Om årsagerne til socialdemokratiets valgnederlag
Af Sigmar Gabriel

Offentliggjort: 15. december 2013

SPD's partiformand Sigmar Gabriel holdt en stor og markant tale på partikongressen medio november, mens koalitionsforhandlingerne om en ny stor regeringskoalition stadig foregik. I talen lancerer Gabriel sit bud på en løsning af de europæiske socialdemokratiers problemer, og den kan derfor også læses med den hjemlige situation in mente, Vi har hentet talen fra SPD's hjemmeside og bringer den her i forkortet udgave.                   

Kære socialdemokrater. Lad mig starte med at takke vores medlemmer og vores tilhængere. I en meget svær valgkamp har I stået sammen, modige og meget motiverede. Det skal I have tak for.

Men det er også klart, og det skal ikke skjules. Vi har ganske vist siden 2009 i 14 landdagsvalg i træk opnået gode og enkelte rigtig gode resultater. Men vejen til flertal i Forbundsdagen er åbenbart længere end vi havde håbet. For selvom vi fik 2,7 % eller 1,25 millioner flere stemmer, så er valget den 22. september alligevel det andet dårligste valgresultat i SPD´s historie.

Lad os derfor tale åbent om årsagerne til vores valgnederlag. Vi bliver nødt til ikke bare at stille os tilfreds med de lette svar. Derfor bliver min tale, og det må I tilgive mig, mindre medrivende end der er tradition for. Til gengæld bliver den mere eftertænksom. Men tag ikke fejl, eftertænksomhed har intet at gøre med pessimisme. Eftertænksomhed er forudsætningen for, at man bagefter igen kan tænke fremad.

Lad os begynde overvejelserne om vores situation efter valgnederlaget ved de lette, indlysende forklaringer. Lad mig nævne to, som jeg har hørt igen og igen i SPD de seneste uger- SPD´s valgprogram var prima, men desværre passede kanslerkandidaten Peer Steinbrüch ikke til programmet. Eller - vi havde et godt regeringsprogram, men vores troværdighedsproblem efter Agenda 2010 og reformpolitikken under Gerhard Schrøder er ikke blevet løst.

Disse to forklaringer lyder så rigtige, fordi de passer perfekt med, hvad vi i de seneste år igen og igen har fortalt hinanden. Jeg vil heller ikke bestride, at der måske er noget om det. Men hvis disse to forklaringer eller andre lignende var tilstrækkelige til at forklare vores valgnederlag, hvordan kan det så være, at CDU er gået så voldsomt frem og har hentet så mange arbejderstemmer, at de her for første gang stort set er på niveau med os. Meget kan man beskylde Angela Merkel for, men ikke at hun er en troværdig repræsentant for SPD´s regeringsprogram eller nogen modstander af Agenda 2010.

Misforstå mig ikke. SPD havde et troværdighedsproblem i valgkampen. At benægte det ville også være forkert. Men det er ikke her forklaringen på vores problemer i valgkampen først og fremmest skal søges. Ifølge min opfattelse så er der tre centrale grunde til vores dårlige valgresultat, hvilket også understøttes af valgforskerne.

For det første. Det tyskerne valgte denne gang var stabilitet og sikkerhed. De ønskede, at det fortsat går dem godt. Og her havde de større tiltro til CDU - eller mere præcist Angela Merkel - end til os. Det hang sammen med, at aldrig før har så mange mennesker været tilfredse med den økonomiske situation i Tyskland.

Vores valgkamp rettede sig især mod dem, hvis situation på arbejdsmarkedet, i sundhedsvæsenet, i familien eller m.h.t. pension er vanskelig. Og selvfølgelig skal disse områder stå i centrum for en socialdemokratisk politik. Men hvader egentlig vores tilbud til dem, der oplever vores land, som det først og fremmest er, nemlig et land der har meget at tilbyde, hvor der hersker stor kreativitet, hvor unge mennesker føler sig godt tilpas, hvor mennesker gør brug af deres muligheder, og som har en langt højere grad af økonomisk og social velstand og kulturel rigdom at tilbyde end mange andre lande.

Og hvad er egentlig vores tilbud til dem, som først og fremmest ville en ting, nemlig bevare den økonomiske situation så stabil og så god som den er - eller i nogle tilfælde ser ud til at være. De ved nemlig godt, at deres arbejdsplads og også deres sociale situation afhænger af denne stabilitet.

