Linjer for en socialistisk reformstrategi
Af Jan Helbak

Offentliggjort: 15. april 2014

Der er afgørende forskel på, om argumentationen for socialismen føres ud fra et alment retfærdighedssynspunkt, hvor den kapitalistiske samfundsformation kritiseres for grundlæggende at være uretfærdig og kronisk ulighedsskabende. Eller om socialismen begrundes i kapitalismens egne indre modsætninger, der uanset historiske konjunkturer og mange mellemformer grundlæggende, er civilisationsnedbrydende, udemokratisk og samfundsmæssig irrationel. Denne artikel baserer sig på det sidste standpunkt.

I omkring 150 år har den politisk-teoretiske diskussion mellem de nævnte to fundamentalt forskellige begrundelser for socialismen udgjort omdrejningsaksen for alle strategiske og taktiske diskussioner. Af samme grund er det også nødvendigt i dag at redegøre for ens position, når man lukker op for diskussionen om en socialistisk reformstrategi.

Grundbetingelser
Denne artikels grundlæggende præmis er, at den kapitalistiske samfundsformation alene har en evig stræben mod værdiøgende akkumulation som drivende kraft. Hvad der produceres, hvordan der produceres, hvordan samfundet udvikles, hvad menneskene har brug for osv. får kun indvirkning på den samlede kapitals dispositioner i den udstrækning vareproduktionen øger og realiserer profitten, og akkumulationen kan reproduceres og udvides igen og igen. Herved er der i kapitalismen indbygget en samfundsmæssig grundmodsætning, der tiltagende skærpes. Mellem akkumulationens private karakter og dens samfundsmæssige konsekvenser – den kapitalistiske produktions tiltagende samfundsmæssiggørelse. Det som på systemplanet tager sig ud som en modsætning mellem mikroøkonomiens rationalitet og den makroøkonomiske irrationalitet. Tillige indebærer den kapitalistiske drivkraft, at akkumulationen og den tendentielle markedsgørelse af alt menneskeligt i sin bevægelse har en global bane. Dvs. at alle menneskelige samværsformer så som familieliv, kærlighedsliv, fritidsliv og grænseoverskridende mellemmenneskelige relationer osv. potentielt må underlægges kapitalistisk udbytning og markedsstyring. For det andet at denne tendens spreder sig til hele verden og bestemmer betingelserne for nationale, mellemnationale og internationale relationer.

Den kapitalistiske samfundsformation bygger på et klassesystem, hvor den grundlæggende modsætning går mellem kapitalistklassen og arbejderklassen, fordi disse klasser indenfor kapitalismen står i et samfundskonstituerende, gensidigt betingende forhold til hinanden. Selve det politiske og kulturelle dominansforhold – den herskende klasses dominans – er underordnet denne relation.

De andre klasser, herunder den moderne middelklasse, står i et historisk og specifikt, funktionelt forhold til den grundlæggende klasserelation, fordi de indenfor rammen af den kapitalistiske akkumulation indtræder som historisk nødvendige formidlere af den samlede reproduktion af den kapitalistiske samfundsformation. I den forstand er klasserne objektive samfundsstørrelser, som dog først konkret og historisk sætter sig igennem som handlende klasser i selve klassekampen. Det afgørende her er, at klasselinjerne i samfundet ikke alene defineres i forhold til den private ejendomsret til produktionsmidlerne, ej heller i forhold til indtægt og status men først og fremmest i forhold til deres stilling i den kapitalistiske produktion af profit, idet det også er den stilling, der som objektiv tendens er bestemmende for, hvilke løsningsbaner de forskellige klasser søger eller tvinges til at søge under de store samfundskriser, som kapitalismen som system skaber igen og igen.

Ifølge denne opfattelse er det disse forskelle i placeringen indenfor den kapitalistiske samfundsformation, der skal tages som udgangspunkt, når man vil formulere en konkret strategi for kampen for det socialistiske alternativ. Og ifølge denne opfattelse kan strategien ikke udgå fra ideale forestillinger om det gode samfund, men må tværtimod aktualiseres igen og igen gennem den konkrete historiske kritik af kapitalismens samfundsnedbrydende kriser, sociale kaos og tilbagevendende fattigdom og udstødning af store befolkningsgrupper.

Reformstrategien skal som sådan opfattes som en historisk kategori og ikke som en moralsk, der henter sin begrundelse i et universelt ligheds- og retfærdighedsbegreb. Med det som udgangspunkt må enhver nutidig drøftelse af en socialistisk reformstrategi følgelig tage udgangspunkt i en analyse af den aktuelle kapitalistiske krise og dens centrale kendetegn.

Signalement af den aktuelle krises anatomi
Finanskrisen var, som de fleste er enige om, forårsaget af flere forudgående spekulationsbobler – og ikke mindst boligboblen. Gældskrisen er den logiske konsekvens af finanssektorens sammenbrud og en dybtgående recession i realøkonomien og følgende stor arbejdsløshed samt statsmagtens indgreb for at redde finanssektoren fra kollaps.

Som jeg har redegjort for i tidligere artikler om krisen[1], opfatter jeg ”den store recession” som en af flere siden 1978 og samtidig som kulminationen på de herskende kapitalmagters kompensationsstrategi, der i form af dereguleringsstrategien (Washington Concensus) som mål har haft nedbygningen af velfærdsstaten og svækkelsen af arbejderklassen på den ene side og på den anden side gennem finansialisering af hele økonomien at overvinde kapitalismens egne akkumulationsgrænser. Det indebærer, at angrebet på velfærdsstaterne, intensivering af udbytningen og omfordelingen fra løn til profit ikke kan forstås uafhængigt af finanskapitalens vækst og dominans, herunder den eksplosive vækst i spekulation og yderligere udtynding af den organiske relation mellem finanssektoren og akkumulationen i realøkonomien. Førstnævnte tjener ikke længere primært sidstnævntes udvikling, men har indtaget en global rolle som driver af verdensøkonomien og af det politiske system.. 

