Cubas økonomiske og sociale udfordringer
Af Sven Tarp

Offentliggjort: 15. december 2013

Det cubanske samfund står over for store problemer og gigantiske udfordringer. Og de løsninger, som må til, må ligeledes være gigantiske og strukturelle af karakter. Lappeskrædderi giver ingen mening i den nuværende situation. Denne artikel blev skrevet i efteråret 2011, da de nyeste reformer i Cuba først var ved at blive sat rigtigt i gang. Siden er det gået slag i slag med udgangspunkt i de vedtagne Retningslinjer. Udviklingen beskrives i det afsluttende afsnit, som er færdiggjort november 2013.

En konklusion, som jeg har draget efter mange år, er, at den største fejl blandt de mange fejl, som vi har begået, var at tro, at der var nogen som vidste noget om socialismen, at der var nogen som vidste, hvordan socialismen skulle opbygges”.
(Fidel Castro, 17. november 2005)

Det er ikke kedeligt at beskæftige sig med Cuba. Bedst som man troede, at man havde fået greb om den komplekse cubanske virkelighed, kommer den cubanske revolution op med nye og spændende tiltag, som udfordrer al vanetænkning og dogmatisme.

Indledningsvis er det nødvendigt at stille sig det spørgsmål, hvordan revolutionen kunne overleve i et lille, fattigt tredjeverdensland kun 180 km fra USA’s sydspids, når socialismen faldt i det fjernere liggende Sovjet og andre mere udviklede og økonomisk stærkere lande i Østeuropa.

Det giver næsten sig selv, at socialismens fald i sidstnævnte lande ikke kun kan forklares ved det pres, som imperialismen med USA i spidsen uundgåeligt øver mod lande, der frasiger sig den kapitalistiske udviklingsmodel. Havde det været tilfældet, skulle Cuba have været det første land, der gik ned flaget. Uden at ignorere det ydre pres må svaret derfor ligge i de indre forhold i de enkelte lande.

I den korteste version er forklaringen på den cubanske socialismes overlevelse den folkelige enhed, som det trods ydre pres og store afsavn er lykkedes for Cubas Kommunistiske Parti at smede omkring en lang række sociale landvindinger såsom uddannelse, sundhed, sport, kultur og socialsikring. Og denne enhed, der ikke må forveksles med enstemmighed, er ikke skabt med køller og forbud, men med udstrakt frihed, deltagerdemokrati, social retfærdighed og lighed.

Men at Cuba gennem mere end 50 år har vist, at det formår at modstå blokade, invasion, sabotage og andre former for undergravende virksomhed, er ikke i sig selv nogen garanti for, at socialismen vil overleve. Det afhænger som sagt mindst lige så meget af de indre forhold.

Revolutionen kan ødelægge sig selv
I sin historiske tale på Havannas Universitet den 17. november 2005 – en af de sidste inden den sygdom, der tvang ham fra magten – advarede Fidel Castro netop mod denne indre fare:

Dette land kan ødelægge sig selv. Denne revolution kan ødelægge sig selv. De, som ikke kan ødelægge den, er de andre. Vi derimod, vi kan ødelægge den, og det vil være vores skyld.

Den cubanske leder var fuldt bevidst om, at der i landet gennem lang tid havde ophobet sig problemer, som i sidste ende kunne føre til revolutionens fald. Hans bror og efterfølger, Raúl Castro, var endnu skarpere, da han fem år senere, i december 2010, talte til den cubanske nationalforsamling:

Enten retter vi vores fejl, eller også er det slut med at balancere på afgrundens rand, vi går under, og vi vil gå under…

I sin beretning på Cubas Kommunistiske Partis 6. kongres i april 2011 vendte han tilbage til denne problemstilling:

Vi er overbevist om, at det eneste, der kan få revolutionen og socialismen i Cuba til at lide skibbrud og dermed bringe hele nationens fremtid i fare, er vores manglende evne til at rette de fejl, som vi har begået i mere end 50 år.

Og i sin tale til nationalforsamlingen den 1. august 2011 fulgte han tråden op i en lidt mere optimistisk tone:

Mere end en gang har jeg sagt, at vores værste fjende ikke er imperialismen og langt mindre dens betalte lejesvende på cubansk jord, men vores egne fejl, og hvis disse analyseres dybtgående og hæderligt, kan de forvandles til en lærdom, så vi ikke begår dem igen.

Den økonomiske kamp i centrum
De problemer, som brødrene Castro peger på, er komplekse og berører stort set alle aspekter af det cubanske samfund, men i deres essens og slutresultat drejer det sig om en skrøbelig økonomi, som ikke er stærk nok til at sikre de sociale landvindinger og den socialistiske udviklingsmodel, som det store flertal af det cubanske folk fortsat støtter.

På det kommunistiske ungdomsforbunds kongres i april 2010 satte Raúl Castro fingeren på dette ømme punkt:

Den økonomiske kamp er i dag mere end nogen sinde tidligere hovedopgaven og centrum for kadrernes ideologiske arbejde, fordi vores samfundssystems bæredygtighed og bevarelse afhænger heraf. Uden en solid og dynamisk økonomi, uden at fjerne overflødige udgifter og spild kan man ikke hæve befolkningens leveniveau og forbedre de høje standarder, som vi har opnået inden for gratis uddannelse og sundhed, som alle borgere er sikret.

