Billeder af … håb
Af Jan Mølgaard

Offentliggjort: 15. april 2014

Denne tekst er et forsøg. Et forsøg på at tegne billeder af typiske skæbner med udgangspunkt i et begreb. Her er begrebet håb. Men det kunne også være afmægtighed, grådighed, angst eller oprør. Eller noget helt femte. Hensigten er at sætte ansigter, liv og skæbne på begrebet. I stedet for flere begreber, forklaringer og analyser. Og teksten er skrevet for at minde mig selv om det, som alle vores begreber refererer til – den levede og levende virkelighed. For at fange de glimt af liv, som verden er fuld af. Denne artikel hænger sammen med to andre artikler: Billeder af magtesløshed og Billeder af vrede.

1.

Måske bliver det bedre. Måske. Man må jo tro på det, selvom det er svært. Svært at tro og svært at finde argumenterne for at tro. Men måske bliver det bedre. Ikke lige i morgen. Heller ikke dagen efter eller ugen efter. Men det kan simpelthen ikke blive ved med at blive værre. Tålmodighed. Det er nok sagen. Tålmodighed og arbejde. Det ikke at ville opgive. At nægte at opgive. Imod alle odds. Tro på troen måske. Og så at drømme om, hvordan det kunne være – ikke nødvendigvis drømme om, hvordan det bliver sådan. Ja, det er det afgørende. Sætte sig mål, opstille standarder, fantasere måske. Om hvordan jeg gerne vil have, det skal være engang. Minde sig selv om drømmen hele tiden. Sætte alt – nej, måske ikke alt, men meget – i relation til de drømme. Fantasteri, er der nogen, som siger. Dagdrømme. Men uden drømme er det i hvert fald helt sikkert, at intet bliver anderledes. Det må være det kortsigtede projekt: Hele tiden at minde mig selv om, at det godt kunne være anderledes – og om på hvilken måde, det skulle være anderledes.

2.

De sidste to år har jeg holdt min nytårstale midt i en krisetid. I en tid med bekymringer i mange familier: Er det til at få et nyt job, hvis man bliver arbejdsløs? Kan vi sælge huset, hvis vi vil flytte? Usikkerheden har været stor. I år står vi på mere sikker grund. Krisen er ikke ovre, men stemningen er ved at vende. Vi har grund til at tro på fremgang i 2014.
[Helle Thorning Schmidt: Nytårstale 2014]

3.

Hun står der ved  samlebåndet og tænker på ingenting. Prøver at tænke på ingenting. Skæver op mod uret på væggen engang imellem og lytter til den tåbelige popmusik i høreværnet, mens hænderne hastigt og uden ophold gør de samme bevægelser om og om igen. Så hurtigt at hun næsten ikke registrerer dem, andet end som en langsomt voksende smerte i håndled og skuldre. Sådan går tiden frem til frokosten. Hvor hun sidder sammen med de andre piger i kantinen og spiser den mad, hun har haft med hjemmefra. Mens snakken går om børn og skole og mand eller kæreste. Eller om det, man så i fjernsynet aftenen før. Eller om den nye bil. Heller ikke her er hun rigtigt til stede. Registrerer ligesom bare ord og smagsindtryk og omgivelser. Som noget, der er langt væk, meget fjernt og temmelig uvedkommende. Og så en hurtig smøg under halvtaget ude i gården, før hun vender tilbage til samlebåndet. Ud på eftermiddagen begynder hendes bevidsthed så småt at vågne. I glimt. Og da uret på væggen så fortæller hende, at tiden er gået for i dag, så bryder længslen op igennem rutinens hårde asfalt som en meget gul mælkebøtte. Længslen efter hans arme, længslen efter frisk luft og stilhed, længslen efter fred. Hun ved, at det er sådan, det er. Hver dag. Hun ved også, at det ikke er alle dage, der forløber sådan. Men billedet af den gule, gule mælkebøtte bliver ved med at dukke op for hendes indre øjne. Som billedet af en kraft, der vil noget andet. Og nogen gange bliver det også sådan.

4.

Et håb, som man ser opfyldt, er ikke noget håb; for hvem håber på det, man kan se? Men håber vi på det, vi ikke ser, venter vi på det med udholdenhed.
[Paulus]

5.

