Stat, Kapitalisme og organisk krise
Af Curt Sørensen

Offentliggjort: 15. april 2014
En diskussion om principprogram må tage udgangspunkt i en analyse af virkeligheden selv

På netavisen  ‘Kontradoxa’ d. 20/2 2014 kritiserer Anders Lundkvist som led i Enhedslistens løbende principprogramdiskussion  det han tror er den klassiske marxistiske statsteori, og som i hans udlægning fremtræder som en firkantet materialistisk teori, en teori som han igen lader være forankret i den velkendte basis-overbygning model. Ledsagende får vi endda at vide, at denne teori skulle være en af årsagerne til stalinismen i Sovjetunionen. Desuden skitserer AL en ’idealistisk statsteori’, som han også forkaster. Midt imellem disse to opfattelser, hvis tåbelighed alle kan se, placerer han så  sin egen statsopfattelse. Endnu en gang fremlægger han derefter sin ofte fremførte opfattelse af staten som ’den demokratiske offentlige sektor’, hvorfra den videre kamp for socialisme må udgå. Det er også let at se, at det er en sådan opfattelse der ligger til grund for partiledelsens udkast til program hvor fokus på udiklingen frem mod socialisme ligger på parlamentsgruppens rolle.

Nu er for det første det AL kalder ’den materialistiske statsopfattelse’ betydeligt mere alsidig og sofistikeret end den fremtræder i hans karikatur. Marx selv havde mindst 2 forskellige statsteorier og 5 forskellige begreber om demokrati. [1] Statsopfattelserne var i øvrigt vidt forskellige hos skikkelser som Karl Kautsky, Eduard Bernstein, Rosa Luxemburg, V.I.Lenin, Leon Trotski, Rudolf Hilferding, Otto Bauer og Antonio Gramsici. [2]Det er en tilsnigelse her at tale om én ’marxistisk statsteori’. Og flere af disse teoretikere opererede også i tidens løb med forskellige statsteorier. Dette hænger sammen med det forhold, at de alle løbende kæmpede desperat for at justere teorien til de særegne eller ændrede konkrete forhold i den virkelighed der omgav dem.

Og under ingen omstændigheder kan man forklare Ruslands udvikling i det 20. århundrede ud fra et teoretisk nedslag. Som i andre europæiske lande var det den virkelige udvikling der var afgørende, f.eks. de to verdenskrige, den russiske revolutions isolering, landets periferi situation og dybe moderniseringsproblematik, den mislykkede socialistiske revolution i Tyskland, fascismens fremkomst og den storpolitiske dialektik. At ville forklare noget så kompliceret som stalinismens udvikling i Rusland som et produkt af ’den marxistiske teori’  er simpelthen udtryk for en ensidig idealistisk tilgang. En Bent Jensen med modsat fortegn så at sige.

Jeg tror ikke, at en sådan type diskussion, som den AL  lægger op til,  bringer os meget fremad til en nærmere forståelse af et moderne socialistisk partis vilkår og  en adækvat socialistisk strategi. I stedet for at tage udgangspunkt i skematiseringer,  karikaturtegninger  af opponenternes  opfattelser, samt en fritsvævende idealisme må vi tage vores udgangspunkt i en analyse af virkeligheden selv. Den nutidige krise.

Nutidens krise
Nutidens krise er omfattende og kompleks, ikke ’bare’ rent økonomisk. Den politiske demokratiske magt er for det første svækket af det man kunne kalde forskydningsfænomenet: Vigtige områder af den økonomiske virksomhed og politik er stadig, og i stigende grad, unddraget demokratisk politisk kontrol og beslutningstagen. Store områder og vigtige beslutningsprocesser overladt til velorganiserede og magtfulde nationale og ikke mindst regionale og globale økonomiske corporations og supranationale myndigheder som er vedvarende lydhøre overfor disse velorganiserede interesser. Men først og fremmest er der overalt i den vestlige verdens udviklede økonomier et tæt samspil mellem økonomiske og statslige eliter. Disse agerer ikke nødvendigvis mod hinanden, men som regel med hinanden i komplekse elite strukturer og relationer. [3]

Modstående, i bunden af samfundene, er de organiserede massebevægelser for folkelig deltagelse og indflydelse smadrede eller under opløsning. Den fortsat fremadskridende koncentration af magt og indflydelse i samfundenes top, den enorme ophobning af ressourcer som forvaltes, bruges og misbruges, af økonomiske og politiske eliter modsvares af en fremadskridende atomisering i bunden af samme samfund (et forhold, som i den dominerende ideologi eufemisk benævnes ’øget individualisme’).

Ind i alt dette skyder sig også medierne som en ny faktor. Medierne synes i dag at være et vigtigere element i den politiske proces end de politiske partier. Medierne udgør, trods deres manglende demokratiske legitimitet, i sig selv en magtfaktor. De er ikke længere (som de selv tror) bare den uafhængige kritiske ’fjerde magt’, men en elitestruktur som er flettet sammen med de øvrige eliter i de bestående samfund.

Samtidig har det politiske kraftfelt ændret sig. Neoliberalismen er blevet den samlende hegemoniske ideologi.[4] Socialismens krise er et iøjnefaldende træk i den moderne virkelighed og det samme kan siges om kommunismen. Dette træder tydeligt frem med i en sammenligning mellem den nutidige situation på den ene side og mellemkrigsperioden og perioderne fra 1945-1980’erne på den anden side. Derimod er højreradikalismen igen under stærk fremmarch om end i en anden form og under en anden retorik end i mellemkrigsårene.

Kapitalismen og staten har vokset sig enormt stærke og neoliberalismen er denne magtens sammenbindende og legitimerende ideologi. Magtkomplekset synes umådeligt og ubrydeligt og ideologien alt gennemtrængende. Neoliberalismen er så stærk, at den har absorberet i sig ikke blot den klassiske liberalisme og transformeret denne, men også konservatismen og de ledende lag i de europæiske socialdemokratier.

Udgangspunktet: ’Kompromis-demokratiet’ og ’socialpartnerskabet’ efter 1945
Det begyndte tilsyneladende ellers så godt lige efter afslutningen af 2. verdenskrig. I Vesteuropa blev der som følge af aksemagternes nederlag i verdenskrigen, den nye storpolitiske situation, samt forskydninger i det sociale kraftfelt i løbet af årene efter 1945 etableret et ’kompromisdemokrati’. Det europæiske højre og indflydelsesrige kræfter i erhvervslivet og magtfulde samfundsmæssige institutioner, som endnu i mellemkrigsårene havde sværmet for autoritære eller fascistiske løsninger, overgik nu til ’demokrati’, ja, proklamerede ovenikøbet at de skam altid havde været for demokrati.

