Enhedslistens nye principprogram - Bedre end sit rygte, men ikke uden store problemer
Af Curt Sørensen

Offentliggjort: 15. december 2013
Denne artikel er koblet til temaet: Socialisme i praksis. Klik på temanavnet for at se mere

Programmets karakter og funktion
Forslaget til Enhedslistens nye principprogram har været imødeset med betydelig spænding på den danske venstrefløj. Ledende politikere, rådgivere og debattører i partiet har længe talt om behovet for ’et moderne program’. Andre har, måske af samme grund, haft bange anelser: Var dette en bebudelse af et kommende totalt udsalg af grundprincipper og målsætninger?

Resultatet er, må man sige, blevet bedre end sit rygte, bedre end bekymringens scenario for kapitulation og udsalg. Men programudkastet er dog på den anden side ikke uproblematisk. Det rummer en række spændinger, uklarheder og udeladelser. Rent teknisk er der en del gentagelser, og det trænger til en endelig gennemskrivning. Men der er jo også blot tale om et første udkast beregnet som indgang til en videre diskussion i partiets basis.

Selve programudkastet indledes med en angivelse af principprogrammets karakter og funktion: Programmet skal for det første tegne partiets ”visioner og ideer om socialisme”, for det andet dets opfattelse af det kapitalistiske samfund, for det tredje afstikke strategien for en bevægelse frem mod socialisme samt, for det fjerde, opstille principperne for det daglige politiske arbejde, idet der dog her bebudes yderligere delprogrammer. Men principprogrammet afstikker målet og retningen (p 4, linjerne 1-20 ).

”Samfundet omkring os ændrer sig hele tiden”, erklærer man. Derfor er der behov for et nyt principprogram program (p 4, linjerne 28-32). Man bebuder endda jævnligt nye principprogrammer  fremover (p 4, linjerne 34-43).

Medlemmerne af Enhedslisten forventes grundlæggende at kunne identificere sig med programmet selv om de ikke nødvendigvis skal være enige i alle dele af programmet og at de ikke nødvendigvis skal kunne forsvare hver eneste sætning (p 4, linjerne 22-27). Det fordres dog, at EL’s medlemmer skal forsvare programmet ”når de har tillidsposter for eller i Enhedslisten” (ibid).

Der er gemt i hvert fald to problemer i denne indledende angivelse af principprogrammets karakter og funktion: Samfundet ændrer sig fortløbende, påpeger man.  Javel, det ved vi godt, men  indebærer dette virkelig, at et samfundstranscenderende socialistisk parti med et dertil hørende langt tidsperspektiv løbende i en rullende bevægelse skal ændre selve sit principprogram? For det andet kan man påpege en spænding mellem den proklamerede intention  om  fortløbende diskussioner om selve partiets grundprincipper og den samtidig pålagte selvjustits for repræsentanter og tillidspostindehavere, der til enhver tid skal forsvare hele det gældende program.  Skal de holdes uden for den løbende diskussion, eller hvad?

Fastholdelse af grundkritikken og grundvisionen
Det er under alle omstændigheder positivt, at det foreslåede principprogram fortsat rummer en række grundstandpunkter for et socialistisk parti. Grundlæggende er her tesen om at den bestående sociale orden med dens undertrykkelse, udbytning, ulighed og fortsatte enklaver af fattigdom er menneskeskabt og derfor også kan ændres gennem kollektiv social aktion (p 5). Det er her vi finder socialistiske bevægelsers kant mod alle øvrige partier og retninger, der omvendt eviggør den bestående samfundsorden og afslutter historien, idet de i øvrigt i modernitetens navn vender tilbage til 16-, 17 og 1800  tallenes liberalistiske ideologi.

Vigtig er i forlængelse heraf også den fastholdte erkendelse af, at kapitalismen er et klassesamfund baseret på udbytning (p 6,linjerne 200-205), at den er udemokratisk (p 6 linjerne 167-169), at den koloniserer alle samfundsområder og livssammenhænge og skaber et gennem kommercialiseret samfund ( p 7, linjerne 275-287), at den er kendetegnet ved tilbagevendende kriser og arbejdsløshed ( p 7- linjerne 300-307), at den koncentrerer enorm kapitalmagt på få hænder ( p 8, linjerne 328-333), og at institutioner som EU og IMF presser sociale rettigheder og indsnævrer det demokratiske rum ( p 8, linjerne 315-326). Man peger også med rette på det nye pres mod social velfærd og demokrati i og med ’konkurrencestatens’ udvikling (p 9, linjerne 443-457).

