EU-Handelsunion med USA bliver et ræs mod bunden
Af Rina Ronja Kari

Offentliggjort: 15. december 2013

Et attentat mod demokratiet eller slet og ret et forbud mod at føre venstreorienteret politik. Så skarpt lyder det fra den anerkendte britiske debattør George Monbiot[i]. Informations Jørgen Steen Nielsen følger trop og kalder det en aftale med konsekvenser, der næsten ikke kan overvurderes[ii]. Med andre ord, så er der god grund til at kigge kritisk på de forhandlinger om en handelsunion mellem EU og USA, som er i fuld gang. Det er nu vi skal være på mærkerne.

Aftalen, der går under navnet TTIP (Transatlantic Trade and Investment Partnership) er en meget omfattende handelsaftale, som vel bedst kan karakteriseres som et indre marked mellem EU og USA med meget vidtrækkende konsekvenser. Det gælder ikke mindst investeringsdelen, som vil fjerne en stor del af staternes muligheder for at føre progressiv politik. Det vender vi tilbage til.

Vi er i den lidt usædvanlige, men meget positive situation, at nogen har lækket EU’s forhandlingsmandat, og derfor ved vi faktisk ret meget om, hvad der foregår under forhandlingerne.

Da de fortsat er i gang, kender vi naturligvis ikke det endelige resultat, men på baggrund af forhandlingsmandatet og forskellige meldinger fra forhandlerne, så kan man danne sig en nogenlunde fornuftig idé om, hvad det går ud på. Først og fremmest kan vi konstatere, at der allerede i dag er tale om minimale toldmure, og det handler derfor ikke om at lette handel mellem EU og USA ved at fjerne toldmure.

Derimod handler det om at fjerne relaterede hindringer – de såkaldte Non-Tariffs-Barrierers. Og det er bekymrende. Det drejer sig bl.a. om at liberalisere tjenesteydelser, om at deregulere og harmonisere regler for forbrugerbeskyttelse, miljø, fødevaresikkerhed, kapitalkontrol osv. Og det gælder stort set alle områder. Fra forhandlingsmandatet kan fx nævnes biler, kemikalier, medicin og sundhedssektor, information og kommunikation, finansielle ydelser, intellektuelle rettigheder, almindelig industriproduktion og stort set alt andet som i dag er reguleret, herunder også fødevaresikkerhed, dyrevelfærd mv. Og mandatet lægger da også op til at aftalen skal gå væsentligt videre end det kendes fra WTO og andre eksisterende aftaler i dag.

Det skal bemærkes, at der med harmonisering menes, at der skal ske en gensidig anerkendelse, hvilket betyder, at når et kemikalie er godkendt i USA, så kan det finde sin vej til EU, selv om det ikke er godkendt her. Der er altså ikke tale om at indføre fælles høje minimumstandarder, som det enkelte land så kan gå videre fra.

Vi er med andre ord på vej mod en velkendt situation fra EU’s indre marked: Man fjerner i høj grad såkaldte handelshindringer til glæde for nogle dele af erhvervslivet, men til stor skade for blandt andet forbrugerne, arbejderne, dyr og miljø. Der er en kedelig tendens til, at harmonisering betyder ensretning efter laveste fællesnævner. Tager vi laveste fællesnævner fra EU og USA’s regler, ser det sort ud.

Arbejdstagerrettigheder, klima og forsigtighed
Det gælder f.eks. også arbejdstagerrettigheder, herunder retten til at organisere sig og til kollektive kampskridt. Her har vi set angreb fra EU på f.eks. blokaderetten med henvisning til Det Indre Marked.

Men hvis det indre marked udvides til også at omfatte USA, må vi se på, hvordan rettighederne er dér, og det ser endnu dårligere ud. USA har f.eks. ikke ratificeret konventionen om Foreningsfrihed og beskyttelse af organisationsretten (Nr. 87) eller konventionen om Organisationsretten og den kollektive forhandlingsret (Nr. 98). Begge dele må ellers siges at være centrale for faglig organisering.

Når vi skal danne et indre marked med USA, er der virkelig grund til at være bekymret for, hvad det vil gøre ved vores arbejdsmarkedsmodel. Det er ikke et spørgsmål om, at man direkte vil indføre fælles lovgivning, men derimod et spørgsmål om, at vi risikerer begrænsninger af de faglige kampskridt eller offentlige krav til eksempelvis sociale klausuler og kædeansvar, som har fyldt debatten på det seneste, da de kan ses som handelshindringer, som underminerer investorernes forventninger til fremtidig profit.