Men 1945-demokratiet var et ’demokrati’ der var beskåret til blot et system med regelmæssige valg mellem konkurrerende politiske eliter.  Den direkte folkelige inddragelse i og indflydelse på de politiske beslutninger var begrænset og privatejendomsretten til produktionsmidlerne forblev intakt. Arbejderbevægelsen accepterede også ’socialpartnerskab’ og ’produktivisme’ som en grundnorm. Hele bevægelsens historiske projekt for en grundlæggende ændring af magtforholdene i samfundet og en revolutionær transformation af den bestående sociale orden blev skrinlagt.

Til gengæld havde man, ud over det nævnte ’kompromisdemokrati’, fået velfærdsstat, muligheden for keynesiansk økonomisk politik samt hele det internationale Bretton Woods system, der den gang havde en helt anden karakter end i dag. Den uhæmmede kapitalisme og liberalisme var i det mindste blevet ’embedded’ d.v.s. indlejret i sociale netværk og foranstaltninger. Og fascismen var væk, troede man. Det var socialdemokratismens håbefulde periode.

Denne periode varede fra ca. 1945 frem til ca. 1973 og blev yderligere understøttet af en hidtil uset økonomisk udvikling, den berømte ’Golden Age’ samt den af den storpolitiske koldkrigssituationen skabte politiske stabilitet (i Europa). Siden begyndelsen af 1970’erne har kapitalismen og det politiske system imidlertid været plaget af gentagne og stadigt mere omfattende kriser.

Krisen fra 1973 og fremefter – Neoliberalismen.
En række forskere indenfor den neo-marxistiske tradition har i deres forsøg på at forklare overgangen i 1970’erne og den efterfølgende periodes vanskeligheder fokuseret på problemer omkring ’overakkumulation’ samt på udviklingen af rytmikken mellem materiel produktion og finanstransaktioner. [5]

Gerard Duménil & Dominique Lévy, f.eks. vil forklare omsvinget i økonomiske udvikling fra begyndelsen af 1970’erne og fremefter ud fra bevægelser i profitraten forstået meget enkelt og indlysende som forholdet mellem den indtjente profit pr år og den udlagte kapital pr. år. [6] Kriser og omstruktureringer af kapitalismen har herunder været et historisk tilbagevendende fænomen. [7] Krisen fra begyndelsen af 1970’erne og fremefter var en repetition af det historiske grundmønster. Den viste sig i faldende profitrate, inflation, lønstagnation og stigende arbejdsløshed. [8] ’Neoliberalismen’ er så igen udtrykket for den økonomisk herskende klasses forsøg på at presse profitraten og deres egen magt tilbage igen til førkrigs niveau. [9]Yderligere kendetegn på neoliberalismens praksis er den omfattende kommercialisering af sociale relationer og globaliseringen. [10]

Robert Brenner forsøger ligeledes at forklare det samme omsving i specielt den amerikanske udvikling. [11]Også Brenner definerer ’profit’ på en enkel måde: som overskuddet minus afskrivninger, indirekte skatter o.s.v..[12]Udviklingen i den amerikanske økonomi fra ca. 1970 til i dag analyseres derefter med fokus på bevægelser i profitmasse, idet Brenner dog tillige inddrager spørgsmålet om, købekraft (demand). Trods alle forsøg fra skiftende regeringers og de store ’corporations’ side på at genskabe førkrigens og de første efterkrigsårs profitrate har tempoet i væksten været nedsat: ”A lasting decline in the rate of profit in the international manufacturing sector, caused by the persistence of over-capacity and over-production, has been and continues to be fundamentally responsible for reduced profitability and slow growth on a system-wide scale over the long term…”. [13]

AntropologenDavid Harvey breder i sammenligning hermed perspektivet ud til en videre magtsociologisk undersøgelse af den globale udvikling i henseende til omfordeling og koncentration af rigdom. [14]Ifølge David Harvey styrede de udviklede vestlige lande i løbet af 1970’erne ind i en kapitalakkumulations krise.[15] I USA, f.eks., var den øverste 1 % af befolkningens andel af nationalindkomsten ved afslutningen af 2. verdenskrig faldet fra 16 % før krigen til 8 %. [16]

Efter neo-liberalismens gennemslag, ved slutningen af 70’erne var de riges andel igen steget til 15 %. [17] I en bred bevægelse kloden over kunne man fra begyndelsen af 70’erne se en bevidst strategi og politik for en omfordeling af rigdom i opadgående retning. ’Neo-liberalismen’ var primært en politik for genskabelsen (: i de vestlige lande) eller etableringen (: Rusland og Kina) af økonomiske eliters magt og sikring af en omfordeling der kunne styrke akkumulationen. [18]

Denne målsætning og denne politik var dog tilsløret af en retorik og en ideologi om ’effektivitet’, ’frihed’, ’valg’, og ’individets rettigheder’’.[19] Gennem den officielle politik, gennem en enorm ideologisk oprustning, gennem et paradigmeskift i den økonomiske politik, gennem eksperter og tænketanke, og – kan vi tilføje- gennem samfundsvidenskabernes tilpasning til ’tidsånden’ og drejning over i evolutionisme og eviggørelse af den bestående sociale orden -udbredtes en ideologi der tilslørede og/eller legitimerede omfordelingen og koncentrationen af magt og indflydelse. [20]

I sin nærmere udformning var neoliberalismen præget af en styrkelse af de store virksomheder, ’the corporate economy’, af ’management’ og ved den enorme styrkelse af finansielle aktiviteter[21]. Også statsmagten trådte – trods den liberalistiske retorik- tilbagevendende til med ofte brutale indgreb, således som det f.eks. viste sig i Chile i 1973, i England i 1984 og i Kina i 1989. [22] Harvey foregreb her en Naomi Kleins fremragende analyse af samspillet mellem økonomisk politik og statslig politik, mellem liberalisme og autoritær statsmagt. [23]

