Fremtiden for venstrefløjen i Sydøstasien
Af Walden Bello

Offentliggjort: 15. april 2014

Disposition til foredrag holdt på Københavns Universitet den 12. marts 2014 af Walden Bello. Walden Bello (født 1945) er en filippinsk forfatter, akademiker og politisk analytiker. Han er professor i sociologi og offentlig administration samt administrerende direktør for organisationen ”Fokus på det globale Syd”. Han blev født i Manila, og blev  politisk aktivist efter at daværende præsident Ferdinand Marcos erklærede Filippinerne i undtagelsestilstand den 21. september 1972. Bello sidder i dag som medlem af Filippinerne kongres, hvor han er den ene af to repræsentanter for partiet  AkBayan. Information bragte den 22. marts et interview med Bello, som man kan læse HER.

Hvis man vil forsøge at afdække venstrefløjens fremtid i Sydøstasien, så må man først forsøge at forstå fortiden.

To træk er vigtige at se nærmere på i den nyere historie:

  • Påvirkningen fra den Kolde Krig
  • De voldsomme splittelser på venstrefløjen

Den kolde krigs virkninger
Påvirkningen fra den kolde krig er mest udpræget i den måde, hvorpå autoritære stater allieret med USA gennemførte institutionaliseret oprørsbekæmpelse med henblik på at ødelægge venstrefløjen. Den mest radikale udgave heraf så man i Indonesien, hvor forsvaret under Suharto smadres det kommunistiske parti ved at massakrere stort set samtlige partiets medlemmer i perioden mellem 1965 og 1966. Venstrefløjen i Indonesien er endnu ikke kommet sig efter dette – til trods for at diktatoren Suharto blev væltet i 1998.

Men den slags politiske eliminationer fandt ikke kun sted i Indonesien. I Malaysia og Singapore blev intern sikkerhedslovgivning gennemført, som muliggjorde fængsling uden anklager og rettergang. Og denne lovgivning blev brugt til at ødelægge progressive bevægelser, mens de stadigvæk var små og svage.

I tiden efter Anden Verdenskrig løb stærke antikommunistiske bevægelser gennem hele det Sydøstasiatiske område. Den radikale form, som de nationale befrielsesbevægelser antog i Vietnam, Kina og Korea, fik USA til ikke blot at indsætte militære styrker imod dem, men understøttede også oprørsbekæmpelsen i relation til de mindre radikale frigørelsesbevægelser i Indonesien, Filippinerne, Malaysia og Thailand.   Man kan faktisk godt tillade sig at sige, at prisen for, at oprørsbevægelserne vandt magten i Kina, Nordkorea og Vietnam var, at venstrefløjen i resten af Sydøstasien blev tilintetgjort.

De voldsomme splittelser på venstrefløjen
En anden faktor, som man må tage med i betragtning for at kunne forklare venstrefløjens triste skæbne, er de splittelser, som har domineret venstrefløjens udvikling. Dette gælder navnlig for Thailand. Thailands Kommunistiske Parti øgede meget hurtigt sit medlemstal, efter at radikale studerende strømmede til i forlængelse af massakren på Thammasat[1] Universitetet i 1976. Men partiet blev imidlertid i slutningen af 70’erne og begyndelsen af 80’erne revet fra hinanden af en konflikt mellem kommunistpartierne i Kina og Vietnam efter Vietnams invasion af Cambodia i 1978 der havde til hensigt at vælte Pol Pots regime. I slutningen af 80’erne var partiet i alt væsentligt holdt op med at eksistere.

Der opstod også en strid mellem de fløje i det filippinske kommunistparti, der støttede henholdsvis Sovjetunionen og Kina i 1968. I modsætning til i Thailand vandt den ene fløj – den Kina-venlige – her dog magtkampen, og dette førte til, at partiet i 70’erne og i begyndelsen af 80’erne deltog aktivt i kampen mod Marcos.

Jeg vil nu fokusere lidt mere på erfaringerne fra venstrefløjen i de to lande Thailand og Filippinerne siden slutningen af 80’erne. Det gør jeg, fordi det er de to lande, jeg kender bedst.

