Enhedslistens principprogram – en kommentar
Af Esben Bøgh Sørensen

Offentliggjort: 15. december 2013
Denne artikel er koblet til temaet: Socialisme i praksis. Klik på temanavnet for at se mere

Enhedslisten skal vedtage et nyt principprogram næste år. Årsagen til dette er dobbeltsidigt. I løbet af revolutionsdiskussionen og de borgerlige mediers ihærdige forsøg på at diskreditere Enhedslisten, var flere fremtrædende medlemmer af Enhedslisten ude og enten frasige sig centrale dele af det nuværende principprogram eller i hvert fald moderere det i betragtelig grad, for derved at kunne fremstå passende i de borgerlige medier, f.eks. med bemærkninger om at programmet jo var ”støvet” og havde brug for en ”modernisering” (http://ekstrabladet.dk/nyheder/politik/danskpolitik/article1613279.ece). Hele processen synes altså til dels at være sat i gang af et pres fra de borgerlige medierne med det ønske at diskreditere Enhedslisten. En anden del af årsagen fremgår direkte af principprogrammet selv, hvor der står skrevet, at ”samfundet omkring os ændrer sig hele tiden” (linje 28). Som en følge heraf, skulle det altså være nødvendigt jævnligt at opdatere principprogrammet. Det er altså denne dobbeltsidige årsag, der har sat hele principprograms processen i gang.

Spørgsmålet om analyse
En del af årsagen til hele processen synes altså at være behovet for at opdatere vores analyse til nyere forhold. Det vil fremover blive nødvendigt i denne sammenhæng at tage en diskussion om forholdet mellem grundlæggende principper og mere konkrete analyser i et principprogram. Som der bliver lagt op til, så skal en del såkaldte ”delområder” skrives ud og i stedet vedtages separat. Under alle omstændigheder er det dog vigtigt at ændre principprogrammet, fordi ”samfundet omkring os ændrer sig hele tiden. ” Ja, faktisk er der ifølge udkastet et så stort behov for at tilpasse og opdatere principprogrammet, at det står ”til debat fra dagen efter, at vi har vedtaget det” (linjerne 34-35).

Man kan altså med rette stille spørgsmålet: Hvorvidt er denne opdatering og ”modernisering” af programmet og analysen heri egentlig lykkedes? Lad os forsøge at sammenfatte og belyse hvori analysen i programmet består gennem nogle centrale passager fra udkastet. Et første eksempel er linjerne 177-195. Her tales om at kapitalisme skaber en global ulighed, imperialisme og krig. Det er alt sammen rigtigt og har altid været en del af kapitalismens historie. Der skrives f.eks.: ”Denne magt over og udnyttelse af lande i den 3. verden kaldes imperialisme – og den eksisterer fortsat i dag, hvor værdier føres fra Syd til Nord som et resultat af såkaldte frihandelsaftaler. ” Selvom passagen på sin vis kan siges at være rigtig, mangler den dog en egentlig analyse af den internationale og globale situation i dag. Det der skrives er alt for abstrakte almenheder om kapitalismen. Hvis vi skal opdatere og modernisere programmet er det altså slet ikke nok.

Det næste afsnit i udkastet forsøger kort at erklære noget om forholdet mellem kapitalisme som ulighedsskabende og såkaldt ”folkestyre”: ”Denne ulighed står i modsætning til et reelt demokrati, fordi alt for mange afgørende beslutninger bliver truffet af mennesker, som ingen har stemt på. Det er det, vi oplever, når finansmarkederne kan true lande og regeringer til at føre en politik til skade for almindelige mennesker. Kapitalismen er også kendetegnet ved, at demokratiet stopper ved indgangen til de private virksomheder. Indenfor har medarbejderne lidt eller ingen indflydelse på, hvordan arbejdet organiseres, og hvordan fortjenesten fordeles og forvaltes” (linjerne 207-217).

Igen mangler afsnittet en egentlig analyse af kapitalismen i dag. I ovenstående passage er der hverken tale en ”modernisering” eller ”opdatering” af kapitalismeanalysen. Under kapitalismen i dag overlapper forskellige økonomiske, kulturelle og politiske eliters interesser og demokratiet stoppet langt før ”indgangen til private virksomheder”. Det ville være langt mere interessant, hvis Enhedslisten faktisk baserede sig på de mange analyser af sammenhængen mellem den nutidige kapitalisme og krisen i det repræsentative politiske system, som allerede foreligger. I stedet for sådan en genuin analyse af forholdet mellem politik og økonomi i nutidens kapitalisme, falder man tilbage på gamle formuleringer i et alt for generelt sprog, der desværre ser helt bort fra de seneste årtiers udvikling.