Hvad er det præcis for problemer, som plager det cubanske samfund? Hvad er det præcis for fejl og mangler, som må rettes? Hvad er det for tiltag, som er ved at blive gennemført i Cuba?

Udefra kommende problemer
Det grundlæggende problem for den cubanske økonomi er den brutale og kriminelle blokade, som USA har håndhævet i mere end 50 år, og som i denne periode har kostet landet langt over 100 milliarder dollars ifølge beregninger, som den cubanske regering har videregivet til FN.

Selv om denne blokade gentagne gange er blevet fordømt på FN’s generalforsamling af det overvældende flertal af verdens nationer, er den ikke blevet mildere med årene. Den rammer ikke kun amerikanske borgere og virksomheder, men også firmaer fra tredje lande, som bliver straffet med store bøder, indefrysning af midler og tilmed fængsel, hvis de overtræder blokaden.

For eksempel har ethvert skib, som lægger til i cubansk havn, siden 1992 haft forbud mod at sejle til USA i de efterfølgende seks måneder. Siden 1996 har enhver forretningsmand, som investerer i jord, som blev nationaliseret i Cuba i 1959, måttet leve med den risiko at få sine aktiver i USA indefrosset.

Et andet eksempel er, at alle bilfabrikanter uanset nationalitet, der ønsker at sælge på det amerikanske marked, siden 2004 har måttet dokumentere over for de amerikanske myndigheder, at deres biler ikke indeholder så meget som et gram cubansk nikkel. Det samme gælder for andre typer fabrikanter. Dertil kommer, at Cuba ikke som andre lande kan optage lån hos internationale finansielle institutioner, der kontrolleres af USA.

Et andet eksternt problem er den strukturelle krise, som verdenskapitalismen gennemlever. I den hovedresolution, som blev vedtaget på Cubas Kommunistiske Partis 6. kongres i april 2011, hedder det blandt andet:

Mellem 1997 og 2009 har de varierende priser på eksport- og importvarer givet et nettotab for landet på 10,9 milliarder dollars i forhold til niveauet i 1997. Gennemsnitlig er eksportvarernes købekraft faldet med 15 procent.

Ikke mindst de stigende fødevarepriser på verdensmarkedet, som er blevet fordoblet inden for de seneste to-tre år, er en stor belasting for et land, som importerer 83 procent af sine fødevarer. Samtidig er prisen på nikkel, som er en af Cubas fire vigtigste indtægtskilder, blevet halveret. Og dertil kommer, at indtægterne fra turismen – trods et voksende antal turister – er faldet, ligesom eksilcubanerne sender færre penge, alt sammen som følge af krisen.

Et yderligere problem, som cubanerne ikke selv er herrer over, er klimaændringerne og de 16 orkaner, som ramte øen mellem 1998 og 2008 og forårsagede skader for over 20 milliarder dollars.

Navnlig orkanerne Gustav og Ike, som raserede Cuba i eftersommeren 2008, havde dramatiske konsekvenser, som Fidel Castro sammenlignede med et ”atomangreb”. Således blev 80 procent af husene på Ungdommens Ø helt eller delvist ødelagte, og det samme gjaldt 45 procent af husene i Pinar del Rio. I alt blev mere end en halv million huse helt eller delvist ødelagt sammen med 700.000 tons fødevarer og en stor del af landets infrastruktur og drikkevandsreserver.

Og for at gøre ondt værre betød uregelmæssig nedbør mellem november 2008 og juni 2010 store tab i landbrugsproduktionen og tilsvarende mindre eksportindtægter fra tobak, rom og sukker.

Alle disse ting har skabt økonomisk smalhals, underskud på betalingsbalancen og forringet international kreditværdighed. Det førte blandt andet til, at den cubanske regering i 2008 var tvunget til at blokere alle pengeoverførsler til udlandet for at undgå kapitalflugt, og at den måtte tage kontakt til kreditorerne for at genforhandle landets gæld.

Interne problemer
Trods de store udefra kommende problemer er det ifølge Fidel og Raúl Castro de interne cubanske problemer, der er de mest bekymrende. Men det er også dem, som landet selv er herre over og kan gøre noget ved!

Helt centralt i rækken af problemer er den lave produktivitet, som har plaget Cuba, siden samhandlen med Sovjetunionen og den socialistiske lejr forsvandt fra den ene dag til den anden, og landet gik ind i den såkaldte ”særlige periode” i årene efter 1991.

Cubas ledere og i stigende grad også befolkningen er klar over, at hvis ikke produktiviteten øges – og dermed også produktionen af de varer og serviceydelser, som er nødvendige for at fastholde og udvide de sociale landvindinger – vil den cubanske socialisme på sigt drive tættere og tættere mod afgrunden.

Karl Marx skrev i sin tid, at arbejdsproduktiviteten er en forudsætning for et samfunds udvikling, og at netop socialismen bør udmærke sig ved højere produktivitet end kapitalismen.

Der er flere årsager til den lave produktivitet i Cuba. En af disse er manglende investeringer med et forældet og nedslidt produktionsapparat til følge. Dette problem kan som mange af de øvrige føres direkte tilbage til den amerikanske blokade.