Jeg sad ved skrivebordet og kæmpede for at fortrænge min bevidsthed om, hvor ondt det gjorde i nakken og ryggen. Fordi det udkast skulle skrives, fordi deadline nærmede sig, fordi jeg godt vidste, at der blev holdt øje med mig, fordi vores økonomi derhjemme ikke kunne tåle, at jeg mistede mit arbejde. Fordi en hel masse ting. Jeg forsøgte også at lukke af for støjen omkring mig. Lukke af for den kunstige opstemthed, den påtagne friskhed, det skarpe lys og den alt for tørre luft. Men det hårde arbejde med at lukke af for alt det negative trak alle mine kræfter. Der stod bare tre linjer på skærmen. Og der kom ikke flere. Jeg bøjede hovedet, lagde hænderne over øjnene og fik voldsomt lyst til at græde. Hvilket bare fik smerterne i nakken og lænden til at blive endnu voldsommere. Og så var det altså, at det skete. Pludselig lå der et par hænder på de ømme skuldre. Et tryk nedad. Et klem. Og en stemme. Til at begynde med opfattede jeg ikke, hvad der blev sagt. Men så blev jeg nærmest trukket op at stå. Og trukket videre ind i et mødelokale. Sat ned på en stol med en kop te foran mig. Om det gjorde ondt. Ja, det gjorde ondt. Om jeg bekymrede mig. Ja, det gjorde jeg. Hvad det handlede om. Og før jeg vidste af det, så sad jeg der og fortalte til hende, hvad der holdt mig vågen om natten og holdt mig fast om dagen. Før jeg vidste af det, så gav jeg frit løb for de tårer, som havde presset på så længe, at de nu var salte som havvand. Det føltes rigtigt og godt at tale om det. Det føltes endnu bedre at blive forstået. Og at få at vide, at jeg ikke var den eneste, der havde det sådan. Men det føltes allerbedst, da den vrede, som langsomt afløste smerten, blev delt og formuleret. I et lille bitte fællesskab. Der sad jeg så med kinderne våde af tårer, med en klump i halsen, med ømme skuldre, og fik lige pludselig mod og lyst til at slås. Sammen med andre. Ikke alene. Og så var det, som om solen brød igennem, som om det blev forår midt i november.

6.

Vi mennesker håber altid på ét eller andet – lige fra godt vejr i morgen til en grundlæggende forbedring af vores liv og verden. Håbet er et grundtræk ved os som mennesker. Vi har altid håbet. Men håbet er også en historisk størrelse, bestemt af skiftende livsforhold og samfund. Vi har dermed ikke altid håbet på det samme – eller på de samme måder. Og ved at undersøge håbets skiftende historiske former kan vi ikke alene opnå nye perspektiver på fortiden, men formentlig også lære noget væsentligt om, hvem vi selv er i vores egen tid, og hvad vi måske kunne blive til. Det var den tyske filosof Ernst Bloch, der satte håbet på en videnskabelig formel. Ifølge Bloch er håbet som princip til stede i enhver handling som drivkraft og struktur. Håbets princip forankres hos ham i en fundamental betragtning af vores liv, vores verden og hele vores væren som ufærdige, i bestandig bevægelse. Hermed ses håbet som en altid tilstedeværende sprække i virkeligheden. Håbet er det, der viser en vej udad. Det peger mod noget anderledes, som endnu ikke er helt til stede, men måske allerede nu føles og erkendes som en mangel. På denne måde viser håbet sig som et grundtræk ved alt, der er til – på én og samme tid som en forudsætning for, at det opstod, og en forudsætning for, at det atter forgår. Håbet udtrykker en væren i forandring, en væren som altid endnu ikke er fuldendt. [Bertel Nygaard på Videnskab.dk]

7.

Solen var lige stået op, da vi hørte de første råb ude fra kanten af landsbyen. Og snart hørte vi også lyden af lastbilernes motorer. Jeg trak tørklædet op over håret og knyttede det under hagen, greb den mindste af pigerne på armen og gik ud i det kølige halvmørke. Vi kom strømmende ud fra de tomme døråbninger, dukkede op bage sønderskudte mure og afbrændte træer, mellem smadrede biler og affald. Og blev stående. Lidt angste, lidt på vagt, parate til at løbe den modsatte vej, hvis det skulle blive nødvendigt. Men råbene blev tydeligere derude. Det var de hvide biler. De hvide lastbiler, som kom. Og før vi vidste af det, svingede de første to ind på resterne af torvet, stoppede op med en pusten fra luftbremserne og stod stille. Lidt efter kom en jeep og endnu en lastbil, lidt mindre end de to andre. Og så steg velnærede, uniformerede mennesker ud af bilerne, sprang ned på jorden. Blev stående lidt. Men begyndte så at læsse ting af bilerne. Pakker med vandflasker, et klapbord og et par stole. En parasol. Kasser med engelsk tekst på. Stablet op bag bordet og de to stole. Og da vi lidt tøvende kom nærmere, blev vi gennet ind på række. Der lugtede stadigvæk af røg fra den sidste brand, men der lugtede også af støv og diesel fra bilerne. En god, varm lugt. Og der begyndte snart at lyde latter og snak. Fremmede sprog og vores eget. Og så fik vi ting. Efterhånden som vi nåede frem til klapbordet, fik vi udleveret vand i flasker, kasser med mel og konserves, plastikindpakkede stykker røget og tørret kød. Medicin. Piller og miksturer. Forbindinger. Jeg stod bare der med den mindste på armen og tænkte, at himmerige lige var landet, hvor helvede før havde været. Mad, vand, feberstillende medicin til den store pige, rene forbindinger. Tæpper og kogekar også. Og så tænkte jeg, at det måske alligevel kunne blive bedre, alt det, der var så skidt. At der måske ville blive en dag i morgen. Og i overmorgen. At jeg måske alligevel ville undgå at skulle begrave flere. Måske.

