Hvad sker med universiteterne?
Af Heine Andersen

Offentliggjort: 15. februar 2014

Universiteterne er med henblik på at transformere uddannelse og forskning til produktive kræfter i den globale konkurrence blevet udsat for en række styringsteknikker, der bygger på neoliberale principper. Udviklingen truer imidlertid potentielt samfundets idealer om åbenhed og demokrati, hvor fri og kritisk erkendelse spiller en vital rolle.

To tendenser har massivt domineret universitetspolitik gennem de seneste tre årtier. For det første den vedholdende ekspansion og effektivisering af statslige styringsteknikker med henblik på at transformere uddannelser og forskning til produktive kræfter i konkurrencen på de globale kapitalistiske markeder. Styringsregimet henter sine principper fra økonomisk neoliberalisme og New Public Management. Den anden tendens er i sagens natur mindre iøjnefaldende: en stigende afpolitisering af den første tendens. Afpolitiseringen består i, at styringen sker ved teknikker, der iklæder sig et slør af neutralitet. Og det ansættes der jo ikke spindoktorer og mediekonsulenter til at markedsføre.

Som politikområde har universitetspolitik dermed også fået en mere perifer og underordnet status på Folketingsniveau og i den politiske offentlighed. Området afkobles fra input-siden i det politiske systems styringskæde, fra de åbne demokratiske processer i det parlamentariske politiske system: partier, organisationer og andre eksterne interessenter i samfundet, såvel som ansatte og studerende i produktionsleddet, hvor resultaterne skabes, udgrænses. I stedet forskydes feltet til et parapolitisk system tæt koblet til outputsiden i form at netværk mellem nøglepersoner i statsadministration, forskningspolitiske organer, erhvervsorganisationer og virksomheder.

Jeg vil tage mit udgangspunkt i to aktuelle eksempler, der trods alt har skabt nogen offentlig debat. Det drejer sig om den såkaldte ”fremdriftsreform”, der skal sikre hurtigere gennemførelsestider på universitetsstudierne samt Produktivitetskommissionens fjerde rapport fra december 2013: Uddannelse og innovation[1], der handler om, hvordan uddannelser kan øge produktiviteten.

Fremdriftsreformen
I hovedsagen er der tale om en reform af SU-systemet, som skal tilskynde studerende og universiteter mv. til at afkorte studietiderne. Et slagkraftigt element er, at man skal gå op til det normerede antal eksaminer hvert semester. Hvis man ikke består ved ordinær eksamen, må det ikke forsinke, dvs. man skal gøre det sideløbende med, at man i øvrigt fortsætter efter planerne. Desuden udbetales SU i løbet af studiet kun, hvis der er normal fremdrift, og SU-perioden afkortes til maksimalt ½ år ud over normeret studietid (”fjumreåret” reduceres). Omvendt, hvis man gør sig færdig hurtigere end til normeret tid, udbetales en bonus på knap kr. 3.000 pr. måned sparet studietid. Ydermere pålægges universiteterne at nedbringe studietider (gennemsnitlig med 4,3 måneder inden 2020), og får bøde (beskåret bevilling), hvis det ikke opnås.

Reformen blev i april måned 2013 aftalt i et forlig mellem samtlige partier minus Enhedslisten, uden den helt store offentlighed på det tidspunkt. En vis opmærksomhed og debat var der dog lige, da forslaget fremkom i februar måned, med heftig kritik fra studerende og deres organisationer, bakket op af en demonstration, over økonomiske forringelser og løftebrud fra Morten Østergaards side. Omvendt ytrede universitetsrektorerne tidligt støtte til forslagets idé om SU-udbetaling efter beståede eksaminer. Kun meget få politikere deltog, bortset fra Morten Østergaard. I pressen, på ledersider og i læserindlæg, var holdningerne delte, og debatten stilnede af, da visse stramninger i forslaget blev mildnet.

Herefter hørte man ikke meget, før den ministerielle bekendtgørelse kom i november. Nu opstod på ny en debat, igen især initieret af studerende, der gik lidt mere aktivt på barrikaderne med blokader, underskrifter og demonstrationer, og nu også med en bredere kritik af den mere skoleprægede, umyndiggørende og stramt programmerede studieform, som reformen vil betyde. Fra rektorerne fremkom blot en anmodning om, at implementeringen blev udskudt med et år for de studerende, der allerede er indskrevet. Begrundelsen var, at reformen på visse punkter var meget bureaukratisk og vanskelig at administrere. Ordningen vil kræve betydelig administration til registrering af studiefremdrift for hver enkelt af de godt 80.000 studerende på videregående uddannelser (mellemlange og lange) foruden et apparat til at håndtere retssikkerhed i afgørelser om forsinkelsers lovlighed, meritgodkendelser, udlandsophold, barselsorlov, klager og dispensationer.

