Keynesianismens muligheder og begrænsninger
Af Morten Hofmann Rytter

Offentliggjort: 15. april 2014

Da vi med finanskrisen stod i den værste økonomiske krise siden 1929, forudsagde flere, at Keynes’ ideer var på vej tilbage. Her 6 år efter krisens start må det konstateres, at Keynes ikke har fået en renæssance, og det mener jeg er forstemmende. Ikke bare fordi Keynes’ indsigter burde høste større anerkendelse, men fordi det viser meget om hvilke problemer venstreorienterede står i. En revitalisering af Keynes er i min optik et vigtigt skridt på vejen mod en mere progressiv økonomisk politik.

Jeg ved jo godt hvorfor, men alligevel forundres jeg igen og igen over, at Keynes’ ideer ikke fik fodfæste under krisen. Alle forudsætninger var til stede med en krise som i 1929, og krisepolitikken begyndte faktisk også med en keynesiansk inspireret strategi i hele EU med ekspansiv finanspolitik for at øge efterspørgselen og dermed afbøde krisen, som dog hurtigt blev opgivet.

Hvilke forhold, der gjorde, at Keynes slog igennem i 1940’erne, og hvorfor han ikke slog tilbage i 2000’erne, mener jeg skal erkendes for at skabe grundlag for en politisk-økonomisk strategi. Svarene kan ikke alene forklares ud fra de økonomiske paradigmers evne til at forklare virkeligheden, men er også politiske, hvorfor der er et komplekst samspil mellem økonomisk teori, ministerier og embedsmænd, interesseorganisationer, globale forhold og den førte og artikulerede politik.

Den økonomiske teori er derfor en slags kerne, der i sig selv kan være så objektiv som forskning nu en gang er, men forstås aldrig isoleret fra en politisk virkelighed. I denne artikel vil jeg forsøge både at forklare nogle af de fundamentale forskelle i de økonomiske paradigmer, som gør, at keynesianismen både teoretisk og politisk giver mulighed for en progressiv strategi, men jeg vil også berøre, hvilken sammenhæng Keynes’ ideer er benyttet politisk.

Den sidste del af artiklen vil diskutere mulighederne for keynesianisme i et politisk projekt, men også komme ind på de begrænsninger, der ligger heri, og hvordan et politisk projekt kan få nytte af Keynes.

Keynes og de mange paradigmer
Grundideen i Keynes skelsættende værk fra 1936 ”The General Theory on Employment, Interests and Money” er en afvisning ideen om generel ligevægt, der er kendt fra Adam Smith, og som igen i dag dominerer økonomisk forståelse. Dette nybrud havde andre økonomer arbejdet med, og særligt Stockholm-skolen arbejdede før Keynes med lignende ideer, ligesom andre skandinaviske økonomer, der fik stor indflydelse på opbygningen af velfærdsstaterne. Men Keynes var fremkommet med et nærmest komplet nyt tankesæt, og derfor står han stadig som hovedfiguren i det ny paradigme.

Ligevægtstankegangen tilsiger, at prisen på fx arbejdskraft fastsættes, hvor udbud og efterspørgsel finder en ligevægt, og markedet vil altid selv justere sig imod dette ligevægtspunkt. Opstår arbejdsløshed er det ”alt andet lige” udtryk for, at lønnen er for høj og må ned, for at arbejdsgiverne ansætter flere. Eftersom fuld beskæftigelse antages, så vil politiske forsøg på at øge beskæftigelsen altid medføre lønstigninger og inflation, hvilket blot forværrer problemet på længere sigt.

Keynes var egentlig enig i at der kunne være situationer med fuld beskæftigelse, hvor offentlige investeringer ville medføre inflation, men mente, at den neoklassiske generelle model var et særtilfælde, mens arbejdsløshed var normalen.

Han gjorde op med Says lov: at udbud (produktion) altid skaber sin egen efterspørgsel. Keynes udviklede i stedet teorien om den effektive efterspørgsel. Her bestemmes beskæftigelsen af, hvor mange ansatte, det er rentabelt for virksomhederne at have ansat i forhold til, hvilke varer de kan afsætte.

Da 1930'erne største økonomiske problem var arbejdsløshed, blev Keynes naturligt en vigtig stemme i den debat, men ideerne blev kun i mindre grad overført til politik før 2. Verdenskrig. Ideerne blev heller ikke kun benyttet i den form Keynes selv præsenterede. Han pointerede hele tiden kompleksiteten i økonomien, det umulige i fuld information og det vanskelige i at forudsige den økonomiske udvikling, når den ikke per automatik bevægede sig mod en ligevægt. Forventningsdannelsen og dermed også fx virksomheders investeringer blev tilmed påvirket af menneskelig psykologi, der ikke gjorde det lettere at regne den økonomiske udvikling ud.