Neoklassisk økonomisk teori og samfundsopfattelse, der i Washington Consensus fortrængte keynesianismen som strategisk svar på den begyndende stagnation i 70erne, har fulgt i sporet af denne udvikling og har gennem sit hegemoni bidraget til at legitimere de sidste 30 års udvikling som højeste, økonomiske fornuft. På det grundlag er det lykkedes de herskende klasser at trænge den klassiske velfærdsstatstænkning i defensiven og dermed også bidraget til at ændre klassestyrkeforholdene og disses politiske udtryk og tænkeformer. Det kan i hovedsagen aflæses i de socialdemokratiske partiers opgivelse både af venstrekeynesianismen og den reformpolitiske strategi, der definerede velfærdsstaten som et stadie i kampen mod kapitalismen og opbygning af den demokratiske socialisme. Samme kurve har fagforeningerne fulgt, så at den samlede arbejderbevægelse i dag ikke har en samfundsforståelse, der i udgangspunktet adskiller sig fra den, der er indeholdt i de mere sociale varianter af liberalismen.

Denne tilbagetrængning er selvfølgelig ikke foregået ensartet og modstandsløst. Faktisk er den forløbet rykvis over 30 år og har været præget af mange partielle kampe indenfor alle hovedklasserne og imellem dem. Et af de vigtigste kamptemaer har været modstanden mod markedsgørelsen af statssystemet (offentlig sektor) og dels de mange forringelser af de offentligt ansattes vilkår og dels mod udtyndingen af de velfærdsgoder, som arbejderbevægelsen gennem flere årtiers kamp forud for og efter 2. verdenskrig aftvang den herskende klasse. Men uanset disse kampe og modstanden mod restaurationsstrategiens logik, har dennes rationale ikke desto mindre indtaget pladsen som det uanfægtelige udgangspunkt for enhver samfundsanalyse og har således også indtil videre sat grænserne for, hvad der kunne tænkes og hvad der kunne fostres af alternativer til de grundlæggende samfundsproblemer – som ikke har villet gå bort af sig selv.

Kapitalismekritikkens karakter
Ikke desto mindre befinder vi os i en historisk periode, hvor på den ene side kapitalismens globale og systemiske problemer er så fremtrædende og overvældende, at man skulle mene, at den grundlæggende systemkritik lå lige for. Men store dele af den socialistiske bevægelse har på den anden side været trængt så grundigt i defensiven, at den som udgangspunkt faktisk accepterer en underliggende, liberal markedslogik. Det forklarer hvorfor der i de fleste diskussioner ses bort fra, at kapitalismens problemer ikke udgår fra markedet, men fra den grundlæggende produktionsform. Og at finansialiseringen af samfundsøkonomien først og fremmest er det mest bizarre udtryk for, at kapitalismen hænger fast i en langstrakt stagnation af hidtil ukendt længde defineret ved svage vækstrater, svage investeringsrater i produktionen, beskedne produktivitetsstigninger og en relativ hæmning af den globale akkumulation.

Det er selvfølgelig ganske forståeligt, at når rigdommen i dag fordeles mere og mere skævt, og fattigdommen vokser, når væksttvangen lægger sit massive pres på alle politiske beslutninger, når arbejdsløsheden er kronisk høj (uanset om den fremgår af de formelle statistikker eller er skjult i andre kategorier), og når traditionen for en grundlæggende systemkritik er forsvundet i arbejderbevægelsen, så ligger det lige for, at det bliver den moralske forargelse over den graverende uretfærdighed og ulighed, der bliver den fremherskende begrundelse for det socialistiske alternativ. Men det bliver begrundelsen ikke rigtigere af. Og hvad værre er, så holder den brede venstrefløjs forestillinger om dette alternativ sig i al væsentligt indenfor rammerne af en ny vag, venstrekeynesiansk velfærdsmodel.

Hovedproblemet i dag er imidlertid, at den kapitalistiske samfundsformations indre modsætninger har antaget dimensioner, der, hvis det skulle lykkes en centrum-venstre ledet regering at konfrontere finanskapitalens uhæmmede spekulation gennem statslig regulering og måske oven i købet nationalisering af store dele af finanssektoren, ville træde frem i endnu mere omfattende form, fordi hovedproblemet netop skal findes i akkumulationstvangen og stagnationen og ikke i den afledte spekulation.

Dette hovedproblem eksisterer allerede i dag i tilspidset form og kan identificeres: ved at kapitalrigeligheden er mange gange større, end der kan findes områder for profitabel investering til.

Denne bestemmende problemstilling viser sig i et dobbeltforhold som uhæmmet væksttvang og på samme tid som afsætningsvanskeligheder i det samlede, økonomiske kredsløb. Modsætningen skærpes  ydermere af, at arbejderklassen og brede dele af middelklassen har været tvunget i defensiven i to årtier og kun har kunnet kompensere for en faldende lønrate ved at gældsætte sig for at opretholde et konstrueret   masseforbrug.

Det strategiske udgangspunkt
Det giver for mig at se ikke mening i den sammenhæng at diskutere regeringsdeltagelse eller ikke regeringsdeltagelse eller socialreform eller revolution med mindre diskussionen af disse modstillingspar funderes på en konkret begrundelse for socialismen som alternativ.

