OK-15 i den offentlige sektor er under opsejling. Arbejdsgiverne ved hvad de vil. Hvad vil fagbevægelsen?
Af Søren Andersen

Offentliggjort: 15. april 2014
Denne artikel er koblet til temaet: Fagbevægelsen. Klik på temanavnet for at se mere

En række overordnede rammer er ved at være på plads i optakten til OK-15 i den offentlige sektor. De private overenskomster er stemt hjem med et overbevisende ja-flertal og en valgdeltagelse på 37,7 % gjorde nærmest Harald Børsting forårskåd.

En treårig overenskomst periode med en samlet økonomisk ramme på knap 5 %.

Disse private rammer for de næste tre år vil gentage sig, når parterne på det offentlige område sætter sig til forhandlingsbordet. Det offentlige skal ikke være lønførende og arbejdsgiverne har ingen ønsker om, at de to arbejdsmarkeder kommer i takt.

Produktivitetskommissionens afsluttende rapport med en række anbefalinger på det offentlige område vil være rammesættende for arbejdsgivernes krav og strategi.

Produktivitetskommissionen har følgende anbefalinger:

”Parterne på det offentlige arbejdsmarked indgår mere rammeprægede overenskomster, der giver mulighed for større fleksibilitet i løsningen af de offentlige serviceopgaver. Konkret anbefales det, at:

  • Parterne på det offentlige arbejdsmarked indgår bredere overenskomster for større grupper af ansatte, så der skabes mulighed for en mere fleksibel opgavetilrettelæggelse på tværs af fagområder.
  • Kompetencen til at indgå lokale aftaler om bedre udnyttelse af arbejdstiden decentraliseres, så lederne, medarbejderne og tillidsrepræsentanterne får bedre muligheder for at indgå sådanne aftaler.”

Kommissionen har følgende anbefalinger omkring løndannelsen:

”Parterne på det offentlige arbejdsmarked arbejder for, at der i den praktiske anvendelse af de offentlige overenskomster skabes en tættere kobling mellem medarbejdernes kompetencer og præstationer og deres løn. Det kan ske ved, at

  • En større del af lønmidlerne bringes i spil til individuelle lønforhandlinger. Hvis lønmidlerne fra reguleringsordningen og de centrale lønforhandlinger i højere grad fordeles på de enkelte institutioner og udmøntningen sker lokalt, kan der skaffes flere midler til lokal løndannelse.
  • Der skabes bedre vilkår for individuelle lønforhandlinger, så rammerne for og afholdelsen af individuelle lønforhandlinger på den enkelte arbejdsplads gøres enklere og mere fleksibelt.
  • En god indsats i højere grad belønnes ekstraordinært – fx ved at en enkelt medarbejder eller gruppe af medarbejdere modtager en bonus efter et tilfredsstillende resultat.”

Alle disse anbefalinger sammen med den underliggende tone af en styrkelse af det lokale ledelsesrum passer som fod i hose til de krav arbejdsgiverne har fremsat ved de seneste to overenskomstfornyelser.

Hertil skal lægges regeringens erklærede mål om frem mod 2020 at spare 12 mia. kr. på den offentlige sektor.

Scenen er sat for de offentlige arbejdsgivere, der nu kan underbygge kravene med anbefalinger fra Produktivitetskommissionen og det økonomiske sparemål.

Hvad siger modparten – fagbevægelsen?
Indtil videre ikke ret meget. Lidt defensive udmeldinger om Produktivitetskommissionen og absolut ikke noget om mål og midler for OK-15.

Et bud på en forklaring kan være, at fagbevægelsen fortsat er i granatchok efter at Corydon og KL kørte lærerne over ved OK-13. Dette sammenholdt med at fagbevægelsen ikke viste sammenhold og solidaritet i lærerkonflikten, hvor det kun blev til nogle symbolske handlinger for i det mindste ikke at vende lærerne ryggen. I KTO kunne parterne ikke blive enige om at stille fælles lønkrav.

Allerede ved opstillingen af krav i KTO viste uenigheden sig, idet KTO ikke var i stand til at fremsætte fælles lønkrav. Splittelsen mellem de højest lønnedes ønsker om procentvise stigninger kontra de lavestlønnede ønsker om lønstigninger i kroner og ører slog ud i lys lue.

Uenighederne mellem fagforeningerne er fortsat, idet FOA og DLF ikke ville være med i trepartsaftalen om en Tillidsreform.