Selvom Keynes gjorde meget ud af at komme med politikforslag, så var hans teori kompleks. Det førte til, at amerikaneren Hicks populariserede Keynes med den berømte IS-LM model (Investment, Savings – Liquidity, Money). Modeller er et af økonomernes standardværktøjer, hvor der arbejdes med bestemte forudsætninger og forsimplinger, for at kunne sige noget om fx opsparing.

I politisk øjemed var modellen især brugbar til at beregne effekter af penge- og finanspolitik, dog med den spidsfindighed, at alt efter, hvad man forudsatte i sin beregninger, kunne man få ganske forskellige udfald, så både neoklassikere og keynesianere i modellen kunne finde opbakning til sine oprindelige policyanbefalinger.

Modellens brugbarhed og fleksibilitet gjorde den altså populær og var med til at fremme keynesianismen, dog i en modereret udgave, hvor der ikke var samme fokus på usikkerhed. Alt i alt fik keynesianisme stor indflydelse både med opbygningen af et internationalt valutasystem fra 1944, skærpet regulering af den finansielle sektor og en økonomisk politik jobskabelse og velfærd, der gav et mere stabilt konjunkturforløb med automatiske stabilisatorer.

Men det siger på sin vis sig selv, at en teori om usikkerheden ved økonomiske forudsigelser og en model med gode egenskaber til økonomiske forudsigelser indeholder en indre modsætning, der medvirkede til at keynesianismen led en hård skæbne.

I 1970’erne var der - som nu igen - måske en for stor tiltro til muligheden for at forudsige og detailstyre økonomien, og keynesianismen mistede troværdighed, da modellerne ikke kunne forklare stagflationen.

Stålsatte keynesianere vil nu påstå at teorierne sagtens kunne forklare fænomenerne, men at der politisk blev ført en økonomisk politik modsat de keynesianske anbefalinger. Sikkert er det dog, at monetarismen med Friedman vandt frem, og den neoklassiske dominans begyndte. Den tog til i 1980’erne, hvor mange økonomer betragtede keynesianismen som rent sludder, indtil bl.a. Gregory Mankiw satte gang i den ny-keynesianske teoriretning i 1991.

Den ny-keynesianske retning må nu siges at være den dominerende i Danmark, hvor økonomstanden er temmelig homogen. Ny-keynesianismen bygger på ligevægtsmodeller fra neoklassisk økonomi, men gav den indrømmelse til Keynes, at markedet på kort sigt har visse tilpasningsvanskeligheder, fx træg nedadgående justering af lønninger (folk går ikke bare ned i løn, bl.a. pga. fagforeninger).

Dermed kan for eksempel en ekspansiv finanspolitik være tilrådelig, fordi det kan udbedre nogle af markedsfejlene. Det vil dog kræve den rette timing, størrelse og udfasning, da markedet skal have mulighed for at finde sin ligevægt på længere sigt.

Keynesianisme var derfor på sin vis tilbage i lærebøger og finansministerier, men dog i en ganske anden udgave end før 1975. I mellemtiden er hele valutasystemet ændret, euroen indført, og alle centralbanker er styret uafhængigt af demokratiske instanser, ligesom organisationer som IMF og Verdensbanken har medvirket til en økonomisk ensretning. Politikerne står derfor med meget mere begrænsede muligheder end tidligere for at ændre makropolitikken, der er kommet i stramme neoklassiske rammer.

Den økonomiske kamp har altså siden 1990’erne været begrænset til de som troede på finanspolitiske effekter på kort sigt, og dem som ikke troede på det virkede. Resten af den økonomiske tankegang har egentlig været præget af konsensus, fordi den neoklassiske og den ny-keynesianske tilgang begge bygger på en generel ligevægtsmodel.

På sidelinjen har post-keynesianerne, der ikke tilslutter sig Mankiws ny-keynesianisme (ja, det er lidt forvirrende), imidlertid forsøgt at genskabe en økonomisk teori, der bygger på Keynes oprindelige grundlag, som jeg mener, kan danne udgangspunkt for et alternativ til den førte økonomiske politik. I de kommende afsnit beskriver jeg derfor nogle af de væsentligste indsigter hos Keynes, som jeg mener skal fremmes.