Forløbet har i det hele taget været krisepræget og med en ujævn – og stadigt skiftende geografisk udvikling. ’Strukturtilpasningsprogrammer’ er blevet gennempressede kloden over og den organiserede arbejderbevægelse er blevet knust eller inddæmmet. Som i Pinochets Chile, Thatchers England og i Kina hvor der er ved at udvikle sig en særegen form for kapitalisme og hvor der ligeledes er sket en indkomstkoncentration i toppen og en massiv proletarisering i bunden af samfundet. [24] ’Neoliberalismen’ har i sit faktiske forløb overalt udviklet sig i et tæt parløb med en stærk stat, et grundforhold påpeget af mange forskere på feltet. [25]

Konsekvenserne har været vidtrækkende. Overalt på kloden har ’neo-liberalismen’ kunnet realisere målsætningen om en omfordeling til fordel for de økonomiske og politiske eliter. [26] Derimod slog en anden ofte proklameret målsætning om derved at sikre generel global økonomisk vækst fejl, med visse undtagelser, undtagelser der så i den dominerende ideologi er blevet fremstillet som normen, selv om statens rolle også her var fremtrædende. [27]

Harvey når generelt til samme konstatering som Branko Milanovic og Robert Hunter Wade gør det i deres kendte undersøgelser: uligheden i verden er forøget og de i forvejen velhavende er blevet begunstigede. Der er sket en omfordeling fra bund til top, men den neoliberalistiske doktrins sekundære målsætning om økonomisk vækst er kun delvist blevet nået. Alle internationale statistikkers gennemsnitstal her i øvrigt forhøjede alene i kraft af det gigantiske kinesiske eksperiment, et eksperiment, som ikke har meget at gøre med klassisk liberalisme i europæisk forstand, men måske nok i høj grad med ’neoliberalisme’ som defineret af Harvey og Klein. I Kina er uligheden blevet stærkt øget, men samtidig er enorme menneskemasser blevet trukket ud af den yderste fattigdom. Det giver et broget billede og trækker de internationale statistikkers gennemsnitstal opad.[28]

Realiteten, det egentlige resultat, har været en stigende ulighed både globalt og i de enkelte regioner og lande samt den fortsatte eksistens af store enklaver af fattigdom. [29] David Harvey taler om ’dispossession’ i fire varianter: 1) Privatisering og kommercialisering, 2) Finansialisering, 3) Krisehåndtering og 4) Reduktion af den offentlige sektor og skattelettelser. Gennem privatiseringer og kommercialisering af hidtil offentlige virksomheder og goder er der for at bane vej for øget akkumulation blevet overført store indkomster fra de fattige til de rige.[30] Et spektakulært eksempel er her Rusland i 1990’erne. [31]

Neoliberalismen har også medført en eksplosion i antallet af rene finansielle transaktioner. [32] Hvor værdien af de daglige finansielle transaktioner i 1983 udgjorde 2, 3 milliarder dollars var det tilsvarende beløb i 2001 steget til 130 milliarder. [33] Dereguleringen fra 1980 og fremefter åbnede op for et finansielt system hvor der gennem spekulation, svindel og bedrag blev overført enorme summer til en lille elite. Enron-skandalen i USA var her symptomatisk. [34]

Håndteringen af de hyppige ’gældskriser’ har ligeledes bidraget enormt til en global omfordeling. Mønsteret i hver gældskrise, i Mexico, Argentina, Sydasien, Rusland osv. var overalt det samme: når der indtraf en bankerot med efterfølgende gældssanering var det altid befolkningerne der skulle betale til det der i sidste instans var de rige landes kreditorer.[35] Siden 1980 er der herved blevet overført 4, 6 trillioner dollars fra de fattige periferilande til de rige centerlandes økonomiske eliter.[36]  Dette var grundmønsteret i krisehåndteringerne, et mønster som også er fremdraget og analyseret af Joseph Stiglitz.[37] Men hvor den liberale dissident og keynesianer Joseph Stiglitz ser dette som et eksempel på en fejlagtig økonomisk politik, ser marxisten David Harvey dette som et iboende træk i den globale kapitalistiske akkumulation og neoliberalismens hoved målsætning.[38]

Endelig peger Harvey på de faktiske virkninger af nedskæringerne i den offentlige sektors velfærdsydelser, privatiseringer af offentlig forsorg og skattelettelser. Igen har grundmønsteret været nedpresning af de dårligst stilledes livsvilkår og overførsel til de rige.[39]

I Vest bestod altså det i 1945 etablerede ’kompromis’, socialpartnerskabet og ’den indlejrede liberalisme’ med enkelte rystelser frem til krisen i 2008, en krise der dog om sagt begyndte at aftegne sig allerede tilbage i 1970’erne. Derefter indledtes en proces hvor 1945 systemet er under begyndende afvikling og en nye orden under udvikling. Den neoliberalistiske omstrukturerings proces i forening med den storpolitiske udvikling har skabt en ny hegemonisk situation. Samtidig har hele det økonomiske, sociale og politiske system bevæget sig ind i en kritisk fase.

Liberalistisk omstrukturering og ’postdemokrati’.
Eliternes magt er overalt blevet styrkede, dels på grund af den folkelige selvorganiserings svækkelse, dels, og ikke mindst, fordi de økonomiske, politiske, militære og ideologisk-kulturelle midler og ressourcer for magtudøvelse er blevet så enormt forøgede i indeværende århundrede, og den objektive afstand mellem eliter og befolkning er derved blevet øget. Elite netværket er blevet udbygget og styrket i kraft af eliternes gensidige funktionelle afhængighed i et moderne udviklet samfund, og den politiske og økonomiske magt er herunder blevet tæt sammenflettede.

