af anti-krigs-bevægelsen), og at de alene har den nødvendige tyngde til at kunne påbegynde genopbygningen af arbejderbevægelsen som et troværdigt alternativ til det kapitalistiske klasseherredømme.

Socialisters rolle i denne genopbygningsproces er central og projektet kan gennemføres. Hverken anti-krigs-bevægelsen eller Ken Livingstone’s lederskab i London er nødvendigvis den rigtige model, men man kan af begge både lære, hvordan man går ind i en proces på en målbevidst og effektiv måde og lære af deres mangler. Den faktor, der begrænsede dem mere end noget andet og som påvirkede dem begge på forskellige måder, var – det kan man godt tillade sig at påstå – selve fraværet af en stærk arbejderbevægelse, der var i stand til at bringe kampen op på et højere niveau. Socialister, der involverer sig i en bevægelse med henblik på at højne dens politiske ydeevne, spiller en central rolle i at udvikle den eneste kraft, som kan udfordre og vælte kapitalismen. Kommunistpartiet [22], Counterfire [23], Socialist Action [24] (alle med rod i forskellige ’traditioner’ fra det tyvende århundrede) og naturligvis enkeltpersoner i andre grupper spiller på forskellige måder og med deres fælles og egne begrænsninger for tiden denne rolle. De opbygges af bevægelsen, de søger at forme den politisk, der opsætter nye mål for klassens organisationer og arbejder derefter for at nå dem. Større enhed blandt disse kræfter ville virkelig være en ’venstrefløjsenhed’ værd at stræbe efter.

Her er det værd at overveje, hvad ideen om en ’avantgarde’ kunne tænkes at betyde i dag, overgroet som den er med ideologiske gevækster. Fortidens monolitiske, ideologisk rene og helt igennem eksklusive model ser ud til kun i meget begrænset omfang at kunne anvendes på fremtiden. På den anden side skal selve forestillingen heller ikke kasseres uden videre. Socialister, der arbejder på at udstikke ’marchretningen’ og som derefter fører strategien ind i eksisterende massebevægelser (uden at opgive forestillingen om det nødvendige i at udvikle nye kollektiver) kan godt opnå resultater. De samme kræfter, der gik sammen om ledelsen af anti-krigsbevægelsen – først og fremmest marxister af den ene eller den anden slags og i stort omfang om end ikke udelukkende fra de grupper, som er nævnt tidligere (navnlig spillede venstrefløjen i Labour en fremtrædende rolle) er nu ved at gå sammen i People’s Assembly og i begge tilfælde bringer de resten af venstrefløjen og tusindvis af helt almindelige mennesker med sig. Man kunne godt her tale om en ny slags avantgarde – en avantgarde, der ikke på forudsætter ideologisk ensartethed – eller måske endda om partiet i den betydning, som Marx og Engelsk brugte udtrykket i 1848. Disse socialister er ikke enige om alting og forsøger ikke engang at være det, de har underspillede organisatoriske tilhørsforhold og underkaster sig ikke en strengere disciplin end den, der udspringer af respekten for fælles beslutninger og kammeratlig loyalitet. Målet er enhed med henblik på målbevidst handling på tidens nøgleområder: Anti-imperialisme, modstand mod de sociale ulykker nedskæringspolitikken medfører og handling for at opbygge rodfæstede bevægelser, der kan skabe forandring og for at genskabe basis for en masseorienteret, socialistisk politik samtidig med at man respekterer meningsforskelle med hensyn til opfattelsen af Sovjetunionen, de langsigtede perspektiver for Labour og en masse andet – emner der ellers de seneste fyrre år har dannet skingrundlag for endeløse splittelser i de mange usle rester af ’avantgarder’. Og det ser ud til at virke.