Regeringsdeltagelse er et taktisk spørgsmål, hvor de afgørende kriterier defineres af den aktuelle politiske situation, styrkeforholdet mellem klasserne og det grundlag, der dannes regering på. Dvs. kampen for en ”rød regering” og dannelsen af en sådan skal først og fremmest bedømmes på, om forståelsen af opgaverne og betingelserne  forholder sig til de faktiske, økonomiske og politiske forhold, herunder klassestyrkeforholdene. S-SF’s Fair Løsning og efterfølgende valgprogram brød på ingen måde med restaurationsstrategiens økonomiske doktrin. Både S og SF baserede sig i hele perioden op til valget på en opfattelse af, at krisen var ved at være overstået. Der skulle således blive plads til en keynesiansk efterspørgselspolitik.

Virkeligheden er som bekendt blevet en anden og vil være det mange år frem. Og når de to partiers politiske intentioner er faldet på stengrund, skyldes det ikke, at de har begået forræderi eller løftebrud, som nogen vil hævde, men ganske simpelt at disse partiers analyse af kapitalismens krise og klassekampens skærpede karakter er og har været blottet for enhver realisme. Som politisk flertal har de to partier samt de Radikale herhjemme og socialdemokratiske flertalsregeringer andre steder måttet erfare, at tiden hvor der kunne føres progressiv, social reformpolitik uden at konfrontere de store kapitalkræfter og yderligere skærpe modsætningerne hører historien til.

Selv så sølle et signalkrav som eksempelvis millionærskatten fik de skingre toner frem i borgerskabet. Alle forslag (selv Francois Hollandes forsigtige udspil) om indgreb i bankernes og virksomhedernes ejendomsret, fik erhvervslivet til at true med out-sourcing og kapitalflugt. Kort sagt, selv en meget behersket progressiv reformstrategi udløser i dag en modstand så voldsom, at centrum-venstre regeringerne enten tvinges til at åbne for en større udfordring af den herskende klasse eller retirere til en forkrøblet fordelingspolitik indenfor de rammer, kapitalen nu engang sætter. Og med finanspagt og budgetlove er rammerne så snævre, at der ikke længere kan føres progressiv reformpolitik, uanset hvor mange populistiske metaforer, der anvendes.

I den forstand og af den grund er det eksempelvis i dag ganske uinteressant, om SF er med i regeringen eller ej. Partiet udrettede ikke meget i regeringen, og kan på det nugældende grundlag ikke udrette det store udenfor. Det er ikke regeringsdeltagelsen, der er problemet.

Den samme problematik går igen i spørgsmålet om socialreform eller revolution. Opgaven for alle socialistiske partier består ikke i at opstille abstrakte skemaer for den politiske kamp eller verbalt forsøge at overvinde kløften mellem den snævre dagsaktuelle kamp, som f.eks. Indignados-bevægelsen, Occupy-bevægelsen m.fl. er et udtryk for og det strategiske perspektiv. Den består heller ikke i videreføre den klassiske – om end på et moderniseret grundlag – arbejdsdeling mellem partier og fagbevægelse eller at lægge sig fast på parlamentarismen som reformpolitikkens institutionelle grundform. Skæringspunktet ligger i koblingen mellem det strategiske perspektiv, de konkrete krav, mobiliseringsform og de udviklede bevidstformer. At reformkampen så i en lang periode fra nu vil rette sig mod de parlamentariske organer er underordnet, for så vidt der udvikles en massebevægelse og en tilsvarende politisk bevidsthed.

Som udgangspunkt ved vi, at statsapparatet og dets øverste lag i både stat, kommuner og regioner i løbet af de sidste 20 år har løsrevet sig stadigt mere fra samfundet og i dag de facto unddrager sig folkelig, demokratisk kontrol. Vi ved også, at restaurationsstrategiens individualisering af samfundslivet ikke alene har svækket masseorganisationerne, men i ligeså høj grad de politiske og teoretiske traditioner i arbejderbevægelsen. Hvilket får til følge, at det ganske simpelt ikke er muligt i dag at føre socialistisk reformpolitik, uden der tilsvarende genudvikles en bred folkelig bevidsthed og organisering stærk nok til at ændre klassestyrkeforholdene bl.a. ved systematisk at udfordre de stadigt mere tydelige interesse- og omgrupperingskampe i de herskende klasser og uddybe de indre spændinger i statssystemet.

Men vi ved også, at en folkelig mobilisering og organisering, som enhver socialistisk reformstrategi næsten pr. automatik henviser til, der både skal støtte en venstreorienteret regering og danne grundlag for en demokratisering af hele statssystemet, statsapparatet og samfundslivet, ikke er nogen konstant størrelse. Tværtimod er den folkelige opbakning til en venstreorienteret regering uhyre skrøbelig, og den kan meget hurtigt opløses i indre splittelse, måldifferentieringer eller -afvigelser og politiske forskydninger, hvis samfundsustabiliteten når et niveau, hvor de forskellige samfundsgrupper, der i går stod sammen i enighed begynder at forfølge egne overlevelsesstrategier – fordi ustabiliteten ikke ser ud til at kunne overvindes.

Hverken arbejderklassen eller middelklassen er i virkelighedens verden homogene størrelser – og de har aldrig været det. De forskellige undergrupper eller segmenter vil være mere eller mindre udsatte, hvis venstreregeringen ikke er i stand til at fastholde et politisk overtag, men i stedet må indgå kompromisser med de store kapitalinteresser, der gennem destabilisering tilstræber at demobilisere de store bevægelser og tvinge regeringen til at føre en ”ansvarlig politik”. Og der vil være nok af intellektuelle kræfter og magtfulde medier til at understøtte modoffensiven. Homogenitet i klasserne er ikke et faktisk og empirisk fænomen, men alene et politisk potentiale, der udformes i klassekampen.