I Thailand førte kommunistpartiets sammenbrud til, at mange kadrer forlod partiet med henblik på i stedet at deltage i kampen om jord og i kampen mod dæmningen ved Pak Mun [2] i 1990’erne. Da Thaksin Shinawatra [3], en velhavende industriherre, havde held til at gribe magten, tiltrak khans populistiske retorik en masse mennesker, der før havde været aktive i CPT. Faktisk siges det, at det var disse mennesker, der skrev det program for Thaksin, der fik de underprivilegerede masser på landet og i byerne til loyalt at støtte ham. Der var fire elementer i Thaksin’s succesfulde, populistiske program. Han betalte landets lån til IMF og sparkede Valutafonden ud af Thailand – han igangsatte et universelt sundhedsprogram, der gjorde det muligt for folk at blive behandlet for en pris, der svarede til 1 dollar, han satte betalingerne på bøndernes lån i bero, og han skabte en fond på en million Bath til alle landsbyer, således at beboerne kunne investere i det, de selv ønskede.

Der var imidlertid en anden side ved Thaksins politiske praksis, og det var den, der søgte at sikre opbygningen af hans forretningsimperium, hans tendens til at bruge penge til at købe sig allierede og hans mangel på respekt for menneskerettighederne, der blev demonstreret I hans anti-narko kampagne, hvor mere end 2000 mennesker blev fængslet uden sigtelser og rettergang.  Dette frastødte mange i den progressive bevægelser og fik dem til at tilslutte sig oppositionen til Thaksin. I 1990’erne var de progressive kræfter ret samlede. Men efter at Thaksin kom til magten i 2001 er de blevet opsplittet i den Gule anti-Thaksin bevægelse og den Røde pro-Thaksin bevægelse.  Den thailandske venstrefløjs tragedie er, er mens én gruppe har været brugt af royalisterne, har den anden ageret logrende hale til Thaksins hund.

Lad mig nu gå videre til Filippinerne.  Det lokale kommunistparti førte an i kampen mod Marcos diktatur, men fra 1983 og fremefter, da Ninoy Aquino – far til den nuværende præsident Benigno Aquino III – blev dræbt i lufthavnen, ved sin tilbagevenden til Filippinerne,  skiftede lederskabet til den elitære del af oppositionen og til middelklassen. Venstrefløjen stod tilbage i en iagttagerrolle under opstanden i februar 1986, som afsatte Marcos, efter at man havde valgt at boykotte det valg, som Marcos havde udskrevet umiddelbart før. Beslutningen om at boykotte valget førte til udstrakt utilfredshed med partiledelsen og med venstrefløjens strategi. En anden nøglebegivenhed, som førte frem til interne ballade, var de interne udrensninger, der blev gennemført i det kommunistiske parti fra 1985 til 1986, der endte med at omkring 2000 af medlemmerne blev ekskluderet.  Denne utilfredshed og den interne strid førte til en bitter splittelse i 1990’erne. I dag eksisterer den traditionelle venstrefløj – anført af CPP – stadigvæk, men dens indflydelse er meget begrænset. Parallelt til den er der opstået et nyt venstre repræsenteret af mit eget parti AkBayan[4] – Folkets Aktionsparti – som jeg i dag repræsenterer i parlamentet.

Måske er den bedste opsummering af, hvad dette parti står for, de bemærkninger, som jeg kom med i forbindelse med fejringen af partiets 16-års fødselsdag den 30. januar i år:

“Der var tre tildragelser, som var med til at definere både dannelsen af AkBayan og partiets fremtidige udvikling.

Den første var den krise i den traditionelle venstrefløj i Filippinerne, som fulgte efter EDSA revolutionen i 1986. Denne krise motiverede os til at stifte et nyt venstrefløjsparti.

Den anden var sammenbruddet i de centraliserede socialistiske lande i Østeuropa.

Den tredje var finanskrisen i Asien i 1997 og 1998, der miskrediterede neoliberalismen og kom til at fungere som et forspil til den globale kapitalistiske krise, som begyndte i 2008, og som vi stadigvæk lever med.

Disse tildragelser førte til dannelsen af vores parti og betød, at partiet forpligtede sig på en række konkrete værdier.

For det første har vi været og er som venstrefløjsparti dybt forpligtet på at skabe lighed. Og jeg bruger ikke lighedsbegrebet her som en eufemisme, men i den betydning, som begrebet fik under den oprindelige Franske Revolution.

For det andet så tog vi ved lære af den krise, som de gamle socialistiske regimer og partier oplevede. Vi drog den lære ud af krisen, at vi fastholder en dyb forpligtelse til at udvide og uddybe demokratiet og til at respektere menneskerettighederne.

For det tredje føler vi os forpligtet i forhold til udviklingen, den bæredygtige udvikling. Som den globale krise har vist det, så kan udvikling og vækst ikke alene overlades til markedskræfterne. Vi er nødt til at bevare en aktivistisk statsmagt. Men derudover har vi også brug for et aktivt folk, der kan fungere som demokratisk kontrollant I forhold til både staten og markedet.”