Det er her ikke muligt at komme ind på samtlige eksempler på denne mangel på analyse, men et sidste eksempel gælder en passage, hvor udkastet angiveligt skulle komme ind på de seneste års udvikling: ”Siden 1980’erne har disse kræfter været i offensiven og arbejder for at udvikle en konkurrencestat, hvor mennesket ses som et egoistisk væsen, der skal have pisk for at komme i arbejde. Den er på den baggrund, at vi ser en række af de tilbageskridt, forringelser og såkaldte »reformer«, som er gennemført i de seneste årtier uanset hvilke partier, der har siddet i regering” (linjerne 450-457). I sig selv er passagen korrekt, men baggrundshistorien alt for forsimplet. I hele dette afsnit præsenteres en gammel fortælling om, at vi på et tidspunkt havde en velfærdsstat, og at denne nu er under pres. Enhver analyse af (velfærds)statens rolle i dag glimrer ved sit fravær. ”Analysen” er, at der er nogle ”kræfter” der har ”været i offensiven”. Men hvor er analysen af kapitalismen i dag? Analysen af (velfærds)statens rolle, af krisen i det politiske system, af nye former for klassekamp og af sammenhængen mellem nationalstat og global kapitalisme? Hvilken funktion indtager egentlig den omtalte sparepolitik i den internationale kapitalisme? I det hele taget virker udkastet til principprogrammet utroligt umoderne og ude af trit med de sidste årtiers udvikling. I stedet for en egentlig analyse af kapitalismen i dag og den internationale magtblok er gamle abstrakte formuleringer tilbagevendende blevet sat ind. Ikke engang den afgørende krise i den internationale økonomi omtales.

Klasseanalysen i linjerne 738 til 746 er også alt for forsimplet. Det har aldrig været så simpelt, at i kapitalismen står en klasse af ejere (af produktionsmidler) over for en klasse af lønmodtagere, der sælger deres arbejdskraft. I dag kan denne forsimpling i det hele taget ikke bruges. I stedet er det vigtigt at understrege de nye eliter og herskende klasser, der er opstået i kølvandet på kapitalismens omstrukturering og i forbindelse hermed statens ændrede karakter siden 70’erne. Der er tale om helt nye former for økonomiske, kulturelle og politiske eliter, på både nationalt og internationalt (eller transnationalt) plan, hvis interesser desuden er sammenfaldende. Det er sådanne eliter og herskende klasser befolkningerne verden over siden 2011 har rejst sig i mod, og det er derfor afgørende at opdatere klasseanalysen. Det vigtige og helt centrale spørgsmål om klassekampens karakter i dag og hvordan Enhedslisten skal forholde sig hertil er også helt fraværende. Analysen af udviklingen i nye former for modstand, bevægelser og klassekamp siden oprørene og opstandene i 2011 og senest i foråret og sommeren 2013 bliver slet ikke taget i betragtning. Udviklingen på den internationale venstrefløj i Europa i lande som Spanien, Italien og Grækenland bliver heller ikke behandlet. Et revolutionært socialistisk partis fremmeste opgave skulle ellers synes at være en stillingtagen til klassekampen i dag. I stedet synes udkastet at være skrevet ud fra et snævert dansk perspektiv, hvor abstrakte almenheder og vendinger erstatter en reel analyse af udviklingen på den internationale venstrefløj og klassekampen i dag.

Det politiske indhold
Manglen på en egentlig opdateret analyse har også givet udslag i nogle problemer med det politiske indhold, som på en række punkter er nødvendigt at kritisere. I det hele taget skal det påpeges, at mange af de politiske forestillinger i udkastet, i stedet for at være baseret på en egentlig analyse, er baseret på en række skindiskussioner, f.eks. ”diskussionen” om A eller B afsnittet (i mellem hvilke der reelt ingen forskel er), hvor Mikkel Warming taler sig op i mod sin egen forestilling om en eller anden tendens eller strømning, der angiveligt skulle gå ind for hvad han forstår ved ”dobbeltmagtstrategi”. I stedet for at basere udkastet på konkrete og opdaterede analyser, bygger det på abstrakte formuleringer set ud fra et snævert dansk perspektiv, endvidere på en skindiskussion med en indbildt modstanderstrategi i partiet, samt hele tiden med et øje til hvad der gør sig bedst i de borgerlige medier.

