Det truede arbejdsliv - hvad er prekært arbejde?
Af Barbara Fersch

Offentliggjort: 15. april 2014

Arbejde på irregulære vilkår – såkaldt truet eller prekært arbejde – breder sig mere og mere. Denne udvikling kan føre til problemer vedr. utryghed og eksklusion blandt de ”atypiske”, som tit diskuteres i forbindelse med begrebet ”prekært arbejde”. Artiklen præsenterer diskussionen om prekært arbejde og prekaritet i fransk og tysk arbejdssociologi og relaterer den til situationen for de atypiske beskæftigede i Danmark.

Atypisk arbejde (f.eks. vikaransættelse og andre former for løse arbejdsforhold) breder sig mere og mere. Et meget brugt begreb i dette sammenhæng er ”prekært arbejde”. Men hvad indeholder det? Begrebet blev først brugt – både i offentlig debat og i forskningen – i Frankrig og ud fra dens betydning på fransk kan ”prekært” oversættes til ”usikkert” eller ”truet”. I denne artikel vil jeg kaste lys over hvordan prekaritet og prekært arbejde defineres og diskuteres i fransk og tysk arbejdssociologi – to lande hvor både problemer med prekært arbejde og diskussion i offentligheden og forskningsverden har fyldt meget i mange år. Til sidst vil jeg relatere dette til situationen i Danmark.

Om prekært arbejde, prekarisering og prekaritet
Begrebet prekaritet (eller précarité) stammer oprindelig fra den politiske debat i Frankrig tilbage i 1970’erne. Senere er begrebet også blevet brugt i fransk sociologi. Pierre Bourdieu (1998) skrev om prekaritet i nogle af sine mere politiske bidrag. Han beskrev prekaritet som en samfundsmæssig udvikling hen mod en mere generaliseret usikkerhed, som er begrundet i forandringer i økonomien og på arbejdsmarkedet. Han skrev om prekaritetens effekter:

Prekariteten påvirker dem stærkt, som finder sig i den.  Når folk er efterladt i mørke vedrørende deres fremtid, nægtes de samtidig al rational forventning om fremtiden og især et minimum af håb og tro på fremtiden, som er nødvendig for en først og fremmest kollektiv opstand imod en stærkt uudholdelig fremtid (Bourdieu 1998, s. 97, oversættelse af forfatteren).

Sociologen Robert Castel har udviklet begrebet videre – både analytisk og teoretisk – i sine studier af lønarbejdets udvikling i Frankrig i forbindelse med velfærdsstatens udvikling. Her ligger hans fokus på det integrerende aspekt af arbejde i det hele taget:

Faktisk er der en stærk korrelation [...] mellem den plads, man optager i den sociale  fordeling af arbejdet og ens deltagelse i sociale netværk og systemer af social sikring (Castel 2002, s. xv, oversættelse af forfatteren).

Derfor konstituerer det ”typiske” eller normale lønarbejde – ifølge Castel-  ikke kun et økonomisk statsborgerskab (citizenship), men er også et nødvendigt grundlag for det sociale statsborgerskab. Dvs. på grund af denne korrelation kan atypisk arbejde eller arbejdsløshed føre til alvorlige problemer med eksklusion.

Udviklingen inden for organiseringen af erhvervslivet og økonomien (f.eks. udbredelsen af neoliberal tænkning, deregulering af arbejde, fleksibilisering af produktion og beskæftigelse / arbejde) førte til en udvidelse af en række arbejds- eller ansættelsesformer, der var - og stadigvæk er - atypiske og som kan være prekære.

Ifølge Castels analyse medførte denne udvikling en splittelse på arbejdsmarkedet og opdelte den arbejdende befolkning i tre zoner: For det første er der en "integrationszone”, som indeholder alle dem, som har regulær, fast beskæftigelse og dermed stadigvæk fuld inklusion i sociale netværk og sikkerhed. For det andet er der en "frakoblingszone" bestående af mennesker, der er mere eller mindre permanent udelukket fra regelmæssig beskæftigelse (for eksempel langtidsledige). Ind i mellem disse to zoner er der blevet etableret en "zone af prekaritet ", befolket af en heterogen gruppe af mennesker med atypiske, usikre job. Castel beskriver flere former for midlertidigt og deltidsarbejde som eksempler på usikre ansættelsesforhold. Ifølge Castel har dem, som er ramt af prekært arbejde en tendens til at affinde sig med disse betingelser. I sidste ende leder det til problemer med fremtidsplanlægningen og udviklingen af positive fremtidsforventninger, hvilket er en dynamik som Bourdieu også har taget op (se ovenfor).

