Musik som talerør og modstandsform del 2
Af Rune H. Jørgensen

Offentliggjort: 15. februar 2014

Artiklen her er anden del af en samlet fremstilling. Klik her for at læse første del.

Mandag d. 27 Januar 2014 døde amerikanske Pete Seeger (1919-2014), der for mange står, som en af de største folke-/protestsangere igennem tiden. Seeger var en aktiv mand indenfor en lang række af sager lige fra arbejderrettigheder til antikrig og racelighed og inkarnerede om nogen musikken som modstandsform.

Pete Seeger var med til at skrive sange som “Where Have all the Flowers Gone?”, der i cirkulær form omhandler livet, døden, tidens tand og krig, “If I Had a Hammer”, der ved sin første udgivelse i 1949 var en støttesang til arbejdernes kamp for rettigheder, men som senere fik stor betydning i borgerrettighedskampen, da Peter, Paul & Mary indspillede den på ny i 1962. Samt “Turn, Turn, Turn”, der er en sang om verdensfred og et ønske om at ende krig. Desuden indspillede Seeger en version af “We Shall Overcome”, der oprindeligt var slagsangen, eller det musikalske tema om man vil, for Civil Rights Movement, og blev sunget under demonstrationer og optog i 1950’erne og 1960’erne.

Den amerikanske folkemusik har igennem de sidste 100 år, haft forskellige storhedstider. Første gang da man kæmpede for regler og regulering af arbejdstider og sikkerhed på arbejdsmarkedet, senere under depressionen i 1930’erne, hvor den var talerør for frustrationer over et krakket aktiemarked samt 1. verdenskrig, og de traumer, økonomiske og menneskelige tab, som var forbundet med denne. Og så igen i 1960’erne, hvor den politiske og sociale udvikling, Vietnamkrigen, kampe for rettigheder både mellem kønnene, racerne og klasserne, og et ungdomsoprør i slutningen af årtiet, gav den amerikanske folkemusik endnu en renæssance. Denne tids musik har mange af os, der er født i senere årtier unægteligt stiftet bekendtskab med. Ungdomsoprøret, der vel er blevet taget patent på af den middel- og overklasse, der skulle løsrive sig fra deres forældre, bragte sociale klasser sammen omkring musikken til koncerter, ofte afbilledet i et miljø fuldt af fløjl og batik, hash og LSD. Musikken var en katalysator, og senere et “soundtrack”, til en, på mange måder desværre, hedengangen tid. Men musikken var ikke blot igangsætter. Den musik der blev skabt i tiden under ungdomsoprøret, var også et talerør for de unge, hvor igennem de kunne udtrykke deres fælles signaler og værdier.

I centrum var den altoverskyggende Vietnamkrig. Nogle af de største sange indenfor populærmusikken fortæller om forskellige sider af krigen: “Blowin’ in the Wind” af Bob Dylan (1962) stiller en række ligetil spørgsmål om mennesker, verdensfred og

livet, på “Imagine” (1971) af John Lennon synges der om en ønsket verdensfred, “Fortunate Son” (1969) af Credence Clearwater Revival langer ud efter de mennesker på toppen af samfundet, der er patrioter og krigsliderlige men ikke selv skal betale en reel omkostning i form af værnepligt, og “Skypilots” (1969) af Eric Burden & The Animals fortæller om en soldat i luftvåbenet. Blot eksempler fra en lang række af perler. Men også andre steder i verden havde man Vietnamkrigen i fokus: Jamaicanske Jimmy Cliff havde noget at sige i sangen “Vietnam” (1969), hvor han fortæller historien om to telegrammer: Det første er fra en udstationeret soldat, der skriver at han snart vender hjem, det næste er fra militæret, der fortæller at soldaten er død. Sangen slutter meget konkret:

“Vietnam, Vietnam, Vietnam!
Vietnam, Vietnam, Vietnam, Vietnam!!
Somebody please stop that war now!!
Vietnam, Vietnam, Vietnam!
Vietnam, Vietnam, Vietnam, Vietnam!”

