Vi går fra behovsstyring til profitstyring med salget af DONG
Af Søren Andersen

Offentliggjort: 15. februar 2014

Med den fortsatte privatisering af DONG, gennem salg af aktier til Goldman Sachs, ATP og PFA, realiserede SRSF-regeringen Anders Foghs vision fra 2004 om privatisering DONG. Hele forløbet har været forsidestof gennem det meste af januar og grundigt dækket og analyseret i Kritisk Debat.

SF har trukket sig fra regeringen og er i eksistenskrise. Der er oprør både fra prominente socialdemokrater og græsrødder. Kun Enhedslisten og Dansk Folkeparti sagde fra overfor salget.

Over 190.000 tilkendegav på nettet, at de var modstandere af salget.

Modstanden i befolkningen afspejlede sig dog ikke på Christiansborg. Corydon lod sig ikke rokke og argumenterede med, at tilbuddet fra Goldman Sachs alt i alt var det bedste. Desuden, ifølge Corydons udtalelser til Arbejderen, ville politikerne forbryde sig mod EU-retten, hvis de sagde nej til Goldman Sachs og valgte at sælge DONG-aktierne til for eksempel pensionskasserne. Det er imod "det EU-retlige ligebehandlingsprincip", hvor man kun må se på pris og ikke samfundsinteresser ved et udbud.

Et demokratisk problem var og er, at hverken folketingsmedlemmerne eller borgerne kunne få lov at se aftalen og det med småt. Først efter stort pres og offentlig kritik fik medlemmerne af Finansudvalget mulighed for at se og læse aftalen hos finansministeren. Så meget for demokrati og inddragelse i et spørgsmål om salg af vitale samfundsinteresser.

Hvori bestod modstanden?
Initiativtageren til underskriftsprotesten på nettet, Niels Christian Cederberg siger til Arbejderen, at han ingen partipolitisk agenda har. Han er en bekymret borger der ikke mener, at et delsalg af Danmarks største energiselskab skal ske til en kynisk investeringsbank. Derudover ønsker han at skabe debat på et oplyst grundlag, i modsætning til den lukkede proces der har kendetegnet salget til Goldman Sachs. Endvidere ønsker han en principiel debat, om hvad og til hvem vi sælger vores fælleseje.

Modstanden på nettet blev kaldt ”pøbelvælde” af Berlingske. Det var dog ikke mere pøbelvælde, end at en undersøgelse lavet for JP viste, at hele 63,4 % af danskerne mente, at DONG skulle bevares på danske hænder og regeringen burde have droppet salget af en del af DONG til den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs.

En anden undersøgelse viste, at ingen af partierne i Folketinget havde et flertal af deres vælgere bag salget til Goldman Sachs.

20 østjyske fagforeningsformænd rykkede også i marken for at markere modstand mod salget. Formændene ønskede ikke at sælge til Goldman Sachs, der havde stor andel i den finansielle krise der kostede danske arbejdspladser. Konstruktionen med at anbringe provenuet i skattely blev også kritiseret.

Fremfor at komme med en klar melding om privatiseringen opfordrede formændene Folketinget til at tage en diskussion af, om kommercielle interesser kan gå hånd i hånd med befolkningens og samfundets behov for billig, sikker og miljørigtig energi.

Modstanden indeholder mange elementer og meget naturligt er det lettest at rette sin modstand mod Goldman Sachs. De har et ry for kortsigtede investeringer, der giver store profitter. De har et medansvar for finanskrisen. De benytter sig af skattely alt i mens den danske stat fører retssager for at få dømt skattely ulovlige.

Modstanden er forståelig, men Goldman Sachs gør bare det de er bedst til, nemlig at skabe profit til ejerne herunder nogle danske pensionskasser. Problemet er, at politikerne har haft et valg, men de har truffet en beslutning uden en åben diskussion og inddragelse af Folketinget og befolkningen.

Modstanden indeholder også kravet om en oplyst demokratisk debat. Det gælder både Niels Christian Cederholm og modstanderne i Folketinget. Denne debat kommer aldrig i gang. Regeringen og Corydon dækker sig ind under EU-jura og ”samlet set det bedste tilbud” og så med vished om, at de tavse borgerlige partier i Folketinget støtter og er glade for, at deres vision fra 2004 nu endelig realiseres.

