På den anden side af liberalistisk globalisering: En bedre eller ringere verden?
Af Samir Amin

Offentliggjort: 01. marts 2007

Fremtiden som den ses af de dominerende magter
CIA samler sammen med dets associerede efterretningsorganisationer en hidtil uset masse af oplysninger af enhver slags om alle verdens lande. Men CIA's analyser er ekstremt banale. Det skyldes øjensynligt, at organisationens ledere ikke kan se ud over deres imperialistiske fordomme eller deres angelsaksiske verdensopfattelse og af samme grund mangel på kritisk interesse og fantasi.

NIC's (the National Intelligence Council) fremskrivninger for den globale udvikling frem til 2020 overvejer slet ikke den mulighed, at der i tidsperioden kan blive sået tvivl om de gældende liberalistiske principper for globaliseringen. Dem som beskrives som Davosprojektet. Det skyldes, at principperne af Washington og USA's allierede opfattes som værende perfekter, og at der ikke eksisterer et alternativ. Dem, som ikke deler dette syn, opfattes enten som irrationelle og utilpassede eller som principløse demagoger. Globaliseret liberalisme udråbes som den bedste måde til at skabe vækst på overalt, for så vidt den implementeres seriøst. Liberalistisk globalisering opfattes pr. definition som positiv.

I virkelighedens verden lider dette projekt, som ifølge dets fortalere konstituerer "historiens afslutning", under "uheldige fejldispositioner" og direkte fejl (som sætter spørgsmålstegn ved det fornuftige i liberalistiske principper), der skønt de er "forbigående" ikke desto mindre leder til "absurde reaktioner" og efterfølgende kaos. Ifølge dette syn på verden er det folket, politikerne og ideologerne, der alene er ansvarlige for de mange fejl og kaos, fordi udbredelsen af den globale liberalisme (et andet udtryk for kapitalakkumulation) i sig selv er godt for alle (eller næsten alle).

Den måde at tænke på og det udsyn er ikke noget unikt for de forskellige magtgrupper i Washington. Det reflekterer den fremherskende diskurs hos en stor majoritet af magtgrupper, herunder det snævertsyn og de fordomme, som ligger til grund. En analyse af virkeligheden, der har til hensigt at tilnærme sig sandheden mest mulig, må begynde med at udfordre disse fordomme og underkaste de synspunkter, som udgår herfra, en streng analyse.

US-administrationens opfattelse af, hvad der er forskellen på verden i 2020 i forhold til, hvordan den ser ud i dag, er kun af beskeden relevans. Yderligere refererer disse forskelle hovedsageligt til Asiens (Kina og Indien i særdeleshed) position i verdensøkonomien primært ud fra en forventning om fortsat høj vækst i de to nævnte lande. Det er forudsat, at denne vækst vil foregå indenfor den globale liberalismes kontekst og vil være fuldt forenelig med fortsættelsen af det amerikanske lederskab. På intet tidspunkt stilles der spørgsmål ved, om denne model kan fastholdes næsten i det uendelige uden at skabe interne modsætninger i de pågældende lande, der kan slå ud i nye og hidtil uset retninger.

Ellers - næsten "ingenting af berette"
Ifølge rapporten vil Europa fortsætte med at tumle rundt i magtesløshed (radikale liberale reformer vil ikke blive gennemført og en indvandringsmodel inspireret af amerikansk praksis vil ikke vedtaget), hvilket vil fastholde økonomien i ødelæggende apati. På intet tidspunkt forestiller man sig, at sidstnævnte kan blive så belastende, så liberalismen både på nationalt og Europæisk niveau eller i forhold til resten af verden kan komme i miskredit. Ejheller overvejer rapporten det mulige i, at Europa forlader Atlanticismen eller USA's "beskyttelse" mod terrorisme, som Washington alene er bundet til at bekæmpe gennem forebyggende krige.

Det er opfattelsen, at Rusland, som stadig betragtes som resistent overfor demokratiet, vil være ude af stand til at blive en moderne og dynamisk industrination men vil fortrinsvis forblive en magt baseret på olieressourcer (ligesom Saudi Arabien). Rusland vil være handikappet af et faldende befolkningstal, bebyrdet med anspændte relationer til de nye centralasiatiske lande og landene i Kaukasus og endeligt adskilt fra Ukraine, hvilket vil betyde, at man foretrækker at følge i kølvandet på Washington frem for at søge gentilnærmelse til et Europa, der godt nok ikke for tiden viser den store interesse herfor.

Latinamerika vil i det store hele forblive, som vi kender det i dag, men der vil være en vækst i liberalismens udbredelse i Mexico og den "Sydlige Kegle" og fremskridt mod yderligere integration gennem FTAA (Free Trade Area of the Americas) indenfor rammerne af Washingtons lederskab. Fortidslevn som eks. Cuba vil forsvinde, populitiske bevægelser/oprør (af Hugo Chavéz' type) vil være udsigtsløse og den voksende indflydelse fra de indfødte befolkningers bevægelser vil være til at overkomme.

Ude af stand til at følge Asien eller Latinamerika vil de afrikanske lande stadig ikke være trådt ind i industrialiseringens første fase. De vil fremdeles hænge fast i traditionen for dårlig ledelse og være plaget af AIDS, og det eneste udviklingsområde vil være en fortsættelse af råstofudvinding især hvad angår olie og måske indenfor visse landbrugsprodukter.

Endelig vil de arabiske og muslimske lande fra Marokko til Indonesien forblive paralyserede af befolkningernes massive tilslutning til fantasien om en genopbygning af et mytisk Kalifat. Dette evindeligt fejlslagne projekt vil resultere i politisk ustabilitet (demokratiske fremskridt vil være umuliggjort) og middelmådig økonomisk vækst, mens den medfølgende tilbøjelighed til terroristisk virksomhed ikke vil udgøre en egentlig trussel mod resten af verden. Der er altid en pris at betale i kampen mod terrorisme: en permanent besættelse af Irak (taget i betragt i Washington allerede før angrebet) og en udskydelse af demokrati i dette land i det uendelige, og manglende løsning af det palæstinensiske problem! Indskrænkninger af de demokratiske rettigheder i de "civiliserede" vestlige lande er også en pris befolkningerne må betale.

De "sandsynlige" udviklingsscenarier beskrevet ovenfor førte til den konklusion, at USA's lederskab ikke er truet - end ikke engang af selvbevidst Asien eller for den sags skyld af et stagnerende Europa, der i praksis er bundet til Atlanticismen og USA's militære politik.

