Demokratisk Republikanisme: Tre grundidéer
Af Andreas C. M. Mulvad & Jonas Toubøl

Offentliggjort: 15. februar 2014
Denne artikel er koblet til temaet: Socialisme i praksis. Klik på temanavnet for at se mere

Denne artikel introducerer til den demokratisk-republikanske tradition, som bl.a. Antoni Domènech, der er ophavet til nærværende nummers spidsartikel, har bidraget til at revitalisere. I det følgende fokuseres på tre centrale republikanske emner: Frihed, forstået som materiel uafhængighed, Ejendom, som noget ikke naturgivent, ment politisk muliggjort, og Klasse, som skal tænkes indenfor en mere grundlæggende elite vs. folk modsætning.

I artiklen ’Demokrati og Republikanisme – et idéhistorisk rids’ [SE HER] giver den spanske politiske teoretiker Antoni Domènech en introduktion til demokratisk republikanisme som politisk filosofisk værktøjskasse.

I denne artikel peger vi på tre grunde til, at demokratisk-socialistiske bevægelser, herunder arbejderbevægelsen, kan vinde meget ved at genudforske det idégrundlag, som Domènech viderefører, og som var grundlaget for Marx’ tænkning.

Med finanskrisen, globaliseret kapitalisme, klassestrukturens forandring og i lyset af venstrefløjens søgen efter et opdateret blik for modsætningsforholdene i samfundet, er den demokratiske republikanisme mere relevant end nogensinde.

Vi vil nedenfor koncentrere os om tre centrale ideer i den demokratisk-republikanske tradition:

  1. FRIHED: ’Individuel frihed’ er et tomt begreb, så længe den enkeltes materielle eksistens ikke er sikret politisk. Derfor må borgerløn, også kaldet universel basisindkomst, være et centralt mål for enhver socialistisk reformpolitik.
  2. EJENDOM: Indenfor politiske fællesskaber, hvor den private ejendomsret er gjort ukrænkelig, opstår der en tendens til koncentration af materiel velstand – og siden politisk magt – på stadigt færre hænder. Derfor kan demokratisk-socialistisk samfundsforandring kun lade sig gøre med udgangspunkt i en grundlov, der principielt fastlægger, at det er op til demokratiske befolkningsflertal at fastsætte grænserne for privat ejendom.
  3. KLASSE: Sammensætningen af sociale klasser indenfor et bestemt samfund forandrer sig over tid i takt med den teknologiske og økonomiske udvikling i produktionsformer. Til gengæld er kampen om politisk herredømme mellem Eliten og Folket, dvs. de få rige (oligarkerne) mod de mange relativt mindrebemidlede (démos), et vedblivende strukturelt træk. Derfor må progressive kræfter udvikle en dynamisk klasseanalyse, der tager højde for, at kampen for demokratiet mod de rige og magtfuldes fåmandsvælde antager nye historiske former.

Republikansk frihed og kravet om borgerløn
”[…] Visselig, vores egentlige Maal er hverken Mad eller Guld; men uden disse Ting kan vi intet udrette; de er Midlerne, der hører til for at opnaa alt andet. […] ”Skaf os, Mad skaf os Klæder, skaf os Boliger, saa vil vi selv skaffe os Oplysning.””
Louis Pio, 1877[1]

Det filosofiske udgangspunkt for demokratisk republikanisme er en helt anden forståelse af ”frihed” end den, som findes blandt liberalister: ”Frihed” er ikke noget som individer i udgangspunktet har fra naturens hånd, og som fællesskaber af enhver art udgør en evig trussel imod. Tværtimod er det, som Domènech påpeger, positive rettigheder sikret af et politisk fællesskab, der muliggør, at individer kan realisere deres frihed, som de ønsker – fx via ”Oplysning” der var målet for Louis Pio.[2]

Individuel frihed er i den republikanske tradition defineret som friheden til at kunne leve sit liv, som man ønsker. Forudsætningen for, at dette er muligt, er, at man som individ ikke er materielt afhængig af bestemte andre personer (det være sig en slaveejer, en herremand, eller nu om dage en arbejdsgiver) for at kunne overleve.

Alle republikanske tænkere i idéhistorien (inklusive ”aristokratiske republikanere” såsom den romerske rigmand Cicero) er enige om, at frihed forudsætter materiel uafhængighed, og at den kun kan realiseres indenfor et konkret politisk fællesskab i kraft af civile rettigheder til medborgerskab. Til gengæld er der uenighed indenfor den republikanske tradition om, hvem denne ret til frihed skal omfatte.