Økonomisk kompetence blev betragtet som væsentligere end vores socialdemokratiske retfærdighedsprofil, selv blandt dem som befandt sig i vanskelige beskæftigelsessituationer med stor usikkerhed og dårlige lønninger. I en undersøgelse hvor ikke fastansatte medarbejdere blev spurgt om hvem de tiltroede den største kompetence m.h.t. at forbedre deres arbejds- og livssituation på længere sigt, pegede over 60 %  på CDU, og ikke engang 20 % nævnte SPD. Selv blandt disse usikkert ansatte betød tiltroen til CDU´s evne til at sørge for økonomisk dynamik mere end troen på, at SPD´s  reguleringsforslag  ville kunne forbedre deres sociale situation.

Misforstå mig ikke. Selvfølgelig skal vi have arbejdsmarkedet reguleret, så der igen kommer styr på den helt overdrevne udbredelse af korttidsansættelser, vikararbejde og udlicitering af arbejdsopgaver. Uden princippet lige løn for lige arbejde bliver der ikke lavet nogen koalitionsaftale med SPD. Men det er helt tydeligt, at ved siden af denne sociale kompetence har SPD også behov for en tydelig stærkere økonomisk profil. Uden den får vi ikke succes.

For det andet. Ja, tyskerne ser den stadig større ulighed som et problem, og ønskede også denne gang mere social retfærdighed. Men SPD kunne ikke overbevise vælgerne i tilstrækkelig grad om det, som ellers er vores egentlige kernekompetence, nemlig social retfærdighed. Det lykkedes ikke, at frigøre os fra Agendapolitikkens skygger. 65 % af befolkningen mener, at Gerhard Schröders Agenda 2010 er den egentlige grund til, at det går os så godt. Næsten lige så mange, 62 % mener imidlertid, at dermed har SPD forrådt sine grundlæggende værdier. I øvrigt dukker der i denne undersøgelse igen og igen to eksempler op, der overhovedet intet har at gøre med Agenda 2010, men som vi bagefter i den sidste store koalition har støttet eller endog selv foreslået, nemlig forhøjelsen af momsen til 19 % og forhøjelsen af pensionsalderen til 67. Her ligger efter min overbevisning også en af grundene – ja måske hovedårsagen – til den dybe skepsis mod den nye store koalition, som vi nu forhandler om. Mange af vores medlemmer husker Agenda 2010 og den store koalition som en kontinuitet. Og nu er de bange for, at vi i en ny stor koalition igen vil gøre ting, som går imod SPD´s selvforståelse.

Denne frygt er vi nødt til at tage alvorlig. En koalition, hvor der er denne fare, bør og vil vi ikke indgå. Jeg lover jer, vi vil ikke en gang mere føre en politik, som støder mod SPD´s selvforståelse. Tværtimod, i koalitionsforhandlingerne bliver vi endog nødt til at sikre, at noget af det, vi gjorde forkert i fortiden, bliver korrigeret. Det er derfor, at en mindsteløn på 8,50 Euro er så vigtig. Men det rækker ikke alene. Lige så vigtig er, at vi igen sikrer fair betingelser på arbejdsmarkedet, mere medbestemmelse, bekæmpelse af aldersarmod, og mulighed for at gå pension ikke som 67, men som 63 årig.

Der en ting mere jeg ofte hører, som jeg gerne vil tage op. Der er mange i vores parti som siger - dem deroppe tænker alligevel kun på at en post i regeringen, og hvis det er nødvendig er de klar til at sælge partiet sjæl. Lad os være ærlige, denne påstand hører vi overalt i SPD. Aldrig var mistilliden i vores partiorganisation så mærkbar som i de seneste uger. Denne mistro er ikke opstået for nylig, men er vokset gennem de senere år, ja måske gennem de seneste årtier, gennem manglende inddragelse, gennem beslutninger tvunget igennem fra oven - ”sådan bliver det, basta”, også selvom det støder imod SPD´s indre selvforståelse.

Det er måske den tungeste last, vores parti slæber rundt med fra de senere år. Og det er en af grundene til, at jeg så tidlig har presset på for at få en medlemsafstemning om koalitions- forhandlings-resultatet. Denne mistro kan vi kun fjerne, hvis medlemmerne i vores parti igen gør sig den erfaring, at de bliver inddraget og endnu vigtigere - bliver respekteret.

