Den europæiske fagbevægelses nuværende situation og kampen mod sparepolitikken
Af Bela Galgoczi & Stefan Clauwaert & Kurt Vandaele

Offentliggjort: 15. december 2013

Introduktion
På grundlag af en forkert diagnose forfølger Europa en krisehåndtering, der er inkonsistent med dens egne prioriteter, ubalanceret hvad angår fordelingen af byrder og tidshorisont og som resulterer i økonomisk stagnation, hidtil uset arbejdsløshed og sociale omkostninger. På nogle reformområder må man endda overveje, om ikke de foranstaltninger, der søges både på europæisk og nationalt niveau, er i konflikt med fundamentale rettigheder, værdier og principper nedfældet i Lissabon traktaten, såvel som rettigheder og forpligtigelser indeholdt i internationale (fx ILO) og europæiske (fx EU og Europarådet) normer og standarder, som er ratificeret af medlemslandene. Ydermere skabes fejlagtige skillelinjer mellem medlemslande, der truer selve fremtiden for det europæiske projekt.

Sigtet med dette paper er at vise, hvordan fagbevægelsen i Europa påvirkes af - og kontinuerligt må kæmpe imod - denne skadelige og selvødelæggende strategi. Efter en forklaring af baggrunden for, at sparepolitikken ikke virker, vil vi vise, at den europæiske fagbevægelse, specielt ETUC, har været i frontlinjen fra starten og har forudset de dramatiske konsekvenser af den selvødelæggende sparepolitik, hvilket den europæiske kommission stadig ikke vil anerkende. Fagforeninger som institutioner er selv under et massivt pres fra denne fejlkonstruerede tilpasningspolitik, som bygger på en systematisk svækkelse af den sociale dialog, angriber de kollektive forhandlingers autonomi og underminerer arbejdsmarkedslovgivning og sociale standarder. Vi vil også vise, at fagforeninger ikke blot skal kæmpe mod sparepolitikken, men også må udvikle alternativer, så deres stemme bliver hørt på politisk niveau såvel nationalt som europæisk. Deres kamp er ikke længere kun relateret til den dybe sociale uretfærdighed, om 'hvorfor arbejdere skal betale for bankernes svigt', men må også pointere det faktum, at den 'sociale ødelæggelse' ikke kan ses som uheldige bivirkninger ved en ellers succesfuld medicinering (som mange EU ledere ellers gør), fordi medicinen slet ikke fungerer!

Fagforeningerne forsvarer ikke blot deres primære konstituenter, Europas arbejdere, ved at bekæmpe sparepolitikken, de udvikler også alternative forslag, som vi skal se nedenfor.

Hvorfor virker sparepolitikken ikke?
Håndteringen af den europæiske krise er baseret på den forkerte diagnose. Den gængse opfattelse er, at det centrale bag Europas egen krise (udløst af den finansielle nedsmeltning i USA i 2008) har været akkumulationen af gæld grundet uansvarlig håndtering af de offentlige finanser. Den implicitte antagelse bag dette var, at et højt og ukontrolleret offentligt forbrug, bl.a på velfærd, var en af grundene til Europas problem. Nogle politikere prøvede at forklare dette ved at understrege, at hvor EU repræsenterer 8% af verdens befolkning og bidrager med 25% af verdens samlede BNP, tegner EU sig for 50% af verdens velfærdsudgifter. 

Faktuelt, bortset fra Grækenland, har alle de andre krisepåvirkede ØMU-landes problemer rod i den private finanssektors uansvarlige lånepolitik samt kredit- og ejendomsbobler. Stigende offentlig gæld i disse lande har primært været et resultat af banksektorens forsøg på konsolidering. På samme tid har Eurozonens lande også fremvist forskellige udviklinger, hvad angår den offentlige saldo og enhedslønomkostninger i præ-krise perioden, hvilket bredt kan tolkes som forskellige udviklinger i konkurrenceevnen. Selvom dette bestemt har været et problem, og der er behov for tilpasning, har Tyskland været den største undtagelse med vedholdende lønmoderation og overskud på de offentlige finanser. Det til trods, er byrderne ved tilpasningen ensidigt blevet lagt på de forgældede lande.