Forandringsstrategiens realisme
Det lyder besnærende enkelt, når man kan læse noget i retning af: at ”fremvæksten af en socialistisk markedsøkonomi ikke alene kan skabes gennem statsmagten, men kræver at producenter og forbrugere bygger kooperativer og andre former for ikke-kapitalistisk virksomhed”.

Men virksomheder bliver ikke mindre kapitalistiske af, at ejendomsforholdene formelt ændrer sig f.eks. gennem forskellige udgaver af økonomisk demokrati. Virksomhederne skal stadig producere til et kapitalistisk marked og er afhængige af lange, integrerede, kapitalistiske fødekæder. Ikke dermed sagt, at en venstreregering ikke som reformprogram skal have demokratisering af produktionen som et centralt mål. Ligesom en omfattende socialisering af hele finanssektoren i Europa forekommer at være uomgængeligt udgangspunkt, hvis man i hvert fald regionalt vil afmontere finanskapitalens greb om de legitime regeringer og samtidig opbygge en samfundsgavnlig investeringspolitik.

Men det grænser til det politisk naive, hvis man ikke samtidig tager den internationale og for den sags skyld nationale kapitals magt og forventelige modsvar i betragtning og som minimum diskuterer, hvordan det økonomiske demokrati både skal forsvares og udbygges på en og samme tid.

Hvis man ikke gør sig praktiske forestillinger om, hvordan man vil udfordre verdensmarkedets magtlogik og f.eks. opbygge alternative handelsalliancer, sådan som centrum-venstre er i fuld gang med i Latinamerika gennem ALBA, så har man på forhånd dømt de alternative produktions- og distributionsformer til degeneration. I sammenslutningen bag ALBA forsøger man helt bevidst at opbygge alternative handelsalliancer som forudsætning for, at der kan indføres alternative investerings- og produktionsformer. Endnu er resultaterne skrøbelige, men initiativet har ikke desto mindre skabt en næsten frenetisk vrede i USA. Og EU gør alt for at ødelægge disse alternative handelsaftaler og stiller som krav for nye, bilaterale aftaler, at de påtænkte nationaliseringer af naturressourcerne og grundlaget for fair arbejdsdeling og handelssamkvem skrinlægges. Når bl.a. USA puster til spændingerne i Venezuela, handler det også om at inddæmme ansatserne til at gøre de latinamerikanske økonomier uafhængige af amerikansk dominans.

Pointen er, at man ikke i en reformstrategi ustraffet kan gennemføre en progressiv demokratiseringspolitik både af statssystemet og produktionen uden tilsvarende at argumentere for og sandsynliggøre, hvordan man forestiller sig en overvindelse af markedstvangen gennem etablering af helt andre og alternative samhandelsformer, der svækker det globale kapitalistiske markedstyranni. En seriøs reformpolitik i Danmark må således som minimum indeholde en strategi for et demokratiseret Europa med en tilstrækkelig stærk union til at føre en dekoblingspolitik, der på den ene side svækker de store kapitalkræfter og på den anden side har som mål at opbygge helt nye samhandelsalliancer og støtte andre regionale reformbevægelser.

Det er i den forstand ikke et spørgsmål om, hvorvidt det er korrekt og muligt at operere med en øget socialisering og demokratisering af markedsøkonomien. Problemet er, hvis forandringsstrategien ikke indeholder klare forestillinger om, hvordan det økonomiske demokrati skal udbredes og konsolideres på en sådan måde, at det forbereder det videre og påtvungne brud med akkumulationstvangens civilisationsdestruktion.

Det er det afgørende brud, som ethvert trin i reformstrategien må føre frem til og være rede til at kaste ind i klassekampen på dens aktuelle niveauer. Det er også i det brud, at den egentlige revolutionering af hele det sociale og politiske liv ligger – fremfor som oftest behandlet at være begrænset til spørgsmålet om kampen om den formelle politiske magt.

Arbejderparti eller socialistparti?
For at vende tilbage til systemkritikken af den kapitalistiske samfundsformation er det dennes indre og voksende modsætninger, der igen og igen skærper akkumulationstvangen og samtidig udsætter samfundene og civilisationsgrundlaget for gentagne og ødelæggende rystelser. Og det er sidstnævnte forhold, der overhovedet er det materielle og objektive grundlag for, at det nu til forskel fra tidligere både er nødvendigt og muligt at udvikle og opbygge brede folkelige alliancer, det som jeg vil kalde en historisk, social blok for det socialistiske alternativ.

Selv om det er noget vrøvl, at arbejderklassen mindskes både i størrelse og indflydelse – tværtimod vokser den internationalt – så er det ikke det afgørende. Det er derimod det faktum, at det modsigelsfulde kapital-arbejde forhold under den moderne kapitalisme har nået et omfang, hvor hele samfundet underlægges og hjemsøges af kapitalens destruktive akkumulationstvang. Det betyder, at brede lag i middelklassen nu i lighed med arbejderklassen får deres tilværelse ødelagt under kapitalismens forsatte jagt på profit, og hvor al mellemmenneskeligt samvær efterhånden kun har værdi, for så vidt det kan sættes på økonomisk formel og markedsgøres.

Markedsgørelsen af statssystemet tvinger store grupper af offentligt ansatte til at fungere som ”gemene samlebåndsarbejdere”. Magtforskydningerne har koncentreret næsten al magt i de øverste ledelseslag og de teknokratiske stabsfunktioner indenfor den offentlige sektor, og disse lag føler større loyalitet overfor deres ligestillede i det private erhvervsliv end overfor både borgerne og de øvrige ansatte længere nede i hierarkiet. Af samme grund medvirker de øverste ledelseslag også aktivt i demonteringen af de sidste rester af velfærdsstaten. Så allerede her kan en reformstrategi finde et oplagt objektivt grundlag for opbygningen af nye folkelige klassealliancer – formuleret som et egalitært, venstrefløjspolitisk folkebegreb.