Det er ikke få i SPD som i det skjulte mener, at medlemsafstemningen om en mulig koalitionsaftale er forkert. Mange anser den endog som en svaghed hos partiledelsen. Jeg siger jer, det modsatte er rigtigt. I et moderne parti vil mennesker være medbestemmende. De vil ikke kun være bidragsydere eller lastæsler, når de ”der oppe” træffer beslutninger, som ”de dernede” ikke forstår eller ikke er enige i. Willy Brandt udsagn - ”at turde vove mere demokrati”- er også en opfordring rettet mod vort partis indre demokrati.

Siden SPD blev skabt for 150 år siden har vi om nogen været ”demokratipartiet” i Tyskland. Og vi vil med medlemsafstemningen vise, at man vi i SPD tør vove endnu mere demokrati. Kun når alle bliver inddraget, vil dem der til slut ved afstemningen bliver mindretallet, acceptere flertallet. Det bliver vi også nødt til at tage hensyn til. I sidste ende er sammenhængskraften i SPD vigtigere end at regere.

Og husk, hvis vi kommer i en regering, må basis bevare sin rolle. Det afgørende prøvested for vores indre demokratiprojekt kommer, når vi er blevet regeringsansvarlige.

I denne sammenhæng er der en sætning fra vores ordforråd, som jeg gerne vil stryge, nemlig ”først Tyskland dernæst partiet”. Denne sætning, der lyder så rigtig, er både letkøbt og farlig. I den ligger der en forestilling om, at man kan hjælpe landet ved at skade partiet, i værste fald ødelægge det socialdemokratiske parti. Det forholder sig modsat. Kun når SPD var enigt og stærkt, er det historisk gået Tyskland godt. Og kun med et stærkt og enigt SPD vil Tyskland i fremtiden kunne forene økonomisk, socialt og økologisk fremgang. Når vi er stærke, så går det menneskene i dette land bedre.

Lad mig nævne en tredje grund til vores valgnederlag. Ifølge valgforskerne er der opstået en kulturel kløft mellem SPD´s politiske repræsentanter og dets kernevælgere. Ikke mindre end 52 % af vælgerne siger, at SPD er ikke mere et parti for almindelige mennesker, for de små i samfundet.

Rolig nu, drag ikke forhastede konklusioner, hermed menes ikke Agenda 2010. Med kulturel kløft menes noget helt andet, nemlig at der blandt de traditionelle SPD vælgere har bredt sig den opfattelse, at vi ikke længere kender deres hverdag, deres livssituation. Men ikke bare det - og det er det værste - vores kernevælgere har fået det indtryk, at vi ikke mere tager dem alvorligt, at vi ingen respekt har for dem og deres liv. En tungere anklage kan man ikke rette mod et socialdemokratisk parti.

Og det drejer sig ikke kun om ”de små folk”, dem hvis økonomiske og sociale situation er vanskelig. Også helt normale faglærte og ufaglærte i industrien, håndværkere, politifolk, sygeplejersker, social- og sundhedshjælpere føler denne distance. Jeg ved ikke hvordan I har det. Men når jeg for 20 år siden som ung politiker kom ud i en virksomhed, så vidste folk - der kommer en socialdemokrat. Når jeg i dag besøger en virksomhed, så kommer der en politiker. Denne voksende kulturelle kløft til vores kernevælgere er for mig det mest uhyggelige resultat fra valganalyserne.

Den kulturelle afstand har selvfølgelig meget at gøre med, at vi dag ikke længere bor, lever og arbejder der, hvor størstedelen af vores vælgere lever. Mange af os – og det gælder også mig selv – har oplevet den sociale mobilitet, som SPD har krævet og gennemført. Heller ikke jeg bor længere i den bydel, hvor jeg voksede op. Jeg bor heller ikke længere til leje, men i et enfamilieshus i udkanten af byen. Og til hverdag har jeg i mit erhverv som politiker mere at gøre med dem, som tilhører samfundets establishment, end med de faglærte og ufaglærte arbejdere, der himlen været lovet, fortsat stemmer på mig.