8.

Lige så stille kryber lyset ind gennem gardinerne. Hun ligger der under dynen og trækker vejret. Mere regelmæssigt synes jeg end i går aftes. De feberrøde kinder ser også mere normale ud. Jeg har ikke sovet meget i nat. Har ligget og lyttet til vejrtrækningen og bevægelserne. Lyttet og bedt. Det indrømmer jeg gerne. Selvom jeg ellers ikke er af den slags, der beder. Eller beder om noget. Jeg rejser mig, går hen til håndvasken og tapper et glas vand. Drikker det det. Vover at vende ryggen til sengen en kort stund. Og kan næsten ikke lade være med at smile lidt indeni over, at jeg tror, det vil gøre en forskel om jeg ser på hende eller ej. Da jeg sætter glasset fra mig på hylden, det lille klik det giver, netop da, hører jeg det. ”Jeg er sulten.” Tre små ord. Tre små bitte ord, der er helt og aldeles banale i sig selv. Helt banale og hverdagsagtige. Jeg vender mig rundt og ser over på hende. Øjnene er åbne. Det kan jeg se selv i halvmørket. ”Jeg er altså sulten,” siger hun så. Som om jeg havde nægtet at høre det første gang, som om hun blev ignoreret. Jeg går hen til sengen og tager fat i hendes hånd, der gengælder mit forsigtige klem. ”Jeg skal nok få fat noget spiseligt,” siger jeg. ”Vil du også have noget at drikke?”. ”Cola,” siger hun og smiler. Jeg går hen og åbner døren ud til gangen. En sygeplejerske kommer forbi i det samme. ”Hun siger, at hun er sulten,” siger jeg bare. Sygeplejersken smiler bredt og går videre … vinker mig tilbage på stuen. ”Jeg kommer med noget,” siger hun med ryggen vendt imod mig. Jeg går tilbage, hen til vinduet. Trækker gardinet til side. Og se ud. En lang vej snor sig mellem de grønne bakker, i solskinnet. Helt ud imod horisonten. Langt frem i tiden. Fordi fremtiden pludselig er vendt tilbage. Fordi der nu måske alligevel er noget, som ikke er sket endnu. Nu er det mig, der smiler.

9.

Opmærksomhed er ikke
at komme med blomster til værtinden
eller at kunne se på sivene
at en anden båd har passeret
men snarere
i kikkertsigtet at genkende
sin egen dødsangst
i den vejrende hjorts øjne
og forstå at man ikke kun bor
i sit skind og sit hus
men også i andre væsener
ja selv i tingene og skyerne
Mangel på opmærksomhed
Kan blive Jordens undergang
[Ivan Malinowski]

10.

Da vi bevæger os ud fra pladsen, ned ad gaden, føler jeg mig kejtet og forkert. Det er sært at gå her sammen med alle de andre og blive set på. I rækker – mere eller mindre – med bannere over vores hoveder. Og med musik. Alle de mennesker, som stopper op ved kantstenen og bare står og ser på os. Som om vi var en del af underholdningen. Jeg går ved siden af en helt ung fyr, der entusiastisk deltager i talekoret, hver gang den gråfyrede fyr med megafonen starter det. Parolerne. De dårlige rim. Og da nogen lidt længere fremme begynder at synge en arbejdersang, kan jeg ikke huske teksten, og kommer til at føle mig endnu mere forkert. Hvorfor er jeg med her? Hvad kan jeg bidrage med? Nytter det noget? Men så er det, som om rytmen i sangene og rytmen i råbene, rytmen i skridtene, alle sammen glider sammen. Som om mit hjerte begynder at slå i samme takt. Jeg bliver varm i kinderne, kan jeg mærke. Føler mig med ét som en af fællesskabet, som om det ikke bare er de andre, som råber og marcherer. En kvinde i rækken foran mig stikker mig et stykke papir. På det står teksten til de sange, som orkesteret spiller. Og pludselig synger jeg med. Opdager at jeg godt kan huske melodien, har hørt den før. Og så begynder jeg at træde fastere i asfalten. Begynder at føle en varme brede sig i kroppen. Og da de begynder at synge om håbet, om fremtiden, om forandringen – om alt det, der godt kunne være anderledes og om, hvordan vi kan det hvis vi vil, så føler jeg også pludselig, at jeg er en del af det her. Så går jeg på den vej, hvor drømmene begynder.