Den centrale antagelse i den europæiske krisehåndering var, at en tidlig finanspolitisk konsolidering, samt 'intern devaluering' i form af lønnedgang, som et middel til tilpasning, var nødvendigt for at genvinde investorernes tillid. Samtidigt blev investorernes tillid ødelagt af den forplumrede strategi til håndtering af akutte likviditetsproblemer gennem gældsfinansiering.

Bølger af afsmittende effekter fra Grækenlands dårligt håndterede redningspakke - en økonomi, der repræsenterer 2% af Eurozonens BNP - har rystet et  voksende antal af sårbåre ØMU-medlemmer og ført til en ond cirkel. Fundamentalt er hovedårsagen til den manglende investortillid ikke gælden, men derimod en recession uden vækstperspektiv. I denne henseende er en overdosis af sparepolitik blevet den centrale risiko for investortilliden, som sparepolitikken netop søgte at genskabe. BNP er faldet i fem år i kriselandene. Særligt Grækenland, hvor sparepolitikken har været mest voldsom, oplevede et fald i BNP på 23%.

Figur 1 viser, hvorfor sparepolitikken er selvødelæggende: I forlængelse af den mest nidkære sparepolitik steg ledigheden i Grækenland fra 8.5% i 2008 til 27% i 2013 og samtidigt steg den offentlige gælds andel af BNP fra 115% til 180%.

 

Figur 1: Offentlig gælds andel af BNP (%, venstre akse) og ledighed (%, højre akse) i Grækenland.

Fagbevægelsens politiske standpunkt og aktiviteter på europæisk niveau
I november 2010 identificerede ETUC erklæringen ‘Hvorfor ETUC afviser sparepolitikken’ (ETUC, 2010-1) allerede det vigtigste spørgsmål i, hvad der fundamentalt er forkert med Europas krise håndtering:

“I et desperat forsøg på at nå overambitiøse mål om gældsnedbringelse implementerer medlemslande over hele Europa brutale og barske sparepolitikker. De slår hårdt ned på offentlig service og investeringer og foretager reduktioner i løn og sociale overførsler. ETUC er kraftig modstander af denne sparepolitiske tilgang. Den sparepolitiske vej fører til ulykke. Sparepolitikken er selvødelæggende og vil resultere i svagere økonomier og højere, ikke lavere, offentlig gæld."

Allerede på dette tidlige stadie af sparepolitikken angreb ETUC ikke blot den uretfærdige karakter af disse politikker og deres uacceptable sociale omkostninger, men gjorde også opmærksom på på, at de i deres natur er misforståede.

Det er en bitter lektie, at ETUC, modsat den overdrevne optimisme og fundamentalt forkerte prognose fra Kommissionen, præcist forudså de dramatiske konsekvenser af denne politik, og i deres erklæring pointerede, at "Sparepolitikken, især når alle medlemslande simultant nedbringer efterspørgslen, vil bringe økonomien ind i en forlænget stagnation. Dette vil koste Europa mindst 4 millioner jobs, jobs som Europa desperat har brug for med tanke på, at ledigheden pt. er på 23 millioner". Dengang blev dette anset for at være et utænkeligt katastrofescenarie, og fagforeningerne blev beskyldt for at male fanden på væggen med det fortsæt at blokere for en nødvendig tilpasningspolitik. Med 26,8 millioner arbejdere uden job i EU i september 2013 (Eurostat 2013) var ETUC's advarsler fuldt ud berettigede.

ETUC lancerede en bølge af protester over hele Europa herunder ETUC marchen "Nej til sparepolitikken" i Bruxelles d. 29. september 2010, der samlede 150.000 faglige fra hele Europa.

I December 2010 forud for den europæiske ”Day of Action” d. 15 December, lancerede ETUC ”Sparepolitik og overvågning af bonusser” for at overvåge  effekterne af sparepolitikken for folket og de svulmende bonusser hos bankfolk (ETUC, 2010-2). Massedemonstrationer i Europas hovedstæder fulgte i stor skala.

I et brev dateret d. 16 maj 2011 adresseret til Europas finansministre, skrev ETUC's fratrådte generalsekretær John Monks: "ETUC kræver, at i omgående skifter kurs. Brutal sparepolitik, både i relation til offentlige finanser og til løn, virker ikke men underminerer økonomien i lande som Grækenland og Irland."