Senere i 1970’erne fortalte den psykedeliske funk/rockgruppe Funkadelic historien om de hjemkomne soldater på ”March to the Witche’s Castle” (1973):

And Father, why must wars be fought?
Someone said this war ended with "Peace with Honor"
but can that truly be?
Is there such a thing?
Thousands of boys gave their life, and for what?
Do anybody know?

Sange om vietnamkrigen og 1960’ernes øvrige kampe er mange, og blev givet navnet “protestsange”. Protestsang omhandler typisk politiske, sociale eller kønsrelaterede emner, og betegnelsen blev kærkomment modtaget af udøvende sangere overalt. Protestsangen er en udløber af folkesangen eller folkemusikken, der i sin natur eksisterer alle de steder, hvor der er mennesker. I dette lys kan alt ses som folkemusik, men dens specifikke karakteristika er, at musikken læres og overleveres praktisk imellem folket, dvs. sange læres udenad og instrumenter ligeså. Folkesangen skal ikke forveksles med fællessangen, der er et relativt “nyt” fænomen, opstået i kølvandet på dannelsen af nationalstaterne, og har sin egentlige baggrund i salmesangen. Hvor fællessangen bruges til højtider og til at danne en fælles kultur, er folkesangen mere solistisk præget, og fortæller om kærlighed, nyheder, eller underholder og gør nar. Den er med til at forstærke en gruppes selvopfattelse og give udtryk for dennes værdier. Folkesangen er således kommunikerende og fortællende, og har da også tjent som et talerør op igennem tiden.
Det er klart, at der er markant forskel på de populære protestsangere fra 1960’erne og tidligere tiders folkemusik, idet der i 1960’erne er tale om en musikindustri og protestsangere, der tjente styrtende med penge på noget så antikommercielt som “folkets musik”. Her skal man dog, foruden at tage den teknologiske udvikling i beregning, huske på, at der egentligt altid har været penge, i relativ forstand i al fald, i folkemusikken bl.a. til de spillemænd og gårdsangere, der underholdte for at tjene penge. Ligeledes var eks.v. den danske “Skillingsvise” også en vise, der, som navnet antyder, blev solgt for en skilling til de der ville købe den. Eks.v. har H.C. Andersen tjent penge på at skrive skillingsviser, som folk så kunne synge til egne melodier eller allerede i forvejen kendte. Måske småt i forhold til Lennons og Dylans indtjening på selvsamme, men dog en indtjening.

Også Danmark fik sine protestsangere. Således blev blandt andet den danske sanger Cæsar lanceret, i et forsøg på at kopiere den amerikanske folkesangerstil. En af Cæsars mest kendte sange er “Storkespringvandet”, der er en ironisk kommentar til tiden, hvor hippierne samledes inde omkring Strokespringvandet. Denne forsamling var en torn i øjet på det selvudråbte bedre borgerskab, og der opstod derfor jævnligt konflikter med politiet. Således synger Cæsar om det store stygge Storkespringvand.

Folk forarges pladsen burde ryd's
det' for groft det sku' forbyd's
Der' en del der si'r de burde skyd's
ved det store stygge storkespringvand


Al den pænhed er som kloroform,
kedsomheden er enorm
men protesten ender som en storm
i det store stygge Storkespringvand

Ali bali ali bali bi
luk dit sæveøje i
det fik du fordi vi gik forbi
det store stygge Storkespringvand.

Kvindekampen og generationskampen blev også taget under kærlig behandling af folkesangere og protestsangere både i USA og herhjemme. Den danske sangerinde Trille er måske mest kendt for sangen om “Ham Gud (øjet)”, skrevet af Jesper Jensen, der slutter hvert omkvæd med: “Ham Gud han er eddermame svær at få smidt ud”. Sangen landede Jesper Jensen en retssag, da det skabte forargelse hos visse mennesker, at man sang om Gud på denne måde. Trilles musikalske univers spænder fra folkemusik til jazz, blue grass, funk og country, og hun spillede da også sammen med nogle prominente musikere. Hendes tekstunivers centrerer sig omkring det at være kvinde, kampen for ligestilling og generel kamp: mellem kønnene, klasserne og generationerne. Trille blev da også stemplet som “rødstrømpe” ved flere lejligheder. Et smukt eksempel på Trilles sange om kampen for ligestilling mellem kønnene, findes eks.v. på sangen “Storebælt”, fra den tid hvor der rent faktisk var tale om “at rejseover Storebælt. Her personificerer Trille en flok ænder på træk, helt ud til fingerspidserne:

