LO og FTF - et anstrengt fornuftsægteskab forude eller en ny klassealliance
Af Jonas Gielfeldt

Offentliggjort: 15. april 2014

LO forsøger at løse medlemskrisen gennem fusionsplaner med FTF. Dermed er over 60 års adskillelse mellem arbejdere og funktionærer måske forbi. Det centrale spørgsmål er så, hvad udkommet af denne kobling mellem arbejderklassen i LO og middelklassen i FTF bliver. Kan der skabes en faglig politik, for LO-medlemmerne og de dele af funktionærområdet, der også er blevet tabere krisepolitikken (lærere, sygeplejesker og andre praktikere), kan det skabe mulighed for en ny og potentielt stærk klassealliance. Mere nærliggende kan man dog i lyset af FTF's ageren under konflikten i OAO frygte, at FTF for at varetage deres medlemmers interesser, vil orientere fagbevægelsen endnu mere mod samfundets dominerende klasser og statsmagten. Dermed kan LO endnu sværere ved at varetage arbejdermedlemmernes interesser, og hvad der i udgangspunktet skulle styrke fagbevægelsen medlemsmæssigt kan ende med at intensivere styrtblødningen af medlemmer.

LO's formand Harald Børsting har et seriøst medlemsproblem. Styrtblødningen af medlemmer fra fagbevægelsen bare fortsætter, og for at polstre fagbevægelsen medlemsmæssigt, går Børsting nu med fusionsplaner. Fusionsbølgen har længe rullet igennem fagbevægelsen, hvor stadigt flere forbund er blevet lagt ind under store forbund, men her er der tale om en historisk sammenlægning mellem arbejdere og funktionærer, der har været adskldte siden FTF brød ud af arbejderbevægelsen i 1952.

FTF har længe vægret sig ved at skulle slåes sammen med LO, men piben har fået en anden lyd på det sidste. Bente Sorgenfrey udtalte således til Berlingske Tidende i slutningen af januar,

”Vores bagland er på mange måder blevet langt mere positive over for en fusion, for når LO svækkes, svækkes vi også,”[i]. Længere tids modstand fra FTF er således blødt op. Også BUPL's formand Henning Pedersen er positivt indstillet på en fusion mellem de to hovedorganisationer. Han udtalte i oktober 2013;

"»Jeg tror, at det vil gavne indflydelsesmulighederne, at vi samler os til én hovedorganisation. Vi vil tale med en stærkere stemme, og der vil blive lagt mere mærke til os. Vores medlemmer har jo også brug for, at vi kan præge den store politiske dagsorden, som i sidste ende har betydning for deres arbejdsvilkår"[ii]. Fusionen er således tættere på end nogensinde. Men hvorfor lige nu?

Grunden til at især Børsting er så interesseret i fusionen er, at han står på en brændende platform. Tal fra Danmarks Statistik viser, at LO fra 2008-2013 har mistet næsten 156.000 medlemmer. Til sammenligning har FTF mistet lidt over 10.000 medlemmer i samme periode. At miste medlemmer i den størrelsesorden LO mister dem, er på alle parametre noget skidt. Det er skidt fordi at overenskomstdækningen bliver mindre og man dermed mister legitimitet, når man skal tage slagsmål med arbejdsgivere og stat. Men det handler også koldt og kynisk om, at medlemmerne er det økonomiske fundament for LO og den danske model. Hvis LO bliver for økonomisk presset af medlemsflugten, så kan det begynde at gå ud over den danske model, der er alt andet end gratis at vedligeholde. Det ved Børsting kun alt for godt, og derfor forsøger han ret beset at fusionere sig ud af LO's faldende medlemstal, hvilket intuitivt kan give god mening. Men der er en række problemer i denne måde at tænke på.

Historien skræmmer
Det centrale spørgsmål burde ikke være volumen, men hvorvidt der er et interessefællesskab mellem LO- og FTF-medlemmet, og om en fælles fagpolitisk platform kan dannes mellem de to hovedorganisationer og de forbund, der er under dem.

