Redaktionelt
15. April 2013
73. udgave 10. årgang
Næste udgave udkommer
15. Juni
ISSN: 1604-4312
Nøgletitel: Kritisk Debat
Kontakt Kritisk Debat

Ønsker du besked om opdatering af siden, så tilmeld dig vores nyhedsbrev lidt længere nede på siden.


Klik her for at se Kritisk Debats privatlivspolitik
Nyeste mandagskommentarer ...
Protest og perspektiv?
Offentliggjort: 06-05-2013

Magtfordrejning og aftalt spil – eller bristede illusioner?
Offentliggjort: 29-04-2013

Derfor vågner fagbevægelsen ikke
Offentliggjort: 22-04-2013

Giv agt, ret ind til højre!
Offentliggjort: 08-04-2013

Magien der forsvandt
Offentliggjort: 25-03-2013

Tilmeld dig nyhedsbrevet
Navn:
E-mail:

Kritisk Debat på Facebook

Følg os på Facebook ved at blive medlem af gruppen Venner af Kritisk Debat.

Interview med Noam Chomsky:
Latinamerika lever mellem neokolonialisme og integration

Af: Ernesto Carlín
Offentliggjort: 01. februar 2007

Hvordan vurderer du kontinentet efter din korte rundtur i Latinamerika?

Jeg fik lejlighed til at konstatere, at der foregår vigtige udviklinger i Latinamerika. Det er første gang siden den spanske erobring (for mere end 400 år siden), at det sydamerikanske (sub)kontinent bevæger sig mod visse former for integration.
Bolívars drøm er dog aldrig blevet udlevet. Efter den politiske selvstændighed levede landene i området delt på to måder. På den ene side har hvert land levet adskilt fra de andre. På den anden side har de også været opdelt internt mellem en lille rig social klasse (generelt stammende fra hvide immigranter) og en stor masse udgjort af indianere og sorte mennesker.
Den manglende integration har gjort det svært for Latinamerika at frigøre sig af de vestlige imperiers magt (USA er det vigtigste imperium men ikke det eneste). Dette begynder at ændre sig. De latinamerikanske lande begynder at håndtere deres interne problemer, da de har de værste livskvalitetsstandarder i verden. Og de forsøger også at integrere sig med hinanden. Denne bevægelse er langsom og indviklet.

Ifølge din vurdering er den eneste vej for Latinamerika landenes forening.

Integrationen sker mellem landene, men den går parallelt med overvindelsen af en markant klasseadskillelse. Den er en del af den samme proces. Latinamerikanerne er ofre for en neokolonialisme foruden de alvorlige interne problemer, som de står over for.
Det kan man se meget klart, hvis vi sammenligner regionen med de forandringer, der er sket i Asien i de sidste 50 år. Vi kan se, at Latinamerika har flere naturrigdomme, men det har ikke påvirket udviklingen. I modsætning hertil har Asien oplevet en hurtig industriel vækst. Deres samfund er nu industrielle samfund. Forskellen er meget markant, og man må spekulere over hvorfor.

Hvilke andre forskelle kan du se mellem Asien og Latinamerika?

Latinamerika har en af de dårligste livskvaliteter i verden, mens det er anderledes i Fjernøsten. De latinamerikanske lande tager praktisk talt ikke noget ansvar for befolkningens liv og helbred, mens de gør det i Asien. Råvareeksporten har ikke haft betydning for forbedringen af sundhedstilstanden i Latinamerika. I den samme periode har landene i Asien imidlertid kapitaliseret deres indtægter gennem udviklingsprogrammer til teknologiske forbedringer og tilskyndelse og beskyttelse af industrien.
De har fulgt de udviklede landes vej som f.eks. USA, England eller Tyskland, der måske ikke blev styret af liberale principper men af principper om beskyttelse og forbedring af teknologien. Lande som Indien og Kina har således oplevet et stort fremskridt i forhold til, hvor de var i det 19. århundrede.

Hvordan vil du beskrive liberalismen i Latinamerika?