(...) jeg kikker ud for dog at se på noget andet
og der er ænder på træk
højt over vandet
hen over himlen eksercerer de i blinde
mon de dog ved hvor de skal hen
hvad mon de egentlig ved om afstande og vinde
mon de ved det er jagtsæson igen
og de ser næsten ud som tåber som de tumler
vildt af sted
uden mål og med
de svinger rundt og jeg kan ikke mere se dem
der var vist en der førte an
der er vel en der tror at kende lidt til kursen
han knokler løs så godt han kan
for han er sikkert angst for ikke at ku klare
at være den
der ka klare alt
nu blir der spist ved alle borde i salonen
af de mænd der er vant til at klare alt
at sidde stille uden at skulle ta beslutning
for dem var det aldrig det der gjaldt
så de må rastløst sidde og hoppe lidt i stolen

og børste krummer
af deres tøj

det kan jeg jo ikke sidde og se på særlig længe
og da jeg kikker ud igen
så flyver der to tapre ænder helt alene
de er så små mod himmelen
og jeg gad vide om de er sidste del af flokken
eller nogen
der er brudt ud
måske er det de to der finder nye veje
og søger mål de selv har valgt
og hvis det smitter blir den store flok så lille
bag ham der helst vil klare alt
og når det så er blevet for sent ser han tilbage
og ser at flokken
der er væk
det er vel sværere at være få end mange
men de to er stolte, de er fri
og jeg ka tydeligt se, de begge to er hunner
nu da de flyver tæt forbi
og ikke for noget, men j eg synes faktisk det var dejligt
at se det syn -
mellem sjælland og fyn

Protestsangen skaber samme fælles grundlag som folkesangen, men den har desuden også til formål at overbevise evt. tvivlere og/eller tiltrække nye tilhængere, der måtte fatte

sympati for den givende sag. Ligeledes har den til formål at fungere som et talerør og ventil og derved forsøge at ændre tingenes tilstand i den tid den er skrevet og komponeret. Protestsangen dør dog ikke, selv ikke når sagen slutter. Hvor mange gange har man ikke oplevet en pædagogguitarist bryde ud i “I kan ikke slå os ihjel” langt væk fra Christiania og mange år senere? For ikke at nævne Bob Dylans “Blowin’ in the Wind” eller Bob Marleys “Get Up Stand Up”. Og hvordan skal vi tolke det, når den kvindelige protestsanger Joan Baez, synger sin udgave af “We Shall Overcome” for Barack Obama i 2010, 60 år efter den storhedstid? Den protestsang der fungerede som et musikalsk tema for borgerrettighedskampen i USA sidst i 1950’erne, men som i 2010 bliver sunget for den første sorte præsident. Er det så slut med den kamp, eller har sangen stadig en effekt, og kan den evt. overskride sin oprindelige ramme og give klangbund for en ny sag?

Under Occupy Wall Streetbevægelsen i 2010, startede man med at synge de gamle slagsange som “Blowin’ in the Wind” og Marvin Gayes “Whats Going On” langt væk fra Vietnam og ghettoen. Konnotationen af sangene var kamp, frustration over tingenes tilstand og ønsket om retfærdighed, men med disse sange som udgangspunkt, udvikledes der ny musik som dagene gik og protesten voksede sig større: Et eksempel finder vi i Gabriel Quinn Andreas’ “Dear Mr. President” der er skrevet og komponeret i dagene under OWS:

Dear Mr. President, this is why we're here.
Allow us to explain, though it is probably clear:

Dear Mr. President, this is what we wanted.
To build homes, not bomb them but we
clearly can't do it with all the drama in congress.
Like it's all about your image, not doing what's right.
Like it's beers with the boys and we won't even ask what you get up to in the white house at night.

We have assembled to plead the case
of people with troubles you tried to erase. You took an oath
to serve, were your fingers crossed when you said the words,
or was the meaning lost?