Fra tilhængerside lyder argumentet, at en aftale vil skabe arbejdspladser. Alene i Danmark anslår DI, at den vil skabe 15.000 arbejdspladser, og selvom de økonomiske modeller til at beregne den slags er dybt tvivlsomme og der nok snarere er tale om ønsketænkning, så er det værd at kigge på rationalet bag. Hvis spillepladen for handel bliver helt flad med gensidig anerkendelse af produkterne, ingen told, ingen sundheds- eller sikkerhedsstandarder som ”forstyrrer” det frie marked, så er der til sidst kun lønnen at konkurrere på.

Dermed risikerer vi et ræs mod laveste fællesnævner, hvor arbejdspladserne enten flytter derhen, hvor lønnen er elendig, og arbejdstagerrettighederne er stort set ikke eksisterende eller også presser det løn og arbejdsvilkår ubønhørligt nedad herhjemme. Stort set som det også er målet i en række EU-politikker i dag såsom Europluspagt mv. Og det er i den sammenhæng, at de økonomiske modeller siger, at der kommer flere jobs. Rationalet er, at produkterne bliver billigere, så vi kan købe mere. Et par Levi’s cowboybukser vil falde med 100 kroner ifølge DI (hvor pokker ved de det fra?), men som det ses tydeligt med sparepolitikken i EU, så tages der ikke højde for, at købekraften vil falde tilsvarende. Spørgsmålet er, om vi virkelig ønsker en udvikling i retning af den tyske med working poor og hvem vi i sidste ende skal afsætte varerne til, hvis den nedadgående spiral for købekraften er generel i alle landene?

Selv hvis rationalet om billigere varer og øget forbrug holder og man ser bort fra lønkonkurrencen, så må man i disse klimatider spørge om det er hensigtsmæssigt ud fra et miljø og klimaperspektiv? Øget forbrug og transport af varer tværs over Atlanten vil givetvis medføre et drastisk forøget CO2-udslip, og aftalen nævner da også eksplicit, at der skal sættes en stopper for begunstigelse af lokal produktion, køb dansk eller for den sags skyld køb amerikansk klausuler o.l. Aftalen er således også en bombe under bestræbelserne på at stoppe klimaforandringerne.

Et andet emne er forsigtighedsprincippet. Hvor man i EU siger, at man anlægger et forsigtighedsprincip, der betyder, at hvis der er tvivl om, hvorvidt f.eks. en fødevare er sikker, så bliver den først godkendt, når det er undersøgt. Det kan sagtens diskuteres, om det faktisk også sker, men det er i hvert tilfælde princippet. I USA er man ikke særlig glade for det princip, det opfattes som besværligt og som en hindring for hurtigt at eksportere varer fra USA til EU. Derfor er det også et element, som USA meget gerne ser fjernet eller som minimum udvandet, da det opfattes som uvidenskabeligt. Det gælder fx forbuddet mod kyllinger dyppet i klor, som man gør det i USA eller brugen af GMO i menneskeføde.

Lovgiver lagt i lænker
Et af de virkeligt bekymrende tiltag i aftalen, som det ser ud nu, er den del, som handler om investeringsaftalen og det parallelle retssystem, som det indebærer.

Princippet i investeringsaftalen er, at erhvervslivet skal føle sig tryg ved at investere i et andet land. Virksomhedsejerne skal være sikre på, at landet ikke ændrer sin lovgivning, så de mister indtjening.

Vi har allerede set en sådan aftale i funktion mellem bl.a. USA og Canada. Sidstnævnte endte dog med at insistere på ændringer i aftalen, da konsekvenserne for canadierne var store og for negative. Konsekvensen af aftalen er, at en virksomhed kan lægge sag an mod et land, hvis det gør noget, som vil skade virksomhedens fremtidige indtjening. Sker der regulering af fx sundhedsmæssig eller miljømæssig art, som ændrer de forudsætninger som en virksomhed har investeret under, så vil de få mulighed for at kræve erstatning af det pågældende land.

Lad os tage et par eksempler: Hvis aftalen er trådt i kraft, og Folketinget finder ud af, at de gerne vil hæve aldersgrænsen for, hvornår man må købe smøger, så kan en tobaksvirksomhed indklage Danmark for at skade deres fremtidige indtjening. Resultatet kan enten blive, at Danmark skal kompensere for den tabte forventede indtjening eller simpelthen droppe lovgivningen.