Bakket op af protestaktioner og demonstrationer brugte ETUC også deres politiske inflydelse på europæisk niveau til at kræve et fundamentalt retningsskifte i de europæiske lederes krisehåndtering, der har haft så ødelæggende effekter. Social topmøder i forbindelse med europæiske topmøder tog ofte disse synspunkter op. The European Macroeconomic Dialogue var ligeledes et forum, hvor konkrete politiske forslag til en ny krisehåndteringsstrategi kunne rejses. En række positionspapirer og resolutioner leverede argumenter for, hvorfor det er nødvendigt at foretage et skarpt kursskifte og identificere nye hovedprioriteter i krisehåndteringen. Resolutionen om den sociale pagt for Europa i Juni 2012 har syntetiseret disse krav (ETUC, 2012).

ETUC anerkendte, at politikker til intern devaluering har ødelagt efterspørgslen og har undermineret både offentlige og private investeringer i de respektive lande, mens disse politikker samtidigt har tilskyndet til unfair konkurrence på løn, arbejdsforhold og arbejdsmarkedslovgivning. For at tilbagerulle denne negative spiral har ETUC's forretningsudvalg vedtaget en ”Genrejsnings plan for bæredygtig vækst og ordentlige jobs” d. 7 november 2013 (ETUC, 2013). Forslaget indeholder et investeringsmål på yderligere 2% af EU's BNP om året over en 10-årig periode. Målet er at lancere et pan-europæisk overnationalt projekt, som er mere end summen af isolerede nationale stimuluspakker. Det forventes også, at den foreslåede investeringsplan vil kick-starte yderligere private investeringer. Resolutionen finder det nødvendigt, at der eksisterer europæiske institutioner, der kan håndtere planen, og som er kapable til at åbne op for finansiering over hele EU, og som anvender Europas langfristede obligationer med relativt lav rente som finansieringskilde. Det forventes, at investeringerne på den lange bane offensivt vil medvirke til en overhaling af de europæiske økonomier, som vil resulterer i op til 11 millioner nye fuldtidsjobs og innovationsjobs. 

Hyppige møder og politisk lobby-arbejde i Europaparlamentet har øget presset. På trods af, at en fundamental revision af sparepolitikken ikke har fundet sted, har nogle af fagforeningernes forslag været medtænkt i et antal af de seneste politiske initiativer fra EU-kommissionen. Selvom Ungdomsgaranti-forslaget og kommunikéet ”Styrk den sociale dimension i den økonomiske og monetære union” (European Commission, 2013-1) kan ses som et sent og vagt forsøg på at begrænse de skader, som den fejlslagne krisehåndtering har skabt, er det i det mindste et signal.

Det er ironisk, at sparepolitikkens fallit, som kontinuerligt er blevet gentaget af ETUC fra denne politiks begyndelse i 2010, nu finder et ekko blandt mainstream økonomiske analyser, ja selv i erhvervslivets presse og i investorgrupper, mens de europæiske ledere stædigt fastholder deres fiaskoramte politiske linje. De forsøg vi i dag ser på at begrænse skaderne er ikke andet end kosmetiske foranstaltninger, men i det mindste indikerer det en form for anderkendelse af de problemer, som fagbevægelsen har rejst.