Forestillingen om den demokratiske stat
Den første politiske forestilling i udkastet, der bør kritiseres, er forestillingen om de demokratiske ”folkevalgte” over for en udemokratisk ”kapitalistisk økonomi”. I den allerede ovenfor citerede sætning (210-212), erklæres det, at ”finansmarkeder” udøver en eller anden form for indflydelse eller tvang på ”lande og regeringer. ” Her fremstilles det som om, at ”lande og regeringer” er demokratiske øer adskilte fra det ellers udemokratiske kapitalistiske samfund, men dog begrænset heraf. Forestillingen kommer også frem andre steder. F.eks. erklærer udkastet, at ” kapitalen” i krisetider ”presser folkevalgte politikere til forringelser” (212-213). Senere i både A og B stykket fremstilles det sådan, at ”kapitalejernes økonomiske magt” sætter ”rammerne for den offentlige sektor og begrænser mulighederne for demokratisk indflydelse” (A stykket: 530-533), ligesom at en ”relativt stor offentlig sektor” har ”vist, at det kan lade sig gøre at producere og skabe ting, uden at det sker for profit” (B stykket: 562-564).

Igennem hele programmet fremstilles staten som en form for ”demokratisk” ø, hvor det skulle være muligt at unddrage sig resten af det kapitalistiske samfund. Programmet bygger altså på den ubegrundede tese, at staten er adskilt fra, om end begrænset af resten af samfundet, hvorfor staten skulle være et form for neutralt terræn, hvor der hersker en form for folkestyre. Denne forestilling bliver koblet med den yderst evolutionære forestilling om (som også er til stede i både A og B stykket), at det blot gælder om at udvide det inden for staten angiveligt allerede eksisterende ikke-kapitalistiske demokrati. At staten i hele kapitalismens historie netop har været en integreret del af udviklingen af kapitalismen, af imperialisme og kolonialisme, samt at staterne i dag i den vestlige verden har udviklet nye former for politiske og teknokratiske eliter, hvis interesser falder sammen med de internationale økonomiske eliters tages slet ikke i betragtning. Det i udkastet fremstillede forhold mellem staterne som demokratiske og ikke-kapitalistiske institutioner og resten af samfundet synes altså at bygge på en helt ubegrundet og selvopfunden forestilling.

Forestillingen følger af den omtalte mangel på analyse af den globale kapitalisme i dag og nationalstaternes rolle heri, den internationale magtblok og det neoliberale hegemoni samt, og ikke mindst den krise det vestlige repræsentative system i netop disse år gennemlever. En sådan analyse ville vise, hvorledes den siden 70’erne udviklede neoliberale hegemoniske blok har været en del af en udvikling af den globale kapitalisme, hvor nationalstaterne har udviklet sig fra post 2. verdenskrigs kompromisdemokratier med socialpartnerskab til dagens postdemokratiske tilstand, hvor det repræsentative system bliver eroderet dels nedefra af arbejdets og dermed arbejderklassens ændrede karakter og sammensætning og dels ovenfra af en centralisering af magten i  en lille teknokratisk politisk elites hænder. En lang række venstreorientere tænkere har de seneste år netop analyseret kapitalismens udvikling i det 20. århundrede, neoliberalismen udvikling og betydning, den nye form for kapitalisme opstået i sidste halvdel af det 20. århundrede, nationalstaternes ændrede rolle og funktion samt arbejdets ændrede karakter (Colin Crouch, David Harvey, Leo Pantich, Andrew Kliman, Giovanni Arrighi, Hardt & Negri, Paolo Virno, Stephen Gill, Robert Cox,  Kees van der Pijl, Slavoj Zieck etc.). Det er som om programudvalget har været helt ubekendt med hele den moderne diskussion på den internationale venstrefløj.