Samtidig påtog rektorerne sig at realisere målsætningen om afkortning af studietider, og var indforstået med bøder, hvis man ikke kunne levere. Udskydelsen kom, og herefter døde sagen i offentligheden. Reformen indfases dermed fra august 2014 som oprindeligt planlagt. Ingen Christiansborg-politikere ud over Morten Østergaard deltog i debatten i denne fase, så vidt jeg har kunnet registrere (ud fra INFOMEDIA). Fra universiteternes ansatte hørte man heller ikke meget, hvilket kan efterlade offentlighed og politikere i den vildfarelse, at rektorerne taler på deres vegne. Dog fremkom indlæg Ingrid Stage fra Dansk Magisterforening.

Produktivitetskommissionens rapport
Den 9 mand store produktivitetskommission blev nedsat af Økonomiministeren i 2012 med en toårig finanslovsbevilling på små 18 mio. og et sekretariat på ca. 15 personer. Med et par enkelte undtagelser var alle akademikere i kommission og sekretariat økonomer. Formålet var at afklare, hvad årsagerne kan være til, at produktiviteten i Danmark tilsyneladende sakker agter ud i forhold til andre landes, og komme med anvisninger til, hvordan det kan rettes op.

Den fjerde rapport i serien kom i december 2013, og handlede om uddannelser og innovation. Rapporten er værd at omtale, ikke på grund af ny banebrydende erkendelse eller nye ideer, men fordi den meget skarpt profileret fremviser de omtalte principper fra økonomisk neoliberalisme og NPM, herunder også de misantropiske karaktermasker, som lægges ned over mennesker og det sociale.

Beskrivelserne og diagnoserne er mest præget af opremsning af allerede kendte opgørelser over tilgang og gennemførelse ved forskellige uddannelser, beskæftigelses- og indtægtsforhold for de forskellige uddannelser mv., helt efter et mønster, som man kender, hvis man bare har fulgt lidt med. Humaniora stemples endnu engang som uproduktiv luksus, og tekniske, økonomiske og management-orienterede uddannelser som produktive og samfundsnyttige.

For at være konkret vil jeg fremdrage blot et enkelt eksempel. For uindviede kan eksemplet umiddelbart virke kuriøst, og derfor lidt ufint netop at fremdrage det, men det vil være en misforståelse at opfatte det som en perifer kuriositet. Det er helt i tråd med rapportens basale principper, og der er hensigt med muskler bag ved. Det drejer sig om en registerbaseret statistisk analyse af 8.657 søskendepar med akademisk uddannelse. Den viser, at folk med en uddannelse med matematikkrav tjener 22% mere end dem med en uddannelse uden matematikkrav (s. 58). Hør her, hvad den ni mand stærke kommission når frem til: ”På baggrund af søskendeanalysen og tidligere studier på området vurderer Produktivitetskommissionen at uddannelsesvalget er vigtigt for fremtidig indkomst og dermed også for fremtidig produktivitet” (s. 59). Og: ”Konsekvensen af denne konklusion er, at uddannelsespolitiske tiltag, der ændrer indholdet i uddannelserne, kan have en positiv effekt på produktiviteten” (s. 60).

Ulighed i indkomst afspejler forskelle i produktivitet
Selvom det kan lyde som banale flovser, er det langt fra tomt. For det første skal man hæfte sig ved, at der står ”fremtidig indkomst og dermed også fremtidig produktivitet”. Dette ”dermed” dækker over det dogme i neoliberal økonomisk teori, at indkomst automatisk afspejler produktivitet. Højere produktivitet vil betyde højere løn, og derfor er lønniveau en indikator på produktivitet. Påstanden baserer sig primært på rent teoretiske overvejelser over, hvordan virksomheder rationelt skal beregne lønnen for at opnå størst mulig profit. Inden for denne ramme defineres produktivitet altså snævert som dette at forøge virksomhedens profit. For at beregne optimal løn, skal virksomheden vide en række ting om fremtiden, herunder fx hvordan omsætningen vil påvirkes, hvis den ansætter en dygtigere personalechef til en højere løn, end hvad den afgående chef fik.