En anden årsag er opsvulmet bemanding i de statslige virksomheder, hvad der betyder, at der ofte er to, tre eller fire ansatte til at gøre en mands arbejde. Det kan midlertidig afhjælpe en situation med manglende beskæftigelsesmuligheder, men det er samtidig en alvorlig hæmsko for den økonomiske udvikling. I sin tale på det kommunistiske ungdomsforbunds kongres i april 2010 kom Raúl Castro ind på dette problem:

Hvis vi fastholder et opsvulmet personale inden for næste alle områder af den nationale sektor og udbetaler lønninger uden relation til resultaterne, øger vi pengemængden og kan ikke forhindre stadige prisstigninger, hvad der vil udhule folkets købekraft. Vi ved, at der i virksomhederne og den offentlige sektor er hundrede tusinder af arbejdere, som er overflødige.

Overdrevent ligemageri
En helt grundlæggende årsag til den lave produktivitet er dog, at arbejdslønnen stort set er holdt op med at spille sin rolle som stimulans til at arbejde og gøre en ekstra indsats. Dette skyldes ikke kun lønnens forholdsvis beskedne størrelse, men også det overdrevne ligemageri, som har rodfæstet sig i landet, og som blandt andet kommer til udtryk i rationeringsbogen med dens subsidierede varer.

Denne adgang til ekstremt billige dagligvarer gør, at en cubansk familie kan få alle sine grundlæggende behov dækket med en enkelt løn eller overførsel af penge fra en slægtning i udlandet. Og dette gør atter, at adskillige cubanere kan leve et helt liv uden at føle behov for at gøre en ekstra arbejdsindsats eller for at arbejde overhovedet. Om dette problem sagde Raúl Castro blandt andet i sin beretning på partikongressen i april 2011:

Eftersom den normerede familiekurv af varer, som var retfærdiggjort under konkrete historiske betingelser, er blevet fastholdt så længe, er den i sit væsen kommet i modsætning til det fordelingsprincip, som bør kendetegne socialismen, nemlig at ’enhver yder efter evne og modtager efter ydelse’… Dette hænger logisk og tæt sammen med priserne, den dobbelte møntenhed, lønningerne og den ’omvendte pyramide’, der… udtrykker sig i en manglende overensstemmelse mellem lønnen og betydningen af den enkeltes arbejde og plads i hierarkiet.

Tæt forbundet med dette spørgsmål er besværligheder med at få nok arbejdskraft inden for sektorer som landbrug, byggeri, skoler og politi og i det hele taget en generel mangel på faglærte arbejdere inden for mange praktiske fag.

I et land, der besidder en rig jord, som sagtens kan brødføde en langt større befolkning, er det intet mindre end en katastrofe, at 83 procent af fødevarerne må importeres, og at en stor del af jorden ligger brak, fordi der ikke er nogen til at dyrke den.

Alle disse problemer bliver ikke mindre af, at den cubanske befolkning bliver stadig ældre, og at der kommer færre og færre unge ud på arbejdsmarkedet.

Undergravning af den samfundsmæssige disciplin
Den kendsgerning, at en almindelig løn i dag ikke er tilstrækkelig til at dække de ikke-grundlæggende behov, som en cubansk familie også har, har også ført til voksende undergravning af den samfundsmæssige disciplin. Dette viser sig ikke kun ved manglende fremmøde og lav arbejdsdisciplin, men giver sig også udslag i kriminalitet, korruption og et omfattende sort marked.

Det er tilstrækkeligt at gå en tur rundt i Havannas gader for at se, hvilket righoldigt udvalg af varer man kan købe på det sorte marked. Det drejer sig for hovedpartens vedkommende om varer, som er produceret eller importeret af den cubanske stat, men som ad forskellige kanaler finder vej til det sorte marked med den logiske følge, at staten ikke tjener en rød øre på dem. Ofte står sælgerne på det sorte marked direkte uden for døren til de stormagasiner, som sælger de samme varer til en højere pris.

Det drejer sig nogle gange om simpelt tyveri udefra. Men for det meste er det korrupte ansatte, som – ofte med ledelsens viden eller tilmed direkte medvirken – ser igennem fingre med tyveriet eller selv står bag det. ”Hvad koster det på gaden?” er efterhånden blevet en trist, men dagligdags talemåde blandt mange cubanere.

Korruptionen har også bredt sig til en lang række statslige serviceydelser såsom barbersaloner, hyrevogne, udstedelser af dokumenter og tilmed operationer, hvor et lille beløb ”under bordet” kan gøre underværker og fremskynde hele processen.

Den foregår ikke kun på grundplan, men også højere oppe i hierarkiet, hvad fyringen af en række højtstående funktionærer og tilmed en række ministre inden for de seneste år vidner om. Har de gjort sig skyldige i korruption, groft magtmisbrug eller andre lovovertrædelser, er de blevet stillet for retten og idømt lange fængselsstraffe. Alene i år er det sket for en tidligere viceminister og en række højtstående funktionærer fra luftfartsselskabet Cubana de Aviación og turistkæden Sol y Son.

Gøres der ikke noget alvorligt ved dette problem, kan det føre til, at der i toppen af samfundet lidt efter lidt udkrystalliserer sig et korrupt lag af ledere og funktionærer, som modarbejder den socialistiske udvikling og lægger sig i selen for ”regimeskifte”.

Gladys Berejano, der er vicepræsident for statsrådet og ansvarlig for regeringens kamp mod korruptionen, erkender, at denne kamp er en stor udfordring og en af landets prioriteringer. En revision, som er blevet foretaget i 2011, viser, at kun 46 procent af de cubanske statsvirksomheder har rent mel i posen. I de øvrige forfalsker administratorerne i større eller mindre omfang regnskaberne for at kanalisere varerne ud på det sorte marked med samtykke fra de revisorer, der er sat til at kontrollere dem.

