Non-Governmental Organizations
Af Steffen Hahnemann

Offentliggjort: 15. april 2014

Foreningslivet har gamle aner. Fra middelalderens imposante ridderordner og mindre imposante men nok så magtfulde munke- og kætterbevægelser til frimurerne og de vestlige missionsbevægelser til nutidens mere sekulære, men dog visionære politiske partidannelser samt fagforeninger og talrige mindre visionære, men målrettede grupperinger som eksempelvis naturfredningsforeninger og foreninger til dyrenes beskyttelse.

Foreningslivets udvikling
Ganske overvejende var de (med undtagelser sidenhen) Non-Governmental Organizations. Statens rolle kom i den forbindelse ikke på tale. Så det var ikke noget man hæftede sig ved. Det blev det først i det 20de århundrede. En udvikling som på mange måder mindede om det behov for at markere en adskillelse mellem stat og kirke, der var opstået med oplysningstiden og de amerikanske og franske revolutioner sent i 1800-tallet. Det hang sammen med - og det er det som er sigtet med nærværende betragtninger - at foreningslivet skiftede karakter i sidste halvdel af det 20de århundrede - måske rigtigt for alvor omkring overgangen til det 21de. Det var i den periode, vi møder dem under den nye betegnelse "Non-Governmental Organizations" - på lapidarisk amerikansk vis forkortet til NGO’er. Skulle stater, og her er det overvejende de vestlige og helt overvejende De Forenede Stater, der træder frem i billedet, føle sig fristede til at forstrække visse af disse NGO,er med økonomiske midler (i idealistisk øjemed), så kunne disse foreninger (hvis forholdet blev for åbenlyst) ty til at betegne sig som NPO’er = Non-Profit Organizations. For derved at fastholde foreningens ideale sigte under de ændrede grundvilkår.

USA træder frem på scenen
Denne radikale ændring af foreningslivet i slutningen af det 20. århundrede og ind i det 21de havde sin baggrund i det forhold, at De Forenede Stater for alvor var trådt ind på scenen. Siden århundredets begyndelse. Først i lokalområdet, men siden for alvor på den større verdensscene, hvor scenografien - og på sin vis også hele iscenesættelsen - hermed aldeles skiftede karakter. Til det mere enkle og letforståelige, men samtidig idealistisk fremadskuende i enkle og nutidige gevanter.

Det begyndte så småt omkring 1900 med den amerikanske præsident McKinley og krigen med Spanien, men det tog først for alvor fart med Woodrow Wilson, der var amerikansk præsident i to successive perioder, fra 1912 til 1920, og USA's engagement på allieret side i 1. verdenskrig fra april 1917. Dermed var forestillinger om apokalypsen og om Jesu genkomst og tusindårsriget endelig trådt i karakter fra en forhutlet tilværelse blandt senmiddelalderlige bondeoprørere og amerikanske puritanere (Woodrow Wilsons rødder og forfædre). I de førende og bedre kredse dog siden fortrinsvis omtalt som "Wilsonianisme" = en særegen amerikansk form for idealisme (befriet for Jesu genkomst, men kun tildels for de apokalyptiske forestillinger), som Wilson's visioner angiveligt satte sit præg på i resten af det 20. århundrede samt (efter nogles mening) også ind i det 21de.

NGO’er - en strukturel analyse
Non-Governmental organizations skulle opfattes som foreninger eller organisationer, der, værende uden statsstøtte, var uafhængige og derfor kun fokuserede på deres tilkendegivne ideale formål.  I hvilket land de end måtte være til stede, ville det pågældende lands regering dermed være uden indflydelse på disse foreningers virke.

I middelalderen - i ridder- og munkeordnernes tid - havde organisationerne et afgjort internationalt præg. Et præg, som i overvejende grad gik tabt med middelalderens slutning, men som genopstod i det 20. århundrede. Som et ledsagefænomen til opbygningen af internationale organisationer som Folkeforbundet, De Forenede Nationer og regionale fællesskaber som eksempelvis OECD, De Europæiske Fællesskaber og OSCE samt de internationale domstole.

