Vi forbliver alle her!
Af Florian Wilde

Offentliggjort: 15. februar 2014

Om flygtningeprotester og kampen for retten til byen. Mens der opstår racistiske optøjer mod flygtninge i Europa, oplever Hamborg lige nu det præcist modsatte: En bred bevægelse for flygtninges opholdsret. Dette krav er tæt forbundet med kampen om retten til byen og forsvaret af et besat venstreorienteret fristed. Teksten har været publiceret på http://antifra.blog.rosalux.de og er en ny redigeret udgave af en artikel, som tidligere blev bragt i det marxistiske magasin ”Marx 21”. Oversættelse: Stefan Godau med støtte fra Rosa-Luxemburg-stiftelsen.

Det var omkring 300 flygtninge fra Vestafrika, der ankom til Hamborg fra Libyen i foråret 2013. Efter en farlig overfart havde deres rejse først ført dem til den italienske ø Lampedusa. Derfor benævnte gruppen sig efter denne ø. Efter deres ankomst til Hamborg vægrede myndighederne sig ved at tilbyde dem permanent husly. De henviste til EU-reglerne og forsøgte at drive dem ud af byen. Men flygtningene nægtede at rejse videre. Hvorhen skulle de også tage? De bestemte sig for at blive, at henvende sig til offentligheden og kæmpe for deres rettigheder. De mødte herved en spontan solidaritetsbølge og sympati i brede befolkningsdele.

Kirker åbnede deres porte, og det gjorde moskeerne også – om end i et mindre omfang. Også venstreorienterede fristeder og kollektive optog flygtninge. Ca. 80 af dem fandt husly i St.Pauli-kirken, som ligger lige ved siden af de tidligere besatte huse i Hafenstrasse samt parken Park Fiction. Denne park blev opført af indbyggerne selv og forsvaret imod investorernes interesser og fik tilnavnet Gezi Park Fiction i solidaritet med protesterne i Istanbul i sommeren 2013. I parken arrangerede naboerne flere støtte-grill-aftener for flygtningene. Dagligt blev madvarer og tæpper bragt til kirken for at støtte flygtningene. Fodboldklubben FC St. Pauli gav drikkevarer og fanbeklædning og gratis stadionbilletter til flygtningene. Fagforeningerne ver.di (tysk FOA m.fl. - o.a.) og GEW (BUPL/PLS - o.a.) stod for en velkomstfest i LO-huset. Flygtningene meldte sig kollektivt ind i ver.di. Dermed kunne de drage nytte af den faglige retsbeskyttelse. Efter racistiske tilråb kontaktede en dørmand fra nabolaget kirken for at holde nattevagt foran den hele ugen. På den store demonstration i efteråret ”Intet profitmageri med huslejen” arrangeret af ”Ret til byen”-netværket den 28. oktober spillede flygtningene en vigtig rolle.

Dog imens store befolkningsdele, venstrefløjen og flere fagforeninger viste deres støtte, stod det socialdemokratiske bystyre fast på sin hårde linje. Det påstod, at flygtningenes tilstedeværelse var i strid med EU-love, og de skulle derfor forlade byen.

Da det kom til en skibskatastrofe med over 270 drukne flygtninge, voksede støtten til flygtningene blandt befolkningen i Hamborg i begyndelsen af oktober. Desværre ændrede det ikke noget ved bystyrets hårde linje. Tværtimod: Det stillede flygtningene et ultimatum om at melde sig hos myndighederne  frem til d. 11. oktober og lade sig registrere.

Efter fristens udløb begyndte politiet at gennemføre massive racistiske kontroltiltag med det formål at registrere flygtningene og at forberede deres udvisning. En spontan protestbølge begyndte. Allerede samme aften gik 1000 mennesker i bydelen Altona på gaden. Demonstranterne var spontane, vrede og meget højlydte. Ligeledes de to næste dage.

I ”Rote Flora”, kvarterets besatte autonome fristed, blev det indkaldt til et stormøde for at diskutere håndteringen af politikontrollen. Derefter demonstrede der på ny over 500 mennesker gennem kvarteret for flygtningenes opholdsret. Stormødet besluttede også at opfordre bystyret til at afslutte politichikanen. I modsat tilfælde ville man igen gå på gaden og eskalere protesten: ”Vi begrænser os ikke mere til legale protestformer, når der drukner mennesker i Middelhavet, og det bare bliver taget som anledning til at øge presset på flygtninge.”

Derfor samledes over 1000 mennesker efter fristens udløb foran ”Rote Flora” og bevægede uanmeldt sig igennem kvarteret. Efter få hundrede meter blev demonstrationen brutalt angrebet af politiet. Som reaktion fløj brosten, flasker og fyrværkeri.  I timevis forsatte smågrupper protesten.

Bare en dag senere, onsdag, den 16.oktober, var der igen ca. 1000 mennesker, som drog i gennem byen ud fra en protestlejr foran Hovedbanegården. Den 25. oktober fulgte ca. 10.000 mennesker et opråb fra St.Pauli-fanmiljøet og tog efter kampen i solidaritet til St.Pauli-kirken.

En uge senere, den 2.novemer, deltog ca. 15.000 i den hidtil største støttedemonstration til fordel for flygtninge. Også i ugerne derefter var der demonstrationer.

Protesterne i Hamborg fik deres styrke og dynamik i alliance med ”ret til byen”-bevægelsen, der vender sig mod privatisering af det offentlige rum og går ind for billige lejligheder, imod markedsgørelsen og for fristeder til alle, også flygtningene.