Partiet føler sig forpligtet til at deltage aktivt i valgprocesserne, og partiets repræsentanter i kongressen (Repræsentanternes Hus) har støttet en gennemført progressiv lovgivning herunder en udvidelse af jordreformpolitikken, en lov om billiggørelse af medicin, en sundhedslovning, en lov der regulerer vilkårene for arbejdere i husholdningerne, en lov der har givet filippinske borgere i udlandet stemmeret og en lov, der garanterer erstatninger til ofrene for Marcos diktatur.

Partiet er aktuelt en del af den politiske koalition, som har regeringsmagten. Hvad er så de principper, som styrer vores adfærd i sådan en koalition? Igen vil jeg gerne have lov til at citere fra min fødselsdagstale:

 “Vi er en del af denne koalition, fordi vi støtter præsidentens kampagne mod korruption og hans kampagne for en god regeringsførelse.  Samtidig har vi gjort det klart for præsidenten og vore koalitionspartnere, at det at bekæmpe korruption ikke er nok, og at en hæderlig regeringsførelse ikke kan sikres, medmindre begge dele bliver fulgt op af strukturelle reformer. Derfor har vi været skarpe i vores kritik af den langsommelighed, med hvilken jordreformerne bliver gennemført. Vi har sagt, at det er uacceptabelt, at der i dag – blot et par måneder før deadline for omfordelingen af jord under CARPER [5] – stadigvæk er mere end 700.000 acres jord, som ikke er fordelt.”

”Vi har fastholdt vores uafhængige, kritiske standpunkter, ikke blot vedrørende behovet for strukturelle reformer, men også på det udenrigspolitiske område. Som man ved, så støtter vi præsidentens stærke forsvar af vore rettigheder i det Vestfilippinske Hav. Rent faktisk var det AkBayan, der fremsatte den resolution, der krævede, at det Sydkinesiske Hav skulle omdøbes til det Vestfilippinske Hav. Vi er dog uenige i den alt for venlige relation mellem præsidenten og udenrigsministeren og USA, der er ment som et forsøg på at holde Kina i skak. Vi har sagt til dem, at denne holdning er selvmodsigende, fordi det vil være sådan, at i samme øjeblik hvor man etablerer en balance mellem USA og Kina, så har man forvandlet det hele til en konflikt mellem supermagterne og på den måde forhindret en løsning på problemet omkring de territoriale krav.”

Og lad mig så slutte af med at komme med en prognose for venstrefløjens fremtid I Sydøstasien.

Venstrefløjen har en fremtid I regionen, fordi kampen for lighed og demokrati i området langt fra er afsluttet. Og så længe uligheden eksisterer, vil der også være baggrund for venstreorienteret politik. En klassiske revolution, som vi kender det fra det 20. århundrede, anført af et kommunistisk parti og gennemført først og fremmest gennem væbnet kamp, er dog helt udelukket. Deltagelse i parlamentariske samarbejde og deltagelse i dannelsen af parlamentariske flertalsregeringer er den vej, ad hvilken vi skal få indflydelse på den nationale, politiske dagsorden. Så længe de traditionelle eliter fastholder deres hegemoni, må venstrefløjen dog acceptere at være en mindretalspartner i disse koalitioner, samtidig med at vi arbejder på at udbygge vores styrke i vælgerbefolkningen i fremtiden. At være medlem af den slags koalitioner betyder også, at vi bliver nødt til at føre os frem pragmatisk og principfast på én gang – det vil sige, at vi må acceptere, at ikke alt det, som koalitionen foretager sig vil være i overensstemmelse med venstrefløjens principper. På den anden side må vi heller ikke tøve med at formulere uenighederne med vore partnere. Men uanset hvad må vi fastholde det strategiske synspunkt, således at vi hele tiden ved, hvornår vi skal tilslutte os – og hvornår vi skal forlade en koalition. Et progressivt parti har ingen permanente venner og ingen permanente fjender. Det må indgå i alliancer eller forlade dem ud fra en vurdering af, hvad der tjener ligheden, demokratiet og friheden bedst.

Oversat fra engelsk af Jan Mølgaard

Modkraft har samlet en række links og andre henvisninger til Bello på denne adresse.



[1] Se mere HER
[2]
Se mere HER
[3]
Se mere HER
[4]
Se mere HER
[5]
Se mere om CARPER her