I takt hermed opstod de transnationale, humanitære organisationer, som havde et globalt sigte til varetagelse af den samlede menneskeheds interesser. Udviklingen tog tiltagende fart op gennem det 20de århundrede for mod slutningen at antage en helt ny og markant karakter. Begrebet Non-governmental organizations fik et nyt indhold, og uafhængigheden skulle herefter forstås således, at de mest fremtrædende og toneangivende af dem i deres globale sigte havde antaget en universel, overstatslig karakter og var trådt i nært samarbejde med de oven anførte internationale mere "sekulære" organisationer; herunder kan særligt fremhæves De Forenede Nationer, som indenfor alle sine institutionelle rammer, inklusive Sikkerhedsrådet, i årene op mod århundredets afslutning indgik  et formaliseret samarbejde med et stort antal af disse NGO’er.   

De universelle menneskerettigheder og løsningen på problemet med Gud
Et indledende og afgørende skridt var taget i De Forenede Nationer med vedtagelsen i 1948 af  Erklæringen om de Universelle Menneskerettigheder. Som optræk til den var det lykkedes en økumenisk sammenslutning af amerikanske protestantiske kirker at få indført menneskerettighederne i FNs charter, og i 1946 havde FNs generalforsamling derfor etableret en Human Rights Commission med 53 medlemmer fordelt over kontinenterne på rimelig velafbalanceret vis. Så vejen var banet for den universelle Menneskeretserklæring, da den i 1948 blev vedtaget ved håndsoprækning af samme generalforsamling.

Med menneskeretserklæringen var det endelig lykkedes at finde en løsning på det gamle problem vedrørende forholdet mellem stat og kirke. Det var i Amerika man fandt løsningen. Efter nøjere overvejelser fandt man der, at det grundliggende problem ikke var religionen - isoleret set. Problemet for denne sammenslutning af alverdens stater, som FN jo er, var, når det kom til stykket, Gud eller Treenigheden. Man besluttede derfor at beholde religionen (i sin særlige amerikanske, menneskevenlige udformning) og afskaffe Gud - såvel faderen, som sønnen og den Helligånd. Selvom man derved sådan set afskaffede forbillederne, fastholdt man stadig, at mennesket var skabt i Guds billede og, at det dermed var helliggjort. I det mindste fra fødslen. Mens der fortsat rådede forbehold overfor at føre helliggørelsen tilbage til selve undfangelsen eller den initierende sexualakt, som man nu foretrak at benævne den afgjort mindre signede igangsættende hændelse.

De religiøse forestillinger holdt man således fast ved, og i den særlige amerikanske udformning bevarede The Book of Revelation sin plads og dermed såvel tusindårsriget som de apokalyptiske visioner, mens Jesu genkomst, som den var spået i Åbenbaringens bog og dermed var forankret i amerikanske, religiøse forestillinger måtte droppes. For at råde bod på det, valgte man så til gengæld at se bort fra syndefaldet og erstatte det med mere tidssvarende og sorgløse begreber som amerikansk ekseptionalisme og "the City on a Hill".

Antikrist
Men ligesom mennesket stadig blev set som skabt i guds billede, således var Antikrist fortsat en realitet. Som menneskehedens fjende. Som den der trådte menneskets rettigheder under fode. Modpolen eller modstanderen til Antikrist var herefter mennesket selv, med forbehold for de umenneskelige, der ved et uheldigt sammentræf af omstændigheder var kommet på Antikrists side.

Lidt snurrigt var det, men det lykkedes sluttelig at fremstille en erklæring derom, som var så tilforladelig, at den blev mødt med bifald og applaus i FNs generalforsamling den 10. december 1948.