I Hamborg findes der en lang tradition for venstreorienterede kampe og bevægelser i bydelene.  I 1980 'erne og 90'erne blev Rote Flora, Hafenstrasse o.a. besat, og der blev kæmpet for deres beståen. Rote Flora har sågar bestået siden 1989 som besat autonomt centrum uden lejekontrakt - på denne infrastruktur støtter sig indtil i dag mange bevægelser. Godt nok blev der ryddet og lukket mange andre projekter, såsom husvognpladsen ”Bambule” i 2002. Dog fulgte der protester over flere måneder, som fik bystyret til at give afkald på videre rydninger.

Da huslejepriserne eksploderede i de sene 00 'er, organiseredes igen modstanden i Hamborg. Hvert år sidenhen er det lykkedes for ”ret-til-byen”-netværket at mobilisere flere tusinde til demonstrationer mod ”lejevanviddet”. Så snart naboerne får nys om nye investorplaner, kommer der protester: ”Der hænges bannere ud af vinduerne, aktivister besætter huse som symbol og arrangerer informationsmøder. P.t. drejer det sig især om de såkaldte ”Esso-huse” på Reeperbahn. Godt nok kunne protesterne ikke standse investorerne og huslejestigningerne. Men alle partier blev tvunget til at rykke huslejestigninger ind i centrum af valgkampen og lovede flere sociale boliger. Men også helt konkrete succeser blev opnået: I sommeren 2009 besatte kunstnere ”Gängeviertel” (et kvarter i Indre By – o.a.) for at forhindre nedrivningen af det fredede område. Siden da består området som selvstyret bo- og kulturprojekt.

I sensommeren 2013 blev det bekendt, at Rote Flora var truet på sin eksistens som venstreorienteret fristed. Allerede nogle år tidligere havde bystyret solgt grunden til en investor, som havde annonceret, at han ville omdanne stedet til en kommerciel koncerthal. Siden planernes bekendtgørelse blev der sat talrige aktiviteter i gang, som også støtter flygtninge.

Under protesternes pres har bystyret i mellemtiden givet tilladelse til opførelsen af varmecontainere på kirkens grund, hvor flygtninge kan overnatte om vinteren. Flygtninges egentlige krav er det forsat imod: en kollektiv løsning med opholdsret for hele gruppen.

Gadeprotesten bliver væsentligt båret af venstreorienterede og autonome grupper, partiet DIE LINKE og nogle fagforeninger. Den konkrete solidaritet med flygtningene foregår især i bydelene St.Pauli, Altona og Sternschanze, som præges af venstrefløjen. Andre steder møder bystyrets holdning stadig sympati og delvist også racistiske fordomme. For at tvinge Socialdemokratiet - som styrer byen med absolut flertal - til at skifte kurs, er det nødvendigt at opretholde og forøge presset og forbinde det med andre miljøer blandt socialdemokrater og de Grønne.

Siden slutningen af december optrappedes situationen i Hamborg. Rote Flora havde den 21.december indkaldt til stordemonstration under mottoet: ”Here to stay! - Refugees, Esso-huse, Rote flora - vi forbliver alle her!” Der kom ca. 10.000 mennesker. Ca. halvdelen deltog i en kæmpestor ”sort blok” i spidsen af demonstrationen. Tusinde andre tilsluttede sig den mangfoldige, spraglede ”ret-til-by”-blok, der blev arrangeret af bydelsinitiativer og venstreradikale grupper, og som også blev støttet af DIE LINKE i Hamborg. Efter kun få meter blev demonstrationen stoppet af politiet, som på en brutal måde angreb den med knipler, vandkanoner og tåregas for til sidst at erklære den opløst. Den autonome blok forsøgte med alle midler at forsvare optoget. Derpå fulgte de mest intensive gadeoptøjer, som der har været i Hamborg i årevis. Flere tusind forsøgte på forskellige måder at sætte retten til at demonstrere igennem mod politiet. Allerede op til demonstrationen angreb en gruppe maskerede en politigård. Et angiveligt andet angreb førte til en massiv hetz i medierne imod bevægelsen og ”venstreorienterede ballademagere.” Politiet brugte dette som anledning til at erklære store dele af St.Pauli, Altona og Schanze-kvarteret for ”farligt område” (igen ophævet den 14.1 – o.a.), hvor der altid kan foretages personkontrol og udstedes opholdsforbud uden mistanke - en fare også for Lampedusa-flygtningene, hvoraf mange vil ikke lade sig registrere af myndighederne. DIE LINKE protesterede imod mediernes hetz. Partiet stod derfor til skud i de borgerlige medier. I starten af januar fik offentligheden at vide, at politiet åbenbart selv har opfundet det andet angreb på politigården for at legitimere undtagelsestilstanden (dvs. etableringen af visitationszonen). Siden da protesterede flere hundrede hver aften imod indskrænkningen af forsamlingsretten med kreative tiltag, såsom pudekamp m.m. Således har byen fået endnu et konfliktstof: forsvaret af borgerrettighederne mod staten.

Eksemplet fra Hamborg viser, hvordan antiracistiske protester mod den europæiske flygtningepolitik kan forbindes med lokale sociale konflikter såsom kampen mod huslejestigninger og retten til en leveværdig by, netop når disse bevægelser er rodfæstede i byen og har været til stede i mange år. De har også et parlamentarisk og udenomsparlamentarisk talerør i form af et parti som DIE LINKE, som fik 6,5 pct. af stemmerne ved sidste byrådsvalg. Det centrale element, som forbinder de forskellige bevægelser og aktivister er et venstrefløjsmiljø, som er vokset i mange år og har forbindelser til fagforbund, DIE LINKE og progressive medier. Netop i en tid, hvor man som venstrefløjsaktivist ofte kan være frustreret over manglende gennemslagskraft, viser Hamborg, hvad der er muligt også i andre byer.

Berlin/Hamborg, 9.1.2014

Redigeret af: Klaus Krogsbæk