Socialismen der blev væk.
Af Gorm Winther

Offentliggjort: 15. februar 2014

Hvis socialismen har en så stor fortællekraft og et greb om hverdagsbevidstheden – hvorfor har den så ikke for længst sejret over alt?

Jeg kan endnu huske, når min far – blikkenslager ’af Guds nåde’ - berettede om dagene i 1956, hvor storstrejken lagde arbejdspladserne øde. Han deltog i det store optog, der marcherede til stormøder i Aalborg. Mit barndomshjem i en 3. sals lejlighed i Nørresundby dannede tit ramme om fortællinger. I Aalborg var det ikke mindst formanden for lager og pakhusarbejderne og DKP i Nordjylland Knud Jespersen, der førte an, både som hovedtaler og en af strejkens ledende kræfter. En opfordring ville havde været nok, fortalte min far, og i tusindevis ville være parat til at storme politistationen. Sådan oplevede han stemningen, hvor voldelige episoder forekom. En officer dumdristigt defilerende forbi arbejdertoget i fuld udgangsuniform fik prygl. Den negative stemning var rettet mod den socialdemokratiske regering. Det er mit indtryk, at der ikke siden har været en sådan tænkning blandt danske lønmodtagere. Situationen var egenartet, og de deltagende var parate. Hvad skulle dens ledere nu gøre? Arbejderbefolkningen havde fået nok af lave lønninger, underbetaling af kvinder, en 48 timers arbejdsuge og arbejdsløshed. Jeg var fem år den gang, men jeg husker, at vi levede af rugbrød og marmelade, mens strejken stod på. Hver dag gik jeg til ismejeriet for min mor for at købe på kredit som aftalt med den flinke mejerist.

På Christiansborg slotsplads og i København deltog 200.000 mennesker, hvor DKP’s daværende formand Aksel Larsen manede til ro og opfordrede folk til at gå hjem, mens ’situationens generalstab’, tillidsmændene drøftede, hvad der videre skulle gøres. Han opfordrede til generalstrejke. Efterfølgende lørdag gik gassen af ballonen uden at arbejderklassen fik sine krav gennemført. Der kan siges meget om dette svigt – personlige motiver hos politikere, magtesløshed, manglende mod, ansvarlig realisme? På en måde er situationen betegnende for en socialisme, der aldrig hverken i Danmark eller internationalt blev til noget. Hvis socialismen har en så stor fortællekraft og et greb om hverdagsbevidstheden – hvorfor har den så ikke for længst sejret over alt? Ingen, der er ved sine fulde fem, vil anse Stalinistiske forvanskninger, den afdøde Sovjetunion og dens stødpudestater mod vest som socialistisk. Det samme med Kina og andre stater rodfæstet i Asiatiske traditioner. Derfor dette spørgsmål, svaret på spørgsmålet ligger ikke gemt i disse staters økonomiske og politiske problemer! Især Ungarn, Polen og DDR blev eksempler på en nedkæmpning af arbejderopstande. Den slags skete ikke i Danmark i 1956 om end, der foreligger beretninger om, at militæret var i beredskab og man andetsteds i den kapitalistiske verden har set voldelige kampe vendt mod arbejderklassen. Både PET og FET overvågede tillidsmænd af kommunistisk observans i samarbejde med den socialdemokratiske Arbejderbevægelsens Informations Central (AIC). Stik imod paroler om enhed gav denne sig af med et angiveri af de mest militante tillidsmænd på arbejdspladserne. Men det førte ikke i Danmark til nedskydning af arbejdere, som I Poznan samme år, hvor 53 personer blev dræbt, ca. 300 blev såret og ca. 500 mennesker arresteret. Historien er fyldt med eksempler - allerede med Lenin og Trotskijs morderiske nedslagtning af Kronstadt-matroserne, blev det klart, at den autoritære socialisme og den nye Bolsjevikiske klasse med rødder i Marxistisk tænkning kan være en lige så grusom herre som industribaronen og finansoligarken, så levende beskrevet af Jack London i romanen ’Jernhælen’. Stormen af Kronstadtfæstningen opstod på grundlag af et krav om rådssocialisme (sovjetter), direkte og demokratiske valg til rådene og ordentlige levevilkår som Bolsjevikkerne ikke havde kunnet fremskaffe? Borgerkrig og såkaldt ’Krigskommunisme’ førte til central kommandoøkonomi, kvælning af demokratisk valgte arbejder-, bonde- og soldaterråd og summariske henrettelser.