Det skulle ikke vare længe, før Antikrist viste sig i hele sin afskyelige apparition. Og dermed er han med korte mellemrum fortsat lige siden. Rundt omkring på kloden, men alvorligst blev det i Korea og sidenhen i Vietnam, hvor "den frie Verden" måtte slå hårdt ned for at beskytte sig mod forskellige afarter af Sovjetkommunismen. Det havde store omkostninger - såvel blandt kamptropperne for den frie verden som for de vildledte på den anden side. Henimod 10 millioner satte livet til i disse kampe mellem menneskehedens befriere og Antikrists ulyksalige horder.

Helsinki deklarationens punkt 7
Knap var kampene i Vietnam stilnet af, før der hændte noget i Helsingfors i Finland. Der havde i tre år været samlet repræsentanter for alle Europas stater, bortset fra Albanien, men inklusive Rusland samt USA og Canada. Initiativet til mødet var oprindelig udgået fra Sovjet-Rusland, som ønskede klare linjer for samarbejde og sikkerhed i Europa med særlig vægt på statssuveræniteten. I og med mødet stiftedes CSCE, siden med navneændring til OSCE (Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa). 

Moskva havde længe talt for døve øren, men sluttelig var interessen for et møde vakt også i Vesteuropa og USA, så der sad de så i Helsingfors og prøvede at formulere et slutdokument efter 3 års palaver frem og tilbage og forfra igen. Endelig enedes de så i 1975 om en erklæring, der siden bar navnet Helsinki Final Act. (Man kan forestille sig hvilket lettelsens suk forsamlingen har ladet følge ordet "Final".) Dokumentet havde 10 hovedpunkter (siden omtalt som "de ti bud"). De fleste af punkterne omhandlede forskellige sider af statssuveræniteten, men punkt 7 var endt med at omhandle de universelle menneskerettigheder. Antagelig først og fremmest efter pres fra USA.

Dokumentet havde væsentligst karakter af en hensigtserklæring. Det var ikke bindende for de underskrivende stater. Det var ingen traktat. Uforudseligt var det ved udstedelsen, at punkt 7 om menneskerettighederne skulle få en så stærk gennemslagskraft i de følgende år. Allerede i 1975 var det klart, at det punkt havde sigte mod det sovjetkommunistiske imperium, og det blev ikke mindre tydeligt i de efterfølgende år. Der var opsamlingsmøder omkring erklæringen få år senere, først i Beograd og siden i Madrid. Ved de møder lykkedes det den amerikanske delegation at centrere al opmærksomhed om menneskerettighederne. Da "Radio Free Europa" samtidig kørte en massiv kampagne ind i Østeuropa om samme emne, og da der i de samme år oprettedes talrige ligelydende "Helsinki Watch organisationer" (siden navneændring til Human Rights Watch) med udgangspunkt i New York, var de universelle menneskerettigheder for alvor taget i brug i den kolde krig. Ydermere var periodens amerikanske præsidenter Jimmy Carter og Ronald Reagan med massivt engagement sporet ind på at angribe Sovjetrusland for forsømmelse eller overtrædelse af samme rettigheder, og det med en sådan påtrængende intensitet, at det blev en væsentlig medvirkende årsag til Sovjetunionens sammenbrud og opløsningen af dets hegemoni i Østeuropa. I græmmelse og skyldfølelse.   

Menneskerettighederne havde fået sine NGO’er.
Helsinki Watch alias Human Rights Watch blev stiftet i New York i 1978 og har fortsat hovedkontor i New York og desuden kontorer i en række større amerikanske og canadiske byer samt større europæiske hovedstæder og i Moskva og Tokyo.

Den er en ægte NGO - kun finansieret af private donorer, hvoriblandt Georg Soros' Open Society står for mere end 50% af organisationens årlige udgifter. Georg Soros er en europæisk finansmand, som har tjent en gigantisk formue på valuta-spekulationer og nu ønsker at bruge sine mange penge til menneskehedens bedste. Ifølge egne oplysninger stammer 99% af organisationens fondsmidler fra USA og Vesteuropa.

Af ældre oprettede organisationer, som nu gjorde menneskerettighederne til hovedmålet for deres virksomhed kan nævnes som de mest fremtrædende Amnesty International og Freedom House; den første af britisk, den sidste af amerikansk oprindelse.   