A patriot would put the brakes on this.
A patriot would not manipulate the populace.
A true patriot would never split the wax from the wick.
Apparently patriotism and politics don't mix.

Dear Mr. President, this is why we're here.
In good conscience we can't let this go another year.
Unstuck from the corrupted order,
The people, that's US, can no longer afford to
WAIT.

True Patriots sleep on streets
or in cells, a patriot's spirit can never be held.
True patriotism is impossible to defeat -
ideas are invincible, they can't be killed.

[chorus]
Of everything we needed done
you barely made a dent.
Of all your empty promises
was there even ONE you meant?

We gave you a fair chance
and this is how it went.
Signed,
Sincerely yours,

The Other Ninety-Nine Percent

Tekstmæssigt er denne meget tungere og meget mere konkret end 1960’ernes sange. Der er ikke tale om en filosofisk drømmeverden ala “Imagine”, ej heller en række retoriske spørgsmål som på “Blowin’ in the Wind”, og slet ikke en fiktiv fortælling. Dette er en ventil for frustrationer og et decideret vredesudbrud mod Barack Obama og den amerikanske kongres. Det er en sang der udtrykker en generel stigende utilfredshed, ikke blot i USA, men mod de, der bestrider magten. Og det er en sang, der definerer et “os og dem”: “Sincerely yours, The OTHER Ninety-Nine Percent.” Altså: DU tilhører den éne procent, som Vi, folket der har stemt på dig og givet dig en chance for at vise hvad Du dur til i Det Hvide Hus, ikke er en del af. Vi er de 99% og vi sidder på stemmemajoriteten, og hvad værre er, for dig og resten af de folkevalgte; det er vi begyndt at blive opmærksomme på. De 99% refererer til det faktum, at 1% af USAs befolkning ejer rundt regnet 40% af landets totale værdier. “We are the 99%” var et udtryk der blev skabt på en blog under OWS, og meget lig Stokely Charmichales brug af udtrykket “Black Power”, udviklede “We are the 99%” sig til en bevægelse og en grundsten i forståelsen af OWS tilhængers selvopfattelse. OWS-bevægelsen havde sit helt eget musik og kultur-hold, der stod for at arrangere musikalske og kulturelle happenings under OWS: Fra koncerter med kendte artister, til en hær af guitarspillende protestsangere, der i optog sang alle klassikerne indenfor genren, ledet af Tom Morello fra bandet Rage Against The Machine, der altid har været et politisk aktiv band.

Protestsangen, eller musikken generelt, overskrider den sag den er funderet i. Den giver nyt liv til senere politisk bevægelser længe efter, at de der komponerede, skrev og sang sangen, alle lytterne og de der kæmpede for sagen er døde og borte. Denotationen af sangene eksisterer kun hos de, der kender historien. Således vil Pete Seegers sange inspirere tilhængere af nye sager, der er født længe efter Seegers død, fordi de konnoterer kamp og modstand mod mere end “blot” den sag de oprindeligt blev skrevet for.

Idag er folkemusikken alle vegne. Folkgenren har i USA fået en heftig revival, omend den er taget under kærlig behandling af pladeselskaberne, der har poppet den op, strømlinet den og gjort let fordøjelig. Men hvor er så selve protestsangeren og protestsangen blevet af? Tjaa, herhjemme hører den til sjældenhederne, men den eksisterer fra tid til anden på kommercielle radiostationer. Tag f.eks. den afdøde Natasjas “Gi’ mig Danmark tilbage”, der må siges at være en protestsang mod et samfund i højredrejning i reggae/dancehall genren, eller jamaicansk folkemusik om man vil. Sandheden er vel, at protestsangeren i høj grad er forsvundet fra de radiostationer, der i 1960’erne var hjemstavn for selvsamme, og ud til der, hvor sagen kæmpes, og hvor protestangen egentligt hører til: På gaden, til demonstrationen og festivalen. Desuden er den rykket på internettet, hvor mennesker mødes og skaber broer og nye veje, og nye sager og kampe for retfærdighed opstår. Folkemusikken eksisterer i sin natur, der hvor folket er, og der hvor folket er vil der altid blive skabt musik og kultur: “A movement goes nowhere, without creating cultures as it grows”.