Dette rejser uomgængeligt et basalt spørgsmål, som for mig efterhånden ligner en erkendelse af, at dele af det marxistiske projekt er en illusion. At erstatte en fremmedgørende magt (kapitalen) med en anden (staten) er dømt til at mislykkes. Anarko-syndikalisten George Orwells mesterlige roman Kammarat Napoleon, hvor ledergrisen Napoleon ender med at skabe sit diktatur over de andre grise, munder ud i grisesamfundets syvende bud: ’Her er vi alle lige, men nogle er mere lige end andre’. Skrevet under den spanske borgerkrig, hvor kommunisterne myrdede anarkister og trotskister beskrev han Sovjetmarxismens bankerot. Marx og Engels skrev i det kommunistiske manifest, at alle hidtidige samfunds historie er klassekampens historie. Den sætning er lige så sand i dag som for 165 år siden. Siden efter den traditionelle økonomi i form af jæger og samlersamfund har der været en herskende klasse. Også i de nu hedengangne samfund, der baserede sig på Kammarat Stalins rædselsherredømme.

Ugebrevet A4 skriver, at over 1 million danskere anser sig selv for at være socialister (!). Burde det så ikke, nu hvor befolkningerne i EU er på gaden for at protestere mod offentlige besparelser, fyringer, ulighed og en uansvarlig ny-liberal politik, være sådan, at socialistiske kræfter i Danmark og nede i Europa kan sætte sig i spidsen for en bevægelse for et andet samfund? Overhovedet at stille det spørgsmål forekommer i Danmark at være en lige så stor ’joke’, som i 1966 da en ung begejstret Gert Petersen på forsiden af SF bladet skrev, at der som i 1901, hvor Estrups provisorietid blev afløst af parlamentarisme, var sket ’et systemskifte’. Det første ’arbejderflertal’ blev desværre historien om et udeblevet skifte. SF blev i ’det røde kabinet’ viklet så meget ind i Socialdemokratisk politik, at man måtte sluge den forhadte moms, devalueringen og indefrysningen af to dyrtidsportioner. SF kom under ’åget’ som Per Hækkerup så malerisk udtrykte det, mens han uddelte sine politiske stokkeslag – i folkemunde hed han ikke andet end ’Stokke Per’. Arbejderflertallet bragte ikke Danmark nærmere socialismen under indtryk af 60’ernes ’evige dans om guldkalven’. Arbejderne interesserede sig ikke for socialisme, frem for det første fjernsyn, bil, villa og vovhund.

For år tilbage kunne det ansete magasin ’The Economist’ skrive, at vi globalt har set en ca. 60 – 70 regeringer af ’socialistisk’ observans uden, at den herskende klasse af den grund har haft noget at frygte. ’Ministersocialisme’ eller røde koalitioner fører ikke til andet end en konsolidering af det borgerlige samfund. Det hjemlige socialdemokrati har flere gange formået at føre en krisepolitik med indgreb i overenskomstforhandlinger. I dag sker det med en lønmodtagerfjendsk politik assisteret af socialistisk folkeparti. Den yderste venstrefløj er på vej med en gang SF retorik fra 80’erne. De såkaldte revolutionære får ufrivilligt en rolle som legitimerende. I stedet for at kræve en systemændrende politik fortaber man sig i, at der skulle være en forskel på borgerlig og socialdemokratisk krisestyring. Skulle det yderste venstrefløjsparti imidlertid få magt, bliver det ikke, som det oprindeligt havde agt! Man glider ind i den samme rolle som først SD og nu senere SF. Fra at være samfundsomstyrtende bliver man samfundsbevarende! Det andet arbejderflertal uden regeringsdeltagelse i 1971 gav ikke SF meget andet end en fredning af rovfuglene og en nedsættelse af en mælkemoms.