Amnesty International er grundlagt i London i 1961 med sigte på regeringers retsovergreb mod oppositionelle og dermed focus rettet mod samvittighedsfanger. Sidenhen - med opvæksten af den transnationale interesse for menneskerettighederne, antog Amnesty International et mere bredt og rummeligt sigte og blev efter sovjet-kommunismens sammenbrud efterhånden den førende NGO indenfor det felt.Organisationens hovedkontor er fortsat i London, og i følge den tyske historiker Kerstin Martens havde det i 2006 1.8 million medlemmer og repræsentation i 150 lande eller områder. 

Hvad angår organisationens økonomiske fundering ser forholdene i henhold til Wikipedia således ud: Først organisationens egne betragtninger over sin økonomiske uafhængighed: 

"Amnesty International is financed largely by fees and donations from its worldwide membership. It says that it does not accept donations from governments or governmental organisations. According to the AI website, "these personal and unaffiliated donations allow AI to maintain full independence from any and all governments, political ideologies, economic interests or religions. We neither seek nor accept any funds for human rights research from governments or political parties and we accept support only from businesses that have been carefully vetted. By way of ethical fundraising leading to donations from individuals, we are able to stand firm and unwavering in our defence of universal and indivisible human rights."

Dernæst Wikipedia's supplerende oplysninger: However, AI did receive grants from the UK Department for International Development, the European Commission, the United States State Department, and other governments.

Sådant kan man se så forskelligt på.

Freedom House blev stiftet i USA i 1941 af blandt andet præsident Roosevelts hustru Ellinor Roosevelt. Organisationen er for 2/3 vedkommende finansieret af amerikanske regeringsinstitutioner blandt andet USAID og NED (se nedenfor) Freedom House har sit hovedkontor i Washington D.C. og fast repræsentation i godt et dusin lande, herunder Ukraine, Ungarn, Serbien, Jordan, Mexico samt en række lande i Centralasien.

Der skete en gradvis oprustning af de nævnte organisationer op gennem 1970erne og 1980erne under præsidenterne Carter og Reagan. Deres målsætning blev bredere og mere direkte centreret om menneskerettighederne.

Under præsident Reagan i 1980-erne skete der en afgørende udvikling i de strukturelle forhold omkring NGOerne og menneskerettighederne. De centrale elementer var den i 1961 under præsident Kennedy oprettede organisation USAID og den i 1983 nyoprettede National Endowment for Democracy (NED). Begge blev de koncentrerede omkring menneskerettighederne og begge fik de en nøglerolle for at overføre økonomiske midler fra den amerikanske stat til  NGOer, der varetog det samme formål.

USAID fungerer indenfor rammerne af det amerikanske udenrigsministerium og administrerer et budget på cirka 20 billioner (milliarder) dollars, hvoraf en større del går til fremmede regeringer og en del til støtte for humanitære NGO’er.

National Endowment of Democracy (NED) fik til opgave at financiere private NGO’er med det formål at fremme demokrati internationalt. NEDs  budget var i 2009 på 135.5 millioner dollars, som næsten udelukkende hidrørte fra amerikanske regeringsbureauer. Halvdelen af dets budget gik til følgende fire "NGO’er": American Center for International Labour Solidarity (ACILS), Center for Internationalt Privat  Initiativ(CIPE), National Democratic Institute for International Affairs (NDI) og International Republican Institute (IRI). Især de to sidstnævnte skulle vise sig overordentlig internationalt handlekraftige. USAs tidligere udenrigsminister Madeleine Albright er formand for  NDI, mens senator John McCain har en tilsvarende topplacering i IRI.

Det er en udbredt opfattelse, at NED skabtes som et supplement til CIA, som havde gjort sig uheldig bemærket ved flere lejligheder op gennem 1960erne og 1970erne. Det uheldigste var, at den havde gjort sig bemærket.