Eftervirkningerne af krisebehandlingen på den sociale dialog og fagbevægelsen i Europe
Lige siden krisens start i 2008 har arbejderes og fagforeningers rettigheder både på europæisk og nationalt niveau været udsat for ødelæggende deregulerings-angreb, med et mål om at ”modernisere” - læs ”liberalisere”- arbejdsmarkedslovgivning, ”fleksibilisere” - læs ”gøre det nemmere at hyre og fyre” - og ”skabe jobs og vækst”. Dette på trods af det faktum, at der ikke er noget bevis for, at krisen var et resultat af (kollektiv såvel som individuel) bestemmelser i arbejdsmarkedslovgivningen og rigiditet i medlemslandene (tværtimod). Det har muligvis været opfattelsen, grundet mediebevågenhed, at reformer i arbejdsmarkedslovgivning og kollektive forhandlinger primært blev søg i de lande, der var hårdest ramt af krisen (Portugal, Spanien, Grækenland). I realiteten, hvilket undersøgelser viser, spredte denne deregulerende virus sig hurtigt igennem hele EU og endda til kandidatlandene (Laulom et al. 2012, Clauwaert et al. 2012). Gennem hele Europa, omend i forskellige hastigheder og i et forskelligt omfang, begyndte Medlemslandene, ud fra det falske argument om, at man måtte bekæmpe skadevirkningerne af krisen, at lancere og implementere reformer af deres respektive arbejdsmarkedsreguleringer. Disse reformers primære fokus var områder som arbejdstidsregulering (Lang e.a. 2013-2), reguleringer af atypiske ansættelseskontrakter (Lang e. a. 2013-1); individuelle og kollektive afskedigelsesregler (Schömann 2014), og ændringer i de industrielle relationer og kollektive forhandlinger/løndannelses systemer (Schulten e.a. 2013). Tabel 1 viser klart, at på tværs af medlemsstaterne undgik nærmest ingen af disse områder at blive påvirket af reformerne, særligt i perioden 2010-2013. I flere lande blev disse reformer "vedtaget" ved at anvende nødprocedurer, hvorved man kunne skyde genvej og omgå normale lovgivningsmæssige procedure og/eller høring af centrale interessenter som de nationale sociale parter.

Tabel 1: Annoncerede og/eller gennemførte ændringer i arbejdsmarkedsinstitutioner, kollektive forhandlingssystemer og særlige aspekter af arbejdsmarkedslovgivning (kilde ETUC/ETUI 2013)

Hvad startede som en deregulerende proces i de lande, der er sat under tommeskruerne af de finansielle hjælpepakker fra internationale og europæiske institutioner, og i særdeleshed af det såkaldte ”Memorandum of Understanding” fra Troikaen (Europakommissionen, Den europæiske Centralbank og IMF), blev på ubemærket og stilfærdig vis til en generel europæisk politisk accepteret strategi vha. et nyt europæisk økonomisk styringssystem - specielt den såkaldte ”European Semester” – og de såkaldte landespecifikke anbefalinger foreslået af kommissionen og vedtaget af rådet, der er blevet givet på årlig basis siden 2011. Præcis siden 2011 har i princippet alle medlemslande modtaget sådanne anbefalinger inden for områder som offentlige finanser, regulering af den finansielle sektor og strukturreformer inden for fx forskning og innovation og energieffektivitet, men også i relation til beskæftigelses- og socialpolitik, fx aktiv arbejdsmarkedspolitik, arbejdsmarkedsdeltagelse, arbejdsmarkedslovgivning og/eller løndannelse (Clauwaert 2013).

Blot ved at se på antallet af medlemslande, der er blevet bedt om at foretage reformer i perioden 2011-2013 inden for områderne løndannelse/kollektive forhandlinger og såkaldte “lempelser i lovgivning om jobsikkerhed”, kan man på den ene side identificere kontinuerlige krav om intervention i løndannelsen i et stort antal medlemslande, og på den anden side et umiddelbart faldende fokus på lempelser i lovgivning om jobsikkerhed (Tabel 2).

 

Tabel 2: Antal lande, der har modtaget landespecifikke anbefalinger inden for de respektive områder

 

 

Anbefalinger

2011-2012

Anbefalinger

2012-2013

Anbefalinger

2013-2014

Løndannelse

Revidering af lønindeksering

5

4

2

Løndannelses-mekanismer

8

7

7

Lempelse af love om jobbeskyttelse

Jobbeskyttelse

6

8

4

Kilde: Clauwaert 2013

Faktum er, at over årene er antallet af landespecifikke anbefalinger i relation til ”lempelser ilovgivning til jobsikkerhed” faldet markant, men dette kan være misvisende og i princippet kun indikerer, at medlemslande faktisk har implementeret disse reformer i de nævnte områder, og det fortæller os intet om de negative og langsigtede virkninger af disse deregulerende reformer på arbejderes individuelle og kollektive fundamentale sociale rettigheder, tværtimod. Hvorom alting er, har dette udløst, især for ETUC's vedkommende, gentagende krav om at blive yderligere involveret i såvel den samlede europæiske økonomiske regeringsførelse som i dens forskellige dele, med særligt henblik på de årlige landespecifikke anbefalinger (ETUC 2010-3, ETUC 2011). Dette førte til en fælles deklaration fra de europæiske sociale parter om inklusion af de sociale partnere i den europæiske økonomiske regeringsførelse (ETUC e.a. 2013).