FN's betydning vil aftage yderligere, og den politiske ledelse af verdensordenen vil være USA's "forpligtelse" med støtte (men ikke afgørende) fra NATO. Forebyggende krig, forpligtelsen til at intervenere (af humanistiske grunde) og forsvaret af menneskerettighederne (om end manipuleret) vil danne grundlaget for den diskurs, der skal legitimere den nye imperialisme i 2020, sådan som det allerede sker i dag.

Dette syn på fremtidens verden rejser et problem. Denne fremtid præsenteres indenfor en ramme, der rent faktisk sammenfatter to verdener i konflikt: Davos verdenen (hvilket betyder konsolideringen af den globale liberalisme, der bygger på USA's mere eller mindre eksklusive lederskab) eller "kaos". Det er faktisk en vildledende modstilling, i og med det er en fortsættelse af Davos projektet, der skaber kaos - hvilket vil sige "populistiske" reaktioner på sociale misforhold, terrorismen etc. Hvad der derfor reelt står tilbage som mulighed, er det ene scenarium: fortsættelsen af det US støttede liberalistiske projekt og styringen af kaoset gennem militarisering af den globale politik.

Min analyse af den virkeliggjorte kapitalisme fører mig til en fuldstændig anderledes konklusion. Dette system i dets globaliserede liberalistiske form er ikke levedygtigt, for så vidt som det kaos, det skaber, slet ikke kan kontrolleres med de metoder, som overvejes af dette systems herskende klasser. Det kan kun forværres ganske hurtigt og det i dramatiske dimensioner. De militære og politiske fejlkalkulationer i Irak, den voksende folkelige modstand mod det "Europæiske projekt", den sociale uro (som det sås i forstæderne i de franske byer i 2005) og mange andre fænomener, som er blevet en del af dagligdagen er beviser for denne opfattelse. Men når det er sagt, får det mig ikke til at konkludere, at der nødvendigvis vil blive fundet en acceptabel løsning. Morgendagens verden - sandsynligvis allerede i 2020 - vil være forskellig fra i dag, men ikke nødvendigvis bedre. Den kan være meget værre. Scenarier, der tager de værste og de bedste i betragtning med det formål at identificere deres årsager, kan være en værdifuld og nyttig metode til gennemtænkning af problematikken.

Er det europæiske projekt gennemførligt?
Euforiske diskurser om "det europæiske projekt" er det daglige brød for det store flertal af både venstre- og højrefløjspolitikere på kontinentet. Kun "populismens" ekstremister (der i dette tilfælde dækker såvel det yderste højre som det yderste venstre) ville afvise et projekt, der præsenteres, som om der ikke var noget alternativ for fremtiden for de berørte mennesker. Men det skorter ikke på tegn på voksende desillusion blandt netop disse mennesker.

Faktisk er det europæiske projekt ekstremt perplekst: Det har, især siden Maastricht-traktaten (1992), brugt sig selv til at begrænse nationale økonomiske politikker uden at given nogen som helst erstatningsregering på europæisk niveau til gengæld! Med andre ord fungerer Den Europæiske Union som den mest perfekte globaliserede region i verden i den mest brutale betydning af udtrykket, nemlig som ophævelse af statens autonomi. Dette er bestemt ikke tilfældet i USA eller andre regioner i verden, hvor staten, selv hvis den er skrøbelig og sårbar, i princippet bevarer kontrollen over dens beslutninger, kun begrænset af reglerne i Verdenshandelsorganisationen (der også sigter mod gradvist at ophæve staternes rettigheder og privilegier). Europa er derfor gået længere end resten af verden med dette store skridt bagud.

Den lemlæstelse, som de europæiske stater har påført sig selv, påvirker alle områder af det økonomiske liv: Europa har ikke længere nogen monetær politik, ikke nogen valutapolitik, budgetpolitik, beskæftigelsespolitik eller industripolitik.

Den Europæiske Centralbank (ECB) er afskåret fra at implementere nogen form for monetær politik, som den har erstattet med strenge regler, der afholder medlemsstaterne fra at finansere deres underskud via deres centralbanker, med det eneste formål at garantere prisstabilitet, bedyrer banken. Under disse betingelser har centralbankerne ikke længere et offentligt repræsentativt organ (hverken staterne eller EU), som de skal retfærdiggøre deres politikker over for. Den i princippet fastlåste deflationære mulighed er en yderligere permanent hindring for økonomiens dynamik.

Den Europæiske Centralbank kan ikke gennemføre en aktiv valutapolitik med mål (stærk euro eller svag euro) fastlagt af et offentligt repræsentativt organ, eftersom et sådant ikke længere eksisterer. Den amerikanske regering har derimod bevaret alle sine privilegier inden for området for monetær forvaltning, således at det er Washington, der bestemmer, om dollaren skal være svag eller stærk, mens euroen kun kan tage beslutningen til efterretning og justere derefter. Det skal tilføjes, at dollarstandarden faktisk er olie/dollarstandarden: Olieprisen er fastsat i dollar, og USA retter, via militær indgriben om nødvendigt (som i tilfældet med Irak), sine anstrengelser mod at forhindre olieproducerende lande i at sælge deres olie for betaling i euro. De europæiske stater har selv, indtil nu, afvist at deltage i dette spil og risikere at såre og modsætte sig deres ven på den anden side af Atlanten. Således hindret kan euroen ikke blive en international valuta ligesom dollaren.

Stabilitetspagten blev dødsstødet for enhver mulighed for at gennemføre budgetpolitikker. Dette valg blev begrundet via en tvivlsom teori om ligheden mellem at dække et underskud i de offentlige finanser gennem skatter eller lån. Denne begrundelse er rent faktisk redundant, eftersom pagten satte det tilladte maksimumsunderskud til 3 procent og gældsloftet til 60 procent af BNP! Hverken USA eller noget andet land (med undtagelse af de semi-kolonier, der er afhængige af IMF's administraton!) har gjort sig selv til genstand for et sådant handicap, der med rette er blevet beskrevet som "dumt" af den italienske premierminister Romano Prodi.

De europæiske fællesskabspolitikker har end ikke delvist kompenseret for: 1) Fjernelsen af alle former for national industriel politik (under dække af at gennemsigtig konkurrence fører til en mere effektiv fordeling af investeringer), 2) udryddelsen af alle former for beskæftigelsespolitik (der overlades til markedskræfterne alene, ud fra den antagelse at fleksibilitet vil løse problemerne!) og 3) nedbrydelsen af de offentlige ydelser og privatisering. Hverken det industrielle Europa eller det sociale Europa er på dagsordenen. Europa nærmer sig helt klart den evindelige amerikanske model, der længe har været i gang med at bryde med alle de traditioner, der underbyggede dens succeser i løbet af det nittende og det tyvende århundrede. USA har dog en militær-industriel strategi, der har en betragtelig statsopbakning (på trods af den liberale diskurs), der ikke findes mage til i Europa. Det skal bemærkes, at de to største bedrifter inden for europæisk teknologi (Airbus'en og Ariane-raketten) var et resultat af offentlig indgriben. Havde det været op til det private initiativ, ville disse to begivenheder aldrig have fundet sted!