NGO’erne i Den Kolde Krig
Dermed var NGO’ernes uafhængighed af det amerikanske stats- og regeringsapparat blevet afgørende mindsket. De humanitære NGO’er var utvivlsomt blevet et redskab (ordet våben vil jeg i denne sammenhæng anse for malplaceret) i USA’s propagandakrig mod Sovjetunionen og Østeuropa. Også ordet "propagandakrig" må benyttes med forbehold. For der var naturligvis alt mulig grund til at rette skytset mod de utålelige forhold øst på for menneskeheden. Den variant af tusindårsriget man der hævdede at have i sigte var for de vestlige parlamentariske forsamlinger og for de humanitære organisationer at anse for et blot skalkeskjul for magtbrynde og vildføring af de forpinte befolkninger.

Så dermed var en udvikling sat i gang, som over de næste tiår naturligvis ganske skulle ændre de humanitære NGO’ers forhold til stater og interstatslige organisationer. Man indså nu, at man havde fælles mål.  Fra den naive og godtroende holdning og opfattelse hos f. eks det Internationale Røde Kors og i det mindste indledningsvis for Amnesty International, at de upolitisk varetog opgaver af fundamental humanistisk karakter, var man nået frem til den bitre erkendelse af den omgivende verdens fordækte ufuldkommenhed. En erkendelse som krævede en ganske anden, engageret tilgang til fremme af den generelle menneskelige fuldkommengørelse.

Ejendommeligt nok var det en udvikling, som tog yderligere fart efter Sovjetunionens sammenbrud i 1990. Et sammenbrud som kløgtige iagttagere mener, at de humanitære organisationer skal have en stor del af æren for. Sidenhen - i 2001 var NDI og IRI, to af de fire NGO’er, som blev finansieret af NED, hovedkræfterne bag, da den serbiske præsident Milosevic blev væltet og siden udleveret til den til formålet oprettede krigsforbryderdomstol i Haag. Både Amnesty International, Human Rights Watch og Freedom House gik ind for USA’s krig mod Irak i 2003, ligesom FN’s menneskeretsorganisationer, samt deres tilknyttede NGO’er, spillede en afgørende rolle i Vestens krig mod Libyen og den planlagte, men af praktiske grunde udeblevne krig mod Syrien. Aktuelt synes alle tre organisationer og andre af de nært beslægtede at have været indblandet i den kupagtige opstand i Ukraine, som førte til regimeskifte. Det vender vi tilbage til nedenfor.

NGO’erne til højbords
Cirka 3000 af dagens knap 7000 NGO’er er tilknyttet FN’s underorganisationer i et fast samarbejde og de mest betydningsfulde holder som nævnt endvidere regelmæssigt møder med FNs sikkerhedsråd. Også i andre transnationale organisationer som Europarådet og EU spiller NGO’erne en mere og mere aktiv og indflydelsesrig rolle. Så menneskeheden er i de bedste hænder

Uforudsete apokalyptiske hændelser
I begyndelsen af marts 2013 lancerede den russiske regering en uventet, nedrig kampagne over hele Rusland med det formål at belyse det økonomiske grundlag for tusinder af NGO organisationer, med henblik på, at afsløre organisationer der  optrådte som, det man kaldte for "udenlandske agenter" på vegne af  fremmede stater. Hensigten med kampagnen var, enten at forbyde de pågældende NGO’er eller tvinge dem til at registrere sig som udenlandsk financierede.  Over hundrede NGO’er blev forbudt eller modtog advarsler om ikke for fremtiden i det skjulte at modtage bidrag fra fremmede stater.

I januar 2014 forsøgte Ukraine at gennemføre en lignende lovgivning. Den 17. januar vedtog parlamentet således 16 love, hvis grundlæggende sigte var at indskrænke demonstrationsfriheden og agitationer mod øvrigheden, så som forbud mod maskeringer under demonstrationer, forbud mod opstilling af telte og barrikader til gene for trafikken, fængselstraf for besættelse af regeringsbygninger, etcetera. Et hovedpunkt var, at "all NGO’s receiving foreign funding and engaging in broadly defined “political activities” are obliged to register as foreign agents or risk closure."