I sin tale til nationalforsamlingen den 1. august 2011 var Raúl Casstro ubønhørlig, da han berørte dette emne:

Jeg har aldrig været tilhænger af hastværk og bratte ændringer. Jeg foretrækker tusinde gange mere at ræsonnere, overbevise, opdrage og vinde folk over end at straffe dem. Men når det drejer sig om krænkelse af forfatningen og den etablerede legalitet, er der ikke andet alternativ end at ty til anklagemyndigheden og domstolene, sådan som vi nu er begyndt at gøre, for at stille lovovertræderne til ansvar, uanset hvem de er, for alle cubanere uden undtagelse er lige over for loven.

Bureaukrati
Et andet problem, som hænger tæt sammen med ovenstående, er det bureaukrati, som efterhånden har bredt sig som en svøbe i store dele af statssektoren. I en artikel den 29. januar 2011 langede partiavisen Granma ud efter bureaukraterne og opfordrede til en mentalitetsændring. Den skrev blandt andet:

Der er stadig nogen, som vender det blinde øje til det nye scenario, som skabes i den cubanske økonomi og det cubanske samfund. Nogen fordi de har bureaukratiet indpodet i blodet som en dødelig virus. Andre fordi det ikke passer dem, at systemet med forviklinger, udsættelser, straffrihed, ”bod” eller ”bestikkelse” bliver ændret, så enhver sag kan få en lykkelig afslutning. Og så er der dem, som nyder deres otte daglige timer som bødler, der gør livet surt og trist for den, som forsøger at bestige Golgata-bjerget af licenser, tilladelser, autorisationer og alskens formaliteter og papirer, som muliggør eksistensen af en snyltende plage inden for den offentlige forvaltning. De andre – de som arbejder godt, gør os glade og får os til at bevare optimismen – må forvandles til et offentligt spejl, til reglen og ikke undtagelsen.

I sin tale 1. august 2011 var Raúl Castro mere diplomatisk, men ikke mindre konsekvent:

Vi er tålmodige og samtidig standhaftige over for modstanden mod forandringer, uanset om den er bevidst eller ubevidst. Jeg advarer om, at enhver bureaukratisk modstand mod den konsekvente overholdelse af partikongressens aftaler, som nyder massiv opbakning fra folket, vil være forgæves.

Og Raúl Castro bakkede også op mod kravet om en mentalitetsændring:

Uden at ændre mentaliteten vil vi ikke være i stand til at gennemføre de nødvendige ændringer for at sikre, at den socialistiske karakter og det politiske og sociale system, som er knæsat i republikkens forfatning, kan være bæredygtige og, hvad der er det samme, uigenkaldelige. Lad os rense hovedet for alskens tåbeligheder…

En helt igennem demokratisk proces
Ovennævnte problemer er ikke de eneste, som det cubanske samfund gennemlever. Men de er de vigtigste og hovedårsagen til, at Fidel og Raúl Castro advarer om, at revolutionen kan ødelægge sig selv, hvis den ikke mander sig op.

Det er således gigantiske udfordringer, som det cubanske samfund står over for. Og de løsninger, som må til, må ligeledes være gigantiske og strukturelle af karakter. Lappeskrædderi giver ingen mening i den nuværende situation.

Internationalt set findes der stort set kun en metode, når problemer af lignende dimensioner skal takles. Den består af mere eller mindre hemmelighedsfulde udvalg og forhandlinger bag lukkede døre, som fører til en lovtekst, der forhastes gennem de nationale parlamenter med en befolkning, som måbende ser til fra sidelinjen, ofte under voldsomme protester, som i bedste fald ignoreres og i værste fald undertrykkes på grusomste måde. Nylige eksempler er Grækenland og Chile.

Cuba, som de vestlige regeringer og massemedier anklager for manglende demokrati og krænkelse af menneskerettighederne, har valgt en helt anden linje.

Det hele startede i 2007 og 2008 med to store folkelige høringer, som fulgte i kølvandet på to taler af Raúl Castro. Her blev den cubanske befolkning opfordret til at give sin åbne og uforblommede mening til kende om det samfund, som den levede i, og de problemer, som den følte i sin hverdag.

Det blev en omfattende proces, hvor millioner af cubanere på titusinder af møder talte frit fra leveren. De kom med lovprisning, kritik og forslag. De hundrede tusinder af bemærkninger og forslag blev sammenfattet og systematiseret, så landets ledere kunne danne sig et billede af, hvor skoen trykkede.

Stik mod praksis i det meste af verden blev befolkningens synspunkter ikke gemt og glemt i en skrivebordsskuffe, men dannede sammen med en kritisk analyse af landets økonomiske situation grundlag for et dokument, som blev udarbejdet af en kommission af eksperter i løbet af 2010.

Dette omfattende dokument med den prangende titel ”Forslag til retningslinjer for partiets og revolutionens økonomiske og sociale politik” bestod af i alt 291 ”retningslinjer”. Det blev offentliggjort i november 2010 og dernæst sendt ud i endnu en høring i befolkningen.

I perioden fra 1. december 2010 frem til 28. februar 2011 blev dokumentet diskuteret på mere end 163.000 møder på arbejdspladser og i boligkvarter, partiafdelinger, fagforeninger og andre masseorganisationer. I alt 8.913.838 cubanere deltog i disse møder, idet nogle deltog i mere end et møde. Men i alt deltog langt over halvdelen af den voksne cubanske befolkning på møderne, hvor der blev registreret omkring tre millioner indlæg og i alt 781.644 meningstilkendegivelser.