Ser man historisk på relationen mellem LO og FTF, så er fusionen ikke ukontroversiel. FTF blev stiftet i 1952 som et direkte opgør mod den 'røde' fagbevægelse i LO, der ifølge FTF varetog arbejdernes interesser meget bedre end funktionærernes- og tjenestemændendes interesser. Derfor ville FTF være uafhængig af både LO og i sidste instans Socialdemokratiet. Mere end det handlede om et standsmæssigt snobberi, handlede det om, at FTF ikke opfattede sig som en del af arbejderbevægelsen, og ikke solidariserede sig med dens organisationer ej heller deres medlemmer. Dengang i 1952 var det i høj grad en konflikt mellem arbejderklassen og middelklassen, der resulterede i FTF's soloridt.

Men det var dengang, ville mange måske sige. Ikke nødvendigvis. I sommeren 2013 var der et kæmpe rabalder i samarbejdsorganisationen for de offentligt ansatte OAO som jeg tidligere har behandlet i Kritisk Debat[iii]. Her brød FOA ud af samarbejdet med de offentlige FTF'ere og AC'ere, fordi de to sidstnævnte havde sagt ja til regeringens tillidsreform. En reform der blandt andet skal finde penge til statsbudgettet gennem effektiviseringer af den offentlige sektor. FOA vidste godt, hvad den slags betyder - flere fyringer af varme hænder og flere bureaukrater i top- og mellemlag, der skal implementere og kontrollere disse effektiviseringer. Det ville alt andet lige betyde ringere vilkår for LO-medlemmerne i det offentlige (hvoraf de fleste er  i FOA). For AC-siden var tillidsreformen i langt mindre grad et problem. Dels ville medlemmerne måske blive ramt af effektiviseringer, men det ville være i langt mindre grad end for FOA's medlemmer. Samtidigt kunne der muligvis blive skabt flere AC-stillinger i det offentlige, når den øgede effektivisering skal implementeres og kontrolleres. AC-siden sagde ja tak til tillidsreformen.

FTF som mellempositionen var her helt afgørende for OAO's orientering ift. tillidsreformen. FTF er på mange måder delt interessemæssigt. Man har mange ledere i FTF og andre faggrupper, der vil se positivt på tillidsreformen. Omvendt er der også de praksisorienterede faggrupper i FTF fx lærere, sygeplejersker, pædagoger og socialrådgivere, der næppe vil bifalde endnu mere kontrol og flere nedskæringer. Det vil således have givet god mening, hvis FTF havde orienteret sig mod FOA og LO siden i OAO konflikten. Det skete bare ikke. FTF solidariserede sig i stedet med AC-siden, og  statsmagten, de offentlige arbejdsgivere, og deres nedskæringspolitik. Tilbage stod FOA isolerede, og valgte derfor at forlade OAO i protest.

Undertegnede mener, at FTF med god ret kunne have allieret sig med arbejderklassen og samtidigt have varetaget mange af deres egne medlemmers interesser. FTF selv mente derimod, at alliancen skulle gå opad mod AC'erne, de offentlige arbejdsgivere og staten, og at dette var den bedste måde at varetage medlemmernes interesser på, hvilket der også kan være gode argumenter for, qua FTF også organiserer faggrupper, der vinder på det øgede kontrolapparat i tillidsreformen.

Spørgsmålet der presser sig på er, om klassepositionerne i LO og FTF kan samordne deres interesser i en stærk faglig politisk platform?  

Klasseinteressernes betydning
Det er vigtigt at holde sig for øje, at det danske samfund stadig er et klassesamfund, og dette udkrystalliseres når man ser på de tre hovedorganisationer LO, FTF og AC, der i mange henseender repræsenterer tre forskellige dele af den danske klassestruktur. LO forbundene organiserer arbejderklassen, dem der arbejder i produktionen både faglært og ufaglært, serviceområdets arbejderklasse, og de kortuddannede og lavtlønnede i den offentlige sektor. AC organiserer akademikerne, der typisk vil høre til den højere middelklasse eller overklassen, selv om også AC området gennem universiteternes skift fra elite- til masseuddannelser også bliver bredere og rummer grupper med dårligere livssituationer[iv].

Mellem de to yderpunkter syår FTF i mellempositionen og organiserer dem, der typisk vil blive placeret i middelklassen.

Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har i forbindelse med udgivelsen af bogen Det Danske Klassesamfund lavet en række undersøgelser, der klart viser, at klasserne lever i bedste velgående i Danmark[v].