Som en talsmand for Amnesty International udtrykte sig: “The changes to the Law on Public Organizations are an almost exact copy of Russian legislation concerning “foreign agents” which has had a devastating effect on civil society in Russia.” 

Da loven den 17. januar trådte i kraft udløste det voldsomme demonstrationer og massive protester fra NGO’er, herunder Amnesty International og Front Line Defenders - en irsk i 2001 funderet variant af Human Rights Watch. Reaktionerne var forståelige set i lyset af, at eksempelvis George Soros' ukrainske filial af Open Society financierer 66 og NED 65 ukrainske NGO’er. Også USAID og Amnesty International har omfattende finansieringsprogrammer.

Amnesty International udtrykte sig således: "In passing this law the government is halting any progress Ukraine has made over the past twenty years towards full compliance with its international human rights obligations. It promises a grim future for the entire nation." I sin pressemeddelelse kræver organisationen, at den ukrainske regering "immediately withdraw the legislation."

Men langt mere radikalt gik en lokal, ukrainsk NGO til værks. Det drejede sig om Spilna Sprava, som får støtte fra International Renaissance Foundation (IRF), den ukrainske udgave af George Soros' Open Society. Spilna Spravas medlemmer stormede og besatte den 27. januar justitsministeriets bygning og nægtede at trække sig ud, før regeringen havde trukket den pågældende lovgivning tilbage.  Justitsministeren truede med at erklære nødretstilstand og indsætte militæret. Overfor den trussel valgte besætterne at forlade bygningen (flere af besætterne blev dog arresteret), men fastholdt en offensiv demonstration udenfor bygningen med stenkast mod vinduer og anden skrøbelighed, mens de råbte i kor: ""Bandits out". Demonstrationerne i Kiev, som ellers var stilnet af efter december-urolighederne tog herefter igen kraftigt til og spredte sig til andre byer, hvor oprørere stormede og besatte regeringsbygninger. Torsdag den 17. januar fik siden tilnavnet "Black Thursday."

Hidkaldt af den dramatiske udvikling kom EUs udenrigspolitiske leder Catherine Ashton til Kiev og opfordrede i en samtale regeringen til at trække lovene af 17. januar tilbage. En af de nærmest følgende dage opfordrede den amerikanske vicepræsident i en telefonsamtale præsident Yanukovych "to take concrete steps...to respond to the full and legitimate concerns of the Ukranian people, including by repealing the anti-democratic laws passed on January 17."

Parlamentet besluttede herefter den 28. januar at annullere lovene og give amnesti til besætterne af justitsministeriet. Regeringen valgte som reaktion at træde tilbage den 29. januar, og præsidenten fremsatte derefter et tilbud til oppositionen, som bl.a. indeholdt placering af oppositionsledere i spidsen for en ny regering. Tilbuddet blev afslået, og derefter eskalerede konfrontationen yderligere frem til præsidentens flugt den 22. februar og oppositionens overtagelse af regeringsmagten i løbet af de næste dage.

Eftertanker
Måske skal disse dramatiske hændelser ses i lyset af problemer med at definere begrebet non-governmental organization. Hvis en sådan NGO ikke modtager støtte fra regeringen i det land, hvori den opererer, men nok direkte eller indirekte fra udenlandske regeringer, rummes den så indenfor definitionen? Hvis den ikke får støtte fra nogen regering, men fra en udenlandsk, privat rigmand, så skulle der måske ikke være noget i vejen med benævnelsen NGO, men nok med det, der var begrebets oprindelige idé om økonomisk uafhængighed. Således kan man gruble.

Man kunne også filosofere over det forhold, at det lykkedes Rusland, at gennemføre en lovgivning vedrørende udenlandsk financierede NGO’er, mens det gik rive galt i Ukraine. Moralen må være, at et sådant opgør kræver styrke og stor stat. Lidt ligesom i sin tid, da den franske kong Philip den Smukke tog opgøret med Tempelridderne.