Disse forhold, hele denne proces, er blevet glimrende beskrevet og analyseret af Colin Crouch i hans meget omtalte bog om ’postdemokratiet’[40] Hvor den samfundsvidenskabelige mainstream ellers tilbagevendende tilslører disse faktiske forhold og udviklingsforløb og på grundlag af skrøbelige subjektive survey undersøgelser og med rygdækning i evolutionismen reproducerer den hegemoniske ideologis modstående billede af ’folkestyre’ og social og politisk harmoni, [41] angriber Crouch uforfærdet hele denne ideologiske konstruktion og taler om en bevægelse hen imod et ’postdemokrati’. [42]

Colin Crouch fastholder nemlig en definition af ’demokrati’ som folkestyre: ”Democracy thrives when there are major opportunities for the mass of ordinary people actively to participate, through discussions and autonomous organizations , in shaping the agenda of public life, and when they are actively using these opportunities.” [43] Denne definition er mere adækvat end de pluralistiske teoretikeres gængse definition der ophøjer de faktiske tilstande til at være ’demokrati’ selvom der i realiteten blot er tal om en elite pluralisme.  [44]

Crouch sondrer derefter ikke blot mellem ’demokrati’ og ’ikke-demokrati, men indføjer som en tredje kategori ’postdemokrati’. Ved hjælp af kategorien ’postdemokrati’ kan man nemlig bedre vurdere sundhedstilstanden i et hidtidigt demokrati: ”The idea of post-democracy helps us to describe situations when boredom, frustration and disillusion have settled in after a democratic moment; when powerful minority interests have become far more active than the mass of ordinary people in making the political system work for them; where political elites have learned to manage and manipulate popular demands; where people have to be persuaded to vote by top-down publicity campaigns”.[45]

‘Postdemokrati’ er ikke (endnu) det samme som ‘ikke-demokrati’. Men det betegner en tilstand, eller snarere en bevægelse, væk fra ’the democratic moment’ henimod en tilstand hvor ethvert demokrati er opløst og erstattet af et moderne oligarki. ’The democratic moment’ var f.eks. Storbritannien og Skandinavien lige efter 2. verdenskrig. I dag kan man overalt se en postdemokratisk bevægelse henimod et skævdrejet demokrati, et ’demokrati’ der mere og mere kommer til at minde om et plutokratisk oligarki. [46]  

Årsagerne til denne udvikling er for det første globaliseringen og de store internationale corporations og finansinstitutioner vældige magtforøgelse. [47] Samtidig er i bunden af samfundet almindelige menneskers politiske betydning blevet stærkt reduceret. Toppen af samfundet er blevet enormt organiseret og styrket og bunden er blevet fragmenteret, atomiseret. [48] Konsekvensen har været den omtalte postdemokratiske bevægelse, øget ulighed og tilbagerulning af velfærdstaten.[49]

Den angivne dobbelte udvikling i henholdsvis samfundets top og samfundets bund har overalt styrket de økonomiske eliter og tilgodeset disses interesser. Bevægelsen har yderligere været understøttet og cementeret af en række videre forandringer.  De økonomiske eliter har i stigende grad fået både en privilegeret acces til den politiske magt og en stærkt øget indflydelse på samfundsområder også udenfor økonomien i snævrere forstand. Ikke blot er der i form af privatiseringer sket en direkte overførsel af hidtidige offentlige opgaver til privat virksomhed, men i kraft af sponsoreringer har erhvervslivet fået en stor direkte indflydelse på en række samfundsmæssige opgaver.[50] Vigtige samfundsopgaver er gennem et omfattende system af udliciteringer og kontrakter blevet unddraget demokratisk politisk kontrol samtidig med at staten er blevet tappet for vigtig ekspertise og kompetencer, som i stigende grad er placeret i konsulentvirksomheder og andre private firmaer. [51] I så henseende er statsmagten blevet svækket og har mistet autoritet. 

Alligevel vil det være forkert her at sige, at statens centrale beslutningskerne er blevet svækket. Det er rigtigere at sige, at vi i stigende grad ser en sammenfletning af økonomisk og politisk magt. Der er ved at opstå ’en forenet økonomisk og politisk klasse’. [52] Denne udvikling understøttes tillige gennem de politiske partiers forvandling fra brede, velorganiserede massepartier til snævre politiske eliteorganisationer i en sammenfletning med erhvervslivets top. Partiledelserne indgår i et tæt samspil med ledende personer og rådgivere fra erhvervslivet og dettes magtfulde interesseorganisationer. Det politiske partis klassiske ledende ’cirkel’ er blevet til en ledende ’ellipse’. Og omvendt er dets massebasis blevet stærkt reduceret og har mistet indflydelse, eller er simpelthen fraværende. Den illustrerende case her er Berlusconi’s Forza Italia, måske fremtidens parti type. [53]

Også medierne har gennemgået en forvandlingsproces. Medierne er for det første selv blevet en del af den kommercialiserede sektor, med deraf følgende konsekvenser. ’Nyheder’ og kommunikation bliver her et markedsprodukt og er præget af deraf følgende krav om simplificering, underholdning, personhistorier og fokusering på ’sager’ og ‘skandaler’. Selve sproget er, ligesom i stigende grad politikernes sprog, blevet reklameindustriens sprog.  [54]  Det andet påfaldende træk i udviklingen er den enorme koncentration af mediemagt. Kontrollen over politisk relevante nyheder og information er verden over i stigende grad blevet underlagt nogle få velhavere og deres gigantiske Corporations. [55]

Vi er overordnet vendt tilbage til en tilstand hvor privilegerede grupper i samfundet har en helt ekstraordinær indflydelse. Men, siger Crouch, der er dog ikke tale om en simpel tilbagevenden til fortidens oligarkiske styrer. De moderne vestlige samfund er stadig præget af de historiske erobringer og den forandrede politiske diskurs. Der er tale om en post-demokratisk udvikling siden ’the democratic moment’ efter afslutningen af 2. verdenskrig, men vi er ikke helt tilbage i fortidens fascisme, autoritære styrer og oligarkier. ’Historien har gennemgået en ’parabel bevægelse’, som han udtrykker det. Vi er slået tilbage i forhold til ’the democratic moment’ i 1945, men vi befinder os dog på et andet sted på tidsaksen. [56] 

Men igen er forholdet endda noget mere kompliceret end som så. Colin Crouch’ bog er en meget engelsk bog med deraf følgende begrænsning.  I Central- og Østeuropa, f.eks. var udviklingen både historisk og i det 20. århundrede noget anderledes end i Skandinavien og Storbritannien. I Centraleuropa brød de efter 1. verdenskrig nyetablerede demokratiske republikker sammen og den stærke socialdemokratiske arbejderbevægelse led et historisk nederlag overfor fascismen. [57] Højreautoritære eller fascistiske bevægelser og regimer var derefter udbredte på det europæiske kontinent i mellemkrigsårene og under 2. verdenskrig.[58] Dette var til fældet både i Central- Syd- og Østeuropa. Og endnu længere mod øst, i Rusland, degenererede den russiske revolution til stalinisme. [59]  Revolutionens nederlag i Tyskland i årene 1918-23 og socialismens endelige nederlag overfor stalinismen i Rusland skabte, som vi i dag kan se, en skæbnesvanger dialektik i hele den europæiske udvikling.[60]