Her er der imidlertid tale om ren lærebogsspekulation. Der findes ikke empirisk dokumentation for, at det gælder i virkelighedens verden, udenfor de økonomiske teoriers platoniske univers af definitorisk sande ideer. Måske lige med undtagelse af, når det gælder helt standardiserede arbejdsrutiner, hvor man kan tælle antallet af producerede enheder pr. tidsenhed. Når der er tale om de funktioner, som højtuddannede typisk udfører, ledelse, administration, økonomistyring, markedsføring, for ikke at tale om forskning og udvikling, så findes der ikke blot nogenlunde troværdig dokumentation af årsagssammenhænge mellem produktivitet og indkomst. Og går vi til den finansielle sektor, som jo er vokset enormt, og som sikrer lukrative lønninger og bonusordninger til de bankdirektører, bestyrelsesmedlemmer og børsspekulanter, som har været skyld i ruin og arbejdsløshed for millioner af mennesker, så bliver det helt åbenlyst ideologisk nonsens at bruge indkomst som bevis på produktivitet.

Går vi over til den offentlige sektor er selv lærebøgerne klar over problemerne med at måle produktivitet ved indkomst. Her er der ikke et marked, der regulerer produktion, priser og lønninger, og så kan definitionen af produktivitet som det, der skaber profit, jo ikke anvendes. Selv ud fra økonomilærebogen er det derfor arbitrært at sige, at departementschefens høje løn viser, at han er mere produktiv end sygeplejersken. Omkring halvdelen af højtuddannede er imidlertid ansat i offentlig sektor.

Disse problemer diskuteres overhovedet ikke i rapporten. I stedet omtaler man overalt, konsekvent og systematisk, indkomst som indikator på ”produktivitet”, ”kompetencer” og ”kvalitet”. Læseren sænkes ned i en silo, hvor kvalitet, kompetencer og produktivitet kun kan tænkes som lig med evne til at generere profit og indkomst. Uligheder i indkomst kan i denne drømmeverden ikke tænkes at have andre forklaringer end forskelle i produktivitet, kompetencer og kvalitet. Magt, udnyttelse af strukturelt eller arvemæssigt betingede fordele, sociale netværk, monopoldannelser, køn, etnicitet mv. har ingen indflydelse på uligheder i indkomst, undtagen hvis det giver forskelle i produktivitet, og forekommer derfor ikke i dette lukkede drømmeunivers.

Kommissionen kommer hermed til at levere et skatteyderbetalt ideologisk forsvar for økonomiske uligheder. Man har i øvrigt har set det samme i en række tidligere kommisionsudredninger. Hvis en politiker sagde det samme, ville folk sandsynligvis lige se på partifarven, før de tog stilling. Nu er det en ekspertudredning, og så kommer det til at se ud som en videnskabeligt påvist og neutral kendsgerning, at indkomstforskelle følger produktivitet[2].

Uddannelsers indhold skal maksimere indkomst
En anden pointe i søskendeundersøgelsen var, at uddannelsers indhold – surprise - kan påvirke produktiviteten, det vil altså sige indkomsten. Viden om, hvorledes specifikke indholdselementer påvirker indkomst, kan derfor bruges i planlægning. I det konkrete tilfælde altså den viden, at uddannelser med matematik skaber større produktivitet, og dermed at fx indførelse af krav om matematik i sproguddannelser og kunsthistorie, hvor der i øjeblikket (mig bekendt) ikke stilles store matematikkrav, vil øge produktiviteten. Helt så bizart er det nok ikke ment, men der er ikke tvivl om, at kommissionen forestiller sig en udbygget evidensbaseret uddannelsesplanlægning, baseret på kvantitative analyser af sammenhænge mellem indhold og indkomster. I første række på niveauet for enkelte uddannelser, men i næste rækker forestiller man sig, at man også kan se på enkelte elementer i uddannelserne, herunder også undervisningens ”kvalitet”, målt på effekter på indkomst (fx holdstørrelser, antal opgaver, lærerkvalifikationer mv.).

For at tilskynde universiteterne til at bruge ressourcerne mest muligt til gavn for produktiviteten foreslås, at taxametertilskud differentieres efter, hvad der hidtil har givet høj beskæftigelse og indkomst på arbejdsmarkedet. Af pladsgrunde afstår jeg fra at kommentere dette specielt, men en del af de følgende kommentarer vil også have relevans her.

Unges uddannelsesvalg skal maksimere indkomst
En tredje pointe er, at incitamentsstruktur i højere grad skal indrettes, så den lokker studerende hen til uddannelser med høj produktivitet, dvs. høje indkomster. Midlet er SU differentieret efter indkomst og beskæftigelsesgrad. Et tilsvarende forslag var fremme fra KORA’s direktør, Jan Rose Skaksen, for godt et år siden. Det blev dengang afvist fra flere sider, men fremkommer altså nu igen.