Højre-republikanere også kaldet ”aristokratiske” republikanere har det fint med, at det kun er en lille minoritet af befolkningen, der nyder godt af fulde borgerrettigheder og altså ”er frie”. Derimod mener ”venstrefløjen” indenfor republikanismen, dvs. den demokratisk-republikanske tradition som Domènech tilhører, at det gælder om at sikre økonomisk uafhængighed, og dermed muligheden for frihed for så mange mennesker som muligt – at demokratisere adgangen til civile rettigheder, sådan at det ikke kun er et mindretal af rige, besiddende mænd, der får lov at være frie i republikansk forstand.[3]

Det demokratisk republikanske projekt går med andre ord ud på at udvide kredsen af lige og frie samfundsborgere så meget som muligt. Èt aspekt af dette projekt består i at udvide politiske rettigheder til at gælde universelt.[4]

Men dette er kun et delaspekt, for det er stadig den materielle uafhængighed, der afgør, om man som individ så også har reel mulighed for at bruge sine politiske rettigheder aktivt. Så længe individer må knokle for at overleve og er afhængige af deres arbejdsgivers velvilje til at betale dem løn til ”Mad, Klæder og Boliger”, som Pio formulerer det, bliver deres politiske ret til deltagelse mindre relevant – for de har hverken tid eller ressourcer til at bruge den, som de ønsker.

Det er her, at nutidens demokratiske republikanere engagerer sig i kampen for at sikre universel basisindkomst – i Danmark traditionelt kaldet borgerløn – forstået som et krav om, at staten skal garantere alle individer en grundlæggende økonomisk uafhængighed,som forudsætning for, at de kan realisere deres frihed som frie og lige samfundsborgere.

I de skandinaviske velfærdssamfund har målet om en overførselsindkomst til at leve af i en periode været realiseret (med opbygningen af klassekompromis-baserede velfærdsstater fra 2. Verdenskrig og frem). Imidlertid er idealet i disse år under stærkt pres pga. en bølge af påstået ”nødvendige” reformer af arbejdsmarkedet (kontanthjælp, dagpenge etc.), som sætter ”den nationale konkurrenceevne” og økonomisk vækst højere end individuel frihed. Ikke mindst derfor er borgerløn oplagt som central dagsorden for en socialistisk reformpolitik.

Før kravet bliver skudt ned som uambitiøst (”jeres horisont er kun en tilbagevenden til den socialdemokratiske tidsalder”), skal man huske, at borgerløn som en materiel garanti for individernes frihed fra afhængighed ikke er målet i sig selv, men derimod blot et middel til – en nødvendig minimumsforudsætning for – at friheden kan realiseres.

Den republikanske forståelse af grænserne for ejendom
”Ejendommen er garanteret af Forfatningen. Lovene bestemmer ejendommens indhold og begrænsninger. Ekspropriering må kun anvendes i overensstemmelse med gyldige love og med den offentlige interesse for øje. Eksproprieringen må kun udføres med passende kompensation, med mindre andet er specificeret i rigets lov (…) Ejendommen adlyder. Dens brug skal være til gavn for det fælles gode.” Den tyske Weimar-republiks forfatning (1919), Artikel 153.

Som Domènech forklarer, så har liberalismen siden 1800-tallet haft held til at definere en forståelse af ejendom som privatejendom, dvs. som en naturgiven og eksklusiv individuel rettighed, der ”krænkes” i det omfang den underlægges nogen form for politisk lovregulering.

Domènech opfordrer os til at huske på, at denne radikalt individualistiske opfattelse af, hvad ejendom er for en størrelse, faktisk ikke fandtes i hverken Antikken eller Middelalderen. Der er tale om en idé, hvis udbredelse er sket i takt med borgerskabets stigende magt indenfor den moderne stat.

I den republikanske tradition ser man, i modstrid med den liberale tradition, ’ejendom’ som noget, der kun kan sikres gennem et politisk fællesskab (en stat, der håndhæver og beskytter retten til ejendom), og som det derfor ikke er meningsfuldt at tænke ”før-politisk” (som noget individer kan besidde uanset, hvilken samfundstype de lever i). For demokratiske republikanere bliver det afgørende spørgsmål derfor, hvilken form for regulering af ’ejendom’, som et givent lands forfatning baserer sig på (ejendom for hvem, i hvilket omfang, og på hvilke betingelser).