Den eksklusion, som den prekære gruppe er udsat for, er ikke statisk eller fast. Tværtimod. Gruppens situation og sociale position er netop karakteriseret ved at være flydende og ambivalent, karakteristisk ved at rumme elementer af både inklusion og eksklusion på samme tid. (Castel 2002)

I den tyske arbejdssociologiske diskurs fremhæves, at på trods af at prekarisering og prekært arbejde er konsekvenser af atypisk arbejde, så kan man ikke kalde alle former for atypisk arbejde prekært.

I deres studie af prekært arbejde i Tyskland understreger Brinkmann (Brinkmann et al 2006), at nogle højt specialiserede og velbetalte former af atypisk arbejde – for eksempel som it-konsulenter – ikke kan betegnes som prekært, selvom konsulenternes arbejde er atypisk. De fleste studier – så som Castels (2002) og Brinkmanns (2006), finder hovedandelen af prekaritet blandt folk med lav eller ingen uddannelse, men de finder dog også at højtuddannede og akademikere kan være ramt.

Det bliver tydeligt, at prekaritet og prekært arbejde er begreber som er fortolket forskelligt i arbejdssociologien. I den tyske diskurs er de fleste forfattere dog være enig om følgende tre dimensioner som definerer fænomenet prekaritet:

(1) En materiel dimension: Arbejde er prekært, hvis man ikke kan leve fra hovedindkomsten og/eller hvis hovedindkomsten ligger under et socialt-kulturelt acceptabel minimum

(2) En social - kommunikativ dimension: Arbejde er prekært, hvis personen er udelukket fra (ligeværdig) deltagelse i sociale netværk på arbejdspladsen

(3) En retslig – institutionel dimension: Personen er ekskluderet / delvis ekskluderet fra institutionelle sociale rettigheder og deltagelsesmuligheder pga. atypisk arbejde (Brinkmann et al 2006 )

Det vil sige at her er prekaritet – i overensstemmelse med Castel – defineret ud fra spørgsmålet om, hvorvidt den enkeltes samfundsmæssig eksklusion er betinget af atypisk arbejde. Her bliver det også klart, at de inddragede problematikker er påvirket af den specifikke nationale kontekst i henholdsvis Frankrig og Tyskland. Dette bliver især relevant vedr. den sidstnævnte dimension: Frankrig og Tyskland placeres som regel under dem konservative velfærdsstatstype (Esping-Andersen 1990), hvor inklusion og social sikring i højere grad er betinget af deltagelse på arbejdsmarkedet. Atypiske arbejdsformer giver pga. det tit en mindre god (eller ingen) adgang til sociale sikringssystemer, hvilket kan føre til eksklusion. I de skandinaviske lande og de socialdemokratiske velfærdsstater spiller dette derfor en mindre rolle, fordi inklusionen her i mindre omfang er betinget af deltagelse på arbejdsmarkedet.

Atypisk arbejde i Danmark
Fra komparativ velfærdsstatsforskning ved vi, at adgang til sociale rettigheder og sociale sikringssystemer følger forskellige logikker og principper i forskellige lande.

Litteraturen er enig om, at man i den konservative type som tendens får adgang til social sikring og sociale rettigheder igennem ens deltagelse på arbejdsmarkedet, hvorimod den skandinaviske eller socialdemokratiske velfærdsstatstype (hvorunder Danmark typisk indplaceres) følger et universalistisk princip – det vil sige en ide om, at alle skal have lige adgang til sociale rettigheder (Anttonen & Sipilä 2012). 