Planlægning, dimensionering og ressourceallokeringsmekanismer på området videregående uddannelser er et omfattende og yderst komplekst problemfelt, som har været udforsket og diskuteret i årtier. En række egenskaber vedrørende viden, forskning, innovation og uddannelse gør, at uddannelser meget vanskeligt lader sig indordne under den instrumentelle optimeringsrationalitet i styringsregimerne marked og stat. Ren markedsstyring vil – af grunde, det vil føre for vidt at udrede her – typisk føre til underforsyning med uddannelse (foruden selvfølgelig social skævhed, som dog er produktivitetstænkningen uvedkommende)[3]. Statslig planøkonomi på området strander bl.a. på, at pålidelige prognosemodeller for fremtidigt arbejdsmarkedsbehov ikke er opfundet. Således har historiske erfaringer med centralt fastlagt adgangsregulering vist uheldige fejltagelser. Endnu har ingen altså fundet de vises sten, hvis man ser på foreliggende evidens.

Det er således en svær opgave, kommissionen her har taget på sig, så meget mere, som ingen af medlemmerne ses at have beskæftiget sig med området før. Den har derfor også klogelig valgt at se stort på den kendte kritik af markedsstyring og helt afstå fra at begrunde rapportens basale antagelse: at mekanismer, der så vidt muligt efterligner markedet, vil være de bedste til at sikre uddannelsernes kvalitet og relevans. Kommissionen mener, at styringen af de studerendes uddannelsesvalg bedst vil kunne ske ved finansiering gennem fuld brugerbetaling (s. 124; forslaget har været fremme flere gange før). Det vil motivere til at vælge uddannelser med de bedste udsigter til høj indkomst, og vil også modvirke, at folk ”overuddanner” sig. At dette forudsætter, at de unge er i stand til det, som gang på gang er slået fejl for eksperter, nemlig at forudsige fremtidens behov for kvalifikationer, er blot en enkelt af de problemer, som kommissionen springer let hen over. Den foreslår den mest primitive prognosemetode af alle: at man blot skal fremskrive historiske tal. Hvad der er sikkert, er, at den forøgede økonomiske risiko, som påføres de unge ved brugerbetaling, også vil øge den sociale skævhed. Det gælder jo også, selvom man tilbyder lån til finansiering.

I stedet for at indføre brugerbetaling kan man i det danske system med høje SU-satser opnå en næsten tilsvarende virkning ved at indføre differentierede SU-satser, siger kommissionen dernæst. Uddannelser, der historisk har ført til lavere indkomster, skal have lavere SU-satser. Efter økonomilærebogens menneskebillede om den rationelle egoist skulle man jo ellers tro, at folk ved at tænke sig om af sig selv valgte de mest lukrative uddannelser. Men sådan har det ikke været, erkender kommissionen. Fx tjener økonomer i gennemsnit 10-15 millioner mere gennem livet end filosoffer. Alligevel er der ledige pladser på økonomistudierne og skrap adgangsbegrænsning på filosofi. De differentierede SU-satser skal rette op på denne bristfældighed i folks prioriteringer. Det begrundes dog ikke nærmere, hvorfor en kortsigtet SU-bonus, vel trods alt relativ begrænset, skulle virke bedre end den mange gange større langsigtede præmie.

Profittænkningens triumf
Grundsynet, der skal bestemme styringen af universitetsuddannelserne er, at uddannelse er en investering, der skal være lønsom for den enkelte, og hvis den enkelte maksimerer egen indkomst, vil det også give størst muligt afkast for hele økonomien. Styringen skal altså ske gennem incitamenter, der appellerer til de mere primitive sider af menneskenaturen. At universiteter også skulle være et hjemsted for den frie tanke, opøvelse i kritisk rationalitet og i udfordrende og grænseoverskridende spørgen, uden noget som helst ydre formål, og at dette også er en forudsætning for demokrati og kulturel åbenhed, ligger selvsagt helt udenfor horisonten.

Dog er der et enkelt sted, hvor man er ved at strejfe det. Men det er vel at mærke som en risiko, man skal søge at fjerne: Investeringsorienteringen kan svækkes, mener Kommissionen, derved at uddannelse for de unge ikke kun er en investering, men også ”et forbrugsgode”, dvs. et uproduktivt forbrug, der ikke er styret mod fremtidigt afkast. Det uproduktive forbrug består i ”samvær med nye mennesker, muligheden for at fordybe sig i emner, som man finder interessante, og social prestige” (side 111).