For demokratiske republikanere har ejendomsret altid karakter af en fuldmagt som et politisk fællesskab tildeler ejendomsindehaveren. Denne forståelse indebærer, at ejendomsretten aldrig er overdraget endegyldigt, men altid på betingelse af,at ejendomsindehaveren fortsat lever op til det politiske fællesskabs tillid.

Det republikanske svar på spørgsmålet om hvilke principper, der skal regulere tildeling af ejendom, er dermed kendetegnet ved at gøre ejendom til noget, som principielt er underlagt det politiske fællesskab.

I den type forfatning, som vesteuropæiske lande – herunder Danmark – fungerer efter i dag, er ejendomsspørgsmålet derimod besvaret på solid liberal vis. Det hedder således i Danmarks Grundlov af 1953 (§73, stk. 1): ”Ejendomsretten er ukrænkelig. Ingen kan tilpligtes at afstå sin ejendom, uden hvor almenvellet kræver det. Det kan kun ske ifølge lov og mod fuldstændig erstatning.”

Den private ejendomsret til fx naturressourcer og produktionsmidler er dermed i praksis politisk urørlig, fordi staten er forpligtet til at kompensere ejerne krone for krone, hvis Folketinget beslutter at nationalisere.

Man kan spørge, om det i sig selv er et problem fra en republikansk betragtning, at individer er garanteret privat ejendomsret? Her er svaret nej: Så længe private ejendomsbesiddelser ikke bliver så store, at ejerne kan bruge den magt, som ejendommen giver dem til at sætte det demokratiske fællesskab under pres, så er der i sig selv ikke noget i vejen med privat ejendom. Problemet er dog, som republikanere af socialistisk observans vil påpege, at ejendom har det med over tid at ophobe sig på færre hænder og føre til dannelsen af en klasse af privatejere, der ser enhver demokratisk regulering af deres ejendom som en konstant trussel.

Det var tilfældet i Antikkens Grækenland, hvor demokraterne (dvs. samfundsklassen af de frie, ubesiddende mænd) konstant måtte kæmpe mod deres rige modstanderes forsøg på at afskaffe demokratiet og genindføre fåmandsvælde, oligarki.

Et lignende mønster har udspillet sig i den kapitalistiske tidsalder, hvor folkelige bevægelser, trods en midlertidig succes i en del af det 20. århundrede[5], ikke har kunnet forhindre den gradvise dannelse af en global klasse af super-rige.

Det er denne klasse af super-rige, der, som den økonomiske krise er et eksempel på, har været i stand til netop at bruge deres økonomiske muskler, sikret via den ukrænkelige private ejendomsret, til at undergrave de nationale demokratiers råderum og selvbestemmelse.

I en situation som den nuværende, er den demokratisk-republikanske traditions råd til socialistiske partier, der forsøger at finde deres ben i en tidsalder præget af finanskapitalistisk dominans, at vægte kravet om at genrejse og udvide det parlamentariske demokrati. Ikke blot til fordums tilstand, men netop endnu videre, end det nogensinde nåede i den periode, hvor den socialistiske arbejderbevægelse var stærkest.

Til det formål kan der (både på nationalt og EU-niveau) hentes historisk inspiration fra en række specifikt republikanske grundlove, som stærke demokratisk-socialistiske arbejderbevægelser formåede at gennemtvinge i brydningstiden efter 1. Verdenskrigen (og som i de fleste tilfælde blev afskaffet igen efter fascistiske kup): Både Mexico (1917), Østrig (1919), Tyskland (1919) og Spanien (1931) indførte, som Domènech fremhæver, progressive forfatninger, som – netop ved at erstatte den liberale bestemmelse af ’ejendom’ med en republikansk – muliggjorde en socialistisk revolution på et parlamentarisk demokratisk grundlag: Socialisering af naturressourcer, landbrugsjord, fabrikker og private formuer – alt sammen med landets grundlov i hånden.

For eksempel stod der i Weimar-republikkens grundlov (citeret i indledningen) ganske tydeligt, at det var demokratiske fællesskab og ingen andre, der havde ret til at definere grænserne for ejendom – og i øvrigt udmåle størrelsen på en ”passende kompensation”.

