TTIP – kapitalinteresser versus samfundsinteresser
Af Redaktionen

Offentliggjort: 15. juni 2014

Ved valget til Europa-parlamentet tiltrak fremgangen for de EU-kritiske- og skeptiske partier på især højrefløjen sig størst opmærksomhed. Modsætningsfiguren – folket mod eliten – dominerede både de politiske analyser og mediernes sendeflader.

EUs kroniske demokratiske underskud og krisepolitikkens forringelse af det store befolkningsflertals levevilkår var i fokus og både højre- og venstrefløj satte forsvaret af velfærdsstaten og den nationale suverænitet over kapitalens og især finansmarkedernes grænseløse hærgen.

Men paradoksalt nok havde ingen af de EU-kritiske og -skeptiske partier de pågående forhandlinger om TTIP (Transatlantic Trade and Investment Partnership) som et centralt og gennemgående tema i valgkampen. Og det på trods af, at den kommende frihandelsaftale mellem EU og USA forstærker de private kapitalkræfters undergravning af velfærdsstaten, det politiske demokrati og nationalstaternes suverænitet mange gange.

Det var faktisk først og fremmest de store europæiske erhvervsorganisationer (Business Europe Association) og erhvervsmedierne Financial Times, Børsen og The Economist, der i bekymring for, at det skulle gå med TTIP, som det gik med ACTA (handelsaftale om bekæmpelse af forfalskning), der i 2012 med et overvældende flertal blev stemt ned i Europa-parlamentet, som beskæftigede sig med temaet. Frygten gik på, at der nu var en risiko for, at parlamentet under indflydelse af fremgangen for EU-skeptikerne kunne ende med at stemme nej til den endelige aftale, som ventes afsluttet en gang i 2015.

De EU-skeptiske partier i parlamentet er også begyndt at røre på sig i forhold til TTIP, om end det endnu sker fra en mangfoldighed af vinkler. Den overordnede kritik går dog på, at TTIP fuldt indfaset vil resultere i endnu friere bevægelsesmuligheder for kapitalen, øget beskyttelse af kapitalens investeringer mod samfundsmæssig regulering, svækkelse af de nationale juridiske systemer overfor overnationale voldgiftstribunaler, øget privatisering eller privat udfordring af stort set alle offentlige opgaver og ikke mindst underordning af den nationale arbejdsmarkedspolitik under de store sammenhængende og transnationale koncerners interesser.

Hvad der er gode grunde, interesserer de højrenationale EU kritikere mindre, er, at frihandelsaftalen også er tænkt som USAs og EUs genetablering af den vestlige dominans på verdensmarkedet ved, som amerikanerne udtrykker det, at sætte ”the golden standard” for handelsaftaler og investeringsbeskyttelse. Det skal i parentes bemærkes, at både amerikanske og europæiske koncerner allerede på de nuværende betingelser fører et hav af private søgsmål mod svagere regeringer, der har forsøgt at beskytte samfundsinteresser og naturressourcer mod de private virksomheders grænseløse investeringsplaner.

Men hvilke elementer er på bordet i forhandlingerne om TTIP? Og hvordan kan det være kommet så vidt, at de 28 medlemslande i EU sidste år den 14. juni gav kommissionen mandat til at starte forhandlingerne op med amerikanerne på et ret uigennemskueligt grundlag? Et relevant tillægsspørgsmål kunne være, hvorledes det er gået til, at et enigt folketing sidste år gav regeringen og handelsminister Pia Olsen Dyhr mandat til at underskrive kommissionens grundlag for TTIP forhandlingerne, når det allerede forud for forhandlingerne i folketinget var kommet frem, at forhandlingsgrundlaget bredt set indeholder de elementer, som er nævnt ovenfor. Kommissionens analyse og rapport til ministerrådet forelå allerede i februar 2013, og blev i marts præsenteret for ministerrådet. I den forbindelse rettede bl.a. den europæiske faglige sammenslutning (ETUC) midt i marts måned en sønderlemmende kritik af oplægget. Man påviste, at grundlaget satte private investeringsinteresser over samfundsinteresser, at store kapitalinteresser fik åben adgang til at påvirke lovgivningen, at en aftale på det grundlag ville kollidere med flere af ILOs konventioner osv.