Internationalt set er det en usædvanlig arbejdsmetode. Men i Cuba er det en integreret og prøvet del af den særlige form for socialistisk deltagerdemokrati, som efterhånden er blevet udviklet på øen. I sin tale på partikongressen i april 2011 sagde Raúl Castro om denne proces:

I en ægte og bred udøvelse af demokratiet udtrykte folket frit sin mening, afklarede tvivlsspørgsmål, fremsatte ændringsforslag, gav sin utilfredshed og uenighed til kende og foreslog også løsning af andre problemer, som ikke var indeholdt i dokumentet. Endnu engang blev flertallet af cubanernes tillid og enhed omkring partiet og revolutionen sat på prøve, en enhed som ikke udelukker meningsforskelle, men som styrkes og befæstes af disse.

Ingen spil for galleriet
Høringen var ikke noget spil for galleriet, men var udgangspunkt for det slutdokument, som blev fremlagt på partikongressen i april og endelig vedtaget af nationalforsamlingen den 1. august 2011.

Af de ændringsforslag og nye forslag, som kom på bordet, blev der taget hensyn til 87,4 procent, mens de resterende 12,6 enten blev gjort til genstand for fortsatte studier med henblik på senere anvendelse eller blev afvist, fordi de stred imod socialismens principper. Det sidste var tilfældet med en række forslag, som gik ind for at tillade koncentration af rigdom på private hænder.

Af de oprindelige 291 retningslinjer forblev 94 uændrede, 16 blev integreret i andre retningslinjer, 181 blev omskrevet, mens der blev tilføjet 36 nye med det resultat, at det nye dokument nu indeholdt i alt 311 retningslinjer. Af det oprindelige dokument blev 68 procent således ændret som resultat af den folkelige høring, der reelt set var en slags folkeafstemning.

Hele den cubanske befolkning er langt fra enig i alle de 311 punkter. Men der er stor enighed om de grundlæggende tendenser og de fleste punkter. Det var således med bred folkelig konsensus i ryggen, at den cubanske nationalforsamling den 1. august 2011 kunne vedtage det dokument, som anviser landets økonomiske og sociale udviklingsretning i årene frem mod 2015.

Ajourføring af den økonomiske og sociale model
De vestlige massemedier har skrevet usædvanligt meget om den igangværende proces på Cuba. De har tegnet et billede af et kriseramt Cuba, der er på vej væk fra socialismen. Især har de hæftet sig ved reduktionen af personalet inden for den statslige sektor og har sammenlignet den med de privatiseringer, som foregår under nyliberalismens banner i hovedparten af de kapitalistiske lande. Pressedækningen har som hovedregel bygget på dårlige informationer eller et bevidst ønske om at sætte det socialistiske Cuba i et dårligt lys. Ofte begge dele.

Det er derfor vigtigt at slå fast, at den igangværende proces ikke sigter mod udviklingen af en ny økonomisk og social model i Cuba, men om en ajourføring og tilpasning af den eksisterende.

Det cubanske folk og dets ledere indrømmer åbent, at de har begået mange fejl i fortiden, men de fornægter ikke den samfundsmodel, som de har skabt over de seneste 50 år. Den folkelige konsultation har klart vist, at det store flertal af cubanere fortsat støtter de socialistiske landvindinger.

I den forstand er indledningen til ”Retningslinjerne” ikke til at tage fejl af:

Det økonomiske system, som vil råde i vores land, vil fortsat bygge på hele folkets socialistiske ejendomsret til de grundlæggende produktionsmidler, hvor det socialistiske fordelingsprincip ’enhver yder efter evne og modtager efter ydelse’ vil råde. Den økonomiske politik i den nye etape tager udgangspunkt i det princip, at kun socialismen er i stand til at overvinde vanskelighederne og forsvare revolutionens landvindinger, og at planlægning og ikke markedet vil have første prioritet i ajourføringen af den økonomiske model. Den centrale planlægning af økonomien og den systematiske kontrol, som staten, regeringen og dens institutioner bør udøve, vil være en garanti for, at systemet fungerer effektivt.”

Samtidig med at de centrale og strategiske sektorer i økonomien forbliver på statens hænder, åbnes der op for andre organisationsformer såsom joint ventures med udenlandsk kapital, forskellige slags kooperativer, småbønder, brugsrethavere, forpagtere, selvstændige erhvervsdrivende og, som noget helt nyt, små private virksomheder med ansatte, som ikke er familiemedlemmer. Denne udvikling går hånd i hånd med en reduktion af overflødige ansatte i de statslige virksomheder og institutioner.

Den overdrevent centraliserede model, der hidtil har kendetegnet den cubanske økonomi, vil gradvist, planmæssigt og med deltagelse af arbejderne vige pladsen for et decentraliseret system, hvad der fremfor alt betyder, at statens og virksomhedernes funktioner bliver adskilt, og at der gives større beføjelser til lokale folkemagtsorganer i deres økonomiske forvaltning. Målet er, at de forskellige organisations- og forvaltningsformer vil ”bidrage til at styrke effektiviteten”.

De igangværende forandringer har allerede betydet et voksende udbud af varer og serviceydelser, som opfylder befolkningens behov inden for en række områder.