Naturligvis er demokratisk-republikanske grundlovsændringer ikke i sig selv nok til at skabe socialistisk samfundsforandring. Det er til alle tider styrkeforhold mellem sociale klasser og politiske bevægelser, der afgør politiske fællesskabers klassekarakter. Men indførelsen af demokratisk-republikanske forfatninger er i hvert fald en nødvendig juridisk forudsætning for, at et socialistisk samfundsprojekt om økonomisk demokrati kan virkeliggøres som en udvikling af snarere end et (Leninistisk) brud med det parlamentariske demokrati

Republikansk-demokratisk klasseanalyse
For at komme derhen, hvor de demokratisk-republikanske visioner om frihed, borgerløn og progressiv ejendomslovgivning forvandles til en realistisk mulighed, må man tillige spørge til politisk strategi: Hvilke befolkningsgrupper skal udgøre det aktive befolkningsflertal, der kan sætte og holde kursen? Hvordan er det muligt at etablere en alliance af sociale klasser og politiske bevægelser, der er solid nok til at få projektet til at lykkes?

Det er her, demokratiske republikanere foreslår en samfundsanalyse, der kombinerer et elite-perspektiv med et klasse-perspektiv.

For den demokratiske republikanisme henviser ordet ’demokrati’ til folkets suveræne magt over de få privilegerede i eliten – folkestyre. Der ligger således allerede i ordet demokrati en erkendelse af en grundlæggende interessemodsætning, som forefindes i alle samfund, nemlig den modsætning, der opstår ud fra de få privilegeredes, dvs. elitens, begær efter at kunne regere uden indblanding fra de mange, der derfor søges holdt fra magten, dvs. undertrykkes.

Elitens begær er, som filosoffen Jacques Rancière[6] påpeger, ganske menneskeligt: For at kunne legitimere sit privilegium – sin rigdom eller status – må den privilegerede nødvendigvis komme til den konklusion, at vedkommende rent faktisk er bedre end de ikke-privilegerede og derfor har en naturlig adkomst til sit privilegium og som logisk konsekvens ligeledes en naturlig adkomst til magten, som dermed ikke kan være ligeligt fordelt mellem alle. Denne tro på egen overlegenhed har været aristokratiets (”de bedstes”) selvforståelse til alle tider.

Demokrati er det modsatte, nemlig alles lige adkomst til magten. Her kan man ikke tildele magten ud fra naturlige adkomster, såsom at de kloge skal regere over de dumme, de rige over de fattige, de gamle over de unge, mænd over kvinder osv.

Den demokratiske republik er ideen om en institutionel samfundsindretning, der kommer så tæt på sikringen af alles lige adkomst til magten som muligt. Det er således en ide med en radikal egalitær fordring, som ikke lader sig begrænse til den politiske institutionelle sfære, som vi kender det fra liberale forfatninger, men udstrækker sit krav om lighed også til den økonomiske og sociale sfære.

Den republikanske tænkning kan tillige tilbyde en ny tilgang til at forstå samfundets modsætninger og kampe, der kan siges at komplimentere klasseanalysen. Modsætningen mellem elite og folk synes at være historisk invariabel i hvert fald siden overgangen til agerbrug. Derimod har samfundets klassekonstellation varieret med udviklingen i produktionsmåden. I demokratisk-republikansk perspektiv har klasseanalysen først og fremmest sin berettigelse som redskab til at analysere mulighederne for dannelse af en bred folkelig alliance imod eliten.

Marx’ analytiske fortjeneste i midten af 1800-tallet var netop, at han kombinerede en demokratisk-republikansk elite-mod-folk-analyse med en fremsynet økonomisk klasseanalyse: Med udgangspunkt i analysen af den kapitalistiske produktionsmådes eksproprierende dynamik forudså han, at den bredt sammensatte ”Fjerdestand” bestående af alle, der levede af håndens arbejde, tendentielt ville blive proletariseret. Derfor var det nødvendigvis den hastigt voksende klasse af industriarbejdere, man måtte satse på som den centrale kraft i en bred, folkelig blok, hvis man – som Marx og Engels – ønskede et demokratisk-republikansk opgør med de herskende stats-eliter i datidens udemokratiske europæiske stater.[7]

Den demokratiske republikanismes aktualitet skal ses på baggrund af, at arbejderklassens bastioner i civilsamfundet har været under nedbrydning i flere årtier. I Vesten findes ”arbejderklassen” som en homogen blok ikke længere som selvbevidst subjekt i samme grad som i årtierne før neoliberalismens indtog.