Inden for et enkelt område (nemlig landbruget) har Europa dog effektivt implementeret en dynamisk fællesskabspolitik, der er fri for doktrinær liberalisme. Dette politikområde har opnået betydelige resultater: Det har moderniseret familielandbrugene, øget mængden af opdyrket landbrugsjord, intensiveret brugen af udstyr og fremmet specialisering, garanteret priser og sikret ligheden mellem land- og byarbejderes indkomster, og endelig har det fjernet større eksportoverskud. Hvad har prisen for dette været? Halvdelen af Det Europæiske Fællesskabs budget, det er sandt, men det er ubetydeligt (mindre end 1 procent af de berørte landes BNP). I dag er den fælles landbrugspolitik, som bekendt, ved at blive gået efter i sømmene.

Regionalpolitik ligger på en andeplads over Den Europæiske Unions udgiftsranking (med en tredjedel af budgettet), og den undermineres af alvorlige tvetydigheder og modsiges af tvivlsomme politiske ambitioner. Dens mål er ikke så meget mindskelsen af ulighed mellem medlemsstater og de regioner, der udgør dem, men derimod støtte til deres evne til at følge med konkurrencen, der i sig selv antages at bringe fremskridt til alle (der sættes aldrig spørgsmålstegn ved doktrinær liberalisme på trods af de åbenlyst tydelige eksempler på det modsatte såvel i fortiden som i nutiden). Støtte til mindre udviklede stater forventes også at blive nedskåret (relativt ihvertfald) efter de central- og østeuropæiske landes indtræden i EU. Med et fokus hovedsageligt på subsidiering af regional infrastruktur og uddannelsesomkostninger har de implementerede regionaliseringspolitikker understreget ulighederne snarere end reduceret dem, og de har favoriseret "regioner med en fremtid" inden for områder, der er modtagelige over for globaliseret konkurrence (som f.eks. Bayern, Lombardiet og Katalonien). Det politiske mål, der søges her, er mindskelsen af de nationale enheders inflydelse til fordel for regional loyalitet. Globaliseret liberalisme foretrækker altid små stater over store, fordi det er lettere at nedbryde statens funktioner i de førstnævnte tilfælde. I Den Europæiske Union foretrækkes de såkaldte bayerske, katalanske eller lombardiske påstande over nationernes (der altid mistænkes for chauvinisme).

Det, der er helt sikkert, er, at de store begreber vedrørende udvidelsen af EU ikke adskiller sig fra de, der danner baggrund for USA's planer for integrationen af Latinamerika i et stort panamerikansk frihandelsområde.

Samarbejdspolitikkerne mellem Den Europæiske Union og landene syd for Sahara har aldrig været andet end neokoloniale og er udelukkende blevet brugt til at fastholde det afrikanske kontinent i en præindustriel tilstand. Den Europæiske Unions liberale positionering, der danner baggrund for Cotonou-aftalen (2000), og dem, der beskrives som "underskriverne af den regionale økonomiske partnerskabsaftale", gør denne omvendte udvikling værre. Afrika er, i den henseende, genstand for tilsigtet eksklusion (Samir Amin et al., Afrique: renaissance ou exclusion programmée, 2005). Faktisk kan der ikke herske nogen tvivl om, at den åbne globalisering, der associeres med fastholdelsen af det afrikanske kontinent i en præindustriel tilstand, er en strategi, der er implementeret med det formål at gøre det nemt for den dominerende transnationale kapital at udplyndre kontinentets naturressourcer. Det skal dog understreges, at denne udplyndring vil være en større fordel for amerikanske multinationale selskaber end for europæiske. Ud fra et fokus på Afrikas vedholdende tilbagegang vil samarbejdspolitikker (der i dag beskrives som "partnerskaber"!) mellem Den Europæiske Union og Asien, Caribien og Stillehavsstaterne gradvist mindskes til fordel for andre initiativer i retning af Latinamerika, Asien og Middelhavsregionen. Men indtil nu har der ikke været nogen tegn på, at disse initiativer vil være banebrydende og distancere sig selv fra den transnationale kapitals udvidelsesintentioner. De såkaldte Euro-Middelhavsprojekter er, på sin side, afskåret fra enhver potentiel indflydelse gennem mobiliseringen af europæere til støtte for Washington og Tel Avivs initiativer på trods af nogle få retoriske forvridninger her og der (S. Amin & A. El Kenz, Europe and the Arab world, Zed, 2005).

Som det står nu, støtter det europæiske projekt praksisser, der er systematisk ødelæggende for vellykket økonomisk udvikling på det europæiske kontinent til absurde grænser, så vi er tvunget til at spørge, hvorfor disse valg (som Prodi med rette beskriver som dumme) er blevet foretaget.

Det eneste fornuftige svar på dette spørgsmål er, at de blev foretaget af den store dominerende kapital, eftersom det var det middel (det eneste mulige middel), der var til rådighed til at smadre den sociale styrke, som europæiske arbejdere (især arbejderklassen) havde kæmpet for at opnå i to århundreder. Det sovjetiske systems sammenbrud skabte denne mulighed. Valgene var derfor komplet rationelle men helt klart baserede på en kortsigtet politisk tilgang, der altid spontant har draget nytte af kapitalens præference. Det, der er absurd, er de europæiske socialistiske og socialdemokratiske partier, der troede, at de ville drage fordel af kommunistpartiernes sammenbrud, mens den liberale strategi forsøgte at udrydde dem alle.

Så jeg mener ikke, at det europæiske projekt er realistisk hverken i dets ekstreme liberalisme eller i dets tilnærmelse til Washingtons geostrategi. Hvad angår spørgsmålet om, hvorledes der vil blive sat spørgsmålstegn ved det, og hvilke udviklinger, der vil begrænse det, er svaret stadig ukendt.