I kontrast hertil taler man om ’socialisme’ forstået som en demokratiudvidelse, ”vi ønsker at erstatte den kapitalistiske økonomi med et socialistisk demokrati” (p 8, linjerne 332-333) . Den socialisme man arbejder for udvider demokratiet, og bevarer samtidig det hidtidige demokratis institutioner, rettigheder og garantier (p 11, linjerne 617-632). Endelig fremhæves forudsætningerne herfor i en samfundsorden ”hvor kollektive ejendomsformer bliver dominerende” (p 11, linjerne 651-664). Jeg skal nedenfor vende tilbage til den således tilkendegivne socialismeforståelse.

I programudkastets afsnit om ’revolution’ sporer man, ikke uventet, indvirkningen af den tidligere diskussion herom både i medierne og internt i partiet. ’Diskussionen’ i medierne var tydeligt igangsat med et ad hoc politisk formål for øje (EL var gået for meget frem i vælgerkorpset som følge af den nye regerings udsalg af principper og politiske tiltag) og den var i øvrigt præget af samme mediers velkendte overfladesøgning og sensationslyst.  I første omgang reagerede kredse i EL forbløffende defensivt. Der synes nu at være faldet en vis ro over sindene. I udkastets tekst hedder det, at EL arbejder for ”en grundlæggende forandring af Danmark, hvor kapitalisme erstattes af et socialistisk demokrati. Det er det vi kalder revolution” (p 13, linjerne 849-855).

Det er naturligvis korrekt: En så grundlæggende transformation af kapitalismens totale økonomiske system, dens enorme magtkoncentration og hegemoniske ideologiske dominans som EL og tilsvarende partier og bevægelser rundt omkring i Europa og verden sigter mod, udgør pr definition det kvalitative spring i samfundsudviklingen som man kan kalde en ’revolution’. Man må her sondre mellem ’revolution’ forstået som karakteren af en hel samfundsudvikling og ’revolution’ i indsnævret forstand forstået som ’midler’. Selv kapitalismens historiske forløb har f.eks. været én stor permanent forløbende revolution i den brede betydning. Man taler også i samme brede betydning om f.eks. ’den industrielle revolution’.

Man må også på en anden led sondre mellem teoretiske og historiske analyser af faktiske forløb på den ene side og målsætning og sigte på den anden. Man kan godt i sin analyse pege på revolutioner, kontrarevolutioner og fascisme som historisk forekommende fænomener og potentialer, forløb som man må kunne lære af og trusler som man være opmærksomme på, uden at man sætter en væbnet opstand (altså ’revolution’ i snæver forstand) op som en i sig selv tilstræbelsesværdig målsætning.  Endelig er det værd at erindre sig, at ingen ’revolution’ nogen sinde bare er blevet ’lavet’ af en lille skare aktører. Revolutioner var altid produkter af voldsomme samfundsmæssige ændringer.

Indbyggede spændinger og problemer
Problemerne i programudkastet ligger et andet sted. Der tales meget i det foreslåede principprogram om ’frihed’ og ’demokrati’. ’Frihed’ er jo et yndet ord i tidens politiske diskurs. Men det har en biklang af liberalistisk individualisme og ’fri markedsøkonomi’. Hvad er der i grunden i vejen med det gode gamle socialistiske begreb om ’frigørelse’(’emancipation’)? Det rummer netop den socialrevolutionære konnotation som revolutionserkendelsen burde indebære og gennemhuller den liberalistiske snak om fritsvævende ’frie individer’ og et lige så fritsvævende ’frit marked’.