’Regimes of Austerity’, Sociale nedskæringer og forkælelse af investorer og banker
Medens Colin Crouch analyserer demokratiets degeneration til ’postdemokrati’ analyserer Armin Schäfer & Wolfgang Streeck en anden vigtig, og dermed sammenhængende, udvikling. Svækkelsen af demokratiet – selv det beskårne ’kompromisdemokrati’ fra 1945 – forstærkes, påpeger de, yderligere af den igangværende indsnævring af rummet for politiske valg og afgørelser overhovedet. Siden ca. 1970 er i alle OECD lande ’gabet’ mellem statens udgifter og statens skatteprovenu blevet større og større, et gab som staterne har søgt at dække til ved hjælp af stadig øget låntagning.  I perioden fra 1970 til 2o1o er statsgælden i en række udviklede vestlige lande da også (målt i procent af GDP) vokset fra godt 40 % til 90 %. [61]

Dette er primært et resultat af ophøret af vækstperioden fra 1950 til omkring 1970 og den efterfølgende periode af liberalistisk omstrukturering, herunder i den sidste del af forløbet hjælpen til de betrængte banker under 2008 krisen. Schäfer & Streeck tilbageviser også højrefløjens klassiske argument, at stigningen i statsgælden skulle skyldes alt for meget demokrati og velfærdsstatens udvikling. [62] Problemet opstod og udviklede sig tværtimod i den periode efter begyndelsen af 1970’erne og frem til i dag, hvor regeringernes politiske magt over økonomien er blevet svækket, den demokratiske deltagelse har været faldende og velfærdsstaten sat under pres.[63]

Konsekvenserne har været vidtrækkende. Overalt er der blevet indledt et ’regime of austerity’, overalt er regeringernes muligheder og politik på forhånd indsnævret ved den store gældsmasse de skal tilgodese, overalt er de blevet mere afhængige af og underlagt kreditorernes ønsker og krav, og overalt er partiernes politik som følge heraf blevet mere og mere ens. Rummet for demokratisk politik er herved blevet betydeligt indsnævret, hvilket igen har fremkaldt øget politisk apati og faldende valgdeltagelse, en afpolitiseringsproces der i øvrigt har været stærkest i lande med størst ulighed.  [64]

Den neo-liberalistiske omstrukturering af EU.
Den neo-liberalistiske omstruktureringsproces er her i Europa ikke mindst blevet drevet frem af EU. EU er en unik institution der blev udviklet under det forenede pres af den kolde krig og fremtrædende elite-aktørers situationsopfattelse og visioner, men også storpolitiske interesser på baggrund af mellemkrigsårenes og krigens erfaringer, samt ikke mindst i en proces af socialt og politisk kompromis der sikrede bibeholdelsen af den bestående sociale orden gennem etableringen af en historik blok og en dertil hørende hegemonisk ideologi. Derefter udviklede organisationen sig under den kolde krigs politiske stabilitet og den økonomiske væksts betingelser. Det var ikke EU der skabte stabiliteten, men stabiliteten der skabte EU.

Efter især 1989 fortsatte udviklingen videre i et triumftog efter murens fald og blev i stigende grad præget af neoliberalismens politiske, økonomiske og ideologiske dominans, men nu her også på det sidste under pres af økonomisk og politisk krise. Samtidig er EU’s (og Natos) indflydelsessfære gennem optagelser af nye medlemmer blevet presset stadig længere øst på. Den økonomiske krises udvikling har kun yderligere bestyrket eliterne i deres forsæt om at drive en liberalistisk politik igennem. Den ’nødvendige politik’. [65]

EU har cementeret kapitalismens i forvejen så overvældende dominans.  Ved ’Enkeltakten’ i 1986, Maastricht traktaten i 1992, på Københavns mødet i 1993, ved Amsterdam traktaten i 1997 og Nice traktaten 2001 stipuleredes den liberalistiske markedsøkonomi som værende den overordnede målsætning for EU og obligatorisk for alle daværende og kommende medlemslande.[66] På minister topmødet i Lissabon i 2000 opprioriteredes landenes konkurrenceevne over de sociale hensyn og i Lissabon-traktaten fra 2007 proklameredes målsætningen (allerede formuleret på topmødet) om at EU skulle være den mest konkurrencedygtige økonomi i den nye ’videns baserede økonomi’.[67] Finanspagten fra 2012 bekræfter yderligere den sejrende liberalismes økonomiske doktrin og krisebekæmpelsesstrategi og foreskriver som nævnt endda at dens grundbestemmelser skal indskrives i landenes forfatninger.[68]

Hvis ikke ideologi og virkelighed passer sammen skal virkeligheden ændres, så den bliver et spejlbillede af lærebøgerne.[69]  Fra Maastricht traktaten til Lissabontraktaten og Finanspagten samt i den aktuelle krisebekæmpelsespolitik kan man konstatere en på én gang doktrinært begrundet og interessemæssigt motivet og styret anstrengelse for ’ovenfra’ at gennemføre en bestemt samfundsform og politik.

Demokratiets tilbagerulning, den slagne arbejderbevægelse, den styrkede kapitalisme og den enorme statsmagtsmagt.
Jeg har i min Stat, Nation, Klasse, påvist, at demokrati ikke var et på forhånd givet resultat af en forudgående udviklingsproces gennem århundreder, men at der var flere udviklingsveje og at flere regimeformer var og er mulige. Undervejs blev demokratibegrebet også omtolket flere gange. Selve forståelsen af ’demokrati’ indgik i den fortløbende politiske kamp. [70]

Jeg har også påpeget, at det efter krigens afslutning i 1945 etablerede ’kompromisdemokrati’ var udtryk for magtforhold og interesser i den givne situation. Dette ’kompromisdemokrati’ opretholdtes af en videre socialpagt og en bestemt hegemonisk konstruktion, og såvel demokratikonstruktionen, som socialpartnerskabet blev understøttet af den efterfølgende usædvanlige økonomiske vækst i perioden fra ca. 1950-1973 samt den storpolitiske konjunktur. Disse unikke forudsætninger og betingelser er i dag væk. Samtidig er den nu helt løsslupne kapitalisme og dens politisk-ideologiske udtryk, neoliberalismen, ved at borterodere selve samfundenes fundamentale sociale solidaritet samt tilbagerulle 1945 konstruktionen. Processen er i dag så vidt fremskreden, at man med rette med Colin Crouch kan tale om et ’postdemokrati’.