Som nævnt, lagde de europæiske arbejdere og fagforeninger ud med offentlige protester, aktioner og demonstrationer på europiske og national niveau. Trætte af den nærmeste ”autistiske spartanske tilgang” og kapløbet mod bunden hvad angår lønmodtager og fagforeningsrettigheder, har fagforeninger og arbejdere nu skiftet strategi. Fra en strategi hvor man mødte magthaverne i gaderne gennem offentlig protest er man skiftet til en strategi hvor man møder magthaverne i retten. Fagforeninger (og borgere, NGO’er, politiske (oppositions-) partier, etc) bruger med skiftende succes domstole og andre klageinstanser på nationalt niveau (i syv medlemslande), Europæisk niveau (i fire medlemslande via Europarådet og EU-domstolen) og på international niveau (i syv medlemslande via ILO og andre FN-organer) til at udfordre de instrumenter til besparelser og nedskæringer der er anvendt på det nationale niveau.

Det bliver imidlertid endnu vigtigere at vedblive med at bekæmpe dereguleringen, idet Euorpakommissionen har lanceret det såkaldte “Regulatory Fitness and Performance (REFIT) programme”, hvorigennem man ønsker at gennemgå hele korpusset af europæiske lovgivning, herunder en mangfoldighed af - og nøglestykker af arbejdsmarkedslovgivningen, for at ”identificere byrder, inkonsistenser, huller eller ineffektive foranstaltninger og for at lave de nødvendige forslag til at følge op på fund i gennemgangen” (European Commission 2013-2)

Den store recession har også påvirket fagforeningsmedlemsskab og deraf organisationsgraden (andelen af organiserede arbejdere ud af antallet af lønmodtagere). Figur 2 giver et overblik over organisationsgraden i 27 medlemslande i EU samt Norge og Schweiz, og sammenligner den gennemsnitlige organisationsgrad i den store recession (2008-2011) og en periode af tilsvarende længde før krisen (2004-2007). Sammenligner man simple gennemsnit for begge perioder afsløres et yderligere fald i organisationsgraden, omend det er relativt lille. Det simple gennemsnit over organisationsgraden i Europa skjuler dog ret forskellige tendenser.

 

Figur 2 – Organisationsgraden i EU-27, Norge og Schweitz: sammenligning af 2004-7 med 2008-11 (gennemsnit)
Kilde: Visser (2013)

For det første er der stadig væsentlige forskelle på organisationsgradene i Europa, med Sverige i top med en organisationsgrad på 69,1% og Estland i bund med 7,6%. En forskelligartet gruppe af lande har en organisationsgrad over gennemsnittet: Dette er tilfældet for alle de nordiske lande, men også middelhavsøerne Cypern og Malta samt Belgien, Luxembourg, Italien, Irland og Rumænien.

For det andet er der i flertallet af landene et kontinuerligt fald i organisationsgraden. Den store recession forstærker formentligt den nedgående trend, hvilket sandsynligvis er tilfældet i Østrig, Tjekkiet, Cypern, Estland, Tyskland, Letland, Malta, Polen, Slovakiet og Sloveinen - alle lande med et alvorligt relativt fald på mindst 10% sammenlignet med perioden før krisen. I relative termer er de mest iøjnefaldende fald sket i Slovenien, men også Luxembourg, Holland og Schweitz er ret tæt den gruppen af 'af-organiserede' lande, mens svækkelsen af organiseringen i Sverige ligeledes ret betydelig. Det faktum at Østrig og Tyskland tilhører denne gruppe af lande, indikerer ret forskellige grunde, der ikke nødvendigvis er direkte relateret til krisen, men hvor krisen kan forklare det øgede fald i organisationsgraden. I det tyske tilfælde forklarer en yderligere erosion af det duale arbejdsmarkedsreguleringssystem med fortsat skrumpende dækning af kollektive forhandlinger og samarbejdsudvalg, muligvis den fortsatte aforganisering, selvom nogle fagforbund har evnet at øge deres medlemsmasse.