Dette er ikke blot resultatet af et politisk nederlag, men også af sociologiske forandringstendenser i den nuværende høj-globaliserede epoke: Industri-arbejderklassen i egentlig marxistisk forstand er svundet ind i Vesten pga. udflytning af arbejdspladser til navnlig Østasien.

Til gengæld er nye varianter af proletariserede livsformer under hastig fremvækst i takt med tilbagerulningen af Vestens velfærdsstater: Fremvæksten af prekært arbejde[8] og vikarbureauernes fremmarch[9] afmægtiggør i dag ikke kun dele af service-sektoren – ”McDonalds-proletariatet”, som sociologen Scott Lash rammende har betegnet denne gruppe[10] – men i stigende grad også gruppen af ’kreative’ ’projektmennesker’ med lange videregående uddannelser fra de højere læreranstalter.[11]

Det er her de antikke ideer tilbyder ny kraft. Den demokratiske republikanismes program om at realisere en fuldt demokratisk stat er inklusivt og kan rumme en bred klassekoalition, – en folkelig blok – der kan forene industri-, service- og vidensarbejdere (uanset uddannelsesniveau, sektor, og grad af tilknytning til arbejdsmarkedet) med folk helt udenfor arbejdsmarkedet om det fælles modsætningsforhold til en smal politisk og økonomisk elite, der ikke repræsenterer endsige respekterer den brede befolkning.

Modsætningsforholdet mellem folk og elite er siden 70’erne vokset eksplosivt målt i formue- og indkomstfordeling og blev i krisen for alvor afsløret som ikke bare en økonomisk ulighed, men også en ulighed i fordeling af magt. Uligheden i magt er skabt dels ved en indretning af de politiske institutioner på både nationalt, regionalt og globalt niveau, der afskærer befolkningen fra adgang, indsigt og indflydelse[12], og dels ved en systematisk undergravning og afmontering af de folkelige bevægelser og interesseorganisationer, i særdeleshed fagbevægelsen, som har fået sit ikoniske udtryk i Thatchers kamp mod engelsk fagbevægelse.

Endelig, og som konsekvens af liberaliseringen af kapitalmarkederne, udgør den globale kapitalistiske elite, der leder de store globale virksomheder og kontrollerer kapitalformuerne inklusiv lønmodtagernes pensionsopsparinger, den mest magtfulde og folkefjendtlige fraktion af eliten.

Uligheden i magt har nået et omfang, så man i det store hele uden problemer kan ignorere massiv folkelig modstand, hvad end det drejer sig om protesterne mod ”Troikaens” brutale reformer i Sydeuropa, eller det drejer sig om ”modernisering af den offentlige sektor”, forringelser af arbejdsløshedsforsikring og pensionsvilkår eller senest privatiseringen af DONG[13].

Den demokratisk republikanske analyse peger netop på denne magtens arrogance i de herskende cirkler som impulsen, der kan mobilisere en folkelig bevægelse til kamp for en genoplivning af demokratiets idé. Det er netop denne idé - verdenshistoriens stærkeste - der har kraft og bredde nok til at samle en bred alliance på tværs af klasser, etniske grupper, køn, fagforeninger og nye sociale bevægelser i en svær tid.


[1] Pio, Louis (1877): Erindringer fra Redaktionskontoret og Fængslet. København: S. Larsen. Side 35f.

[2] Louis Pio (1841-1894) var Danmarks første socialdemokratiske tænker og – vil vi argumentere for – en demokratisk-republikansk en af slagsen.

[3] Denne model, hvor kredsen af individer, der nød fuldt medborgerskab i republikken, fandtes eksempelvis i den romerske republik. I Athens demokrati derimod, var alle frie mænd – uanset om de var håndværkere, ufaglærte, købmænd eller jordejere – en del af det demokratiske fællesskab. Men ej heller i Athen var den demokratisk republikanske vision mere end delvist realiseret, for både kvinder og slaver var sat udenfor politisk indflydelse og var i øvrigt afhængig af de mænd, hvis husholdning de tilhørte.

[4] Denne kamp var helt central for de vigtigste sociale bevægelser over de sidste 200 år (arbejderbevægelsen kæmpede først for stemmeret til mandlige arbejdere og tilsluttede sig siden kvindebevægelsens kamp for kvinders stemmeret. Borgerrettighedsbevægelsen i USA, og nationale frigørelsesbevægelser i koloniserede lande er senere eksempler).