’Demokrati’ er også et godt ord og ’Demokratiet’ endnu bedre og frem for alt igen i overensstemmelse med den dominerende diskurs. Problemet er at brugen af begreberne om ’demokrati’ slet og ret og forestillingen om en fortløbende ’demokratisering’ let tilslører det forhold, at stærke sociale og politiske kræfter i Europas historie længe bekæmpede demokrati (faktisk de samme kræfter som i dag tager monopol på demokrati og som søger at kriminalisere venstrefløjen), at det efter aksemagternes nederlag i 1945 etablerede såkaldte ’liberale demokrati’ var et kompromisdemokrati med væsentlige beskæringer og begrænsninger, at det selvsamme kompromisdemokrati i dag er ved at udvikle sig til et post-demokrati under konkurrencestatens betingelser , at der historien igennem har været forskellige demokratiopfattelser og at den socialistiske tradition faktisk rummer en demokratiopfattelse der er langt mere genuin og dybtgående end den nu gældende borgerlig-liberale. EL er stadig plaget af et uberettiget mindreværdskompleks i forhold til den hegemoniske diskurs om ’det liberale demokrati’. EL skal være meget mere i offensiven her.

Generelt synes man i programudkastet at forstå ’socialisme, som en gradvis fremadskridende udvidelse af demokrati, ’evolutionær socialisme’ som Eduard Bernstein kaldte det. Denne grundforestilling om en vedvarende og kontinuerlig udvidelse af demokratiet via især en stadig styrkelse af den offentlige –’demokratiske’- sektor er central teksten igennem (se f.eks. p 8, linjerne 353-356, p 9, linjerne 418-420, p 10, linjerne 530-541 og linjerne 567-572 – altså i begge de to skitserede forslag!).  

Men igen: Hvad er de for et demokrati, vi taler om? Og hvordan harmonerer dette billede i grunden med det samtidigt påpegede behov for en radikal samfundstransformation (se p 13, linjerne 849-863)? Hvilke erfaringer har vi her i Europas historie i det 19. og 20. århundrede? Der er oplagt her nogle centrale spørgsmål som også fremover vil kunne fremkalde diskussion internt blandt  medlemmer i partiet og sympatisører udenfor.

Det samme gælder i forlængelse heraf spændingen mellem den strategi der ser en fremadskridende demokratisering som værende primært drevet frem af de bestående repræsentative institutioner og den strategiske opfattelse, som også dukker frem i programteksten, at den samfundsmæssige og politiske bevægelse vil fremkomme gennem en stadig udvidelse af direkte demokrati ( se f.eks. de noget forskellige og spændingsfyldte formuleringer p 11, linjerne 624-632 og linjerne 666-688, p 12, linjerne 726-729, p 13, linjerne 809-819, og linjerne 870-878, og p 14, linjerne 967-969). Igen er der anlagt nogle spændinger og rum for forskellige vægtninger og tolkninger, hvilket ikke nødvendigvis behøver at være nogen dårlig ting.

Dette gælder også spørgsmålet om reform-revolution. Man har her forsøgt en rimelig vellykket balancegang. Men erfaringsmæssigt har netop dette tema kunnet fremkalde omfattende stridigheder og diskussioner i arbejderbevægelsens og socialismens historie. Det vil sikkert også fortsat være tilfældet, og også i EL. Man kan bare her tænke på de tilbagevendende meningsbrydninger om partiets strategi i forhold til finansloven. Og hvor bliver det samfundstranscenderende sigte af i den nuværende valgkamp?

Huller eller underbehandlede temaer og problemstillinger.
Til rækken af spændingsfyldte temaer og problemstillinger føjer sig en række ’huller’ eller i hvert fald underbehandlede temaer/problemstillinger som ligeledes fremover vil kunne fremkalde uenighed og diskussion i partiet og dets omgivelser.

Lad os her vende tilbage til den tilkendegivne socialismeforståelse: ”Den socialisme vi arbejder for, udvider demokratiet. Den bevarer alle de demokratiske rettigheder og muligheder, vi har opnået under kapitalismen. Den indfører flere og nye demokratiske rettigheder, og den gør de rettigheder, der ofte kun eksisterer på papiret til virkelighed, fordi socialismen afskaffer mindretallets udemokratiske magt over de afgørende samfundsbeslutninger. Frie og hemmelige valg til folkevalgte forsamlinger samt de individuelle frihedsrettigheder…er  grundprincipper som skal fastholdes og udbygges ” ( p 11, linjerne 617-628). Dette er i sig selv klart og godt formuleret.

