Verden kan forandres – og den trænger til det!
Af Mikkel Warming

Offentliggjort: 15. april 2014
Denne artikel er koblet til temaet: Socialisme i praksis. Klik på temanavnet for at se mere

Jeg skriver dette indlæg som medlem af den af Hovedbestyrelsen nedsatte skrivegruppe, men jeg skriver på egne vegne.

Udkastet til principprogram for Enhedslisten er forfattet af en skrivegruppe, nedsat af Hovedbestyrelsen. Vi har ikke bare skrevet frit derudaf, men har haft en ret klar opgave som Enhedslistens Årsmøde 2013 definerede i sin vedtagelse om principprogram-processen.

Årsmødet har vedtaget i klare vendinger, at principprogrammet skal indeholde tre dele; de grundlæggende principper som et socialistisk samfund skal bygge på, en kort analyse af det kapitalistiske samfund og hvordan vil arbejder for samfundsforandringer. Det er helt centralt at programmet skal være bredt tilgængeligt – og altså ikke være skrevet i det akademiske sprog som venstrefløjen, inkl. Enhedslisten tidligere har exeleret i.   Og så skal programmet være kort – og ikke indeholde selvstændige afsnit om hvert enkelt politikområde.

Jeg har brugt lidt plads på den opgave der er stillet, fordi den altså har lagt klare rammer og været vigtige for hvordan programudkastet ser ud.

Selve programudkastet slår, som Curt Sørensen er inde på i sin ikke ukritiske artikel i Kritisk Debat, nogle selvfølgeligheder fast :

At de samfund vi lever i er skabt er mennesker – og at den uretfærdighed, arbejdsløshed, ulighed m.m. som vi oplever er skabt af – og kan ændres af mennesker. At der eksisterer grundlæggende modsætninger, og at der foregår kampe i samfundet.

Og vi slår fast at vores mål er at skabe frihed. Frihed for den enkelte til at forme sit liv som man ønsker. En friheds som opnås – og realiseres gennem et stærk fællesskab! Fordi friheden er for vigtig som både ord og begreb at overlade til den højrefløj, der gør sit bedste for at tage patent på det.

Programudkastet analyserer først kort kapitalismen som samfundssystem. Og viser at kapitalismens produktion for profit og krav om uendelig vækst fører til krige, udbytning og truer vort miljø, samtidig med at kapitalismen koloniserer flere og flere områder af vores liv. Kapitalismen skaber ulighed – klasser og forhindrer folkestyre.

Den konstante klassekamp
En af de for mig vigtigste pointer i udkastet er den centrale, at klassekampen foregår hele tiden, at politiske, økonomiske, sociale og kulturelle kræfter konstant kæmper, og at samfundet derfor ikke er statisk, men hele tiden udvikler sig gennem kampene.

Derfor er samfundet ikke statisk, men i konstant forandring, og derfor manifesterer kapitalismen sig forskelligt fra land til land. I Danmark har en velorganiseret arbejderbevægelse, socialistiske partier og progressive bevægelser medvirket til at skabe et på lange stræk mere demokratisk, tryg og solidarisk samfund end i mange andre lande. Men alle fremskridt er vundet i kamp, og ingen sejre er sikre.

Det ser vi i disse år, hvor velfærdssamfundet er under voldsomme angreb, og hvor en ny tilstand; konkurrencestaten vinder frem, på bekostning af de principper arbejderbevægelsen forsøgte at bygge samfundet op på.

Principprogramudkastet beskriver – i runde og overordnede vendinger, det samfund vi kæmper for – socialismen.

Det er bevidst at vi ikke går ind i tættere og mere præcise beskrivelser af hvordan et socialistisk samfund skal bygges op. Vi mener grundlæggende at fremtidens musik må skrives af de mennesker som spiller den. Men det helt centrale slås fast; socialisme er et samfund, hvor demokrati er foldet ud i alle samfundets dele. Derfor skal økonomien demokratiseres – og det betyder et opgør med den private ejendomsret, således at fællesskabet ejer og bestemmer over de centrale økonomiske centre. Så fællesskabet kan bestemme hvordan produktionen foregår, så alle kan få dækket deres basale behov, og vi kan producere på en måde hvor klodens natur og miljø bevares og genetableres.