Et andet eksempel er forslaget om at øge Nordsøbeskatningen og bruge pengene til en togfond. Her har firmaerne Bayerngas og Hess truet med at trække deres investeringer ud, hvis beskatningen øges. Havde aftalen været trådt i kraft, så kunne de via amerikanske datterselskaber have anlagt sag mod staten med krav om erstatning.

Et tredje eksempel, som der advares mod fra Corporate European Observatory (CEO), er fracking, altså udvinding af skifergas, som pumper tonsvis af giftige kemikalier ned i undergrunden for at udvinde skifergassen. Her vil et stop for den slags kunne medføre enorme sagsanlæg fra virksomhedernes side, som det allerede er set i Canada fra et amerikansk firmas side.

I forhandlingsmandatet er der direkte lagt op til, at politikerne skal høre virksomhederne inden nye tiltag iværksættes. Det er en helt enorm magt at overgive til virksomhederne, at de folkevalgte politikere hele tiden skal spørge erhvervslivet, om en given lov kan komme til at skade nogens forventede fremtidige indtjening. For at gøre ondt værre, skal sagerne ikke føres ved de nationale domstole.

Nej, virksomheden kan vælge at føre den ved en international voldgiftsret – f.eks. Verdensbankens voldgiftsret (ICSID). Der er altså ikke tale om et domstolssystem, som vi kender det, men derimod om lukkede paneler, hvor parterne selv udpeger panelet i form af internationale selskabsadvokater, som står til at få kronede dage, og hvor man f.eks. ikke kan kræve åbenhed om processen. Dermed bliver offentligheden i høj grad sat af. Og det er stærkt tvivlsomt om der indføres appelmuligheder for staterne, hvis man ser på, hvordan eksisterende aftaler om sådanne tvistsystemer fungerer. På den måde flyttes den dømmende magt ud af de nationale domstole, som både amerikanske og europæiske politikere normalvis kalder retsstater. Men åbenbart ikke nok til at man tør betro dem erhvervslivets interesser.

Erhvervslivet får frit spil
Sådanne aftaler eksisterer allerede i dag i andre handelsaftaler. Indtil udgangen af 2012 har der ifølge CEO været ført 514 sager, hvor staterne har vundet under halvdelen nemlig 42 procent. 31 procent har firmaerne vundet og 27 procent er endt med hemmelige forlig, hvor staterne sandsynligvis enten har droppet lovgivningen eller betalt en del af kravet.

Derudover er der et enormt skyggetal, hvor sager aldrig er blevet rejst, men alene truslen om et sagsanlæg har fået staterne til at droppe reguleringerne. 5 år efter, at reglerne blev til virkelighed i den nordamerikanske frihandelsaftale NAFTA, udtalte en tidligere canadisk embedsmand ifølge CEO, at han har set alle brevene fra advokatfirmaerne i New York og Washington DC til den canadiske regering ved stort set enhver ny miljøregulering og at stort set alle initiativer blev bestridt af firmaerne med det resultat, at stort set ingen af dem endte med at blive fremsat af regeringen.[iii]

Et eksempel, som er kommet til offentlighedens kendskab oplevede Canada i 1994. Landet overvejede at indføre regler, der betød, at cigaretpakkerne skulle være brune og uden så mange logoer, men med tydelige advarsler.  

Det fik USA’s to største tobaksproducenter, Philip Morris (Marlboro, Parliament) og R.J. Reynolds Tobacco Company (Camel, Lucky Strike) til at reagere. De kontaktede sundhedsudvalget og orienterede dem om, at et sådant indgreb ville krænke et beskyttet varemærke jævnfør handelsaftalen mellem USA og Canada.  

Tobaksproducenterne oplyste, at de ville anlægge sag med krav om erstatning på hundrede millioner af dollar. Ved tanken om det store erstatningskrav og omkostningerne ved selve sagen endte parlamentet med at droppe forslaget.

Talrige andre eksempler kan nævnes: Achmea (et sundhedsforsikringsfirma) førte sag mod staten Slovakiet for at tilbageføre sundhedsprivatiseringer, da Slovakiet og 7 andre østeuropæiske lande har bilaterale aftaler med USA, hvilket kostede Slovakiet 22 mio. euro. Efter sammenbruddet i 2001 i Argentina har devalueringer og fastfrysning af priser på vand, el o.l. resulteret i over 40 sagsanlæg, som ved udgangen af 2008 har kostet Argentina over 6 mia. kroner. Der er også uafsluttede sagsanlæg fra tobaksproducenter mod Australiens og Uruguays rygelove og en række US-oliefirmaer kræver i øjeblikket 250 mio. $ af Canada for et midlertidigt stop for fracking for blot at nævne nogle få.