Der tales imidlertid så videre, og  i forlængelse heraf, om at socialismen indebærer, at demokratiet også udvides til at omfatte økonomiske beslutninger og arbejdslivet ( p 11, linjerne 628-630). ”Samtidig vil et socialistisk samfund give helt nye muligheder for at indføre direkte demokrati” (ibid, jfr. også formuleringen p 11, linjerne 682-684). Også godt og rigtigt, så vidt det rækker. Men senere i programteksten hedder det endnu mere overbevisende, at ”De nye demokratiske strukturer som opstår i politiske bevægelser og organisationer, bærer … kimen til et socialistisk demokrati hvor en aktiv befolkning tager langt mere direkte del i udformningen af samfundet” (p 13, linjerne 815-819, min fremhævelse, CS). Ret beset brydes her to opfattelser med hinanden: Ifølge den første opfattelse er mere direkte demokrati et efterfølgende produkt af socialismen (som åbenbart primært skal indføres ovenfra), ifølge den anden formulering udgør den spontane udvikling af direkte demokrati i bunden af nutidens samfund allerede kimen til det senere socialistiske samfund.

Også i formuleringerne om den kollektive ejendomsret til produktionsmidlerne gemmer der sig nogle ubesvarede spørgsmål og måske kommende stridsspørgsmål.  Det fremhæves korrekt at forudsætningen for den radikale demokratisering af samfund og politik er ”grundlæggende ændringer i ejendomsretten over produktionsmidlerne…hvor kollektive ejendomsformer bliver dominerende ( p 11, linjerne 651-655). ”Offentlige myndigheder, medarbejdere, lokalsamfund og andre sammenslutninger af mennesker (skal) i et helt andet omfang end i dag eje og drive virksomheder ”( p 11, linjerne 655-659). Men hvorledes skal vægtningen mellem ’offentlige myndigheder’ og de direkte producenter nærmere være? Hvad skal ”i et helt andet omfang end i dag” betyde? Og sigter man mod en demokratisk planøkonomi eller en eller anden form for ’markedssocialisme’? Der er nok af potentielle diskussionsspørgsmål her.

En række af uklarhederne og tvetydighederne fremkommer fordi man har et uafklaret forhold til staten. Udkastet igennem opererer man tydeligvis med en forestilling om staten som et instrument arbejderbevægelsen på uproblematisk måde har kunnet benytte i sin kamp for demokratisering og velfærdsstat og som også vil være hovedkraften i en sådan progressiv udvikling fremover. En sådan opfattelse afspejler da også reelle træk i udviklingen, ikke mindst i Skandinavien. Men den rummer ikke hele sandheden. Staten er ikke blot et neutralt instrument som man kan kæmpe om indflydelse over, staten har også været og er i sig selven ’herskende klasse’, hvilende på det samfundsskabte merprodukt og med mere eller mindre udstrakt kontrol over dette.

To steder i programmet (p 8, linjerne 315-326 og p 9, linjerne 451-457),  i passagerne om EU og IMF samt om ’konkurrencestaten’ erkender man faktisk,  at den politiske magt i sig selv kan være en undertrykkende kraft.

Dette har da også været en stærk tendens i udviklingen gennem de senere år. Magtfulde politiske eliter, topbureaukrater, de militære komplekser og medieeliterne udgør både nationalt og regionalt og internationalt  i kraft af deres transnationale sammenfletninger i stigende grad en ny ’classa politica’ som sammen med de økonomisk herskende klasser og eliter indgår i den moderne klassestrukturs øverste hegemoniske blok.

Programudkastet igennem savner man en fremdragelse og analyse af denne moderne magtblok. Man savner videre i forlængelse heraf en langt fyldigere fremdragelse af det nuværende ’liberale demokratis’ fremadskridende forvandling til en post-demokratisk konkurrencestat, og den ’organiske krise’ der er under udvikling. Og hvor er frontstillingen mod den fremvoksende højreradikalisme? Programmet, der proklameres som ’et moderne program’, virker underligt utidssvarende på netop disse centrale punkter.

Hele denne problemstilling er velsagtens blevet så nedtonet fordi man ved en kritisk stillingtagen her ville komme til at anfægte den optimistiske grundforestilling om successive demokratiudvidelser, som gennemgående præger programudkastet. Og vel også fordi man, efter revolutionsdiskussionen  simpelthen er bange for at kritisere det såkaldte ’liberale demokrati’ selv i dets degeneration.