11.

Det ville (…) være ensidigt at forstå håbet alene som en tillidsfuld, men passiv åbenhed. At håbe er ikke kun at tage imod, men at kunne tage imod. I denne betydning er håbet en aktiv sjælsevne, der gør mennesket livsdueligt. Ligesom der hører liv til at håbe, hører der også mod til at håbe. Håbets mod kan siges at ligge midt imellem overmod og mismod. I overmodet ledes man af en illusion om usårlighed, mens den, der håber, véd sig udsat. I mismodet er man situationen underlegen, mens man i håbet bevarer en integritet i knugende situationer. Derfor giver håbet et overskud i forhold til nutiden. Den håbende har tid til at vente, selvom den objektive tid kan være nok så knap. Håbet ejer en indre langsomhed, som kan omsættes til snarrådighed, så snart lejligheden til handling byder sig. Dette indre forhold mellem håb og tålmodighed kan muligvis også forklare fraværet af håbserfaringer i nutidens vestlige samfund. Den, som lever sit liv i høj hastighed, vænner sig til kun at forholde sig til den allernærmeste fremtid, som lader sig forudse. Den desperate (af lat. 'uden-håb') har ingen ro på sig, men er drevet af en trang til at slå til her og nu. Den håbefulde kan være åben for de forskelligste udfald af en given situation, men bliver ikke af den grund ligeglad med udfaldet. Der er forskel på den håbende, som er spændt, og den resignerede, der forventer et negativt udfald af sagen og derfor har givet afkald på videre interesse. Den håbende ligner ganske vist den resignerede deri, at også han lader fremtiden komme af sig selv. Men forskellen er, at håbet forudsætter, at fremtiden kommer med mening og indhold og ikke med tomhed.
[Gyldendals Store Danske: Om håb]

12.

Man dør lidt, når man glemmer drømmene. Man dør endnu mere, når man holder op med at planlægge for fremtiden. Det ved vi godt. Alligevel er det så nemt at fortvivle, fordi man hele tiden møder negationen, modsætningen, tåbeligheden eller åndløsheden. Man dør en lille bitte smule, hver gang man får at vide, at den elendighed, man lever i, er et resultat af, at de klogeste gør det nødvendige. Når det efterhånden sætter sig på rygmarven, at min elendighed er nødvendig, fordi den statistisk set udlignes af andres succes, rigdom og fremdrift. Man dør lidt, når man overtager de andres forklaringer, de andres billeder af mig, de andres opskrift på lykken. Alt i alt så dør man ikke på en gang, og når man holder op med at trække vejret, eller når ens hjerte holder op med at slå. Man dør i små bidder, hver gang man opgiver en drøm – hver gang man stirrer ind i spejlet og siger, at de jo nok har ret, alle de kloge, alle eksperterne. Og således er det drømmeløse liv ensbetydende med en død før døden. Man dør også lidt, når man opgiver at tro på noget andet. Uanset hvor futilt og klistret, den tro så kan virke. Alt i alt så dør man en lille smule hver eneste dag, hvor man opgiver at insistere på, at det her liv kunne være, burde være anderledes. Mere retfærdigt. Mere ordentligt. Mere rimeligt. Og man dør helt definitivt, den dag hvor man tager nederlaget på sig og helt opgiver at kæmpe.

13.

Vi må ikke lade den Kendsgerning berøve os Modet, at de Bestræbelser, der gøres for at løse sociale Problemer, ofte står i et håbløst Misforhold til Størrelsen af de Opgaver, det drejer sig om. I Begyndelsen af disse høje Bestræbelser, har Menneskene altid famlet i Mørket som Børn. Men den ene Generations mislykkede Anstrengelser har ofte vist Vejen til Held for den næste. Internationale tog fat på vor Tidsalders store Opgave, hvor den var vanskeligst at løse. Vi behøver ikke at forbavses, fordi dens Held kun var begrænset, og vi kan tillidsfuldt håbe, at de Lærepenge, den betalte, i højeste Grad vil komme Fremtiden til Gode. I Virkeligheden var Internationale kun ramt af en kortvarig Stilstand. De forskellige socialistiske Foreninger Verden over vedblev at være sig den internationale Karakter af den Bevægelse, de var med i, fuldt bevidste. Uden formel Organisation repræsenterede de den samme Klasses Krav og Ærgerrighed, havde fælles Sympatier og forfulgte de samme Mål. Skønt de afveg stærkt fra hverandre i Fremgangsmåder, og også i Principper, følte de, at de tilhørte den samme Strømretning i Historien.
[Karl Marx om Internationale]