Men hvor utroligt det end lyder, så var der bred opbakning til regeringen – også fra de EU-kritikere, som efterfølgende skulle føre valgkamp mod bureaukratisk dominans, neoliberal EU-politik, manglende demokrati og angreb på de nationale velfærdsrettigheder og den nationale suverænitet. Og selv de skeptiske partier fremsatte en række forbehold for senere tilslutning til aftalen, må de for første bedømmes som meget generelle og for det som værende helt utilstrækkelige sat overfor udvidelsen af virksomhedernes rammer for i næsten alle spørgsmål at udfordre regeringernes lovgivning.

Officielt anslog kommissionen og ministerrådet først og fremmest vækst- og beskæftigelsestemaet. Prognoserne gik på, at en handelsaftale på det foreliggende grundlag ville skabe en samlet vækst på mellem en halv og en hel procent, hvilket årligt vil andrage i omegnen af 120 mia. euro. Arbejdsløsheden ville falde markant, og hele handelsområdet ville stå bedre i konkurrencen om fremtidens arbejdspladser.

Hvad det er for en vækst, indenfor hvilke områder, hvem den kommer til gode, og hvilket grundlag prognoserne bygger på, er offentligheden reelt afskåret fra at få indsigt i, al den stund forhandlingsgrundlaget er fortroligt og at hverken ministerrådet eller parlamentets kontroludvalg endsige de civile organisationer har adgang til de vigtige detaljer i forhandlingsrunderne. Både ministerrådet og delvist parlamentet er sat på sidelinjen, i og med det med Lisabon-traktaten blev vedtaget, at det er kommissionen, som sidder på enekompetencen til at forhandle aftaler, der omfatter transnationale, direkte investeringer mv., selv om både råd og parlament løbende skal orienteres om forhandlingerne, men ikke nødvendigvis om de mere prekære temaer, ”da det kan svække forhandlingspositionerne”.

Ikke desto mindre har offentligheden fået større og større indsigt i, hvad der er på forhandlingsbordet. Bl.a. fordi den grønne gruppe i parlamentet i marts måned besluttede at lække et fortroligt dokument fra ministerrådet, som kontroludvalget i parlamentet havde adgang til. Indholdet i dokumentet underbyggede i det store og hele det, man i selve kommissionens forhandlingsoplæg kunne læse sig frem til mellem linjerne. Efterfølgende er det gået stærkt med indblik i, hvad der er tænkt, at den kommende aftale skal indeholde. Kommissionens chefforhandler, handelskommissær Karel De Gucht og kommissionsformanden var ude med damage control og lovede en bredere og mere fyldestgørende information til offentligheden og herhjemme fik folketingets Europaudvalg en meget grundig redegørelse i form af en ”EU-note” den 14. februar 2014.

EU-noten opregner tre ”hovelementer i forhandlingerne”:

For det første øget markedsadgang for handel mellem de to parter, USA og EU. Det indbefatter sænkede toldsatser og reduktion af indirekte handelsbarrierer. Det sidste punkt er langt det mest vidtrækkende. Det handler om fjernelse af barrierer for handel med tjenesteydelser - barrierer mod virksomheders deltagelse i offentlige udbud og indkøb indenfor det transatlantiske område. Og ikke mindst – måske det vigtigste – beskyttelse af investorer ”med henblik på at fremme investeringer”. Det er underforstået, at investorerne skal beskyttes mod offentlig lovgivning og regler, der kan true virksomhedernes investering og profitinteresser. Nøjagtig de samme temaer, der indgik i MAI-forhandlingerne (Multilateral Aftale om Investeringer), der i 1998 blev skrinlagt efter et omfattende folkeligt pres både i Europa og USA.

For det andet skal samarbejdet om bindende regler for alt fra mærkningsordninger til miljøstandarder udvides på en sådan måde, at det enten fremmer regelharmonisering eller i det mindste fører til parternes ”gensidige anerkendelse” af hinandens regelgrundlag - læs mindste fællesnævner. Ambitionsniveauet på dette område beskrives som højt, fordi det endelige aftalegrundlag skulle udformes på en sådan måde, at det kunne danne standard for alle andre bilaterale handelsaftaler på verdensmarkedet. Hvilket kort fortalt indebærer de to parters intention om at tvinge alle andre kommende forhandlingsparter til at underlægge sig standarderne i TTIP. Det skal bemærkes, at der er gang i ca. 3000 bilaterale handelsaftaler. Med TTIP går EU og USA målrettet efter at diktere de betingelser for fremtidige handelsaftaler, som man ikke kunne komme igennem med ved Doha-forhandlingerne under WTO – bl.a. på grund af modstand fra de nye store vækstlande som Kina, Indien, Brasilien og flere andre asiatiske og latinamerikanske lande.