Keynesianisme er mere end ekspansiv finanspolitik
Det er et problem, at det eneste økonomiske alternativ til den førte politik, som findes i dagens politiske diskurs er et spørgsmål om at lave ekspansiv finanspolitik i dårligere tider. Det er naturligvis væsentligt – særligt i en krise som nu – men et troværdigt økonomisk alternativ skal have et stærkere fundament. Et sådan fundament tilbyder keynesianismen, der på de følgende punkter adskiller sig fra neoklassisk økonomi.

  • Menneskesynet er ganske anderledes, idet neoklassisk økonomi bygger på antagelsen om rationelle individer – homo economicus. Dermed fraskrives (eller negligeres) egentlig alle andre former for teorier om menneskelig adfærd som psykologi, antropologi, sociologi, og man løsriver sig fra en historisk og empirisk forståelse af mennesket og samfundet. Keynes afviser ikke økonomisk rationalitet, men nuancerer det, så det indeholder flere komponenter, fx psykologi, ikke ulig den udvikling marxismen har været igennem med for eksempel frankfurterskolen.
  • Makroøkonomi forstås af neoklassikere blot som aggregerede mikromarkeder og dermed findes der reelt ikke makroøkonomi! Alt forstås på individniveau. Fordelen ved denne og ovennævnte antagelse er, at alt er forudsigeligt. Dermed kan der laves stringente matematiske modeller, der med computerkraftens hjælp kan fremskrive økonomien. Modellerne har visse empiriske problemer, som i særlig grad blev udtalt under krisen. Antagelsen gør også, at makroøkonomi anskues som en husholdningsøkonomi, hvor det jo er vigtigt at sætte tæring efter næring og dermed er målet at sikre balance på statens budgetter. Med Keynes kom netop forståelsen af ”økonomien som et hele”, hvor mine (og statens) udgifter er din indtægt, og det at spare derfor kan gøre os alle fattigere. Den logik synes fuldstændig at være forsvundet, hvilket ikke kun rammer muligheden for ekspansiv finanspolitik, men også vores tilgang til sociale ydelser, der er kraftigt udhulet de sidste årtier.
  • Hvad eller hvem styrer økonomien? Neoklassisk teori bygger på den usynlige hånd og på, at mest muligt skal styres af markedet selv, hvorfor politikere skal have mindst mulig indflydelse på økonomien, da de træffer dårlige beslutninger (politikere er som de eneste individer altså ikke rationelle...). Der er derfor altid – uanset den konkrete konjunktursituation – altid dette samme svar fra neoklassikere: Sænk skatterne, lav inflation, dereguler, spar på de offentlige udgifter. Keynesianisme er langt mere nuanceret, hvor forskellige økonomiske situationer kræver forskellige svar.
  • Arbejdsløshed forstås af neoklassikere som frivillig, i den forstand, at hvis blot en arbejdsløs sænkede sine lønkrav, så ville vedkommende få arbejde. Udbuddet af arbejdskraft styrer altså antallet i arbejde. Antagelsen er absurd, men alligevel en del af grundlaget for neoklassiske teori, selvom meget empiri taler imod (den store depression var i denne optik en massekoordineret ferie synes at være konklusionen…). Der er naturligvis et vist hold i, at udbuddet af arbejdskraft har indflydelse på pris og efterspørgsel af arbejdskraft, men igen ryger alle nuancer over bord. For Keynes var det den effektive efterspørgsel (efter varer), der primært afgjorde beskæftigelsen, og dermed er der politiske muligheder for at sænke arbejdsløsheden ved fx offentlige investeringer. Her er det værd at bemærke, at den klassiske philips-kurve, der viser en negativ sammenhæng mellem inflation og arbejdsløshed, måske afgik ved døden for tidligt og stadig har relevans. Den lave inflation kan altså godt have haft negativ indflydelse på arbejdsløsheden.

Forskellene kommer også stærk til udtryk, når det omsættes til politik. At forstå økonomien som et hele, betyder også at lavere løn ikke blot fører til større beskæftigelse, som en simpel betragtning af udbud og efterspørgsel tilsiger. Lavere løn betyder mindre købekraft og mindre efterspørgsel og produktion. Derfor kan keynesianismen bruges til at argumentere imod social dumping, for højere dagpenge, høje overenskomstlønninger og for et progressivt skattesystem, samtidigt med, at man har høj velstand.

