’Ingen overlades til sig selv!’ Om kampen for at give mennesker noget at leve 'for' snarere end noget at leve 'af'
Af Mathias Herup Nielsen

Offentliggjort: 15. april 2014

Den førte socialpolitik begrundes blandt andet som et etisk projekt: Den vil det gode liv for borgerne. Men med politikkens konkrete udformning i reformerne af kontanthjælp og førtidspension risikerer de store ord om, at man vil give mennesker noget at leve for, reelt at blive spændt for en kærre, der kører i den modsatte retning: Imod et hårdt pres på udsatte mennesker for at opgive det, de rent faktisk allerede lever for, og som fylder deres levede liv med mening.

Indledning
Den førte social- og beskæftigelsespolitik begrundes på forskelligartede måder. På den ene side høres ’hårde’, økonomisk betingede argumenter om, at vi for at sikre konkurrenceevne og vækst må sørge for at skabe så højt et arbejdsudbud som muligt. At vi derfor må stille krav til de arbejdsløse, nedsætte ydelser, sætte hårdt mod hårdt og kræve noget for noget, pligt for ret og ydelse for nydelse. På den anden side retfærdiggøres den førte politik ligeledes som et etisk projekt: Den vilikke bare stille krav for kravenes skyld. Den vil også det gode liv for de borgere, den strækker sig ud efter.

I et interview med Clement Kjærsgaard på DR, et halvt års tid efter centrum-venstre-regeringens indtræden, sagde Beskæftigelsesministeren de ord, der senere hen er kommet til at stå som et slagordslignende koncentrat af dette særlige etiske projekt: ”Måske har vi som socialdemokrater været for optagede af at give mennesker noget at leve af i stedet for noget at leve for.” Hermed markerede den ny tids centrum-venstre et brud med den gamle tids centrum-venstre. Fra nu af, sagde man, skal det handle mindre om at begrænse den materielle ulighed ved at kæmpe for øget økonomisk omfordeling fra rig til fattig. Og mere om at ekvipere udsatte eksistenser med indholdsrige liv. I en ofte citeret kronik i Politiken i 2012, formulerede fire socialdemokratiske frontfigurer eksplicit dette brud med den gamle tids ideer. ”I dag,” skrev de, ”er vores historiske hovedforpligtelse ikke at omfordele økonomisk fra rig til fattig.” Mindre fokus på materiel lighed og mere fokus på åndslig lighed. Sådan har visionen lydt.

I dette essay reflekterer jeg kritisk over denne særlige etiske dagsorden, der søger at give udsatte mennesker noget at leve for. Der skal ikke herske tvivl om, at der overordnet er meget godt at sige om intentionen om, at ville fylde menneskers liv med mening. Alligevel er min konklusion i essayet kritisk, hvis ikke dyster. Med politikkens konkrete udformning risikerer de store ord om, at man vil give mennesker noget at leve for, reelt at blive spændt for en kærre, der kører i den modsatte retning: Imod et hårdt pres på udsatte mennesker for at opgive det, de rent faktisk allerede lever for, og som fylder deres levede liv med mening. Ved hjælp af interviewmateriale med berørte borgere giver jeg sidst i essayet en række eksempler på, hvordan politikken, trods dens vellydende slagord, konkret kan ende som en trussel imod det, mennesker lever for.

Mening på arbejdsmarkedet og meningsløshed udenfor
Sondringen mellem noget at leve af og noget at leve for viser tilbage til en adskillelse af det materielle på den ene side og det åndelige på den anden. Det er en ganske velkendt adskillelse, og vi ved så udmærket fra alskens moraliserende historier, at materiel rigdom ikke følges af åndelig ditto i et en-til-en-forhold. Ebenezer Scrooge fra Dickens’ klassiske juleeventyr var for eksempel en holden mand målt på materialitet, men en fattig – misantropisk, ulykkelig, ensom – mand målt på den åndelige målestok. Når Beskæftigelsesministeren forklarer, ”at vi i alt for mange år har forvekslet ydelser med solidaritet”, taler hun således lige ind i en velkendt sondring imellem ussel mammon på den ene side og åndelighed på den anden. Det ny centrum-venstres socialpolitiske projekt legitimeres således overordnet ved at pege på, at man nu ønsker at skubbe pendulet fra et materielt imod et åndeligt fokus.