Den samme eskalerende differentieringsproces udfolder sig i servicesektoren og i produktionen. Lidt populært kan man tale om store dele af middelklassens proletariseringsproces. Helt almindelige lønmodtagere i middelklassen er allerede  hægtet af på grund af magtcentraliseringen. Og muligheden for en individuel opstigen i samfundshierarkiet og en forbedret stilling i rigdomsfordelingen er i dag forbeholdt de øverste lag i middelklassen. Gennem de sidste 10 år har middelklassens relative velstand hovedsageligt bygget på omfattende gældsætning, og den vej er nu lukket. Det betyder ikke, at store dele af middelklassen og de bedst stillede arbejdere ikke stadigt forsøger at klare skærene individuelt, men mulighederne for at fortsætte ad den vej er ved at tørre ud – det er i det forhold, at grundlaget for klassealliancer skal findes.

Disse klassedifferentieringsprocesser slår selvfølgelig også ind i partierne og ændrer på deres indbyrdes styrkeforhold og indvirker på de aktuelle og fremtidige politiske kampe for et nyt eller flere nye socialistiske partier til afløsning for de gamle, der ikke kan komme videre.

Centrum-venstre alliancernes (herhjemme S og SF) forsøg på at værne om velfærdsstaten (eks. forestillinger om ”at hegne markedet ind”) er over alt stødt på grund. De har ikke en politik for fremtiden. De har tømt deres egne organisationer for indre liv og demokratisk kultur. De mister autoritet og status som samfundsforandrende kraft.

Som konsekvens bliver opgaven den endnu uhomogene venstrefløj at forme og udvikle et socialistisk parti på en reformstrategi, der tager sig af de enorme problemer, vores samfundsformation befinder sig i, og som centrum-venstre ikke har villet eller kunnet løse. Af samme grund kan en socialistisk reformstrategi heller ikke vende perspektivet bagud til en genopretning af den hedengangne velfærdstat. Den var og forbliver at være en vigtig parentes i kapitalismens udvikling som et kompromis mellem kapital og arbejde – men aldrig mere end det. I kapitalismens nuværende fase og lange stagnation er det perspektivløst og i øvrigt urealistisk alene at styre efter en ny omfordelingspolitik og en ny styrket offentlig sektor.

Den socialistiske reformpolitik må gå skridtet videre, hvor den gamle velfærdsstats- og reformpolitik stoppede. Den må gribe afgørende ind i produktionsvilkårene og i den kapitalistiske produktionslogik. Man kan således vanskeligt forestille sig det muligt at skabe øget social tryghed, afkommodificere samfundslivet og gendemokratisere samfundet både som politisk system og som samværsform uden at skabe et økonomisk grundlag og en måde at producere og samhandle på, der understøtter disse mål.

Barnets navn er således ligegyldigt. Det er også mindre interessant, om det kommende parti formelt favner bredt, og om det på papiret sværger til det brede og pluralistiske demokrati som modstilling til f.eks. demokratisk centralisme. Alle massepartier, brede bevægelser, folkelige organiseringer og demokratiske strukturer degenerer, hvis ikke de bygger på et politisk grundlag, der for det første angriber de grundlæggende problemer adækvat, for det andet indgår i en strategi, der på hvert nyt niveau kan accelerere udviklingen og for det tredje svækker modstanden hos de klassekræfter, hvis grundinteresser er den egentlige årsag til hele processen.

DEL II

Økonomisk stagnation
Jeg har i del I argumenteret for, at den aktuelle krise kun på overfladen er en finans- og gældskrise. I min optik er det epokale tendenser, der rumsterer under den aktuelle krise og styrer de modsætninger, som vi er vidne til hver dag. Dermed også sagt, at hverken den massive, amerikanske underskudsfinansiering og enorme støtte til finanssektoren og de største monopolfirmaer eller den europæiske deflationspolitik indeholder løsninger på den nuværende krise. Tværtimod medvirker de til endnu engang at udskyde de radikale kriseløsninger, som på den ene side er nødvendige på et kapitalistisk grundlag, men som de herskende klasser på den anden side ikke kan overskue konsekvenserne af.

Men efterhånden forekommer det rimeligt sikkert, at kapitalismen som system ikke kan overvinde sin egen overakkumulation uden omfattende omstruktureringer både globalt og indenfor de enkelte nationale økonomier. Som ved de tidligere store og dybe økonomiske kriser er en løsning utænkelig, uden der gennemføres en enorm sanering af overflødig kapital, så det igen bliver muligt at investere de uhyre ophobede kapitalmasser produktivt. Det har selv det engelske finanstidsskrift ”The Economist” indset. I en større artikel kritiserer man især den amerikanske regering og forbundsbanken for at holde hånden over eller under store transnationale virksomheder, der uden massiv hjælp i form af billig kredit ville være tvunget til at sanere store dele af deres kapitalapparat. Det samme billede ses i Europa og nu også i både Kina og Indien. Det er den situation, der har fået flere kritiske borgerlige økonomer bl.a. Martin Wolf fra ”Financial Times” til at kalde den nuværende krise for ”contained drepression” og fremkalde sammenligninger med situationen i 1937, hvor et nyt krisedyk hovedsageligt blev modvirket af omfattende militær oprustning i alle de centrale økonomier.

Politisk opbrud
I modsætning til den herskende klasses politiske handlekraft med Washington Consensus i slutningen af 70erne, er billedet i dag præget af stor tvivlrådighed og splittelse både i Europa og mellem lederne i Europa og ledelsen i USA og i BRIK- landene. Det bliver næsten for hver dag mere og mere tydeligt, at de ledende politiske kræfter og stærkeste fraktioner indenfor de herskende klasser ikke har nogen ny, politisk strategi for en løsning på den aktuelle krise. Og karakteristisk for alle regeringerne uanset forskelle i de valgte strategier er, at de er under pres fra et helt uregerligt finansmarked, som igen er infiltreret af de store transnationale kapitalenheder, der er parat til at vælte en hvilken som helst regering, der ikke ensidigt forsvarer deres kortsigtede interesser.