For det tredje forhandles et ganske bestemt regelsæt for intellektuelle ejendomsrettigheder, for statsstøtte, fusioner og bæredygtig udvikling. Også her ligger djævlen i detaljen og ved nærmere granskning viser det sig, at disse regelsæt stort set er en genaktivering af hovedindholdet i ACTA-aftalen, der som nævnt blev lagt død efter massive folkelige protester og nedstemt i parlamentet.

Dertil kommer to særdeles vigtige punkter, som EU-noten nævner, men i øvrigt går let henover.

Første punkt drejer sig om EUs ”forsigtighedsprincip” versus den amerikanske ”risikobaserede tilgang”. EU-princippet indebærer, at produkter først skal afprøves og godkendes, før de må markedsføres. Det amerikanske princip bygger på, at produkterne frigives under henvisning til evidensbaserede forskningsresultater, hvorefter det er op til forbrugerne eller de offentlige myndigheder at sagsøge virksomhederne, hvis produkterne viser sig fejlbehæftede eller direkte skadelige. Her hævder både kommissionen og den danske regering, at man ikke agter at gå på kompromis med forsigtighedsprincippet, men afviser på den anden side ikke eksplicit, at eventuelle forbud kan gøres til genstand for private søgsmål.

EUs handelskommissær har i den anledning været ude for at berolige offentligheden og de nationale politikere med henvisning til, at der i kommissionens forhandlingsdirektiv står, at staterne og de nationale regeringer med aftalen bevarer deres bemyndigelse og suveræne ret til at foretage de ”nødvendige” indgreb. Problemet er her, at begrebet ”nødvendige” for det første ikke er præcist og er uden udtømmende definition og for det andet lægger det op til en hele stribe af søgsmål, som anfægter ”nødvendigheden” i offentlige myndigheders konkrete beslutninger eller regler. Lignende søgsmål kører amerikanske og europæiske koncerner allerede i dag overfor bl.a. den egyptiske regering, regeringen i Ecuador, i Bolivia mv. Der løber for tiden ca. 500 sådanne søgsmål, hvor amerikanske og europæiske virksomheder står for hovedparten.

Det andet punkt hænger sammen med det foregående, men er samtidig betydeligt mere vidtrækkende. Det drejer sig om oprettelse af et ”tribunal til investor-stat-konfliktløsning” (ISDS). Som der står i EU-noten: ”Det mest kontroversielle aspekt (i forhandlingsgrundlaget) er investorbeskyttelse. Forhandlingerne sigter på at etablere en form for tribunal, hvor investorer kan sagsøge myndigheder og kræve erstatning for at indføre lovgivning, der truer deres investeringer…”. I forvejen findes der lignende tribunaler eller voldgiftsretter indenfor FN og WTO, hvor interessetvister mellem privatinteresser og offentlige interesser kan løses uafhængigt af og udenfor de enkelte landes nationale lovgivning og demokratiske kontrol. En undersøgelse i Canada har ifølge en større undersøgelse vist, hvorledes disse ”uafhængige og neutrale sagsøgningsmuligheder” har affødt en vis selvcensur i den canadiske miljølovgivning. Ikke at virksomhederne vinder hver gang. Men det trækker veksler på de offentlige ressourcer at gennemføre disse voldgiftsretter og med den nye handelsaftale kan mængden af sager forudses at vokse betragteligt.

EU-noten konkluderer dog ganske interessant, at ”det er svært at forudsige betydningen af TTIP af flere grunde. For det første fordi omfang, ambitionsniveau og timing for en aftale endnu er ukendt. For det andet fordi der parallelt kører en række andre regionale og bilaterale handelsforhandlinger…”. Kort sagt man har ikke i Europaudvalget tilstrækkeligt indblik og overblik til at kunne vurdere rækkevidden af aftalen.