Vi ynder ellers at tolke vor kultur som inkarnation af antitotalitære ideer om oplysning, myndighed, fornuft og fri, rationelt argumenterende samtale. Det er blandt forudsætninger for et vitalt demokrati og en åben kultur, og hvad er mere produktivt, end hvis universiteterne kan bidrage til det? En ret sikker sidegevinst vil i øvrigt være øget innovationskraft. Det vil uden tvivl være uretfærdigt at tillægge kommissionens medlemmer en så afstumpet tankegang, at den frie tanke uden ydre formål er et rent ”forbrugsgode”. Men det er, hvad man siger, og det er indbygget i den økonomiske tænkning. Den stigende udbredelse heraf i styringsteknikker og virkelighedsforståelse generelt er et symptom på en sygelig kultur.

Den offentlige debat kom næsten aldrig ind på disse grundlæggende universitetspolitiske spørgsmål, og fokuserede i stedet på snævre og mere tekniske spørgsmål, bl.a. om hvorvidt kvalitetsniveauet i uddannelserne generelt var svækket som følge af txametersystemets ensidige præmiering af kvantitet (= antal beståede eksaminer). Gassen blev i nogen grad taget af, ved at Morten Østergaard tidligt tog afstand fra såvel brugerbetaling som ideen om differentieret taxametertilskud.

Allerede i oktober måned havde Morten Østergaard nedsat et ”Udvalg for kvalitet og relevans i de videregående uddannelser” med Jørgen Søndergaard som formand. Man kan sikkert forvente, at produktivitetskommissionens ideer vil dukke op igen fra dette udvalg. Enkelte af udvalgets medlemmer har fx tidligere været fortalere for brugerbetaling. Dog er udvalget til alt held mere alsidigt sammensat end Produktivitetskommissionen.

Det er et gennemgående træk, at universitetspolitik, også når det gælder forskningen, som regel diskuteres indenfor meget snævre rammer, koncentreret om specifikt afgrænsede, ofte teknisk orienterede enkeltelementer, som dermed kommer til at fremtræde apolitiske, også på grund af den brede politiske enighed. Det overordene styringsregimes samlede entydige retning, dynamik og magt sløres, og grundlæggende aspekter vedrørende universiteternes kulturbærende rolle falder under horisonten. Det illustreres tydeligt både med fremdriftsreformen og Produktivitetskommissionen.

En afgørende årsag til, at debatten bliver så snæver, og at så få deltager, er uden tvivl at universitetsdemokratiet er afskaffet. Forskere og studerende deltog tidligere (mere eller mindre, indrømmet) aktivt i at udtænke og artikulere holdninger og synspunkter i interne fora, enten for selv at bringe dem offentligt ud, eller i forventning om, at lederne ville gøre det. Det er ikke længere tilfældet. Interne universitetsoffentligheder er væk, og ledelse og bestyrelser har ingen tilskyndelse til at lytte til ansatte og studerende, kun til at administrere og tilpasse sig krav oppe fra.

Ingen vil anfægte, at universitetsuddannelser gerne skal føre til beskæftigelse og tilrettelægges under hensyn hertil. Men at man ikke skulle give mulighed for at unge – både på universiteter og andre uddannelsesinstitutioner, og alle andre for den sags skyld – i en periode i livet kan få mulighed for tankens frie udfoldelse uden ydre formål, er udtryk for kulturel forarmelse.

Folk der kan huske marxistisk uddannelsesøkonomi fra 1970’erne, vil nikke genkendende. I 1972 udsendte Henning Salling Olesen via Danske Studerende Fællesråd et skrift, Humaniora – pensioneret af kapitalen.  Kapitalismen fremtvinger en tendens til at indordne krav til uddannelser og kvalifikationer hos de unge under kapitalens valoriseringstvang, var hovedtesen. Kommissionen følger opskriften til punkt og prikke. Trods alt lader det til, at det kræver både tid, regnekraft og potente instrumenter at få denne godt fyrre år gamle marxistiske profeti til at gå i opfyldelse.


[1] http://produktivitetskommissionen.dk/publikationer: Analyserapport 4: Uddannelse og Innovation.

[2] Jeg har i en repræsentativ surveyundersøgelse af danske samfundsforskere påvist, at der er en tydelig sammenhæng mellem forskernes faglige overbevisninger og deres politiske holdninger. Se: H. Andersen: ”Politiske holdninger og faglige overbevisninger blandt samfundsforskere i Danmark”. Dansk Sociologi, nr. 3, 1998.

[3] Vedrørende svagheder ved markedsgørelse, se: R. Brown mfl.: Everything for Sale? The marketisation of UK higher education. Routledge 2013. A. McGettigan: The Great University Gamble. Money Markets and the Future of Higher Education. Pluto Press 2013