De brancher FTF repræsenterer placerer AE-rådet klart som middelklasse (især professioner i mellemlagene i den offentlige sektor), hvorimod brancher som LO repræsenterer, lige så entydigt placeres i arbejderklassen (de varme hænder i den offentlige sektor og faglærte/ufaglærte i industrien).                 

Mellem disse klasser er der store forskelle i, hvordan arbejdslivet er organiseret og heraf hvor stort behovet er for den sociale sikring.

For middelklassen er det fx 12,3 % der har belastende arbejdsstillinger mindst halvedelen af tiden, mens det for arbejderklassen er 26,3 %. Ensidigt gentagende bevægelser har 17,8 % af middelklassen halvdelen af tiden, mens det for arbejderen er 36,6 %. Ser man på tunge løft er det 19 % af arbejderklassen, der oplever dette på arbejdet, mens det kun er 4,7 % af middelklassen. På i alt fem indikatorer, der bruges til at måle om man har et fysisk hårdt arbejde, svarer 24,8 % af arbejderklassen "ja" i alle indikatorer, mens det gælder for 14 % af middelklassen. 

Dette afspejler sig også i de to klassers behov for de sociale sikringer. Analysen fra AE-rådet peger således på, at 2,7 % af middelklassen i 2009 var ledig eller i aktivering, mens det gjaldt 5,6 % af arbejderklassen. Kontanthjælpen benyttede 0,4 % af middelklassen sig af, mens det var 0,9 % af arbejderklassen. Sygedagpenge og revalidering benyttede 0,8 % af middelklassen, mens 1,6 % af arbejderklassen var på disse ordninger. Førtidspensionen blev brugt af 2,2 % af middelklassen og 3,0 % af arbejderklassen. Ser man på den snart afviklede efterløn trak 53,4 % af arbejderklassen sig tilbage som 63 årig, mens det var 39,2 % af middelklassen. Som 64 årig var tallene 60 % for arbejderklassen og 43,9 % for middelklassen. 

Arbejderklassen er i langt højere grad end middelklassen afhængig af de sociale sikringsordninger, der skal samle folk op, der rent fysisk går i stykker. LO's vil have stærkere interesser for at forsvare disse ordninger end FTF vil, hvis man skal tage AE-rådets analyse for gode varer.

Hvis man igen vender tilbage til tillidsreformen, så omhandlede den i stor udstrækning autonomien og selvbestemmelsen i arbejdet, hvor FOA frygter mere kontrol og umyndiggørelse af deres medlemmer.

Også ift. kontrollen i arbejder ser man ifølge AE-rådet store forskelle klasserne imellem.

Ser man på muligheder for at påvirke eget arbejde (dvs. hvilke arbejdsfunktioner man skal varetage) er der store forskelle mellem den typiske LO'er og FTF'er, og det er ikke kun fordi FTF organiserer ca. 30.000 ledere. 15,3 % i middelklassen oplever således, at de sjældent eller aldrig har indflydelse på eget arbejde, mens 31,2 % af arbejderklassen oplever sjældent eller aldrig at have indflydelse på egeet arbejde. Ser man 8,4 % af middelklassen oplever sjældent eller aldrig at kunne være med til at tilrettelægge arbejdsgangene, for arbejderklassen er dette tal 17,6 %.  

Konflikten mellem FOA og FTF i OAO giver i dette lys god mening. LO's medlemmer har i langt lavere grad indflydelse på eget arbejde sammenlignet med den typiske FTF'er. Derfor giver det god mening, at FTF i OAO konflikten ikke var så bange for tillidsreformen som FOA var. Igen forskellige interesser.

Der er således klare forskelle mellem de to klasser. Men krisen peger også på muligheder for en tilnærmelse af interesser. Overalt i den vestlige verden tales der om "the middle class under attack". Middelklassen bliver således stadigt mere presset af jobusikkerhed og lønstagnation. Middelklassen er i fare for at forsvinde og synke ned i arbejderklassen. Som professor ved London School of Economics John Van Reenen udtaler “In all OECD countries ‘middle class’ occupations appear to be shrinking relative to those in the bottom as well as the top third”[vi]. Jobs flytter således både op og ned i systemet. Det ses også i Danmark, hvor dele af klassiske middelklassejobs i højere grad bliver varetaget af den voksende gruppe af akademikere, samtidigt med at der også sker en proletarisering af middelklassejobs, der peger den anden vej.