Strategiske og ikke-strategiske sektorer
Det er især væksten i antallet af selvstændige erhvervsdrivende samt muligheden for at danne små kapitalistiske virksomheder, der er faldet mange i udlandet for brystet. Privatiseringsspøgelset er blevet manet frem og med det risikoen for en kapitalistisk udvikling.

Denne risiko eksisterer naturligvis. Ingen kan tillade sig at glemme Lenins advarende ord:

Småproduktion avler kapitalisme og bourgeoisi, uafladeligt, hver dag og time, elementært og i masseomfang.

Med det i mente er det derfor vigtigt at bemærke sig, at det allerede i punkt 3 i retningslinjerne slås fast, at koncentration af ejendom ikke vil blive tilladt hverken hos enkeltpersoner eller ikke-statslige virksomheder. Der er derfor taget forskellige forholdsregler for at forhindre dette, blandt andet indførslen af en progressiv beskatning af disse aktiviteter, som allerede har givet staten betydelige indtægter.

De små virksomheder og selvstændige erhvervsdrivende er tænkt som et supplement og ikke et alternativ til den statslige sektor. I sin tale på partikongressen i april 2011 kom Raúl Castro også ind på dette spørgsmål:

Væksten i den ikke-statslige sektor i økonomien betyder langt fra en angivelig privatisering af den samfundsmæssige ejendom, sådan som nogen teoretikere påstår. Den har til hensigt at gøre socialismens opbygning i Cuba lettere, eftersom det gør det muligt for staten at koncentrere sig om at hæve effektiviteten af de grundlæggende produktionsmidler, der er hele folkets ejendom, og skille sig af med administrationen af aktiviteter, som ikke er strategiske for landet.

I samme ånd er det værd at bemærke, at af den halve million ansatte, som forlader de statslige virksomheder og institutioner i løbet af 2011, vil 300.000 fortsat bevare deres arbejde, idet de fremover vil blive organiseret i kooperativer. Det gælder for eksempel frisørsaloner, hyrevogne og kantiner på en lang række arbejdspladser.

Resten vil få tilbudt arbejde inden for andre sektorer, hvor der mangler arbejdskraft, som brugsrethavere i landbruget eller som selvstændige erhvervsdrivende inden for et af de mange nye områder, hvor dette nu er muligt, fremfor alt i servicefagene.

Ingen chokterapi mod de mest trængende
I den forbindelse er det med Raúl Castros ord vigtigt at slå fast, at ingen vil blive overladt til sig selv. Kan man ikke arbejde, vil socialsikringen træde til:

Revolutionen vil ikke lade nogen cubaner værgeløs. Det sociale sikkerhedssystem er ved at blive omlagt, så det kan sikre en differentieret og rationel støtte til dem, som virkelig har behov for det. I stedet for massivt at subsidiere produkter, som vi gør i dag, vil det gradvist gå over til at støtte personer uden anden forsørgelse.”

Dette indebærer, at man på sigt arbejder for at afskaffe rationeringsbogen. Dette tiltag, som var et af de mest diskuterede i den folkelige konsultationsproces, vil dog først blive gennemført, når de nødvendige betingelser er til stede. I sin tale på partikongressen sagde Raúl Castro herom:

Ingen ved sine fulde fem i landets ledelse kan finde på at udstede dekret om afskaffelse af dette system, uden at betingelserne herfor først er skabt. Det indebærer andre forandringer i den økonomiske model for at øge effektiviteten og arbejdsproduktiviteten, så der kan sikres stabilitet i produktionen og udbuddet af grundlæggende produkter og serviceydelser til priser, som ikke er subsidierede og samtidig overkommelige for borgerne… I Cuba under socialismen vil der aldrig være plads til ’chokterapier’ imod de mest trængende, der er dem, som traditionelt støtter revolutionen med størst beslutsomhed…

To slags løsninger
Det vil føre for vidt at komme ind på alle de tiltag, som der arbejdes med i forbindelse med ajourføringen af Cubas økonomiske og sociale model.

Her skal blot nævnes beslutningerne om:

  • at skabe betingelserne for at ophæve den dobbelte møntenhed,
  • at arbejde for selvforsyning med fødevarer i 2015,
  • at fjerne statsstøtten til konstant underskudsgivende virksomheder,
  • at ophæve alle mulige tåbelige forbud der hører en anden tid til,
  • at tillade køb og salg af biler og boliger (man kan kun eje en bolig),
  • at indarbejde de nye tiltag i en overskuelig og forenklet lovgivning,
  • at nytænke partiets rolle i samfundet, osv.

Overordnet set beskriver Retningslinjerne to slags løsninger på Cubas nuværende problemer, nærmere bestemt kortsigtede og langsigtede løsninger:

Kortsigtede løsninger, som sigter mod at fjerne underskuddet på betalingsbalancen, skabe nye eksterne indtægtskilder og erstatte importvarerne og samtidig give svar på de problemer, som har størst umiddelbar virkning med hensyn til økonomisk effektivitet, arbejdsmotivering og fordeling af indtægterne; løsninger som skaber de nødvendige infrastrukturelle og produktive betingelser, som gør det muligt at gå over til en højere udviklingsetape.

Langsigtede bæredygtige løsninger, som fører til en høj grad af selvforsyning med fødevarer og energi, effektiv udnyttelse af det menneskelige potentiale, høj konkurrencedygtighed i traditionelle produkter såvel som udvikling af ny produktion af varer og serviceydelser med høj værditilvækst.