Reformer kan med dette blik godt være moralsk rigtige, selvom de beskærer ydelser og begrænser adgangen til dem. De to store socialpolitiske reformer, som den siddende centrum-venstreregering har gennemført, omfordeler ikke fra rig til fattig. De giver tværtimod markante besparelser på bundlinjen i form af sparede udgifter til kontanthjælp og til førtidspensioner. Kontanthjælpsreformen anslås at give besparelser på lidt over 1 milliard kroner, og reformen af førtidspensionsordningen anslås i 2020 at have sparet statskassen for 1.9 milliarder. Offentligt retfærdiggøres reformerne ikke som ærgerlige, men nødvendige besparelser i krisetider. De retfærdiggøres som bedre og mere retfærdige måder at lave samfund på. Som Beskæftigelsesministeren berettede i sin tale ved Socialchefforeningens 100 års jubilæum: ”Derfor kan jeg garantere jer for, at hvis der ikke var økonomisk krise. Ja, så ville jeg alligevel stå her og tale for reformerne af både førtidspension og kontanthjælp.”

Spørgemålet er så, hvad det er for en form for meningsfuldhed, som man med den førte politik ønsker at indpode i menneskers liv. Her bliver det klart, at mening ikke forstås i bred forstand som ’det, der måtte give mening for hin enkelte’, men i ganske snæver forstand, som ’mening igennem lønarbejde.’ Der opereres ikke med en bred flerhed af forskellige måder, hvorpå man som menneske kan få noget at leve for – der eksisterer tilsyneladende blot en enkelt.

I regeringens udspil til en førtidspensionsreform, En del af fællesskabet, skal man ikke mange sætninger ind før det uddybes, hvad det er for et fællesskab i bestemt ental, titlen henviser til: ”Det handler om mennesker [udenfor arbejdsmarkedet], der ikke er en del af arbejdsfællesskabet. Det handler om mennesker, der ikke får mulighed for at realisere deres potentiale i et aktivt arbejdsliv.” Kontanthjælpsmodtageren omtales ligeledes som et menneske, der dels mangler aktivitet og dels mangler relationer til andre mennesker. I udspillet til en kontanthjælpsreform beskrives kontanthjælpsmodtagere blandt andet som ”mennesker, der er låst i en tilværelse med offentlig forsørgelse”, der ”bliver overladt til sig selv og en passiv hverdag” og som ”lige nu ikke har en plads i arbejdsfællesskabet, som bliver fastholdt i passivitet og får slukket sine drømme.”  Lignende beskrivelser er velintegrerede i offentlige debatter, hvor kontanthjælpsmodtageren af centrum-venstrepolitikere i bogstaveligste forstand beskrives som passiv og alene. Han er for eksempel ’parkeret på kontanthjælp’, ’ligger i en hængekøje’, ’sidder derhjemme’ og ’ligger hjemme på sofaen’. Han er ’asocial’, ’uden energi’, ’synker ned i sofaen’, ’spilder sin dag’ og ’har ikke noget at se op til.’

Når troen på, at mennesker kun kan få noget at leve for på arbejdsmarkedet, bliver stærk nok, opstår en binært ordnet virkelighed, hvor levede liv ukompliceret kan opdeles i henholdsvis meningsfuldhed og meningsløshed. Den kridtstreg, det tegnes omkring arbejdsmarkedet adskiller da ikke bare de arbejdende fra de arbejdsløse, men de inkluderede fra de ekskluderede, de aktive fra de passive og de åndeligt berigede fra de åndeligt berøvede. Det er en absolut tilskrivning af værdi til det levede liv på arbejdsmarkedet – en arbejdsetik if there ever was one – der sammenkobles med en afskrivning af værdien af det levede liv udenfor. Det er i denne særligt fortegnede sociale virkelighed, hvor livet udenfor arbejdsmarkedet er møbleret af fortabte sjæle, at den ny tids socialpolitiske projekt skal indgyde sin åndelighed. Kontanthjælpsreformen, der blandt andet bød på nytteaktivering, lavere ydelser til unge og gensidig forsørgerpligt for alle, kunne for eksempel præsenteres med slagord, der gav associationer til taglines fra amerikanske krigsfilm. ”Vi opgiver ingen!” og ”Ingen overlades til sig selv!”, stod der for eksempel i udspillet.