Den væsentligste pointe er dog, at keynesianismen opererer uden dogmer og fastlåste matematiske modeller, men tager udgangspunkt i virkelighedens problemer. De kan så løses ud fra en bestemt forståelse, men med forskellige redskaber og med en politisk debat om konsekvenser. Demokratiet opretholdes derfor og kan sågar øges indenfor rammerne af keynesiansk økonomisk politik.

Gennemgangen herover synes jeg viser, at en reel kamp for at styrke keynesiansk tankegang i den politiske debat bestemt har sin berettigelse. I de kommende afsnit vil jeg diskutere, på hvilken vis keynesianismen kan bidrage, hvor den har sine mangler, og komme tilbage til, hvad jeg mener der skal til for at revitalisere Keynes.

Keynesianismen kan øge vores forståelse af kapitalismen
Det er åbenlyst, at hvis Keynes kan bidrage et sted, er det til analysen af økonomien og på den måde dygtiggøre os i at tænke i løsninger og forandringer af økonomiske forhold. Det er nødvendig både for at skærpe de politiske budskaber, men jo især når der skal laves konkret politik og måske endda regeres.

Jeg tror ganske enkelt, at venstrefløjen har interesseret sig for lidt for økonomien og har overladt det til de borgerlige i Danmark at skabe det økonomiske fundament, som venstrefløjen, så har kunnet udfylde med fornuftig politik. Uden en viden og analyse af økonomiske strukturer og forhold bliver det unægtelig svært at bruge sin politiske indflydelse til at forandre det økonomiske fundament og forhindre markedets indtog på centrale områder som infrastruktur og kernevelfærd (Fx el-området, hvor liberalisering skulle føre til lavere priser, men ikke har gjort det).

Jeg mener der ganske enkelt mangler grundlæggende økonomisk kompetence i Socialdemokratiet og nok også SF, som er befolket af statskundskabere (som mig selv), der alle er blevet indhyllet i de neoklassiske/nykeynesianske ideer uden særlig stor kritisk refleksion. Dermed mangler en grundlæggende analyse, og dermed en sammenhængende argumentation mod koret af økonomer, erhvervsliv og finansministeriet, der med løfter om store velfærdsgevinster har forført Socialdemokratiet. Det forsøges igen aktuelt med produktivitetskommissionens forslag om øget privatisering, som er fuldstændig uden dokumentation, men udelukkende bygger på den generelle ligevægtsmodels princip om at øget konkurrence er godt for økonomien.

Analysen skal derfor bruges til at modstå disse argumenter, og jeg synes faktisk der ses en øget bevidsthed i centrum-venstre, hvor krisen har vakt forøget interesse om økonomien.

Keynes i en progressiv politisk strategi
Keynes var i sit virke både teoretiker og praktiker og har været rådgiver for den engelske regering ad flere omgange, bl.a. under Versailles-forhandlingerne (som han forlod i protest) og under 2. Verdenskrig og dermed i opbygningen af Bretton Woods. Men Keynes politiske praksis var mig bekendt ikke af en art, der kan bruges i strategisk, progressivt øjemed.

Keynesianismen kan grundlæggende være en del af en politisk strategi på to niveauer. Mest åbenlyst er indholdet i de politiske løsninger, som keynesianisme medfører. Men lige så væsentligt i en langsigtet strategi er det, at rummet for at føre politik åbnes op, og dermed potentielt åbnes for endnu mere radikale løsninger. Det og keynesianismens begrænsninger, vil blive uddybet i det kommende.

Forskellen i indholdet er berørt og dækker over en politik med større lighed, større stabilitet og et menneskesyn, der giver plads til mere intelligente løsninger. Det kan jo dreje sig om alt fra socialpolitik, velfærdsydelser og skattepolitik, og vi ved egentligt godt, hvad virker og lykkes. Keynes kan bruges til at argumentere for disse ting i en økonomisk diskurs, hvilket kan styrke muligheden for succes.

Måske kan det egentlig koges ned til den klassiske lærdom om, at markedet er en god tjener, men en elendig herre. Hos liberalister og neoklassiske økonomer er det ultimative demokrati et, hvor hver enkelt har indflydelse via sine beslutninger på markedet (+ lidt repræsentativt demokrati, men ikke for meget). Derfor kan man i ramme alvor høre danske økonomer sige, at finanskrisen var vores alle sammens skyld. Vi lånte for meget og overforbrugte, og havde vi bare ageret anderledes (rationelt), havde der ingen krise været. I den vision skal borgere have så få begrænsninger i sine valg som muligt, for derved foretages rationelle beslutninger, som er til gavn for hele samfundet. Derfor har vi set en udvikling, hvor nationalbankerne er blevet uafhængige og ved at binde både pengepolitik og valutapolitik til euroen, har politikerne i dag kun begrænset råderet over væsentlige økonomiske redskaber.

