Antonio Gramsci: Staten før og nu
Af Gert Sørensen

Offentliggjort: 15. december 2013
Denne artikel er koblet til temaet: Socialisme i praksis. Klik på temanavnet for at se mere
Gramsci og Marx
Tilbage i midten af 1970erne mente Perry Anderson, fra New Left Review, at Antonio Gramsci (1891-1937) hørte til i en særlig vestlig marxisme, der talte andre navne som eksempelvis Karl Korsch og Georg Lukács. Allerede indførelsen af en vestlig variant, der havde udskilt sig i opposition til Lenins og Stalins sovjetiske marxisme, fører her indledningsvist frem til at sige, at det næppe giver mening i dag at tale om marxismen som én, sammenhængende doktrin, hvori vi bekvemt kan placere Gramsci. Marx ville næppe have set sig selv som ophavsmand til en sådan marxisme. Man kan hævde, at det var vennen Friedrich Engels, der i sin tid tilvirkede den marxske teoridannelse på en sådan måde, at den som en –isme passede bedre ind i den ideologiske opbygning af den europæiske arbejderbevægelse i slutningen af 1900-tallet. Det er under alle omstændigheder den udlægning, som Gramsci giver af forholdet mellem de to. For Gramscis eget vedkommende bliver det da heller ikke let at definere ham ind i et fasttømret paradigme. Dertil er der for mange løse ender, hvad der dog gør ham god at tænke med også i forhold til det overordnede tema her. Marx selv leverede ikke konkrete svar. Med sit fokus på krisetendensen i den kapitalistiske produktionsmåde og på de samfundsgrupper, der mentes at bære fremtiden i sig, åbnede Marx for Gramsci konturerne af en helt ny historisk og teoretisk forventningshorisont og af en helt ny politisk dagsorden.

Gramscis politiske liv og civile død
Gramsci tilsluttede sig tidligt Det italienske Socialistparti, efter at han havde forladt sin fødeø Sardinien og slået sig ned i Fiat-byen Torino. Han deltog i grundlæggelsen af Det italienske Kommunistparti i 1921. Det kom dog ikke til et revolutionært brud i Italien som i Rusland. I stedet fostrede det politiske og sociale opbrud i kølvandet på første verdenskrig den fascistiske bevægelse, der bragte Mussolini til magten i 1922. Fire år senere, i 1926, fulgte diktaturet. Det blev også Gramscis skæbne, i det han samme år blev arresteret og senere af det nye regimes særdomstole dømt til tyve års fængsel. De perspektiver, som marxismen-leninismen havde udstukket, og som Gramsci selv i vidt omfang indtil da havde fulgt, kom ikke til at holde stik. Således mærkede Gramsci selv på sin krop, hvorledes den fascistiske stat og magtens vidtforgrenede apparater fjernede ham fysisk og efterhånden også teoretisk fra de politiske miljøer, som han tidligere havde bundet hele sin intellektuelle integritet til. Gramscis nye situation, hans så at sige civile død i en fjern celle i Syditalien, nødvendiggjorde en omtænkning af centrale begreber i marxismen-leninismen, der i realiteten fraskrev dem enhver teoretisk lødighed. Det skete i de såkaldte Fængselsoptegnelser, hvori han udfoldede præmisserne for sin egen praxisfilosofi, som han kaldte den, ikke fordi fængselcensuren forbød ham at bruge ordet marxisme, men fordi han ville noget andet. Disse spredte optegnelser blev nedskrevet under yderst vanskelige forhold i årene 1929 til 1935; og efterhånden som PCI’s daværende leder Palmiro Togliatti offentliggjorde dem fra slutningen af 1940erne, blev de hurtigt omdrejningspunktet for en bred politisk-kulturel debat i og uden for Italien. Det har sikret ham et eftermæle som få andre fra denne tradition og relanceret ham inden for de brede teorifelter, der under betegnelser som Cultural Studies og Subaltern Studies er blevet aktualiseret af de seneste årtiers stærke globaliseringstendenser.

Statens sociale disciplinering
Gramsci iagttog, hvorledes de modsætninger i den kapitalistiske produktionsmåde, der af en udbredt ortodoksi mentes at ville udløse en revolution, i stedet banede vejen for helt nye typer totalitære masseregimer. Det viste udviklingen i Italien. Han var dog heller ikke blind for, at det sovjetiske lederlag var hastigt på vej væk fra de idealer om indflydelse og social retfærdighed, som den europæiske arbejderbevægelse havde bygget sin oprindelige identitet på. Det var imidlertid den italienske udvikling, der for alvor fik den sene Gramsci på sporet af staten som institutionel ramme om økonomisk vækst og social disciplin. Han fulgte historien om en moderat-liberal elites dannelse af den italienske nationalstat i midten af 1800-tallet og førte denne historie frem til sin egen tid. Her stod han over for en fascistisk stat, der ikke bare slog hårdt ned på oppositionelle elementer, som ham selv, men som også i lange perioder frem til anden verdenskrig faktisk kunne mønstre en høj grad af konsensus fra en meget stor del af den italienske befolkning.                