Under offentlighedens radar – når mennesker forsvarer det, de lever for
Jeg skal i det følgende give nogle udvalgte eksempler på, hvordan denne politik, der offentligt retfærdiggøres som en art medmenneskelig redningsaktion af fortabte sjæle, kan opleves af berørte borgere. Til det formål trækker jeg på eksempler fra kvalitative interviews, som jeg i øjeblikket gennemfører som en del af mit ph.d-projekt. Interviewene er med borgere, som er berørte af de udvidede regler for gensidig forsørgerpligt, der blev indført som en del af kontanthjælpsreformen per 1. januar i år.

Jeg skal ikke gå i detaljer med reglerne her, men kort sagt betyder regelændringen, at man ikke er berettiget til kontanthjælp, hvis man er ”i et samliv af ægteskabslignende karakter” med en person, som er i stand til at forsørge én (BM 2013). Med afsæt i Ægteskabsloven fra 1925 har lignende regler hidtil været gældende for gifte par, og i reformudspillet gives som begrundelse for regelændringen, at man nu ønsker at ligestille mennesker i papirløse forhold med mennesker, der har indgået ægteskab. Reglen betyder konkret, at kontanthjælpen nedsættes, hvis samleveren har en indkomst, der er højere end en kontanthjælp. Ifølge Beskæftigelsesministeriets egne tal, fratrækkes den fulde kontanthjælp, hvis samleveren tjener mere end 23.000 kroner før skat. Det anslås, at regelændringen vil berøre omkring 12.000 kontanthjælpsmodtagere samt, naturligvis, deres samlevere og eventuelle børn. Af disse er seks ud af ti ikke job- eller uddannelsesparate. I 2014 indfases reglerne dog bogstaveligt talt på halv kraft. Jeg trækker i det følgende på eksempler fra de første ni gennemførte interviews, og sigtet hermed er ganske snævert: At fremhæve enkelte, oplevede eksempler på, hvordan den politik, der i sin samlede form sigter imod at give mennesker noget at leve for, i nogle tilfælde synes at lægge et meget stærkt pres på det, de berørte mennesker lever allermest for.

De mennesker, jeg har interviewet, føler sig pressede. De taler om søvnbesvær, stress og om en generel angst for, hvad fremtiden vil bringe. Dagligdagen kan ikke blot forsætte som hidtil. Noget må ændres[1].

Et dilemma åbner sig her, fordi den trængte økonomiske situation kan forbedres kraftigt, hvis parret eller familien splitter op og går hver til sit: Dermed vil den gensidige forsørgerpligt ophøre, og kontanthjælpsmodtageren vil igen kunne få udbetalt understøttelse. Det skaber et markant pres på noget, som oplagt har stor betydning for menneskers liv: De nære, intime relationer til samlever, til børn og til forestillingen om hjemmet og den tryghed som hermed skabes. Hvis der er én fortælling, der står tilbage på tværs af mine første interviews, så er det denne. Fortællingen om mennesker, der føler sig stærkt pressede hen imod at opgive det, de lever for, for i stedet at få noget at leve af.

En 33-årig kvindelig kontanthjælpsmodtager med en række diagnosticerede lidelser, fortæller her, hvordan hun og kæresten reagerede, da det i efteråret 2013 gik op for dem, at reglen ville få så stor betydning for deres økonomi, at de fra 2015 ville få svært ved at få tingene til at hænge sammen:

”Jamen. Så satte vi os simpelthen ned og begyndte at regne. Hvis vi flytter fra hinanden: Hvor meget mere har vi så at klare os for? Det ville betyde at X kunne få som enlig forsørger, ekstra boligsikring, friplads. Jeg ville også kunne få praktisk hjælp [hun er syg og kan i dagligdagen ikke klare sig uden hjælp]. Vi regnede ud, at vi ville have 8000 mere til os selv om måneden.”

Dét, at bo sammen og have en dagligdag sammen, transformeres dermed fra selvfølgelighed til en udgiftstung post på det pressede husholdningsbudget. En konkret, tung post, som man kan regne ud i kroner og øre. Det er selve ideen om dagligdagslivet med partneren og med børnene, som sættes under pres og bliver til genstand for et stramt kvantificerende blik. En kvindelig kontanthjælpsmodtager på 30 år beskriver her nogle af de overvejelser, som hun sammen med sin samlever har gjort sig:

”Vi har jo en dagligdag sammen. En meget struktureret dagligdag, fordi min dreng er psykisk syg. Hvis [samleveren] pludselig ikke var der, ville det gå helt galt. Han [sønnen] har brug for strukturer. At han ved hvad der skal ske. Man kan ikke snakke med ham om at der skal ske noget nyt. Ikke engang, at han skal skifte skole, for det er for voldsomt for ham. Forandringer for ham, jamen det skal helst ikke ske. Hvis vi bliver nødt til at splitte familien op, så bliver det noget med, at far ringer hver aften og siger godnat. Altså… Det vil ikke gå. Det tror jeg slet ikke at han ville kunne klare.”