For Keynes forholder det sig anderledes, da markedet ikke kan regulere sig selv og finde ligevægt. Dermed må staten træde til og hjælpe markedet på vej, og regulering er derfor en integreret del af keynesianisme, hvor politikerne skal have flest mulig redskaber til rådighed og det bliver derfor også mere tydeligt, hvem der er ansvarlig for økonomiens udvikling

På den måde bliver demokratiet og den politiske debat meget mere væsentlig, fordi flere beslutninger skal træffes her og beslutningsrummet er langt større. Lige nu er hvad, der kan besluttes, meget begrænset, og afstanden mellem de politiske partier er derfor også meget lille. Tænk engang hvis vi igen kunne diskutere fast eller flydende valuta, devalueringer, inflation vs. arbejdsløshed og naturligvis finanspolitik, der indtil finanspagten var sidste bastion i en aktiv økonomisk politik.

Keynes kan derfor bruges til fornyet debat om de økonomiske positioner, vi indtager i dag.

I virkeligheden synes jeg, at alle de elementer, som Keynes fremstiller, findes i den politiske debat og i venstrefløjens kritik af for eksempel arbejdsmarkedsreformerne. Men det mangler for alvor at blive sat ind i en større sammenhæng, hvor kritik, økonomiske forhold, alternativ og konkret politik bindes sammen i en troværdig fortælling. Lige nu står venstrefløjen mest for kritikken og fremstår derfor primært som velfærdsstatens forsvarer, og det er vi kun næstbedst til, da DF er langt mere overbevisende her.

Thorning-Schmidt regeringen reformerer og udvikler, men desværre på grundlag af neoliberale principper. Der findes jo på venstrefløjen andre og stærkere visioner end blot det eksisterende samfund, men de drukner som regel i et forsvar for det eksisterende.

Fordelen ved at benytte Keynes som inspiration er naturligvis, at det er et fremskridt i forhold til nu, men ulempen er, at det let bliver tilbageskuende og et forsvar for velfærdsstaten. De fleste er enige i, at verden har forandret sig siden 1960, men venstrefløjens svar virker bare nogle gange som om, vi ikke har forstået forandringerne eller måske nærmest fornægter dem.

Keynes er bestemt brugbar, men også utilstrækkelig i en politisk strategi. Keynes position som en af de største økonomer i historien er ikke kun skabt af hans teorier og indsigter, men også af den sammenhæng de blev brugt i politisk af især socialdemokraterne. Det samspil mellem økonomer og politikere, der fandt sted i de skandinaviske lande, resulterede i en frugtbar politikudvikling, hvor visioner og teori fandt sammen, og på den måde har keynesianismen stået stærk i Danmark. De keynesianske ideer blev altså båret frem, fordi de var koblet stærkt op på et politisk projekt, hvor Keynes kunne legitimere også de ideologisk funderede politiske ønsker. Skal Keynes have en plads i solen igen, kræver det ikke blot, at modellerne virker godt, men at der skabes et politisk projekt med bl.a. Keynes som fundament.

Nogle problemer hos Keynes
Hidtil har jeg fokuseret på styrkerne og mulighederne ved Keynes, men jeg mener nu egentligt, at der også er flere problemer forbundet med at bruge Keynes. Det handler både om ideerne i sig selv, men også hvordan de opfattes.

Det må det for det første problematiseres, at Keynes tit kædes sammen med ønsket om at skabe vækst. Senest med krisen, hvor argumentet har lydt, at gennem en forøgelse af de offentlige investeringer kan vi genskabe væksten. Men hvis vi reelt står overfor en situation, hvor de vestlige landes økonomier har nået en slags vækstgrænse, så giver det i hvert fald et paradoks i forestillingen om at forbruge sig ud af krisen. Det hænger naturligt sammen med hele diskussionen om klimaforandringer, bæredygtighed og grøn omstilling, hvor Keynes jo er mangelfuld.

Det er dog ikke utænkeligt, at netop klimaforandringerne giver mulighed for en ny økonomisk dagsorden, da vi muligvis står overfor et grundlæggende brud med den industrialiserede økonomi, der har bragt velstand og teknologisk udvikling. Chancen for at skabe en mere progressiv økonomisk og bæredygtig samfundsorden har måske aldrig været større. Der snakkes grønne regnskaber og nye måder at opgøre BNP på, som kan ende med alt fra luftige henstillinger til reelt at forandre økonomien. Keynes kan sagtens være en del af det fundament, som en ny økonomi skal bygge på, men nogle grundlæggende spørgsmål om vækst og bæredygtighed skal adresseres.