Vi er bevidst ikke særlig præcise omkring hvilke ejerformer der skal være i alle dele af samfundet. For det må de mennesker der skaber fremtidens samfund finde ud af.

Endelig ser programforslaget også på vejen til et socialistisk demokrati. Udover det vigtige princip om at forandringer ikke kun sker gennem parlamenter, men at folkelig aktivitet og bevægelser ikke bare er helt centrale, men også en forudsætning for at forandre styrkeforholdene mellem klasserne, så vi kan komme på vejen mod socialisme, så slås programudkastet også fast med syvtommersøm, at Enhedslisten mener at kun et flertal kan gennemføre et brud med kapitalismen, og at dette flertal skal manifestere sig ved frie valg og folkeafstemninger, og at socialismen handler om at udvide demokratiet, ikke indskrænke det på nogen måde. Socialister er demokrater – punktum!

Jeg har brugt lidt plads på at ridse indholdet af udkastet til principprogram op. Fordi det efter min bedste overbevisning grundlæggende svarer på den opgave som Årsmødet stillede os.

Udkastet er blevet bedre i  den ret grundige debatproces i partiet som stadig er i fuld gang. I midten af februar indføjede Enhedslistens hovedbestyrelse en række af de ændringsforslag der er stillet, som præciserer eksempelvis miljøspørgsmålet, det internationale perspektiv, feminisme og  ser mere på klasserne i det kapitalistiske Danmark.

På en delegeretkonference i marts sendte de delegerede hovedbestyrelsens forslag videre til behandling på årsmødet sammen med et af de tre alternative forslag til principprogram, ligesom der blev ryddet op i en række ændringsforslag, for at sikre Årsmødet mulighed for at koncentrere sig om de politiske forskelle.

For debatten har selvfølgelige afsløret forskellige holdninger til vigtige spørgsmål – og det vil jeg gå nærmere ind i det følgende. Og her er det vigtigt at huske at jeg skriver på egne vegne.

Statens rolle - Forandring er mulig
En af de vigtigste – og heftigste diskussioner har været synet på staten. Curt Sørensen mener at vi (skrivegruppen?) har et uafklaret - næsten naivt forhold til staten, som ”neutralt instrument”.

Jeg er ikke enig.  Den konstante klassekamp betyder at intet er givent, og meget er modsætningsfyldt. Et eksempel er Nyrupregeringen, som jo i høj grad fortsatte Schlüterregeringens højrekurs, som halverede dagpengeperioden (der er ikke meget intet nyt under solen…) og afskaffede formueskatten. Samtidig indførte samme regering flexjob og orlovsordninger – reformer som altså gik den stik modsatte vej.

Det viser at tingene ikke er statiske, at kampen mellem klasser kan betyde at der sker fremskridt og tilbageskridt på samme tid.  Og det viser også at det er muligt at forandre (dele) af samfundet i den rigtige retning.

Velfærdens dobbelthed
Fremskridt er sket i kamp. Derfor er der ikke tale om at staten er et instrument arbejderbevægelsen ”uproblematisk” har kunnet benytte sig af, som Curt Sørensen siger der menes.

Men når vi ser på Danmark i et hundredårigt perspektiv, så er meget lykkedes! Rigtig meget er værd både at bevare og videreudvikle – fordi det peger fremad.

Til gengæld har den ret firkantede afvisning af staten som en kampplads hvorpå fremskridt kan opnås, som også eksisterer i Enhedslistens programdebat ikke blik for den kompleksitet – den dobbelthed i staten/den offentlige sektor, som den konstante klassekamp fører til.

Hvor f.eks. den gratis uddannelse til alle både er udtryk for ønsket om en veluddannet arbejdskraft, og samtidig et kvalitativt fremskridt i sig selv, hvor uddannelse giver mennesker demokratisk dannelse og giver mulighed for at deltage i demokratiske processer.