Men kritikken af ’den politiske klasse’ må stå langt stærkere frem i EL’s program og agitation. Den må være central i principprogrammet og i hele den daglige politik træde frem ikke bare som en kritik af enkeltpersoners grådighed eller partiernes finansiering, men også, og mere dybt pløjende, som en kritik af hele systemet med en professionel politisk elite hævet over befolkningen og styrende og manipulerende denne ovenfra og nedefter. Den professionelle politik, den overdimensionerede repræsentation, og selve skellet mellem regerende og regerede må angribes  dybt og radikalt. EL må fremstå som et ultrademokratisk parti. Det kan ikke blive stående i ’det liberale demokratis indsnævrede og forvredne demokratiforståelse.

Der er i programteksten et yderligere underbehandlet område: Udkastet er påfaldende indsnævret til den danske udvikling og danske forhold. Man savner unægtelig i et moderne socialistisk partis principprogram en inddragelse og vurdering af de omfattende sydeuropæiske, mellemøstlige og amerikanske folkelige oprør nedefra mod ikke blot de økonomisk herskende klasser og eliter (den berømte 1 %), men også mod ’den politiske klasse’ og ’politik’ (jfr f.eks. den spanske bevægelse). Man savner en langt stærkere fremdragelse af nødvendigheden af et internationalt fællesskab i kampen mod den neo-liberalistiske omstrukturering af økonomi og politik, af kampen mod EU og dens liberalistiske krisebekæmpelsesstrategi, mod den kapitalistiske globalisering og mod USA’s militaristiske interventioner kloden over. Og man savner en markering af EL’s udenrigspolitik. Det kan da ikke passe, at EL ikke har nogle principper for en sådan?

Sammenfatning.
Der er altså i det foreliggende første udkast til EL’s nye principprogram en række indbyggede spændinger og potentielle stridsspørgsmål samt en række udeladte eller underbehandlede emner og problemstillinger. Programudkastet virker på centrale steder påfaldende umoderne, idet det  ignorerer eller underbehandler afgørende tendenser og elementer i den moderne magt- og klassestruktur samt den internationale virkelighed.

Programudkastet får dog slået fast, at EL er et ’demokratisk parti’ (som om dette nogensinde havde været nødvendigt!). Så vidt, så godt. Men det burde i langt højere grad have profileret partiet som et ultra -demokratisk parti med frontstilling mod ikke blot de økonomisk herskende klasser og eliter, men også mod den nye ’politiske klasse’ og den professionaliserede politik, mod selve det repræsentative systems barriere mod for megen folkelig indflydelse og direkte demokrati. Det drejer sig ikke her om at realisere en utopi, men om at gå mod strømmen.

Gennem hele det 20. århundrede er der blevet udviklet enorme økonomiske koncerner og -magtkoncentrationer samtidig med at staten og bureaukratiet overalt er blevet stærkt udviklet og medierne har udviklet sig til selvbærende magtstrukturer.  EL og tilsvarende venstrefløjspartier i Europa og andre steder må i det mindste forsøge her at stimulere en bevægelse i modsat retning. Ellers gør man sig jo blot til en del af det bestående.

Men fundamentalt holder partiet i sit nye programudkast dog fast i kapitalismekritikken og grundmålsætningen om socialisme. Det er prisværdigt, at EL har mod på, midt i et samfund hvor konformiteten og den endimensionale tænkning aldrig har været større og hvor forestillingen om historiens afslutning i kapitalistisk markedsøkonomi og ’liberalt demokrati’ er blevet en del af den hegemoniske ideologi, at fastholde en vision om  en fundamental samfundstransformation med i hvert fald retning mod det klasseløse og ultrademokratiske socialistiske samfund.

Det er tillige prisværdigt, at partiet lægger op til en så omfattende diskussion i sin medlemsbasis og blandt sympatisører. Lad os håbe, at diskussionen bliver ikke blot omfattende, men også bredt spændende over spektret af holdninger og opfattelser i og omkring partiet. Og lad os håbe, at det overordnede samfundstranscenderende sigte ikke går tabt i den dagsaktuelle ’realpolitik.