Derfor er det ikke overraskende at de ”atypiske” har et større risiko for eksklusion i lande som Tyskland og Frankrig end i f.eks. Danmark. Det viste sig også at være tilfaldet i min komparative undersøgelse af utryghed og usikkerhed bland mediefreelancere i Danmark og Tyskland. Disse meget atypiske arbejdsformer er mindre truet af eksklusion fra sociale sikringssystemer i Danmark end i Tyskland. (Fersch 2009 & 2012)

Men det må ikke glemmes, at det drejer sig om idealtyper (som beskriver fællestrak af velfærdsstaten, men ikke alle elementer), hvis man snakker om velfærdsstatsregimerme. Ikke alle velfærdsstatslige programmer i Danmark er universalistiske, og derudover er der mange velfærdsstatsforskere, som påpeger, at universalismen er på tilbagetog i den danske velfærdsstat (Greve 2004, Andersen 2012).

Arbejdsmarkedspensionerne (AMP) er et iøjefaldende eksempel af på et socialt sikringselement i den danske velfærdsstat som ikke er universelt, men hvor adgang er betinget af deltagelse på arbejdsmarkedet (hovedsagelig gennem standardiserede beskæftigelsesformer). Derfor er det ikke overraskende at AMP viste sig at være netop det element, hvor der kunne findes den største eksklusionsrisiko blandt danske freelancerne i mit komparative studie. (Fersch 2009 & 2012). Resultaterne af LO-undersøgelsen om atypisk ansætte (som også kigger på forskellige eksklusionsrisici blandt atypiske ansatte) peger i samme retning – i 2010 var der kun 41% af de atypisk ansatte i deres studie, som var dækket af arbejdsmarkedets pensioner. (Scheuer 2011). Hvis det forholder sig sådan, at AMP er på vej til at blive den vigtigste søjle i det danske pensionssystem så drejer det sig om en eksklusion som kan vise sig at være alvorlig i fremtiden.

Spørgsmålet om prekaritet og dermed problemerne med social eksklusion på grund af atypiske arbejdsforhold giver derfor argumentationsgrundlag for en ny styrkelse af universalismen: Hvis det er velfærdsstatens mål at yde dækkende og tilstrækkelig social sikring for alle - også for atypiske ansætte, - så kan fastholdelse af det universalistiske princip være et vigtig element i kampen mod prekarisering.

Litteratur
Andersen, Jørgen Goul (2012): Universalization and de-universalization of unemployment protection in Denmark and Sweden. . I: Anttonen, Anneli, Häikiö, Liisa & Stefansson, Kolbeinn: Welfare State, Universalism and Diversity. Cheltenham: Edward Elgar
Anttonen, Anneli & Sipilä, Jorma (2012): Universalism in the British and Scandinavian social policy debates. I: Anttonen, Anneli, Häikiö, Liisa & Stefansson, Kolbeinn: Welfare State, Universalism and Diversity. Cheltenham: Edward Elgar
Brinkmann, Ulrich & Dörre, Klaus & Röbenack, Silke & Kraemer, Klaus & Speidel, Frederic (2006): Prekäre Arbeit. Ursachen, Ausmaß, soziale Folgen und subjektive Verarbeitungsformen unsicherer Beschäftigungsverhältnisse. Bonn: Friedrich-Ebert-Stiftung
Bourdieu, Pierre (1998): Prekarität ist überall. I: Bourdieu, Pierre : Gegenfeuer. Wortmeldungen im Dienste des Widerstands gegen die neoliberale Invasion. Konstanz: UVK Verlagsgesellschaft
Castel, Robert (2002): From Manual Workers to Wage Laborers: Transformation of the Social Question. Piscataway: Transaction Publishers
Esping – Andersen, Gøsta (1990): The Three Worlds of Welfare Capitalism. Princeton: Princeton University Press.
Fersch, Barbara (2009): Work and Life Patterns of Freelancers in the (New) Media A Comparative Analysis in the Context of Welfare State and Labour Market Regulations in Denmark and Germany. Aalborg: Institut for Sociologi, Socialt Arbejde og Organisation
Fersch, Barbara (2012): ‘German Angst’vs ‘Danish Easy-going’? On the Role and Relevance of Insecurity and Uncertainty in the Lives of Freelancers in Denmark and Germany. I: Sociology, 46 (6), s. 1125-1139.
Greve, Bent (2004): Denmark: Universal or Not So Universal Welfare State. I: Social Policy and Administration 38 (2), s. 156 – 169
Scheuer, Steen (2011): Arbejde på risikovilkår– Fleksibilitet og manglende tryghed. I: LO-dokumentation Nr. 1/2011