Dette bringer mig til det punkt i min analyse, der omhandler politiske kulturer. De, der tilhører en stor del af det europæiske kontinent kan ses som en række større begivenheder, der førte til højre/venstre-bruddet: Oplysningsfilosofien, den franske revolution og i særdeleshed Montagnarde-konventionen, dannelsen af den socialistiske arbejderbevægelse i det nittende århundrede, marxismen, Pariserkommunen, den russiske revolution samt dannelsen af kommunistpartierne. Højrefløjen blev dannet i modsætning hertil i løbet af genindsættelsen (den hellige alliance), gennem formuleringen af anti-marxistiske ideologier (tenderende mod fascisme), pro-koloniel (og racistisk) ideologisk korruption samt anti-sovietisme. De faser, hvorigennem den politiske kultur udviklede sig i USA, er ret anderledes: Anti-oplysningssekters immigration til New England, folkemordet på indianerne og slaveriet i samfundet (indvirkningen heraf er meget mere ødelæggende end den form for slaveri, der blev praktiseret i fjerntliggende kolonier) og de politiske klassers samvittighedssammenbrud, som gentagne bølger af immigranter erstattede med kommunitarisme. Den politiske kultur, der blev frembragt af denne historie, er ikke en kultur med en stærk (potentielt socialistisk) venstre/højre-kontrast men en prokapitalistisk "konsensus", der klart sætter den vælgermæssige bipolaritet (demokrater/republikanere) i perspektiv.

Det spørgsmål, der stilles i Europa i dag, er, hvorvidt den politiske kulturarv vil forsvinde (og venstrefløjen som ophav til et postkapitalistisk projekt forsvinde) til fordel for den amerikanisering, der på nuværende tidspunkt er i gang (idet de socialliberale partier slutter sig til koret af forsvarere for evig kapitalisme), eller hvorvidt en ny venstrefløj vil være i stand til at samles bag programmer, der kan leve op til udfordringerne. Begge dele er, efter min mening, mulige.

Den nye højrefløj, der omfatter størstedelen af den vælgermæssige venstrefløj, udfører en ideologisk offensiv, der har udviklet en skadelig anti-fransk diskurs, fordi denne højrefløj, med rette, ser Frankrig, der spillede en stor rolle i dannelsen af de politiske kulturer i Europa, som det svageste led i det europæiske system, der er engageret i amerikaniseringen. "Colbertismen" (dvs. et system, der i sin tid (sammen med det absolutte monarki) lagde grunden for den kapitalistiske modernitet, der erstattede feudalismen), "Jakobismen" (der forstod, at økonomisk liberalisme var demokratiets fjende, og at revolutionen var nødt til at være folkelig og ikke udelukkende borgerlig, som det havde været tilfældet i England), "sekularisme" (hvis "radikalisme" forhindrer udviklingen af "kommunitære" identiteter, som den proamerikanske højremodel længes efter) og endda "Gaullo-kommunismen" (over for hvilken Daniel Cohn-Bendit uden tvivl fortrækker anti-sovjetisk Pétainisme!) er de emner, der gentages til bevidstløshed i denne mediepropaganda. Det er bemærkelsesværdigt, at alle disse diskurser er fremherskende i europæisk diskurs (dvs. for Den Europæiske Union). Ud over implementeringen af det europæiske projekt ville det være relevant at undersøge den diskurs, hvormed den omgiver sig selv. Enhver reference til den europæiske politiske kulturarv beskrives som "gammeldags": Forsvaret for klassebaserede interesser (ubønhørligt behandlet som "korporativisme"!) og respekt for nationen (en regionalisme, der er magtesløs over for kapitalen, kommunitarisme eller endda etnokratier som de baltiske stater, Kroatien, etc. foretrækkes). I modsætning hertil betragtes det følgende som "moderne": Lovprisningen af konkurrencen mellem arbejdere, regioner og lande (uafhængigt af den sociale pris) og antisekulære religionsbegreber (tilbedelsen af den polske pave).

Genopbygningen af den europæiske venstrefløj kræver helt klart en radikal, kritisk vurdering af hele denne diskurs. Det betyder også en identificering af de principper, som et alternativ kan blive bygget på, og i særdeleshed en evne til at forudse konsekvenserne heraf, hvad angår kort- og langsigtede programmer.

Ovenstående betragtninger bygger ikke blot på lidet høje tanker om det europæiske projekt som sådan men også om svaret herpå, endda fra de engagerede progressive sociale bevægelser. Projektet skal, som det er, helt sikkert ikke beskrives som det europæiske projekt men som den europæiske del af det atlantiske projekt under amerikansk hegemoni. Større kritiske reaktioner på projekter ser for mig ud, som om de er mere fokuserede på en søgen efter en mindre asymmetrisk balance inden for en imperialistisk trekant (gennem en tilpasning i denne kontekst i forholdet mellem Europa og USA) end en global balance, der er mindre ufordelagtig for resten af verden.

Under disse betingelser står spørgsmålet stadig åbent: Kan det europæiske projekt ændre kurs, eller skal det, for at dette skulle kunne ske, gå gennem en fase med åben anerkendelse af dets fejltagelser?

Kan Syden tvinge imperialismen tilbage?
Trekantens kollektive imperialisme (USA, Europa og Japan) er i offensiven og retter aktivt sine anstrengelser mod en omdannelse af verden med henblik på at tilpasse den trekantens egne formål. Den har allerede været i stand til at mindske stort set alle lande i Syden til status af køber. I denne kontekst, og fordi det går i spidsen for denne offensive, står USA i en position, hvor landet kan implementere sit specifikke hegemoniske projekt. Dette projekt afhænger af implementeringen af "den militære kontrol med planeten" (de samme termer hvormed Washington skamløst erklærer sine ambitioner).

Med henblik på at gennemføre sit projekt har Washington valgt Mellemøsten som den første region at angribe af flere årsager, som jeg har præsenteret andetsteds (L'hégémonisme des Etats Unis et l'effacement du projet européen, 2000 samt "Confronting the Empire," Monthly Review, juli-august 2003). Ikke desto mindre rækker projektmålene langt ud over Mellemøsten: Hele Syden, dvs. hele Asien, Afrika og Latinamerika.

Nutiden er generelt kendetegnet ved opbrud i Syden og den voksende kontrast mellem en gruppe af såkaldt lande med hurtigt voksende økonomier (emerging countries) (som Kina, Indien og Brasilien men også mindre lande som Korea), på den ene side, og en stagnation eller endda tilbagegang for "den fjerde verden" på den anden. Kan vi heraf konkludere, at landene med hurtigt voksende økonomier udvikler sig i retning af at "følge trop"? Min analyse, der omhandler kendetegnene ved et nyt center/periferi-system, fører mig til at svare negativt på dette spørgsmål. I denne analyse består de afgørende nye fordele, der definerer de dominerende holdninger i centrene, ikke længere af industriens monopol, som før da center/periferi-modsætningen var næsten synonym med industrialiserede/ikke-industrialiserede lande. De er derimod defineret i forhold til kontrollen med teknologier, pengestrømme, adgang til naturressourcer, information og masseødelæggelsesvåben. Herigennem kontrollerer de imperialistiske centre effektivt de industrier, der har omorganiseret sig og lagt produktionen i de hurtigt voksende periferier - fremtidens virkelige periferier.