Det er et sigende citat for det pres på det allermest nære, som nogle berørte borgere oplever: Man står i en presset og endnu tilspidsende økonomiske situation, hvor der er relativt stor indkomstforøgelse forbundet med at splitte familien op, og gå til hver til sit. I forskellige variationer føler interviewpersonerne sig pressede ud i at reflektere over spørgsmålet om, hvorvidt prisen for at bibeholde det, de lever for, er så høj, at der bliver for lidt at leve af. En kontanthjælpsmodtager fortæller, at hendes forsørgende kæreste blev mødt med krav fra kommunen om, at han skulle opsige sine private pensionsopsparinger og bruge dem til at forsørge hende. Hun fortæller om situationen på denne måde:

”Jamen altså. Jeg ved næsten ikke, hvad jeg skal sige. Det er så dybt uretfærdigt, at han skal opsige sine pensionsopsparinger for min skyld. Arbejdet har forlangt at han skal betale ind til de pensioner. Da han fortalte mig det, sagde jeg at ”så må du flytte. Jeg skal ikke være skyld i, at du ikke har de penge, til den tid!” Men det er en lille pris for at bevare sin familie, siger han.”

En højtuddannet kvinde på 30, som lever sammen med en kontanthjælpsmodtager med svær ADHD, beskriver, hvordan hun og kæresten, der sammen har en datter på otte måneder, har forsøgt at undgå at drøfte spørgsmålet om, hvorvidt de kan blive sammen fremover. Hun kalder det at ”lege struds”:

”Jeg har da tænkt meget over, hvad for et liv og hvad for en barndom, vi kan tilbyde vores datter. (…) Vi får jo ikke gjort noget med min datter. Hun er otte måneder nu, så lige nu, jamen der er det måske ikke så vigtigt. Men hun risikerer jo at få en røvsyg barndom, og det er ikke rart at tænke på. Vi har helst ikke ville tale om at flytte fra hinanden.

Interviewer: Så det har I ikke gjort?

Jo, vi har gjort det. Det er ikke helt klart, hvor meget vi egentlig ville få ud af det, jeg ville fx stadig ikke kunne få boligsikring, men jeg ville nok kunne få noget ekstra institutionstilskud. Men det ville give noget luft i økonomien. Det har ingen af os lyst til. Vi klarer os bedst sammen, for vi har det bedst sammen og vi er bedst sammen. Så vi holder sammen. Men vi skal jo have mad på bordet.”

En kvindelig kontanthjælpsmodtager, som ikke vil kunne tage sig af sine børn alene, fortæller i lignende vendinger:

”Jamen så er der jo… den tanke [at flytte fra hinanden] kan jeg ikke engang… Det kan jeg slet ikke bære, altså. At skulle flytte fra mine børn. Det er simpelthen det værste, jeg kan forestille mig. Så jeg håber at jeg er afklaret til den tid.” [som mange andre håber hun på fleksjob eller førtidspension] 

Ofringsstrategier
Regelændringen giver anledning til, at mennesker forsvarer det, de føler, de lever for, ved at følge det, man kan kalde for forskellige former for ofringsstrategier. De ofrer sekundære goder for at bibeholde det, der opleves som primære gode. Mit interviewmateriale er endnu meget spinkelt, men jeg ser forskellige eksempler på sådanne ofringsstrategier. Nogle ofrer for eksempel alt det, der kan karakteriseres som det unødvendige, og som dækker over et bredt spektrum. Fra at melde børnene ud af fritids-og sportsklubber over tilbudsjagt og salg af bil, fjernsyn og ting med affektionsværdi til at flytte i en billigere bolig. En finkæmning af budgettet for sparemuligheder. En anden ofringsstrategi handler om at ofre værdigheden. For eksempel ved at begynde at skralde (at samle mad fra supermarkeders containere) selvom det opleves som ”ekstremt ulækkert” og ”ydmygende”. Et tredje offer består i ofringen af medborgerskabslige principper ved at begå socialt bedrageri: Hvis forholdets ene part ændrer folkeregisteradresse til ”et værelse ude i byen”, men reelt stadig er hos familien, vil den samlede indkomst forhøjes samtidig med, at familien kan blive sammen. Det er imidlertid følelsen af at være en ”almindelig borger” med ”sunde livsværdier”, der hermed ofres.