En anden vigtig forklaring er, at der er opbrud i forhandlingsfællesskaberne. Sundhedskartellet har besluttet at nedlægge sig selv, hvis de sammen med KTO kan skabe et nyt fællesskab. Det er både en god og en mindre god nyhed. Den gode nyhed er, at organisationerne samler sig med alt hvad det medfører af større slagkraft og fællesskab. Den mindre gode nyhed er, at når der skabes et nyt fællesskab så skal der også etableres en ny magtfordeling. Det kan udstille konflikterne i LO mellem FOA og HK, samt sætte spørgsmålstegn ved om lærernes formand fortsat skal være formand for det nye fællesskab. Sygeplejerådets formand Grethe Christensen kommer trods alt med godt 100.000 medlemmer fra Sundhedskartellet.

Dur den danske model overhovedet til den offentlige sektor?
Konflikten ved OK-13 og Folketingets indgreb rejser det principielle spørgsmål, om den danske model skal være rammen for overenskomstforhandlingerne i den offentlige sektor. Modellen er bygget op over mange år i den private sektor med gensidig anerkendelse af forhandlings- og aftaleret samt tilladte konfliktmidler.

Forhandlings- og aftaleretten er kronjuvelerne for fagbevægelsen også i den offentlige sektor. Det er svært at se rationalet for at strejke i den offentlige sektor, i og med at målet er at ramme arbejdsgiveren på pengepungen. Det modsatte sker, idet de offentlige arbejdsgivere sparer penge og kan samtidig tømme strejkekassen som det skete hos sygeplejerskerne i 2008.

Kobles dette med, at arbejdsgiverne sidder med det ultimative våben nemlig lovgivningsmagten, der åbner op for et indgreb, så skal alternativer diskuteres eller andre kampmidler og metoder udvikles.

En anden omstændighed der svækker fagbevægelsens muligheder for at sætte magt bag kravene, er den måde forhandlingerne er tilrettelagt på. På det private område er det ”industrien” der sætter retning og ramme for de nye overenskomster. På det offentlige område er det staten, i skikkelse af Corydon, der bestemmer farten. Netop på statens område står fagbevægelsen relativt svagt og hvis strejkevåbnet skal tages i brug, kan store velfærdsområder ikke rammes.

Mobilisering af både medlemmer og offentlighed
På trods af den rungende tavshed fra fagbevægelsens side, må vi forvente, at når det nye forhandlings fællesskab er skabt så kommer udmeldinger der kan mobilisere medlemmerne.

Allerede nu er det dog vigtigt, at fagbevægelsen gør sig tanker om, hvordan mediekrigen kan vindes og især, hvordan ”den offentlige mening” kommer på fagbevægelsens side. Læren fra OK-13 er, at KL tidligt i forløbet fik sympatien på sin side ved at kalde opgøret med lærernes arbejdstid for en ”normalisering”. Sympatien svandt dog efterhånden som det blev tydeligt, at arbejdsgiverne ikke havde tænkt sig at indgå i reelle forhandlinger, men ville have DLF til betingelsesløst at skrive under på arbejdsgivernes krav.

Arbejdsgiverne er igen kommet godt fra land ved at lancere begrebet ”borgeren i centrum”, et begreb hvorunder overenskomsterne skal indordne sig. Det betyder færre bindinger omkring arbejdstiden og færre regler der begrænser ledelsesretten, herunder muligheden for at stække tillidsrepræsentantens- og dermed organisationens rettigheder.

Fagbevægelsen må tage et opgør med Finansministeriets forestilling om, at den offentlige sektor er en udgift og dermed en konkurrenceparameter i selvforståelsen af, at vi lever i ”konkurrencestaten”.

Fagbevægelsen må sætte en kampagne i gang der godtgør, at en velfungerende offentlig sektor forudsætter engagerede medarbejdere, der har medbestemmelse over deres arbejdsliv og som samtidig er forudsætningen for velfærd og tryghed.

Der er meget der tyder på, at OK-15 kommer til at handle om ledelsesretten og organisationernes indflydelse gennem deres tillidsrepræsentanter. Den kamp må ikke skygge for, at medlemmerne er trætte af smalle overenskomstforlig og kun får reddet reallønnen, fordi det kapitalistiske samfund er i krise med en ekstrem lav inflation til følge.

På trods af at der er optræk til en konfrontation om organisationernes indflydelse og aftaleret, så bliver der næppe konflikt. Arbejdsgiverne vil ikke betale den politiske pris det koster med en gentagelse af lærerkonflikten og Corydon vil holde sig i skindet, fordi der er folketingsvalg i efteråret 15.