Hvis udkastet havde baseret sig på bare en minimal anerkendelse af disse allerede foreliggende analyser, ville den ahistoriske og evolutionære opfattelse af staten, det offentlige og demokratiet have været undgået. Det er, jf. ovenstående analyser, ikke sådan, at staten eller det offentlige kan opfattes som værende uden for kapitalismen, og det er ikke sådan at staten udgør et demokratisk alternativ til kapitalismen. Det er i det hele taget en forkert opfattelse at klassekampen i dag skulle handle om at ”udvide” demokratiet fra staten til økonomien. I stedet burde de nyeste udviklinger inden for den internationale klassekamp have været taget i betragtning. Her tænkes på helt nye former for organisering og bevægelse, som vi så i protesterne 2011 og senest i foråret/sommeren 2013, samt diskussionerne inden for partier som Syriza og erfaringerne fra f.eks. Rifondazione i Italien. I det lys fremstår udkastet særdeles umoderne og klichébehæftet uden nogen egentlig stillingtagen til verden udenfor.

Revolution og kommunisme
Udover ovenstående springer, ud af en hel række, specielt to problemer i øjnene. Det første er anvendelsen af begrebet revolution. Begrebet forklares i udkastet sådan, at Enhedslisten arbejder ”for en grundlæggende forandring af Danmark, hvor kapitalisme erstattes af et socialistisk demokrati. Det er det, vi kalder for en revolution” (849-851). Problemet er her, at det politiske revolutionsbegreb i vores gamle principprogram vil blive erstattet med et langt bredere og historisk-sociologisk begreb om revolution. I den sidste betydning kan revolution bruges om mange ting, f.eks. ”den videnskabelige revolution”, ”den argrare revolution” eller ”den industrielle revolution”. Den måde at bruge begrebet på har selvfølgelig sin egen merit, men det er altså ikke den måde begrebet revolution er blevet brugt i den socialistiske tradition og som et udtryk for en politisk stillingtagen til, hvordan man mener samfundet skal ændres. På den måde bliver revolutionsbegrebet effektivt skrevet ud af principprogrammet, mens selve navnet dog bliver stående. Det vil være nødvendigt fremover at diskutere, hvad vi faktisk mener med revolution forstået som et politisk begreb. Vi må have en faktisk stillingtagen i vores principprogram i stedet for den begrebsforvirring udkastet lægger op til.

Det sidste punkt der kan kritiseres omhandler fraværet af kommunismen forstået som det klasseløse samfund, det vil ifølge vores gamle principprogram sige ”et samfund, hvor den enkeltes frie udvikling er betingelsen for alles frie udvikling, og et samfund hvor enhver yder efter evne og nyder efter behov. ” Hvorfor skulle der være et behov for at skrive dette ud, hvis ikke det er for at tækkes de borgerlige medier?

Konklusion
Alt i alt kan udkastet siges at mangle analyse, stillingtagen til centrale begreber som revolution og en afskrivning af det klasseløse samfund. Hvis man virkelig vil have et moderne og opdateret principprogram, må det basere sig på (om end ikke nødvendigvis udførligt i selve programteksten) en analyse af de seneste årtiers udvikling i kapitalismen, en analyse af nye former for eliter inden for den herskende klasse, den nuværende krise i det repræsentative system og ikke mindst en faktisk stillingtagen til de nyeste udviklinger inden for den internationale klassekamp. Idet intet af dette er til stede virker udkastet meget umoderne og ude af trit med den historiske situation vi står i, i dag.

Programmet har tydeligvis mange gode intentioner om at skitsere et moderne socialistisk projekt for i dag. Det er selvsagt vigtigt, at Enhedslisten fastholder den grundlæggende socialistiske vision. Desværre betyder de ovenstående mangler, at intentionerne bag principprogrammet ikke lykkes.

Venstrefløjen i dag har behov for en opdateret analyse og et program der på baggrund af denne analyse kan vise vejen for handling i dag. Det lever det nuværende udkast desværre ikke op til. Hvad der er behov for er en stillingtagen til situationen i dag. Vi har i de seneste år været vidne til en rivende udvikling på den internationale venstrefløj samt en udvikling af helt nye former for organisering og modstand i den internationale klassekamp. Vi har brug for et moderne og opdateret program, der kan forbinde de seneste års krisefyldte udvikling af kapitalismen med den nyeste udvikling på venstrefløjen og i klassekampen og på baggrund heraf forsøge at skitsere en måde, hvorpå vores parti kan agere i denne situation. Desværre formår udkastet ingen af delene. Vi må derfor håbe på, at diskussionen fremover kan rette op på manglerne.