Angrebene på middelklassens rettigheder er da også begyndt. Lærerkonflikten i 2013 var det første klare eksempel på, at dele af FTF'erne også kan forventet den samme medicin som de svageste grupper på arbejdsmarkedet har oplevet.

En trojansk hest eller en ny historisk blok?
Som de politiske konjunkturer blæser i øjebliket (den blå reformpolitik, løntilbageholdenhed m.m.) så vender det den tunge ende nedad. Det er især arbejderklasssen, der bliver ramt. Middelklassen bliver også ramt, men i mindre omfang. For at citere den tyske sociolog Ulrich Beck, så er risiciene demokratisk idet alle rammes, men ulige fordelt. Det store spørgsmål er om det virkelig er fornuftigt for LO at binde sig til FTF, når nu konstituenterne har så forskellige arbejdsliv og behov ift. social sikring. Skal LO, der i forvejen har problemer med at holde på medlemmerne, til at begrænse sig endnu mere i den faglige politik for at gøre FTF tilfredse, kan det betyde en forstærket styrtblødning af frustrerede medlemmer, der ikke føler LO kan varetage deres interesser.

Dette vil ske såfremt FTF vælger at fastholde orienteringen og solidariseringen med samfundets top, som vi så ift. OAO, i et fremtidigt parløb med LO. I dette tilfælde kan FTF blive en trojansk hest, der tager den kapital-affirmative strategi helt ind i centeret af LO. LO skal således ikke længere slås med både arbejdsgiverne, der har vinden i rykken (never waste a good crisis) og den danske stat, der politisk er indstillet på at tjene kapitalinteresser vis a vis arbejderinteresser. Den skal så også til at slås med sig selv. Ikke den optimale vej for den revitalisering af fagbevægelsen, som den i den grad har brug for. 

Man kan dog nære et svagt håb om, at FTF faktisk har tænkt sig at ændre kurs ift. hvad man så i OAO konflikten. Hvis FTF kan se det pres store dele af deres medlemmer er under, og som faktisk er adækvat til det pres LO-lønmodtagerne er under, så er det en gylden mulighed for en ny og potentiel stærk klassealliance mellem arbejdere og funktionærer, mellem arbejderklasse og middelklasse, som seriøst kunne udfordre det neoliberale hegemoni.

Den italienske marxist Antonio Gramsci talte i sine skrifter om en 'historisk blok', dvs. en samordning og organisering af forskellige klasseinteresser under den samme organisations lederskab. Det er den historiske blok, der gennem kulturel og ideologisk kamp og institutionelle og materielle ressourcer kan bryde etablerede hegemonier og skabe sit eget. LO og FTF kan potentielt gøre dette. Som de franske politiske økonomer Gerard Dumenil & Dominique Levy viser, så er det politiske hegemoni afgjort ved de klassealliancer, der dannes. At neoliberalismen er blevet mulig skyldes således solidariseringen mellem middelklasse og borgerskab. Mens velfærdsstaten historisk er skabt gennem en tilsvarende alliance mellem middelklasse og arbejderklasse. Tiden vil vise om dette kan ske igen.


[i]     http://www.kl.dk/menu/LO-og-FTF-gar-i-giftetanke-id146974/
[ii]    http://www.bupl.dk/fagbladet_boern_og_unge/nyheder/bupl_ja_til_fusion_mellem_ftf_og_lo?opendocument
[iii]  http://kritiskdebat.dk/articles.php?article_id=1282
[iv]   Se evt. Magnus Pedersen og Malthe Ribes artikel om prækariatet blandt akademikere: http://kritiskdebat.dk/articles.php?article_id=1360
[v]    http://www.klassesamfund.dk/klassesamfund/analyser
[vi]   http://www.oecdobserver.org/news/fullstory.php/aid/3660/A_hollowing_middle_class.html

Litteratur
Dumenil, Gerard & Dominique Levy - The Crisis of Neoliberalism (2011)
Gramsci. Antonio - The Gramsci Reader - Selected Writings 1916-1935 (red. David Forgacs) (2000)