Det langsigtede mål er med andre ord en højt udviklet og bæredygtig socialistisk økonomi og samfundsmodel. Og det er et mål og en udfordring, der vil noget!

Gigantiske udfordringer
Efter mere end 50 års opbygning af socialismen og stadig kamp mod den aggression, som dagligt forøves af imperialismen, står den cubanske revolution nu over for gigantiske problemer, som har ophobet sig gennem lang tid og truer selve den eksistens.

Om end de fleste af disse problemer i sidste ende har deres rod i den amerikanske blokade, drejer det sig i første omgang om interne og delvist selvforskyldte problemer. Det er dermed også problemer, som kan løses af revolutionen selv. Men det kræver nytænkning og strukturelle reformer af et gigantisk omfang.

De cubanske kommunister og det cubanske folk har lagt hovedet i blød. Gennem en deltagerdemokratisk proces, som ikke har sit sidestykke i noget andet land, har de barslet med et kollektivt projekt, der skal sikre de sociale landvindinger og en gradvis udvikling i retning af et højt udviklet socialistisk samfund.

Det er et projekt, som har sine rødder i den cubanske virkelighed og vender sig imod al form for dogmatisme, sekterisme, opportunisme og vanetænkning.

Dets gennemførelse kræver ikke alene viljestyrke og en stor arbejdsindsats af folket og dets ledere på alle niveauer, men også en mentalitetsændring, der med den cubanske vicepræsident José Ramón Machado Venturas ord gør op med den ”træghed, som fører til, at man sætter sig ned og venter med blikket rettet opad”. Det kræver initiativ, iderigdom, ansvarsfuldhed og selvstændig handlen på alle niveauer.

De cubanske ledere er udmærket klar over, at de ikke har fundet de vise sten og den eviggyldige sandhed. På dette spørgsmål var Raúl Castro kategorisk, da han aflagde beretning på den 6. partikongres:

Vi gør os ingen illusioner om, at Retningslinjerne og tiltagene for at implementere den økonomiske model i sig selv er et mirakelmiddel mod alle vores dårligdomme. Det kræver samtidig, at vi i højere grad udviser politisk sensibilitet, sund fornuft og nul tolerance over for enhvers krænkelse af disciplinen, ikke mindst hos de ledende kadrer.

I sin tale opfordrer Raúl Castro endvidere til, at befolkningen holdes velinformeret og tages med på råd:

Vi må pleje og bevare den stadige og gensidige forbindelse til masserne, uden nogen som helst form for formalisme, så vi kan få effektiv tilbagemelding om deres bekymringer og utilfredshed, og så det lige netop er dem, som sætter tempoet i de forandringer, som må gennemføres.

Ingen garanti – og dog!
Der er ingen garanti for, at det gigantiske projekt, som den cubanske revolution har givet sig i kast med, vil lykkes. Det kan med næsten hundrede procents sikkerhed siges, at nogle af de retningslinjer, som nu er nedfæstet i et officielt dokument, må justeres inden for de kommende år, enten fordi de viser sig utilstrækkelige eller forkerte, eller fordi omstændighederne ændrer sig.

I erkendelse heraf har såvel partiets centralkomite som landets regering og parlament nedsat arbejdsudvalg, hvis opgave er at følge med i implementeringen af de nye tiltag, løbende afgive rapport og straks melde tilbage, hvis der viser sig problemer eller utilsigtede bivirkninger.

For eksempel fik ministerrådet i maj en rapport om gravide kvinder, som var kommet i klemme ved udtyndingen af den offentlige sektor. Det reagerede prompte og besluttede med øjeblikkelig virkning at sikre disse kvinders rettigheder og løn under hele barselsperioden.

Det er vigtigt at lytte til befolkningen, for det er den, som mere end nogen anden har fingeren på pulsen. Men skal ajourføringen af Cubas økonomiske og sociale model lykkes, er det mindst lige så vigtigt at gøre folket til hovedaktør og drivkraft i forandringerne. Som allerede sagt drejer det sig ikke om et projekt, som er blevet trukket ned over hovedet på landets befolkning, men om resultatet af en kollektiv deltagerdemokratisk proces af gigantisk omfang. Lige netop det er måske den største garanti for succes.

Men uanset hvad er det ikke kedeligt at beskæftige sig med den cubanske revolution. Fremtiden vil hævet over enhver tvivl byde på nye overraskelser og udfordringer.

Efterord: Den seneste udvikling

Denne artikel blev skrevet i efteråret 2011, da de nyeste reformer i Cuba først var ved at blive sat rigtigt i gang. Siden er det gået slag i slag med udgangspunkt i de vedtagne retningslinjer.

Cubas Kommunistiske Parti afholdt i februar 2012 en særlig konference, hvor det på baggrund af diskussioner i grundorganisationerne fastlagde sin rolle i den nye konjunktur. Cubas faglige landsorganisation (CTC) er i gang med en lignende diskussion op til sin næste kongres, som vil finde sted i starten af 2014. Og det samme gælder også det kommunistiske ungdomsforbund og en lang række folkelige organisationer på øen.

På det juridiske plan er nye love, der skal regulere forskellige relevante aspekter i forhold til Retningslinjerne, blevet sat på tegnebrættet eller allerede vedtaget og ført ud i livet. Et forslag til ny arbejdslovning har således gennem 2013 været til omfattende høring i landets fagbevægelse, hvor det sædvanen tro er strømmet ind med tilføjelser og ændringsforslag. Den tilpassede lovtekst forventes at blive vedtaget på Nationalforsamlingens møde i december 2013.