For det tredje, er fagforeninger i flere lande lykkedes med bevare organisationsgraden eller har kun oplevet en begrænset tilbagegang, hvilket er tilfældet i Belgien, Danmark, Finland, Ungarn, Letland, Rumænien, Norge og Storbritannien. Med undtagelse af Ungarn, Letland og Storbritannien har alle disse lande en organisationsgrad over gennemsnittet.

Slutteligt, når man sammenligner begge perioder, er der en mindre gruppe lande med, omend lille, vækst i organisationsgrad. Dette er tilfældet i Frankrig, Grækenland, Irland, Italien og Spanien – mindst fire af disse lande er markant påvirket af den store recession. Bortset fra Frankrig og Italien, kan disse kontraintuitive fund mest tilskrives et fald i nævneren, dvs. at faldet i antallet af lønmodtagere har været større end faldet i fagforeningsmedlemskab, med immigration som en af de primære forklaringer (European Commission 2013-3). Det eneste sydeuropæiske land, der ikke passer ind i dette mønster er Portugal, hvor antal fagforeningsmedlemmer faldt mere end antal lønmodtagere. I kontrast til Portugal, er fagforeningsmedlemskabet faktisk steget en smule i Frankrig siden den store recession, mens antallet af lønmodtagere har været mere eller mindre stabilt. I Italien har fagforeninger også vundet flere medlemmer. Faktisk er antallet af fagforeningsmedlemmer i 2011 på sit højeste niveau siden 1986, mens antallet af lønmodtagere har været mere eller mindre stabilt siden krisen.

Alt i alt er billedet blandet, og fagforeninger evner i nogle lande stadig at erhverve sig medlemmer, selv om de i de fleste tilfælde ikke evner at følge med (væksten i) arbejdsstyrken. Ydermere skal stabiliteten eller væksten i organisationsgraden i nogle lande tages med et gran salt, da arbejdernes magt ikke kun baserer sig på deres foreningsmæssige magt, men også på deres institutionelle, strukturelle og diskursive kapacitet og magt, som alle udfordres, for at sige det mildt, af den neoliberale sparepolitiks fremmarch fra nationale regeringer og den europæiske kommission, der fører til strukturelle socio-økonomiske og politisk-ideologiske transformationer.

Konklusioner
En af barriererne for at vende den forfejlede krisehåndtering i Europa er, at europæiske ledere ikke har været i stand til at overskride snævre nationale interesser og tænke i længere perspektiver på et europæisk niveau.

Selv om fagforeningerne altid har været et skridt foran, hvad angår europæisk integration, har de også været nød til at fokusere mere på den overnationale dimension ved udfordringerne.

Selv om der ikke er noget bevis for, at den finansielle og økonomiske krise er et resultat af (kollektive og individuelle) begrænsninger ved arbejdsmarkedslovgivningen og rigiditet i medlemslandene (nærmere tværtimod), har arbejdere og fagforeningers rettigheder været første offer for ødelæggende deregulerende angreb både på europæisk og nationalt niveau. Det ud fra et synspunkt der foreskriver nødvendigheden af at "modernisere" (læs "liberalisere" arbejdsmarkedslovgivning), “fleksibilisere arbejdsmarkederne” (læs “gøre det næmmere at hyre og fyre”) og “skabe flere jobs og vækst”. Så langt viser det sig at ingen af disse målsætninger, bortset fra liberaliseringen af arbejdsmarkedslovgivningen, er blevet nået tværtimod. Disse reformer ledte bestemt ikke til flere (og bedre) jobs og vækst, men derimod mere ledighed, flere prekære jobs, mere ulighed, flere ”working-poor” og mere social uretfærdighed. Heldigvis fortsætter fagforeninger, sammen med andre, deres aktioner og bruger i stigende grad andre kanaler, som fx retssager, til at stoppe EU og regeringernes ræs mod bunden i relation til lønmodtager- og fagforeningsrettigheder.