Der er altså i høj grad tale om, at man kortslutter hele den demokratiske proces, og i stedet for overlader det til erhvervslivet at beslutte, om vi gerne må indføre beskyttelse af f.eks. forbrugere, miljø osv. Alene truslen om et sagsanlæg vil ofte være nok til at stoppe progressive tiltag og ellers vanker der store erstatninger. Det er dette, som Monbiot kalder et forbud mod venstreorienteret politik.

Massiv lobbyisme
Det er dermed ikke uden grund, at CEO har afdækket massiv lobbyisme for at fremme den mest vidtgående aftale. Alene fra januar 2012 til marts 2013 har EU-Kommissionen ifølge CEO haft 119 møder med industrilobbyister, mens der kun har været holdt 10 med ngo’er og fagforbund. I USA sidder der over 600 erhvervsfolk i en rådgivende komite for den amerikanske forhandlingspart.[iv]

Det er også derfor at Dansk Industri herhjemme har været fremme jf. ovenfor. Indsatsen er enorm for erhvervslivet, mens forbrugerinteresser, fagforbund og miljøorganisationer tilsvarende er i defensiven.

Der er brug for en offensiv fra civilsamfundet såvel som fra politisk side som det er set ved tidligere handelsaftaler som fx WTO og ACTA og i den forbindelse er det bemærkelsesværdigt den måde, som SF ved Pia Olsen Dyhr og Socialdemokraterne ved Jeppe Kofod har rost projektet sammen med alle andre partier i Folketinget undtaget Enhedslisten.

Der er ellers god basis for en stærk alliance tværs over Atlanten med civilsamfund og politikere ”over there”. I USA, hvor erfaringen er væsentligt større med ”investor-domstole”, er det bemærkelsesværdigt, at The US National Conference of State Legislators, som repræsenterer alle USA’s 50 delstatsparlamenter i et høringssvar har været imod enhver aftale, som indeholder muligheden for, at investorer kan sagsøge lovgivere i disse lukkede tribunaler og det viser tydeligt, at det ikke kun er i Europa, at der er grund til at råbe ulven kommer. Også for almindelige amerikanere er der meget på spil.

Heldigvis ser vi kræfter overalt i EU og USA der kæmper imod handelsunionen, og i særdeleshed investeringsaftalen. Det ses i breve og petitions underskrevet af en bred vifte af NGO’ere, hvor det desuden er interessant at bemærke, også læger og medicinstuderende er bekymrede over TTIP. De bekymrer sig nemlig om muligheden for at sikre billig medicin og er derfor bekymrede over spørgsmål som intellektuelle rettigheder[v].

Den brede modstand betyder, at vi faktisk godt kan nå at stoppe TTIP. Det er desværre ikke muligt for Danmark at nedlægge veto i EU og ej heller at holde sig uden for TTIP, men hvis der kan mobiliseres et nej-flertal i ministerrådet eller i EU-parlamentet, så kan det stoppes. Nu er der jo heldigvis ikke længe til EU-parlamentsvalget, og dermed er der også mulighed for at vælge nogle kandidater, som vil arbejde aktivt imod og ikke mindst stemme imod aftalen.

I Folkebevægelsen mod EU er vi ikke imod handel, men det skal ikke ske på sundhedens eller miljøets bekostning og slet ikke ved at sætte demokratiet ud af kraft. Der er brug for, at politikerne og civilsamfundet herhjemme vågner op og vi vil gøre vores i Folkebevægelsen for at oplyse om handelsunionen og modarbejde den både herhjemme og i EU-parlamentet.



[i] http://www.information.dk/477961
[ii] http://www.information.dk/478201
[iii] http://corporateeurope.org/trade/2013/06/transatlantic-corporate-bill-rights
[iv] http://www.information.dk/478617
[v] Petition: IP out of TAFTA, link: https://www.citizen.org/IP-out-of-TAFTA og TTIP/TAFTA Crossborder Letter Re-Release, link: http://fairworldproject.org/in-the-news/ttiptafta-crossborder-letter-re-release/