Vores gratis sundhedsvæsen kan nok siges at være med til at sikre at arbejdskraften er sund og rask, men er også i sig selv et stort kvalitativt fremskridt – i at fjerne frygt for sygdomme, sikre basal lighed og derved give flere ulighed for at interessere sig for andet end den nøgne overlevelse.

Sociale ydelser er nok med til at holde folk i ro – altså undgå social uro. Men sikrer og så mennesker et eksistensminimum, som er et kvalitativt fremskridt, der dels giver mennesker noget at leve af, dels fjerner utryghed.

For mig er det velfærdssamfund som arbejderbevægelsen og andre progressive kræfter har bygget op i kamp gennem mange år et kæmpe demokratisk løft af vores samfund. Samtidig med at velfærdssamfundet også er med til at sikre reproduktion af arbejdskraften i det kapitalistiske samfund, frigøres kræfter der kan bruges på at forandre og ændre samme samfund.

Denne dobbelthed er vi nødt til at have øje for og det er det jeg oplever forsøges i programudkastet. Fordi staten har en dobbeltrolle; både en kampplads hvorfra forandringer kan tvinges igennem, og et redskab for de herskendes interesser.

(Jeg har udbygget og uddybet mit eget syn på statens karakter i denne artikel på Modkraft)

Kim til et andet samfund?
En udløber af samme debat om statens rolle er spørgsmålet om der i elementer i vores samfund der viser os glimt af den fremtid vi kæmper for? Eller sagt på en anden måde; kan vi inden for rammerne af et kapitalistisk samfund kæmpe os til sejre, således at der er elementer i samfundet der er – ikke socialistiske, men dog ikke-kapitalistiske?

Ideerne om sociale rettigheder, der skal forhindre mennesker i at gå til bunds, ret til gratis uddannelse og hospitaler m.m. viser i sig selv i glimt nogle af de tanker, vi vil virkeliggøre i et socialistisk samfund.

Men der er også bevægelser og institutioner, der fungerer, eller har potentiale til at fungere, på andre vilkår end det jag efter profit, som er kapitalismens kendetegn.

Flere bevægelser, socialøkonomiske & kooperative virksomheder, og dele af den offentlige sektor har nogle andre rammer omkring sig end den dominerende kapitalistiske produktion.

Her arbejdes og produceres som udgangspunkt ikke (direkte) for profit, men ud fra andre interesser. Interesser som eks. i det offentlige, som  udgangspunkt fastlægges i demokratiske parlamentariske forsamlinger.

Her kan vi se kim til hvordan vi gerne vil indrette et andet samfund. Som vi skal kæmpe for, udvikle og lade os inspirere af. Det er ikke det samme som at sige at den offentlige sektor er lig med socialisme. For det er den ikke. Den offentlige sektor er præget af den tidligere beskrevne dobbelthed som klassekampen har medført.

I øvrigt, uanset at presset for privatiseringer og markedsgørelse af den offentlige sektor er stort i disse år, så er det stadig beslutninger der tages i parlamentariske forsamlinger. Hvilket gør den politiske kamp mere åben og giver større muligheder for at ændre udviklingen. Også her er der kvalitativ forskel på den offentlige sektor og den private.

Curt Sørensen anerkender at programudkast har ”forsøgt en rimelig vellykket balancegang” i spørgsmålet om reform-revolution. Det er jeg enig i. Også fordi det for mig ikke er til at sige præcist hvordan den grundlæggende forandring af samfundet vil finde sted.

Jeg synes personligt at vi må kigge på de steder i verden hvor der pt sker de mest interessante og progressive fremskridt, nemlig i flere latinamerikanske lande. Her er der tale om bevægelser, der kombinerer organisering og aktivitet med at vinde flertal i parlamenterne, og bruge disse flertal til at fremme politiske forandringer. Forandringer kan altså ske glidende, hvor revolution mere er en proces, fremfor en enkeltstående begivenhed.

Men ingen af ved præcis hvordan forandringerne vil ske. Kun at vi skal knokle for dem – og have et flertal med os for at tingene kan forandres. Men at tingene kan forandres – det ved vi. Og det er bærende i udkastet til Enhedslistens principprogram.