Ud fra dette perspektiv betragter den amerikanske administration Kina som den store strategiske modstander. Den er dog delt på dette centrale spørgsmål. Nogle mener, at Kina kan fortsætte sin accelererede økonomiske udvikling ved at deltage i den liberale globalisering, sådan som den er nu, og at landet på grund af dette vil være enig i at spille spillet og tilpasse sig amerikansk lederskab. Andre i Washingtons ledende klasse frygter derimod, at Kina spiller sit eget spil og forsøger at opnå avancerede teknologier og samtidig styrke dets militære magt. Man kunne således forestille sig, at en præventiv krig mod denne strategiske modstander ville kunne blive planlagt, før det bliver for sent.

De pågældende lande med hurtigt voksende økonomier ser meget frem til den fremtid, som de nuværende udviklinger vil bringe. I Kinas tilfælde afhænger succesen for den mulighed, der kan karakteriseres som et nationalt kapitalistisk perspektiv (en magtfuld kapitalisme, der er blevet en aktiv spiller i verdenssystemet), af en række forhindringer, der vil blive stadig mere alvorlige.

På den ene side kan denne mulighed ikke omfatte den meget store landbefolkning og de urbane masser af den økonomiske vækst. Sidstnævnte vil skulle vise deres modstand med stadig større styrke. Jeg har her rettet opmærksomheden mod bøndernes særlige modstand, som de der drager fordel af en radikal revolution i deres favør og er truet af planen om at privatisere landbrugsjord (et indelukningsprojekt). Udviklingen af disse kampe kunne aflede det kinesiske projekt i retning af reel markedssocialisme, dvs. en kombination der retter al sin styrke mod sociale prioriteringer (social retfærdighed) i udviklingsmodellen og støtter den prioriterede udvidelse af de folkelige klassers interne efterspørgsel. Dette ville føre dem langt væk fra den kinesiske model og simpelthen gøre dem til en del af den liberale globalisering. Jeg refererer her til debatter om emnet, som i Kina er ophedede (S. Amin, "Post-Maoist China: A Comparison with Communist Russia," Review 22, nr. 3 (1999), "China: Market Socialism and U.S. Hegemony," Review 28, nr. 3 (2005)).

På den anden side ville det være naivt at tro, at de dominerende imperialistiske magter vil stå og se til, mens et land på størrelse med Kina bliver en ligeværdig partner. Da Kina troede, at landet var i stand til at købe et multinational olieselskab med henblik på at integrere sig selv yderligere ind i den liberale globalisering og sikre selvforsyningen inden for denne kontekst, forhindrede USA, i et brud med alle dets principper, som kun liberalismedoktrinære mener er dem, der styrer de økonomiske forholds virkelighed, forsøget gennem en brutal politisk indgriben. Sammenstød mellem Kina og de imperialistiske magter inden for alle områder, der vedrører adgang til planetens naturressourcer og kontrollen med moderne teknologier samt industrielle ejendomsrettigheder, er dømt til at blive voldelige. Dette sammenstød er uden tvivl dømt til at blive endnu mere alvorligt end de konflikter, der også vil opstå, efterhånden som Kina gradvist sætter sit aftryk på internationale markeder for almindelige produkter.

De illusioner, der præger indbyggerne i andre lande med hurtigt voksende økonomier, er endnu mere alarmerende. I Brasilien for eksempel, men også ofte andre steder i Latinamerika, forestiller store dele af venstrefløjen sig, at det vil være muligt at konstruere hegemoniske blokke, der skal styres i henhold til god socialdemokratisk tradition (dvs. den der er kendt fra velfærdsstaten i den europæiske efterkrigstid, ikke den vi kender i dag, der er på linie med liberalismen). De glemmer de helt enestående betingelser, der muliggjorde dannelsen af den socialdemokratiske velfærdsstat. De pågældende vestlige samfund var mere udviklede end andre, hvilket muliggjorde såvel kapitalens engagement i intern beskæftigelse som forfølgelsen af målet om imperialistisk dominans over resten af verden. Socialdemokratiet var social-imperialistisk og endda social-kolonialistisk indtil afslutningen af uafhængighedsbevægelsens kampe. Den trussel, som det kommunistiske alternativ udgjorde, var en afgørende faktor i dette magtskifte frem mod det historiske kapital-arbejdskraft kompromis, der kendetegner dette enestående øjeblik i historien.

Den skæbne, som det imperialistiske projekt har i vente for folk i de ikke-hurtigt voksende periferier, er endnu mere dramatisk. De marginaliserede regioner i verden er faktisk afhængige af den systematiske implementering af de dominerende kræfters politikker, som jeg betragter som strategier til programmeret eksklusion af de berørte folk, hvilket fremmer den hurtigere integration af deres naturressourcer, der intensivt udplyndres. Implementeringen af dette projekt er baseret på aggression og militær besættelse (som i Iraks tilfælde) og kontrol på grund af gæld (i tilfældet med de afrikanske lande). Inden for denne kontekst har Europa og Japan reelt stillet sig selv på linie med Washington. Den euro-middelhavskonference, der blev afholdt i Barcelona i november 2005 er et bevis herpå. Europa forsøgte at gennemtrumfe den dagsorden, Bush foretrak, ved at prioritere "kampen mod terrorismen". De arabiske regeringer, der i dag er ekstremt føjelige, hvad angår kravene fra systemets herrer, var tvunget til at understrege, at der ikke kunne blive ladt hånt om de palæstinensiske og irakiske folks rettigheder i denne forbindelse. Således sætter Europa sine interesser i den arabiske region på linie med USA's, der er omfattet af det, der er kendt som det store mellemøstlige initiativ. Det samme gælder Afrika syd for Sahara, som illustreret gennem Cotonou-aftalerne (2000) og de såkaldte partnerskabsprojekter mellem Den Europæiske Union og afrikanske regionale fællesskaber. Den måde, hvorpå alle retter ind efter den samme åndsforladte diskurs vedrørende mindskelse af fattigdom og god regeringsførelse, den nye generaldirektør for WTO (den "socialistiske" Pascal Lamy!) og hans arrogante vedtagelse af standpunkter, der ville få Bush-administrationens ambassadørers synspunkter til at blegne i ubetydelighed ved sammenligningen, er beviser på det synspunkt, der deles af partnerne i den imperialistiske trekant.

Stillet over for denne udfordring af ulige brutalitet er Sydens svar enten ekstremt forsigtigt eller upassende. Regeringerne, på linie med protektoraterne før dem, har kun en begrænset bevægelsesfrihed og er påpasselige med ikke at stille spørgsmålstegn ved den økonomiske liberalisme, som deres lande betaler for. Efter at være blevet ladt i stikken er store dele af de folkelige klasser nu fanget i para-religiøs eller para-etnisk retorik, der forværrer opdelingen mellem folk i Syden.