På det administrative plan er relevante ministerier blevet omorganiseret for at blive mere effektive i forhold til deres nye rolle. De socialistiske statsvirksomheder har i den forbindelse fået større beføjelser og ansvar. I januar 2014 får en række udvalgte virksomheder på forsøgsbasis mulighed for at bestemme deres egne valuta-transaktioner i forbindelse med import og eksport. Erfaringerne fra dette forsøg vil senere blive generaliseret.

Den opsvulmede statslige sektor er under fortsat slankning, men processen er ikke gået så hurtigt, som man oprindeligt forventede, da forudsætningen er, at alle er sikret alternativ beskæftigelse. Men meget er der trods alt sket. Antallet af selvstændige erhvervsdrivende inden for et stort antal fag er således steget fra omkring 150.000 til over 450.000 inden for de sidste to år. Samtidig er der også for første gang siden revolutionens sejr i 1959 blevet dannet kooperativer uden for landbruget. Det gælder for eksempel inden for transport, bilreparation, byggeri, frisørfag, restauranter og andre servicefag. Nogle af disse kooperativer fungerer endnu på forsøgsbasis med henblik på senere generalisering af erfaringerne.

Det cubanske landbrug halter stadigvæk. Siden 2008 har godt 174.000 cubanere fået overdraget brugsretten til over halvanden million hektarer landsbrugsjord. Heraf har de fleste valgt at slå sig sammen i andelsbrug på grund af fordelene ved denne organisationsform. Det har allerede givet de første lovende resultater, som dog hæmmes af et omfattende bureaukrati med et utal af påkrævede tilladelser og licenser for at kunne gøre næsten hvad som helst. Det har ført til, at man nu har rettet blikket mod landbrugsministeriet og indledt en total omorganisering. Det viser sig nemlig, at over 30 procent (ca. 300.000) af de i alt 960.000 personer, der er beskæftiget inden for landbrugssektoren, ikke arbejder direkte i forhold til selve produktion, men i høj grad med overflødigt papirarbejde, der ikke just gør livet nemmere for de mange, der trods alt har fingrene i jorden. Det skal der nu gøres noget ved. Selv om den igangværende proces givetvis vil føre til et højt tiltrængt løft i Cubas landbrugsproduktion, er det dog tvivlsomt, om målet om selvforsyning med fødevarer vil blive nået allerede i 2015.

På det økomiske plan er der endnu en nyhed i forlængelse af Retningslinjerne, nemlig oprettelsen af en “særlig økonomisk zone” i Mariel. Det drejer om et 465 km stort område ca. 50 km vest for Havanna. Her er der ved at blive anlagt havneanlæg med plads til dybtgående skibe, containerhavn, lagerfaciliteter, produktionsvirksomheder, kontorer, hoteller osv. Anlæggelsen sker delvis som joint-venture i samarbejde med udenlandsk, i første omgang brasiliansk, kapital. De første kajanlæg vil efter planen blive indviet i januar 2014. Det forventes, at projektet er oppe i fulde omdrejninger, når udvidelsen af Panama-kanalen er færdig i 2015. Til den tid vil Mariel være den største containerhavn i hele Caribien og placere Cuba helt centralt for samhandlen i denne del af verden.

På trods af den økonomiske verdenskrise er Cubas bruttonationalprodukt vokset med omkring tre procent årligt gennem de seneste par år. Det er slet ikke så dårligt gået af et lille land, som gennem mere end et halvt århundrede har været udsat for en brutal blokade fra sin store nabo mod nord. Uden den igangværende ajourføring af den socialistiske udviklingsmodel ville billedet givetvis have været et andet.

I artiklen omtales også den omfattende undergravning af den samfundsmæssige disciplin. Også her sker der ting og sager. Der er især kommet fokus på problemet, efter at Raul Castro tog det op i sin tale til Nationalforsamlingen i juni 2013 og kaldte  til kamp mod fænomenet i alle dets afskygninger. Her spiller pressen en stadig mere aktiv rolle. Ikke mindst efter journalistforbundets kongres i juli 2013 er det væltet frem med dybdeborende og kritiske reportager, der i righoldige detaljer udstiller bureaukratiet og giver absurde og skrækindjagende eksempler på overtrædelse af den samfundsmæssige disciplin i alle dele af det cubanske samfund, fra ministerierne og nedefter. Også sociale organisationer som fagforeninger, forsvarskomiteer og kvindeorganisationer har sat problemet på dagsordenen og taget forskellige skridt til at imødegå det i det store og det små. Overtalelse og opdragelse er stadig den foretrukne metode, men en række retssager vidner om, at selv den navnkundige cubanske tålmodighed har en grænse, især når det drejer sig om folk på højtstående poster. Der er stadig lang vej at gå, men det positive er, at ingen synes at være hævet over kritikken. Og samtidig er den folkelige bevidsthed og kritiske indstilling til problemet i vækst.

Der kunne siges mange andre ting om den nuværende proces på Cuba. Ikke alt er rosenrødt på tropeøen, men personligt er jeg optimist på cubanernes vegne. Jeg vil derfor slutte af med de samme ord, som jeg gjorde i artiklen, nemlig at det ikke er kedeligt at beskæftige sig med den cubanske revolution, som utvivlsomt også fremover vil byde på nye overraskelser og udfordringer.