At bygge bro over den kulturelle kløft er ikke bare vigtigt, men selve overlevelseskravet for SPD. Og lad være med at tro, at det gode, rigtige partiprogram løser problemet. Der findes denne gamle viden: Mennesker ved måske ikke helt nøjagtigt, hvordan tingene hænger sammen, men de føler det som oftest helvedes præcist. Denne følelse blandt vore kernevælgere, at vi har fjernet os fra hinanden, bliver vi nødt til at tage alvorlig. Derfor må vi fortsætte målrettet med den åbning af vores parti, som vi startede på for fire år siden. Vi bør ikke længere blot lave politik for almindelige mennesker, men igen lave det sammen med dem.

Men desværre så er nok ikke nok at overvinde den voksende kulturelle afstand. Selvom det skulle lykkes os, så rækker det ikke til at skabe et nyt strategisk flertal. At vi igen forenes med vores kernevælgere, er en nødvendig betingelse uden hvilken intet lader sig gøre. Men det er ingen tilstrækkelig betingelse. Det vi mangler er politiske og kulturelle tilbud til dem for hvem gode økonomiske og sociale forhold nok er vigtige, men som også vil så meget andet.

Hvad er for eksempel vores svar til dem, som bliver kaldt ”generation Y”? Unge med fremragende uddannelser og gode karrieremuligheder, som ikke kun er interesseret i høje indkomster, men også i gode livsmuligheder, sundhed, deres børn, tid til familien og en fornuftig balance mellem arbejdet og deres øvrige liv.

Forholdet mellem liv og arbejde er jo et af de helt gamle temaer for SPD og fagforeningerne. Hvis vi tænker tilbage på dengang fagforeningerne kæmpede for fem-dags-ugen, for fri om lørdagen, så stod der ikke på plakaten ”lørdag fri” eller ” en dags mindre arbejde”. Nej, der var en lille dreng, som sagde ”om lørdagen tilhører far mig”. Det var dengang fagforeningerne mente, at kun mænd arbejdede. Men det var jo netop dette tema, som vi i dag kalder Work-Life-Balance. Det er et gammelt socialdemokratisk tema, at arbejdslivet ikke må komme til at dominere hele vores liv, og at ikke alle livsområder bør styres af økonomiske spilleregler.

Vi har brug for, at SPD genopfinder sit gamle frihedsbegreb. Der er mange som mangler og længes efter frihedsrum, hvor arbejde og liv ikke står fjendtligt overfor hinanden. Vort samfund ændrer sig. Den tekniske udvikling og globaliseringen ændrer vores økonomiske og kulturelle strukturer til noget aldeles nyt. I denne ændringsproces tørster folk efter orientering, holdninger, efter sikkerhed og også efter social sammenhold. SPD har meget at tilbyde de søgende, men vi bliver nødt til at erkende det dobbelte ønske som ligger i denne længsel, nemlig ønsket om både social sikkerhed og frihed. Og vi skal passe på, at vi ikke undervurderer eller ignorerer folks ønske om frihed til selv at kunne udforme deres liv, fordi vi allerede har de bedste kollektive løsninger parat til dem. Vi skal igen overtage rollen som brobyggere, som dem der kan holde sammen på forskellige livsudkast, og forene dem det går godt, med dem som anstrenger sig for at få det godt.               

Den verden som vi socialdemokrater kommer fra var kendetegnet ved klare forskelle mellem øverste og nederst. Der fandtes klare miljøer og lige så klare politiske orienteringer. Vi har kæmpet for, at det skulle ændres, og vi havde held med det. De findes selvfølgelig stadigvæk, forskellene, men netop socialdemokratisk politik har skabt større mobilitet og en ny bred ”social midte”, der er forskellig fra tidlige tiders eliter.

Det er for denne nye sociale midte i vort samfund, at vi laver politik. Og det er noget helt andet end det underlige begreb ”den politiske midte”. Der findes ikke nogen fastlagt politiks midte. Og der må aldrig ske igen, at vi løber efter og tilpasser os det nogen bilder sig ind er den politiske midte. Begrebet ”den politiske midte” er ikke andet end et synonym for det politiske flertal. Dette flertal skal vi kæmpe for, men vores argumenter og vores beslutninger tager udgangspunkt i begrebet ”den sociale midte” og i vores partis historiske erfaringer.

Lad mig slutte med en sætning som Willy Brandt sagde for 25 år siden på vort partis 125 års jubilæum ”beskedenhed er nødvendig, men det er selvbevidsthed også”.

Tak for jeres opmærksomhed.

Oversat fra tysk af Kasper Vieland Nielsen