Regeringerne er således bragt i konflikt med hinanden i forsvaret af de nationale kapitalinteresser. De er i konflikt med de forskellige nationale og internationale kapitalfraktioner (om blandt andet stop for den eskalerende skatteunddragelse, forureningen, klimaforandringerne og de vandrende spekulationsbevægelser), og efterhånden også i en massiv konflikt med hovedparten af deres egne befolkninger.

Tag eksempelvis konflikten mellem Merkels ”sparestrategi” og Hollandes tidligere ”vækststrategi” for Europa. Den kan ikke reduceres til et Europæisk anliggende. Merkels spare- og eksportstrategi får betydning for hele verdensmarkedet, hvor den  bidrager til stagnationen i væksten. Politisk opløser deflationspolitikken velfærdsstaterne indefra. Den næsten kroniske krise i euroområdet og den deflationære økonomiske politik skærper afstanden mellem statsmagten og den politisk-sociale elite på den ene side og den brede befolkning på den anden side i form af en udpræget og omfattende politikerlede. Det foregår samtidig med, at de gamle stormagter hænger fast i voksende uenigheder og modstridende interesser i alle internationale fora (IMF, OECD, FN, Verdensbanken og WHO), som igen medvirker til at nedbryde vestens hidtidige og ubestridte globale dominans og de nationale herskende klassers dominans i samfundspolitikken.

Samlet set kan man tale om de herskende klassers og de intellektuelle eliters fremadskridende tab af overbevisningskraft og evne til at fremstå som de samfundskræfter, der kan sikre væksten, samfundsstabiliteten og befolkningernes sociale og miljømæssige sikring og tryghed. Hvilket på den anden side får som konsekvens, at statssystemerne og de overnationale institutioner som f.eks. EU mister legitimitet og i stigende grad har vanskeligt ved at opretholde deres ønsker om at være hele samfundets statsmagt og varetager af den almene og offentlige velfærd. Færre er i tvivl om, at regeringerne og bureaukratiet i EU gennemfører politiske løsninger, som først og fremmest uddyber uligheden. Det er ikke uden grund, at parolen om de 99% mod den 1% som billede på uligheden har slået an i stort set hele den vestlige verden.

Der er således tale om en ond spiral, hvor regeringerne stadig mere ensidigt sætter de tidligere velfærdsordninger over styr for at finansiere reorganiseringen og rekapitaliseringen af de store banker samtidig med, at de største kapitalforetagender lægger pres på de mindre stærke kapitalforetagender og lønmodtagerne for at tilrane sig mest mulig profit. Produktionen flyttes i en uendelighed fra den ene lokalitet til den næste i jagten efter de bedste og billigste produktionsbetingelser. Hele lokalsamfund lægges øde, og alle de fine miljøfortsætter fra diverse konferencer gøres til skamme af kapitalens evige omstrukturering af den internationale arbejdsdeling med opbygning af nye produktions-og transportkæder, der dels gør disse store kapitalforetagender næsten usårlige overfor nationale indgreb og på samme tid omformer den globale kommunikations- og transportstruktur, så den snævert passer til profitoptimeringens logik, selv om den samtidig undergraver alle staternes miljøforbedrende beslutninger og tiltag.

Kort sagt har den private og grænseoverskridende produktion af profit nået en grad af samfundsmæssiggørelse og indflydelse på alle samfundslivets forskellige sektorer, der gør det stadigt vanskeligere at tackle de samfundsøkonomiske problemer, uden radikale politiske indgreb for at ændre de givne betingelser. På den anden side har den samme udvikling bidraget til, at de nationale levevilkår globaliseres forstået på den måde, at samfundsbetingelserne for den brede befolkning mere og mere kommer til at ligne hinanden, og at tidligere betydningsfulde nationale eller regionale forskelle udviskes.

En realistisk reformstrategi
En realistisk reformstrategi eller forandringsstrategi må i konsekvens af den aktuelle situation og med udgangspunkt i grundtrækkene i den nuværende historiske epoke tage det diametralt modsatte afsæt af det, der ellers præger venstrefløjens nationale reformstrategier.

Udgangspunktet må som mindstemål være kampen for at transformere EU til en politisk demokratisk og social solidarisk union, og de nationale politiske transformationsstrategier må integreres i og underordnes dette perspektiv.

Hvor dette perspektiv for blot nogle år siden var en fuldstændig abstrakt politisk størrelse, har eurokrisen og de sydeuropæiske landes økonomiske og sociale sammenbrud på den ene side og den europæiske politiske elites teknokratiske kuppolitik i EU på den anden side gjort spørgsmålet ganske konkret og aktuelt. F.eks. stod det helt klart for det græske Syriza, at man i valgkampen var nødt til at forbinde en progressiv reformpolitik i Grækenland med en ligeså progressiv og demokratisk og økonomisk reformering af alle unionens institutioner, hvis Grækenland og for den sags skyld de andre sydeuropæiske medlemslande skal komme ud af krisen og inddæmme finanssektorens tyrannisering og undergravning af samfundsøkonomien.

Inspireret af problemstillingerne, der kom op til overfladen i den græske valgkamp, kan der nu spores en vis vending indenfor store dele af det ”Europæiske Venstre”, der seriøst er begyndt at drøfte et egentligt europæisk reformprogram, som rækker langt ud over den hidtil kendte kritik af EU og euroen for at være en ”liberal konstruktion” – hvad den i bund og grund også er.