Genopbygningen af den fælles sydlige front mod trekantens kollektive imperialisme og USA's militære offensiv er den udfordring som folk i Asien, Afrika og Latinamerika nu står over for.

I løbet af Bandung-æraen (1955-75) lykkedes det folk i Asien og Afrika at tvinge den tids imperialisme tilbage takket være den fælles front, de dannede. Men de betingelser, der gjorde disse succeser mulige, styrer ikke længere situationen. På den tid nød de en vis grad af legitimitet og deres folks tillid, fordi de magtfuldes oprindelse lå i nationale uafhængighedsbevægelser og nogle gange endda ægte folkelige revolutioner. Dertil kom, at de stater, som de ledede, til et vist punkt kunne regne med støtte fra Sovjetunionen, hvilket tvang de imperialistiske angribere til at udøve en vis grad af tilbageholdenhed. Vi ved, at efter dette, efter opløsningen af Sovjetunionen, vendte de imperialistiske magter tilbage til deres tradition med brutal aggression.

Det virkelige alternativ (som jeg vil kalde en folkets (og en "tri-kontinental") Bandung) er derfor oppe mod en række alvorlige forhindringer. Den opgave som venstrefløjen skal løse i landene i Syden er ikke lettere end de udfordringer, som den europæiske venstrefløj står over for.

På den kulturelle front: Tilbageskridt,
Det mulige tilbageskridt for europæisk kultur og amerikaniseringen af verden viser sig gennem en generalisering af principperne om "en bred konsensus" baseret på en vedholdende påstand om "fælles identitet". Vi må ikke undervurdere den alvorlige fare for den menneskelige civilisation som denne retning udgør, og som jeg vil beskrive som en ugunstig retning. Tilbageskridtet, som ydermere allerede er begyndt, kan repræsentere en højredrejet løsning på den "senile" kapitalismes krise, hvor løsningen så ikke fører i socialistisk retning men derimod mod opbygningen af et nyt underordningssystem, hvis hovedkarakteristika jeg vil beskrive senere. Med andre ord er ikke alene en anden verden mulig. Vi får en anden verden, og kan bliver bedre eller være, end den vi aktuelt lever i.

Mit syn på dette tema udgår fra en afvisning af en lineær version af en skæbnebestemt menneskelig udvikling fra fase til fase i takt med, at historien udfolder sig, uanset om denne version bygger på fornuften (af Europæisk oprindelse) kombineret med den borgerlige modernitets økonomisme eller referer til vulgærmarxismens fortolkning af produktionsmådernes successive udvikling. På et kritisk punkt i historien, med andre ord hvor fastholdelsen af et system når sit yderste punkt set i forhold til de modsætninger, det selv har skabt (f.eks. når det kommer i en tilstand af senilitet), er der mere end en bestemt fremtid. I disse historiske vendepunkter er mulighederne for en efterfølgende udviklingsretning mangfoldige og ganske forskellige.

I den analyse, jeg bringer til torvs, gives de ideologiske og politiske områder en reel selvstændighed i deres forhold til det økonomiske område. En specifik kombination af de forskellige kræfter blandt mange mulige, gør det muligt at beskrive det system, der kommer til syne, som svar på det system, der eksisterer, og som er trådt ind i en senil fase.

Og som jeg allerede har sagt, har det kapitalistiske system allerede bevæget sig ind i en art senil fase, og alvoren i den modsætninger, der udspringer af fastholdelsen af dette system og styringen af modsætninger, er så udtalt, at den kræver en permanent brug af en voldsom politisk og militær vold, som systemet overhovedet kan frembringe, inklusive en permanent krig mellem "Nord" og "Syd" .

Heraf følger imidlertid ikke, at dette senile globale kapitalistiske system nødvendigvis vil blive efterfulgt af en ligeså globaliseret socialisme. Det er en mulighed. I den analyse, jeg foreslår, vil det forudsætte: (1) Set ud fra en politisk og social udviklingsposition, en forening af sociale fremskridt, demokratisk konsolidering og en fornyet styrke af nationernes selvstændighed indenfor rammen af en forhandlet multipolær verden. (2) Ud fra en ideologisk og kulturel position en fornyelse af de universalistiske værdier.

Indenfor denne anden dimension, går den dominerende aktuelle tendens i den direkte modsatte retning. Forskellige tegn på dette store skridt baglæns er synlige i de forslag, der kommer fra den såkaldte postmodernisme - i det mindste fra dets toneangivende strømninger - om at anfægte muligheden af "objektiv sandhed" og tilsvarende anerkendelse af en "flerhed af diskurser" Alan Sokal og Jean Bricmont kommer med en skarp vurdering af disse fornuftens fejltrin (Alan Sokal, Pseudosciences et postmodernisme, 2005).

Men i denne udgave tilbyder postmodernismen, der har lidt medvind, ikke den ønskede skarpe kritiske analyse. Postmodernismen gør krav på at sætte spørgsmålstegn ved videnskabens privilegerede status i hele spørgsmålet om viden. Den påstår, at objektiv sandhed ganske enkelt ikke eksisterer, og at sandhed er, hvad den enkelte opfatter holder vand. Med andre ord placerer man videnskabelig diskurs (beskrevet som fortælling) på lige fod med andre former for fortællinger (så som magi og para-videnskaber). Man hævder oven i købet at den faktiske eksistens af en flerhed af fortællinger reelt ophæver alle krav på universalitet. Man opfatter alle disse diskurser som lige gyldige og afholder sig på forunderlig vis (om end ikke uforståeligt) fra at underkaste de retninger, der kalder sig selv antihegemoniske, den samme kritiske analyse, som man anvender overfor den "dominerende diskurs".

Meget i den moderne diskurs følger og legitimerer den aktuelle udvikling, dvs. fremkomsten af kulturalismer (altid i flertal). Jeg forstår med dette, den vurdering ifølge hvilken forskellige kulturer konstituerer transhistoriske realiteter baseret på forskelligartede, usammenlignelige og permanente værdier. Intet i folkenes reale historie bekræfter denne a pirori vildfarelse. Kulturalismen, som ikke må forveksles med den indlysende eksistens af kulturel forskellighed, legitimerer den diskursive stræben efter det absolutte, som netop giver næring til alle para-religiøse bevægelser (politisk Islam, Hindutva, den kristne fundamentalisme i USA og alle mulige andre sekter) eller para-etiske bevægelser. Der er tale om intet mindre end en overordentlig reaktionær diskurs, som på ingen måde indeholder en stræben efter at frigøre mennesket, dominerede klasser eller befolkninger i særdeleshed, tværtimod låses de fast i en accept af den reale dominans, de er ofre for, nemlig den senile kapitalisme.