Stat, og kapitalisme er sammenflettede i gigantiske nationale, regionale og globale magtstrukturer. Arbejderbevægelsen er slået. Liberalismen alt gennemtrængende ideologi og højreradikalismen marcherer igen. Det er den virkelighed en moderne venstrefløj må forhold sig til i stedet for at skue tilbage til perioden 1945-1973 med dens socialdemokratiske situationsopfattelse og forhåbninger.

Spørgsmålet om den adækvate socialistiske strategi.
En moderne socialistisk strategi må forholde sig til den moderne virkelighed. Det er her den må tage sit udgangspunkt, ikke i skematiske formler og gamle skænderier.  En moderne socialistisk bevægelse må være international, den må indgå i den verden over foregående bølge af revolter mod kapitalismen og ’den politiske klasse’. [71]Bevægelsen må videre være antikapitalistisk, og den må være radikal kritisk overfor den herskende elite af professionelle politikere og deres samspil med de økonomiske eliter. Den må kæmpe ikke blot mod erhvervslivets og finansverdenens eliter, men også den magtfuldkomne priviligerede elite af politikere og bureaukrater. Angrebsmålet må være den forenede magtblok af kapitalisme og stat.  Bevægelsen må omvendt være forankret i de folkelige oprørsbevægelser og initiativer nedefra. Den må støtte disse i stedet for at modarbejde dem eller forholde sig passivt hertil isolerede i en osteklokke af indelukket Christiansborg-politik. Men gang på gang oplever vi hvorledes bevægelser ude i landet (lærerkonflikten, Dong sagen, den stærkt voksende politikerlede i befolkningen) blot får halvhjertet opbakning af Venstrefløjens politikere på Borgen.

Diskussionerne om sådanne spørgsmål er i fuld gang rundt omkring i Europa og den øvrige verden.[72] Kan det passe, at den danske venstrefløjs bidrag her blot skal bestå i at lukke af for den internationale diskussion, skærme af over for virkeligheden og i øvrigt søge tilbage til den socialdemokratiske grundposition fra perioden 1945-73?


[1] Se for grundige behandlinger af Marx’ sociale og politiske teori, Hal Draper: Karl Marx’s Theory of Revolution, vols. 1-4, New York: Montly Review Press 1977-1990 og   Richard Hunt: The Political Ideas of Marx and Engels, vols. 1-2, Univrsity of Pittburgh Press 1974 og 1984

[2] Se for behandlinger af marxismens teorihistorie, Curt Sørensen: Marxismen og den Sociale Orden, Grenaa: GMT 1976 og Predrag Vranicki: Geschiche des Marxismus, Bnd. I-II, Frankfurt a.M.: Suhrkamp Verlag 1972

[3] Bastian van Apeldoorn: Transnational Capitalism and the Struggle over European Integration, London:  Routledge, 2002, Bastian van Apeldoorn et al.:  Contradiction and Limits of Neoliberal European Governance , London: Palgrave  2009,Giovanni Arrighi: The Long Twentieth Century, 1994, Colin Crouch: Post-Democracy, Cambridge: Polity Press 2004, Peter Gowan: The Gobal Gamble, London: Verso 1999,  Stephen Gill: Power and Resistance in the World Order, London: Palgrave 2003, David Harvey:  A Brief History of Neoliberalism, Oxford University Press 2005, Naomi Klein: The Shock Doctrine. The Rise of Disaster Capitalism, London: Allen Lane 2007,  Leo Panitch & Sam Gindin: The Making of Global Capitalism, London: Verso 2012, Kees van der Pijl: The Making of an Atlantic Ruling Class, London: Verso 2012, Kees van der  Pijl: Global Rivalries: From the Cold War to Iraq, London: Pluto Press 2006, Armin Schäfer & Wolfgang Streeck (eds.): Politics in the Age of Austerity, Cambridge: Polity Press 2013

[4] Jeg er ved begreberne om ’hegemoni’ og ’organisk krise’ naturligvis inspireret af Antonio Gramsci: Selections from the Prison Notebooks, 1929-1935, (eds. Quintin Hoare & Geoffrey Nowell Smith eds.): London: Lawrence & Wishart 1971

[5] Se f.eks.  Robert Brenner: The Boom and the Bubble. The US in the World Economy, London: Verso 2003, Gerard Dumenil & Dominique Levy: Capital Resurgent: Roots of the Neo-liberal Revolution, Harvard University Press 2004, Peter Gowan: The Global Gamble, London: Verso 1999, David Harvey: A Brief History of Neoliberalism, Oxford University Press 2005, David Harvey: The Enigma of Capital and the Crises of Capitalism, London: Profile Books 2011,  James Petras  & Henry Veltmeyer: System in Crisis. The Dynamics of Free Market Capitalism, London: Zed Books 2003 og Slavoj Zizeck: Living in End Times, London 2011

[6] Dumenil & Levy Capital Resurgent op.cit, pp 22-23. Der har i tidens løb været skrevet meget frem og tilbage om ’loven om den faldende profitrate’ (se for en oversigt over en del af denne diskussion Paul Sweezy The Theory of Capitalist Development, New York: Monthly Review 1968, kapitel IX). Uden at gå nærmere ind i denne omfattende teoretiske diskussion herom og spørgsmålet om ’lovmæssighed’ eller ej skal jeg dog i tilslutning til Dumenil & Levy antage, at det skal kunne betale sig at være ’kapitalister’. Det er ligesom meningen med denne beskæftigelse. Mit fokus er så kampen frem og tilbage om kontrollen over profit og profitrate, dens størrelse og dens udvikling, men uden dog at glemme de til enhver tid rådende strukturelle betingelser.