[5] I Vesten et ”klassekompromis”, der muliggjorde velfærdsstaten; i Østen og store dele af den 3. Verden en bølge af socialistiske revolutioner, som dog ikke førte til det kapitalistiske verdenssystems kollaps.

[6] Jacques Rancière (2013): Hadet til Demokratiet. Oversat af Torsten Andreasen og med forord af Rune Lykkeberg. København: MØLLER. Rancière er os bekendt ikke erklæret republikaner, men hans demokratiforståelse og kritik af det liberale demokrati og samfunds elitens oligarkiske tendenser, som vi her inddrager, er ikke ulig en demokratisk republikansk opfattelse.

[7] Eksempler på den type vidt forskellige stater, som den gryende socialistiske arbejderbevægelse i forskellige lande måtte forholde sig til var: det tyske imperium under Bismarcks jernnæve; Englands konstitutionelle monarki med visse frihedsrettigheder, men hvor kun velhavende mænd havde politisk indflydelse, og Frankrigs skiftende forfatningstyper (fra borgerligt dominerede republikker til ’Bonapartistiske’ kejserriger), som – bortset, naturligvis, fra den korte periode under Pariser-kommunen – aldrig kom tæt på idealet om republikansk demokrati.

[8] Se f.eks. Pedersen, Magnus Skovrind & Malthe Øland Ribe (2013): Akademiker. Du er prekær! http://netudgaven.dk/2013/09/akademiker-du-er-prekaer/ besøgt 14. januar 2014 kl. 15.06.

[9] Se f.eks. Fagbladet3F: Desperate ledige redder dagpenge med vikarjob:

 http://www.fagbladet3f.dk/nyheder/529345d5d0ba413d8a7734f9b96ccfe5-20140113-desperate-ledige-redder-dagpenge-med-vikarjob

eller Avisen.dk: Virksomheder hyrer stadig flere vikarer: http://www.avisen.dk/virksomheder-hyrer-stadig-flere-vikarer_251277.aspx. Begge webadresser besøgt 14. januar 2014 kl. 14.55.

[10] Scott Lash (1994): “Reflexivity and its Doubles” i Beck, Ulrich, Anthony Giddens & Scott Lash: Reflexive Modernization. Politics, Tradition and Aesthetics in the Modern Social Order. Oxford: Polity Press.

[11] Se f.eks. The Great British Class Survey (Mike Savage et al.), http://www.bbc.co.uk/science/0/21970879, der finder én elite klasse og 6 folkelige klasser hvoraf de 3 udgøres af, hvad vi kunne kalde personer i prekære stillinger. Det nye er, at en stigende andel af disse ’prekære’ har lange uddannelser og høj kulturel kapital, men lav økonomisk kapital. Det er en gruppe, som pga. dens principielt store potentiale for høj fremtidig indkomst pga. individernes besiddelse af kulturel kapital svært kan kaldes arbejderklasse, men omvendt i deres aktuelle økonomiske livssituation har en del tilfælles med denne, og med udsigt til et usikkert arbejdsliv, da de tider, hvor der var job til alle med en lang uddannelse er forbi, også her minder om den traditionelle arbejder. Ikke desto mindre er identifikationen mellem denne gruppe og de traditionelle arbejdere til at overse.

[12] EU-afstemninger er snart befolkningernes sidste adkomst til magt på den internationale scene og den stigende tendens til at stemme ”Nej” til unionen, når en national befolkning en sjælden gang imellem får mulighed for at stemme, er netop en protest, men ikke en meningsløs, som elitens fortolkere i medierne gerne vil have os til at tro. Befolkningens ”Nej” er en protest mod, at den demokratiske adkomst til magten, de er blevet lovet, fratages dem.

[13] I denne sammenhæng kom elitens arrogance og afsmag for demokratisk lighed endnu engang til udtryk da Anne Knudsen i Weekendavisens leder den 1. ferbuar 2014,  under overskriften ”Massevælde” om den folkelige modstand mod salget af DONG til Goldman-Sachs konkluderer: ”Moralsk panik har man i de senere år kaldt de ophidsede masse- reaktioner på det ene eller andet velkendte fænomen, som pludselig bliver fundet så voldsomt angribeligt, at der må skrides ind og dét nu! I denne uge har vi set fænomenet øve voldsom indflydelse på det politiske liv i vores demokratisk valgte parlament. Masse-bevægelsen på de sociale medier kan passende minde os om, at man også har kaldt massens direkte demokrati for noget andet: Pøbelvælde.”