Karakteren af de spørgsmål, der omhandler kulturel forskellighed og antihegemonisk diskurs, er sådan, at den ofte fører til en forvirring, som er vigtig at undgå. Så lad os få klarhed på spørgsmålet. Ja, den reelt eksisterende modernitet, som er frembragt af imperialistisk kapitalisme, er kulturelt ensidig, eurocentrisk, maskulin, patriarkalsk og Prometeusk i den forstand, at den behandler naturen som objekt. Ja, de antihegemoniske diskurser, der opponerer mod den dominerende kultur (feminisme, miljøbevægelser, kulturel antiimperialisme) konstituerer uundgåelige positive elementer i ethvert humanistisk alternativ. Dette alternativ, som langt fra står i modsætning til moderniteten, repræsenterer i dets rationelle og radikale udvikling et opgør med eurocentrismen, mandschauvenisme og foragten overfor nationer.

Konfronteret med denne udfordring må enhver afvisning af stræben efter universalisme karakteriseres som fundamentalt reaktionær. Det er det samme som at sige, at den antihegemoniske diskurs kun er acceptabel, hvis den forbliver indenfor rammerne af de ghettoer, som den udgår fra. USA typen på demokrati understøtter denne form for magtesløs "forskellighed". Man vil igangsætte "kvindestudier" og "studier af farvede" og på samme tid fortsætte med den konventionelle økonomiske diskurs uden på nogen måde at lade denne forstyrre af de andre tiltag. I den sammenhæng kan den postmodernistiske ideologi ikke inspirere til den radikalisme, der er behov for, hvis verden skal forandres.

Dette forklarer, hvorfor denne ideologi er den foretrukne blandt de dominerende kræfter og især i det amerikanske establishment. Ingen ideologi kunne fungere bedre til at sikre de dominerende kræfters greb om magten, fordi den giver form til en tilsyneladende overensstemmelse mellem forskellige grupper af individer, som kan defineres ved deres "udelelige specifikke identitet". Jeg kan udtrykke denne reale funktionalitet ved følgende billede: hvis du holder emblemet på de angivelige identitet i den ene hånd (Koranen, Biblen eller et eller andet etnisk symbol) og en Coca-Colaflaske i den anden hånd, så er du ikke farlig (selv om du selv synes, du er).

Som modstykke gælder, at bekræftelsen af behovet for videnskab og universalisme som det eneste mulige grundlag for humanistisk civilisation ikke indebærer et ukritisk forhold til modernitetsbegrebet, fordi i den forstand vi kan datere og definere betingelserne for de reelt eksisterende modernitets fødsel og udvikling, må vi også erkende, at rejsen endnu ikke er tilendebragt (der er ikke nogen afslutning - for historien har ingen afslutning). Og siden den realt eksisterende modernitet indtil nu har været identisk med kapitalismen, indebærer det også, at verdens samfund må overskride dette forhold og skabe en overlegen post-kapitalistisk modernitet.

Hvis de reaktionære fordrejninger hen ad vejen skulle blive dominerende og presse deres opponenter til tavshed, ville de på denne måde bidrage til overskridelse af kapitalismens rammer gennem en proces, som jeg vil karakterisere som frembringelsen af et nyt underordningssystem.

Genopbygning af folkenes internationalisme mod imperialisme
Set ud fra de analyser jeg har fremsat her, forekommer det, at protest- og oppositionsbevægelser er langt fra at have udviklet en sammenhængende, solid og alternativ strategisk vision, som lever op til udfordringerne. Vi må være modige nok til ikke at nære illusioner omkring dette. Alt for mange bevægelser lykønsker hinanden med deres handlinger (hvilket er fuldstændigt legitimt), men erkender ikke behovet for at gå videre, og diskuterer i endnu mindre grad deres begrænsninger. En bestemt bevægelses-ideologi hævder, at summen af al modstand og opposition i sig selv vil skabe alternativet. Hverken historien eller teoretisk refleksion og observation af virkeligheden vil bestyrke dette forenklede synspunkt.

Dette forslag foregiver ikke, at svaret på denne udfordring er let. Den nødvendige forandring af det dominerende værdi- og idesystems retning, som dette forslag implicerer, er enorm. Det afhænger af om folk i systemets centrum (især europæere) kan genopfinde en virkelig venstrefløjskultur og bryde med kapitalisme og imperialisme og, efter en lang serie af successive kapitler som konstituerede det europæiske venstres politiske kultur (oplysningen, den franske revolution, arbejderbevægelsen, og marxismen og den russiske revolution), om de europæiske folk har forestillingsevnen til at skabe et nyt kapitel. Det betyder, at folk i periferien - den oprørte zone - skal gøre sig selv fri fra såvel illusionen om, at kapitalistisk globalisering gør udvikling mulig og fra alternative bagudskuende fantasier, og i stedet fremsætte alternativer for et gennembrud, der lever op til vor tids udfordringer og muligheder. Det betyder, at alle må genopfinde passende og effektive former for organisering og politisk handlen, hvis dagsorden af krav er fuld af spørgsmål som der ikke endnu ikke findes overbevisende svar på.

Jeg vil meget kort nævne nogle få af udfordringens hovedpunkter, sådan som jeg ser dem.

1. At definere nye historiske subjekter som er i stand til at håndtere udviklingstendenserne og give dem den ønskede retning.

2. At definere en politisk strategisk udfordring, som jeg vil opsummere som følger: Skabe programmer der forener (snarere end adskiller): (a) sociale fremskridt, (b) demokratiske fremskridt, og (c) respekt for nationer og folk. Dette betyder blandt andet, at der skal skabes en Europæisk Union som er for nationer frem for i mod dem.

3. At absorbere markeds-socialiseringen i en demokratisk socialisering, som gradvist bliver mere dominerende.

4. Overskride konkurrencen gennem solidaritet ved at etablerere solidaritetens overlegenhed, den solidaritet som gennem hele historien, i langt højere grad end konkurrencen har været kilden til fremskridt.

5. At oversætte effektiv regulering og beskyttelsespolitikker til specifikke termer med henblik på at fremme en socialt retfærdig, økologisk bæredygtig og multidimensional udvikling, som giver loven større autoritet end kontrakten (i overensstemmelse med den europæiske tradition, som også her er i konflikt med traditionen i de forenede stater).

6. At man nøje vurderer den demografiske udvikling på det europæsiske kontinent (hvis aldring ikke er negativ - når bortses fra dem som alene er interesserede i at maximere profit - men derimod et resultat af menneskeligt fremskridt). Og at man responderer korrekt på migration (gennem en afvisning af det kommunitaristiske perspektiv), og i forhold til at finansiere tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet, baseret på princippet om omfordeling og ikke på det princip om pensionskasser som sætter generationerne op mod hinanden.