Det står i skærende kontrast til, at de store erhvervsorganisationer i EU (Business Europe), i USA (Chambers of Commerce) og den transatlantiske erhvervsorganisation (Trans-Atlantic Business Council) har været inddraget i forhandlingerne og har stået for 119 ud af 130 konsultationer og høringer, især indenfor de tekniske, økonomiske og juridiske områder, der udgør kernen i forhandlingerne. Det er stik imod de traditionelle, europæiske forhandlingsprincipper, men i samklang med amerikansk tradition, hvor erhvervslivet i modsætning til civile organisationer er tæt involveret i lovgivningsprocessen. Hverken fagforeningerne eller forbrugerorganisationer og NGO’er har reelt været konsulteret under forhandlingerne.

Men selv om både forhandlingsgrundlag og forhandlingstemaer og positionerne er fortrolige og selv om forhandlingerne føres af kommissionen, kan regeringerne ikke skyde ansvaret for forhandlingsprocessen og indholdet fra sig i og med hver af de 28 regeringer er repræsenteret i det store forhandlingsudvalg. Det bekymrende er mere, at regeringerne hverken må eller kan informere parlamenterne og den politiske offentlighed om indholdet i de enkelte forhandlingstemaer og om, hvordan de enkelte positioner stiller sig.

Ikke desto mindre er der efterhånden sluppet så meget ud bl.a. på grund af lækken fra de grønnes gruppe i parlamentet, at der kan spores begyndende uro i flere regeringer (bl.a. i Tyskland, Belgien, Frankrig og Finland) og i flere af medlemslandenes offentlighed. Forholdet er nemlig det, at så snart forhandlingsmandatet er givet og den endelige aftale underskrevet, kan den kun ændres ved konsensus i ministerrådet.

Efterhånden, som flere elementer i forhandlingerne er kommet for dagens lys, er modstanden vokset – især i løbet af første halvår 2014. Først og fremmest op til femte forhandlingsrunde, der blev gennemført umiddelbart før parlamentsvalget. Og selv om den organiserede modstand endnu ikke er kommet op i gear, har flere miljø- og forbrugerorganisationer, lokale fagforeninger og eksempelvis ETUC (den europæiske fagforeningssammenslutning) spillet en ikke uvæsentlig rolle i at opbygge et pres dels på kommissionen, dels på ministerrådet og dels på de nationale regeringer. Indtil videre har dette pres og den voksende usikkerhed om konsekvenserne af TTIP først og fremmest haft en modificerende indflydelse på kommissionens positioner og dæmpet hastigheden i selve forhandlingsprocessen. Alle involverede instanser har erkendt, at de oprindelige dead-lines ikke kan overholdes.

Hverken kommissionen eller regeringslederne ønsker en gentagelse af ACTA-forløbet, hvor en helt færdigforhandlet aftale med regeringsledernes underskrifter falder i parlamentet, hvilket er en reel trussel, idet aftalen ikke gælder, før den er stemt igennem i parlamentet. Og få regeringsledere føler sig med de aktuelle styrkeforhold in mente tilskyndet til endnu en konflikt med parlamentet på et spørgsmål, hvor sidstnævnte kan fremstå som repræsentant for folkeinteressen.

For på trods af, at både kommissionens chefforhandler og de enkelte regeringer er gået meget langt for at hævde fortrolighedsprincippet og derved sløre forhandlingstemaerne og de aktuelle positioner overfor offentligheden, tegner der sig et nogenlunde samlet billede aftaleindhold og konsekvenser:

  • Investorbeskyttelsen og oprettelse af voldsgiftstribunaler indeholder nok de mest vidtgående konsekvenser, idet der her er tale om en udstrakt begrænsning af den demokratiske lovgivning, af staternes suverænitet og hæmning af hele statssystemets mulighed for at regulere produktion og handel og sikre samfundsinteresser varetaget og håndhævet overfor især den transnationale kapital.
  • For det andet vil arbejdstagerrettigheder og lønmodtagernes organisationsbetingelser blive antastet og underlagt risiko for private søgsmål.
  • For det tredje vil udbud af offentlige opgaver og ydelser blive underlagt helt andre og meget vidtgående krav end i dag. Offentlige myndigheder skal udtrykkeligt formulere positive lister over opgaver, der ikke skal i udbud. Alle opgaver og ydelser udenfor listerne skal i princippet være åbne for konkurrence og privatisering. Som princip skal alle nye offentlige opgaver søges løst af private leverandører.
  • Hertil kommer for det fjerde begrænsninger på staternes miljø- og forbrugerbeskyttelse og det helt ekstreme forhold, at virksomhederne ikke alene skal være beskyttet overfor statslig ekspropriation men også overfor ”indirekte ekspropriation”, hvilket indebærer virksomhedernes mulighed for og ret til at sagsøge regeringer, der vedtager love, som får negativ indflydelse på investorernes forventninger til afkastet.