Hold dette op mod for eksempel Socialist Party (tidligere Militant Tendency), der tæller mange fine og selvopofrende aktivister blandt sine medlemmer, men som alligevel insisterer på at forsøge at skabe sin egen skyggeudgave af Labour omkring sig selv med sin egen valgorganisation, sine egne tillidsmandsnetværk og så videre. Den slags grupper gentager den fejltagelse, som Paul Buhle [25] kritiserede de amerikanske socialister for at lave for hundrede år siden: ”At sætte sig selv i stedet for en politisk arbejderklasse, som ikke eksisterede, men som måske med held kunne konstrueres.” [26] Den første metode sigter imod at sætte socialister i spidsen for bevægelsen, den anden forsøger i virkeligheden at reducere bevægelsen til en størrelse, som en lille gruppe kan dominere. At være en del af ’avantgarden’ er naturligvis ingen garanti for, at man tager de korrekte, taktiske beslutninger, men i det mindste får man mulighed for at finde ud af, om de er rigtige eller ej, fordi beslutningerne bliver afprøvet på virkeligheden.

Der vil også uden tvivl være spillerum for at skabe ikke nye, konkurrerende socialistiske eller venstrefløjsgrupper, men for nye kampagneorganisationer, der afspejler de forskelligheder i nutidens arbejderklasse, der er brug for at mobilisere for at styrke bevægelsen politisk og ideologisk. Det vigtigste er imidlertid, at disse nye organisationer retter sig mod arbejderbevægelsen, mod arbejderklassen og dens organisationer. Dette kan måske virke en anelse umoderne i en verden præget af Occupy, UK Uncut og tilsvarende bevægelser, men disse organisationer eller bevægelser har – al deres utvivlsomme succes i det antikapitalistiske arbejde ufortalt – endnu ikke leveret en programmatisk eller organisatorisk model, der er robust nok til at få det til at virke fornuftigt at kassere (i modsætning til at supplere) de eksisterende organisationer.

Det er i den sammenhæng, vi vender tilbage til spørgsmålet om Labour-partiet. Kan partiet, hvis arbejderbevægelsen udvikler sig og vokser i styrke, forvandles til at fungere som et instrument for en dyberegående, social ændring – ikke et revolutionært parti, men et parti som kan bidrage til at åbne vejen til socialismen? Det eneste ærlige svar er: Hvem ved det med sikkerhed? De centrale organisationer i arbejderklassen har sat sig mål at gennemføre denne forvandling efter New Labours katastrofale periode – det første og succesfulde skridt var at arbejde for valget af den bedst mulige (og mest sandsynlige) leder i 2010, nemlig Ed Miliband. Siden da har der været visse fremskridt i bevægelsen væk fra de værste politiske holdninger fra New Labour-perioden, også selvom denne bevægelse uafviseligt har været rykvis og ufuldstændig, men at lade som om New Labour er død er lige så forkert som at lade, som om intet har forandret sig siden 2010 (og dette er i praksis Left Unitys holdning). Dette understreger det ædruelige faktum, at neoliberalismen i langt højere grad er en øvelse i klassemagt, der udføres af den globale, kapitalistiske elite, end den er et specifikt sæt af forskrifter for den økonomiske politik. Hvis det bare var det sidste, der var tilfældet, så ville teorierne nu uden mulighed for redning have lidt skibbrud. Men som klassepolitisk øvelse overlever den, indtil der opstår en magt, som ikke længere vil tillade eliten at regere på den gammeldags måde. Så længe denne magt ikke eksisterer, så vil socialdemokratiske oppositionspartier blive trukket hen imod at bevare den fremherskende konsensus, der frem for alt defineres af de internationale finansmarkeders interesser – hvor Londons City måske er det mest magtfulde centrum, i hvert fald hvis man ser på dets tætte relationer til det politiske system, der huser det. Alle veje fremad fører gennem enhed i arbejderklassen, klassens selvtillid og dens evne til at mobilisere.