Og som svar på den aktuelle gældkrise og den Merkel-inspirerede deflationspolitik stilles kravet nu mere klart om en politisk kontrolleret europæisk centralbank og en offentlig investeringsbank som forudsætning for øget regulering af finanssektoren og begrænsning af den finansielle spekulation. Investeringsbanken skal finansieres af kapitaltransaktionsskatten og øget og effektiv EU-beskatning af de store, transnationale selskaber, der i dag unddrager sig beskatning. Banken skal tillige finansiere nye former for produktion, som Europa har brug for, vigtige infrastrukturprojekter og udviklingen af en rationel arbejdsdeling mellem landene og regionerne indenfor EU.

Der skal gennemføres en omfattende gældssanering og udvikles fordelingsmekanismer, så kapital kan overføres fra de økonomisk og socialt mest udviklede områder til de mindst udviklede regioner og medlemslande. Hvilket selvfølgelig ikke er realistisk, med mindre de nationale reformstrategier kobles med en omfattende politisk bevægelse for en demokratisering af EUs politiske institutioner og en ny grundtraktat, hvor befolkningernes demokratiske indflydelse, lighed og solidaritet bliver de konstituerende elementer, som erstatning for det indre markeds vilkårlighed.

Helt konkret står valget i dag mellem kampen for en demokratisk og socialt retfærdig europæisk union og en stadig mere udemokratisk, teknokratisk og centralistisk styret union, hvor de stærkeste kapitalmagter dominerer alle de andre medlemsstater, og hvor befolkningerne og ikke mindst de nationale arbejderbevægelser mister deres mest elementære, demokratiske rettigheder. Faktisk er det den udvikling, der foregår lige nu – legitimeret af den førte krisepolitik.

Det betyder ikke, at samtlige løsningsforslag, der er fremme så som euro-bonds, kapitaltransaktionsskat, et egentligt finansministerium og en fælles finanspolitik, eller forskellige udligningsmekanismer osv. i sig selv er uacceptable. Problemet består først og fremmest i, at de herskende klasser vil gennemføre dem teknokratisk og samtidig udnytte krisen til yderligere at svække lønmodtagerne på arbejdsmarkedet og i øvrigt gøre alt for at beskytte finanssektoren mod yderligere sammenbrud.

En forandringsstrategi fra venstre er faktisk nødt til at tage nogle af de samme politikpunkter op og gøre til sine egne – men med den klare forskel, at de skal forbindes med og gøres afhængige af, at der samtidig gennemføres en demokratisering af EU og et nyt traktatgrundlag, der kan sikre et socialt og solidarisk Europa. Og som udviklingen siden 2007 har demonstreret, er det perspektiv ikke længere blot en smuk utopi. For vilkårene for lønmodtagerne i de enkelte medlemslande har i virkelighedens verden nærmet sig hinanden i modsætning til de billeder om grundlæggende forskelle, som den politisk- og intellektuelle elite forsøger at fremmane i modsætningen ”kernelande og periferilande” eller ”nord-syd modsætningen”.

Det er ud fra og integreret i det perspektiv, der kan udvikles nationale reformstrategier, som tager hensyn til og udgangspunkt i de specifikke nationale og regionale vilkår og historiske og politiske traditioner. Jeg afviser med andre ord ikke en nationalt funderet socialistisk forandringsstrategi i Danmark, som den danske venstrefløj kan samles om og mobilisere for. Men jeg anser en sådan strategi for illusionsmageri, hvis den ikke helt eksplicit er forbundet med og begrundet i en fælles politisk strategi for en sammenhængende demokratisk og solidarisk europæiske union. Vel og mærke en strategi, der er så konkret, at de forskellige politiske partier og faglige organisationer kan omsætte dens forskellige elementer til praktiske og konkrete politiske krav og mobilisering allerede i den nuværende krisesituation i EU.

De nødvendige opgør
Men man skal være ganske troende for at fæste lid til, at det nationale erhvervsliv og de europæiske transnationale virksomheder af sig selv og uden politisk tvang vil indgå i en sådan nyorientering.

Derfor handler den helt aktuelle kamp om den politiske magt først og fremmest om at omdanne statsapparatet og de overnationale institutioner som EU, så de mange forskellige organer kan dirigeres til at intervenere i erhvervslivets videre udvikling og understøtte den politiske og faglige kamp for demokratisering af økonomien.

I det spørgsmål står hele finanssektoren ganske centralt som en blokerende faktor. Hvis ikke der gennemføres et koordineret forbud mod finansiel spekulation, oprettes offentlige investeringsbanker og økonomiske udligningsordninger, vil store dele af den oparbejdede kapital stadig ikke blive investeret produktivt, fordi afkastet enten er for beskedent eller for usikkert. Det er kapitalens naturlige logik og handlemåde, men det er ikke i samfundets interesse, derfor går fornyet og samfundskontrolleret vækst over et opgør med finanskapitalens magt. Det opgør kan som antydet intet enkelt land foretage alene (eks. på grund af den globale miljødestruktion og kapitalstruktur). Det samme gælder i øvrigt opgøret med hele pensionssektoren inklusive arbejdsmarkedspensionerne, som kun holder sig i live ved at spekulere på finansmarkederne og investere i kapitalfonde, der ofte ødelægger den produktive vækst og bremser for reelle produktivitetsfremmende investeringer i erhvervslivet. En nationalisering af hele pensionssektoren og gennemførelse af et offentligt pensionssystem i hele EU er den eneste farbare vej, hvis finanssektorens magt skal begrænses og den økonomiske vækst fremmes.