En sidste ting vi ikke kommer udenom, er, at Keynes har en klar tiltro til kapitalismen, nok primært af pragmatiske grunde, og hans ønske har været at udvikle en kapitalisme til gavn for mennesker: En mere stabil økonomi med færre eller ingen arbejdsløse og ingen i armod. Ideerne er derfor på ingen måde revolutionære, men er en søgen efter at optimere og reformere kapitalismen. Derfor har den passet ind i Socialdemokratiets ideer, mens det for den øvrige venstrefløj har været anset for mangelfuldt uden en analyse af magtforhold og udbytning.

Det vil naturligvis være en udfordring at koble en systemkritik med Keynes omfavnelse af kapitalisme, men jeg har redegjort for, hvordan Keynes ideer via en mere åben tilgang til politiske løsninger kan bruges som en trædesten til en yderligere demokratisering af økonomien. Dermed ikke sagt, at en kapitalisme- og systemkritik kan undværes.

En vigtig del af en strategi må være at italesætte og helst skabe økonomiske alternativer på alle områder og sætte spørgsmålstegn ved alle økonomiske dogmer. Under krisen har finanssektoren af gode grunde været under pres, og det pres skal fortsætte for at skabe forandringer, ligesom andre områder af økonomien skal udfordres. Jeg synes der mangler dristighed og evne til at skabe national debat om progressive løsninger. Hvorfor har vi ikke haft en diskussion af vores fastkurspolitik, når Sverige tilsyneladende er kommet meget bedre ud af krisen, netop fordi de kunne devaluere? Ved at rokke båden lidt kan der måske opstå nogle politiske muligheder, som så skal gribes og sættes ind i en ny, progressiv fortælling.

Keynesianismen kan ikke selv
Modeller bygget på Keynes tanker har vist forbløffende forklaringskraft sammenlignet med neoklassiske modeller, og Keynes citater er hevet frem som nærmest profetiske redegørelser for, hvad der sker med en ureguleret finanssektor.

Men BANG. Da den værste del af krisen er overstået er Keynes helt væk igen. Ingen yderligere refleksion hos ledende økonomer, politikere, EU m.fl., andet end det sædvanlige i Information. Og svaret på hvorfor er simpelt, men skræmmende. Ønsker Lars Løkke Keynes tilbage? Nej. Vestager? Nej. Finansministeriet? Nej. Det økonomiske råd? Lidt, måske. Merkel? Nein! EU, IMF, og Verdensbanken? Nej.

Så selvom meget fornuft taler for en tilbagevenden, så døde de keynesianske ideer lige så hurtigt igen og dermed også de progressive muligheder, der lå heri.

Derfor tror jeg ikke en oprustning af økonomisk teori i sig selv kan medføre progressive forandringer. Problemet er politisk, fordi der mangler lande, ledere og magtfulde organisationer, der fremmer en progressiv økonomisk politik. Francois Hollande havde mange gode tanker, men endte med en sparekurs som de andre og lidt det samme er historien her i Danmark. Derfor må der også spørges om Socialdemokraterne ønsker Keynes tilbage? Svaret er nok ikke helt klart...

Men et klart ja ville genskabe en situation, hvor det igen ville være en mere klassisk politisk kamp mellem højre og venstre om den økonomiske politik frem for den nuværende konsensus, som kun Enhedslisten og SF med svigtende held udfordrer. Da billedet er det samme i hele Europa, er det en kamp op ad bakke.

Men jeg fornemmer sådan set både i dele af Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten samt fagbevægelsen, Cevea mv. en oprusten af de økonomiske ideer, og det er en god start. De ideer skal tilbage i debatten, i aviser, på universiteter og ministerier.

Vigtigere for mig er den søgen efter et eller andet helt nyt – et projekt, en fortælling, en bevægelse, en ideologi eller hvad det bliver – som også finder sted for tiden. Jeg leder selv, og det er den vej, vi skal. Keynes er nok for ”slidt” til at bære det nye projekt, men erfaringerne, indsigterne og værktøjerne er en god basis, der sammen med kapitalismekritik, ideer om bæredygtighed og den rette fortælling forhåbentlig kan bringe en mere progressiv økonomi frem.