7.At identificere de bærende dele af nationale hegemoniske blokke, der er anti-imperialistiske, folkelige og demokratiske ud fra de specifikke betingelser som gør sig gældende i de forskellige lande i syden og at formulere de strategiske mål ud fra det stade de befinder sig på.

Fremskridt i disse henseender bliver synonym med den fremadskridende konstruktion af folkenes internationalisering. Det er et spørgsmål om at strukturere de nordlige folks kampe (gennem en genkomponering af det europæiske venstres kultur) og de sydlige folks kampe. Denne nødvendige internationalisering af folkene - alle folk - kan ikke basere sig på vage ideer om "menneskelig solidaritet i global skala", som ofte fokuserer på analyser af almisser og forarmelse. Kampene mod fattigdom, for god regeringsførelse og forestillingen om menneskehedens fælles interesser i lyset af de økologiske udfordring (den forøgede mangel på ressourcer, nedbrydningen af klimaet) er et udtryk for denne idealistiske (i ordets nedsættende betydning) metode, som ignorere de involverede sociale gruppers interesser og deres mulige konflikter. Den internationalisme, vi taler om her, må basere sig på identifikationen af fælles interesser i forhold til en fælles modstander som kun kan beskrives som imperialistiske kapitalisme.

I sin tid skabte den tredje leninistiske og maoistiske internationale globale alliancer som - I teorien og til en vis grad i praksis - var svar på en tilsvarende udfordring, formuleret inden for sin tids betingelser og begrænsninger. Det handler ikke om at genskabe dette historiske kapitel som definitivt er lukket. Den antiimperialistiske bevægelses nye struktur er fortsat nød til at blive skabt næsten fra A til Z.

Uden at hævde at jeg er i stand til mere end at formulere det spørgsmål der optager os her, vil jeg foreslå, at man tænker på, at denne alternative konstruktion først og fremmest afhænger af om man kan afspore USA's plan om at opnå militær kontrol med planeten. Dette er efter min opfattelse den nødvendige betingelse uden hvilken ethvert demokratisk eller socialt fremskridt hvor som helst vil forblive ekstremt sårbart.

En anden verden, og selvfølgelig en bedre, er mulig. De objektive betingelser her for er til stede. Der er ingen historisk determinisme forud for historien. Det kapitalistiske systems iboende tendenser støder sammen med modstanden fra kræfter som ikke vil acceptere disses effekter. Den virkelige historie skabes i konflikten mellem den kapitalistiske ekspansionistiske tilgang og de tilgange som udspringer af modstanden fra de sociale kræfter, som står op i mod ekspansionen. Udviklingen af de sociale kampe kan bringe andre hegemoniske blokke til magten end dem der styrer den globaliserede neoliberale orden på plads, baseret på kompromisser mellem sociale interesser, hvis diversitet og divergens er anerkendt (kapital-arbejder komprosmis-blokke i de kapitalistiske centre, anti-comprador, demokratisk-folkelig-nationale-blokke i periferierne). I dette tilfælde finder staterne betydeligt rum for manøvrering inden for sammenhængen af et globalt baseret på princip om forhandlet multipolaritet. Vi må arbejde på at gøre dette til virkelighed. Multipolaritet er derfor synonym med, at staterne også i reel grad bliver uafhængige. Den grad vil blive brugt på en given måde defineret af den pågældende stats sociale indhold.

Nutiden er karakteriseret af implementeringen af USA's hegemoniske plan i globalt omfang. Dette er aktuelt den eneste plan om at besætte hele verdensscenen. Der er ikke længere nogen modplan som søger at begrænse det område der er underlagt USA's kontrol, sådan som der var i bipolaritetens tid (1945-90); hinsides dets flertydige oprindelse er det europæiske projekt gået ind i en selvudslettende fase; landene i syd (de alliancefri lande i gruppen af 77) hvis ambition gennem Bandungperioden (1955-75) var at skabe en fælles front mod vestlig imperialisme har givet op; og Kina, som er gået sin egen vej, har kun ambitionen om at beskytte sin nationale plan (som selv er flertydig) og præsenterer ikke sig selv som en aktiv partner i det globale system.

Rusland, Kina, og Indien er tre strategiske modstandere mod Washingtons planer. Magthaverne i disse tre lande er formentligt tiltagende bevidste herom, eftersom de ser ud til at mene at de kan manøvrere uden at støde direkte sammen med USA's administration. En euro-asisatisk tilnærmelse (Europa, Rusland, Kina og Indien) som ville trække resten af Asien og Afrika med sig og isolere USA er bestemt ønskværdig og der er nogle indikationer i den retning, men vi er stadig langt fra at se dets manifestation, som vil gøre en ende på Europas atlantiske valg.

De udfordringer som skabelsen af en virkelig multipolær verden er konfronteret med, er mere alvorlige end mange "anden-globalister" tror. På kort sigt handler det om at afspore Washingtons militære plan. Det er den betingelse, der skal adresseres for at skabe forudsætningerne for de frihedsgrader, der er nødvendige og uden hvilke ethvert socialt og demokratisk fremskridt og enhver udvikling i retning af et multipolært system vil forblive ekstremt sårbart.

Den virkelige multipolære verden vil kun blive en realitet efter de følgende fire betingelser er indfriet:

1. Europa skal være godt på vej med at bygge "et andet socialt Europa" (og derfor engageret i den lange overgang til global socialisme) og det må begynde sin frigørelse fra sin imperialistiske fortid og nutid. Og dette handler klart om mere end at opgive atlantisisme og ekstrem neoliberalisme.

2. I Kina må socialismens vej vinde over det ekstremt modsætningsfyldte og illusoriske trend hen i mod at bygge en national kapitalisme som det vil være umuligt at stabilisere, fordi det ekskluderer arbejderklassen og bondemajoriteterne.

3. Landene i syd (folk og stater) må have held med at bygge en fælles front, som omvendt giver plads til manøvrering og gør de folkelige klasser i stand til, ikke bare at opnå indrømmelser til deres fordel, men, udover dette, at transformere magtens nature og udskifte de dominerende komprador-blokke med nationale, folkelige og demokratiske blokke.

4. For så vidt angår reorganiseringen af nationale og internationale retssystemer, må fremskridtene skabes ved at forlige respekten for national suverænitet (ved at gå fra statens suverænitet til folkets) med respekten for alle individuelle og kollektive, politiske og sociale rettigheder.

Artiklen er oversat fra engelsk efter "Beyond Liberal Globalization: A Better or Worse World?" bragt i Monthly Review december 2006. Artiklen er oversat af Jan Helbak, Lise Rolandsen og Ulf Vincents Olsen