Det er stadig et åbent spørgsmål, hvor meget den økonomiske og sociale situation i Europa skal forværres, før de konstruktive forslag fra fagforeningerne vil blive hørt af de europæiske ledere og kursen for krisehåndteringen vil blive grundlæggende forandret.

Referencer:
Clauwaert, S. and Schömann, I. 2012: The crisis and national labour law reforms: a mapping exercise, ETUI Working Paper 2012.04, Brussels: ETUI - http://www.etui.org/Publications2/Working-Papers/The-crisis-and-national-labour-law-reforms-a-mapping-exercise
Clauwaert, S. 2013: The country-specific recommendations (CSRs) in the social field. An overview and initial comparison, ETUI Background analysis 2013.02, Brussels: ETUI - An overview and initial comparison
European Commission, 2013-1: Strengthening the social dimension of the economic and monetary union, http://ec.europa.eu/commission_2010-2014/president/news/archives/2013/10/pdf/20131002_1-emu_en.pdf
European Commission, 2013-2: Communication from the Commission to the European Parliament, the Council, the European Economic and Social Committee and the Committee of the Regions. Regulatory Fitness and Performance (REFIT): Results and Next Steps, COM(2013) 685 final, 2.10.2013 - http://ec.europa.eu/smart-regulation/refit/index_en.htm
European Commission (2013-3), Labour market developments in Europe 2013. Luxembourg, Publications Office of the European Union, 133p.
Eurostat, 2013: EuroIndicators 159/2013: http://epp.eurostat.ec.europa.eu/cache/ITY_PUBLIC/3-31102013-BP/EN/3-31102013-BP-EN.PDF
ETUC, 2010-1: Why the ETUC rejects austerity, http://www.etuc.org/a/7875
ETUC, 2010-2: ETUC Newsletter 51/2010: http://www.etuc.org/a/7929?utm_source.
ETUC, 2010-3 ETUC Resolution “Defending the autonomy of collective bargaining in Europe”, adopted at the Executive Committee on 1-2 December 2010 http://www.etuc.org/a/8065
ETUC 2011, ETUC Resolution on European Economic Governance, adopted at the Executive Committee on 8 March 2011: http://www.etuc.org/a/8448
ETUC, 2012: Social Compact http://www.etuc.org/a/10024
ETUC, 2013-1: Austerity in Europe - info graphic http://www.etuc.org/r/1611
ETUC, 2013-2: Investment Plan, http://www.etuc.org/IMG/pdf/EN-A-new-path-for-europe.pdf
ETUC, BUSINESSEUROPE, UEAPME and CEEP 2013: Joint European social partners’ declaration on the involvement of the social partners in the European Economic Governance (ETUC e.a. 2013)
ETUC/ETUI 2013 Benchmarking Working Europe 2013, Brussels: ETUC/ETUI
Laulom, S., Mazuyer, E., Teissier, C., Triomphe, C.E. and Vielle, P. 2012 How has the crisis affected social legislation in Europe?, ETUI European Economic, Employment and Social Policy 2012.02, Brussels: ETUI - http://www.etui.org/Publications2/Policy-Briefs/European-Economic-Employment-and-Social-Policy/How-has-the-crisis-affected-social-legislation-in-Europe
Lang, C., Schömann, I. and Clauwaert, S. 2013-1: Atypical forms of employment contracts in times of crisis, ETUI Working Paper 2013.03, Brussels: ETUI - http://www.etui.org/Publications2/Working-Papers/Atypical-forms-of-employment-contracts-in-times-of-crisis
Lang, C., Schömann, I. and Clauwaert, S. 2013-2: Working time reforms in times of crisis, ETUI Working Paper 2013.04, Brussels:ETUI - http://www.etui.org/Publications2/Working-Papers/Working-time-reforms-in-times-of-crisis
Schömann, I. 2014: Crisis and labour law in Europe. Adjusting Employment Protection Legislation to the worse? ETUI Working Paper (forthcoming)
Schulten, T. and Müller, T. 2013: A new European interventionism? The impact of the new European economic governance on wages and collective bargaining, in ETUI/OSE (2013) Social Developments in the European Union 2012, Brussels: ETUI/OSE



[i] Alle forfattere er tilknyttet som senior forskere ved European Trade Union Institute (ETUI).