Ordet ’revolution’ har sendt forskruede skrækbølger gennem det danske samfund, befordret af de, der ikke bryder sig om Enhedslistens fremgang, hvilket skyndsomt har kastet EL ud i ren opportunisme. Ideen hos borgerlige spindoktorer er naturligvis den, at fremmane et billede af den enlige ’gungrende’ kanon fra krydseren Aurora, der fra Neva floden rettedes ind mod vinterpaladset i St. Petersborg og hermed indledte bolsjevikkernes statskup i 1917. Kuppet, der kaldes voldelig revolution, var ikke så blodigt som så mange andre sociale revolutioner, og det har siden overskygget enhver tale om andre både voldelige og ikke voldelige revolutionsformer, hvor en af de mere kendte Mahatma Gandhis ahimsa udgjorde hjørnestenen i Indiens frigørelse fra den engelske kolonimagt. Andre ikke religiøse former forfægter civil ulydighed, generalstrejken og den folkelige bevægelse, der udtrykker folkeflertallets vilje. SF’s tidligere formand Gert Petersen skrev i 1975 i tidsskriftet ’Her og Nu’ en bemærkelsesværdig artikel om klassekampen og det borgerlige demokratis forfatning og love med udgangspunkt i Portugals ’nellikerevolution’ og universitetsmarxismens flirt med mindretalskup. Samspillet mellem bevægelser i befolkningen og lovgivningen i parlamentet, mellem folkelige aktioner og brugen af stemmesedlen udgør tilsammen en demokratisk vej. Et folketingsflertal med aktiv støtte fra arbejdermasserne, skrev han, er den eneste vej.

Hvis man da også ser på Danmarkshistorien skal man tilbage til Grevens fejde i 1534 for at finde en væbnet konfrontation mellem adel og bønder. Ophævelse af livegenskabet, grundloven, indførelsen af parlamentarismen, arbejdernes rettigheder og velfærdsstaten er gennemført uden blodsudgydelser. Men strategien om at gå på to ben i en vekselvirkning mellem det parlamentariske arbejde og de folkelige bevægelser er ikke lykkes. Storstrejken i 1956 vidner om dette. Det har været reformernes vej med arbejderflertal, rødt kabinet og nu SF ministre uden en gradvis indførelse af socialisme og en inddragelse af befolkningen.