Oplistningen er slet ikke udtømmende og beror på visse punkter på tolkninger, al den stund hemmelighedskræmmeriet er ganske omfangsrigt. Men overordnet kan der med rimelighed konkluderes, at går aftalen igennem, sådan som billedet tegner sig nu, vil det betyde en enorm styrkelse storkapitalen og privatinteressernes primat over offentlige interesser. Regeringer indenfor aftalens område vil stort være forhindret i at gennemføre progressiv lovgivning til gavn for almenvældet. Det være sig sociallovgivning, arbejdsmarkedslovgivning, miljølovgivning, samfundskontrol med forskningen. Fagforeninger og andre civile organisationer vil kunne sagsøges, hvis de truer eller forulemper investeringer, ejendomsbeskyttelse, patentrettigheder mv., uanset de private firmaers håndhævelse af disse rettigheder strider mod varetagelsen af indlysende samfundsinteresser. Hertil kommer begrænsning af den almindelige demokratiske kontrol og det politiske systems følsomhed og påvirkelighed overfor borgerkrav, hvis disse skulle stride mod virksomhedernes privatinteresser.

Kort sagt går forhandlingerne om TTIP meget langt for at fjerne barriererne for genetableringen af kapitalens uhæmmede og ubegrænsede akkumulation og uhindrede investering i alt menneskeliv, der kan kaste profit af sig. Nationalstaterne og de demokratiske institutioner vil være under privatinteressernes konstante belejring.

Heldigvis er både flere politiske partier i de forskellige nationale parlamenter og i EU-parlamentet begyndt at røre på sig i takt med, at flere elementer i forhandlingerne er kommet til offentlighedens kendskab. I flere europæiske lande og også i USA er miljøorganisationer og faglige sammenslutninger begyndt at mobilisere modstand mod handelsaftalen. I Europa agter ETUC at organisere grænseoverskridende protester mod TTIP og der er også begyndt at komme protester fra flere lande udenfor den transatlantiske alliance, fordi det efterhånden er indlysende, at det med den kommende aftale også er USAs og EUs intention at genoprette dominansen på verdensmarkedet og undertvinge de andre regioner de betingelser, som man ikke kunne få igennem i Doha- forhandlingerne.

Man kan i den sammenhæng også forvente, at modstanden vil vokse i Danmark, selv om venstrefløjen i folketinget og i fagbevægelsen ikke indtil nu har gjort meget væsen af sig. Men hvis man, som det blev fremført igen og igen op til parlamentsvalget, vitterlig ønsker at forsvare borgernes demokratiske rettigheder, den nationale suverænitet, de offentlige myndigheders ubetingede ret til at bestemme graden af privatisering m.m. og arbejdstagernes helt basale rettigheder, herunder strejkeret og ret til at forhindre løndumping, så må man med rimelighed også forvente, at de samme partier, faglige organisationer, miljøbevægelser mv. føjer sig til protesterne i resten af Europa og begynder at mobilisere for et nej til aftalen efter samme koncept som ved kampagnen mod ACTA. Især nu, hvor regeringerne og hele EU eliten har fået en dybtgående tillidskrise på halsen, der i den grad har rokket ved deres autoritet og styrke til at videreføre krisepolitikken og fremme af globale kapitalinteresser.

Både den voksende ulighed internt i de enkelte lande og mellem landene og regionerne på verdensmarkedet og den gryende forståelse af det helt uholdbare i kapitalens ubegrænsede vækstkrav er kommet så højt på dagsordenen, at der skulle være politisk grundbund for at opbygge en kampagne mod endnu en handelsaftale, der i vidtgående retning vil styrke privatinteressernes stilling overfor de demokratisk valgte regeringers håndhævelse af samfundsinteresserne og regulering af samfundsudviklingen.

Det er den problematik, der er indeholdt i forhandlingerne om TTIP.