Endelig, og som det fjerde, ofrer nogle, simpelthen kærlighedsforholdet til samleveren for at kunne opretholde værdige rammer omkring deres børn. En midaldrende, kvindelig kontanthjælpsmodtager er en særligt stærkt billede på denne ofringsstrategi. Hun fortæller, at hun har taget beslutningen om, at hun flytter fra sin kæreste. Hendes søn, der er ramt af ADHD, har brug for faste rutiner i hverdagen, så det går ikke at være ”fritidskærester” med nogen, der så kommer forbi engang imellem. Det kan sønnen ikke finde ud af. Derfor har hun taget beslutningen om at lave et ”clean cut”, hvor hun i fremtiden ikke længere skal se sin nuværende kæreste. Om sin egen fremtid på ”kærlighedens marked” siger hun blandt andet:

”Jeg er single og jeg vil være single, så længe jeg er i den her situation. Det vil sige indtil jeg får et flexjob eller indtil børnene flytter hjemmefra. Det er nok en betydelig årrække… Jamen, det er jo helt logisk: Hvem vil finde sammen med en kontanthjælpsmodtager med børn, når det betyder, at man skal forsørge dem? Ville du?! Nej vel.”

Det er kærlighedslivet, som her må ofres, i et forsvar for tryghed og værdighed i børnenes opvækst.

Afrundende bemærkning
Det er selvindlysende rigtigt, at det er en god ting at give mennesker noget at leve for. Men det konkrete workfarepolitiske indhold, som de velklingende plusordskonstruktioner retfærdiggør, er i mindre grad selvindlysende rigtigt. Åndelighed og mening forstås her i tråd med en senkapitalistisk arbejdsetik, der gør arbejdsmarkedet til privilegeret arnested for skabelsen af menneskelig mening. Det er en enøjet optik, som slører blikket for værdien af det levede liv udenfor arbejdsmarkedet efter devisen: Hvis meningsfuldhed fås på arbejdsmarkedet, må liv udenfor som udgangspunkt være meningsløse. Kontanthjælpsmodtageren har, betragtet med dette blik for åndelighed, ikke så meget tilbage at miste. Han er allerede passiv og alene.

Når det politiske projekt snævert fokuserer på at pumpe meningsfuldhed i form af arbejdsmarkedstilknytning ind i udsatte menneskers liv, sløres blikket for det skadelige tab af mening som politikkens nedbarbering af det materielle niveau faktisk forvolder i disse menneskers liv. Derfor opleves den førte politik så paradoksal, nærmest voldelig, når den betragtes fra nogle af de berørte borgeres perspektiv: De har jo en masse at miste. Det er denne masse af mening, som med de ændrede regler kommer under pres, og som de berørte nu på forskellig vis desperate forsøger at forsvare. Blandt andet igennem de forskellige ofringsstrategier, som jeg optegnede ovenfor.

Det leder til et væsentligt spørgsmål: Kan et etisk funderet politisk program, der i sin visionserklæring bestræber sig på at give mennesker noget at leve for, i praksis lede til det modsatte? Et stærkt oplevet pres på udsatte mennesker for at opgive det, som de rent faktisk lever for. De nære relationer, parforholdet og forholdet til sine børn. I det øjeblik, hvor man sammen med sin livspartner sidder i stuen og regner ud, at man for at sikre børnene en værdig opvækst bliver nødt til at flytte hver for sig uden for meget fremtidig kontakt, klinger slagordet om at ’ingen overlades til sig selv’, temmelig hult.


[1] Af forskellige årsager oplever de interviewede det ikke som en realistisk mulighed at finde et arbejde her og nu: Syv af de ni er erklæret ikke-arbejdsmarkedsparate, og døjer med forskellige sygdomme og skavanker. De to resterende oplever det som vanskeligt at komme ind på et presset arbejdsmarked.