[7]Dumenil & Levy: Capital Resurgent op.cit.,  kapitel 2 og videre hele part IV

[8] Dumenil & Levy Capital Resurgent op.cit, pp 13 ff

[9] Dumenil & Levy Capital Resurgent op.cit, pp 1-2

[10] Dumenil & Levy Capital Resurgent op.cit, p 2

[11] Robert Brenner: The Boom and the Bubble. The US in the World Economy London:Verso 2002

[12] Robert Brenner: The Boom and the Bubble op.cit.,  pp 313-314

[13] Robert Brenner: The Boom and the Bubble op.cit ,  p 285

[14] David Harvey: A Brief History of Neoliberalism, Oxford University Press 2005, David Harvey:  Limits to Capital, London: Verso 2006, David Harvey: The Enigma of Capital and the Crises of Capitalism, London: Profile Books 2011

[15] David Harvey History of Neoliberalism op.cit., pp 12 ff . Se videre for Harvey’s begreber om ‘akkumulation’, ‘overakkumulation’ og ‘kriser’, David Harvey:  Limits to Capital , op.cit., kapitlerne 6 og 7, og David Harvey: The Enigma of Capital and the Crises of Capitalism, London: Profile Books 2011, David Harvey Enigma of Capitalism. op. cit. kapitlerne 3, 4, 5 og 8

[16] David Harvey History of Neoliberalism op.cit., p 15

[17] David Harvey History of Neoliberalism op.cit.  p 16. Se videre analyse og dokumentation hos Kevin Phillips, der bestemt ikke er nogen marxist, men en borgerlig liberal amerikaner, ovenikøbet republikaner, Kevin Phillips: Wealth And Democracy, New York: Broadway Books 2002

[18] David Harvey History of Neoliberalism op.cit, p 19 og p 119, se videre udførligt kapitlerne 4 og 5

[19] David Harvey History of Neoliberalism op.cit, kapitel 2

[20] David Harvey History of Neoliberalism op.cit , pp 39-69

[21] David Harvey History of Neoliberalism op.cit , pp 26-32

[22] David Harvey History of Neoliberalism op.cit ,  kapitlerne 3, 4 og 5. se også Naomi Klein: The Shock Doctrine. The Rise of Disaster Capitalism, London: Allen Lane 2007

[23]Naomi Klein: The Shock Doctrine op.cit..

[24] David Harvey History of Neoliberalism op.cit ,  kapitlerne 3, 4 og 5

[25] David Harvey History of Neoliberalism op.cit ,  kapitel 4. Se videre  Stephen Gill: Power and Resistance in the New World Order, London: Palgrave p 2008, Peter Gowan: The Global Gamble, London: Verso 1999, John Gray: False Dawn. The Delusions of Global Capitalism, London: Granta Books 2002,  Naomi Klein: The Shock Doctrine op.cit., Joseph Stiglitz: Globalization and its Discontents, New York: Norton 2002, Ellen Meiksins Wood:  Empire of Capital, London: Verso 2003. Som eksemplerne med Gray og Stiglitz viser, har forholdet altså også været bemærket af kritisk tænkende konservative og liberale forskere

[26] David Harvey History of Neoliberalism op.cit ,  kapitel 6

[27] David Harvey History of Neoliberalism op.cit , p 154

[28] Branko Milanovic: “ The Two Faces of Globalization: Against Globalization as We Know It”, World Development, vol. 31, 2003 No. 4, pp 667-683, Branko Milanovic: Worlds Apart. Measuring International and Global Inequality, Princeton University Press 2007 og Robert Hunter Wade: “ Is Globalization Reducing Poverty and Inequality?”, World Development, january 2004, pp 1-23. Se også for hele den substantielle problematik, Richard Wilkinson & Kate Pickett: The Spirit Level. Why Equality is Better for Everyone , London: Penguin 2010

[29] David Harvey History of Neoliberalism op.cit , pp 154-155. Se videre Milanovich Two Faces of Globalization op.cit. og Worlds Apart op.cit. samt   Hunter Wade Is Globalization Reducing Poverty and Inequality op.cit.

[30] David Harvey History of Neoliberalism op.cit ,  pp 160-161

[31] David Harvey History of Neoliberalism op.cit , p 16, p 246. Se også for Sovjetunionens sammenbrud og den efterfølgende omfordelingen af indkomster og formue til fordel for de rige, her især medlemmer af den hidtidige parti & stats elite bla.a. Alex Callinicos: The Revenge of History, Pennsylvania State University Press 1991, Stephen F. Cohen Failed Crusade. America and the Tragedy of Post-Communist Russia, New York: Norton 2000, Stefan Hedlund:  Russia’s ‘Market Economy’. A Bad case of predatory capitalism, London: UCL 1999, Boris Kagarlitsky: Restauration in Russia, London: Verso 1995, David Kotz & Fred Weir Revolution from Above . The Demise of the Soviet System, London & New York: Routledge 1997,  Peter  Reddaway & Dmitri  Glinski Tragedy of Russia’s Reforms.Market Bolshevism Againt Democracy , Washington DC: United States Institute of Peace Press 2001, Bertram Silverman & Murray Yanowitch: New Rich, New Poor, New Russia. Winners and Losers on the Russian Road to Capitalism, New York & London: M.E.Scharpe 1997, og Joseph Stiglitz: Globalization and its Discontents op.cit.

[32] David Harvey History of Neoliberalism op.cit , pp 161-162

[33] David Harvey History of Neoliberalism op.cit ,  p 161

[34]David Harvey History of Neoliberalism op.cit, pp 161-162

[35]David Harvey History of Neoliberalism op.cit , pp162-163 samt kapitel 4

[36] David Harvey History of Neoliberalism op.cit , p 162

[37] Joseph Stiglitz: Globalization and its Discontents, New York: Norton 2002,

[38] David Harvey History of Neoliberalism op.cit, Joseph Stiglitz: Globalization and its Discontents, op.cit.

[39] David Harvey History of Neoliberalism op.cit , pp 163-165

[40] C. Wright Mills: The Power Elite  , New York: Oxford University Press 1959, Colin Crouch: Post-Democracy, Cambridge: Polity Press 2004 

[41]Den danske ’Magtudredning’ f.eks. -igen byggende alene på survey data- at ’afstanden’ er blevet formindsket (se  Lise Togeby et al.  Makt og Demokrati i Danmark op.cit, pp 105-111, p 369, p 397, p 401) Både når det gælder spøgsmålet om pluralisme og spørgsmålet om afstand mellem eliter og befolkning reproducerede udredningen den dominerende ideologi og tegnede et idylliserende billede.

[42] Colin Crouch: Post-Democracyop.cit.