Man kan nationalt eller internationalt udtænke snedige strategier – ’ministersocialisme’, parlamentsfiksering, den voldelige eller ikke voldelige revolution - for historisk senere at kunne konstatere, at det ’gamle lort’ flytter med (Marx’ udtryksform). Klassekampen forsvinder ikke, fordi Don Corydon siger det med baggrund i et tilhørsforhold til den herskende klasse (!). Problemet er, at magtrelationer og hierarki genskaber sig selv. Og så er vi tilbage ved spørgsmålet om socialismens manglende gennemslagskraft. Et grundlæggende problem tager sit udgangspunkt i en socialpsykologisk indfaldsvinkel. Hvis det er politikerne, der har magt, og vi antager tilstedeværelsen af en almenmenneskelig natur, er der da noget i denne, der stiller sig hindrende i vejen for projektet? Hermed antydes det med en analogi til Friedrich Nietzsche, at viljen til at herske eller lade sig beherske skulle være forklaret som interpersonelle relationer, relationer mellem grupper eller sociale klasser eller ved institutioner, der knæsætter denne magtanvendelse. Magtens anatomi kan som forklaret af J.K. Galbraith være kendetegnet ved fysisk undertrykkelse, ved pekuniær aflønning for at følge magthavernes målsætninger eller manipulerende og faciliteret gennem bedre uddannede teknokrater og bureaukraters overtalelsesevner. Indenfor den psykologiske forskning, taler man i dag ligefrem om, at det magtfulde overmenneske besidder en større mængde af voldshormonet testosteron end de, der accepterer underdanighed og identificerer sig med en elitær herskende klasses målsætninger. Ingen såkaldt repræsentant for en organisation, der i sin selvforståelse er socialistisk, ønsker naturligvis en sådan etikettering, som ville være gift for et socialistisk demokrati. Hvis lønmodtagerne skulle kunne vinde magten over sit arbejde og sit samfundsmæssige liv som den oprindelige frie bonde eller håndværker må hierarkisk ledelse og tvangen i dens forskellige former nødvendigvis forsvinde. Marx havde i første Internationale et voldsomt opgør med Michael Bakunin, fordi denne netop satte spørgsmålstegn ved den autoritære Marx’ forestillinger om staten. Bakunin skulle bl.a. senere blive kendt for det bombastiske udsagn om, at menneskelig frigørelse ikke opnås før den sidste bureaukrat hænger i tarmene på den sidste kapitalist. Med en nærmest uhyggelig profeti fremhævede han Marx som socialismens Bismarck: Men i Marx’ folkestat, har man sagt os, vil der ikke findes nogen privilegerede klasser.  Alle vil blive lige, ikke blot ud fra et juridisk og politisk synspunkt – men også ud fra en økonomisk. Det er hvad man stiller i udsigt, men med tanke på, hvordan denne udvikling er påbegyndt og på den kurs, som den er tænkt at skulle følge, tvivler jeg sandelig på, at det løfte nogensinde kan holdes. Der vil ikke længere findes nogen privilegeret klasse, men der vil være en regering, og læg godt mærke til dette, en overordentlig kompliceret regering, som ikke vil stille sig tilfreds med at regere og administrere masserne, som alle regeringer gør i dag. En sådan regering vil også administrere dem økonomisk ved i sine egne hænder at koncentrere produktionen og den retfærdige fordeling af velstanden, dyrkningen af jorden, oprettelsen og udviklingen af fabrikker, organisering og ledelse af handel samt endelig fordelingen af produktionens kapital af den eneste bankier Staten.…. (En sådan stat vil se) den videnskabelige intelligens styre, det mest aristokratiske, arrogante og foragtelige af alle regimer.

Historikeren Lord John Acton skrev i 1887, at magt har en tendens til at korrumpere, den der kommer til at besidde den, og i forlængelse heraf, hvis besidderen får den absolutte magt, ender det med den totale korruption. Det er ikke længere magten som et middel for at opnå målet, det drejer sig om. Politik bliver en rejse på første klasse. For nu er det magten per se det handler om. Man er parat til at gå på kompromis for at bevare sin magt og sine privilegier. Ja, man vil endog overtage en modparts synspunkt. Var der nogen, der kunne nikke genkendende til det dagsaktuelle aspekt fra folketinget. Eller var det sådan, det hang sammen i 1956, da lederne tøvede – var det af frygt for at miste en tryg tilværelse, privilegier og magt i en økonomisk svær tid?

Men selv alt dette kan være en illusion – ’ministersocialisme’ eller parlamentarisk repræsentation er ikke en garanti for absolut magtudøvelse. De vældige bureaukratiske apparater og det store økonomiske foretagendes tekno-struktur udgør en viden-akkumulation, som det enkelte individ næppe kan overskue. Foregår det oven i købet i et samspil, hvor det økonomiske foretagende kan påvirke og kontrollere de omgivende politiske og økonomiske strukturer bliver parlamenter næppe andet end ’ekspeditionskontorer’ og ’debatsaloner med indlagt hygge’ for et mimetisk borgerligt lovgivningsarbejde, der udgår fra Bruxelles.

Menneskehedens lemmingmarch mod den Botniske bugt intensiveres under indtryk af den internationale økonomiske og økologiske krise, og hverken det magtsøgende overmenneske, den ny-liberale materielle ’lykke-fabrik eller den legitimerende og flikkende socialistiske parlamentariker kan redde os. Er det nedefra og op det skal foregå? Kan de eksisterende og kendte magtstrukturer ikke virke, må magten oppefra afmonteres til fordel for de lokale fællesskabers selvforvaltning og associative strukturer fra individ til fællesskab?