Det samme billede tegner sig vedr. skattepolitikken, beskatningen af de store kapitalfonde, de transnationale selskaber m.m., ligesom hele fordelingspolitikken ikke kan gennemføres som middel til at afbalancere Europas videre udvikling, uden det sker efter en samlet demokratisk plan og på grundlag af en rational og politisk acceptabel arbejdsdeling. Hverken i Danmark eller i noget andet europæisk land er det muligt isoleret at gennemføre en social- og solidarisk skattepolitik eller for den sags skyld industripolitik, arbejdsmiljøpolitik mv., uden at de samme lande udsættes for truslen om investeringsboycott, flytning af virksomheder, kapitalflugt til skattely. Med den kendte grad af kapitalkoncentration og mobilitet er det kun muligt at rette op på ubalancerne indenfor en som mindstemål europæisk ramme.

Det samme gælder de mange forslag om demokratisering af ejendomsretten og demokratisk indflydelse på og kontrol med produktionen, både hvad angår statslig indflydelse og medarbejdernes indflydelse. Hvis det demokratiperspektiv ikke tænkes ind i en europæisk sammenhæng, vil demokratibestræbelserne blot få til følge, at de enkelte ”demokratiserede virksomheder” kommer i benhård konkurrence med hinanden. Og i det modsætningsforhold tæller arbejdspladser i hånden mere end nok så meget demokratisk indflydelse på taget – medarbejderne kan så få lov til at disciplinere sig selv og i øvrigt fortsat være underkastet markedets vilkårligheder.

Med andre ord forudsætter en socialistisk forandringsstrategi, der både vil skabe ny realvækst, eliminere arbejdsløsheden, demokratisere arbejdsmarkedet og åbne det for alle de samfundsgrupper, der gennem de sidste 30 år er blevet marginaliseret og ekskluderet, et opgør med hele grundlaget for ”det indre marked” og et tilsvarende men bredere opgør med de traktater, der institutionaliserer liberalismen som kapitalens fremherskende samfundsform.

Overproduktion og vækst
Der er nok ikke en eneste regering, politisk parti eller faglig organisation i hele Europa, der ikke har udarbejdet et eller andet program for vækst og bekæmpelse af arbejdsløsheden. Ud fra diverse regnemodeller er der blevet udarbejdet dusinvis af vækstprognoser, og for dem alle gælder, at de ikke holder stik. En længere stagnationsperiode er kendetegnet ved lav vækst, ringe kapacitetsudnyttelse og lav produktivitet i erhvervslivet samt skærpet konkurrence om markedsandele – kort sagt perioden er præget af faktisk eller potentiel overproduktion. I den sammenhæng er drømmen om, at kickstarte de nationale kriseøkonomier ikke andet en politisk fromme håb og en fornem grad af manglende økonomisk realisme.

På den anden side er der store områder i verden, hvor underproduktion og underforbrug er fremherskende, og som forbliver hægtet af verdensmarkedet, dels fordi de store transnationale selskaber understøttet af deres regeringer vedbliver med at udplyndre disse områder for naturlige ressourcer og bremse for enhver selvstændig udvikling af produktion og marked, og dels fordi f.eks. USA og EU gør alt for at obstruere de spæde ansatser til opbygningen af selvstændige regionale handelssamarbejder og aftaler.

Hvis der således skal være nogen reel mening i al den snak om vækst og beskæftigelse også fra vores egen venstrefløj, er det nødvendigt at gøre op med kapitalens blinde vækstlogik. Dels fordi et egentligt og bæredygtigt vækstpotentiale midlertidigt er udtømt med den aktuelle krise, og dels fordi den på det lange sigt ikke længere er holdbar. Men den nødvendige politisk-økonomiske vending, der griber direkte ind i kapitalismens eksistensgrundlag med krav om rationel vækst, kan naturligvis ikke udvikles, formuleres og gennemføres nationalt, uanset hvor meget man taler om særegen grøn teknologi, velfærdsteknologi, og hvad man ellers falder over af nye innovationsområder. Samtlige europæiske medlemslande beskæftiger sig med de samme vækstområder, hvorfor logikken tilsiger, at man kun kan udvikle sig på de andres bekostning, og så er man lige vidt.

En socialistisk orienteret vækstpolitik i Danmark er således et fantom, hvis den ikke indgår som en del af en større omkalfatring af produktions- og vækstgrundlaget indenfor EU, som ud over en bevidst samfundsorientering også må indeholde et perspektiv for udviklingen af selvstændige produktioner og markeder i den fattige del af verdenen på grundlag af et gensidighedsprincip. Hertil hører selvfølgelig genforhandling af de handelsaftaler, som bidrager til at holde de fattige lande i fortsat afhængighed.

De nødvendige afsluttende bemærkninger
En national forandringsstrategi, der vil andet end at være en samling af gode hensigter, må nødvendigvis indeholde helt konkrete strategiske perspektiver for, hvorledes der opbygges en europæisk venstre reformbevægelse både politisk og fagligt. I den sammenhæng forekommer det at være en central og aldeles aktuel opgave for det europæiske venstre at udarbejde udkast til en helt ny EU traktat – et nyt program for Europas videre udvikling og en demokratisering af Unionens institutioner, som de nationale reformstrategier kan forbindes med, og der kan skabes en bred folkelig europæisk mobilisering for.

Så langt er det Europæiske Venstre ikke kommet endnu, selv om spørgsmålet her op til europarlamentsvalget diskuteres heftigt i de nationale partier. Men ”EuroMemo Group” (Europæiske økonomer for en alternativ økonomisk politik i Europa) er allerede kommet med et udspil, der ville kunne indgå i det videre arbejde med at formulere et radikalt alternativ til den aktuelle EU politik – et alternativ der som det eneste vil kunne forlene de nationale strategier med en vis realisme.


[1] Kritisk Debat