[43] Colin Crouch: Post-Democracyop.cit, p 2

[44] Colin Crouch: Post-Democracyop.cit, p 3

[45] Colin Crouch: Post-Democracyop.cit, pp 19-20

[46] Colin Crouch: Post-Democracyop.cit, pp 3-6

[47] Colin Crouch: Post-Democracyop.cit, p 29

[48] Colin Crouch: Post-Democracyop.cit, pp 29-30 og pp 53 ff

[49] Colin Crouch: Post-Democracyop.cit, pp 29-30

[50] Colin Crouch: Post-Democracyop.cit, pp 44-45. Man kan i forlængelse af Crouch’ analyse som et vigtigt eksempel her i landet pege på erhvervslivets stærkt stigende indflydelse på universiteternes ledelse, forskning og undervisning. Både den overordnede politiske styring, og det lokale medarbejderdemokrati er allerede henholdsvis blevet undermineret eller afskaffet og forskning og undervisning bliver i stigende grad forvredet og tilpasset erhvervslivets behov, ofte i snævreste forstand. Selv ansættelserne har erhvervslivet i stigende kraft styr på i kraft af donationer og bidrag.

[51]Colin Crouch: Post-Democracyop.cit, pp 41 ff, pp 43 ff, p 73

[52]Colin Crouch: Post-Democracyop.cit, pp 51-52

[53] Colin Crouch: Post-Democracyop.cit, pp 70-77

[54] Colin Crouch: Post-Democracyop.cit, pp 46 ff

[55] Colin Crouch: Post-Democracyop.cit, pp 26-27, pp 49-51

[56] Colin Crouch: Post-Democracy op.cit, p 5, p 20

[57] Curt Sørensen Stat, Nation, Klasse, København: Frydenlund 2013-14, Bind II, kapitel I og kapitel II

[58] Curt Sørensen Stat, Nation, Klasse op.cit., Bind II, kapitlerne I, II, III, VII og VIII

[59] Curt Sørensen Stat, Nation, Klasse op.cit, Bind II, kapitel IV

[60] Se de interessante overvejelser i Pierre Broue: The German Revolution 1917-1923, Chicago: Haymarket Books 2006, Part Four

[61] Armin Schäfer & Wolfgang Streeck (eds): Politics in the Age of Austerity, Cambridge: Polity Press 2013, p 5, Figur 1.3

[62] Schäfer & Streeck Politics in the Age of Austerity op.cit., pp 3-10. Se også diskussionen i Armin Schäfers bidrag kapitel 7.  Og Wolfgang Streeck, kapitel 11. Se for et  eksempel på højrefløjens analyse og argumentation, Mancur Olson: The Rise and Decline of Nations: Economic Growth, Stagflation , and Social Rigidities, New Haven: Yale University Press 1982

[63] Schäfer &  Streeck  Politics in the Age of Austerity op.cit, p 9

[64] Schäfer &  Streeck  Politics in the Age of Austerity op.cit , pp 1-25

[65]Se for krisen og dens håndtering  Ivan Berend: Europe in Crisis: Bolt from the Blue?, London: Routledge 2012, Andrew Glyn: Capitalism in Crisis, Oxford University Press 2007, Paul Krugman: The Return of Depression Economics, London: Allen Lane 2008, Costas Lapavistas: Crisis in the Eurozone, London: Verso 2012, David McNally: Global Slump: The Economics and Politics of Global Crisis, Oakland: PM Press 2010,  Joseph Stiglitz: Freefall. Free Markets and the Sinking of the Global Economy, London: Penguin 2010, Wolfgang Streeck & Armin Schäfer (eds.): Politics in the Age of Austerity, Polity Pess 2013

[66]Neill Nugent: The Government and   Politics of the European Union,  London: Palgrave 2003,pp 58-60, pp 60-70, pp 57-80, og pp 81-108.,

[67] Se for den neoliberalistiske formning af EU’s politik videre Bastian van Appeldoorn Contradiction and Limits op.cit.

[68]ibid

[69] Den samme proces så vi I Rusland i 1990’erne. Se Reddaway & Glinski for Yeltsin perioden i Rusland: The Tragedy of Russia’s Reforms. Market Bolshevism Against Democracy, Washington: United States of Peace Research 2001. ’Markedsbolsjevisme´går på den karakteristiske anstrengelse for ovenfra at gennemføre stats- kapitalismen (ideologisk tilsløret af neo-liberalistisk retorik). Men det samme fænomen er i grunden iøjnefaldende, når man betragter den vesteuropæiske udvikling gennem de sidste årtier.

[70] Curt Sørensen: Stat, Nation, Klasse, Bnd.  I-III, København: Frydenlund 2013-2014

[71] Diskussionen herom er allerede enorm, men se bla.a. Mikkel Bolt: Krise til Opstand, Københav: Anipyrine 2013,  Stephen Gill: Power and Resistance in the World Order, London: Palgrave 2003, David Graeber: The Democracy Project: A History, a Crisis, a Movement, Spiegel & Grau 2013, Michael Hardt & Antonio Negri: Empire,  Harvard University Press 2001, Michael Hardt & Antonio Negri: Multitude- War and Democracy in the Age of Empire, New York: Penguin Press 2004, Michael Hardt & Antonio Negri: Commonwealth, Harvard University Press 2009. John Holloway: Changing the World Without Taking Power. The Meaning  of Revolution Today, London: Pluto Press 2010, John Holloway: Crack Capitalism, London: Pluto Press 2010, David McNally: Global Slump: The Economics and Politics of Crisis and Resistance, PM Press 2010, Antonio Negri: The Politics of Subversion: A Manifesto for the Twenty-First Century, Cambrige: Polity 2005, Donatella della Porta: Can Democracy be saved ? : Participation, Deliberation and Social Movements, Cambridge: Polity Press 2013,  James Petras & Henry Velmeyr: System in Crisis, London: Zed Books 2003, Jerome E. Roos: “ Que No Nos Representan’. The Crisis of Representation and the Resonance of the Real Democracy Movement from the Indignados to Occupy”, Paper, University of Montreal , February 2013, Jerome E. Roos: “We are everywhere! The Autonomous Roots of the Real Democracy Movement”, paper delivered at the 7th Annual Conference of the ECPR General Conference: ‘Comparative Perspective on the New Politics of Dissent’, Bordeaux September 4-7, 2013

[72] Problemet her er at denne diskussion tenderer til at kappe af mod de historiske erfaringer og de klassiske diskussioner. Men kapitalismen rummer både en kontinuitet og noget nyt. Den vanskelige opgave består netop i at forene det bedste fra de to positioner og sæt af indsigter: den akkumulere erfaring og analysen af de nye forhold.