Derfor er der ingen, som kan garantere, at en Labour-regering, der vælges i 2015, vil være villig til at takle den økonomiske krise på en måde, der er i almindelige menneskers interesse, selvom en sådan regering sikkert – selv imod sin egen vilje – vil kunne skabe en kampplads for modstanden mod regeringens politiske retning, der i sig selv vil kunne bringe fordele med sig ved at styrke bevægelsen og vil kunne skabe omstændigheder, hvorunder arbejderklassen vil kunne generobre et vist mål af selvtillid. Dette er den opgave, som klassens største organisationer har sat sig. Og denne opgave kan kun betragtes som ligegyldig, hvis man betragter arbejderklassen og dens organisationer som blot skylleskåle på venstrefløjens store tag-selv-bord.

Det er en vis grad af sikkerhed for, at arbejderbevægelsen i løbet af de næste par år (og formodentlig ikke meget længere) vil tage ved lære af den erfaring, at det at ’generobre Labour’ ikke vil virke. Hvis det mislykkes, så vil det skyldes en af to faktorer. Den første er, at arbejderklassen for tiden selv mangler den sociale tyngde, der skal til at fastholde sine egne politiske projekter i det mindste i denne målestok, og så vil behovet være indlysende for, at socialisterne fordobler deres indsats for at genopbygge klassens styrke og så kan det også vise sig, at et nyt, massebaseret socialistisk parti, der hviler på et seriøst og holdbart grundlag i sidste ende kan udspringe af bestræbelsen, men vi ville i givet fald stå overfor endnu en periode med uanfægtet, borgerlig, politisk dominans på det parlamentariske niveau. Eller også vil forsøget blive afværget gennem manøvrer fra det politiske establishment – det der betegnes som Blair Zombierne –  understøttet af en skræmt elite, som obstruerer de demokratiske og organisatoriske initiativer for at forvandle Labour, som ellers ville måske ville være faldet heldigt ud. Angrebet på fagbevægelsens forsøg i løbet af sommeren 2013 på at få indflydelse i partiet, var et klart signal på New Labours intentioner om at slå igen. Under sådanne omstændigheder vil det at skabe et nyt klasseparti komme højere op på dagsordenen, fordi klassen allerede slås for det, men det vil være svært at se dette parti som noget, der bare ligner Left Unity eller nogen af de andre grupper, der aktuelt har et bud på opgaven. I mellemtiden er det at stå udenfor et generelt mål for at få genvalgt en Labour-regering som det eneste alternativ til den borgerlige dominans ved at kaste sig ud i sine egne og marginale valkampagner at betragte som decideret selvdestruktivt.

Ethvert andet alternativ fra venstrefløjen, som ikke trækker på den organiserede arbejderklasses styrke, vil kun nå meget begrænsede mål. Derfor er socialister og de faglige organisationer nødt til at vende sig ud ad (og ikke bare til hinanden) og udvikle fælles projekter. Og hvis socialisterne faktisk ønsker at finde frem til en fælles melodi at marchere til, så er de nødt til at marchere sammen med de mange – på arbejdspladserne, i fællesskaberne og i arbejderklassens organisationer. Dette er måske ikke lige så spændende som arbejdet med at lave et nyt parti, der kan håbe på at få valgt et enkelt byrådsmedlem hist og her, men det reflekterer tidens dagsorden. Dagens herskere skal føle sig truet i kraft af den dagsorden og de katastrofer, som de har støttet. Hvad vil ryste dem endnu mere? En arbejderklasse under politisk gendannelse, der er på vej til at også at etablere politiske og sociale institutioner? Eller et nyt venstrefløjsparti, der maksimalt vil få 5 procent af stemmerne? Det er ikke så svært at finde ud af.