Udover Kritisk Debat er der stort ikke andre der rejser det principielle spørgsmål om privatisering af centrale samfundsmæssige strukturer. De østjyske fagforeningsformænd nærmer sig emnet gennem en opfordring til Folketinget om ”… at tage en diskussion af, om kommercielle interesser kan gå hånd i hånd med befolkningens og samfundets behov for billig, sikker og miljørigtig energi.”

Konkluderende kan man sige, at det mest er forargelsen over Goldman Sachs og brugen af skattely lande der driver modstanden.

Pensionskasserne som redningsplanke?
Da den folkelige og politiske modstand tog til i styrke, kom fagbevægelsen på banen.

Formanden for FTF og medlem af ATP bestyrelsen Bente Sorgenfrei rykkede i marken og udtalte, at det handlede om vilje og der var vilje i pensionskasserne til at investere i DONG. Pensionskasserne skulle bare inviteres på kaffe hos Corydon, så de kunne fremlægge deres forslag.

Bente Sorgenfreis melding blev fulgt op, ikke overraskende, af Dennis Kristensen næstformand i Pensam, Anders Bondo Christensen formand for lærernes pensionskasse, Henning Pedersen næstformand i pædagogernes pensionskasse og Grethe Christensen næstformand i sygeplejerskernes pensionskasse med udtalelser om at skabe en ”dansk løsning”. Underforstået at så ville der også blive betalt skat i Danmark.

Corydon var afvisende og mente ikke forslaget var seriøst.

Det viste sig hurtigt, at de fire fagforeningsformænd var i gang med et pinligt soloridt. De fremsatte tilsagn stod for egen regning, det havde ikke været på bestyrelsernes bord i de respektive pensionskasser. Hvad værre var der kom ikke en eneste refleksion over den privatisering, pensionskasserne ville medvirke i.

Eller som Anders Bondo Christensen udtalte til Arbejderen, ”Når vi agerer som pensionskasser, så er vi ikke politikere. Så varetager vi vore medlemmers interesser.”

Fagforeningsformændene skulle nok tage en diskussion med deres medlemmer, om det var i medlemmernes interesse at medvirke til en delvis privatisering af DONG.

Hvad vil fagbevægelsen og medlemmerne med milliarderne i pensionskasserne?
De fire fagforeningsformænds pinlige stunt omkring salget til Goldman Sachs aktualiserer behovet for en medlemsdebat om, hvad fagbevægelsen vil med de mange milliarder i pensionskasserne.

Lovgivningsmæssigt er kravet at sikre den bedst mulige forrentning samlet set. Fra medlemmernes synspunkt er kravet naturligt nok alderspensioner der sikrer en god alderdom. Flere pensionskasser har sat et mål om, at folkepension, ATP, arbejdsmarkedspension og privat opsparing skal udgøre 80 % af hidtidig løn.

En række pensionskasser har valgt at støtte den grønne dagsorden blandt andet gennem massive investeringer i havmøller. De nyder bred støtte i medlemsskaren. Under den grønne dagsorden gemmer sig også en diskussion af, om pensionskasserne skal investere i olie-, gas- og kulindustrien. Det kan opfattes modsætningsfyldt, at pensionskasserne på den ene side investerer i vedvarende- og CO2 neutral energi og samtidig har penge i en CO2 forurenende industri.

Investering i velfærdsteknologi står lige for døren. Det er et ekspanderende marked både i ind- og udland. Det er samtidig en arbejdskraft besparende teknologi og ønsker medlemmerne at støtte denne udvikling?

Offentlig Privat Partnerskab (OPP) er en diskuteret mulighed i pensionskasserne. Organiseringen i OPP retter sig hovedsagelig mod infrastrukturer som broer, tunneler, havmøller og institutioner i bred forstand.

Udgangspunktet er ofte, at staten mangler finansieringsmuligheder og pensionskasserne har investerings villig kapital, der på de rette betingelser kan komme i spil.

Nogle betragter OPP projekter som en form for privatisering. Denne vinkel er helt fraværende i diskussionerne, hvor det er forrentning, sikkerhed og tidshorisont der er afgørende. Kapital er ikke et problem.

Hvad ønsker medlemmerne, hvis det er privatiserings vinklen der anlægges?