Latinamerika har været fanget af de kolonialistiske mønstre. Liberalismes styrke betyder en tilbagevenden til det 19. århundrede, der fastholder Latinamerika i den tredje verden. De asiatiske lande fulgte ikke den liberalistiske vej men tog de rige nationers vej (kontrol med investeringerne og beskyttelse af økonomien), og de udviklede sig.
Latinamerika har de værste uddannelses- og sundhedsniveauer i verden. De begynder imidlertid at håndtere disse vanskeligheder takket være de sociale bevægelser. Regeringsmedlemmerne begynder at flytte deres lande frem mod integrationen som en parallel proces. Der er mange (men stadig langsomme) forbedringer visse steder som f.eks. i Venezuela.

Hvilken rolle spiller Peru i dette latinamerikanske skema?

Peru skal vælge. Ved det sidste præsidentvalg oplevede peruvianerne et brud. Dette faktum afspejler godt, hvilken slags valg Latinamerika skal tage. På den ene side er der en semikolonialistisk model, baseret på eksport af råvarer og naturrigdomme, der indebærer store interne brud og adskillelse landene imellem.
Den alternative model består i at bevæge sig mod et socialt demokrati, der skal overvinde de interne problemer, og som er forskellig fra det liberale program. Det betyder også en integration af alle sociale kræfter og bevægelser i Latinamerika. I Ecuador og Bolivia, men også i Peru, er der begyndt at opstå noget nyt, som man kunne kalde de oprindelige folks nation. For første gang kaster de oprindelige folk sig ud i landenes økonomiske og politiske liv med succes. Dette er enormt vigtigt. Peru kan følge denne vej. Det er denne type valg, som skal tages.

Hvad mener du om teorier, som f.eks. Samuel P. Huntingtons, der taler om den nuværende konjunktur som et civilisationssammenstød?

I sin bog Civilisationernes sammenstød tager Huntington mere fat på opdelingen mellem den vestilige verden og Islam. Det er ironisk, fordi USA har ført en krig mod Latinamerika længere tid end mod Islam. På det tidspunkt, hvor han skrev bogen, var Saudi Arabien det mest ekstremistiske islamiske land, en tæt allieret af USA.
Det var fordelagtigt for nogen at finde en konflkt mellem den vestlige verden og en religion. Det var dem, der gjorde civilisationssammenstøddet muligt. Man kan identificere, hvilke ressourcer de forfulgte, da de skabte dette sammenstød mellem den vestlige verden og muslimerne. De meste notoriske igangsættere er Osama bin Laden og George W. Bush, ud over deres allierede. Det var dem, der fremmede denne konflikt med deres politik.

Inden for dette panorama hvordan er forholdet mellem USA og Latinamerika så?

Forholdet med Latinamerika er lidt anderledes. USA's regering (ikke dens befolkning) er meget imod udviklingen i Latinamerika og kontinentets venstredrejning. USA har forskellige redskaber til at kontrollere subkontinentet.
Traditionelt har USA anvendt vold og økonomisk "kvælning". Begge disse redskaber er blevet svage. Sidste gang, USA igangsatte et statskup, var i Venezuela i 2002, og det mislykkedes. Økonomisk set er de latinamerikanske lande nu mindre afhængige af USA, da de handler mere og mere med Kina for eksempel.

Anser du Saddam Husseins henrettelse, på vegne af den irakiske regering, som en tilbagegang til middelalderlige forhold?

Den irakiske regering er en militær besættelsesregering. George W. Bush's regering er forvirret, uduelig og åndsfraværende i forhold til egne interesser. De er ansvarlige for fiaskoen i Irak. Med denne henrettelse har de gjort et monster til en model. De har krænket verden, især muslimerne. Han blev dømt på grund af forbrydelser, som han begik, da USA støttede ham (1). Alle mennesker i Mellemøsten ved det.

NOTER

(1) Han refererer til mordene på civile kurdere i 80'erne. På det tidspunkt støttede USA Irak i krigen mod Iran.

Ernesto Carlíns interview med Noam Chomsky er fra Agencia Peruana de Noticias, den 31. januar 2007.

Oversættelse fra spansk: Óscar García Agustín


Rediger: | Udskriv:

Send et link til en ven | Del på Facebook