Oversat fra engelsk af Jan Mølgaard
[gennemskrevet og revideret den 22. juni 2014]


[1] Denne artikel er udsprunget af en kritik af Left Unity-projektet i Storbritannien i foråret 2013. Den oprindelige tekst blev publiceret på http://21centurymanifesto.wordpress.com og blev til dets ære  genoptrykt af Left Unity selv på http://www.leftunity.org. Originalen blev publiceret under pseudonym for ikke at inddrage den fagforening – Unite – hvor jeg arbejder som personalechef, i en offentlig kontrovers på det tidspunkt om emnet. Da teksten blev skrevet (i juli 2013) syntes planen at være at omdanne Left Unity til et nyt parti fra og med november 2013. Se her blandt andet Ken Coates Socialists and the Labour Party, Socialist Register 1973, London: Merlin 1973 – Ralph Miliband Moving On, Socialist Register 1973, London: Merlin, 1973 – Duncan Hallas How Can We Move On?, Socialist Register 1977, London: Merlin 1977 og Leo Panitch, Socialists and the Labour Party: A Reappraisal, Socialist Register 1979, London: Merlin 1979. Alle dokumenterne kan findes på www.leftunity.org.

[2] Se mere her – (oversætterens note)

[3] Se mere her – (oversætterens note)

[4] Se mere her – (oversætterens note)

[5] Oversætterens note: Se mere VED AT KLIKKE HER

[6] Ken Loach, Kate Hudson og Gilbert Achcar, ”The Labour Party has Failed Us. We need a New Party of the Left”, Guardian den 25. Marts 2013.

[7] Lenin: ”Left-Wing Communism” – Peking: Foreign Languages Press, 1970 p. 102

[8] Simon Jenkins, ”Ed Balls is as Mesmerised by the Bankers as George Osborne”, Guardian den 4. Juni 2013.

[9] Oversætterens note: People’s Assembly Against Austerity – se mere ved at klikke her.

[10] Alex Callinico’s artikel ”Er Leninismen død?”, der taler for at kombinere SWPs (Socialist Workers Party) lederskabs håndtering af beskyldningerne for voldtægt med forsvaret af Leninismen. Ifølge Andrew Murray (og andre) skulle man kunne se artiklen på http://www.socialistreview.org.uk – men tilsyneladende er siden ikke tilgængelig.

[11] Der refereres her til filmen ”The Truman Show”, hvor hovedpersonen uden eget vidende deltager i en altomfattende virtual reality- serie, men til sidst erkender det og bryder ud. Se mere her. (oversætterens note)

[12] Koalitionen eksisterer for så vidt stadigvæk – hvilket fremgår af denne hjemmeside. (oversætterens note)

[13] Det fulde citat lyder: ”Menneskene skaber deres egen historie, men de skaber den ikke efter forgodtbefindende, ikke under selvvalgte forhold, men under forhold, som de umiddelbart forefinder, som er umiddelbart givet og overleveret. Traditionen fra alle døde slægtled hviler som en mare på de levendes hjerne.” Karl Marx: Louis Bonapartes Attende Brumaire. (oversætterens note)

[14] Vinterpaladset er fra den russiske revolution;  St. Germain-de-Pres er et kvarter i Paris, der dels husede en del af den franske revolutions nøglepersoner, dels spillede en væsentlig rolle under Pariserkommunen. (oversætterens note)

[15] Ser mere om Sam Gindin ved at klikke her. (oversætterens note)

[16] Sam Gindin ”Rethinking Unions. Registering Socialism”, Socialist Register 2013, Pontypool: Merlin 2012, p. 46.

[17] Se mere her:  SPGB (oversætterens note)

[18] Gindin, ”Rethinking Unions”, p. 27

[19] Se mere HER – oversætterens note

[20] Leo Panitch og Colin Leys, ”The End of Parliamentary Socialism”, London: Verso, 1997 p. 148

[21] Gindin ”Rethinking Unions”, p. 26

[22] Det Britiske Kommunistparti (oversætterens note)

[23] Counterfire (oversætterens note)

[24] Socialist Action UK (oversætterens note)

[25] Se mere her (oversætterens note)

[26] Paul Buhle, ”Marxism in the United States”, London: Verso, 20132 [1987], p. 90