I nogle tætte afsnit om den italienske Samling af halvøens mange småstater introducerer Gramsci sin mere nuancerede opfattelse af de på én gang herredømme- og hegemoniformer, som magten og de sociale styrkeforhold mellem samfundsgrupperne artikulerer sig i. Derved anskues staten som andet og mere end blot et voldsmonopol, der sidder på hæren, politiet og bureaukratiet med henvisning til det gængse, synlige magt- og tvangsapparat, som en stat gerne identificeres med. Staten og ‘de regerende’ udøver imidlertid også lederskab, en politisk og kulturel ledelse, der hviler på en evne til at overtale og til at få ‘de regeredes’ samtykke. Et hegemoni påvirker adfærd og tænkning, uden at man som borger i eller medlem af en bestemt stat nødvendigvis bliver åbent kommanderet til at gøre eller tænke, hvad man nu gør eller tænker. Dermed sikrer et hegemoni udbredelsen af en bestemt verdensanskuelse eller af et bestemt værdisæt.

Gramscis statsbegreb/teori
For nærmere at forstå, hvilke teoretiske motiver der ligger bag denne tilgang, og hvilke perspektiver der her udstikkes, må vi se lidt nærmere på kilderne. Det hævdes gerne, at Marx havde tre sådanne kilder: den engelske økonomi (Smith og Ricardo), den franske politik (jakobinerne) og den tyske filosofi (Hegel). Dette pensum havde Gramsci fælles med Marx. Men for så vidt angår den specifikke teori om staten, er det sporet til Hegel, der tæller og også bestemmer Gramscis noget anderledes udlægning. Marx er først og fremmest interesseret i Hegels teori om dialektikken (i korthed: tese-antitese-syntese), der bruges som en ledetråd i udredningen af kategorierne i hovedværket Das Kapital. Marx afviser imidlertid den politiske Hegel tidligt i sit forfatterskab og henviser til, at Hegels statsbegreb alene tematiserer borgerskabets klassestat.

Gramsci går en anden vej, når han medtænker tre af Hegels begreber fra Grundlinien der Philosophie des Rechts (Retsfilosofien):

  1. den social-etiske stat, der opdrager og anviser via en, i hans formulering, «regering med de regeredes konsensus»;
  2. det civile samfund med alle dets netværk af private sammenslutninger, hvorigennem staten enten fordeler sin ethos eller bliver anfægtet; og
  3. de intellektuelle som de, der i kraft af deres viden organiserer politik og kultur for de grundlæggende samfundsgrupper.

Det betyder ikke, at ‘klasseelementet’ dermed forsvinder fra Gramscis horisont. Tværtimod: Staten formidler altid et bestemt herredømme og et bestemt hegemoni, der både tilgodeser bestemte samfundsgruppers og bestemte produktionsmåders overordnede prioriteringer, men som også må forhandle og til et vist punkt give indrømmelser til samfundsgrupper, der ikke i alle henseender deler disse prioriteringer. Staten er derfor ikke i sin helhed at sammenligne med, hvad Marx i sit og Engels’ Kommunistiske Manifest fra 1848 lidt parolepræget kalder «et udvalg, der varetager bourgeoisklassens fællesanliggender».

I Gramscis optik kan der altid i den moderne stat spores en konflikt om herredømmet og hegemoniet, netop fordi staten er andet end en stat i den snævre betydning af en regering og et større eller mindre antal ministerier. Med til staten er også alt det udenfor, der i det civile samfund handler eller tænker enten ved aktivt at støtte de dominerende tendenser eller ved at stille sig i opposition og agitere for nogle andre. I denne henseende udvider Gramsci sit begreb om staten for bedre at blive i stand til at identificere det konfliktniveau, der tager til med overgangen fra 1800-tallets liberalistiske ‘natvægterstat’ til 1900-tallets og de store massebevægelsers social-etiske stat. I den udstrækning en stat og et magtsystem ikke kan overleve i længden alene ved repressive midler men også må ty til overtalelsens teknikker for ad den vej at konsolidere et egentligt hegemoni, vil selve dette hegemoni aldrig være fastere forankret, end at det snart kan blotte en hegemonikrise, der igen kan åbne en breche for en anden dagsorden. Når Gramsci foretager denne læsning af Hegel bag om men ikke uden om Marx, kan det forklares ved, at han i sit særlige pensum faktisk inddrager den republikanske tradition fra Machiavelli og ikke at forglemme den liberale (ikke liberalistiske) tradition fra filosoffen og antifascisten Benedetto Croce.

Gramsci og det amerikanske hegemoni
I en - også i forhold til den helt aktuelle situation – umiddelbart interessant optegnelse tager Gramsci fat i krisen i 1929, der efter børskrakket i New York sendte verdensøkonomien på katastrofekurs. Han noterer, at den klart demonstrerede en grundlæggende modsigelse i samfundene mellem på den ene side «det økonomiske livs internationalisme» og på den anden side «statslivet», der lukkede sig inde i en national for ikke at sige en snæver, nationalistisk horisont. Denne passus får yderligere en klangbund, når vi læser den i forbindelse med Gramscis store interesse for USA, dvs. for ‘amerikanismen og fordismen’, som han vier nogle større, sammenhængende afsnit. Han finder her en produktionsmodel, som får en epokegørende virkning, fordi i USA er det sådan, at hegemoniet rejser sig direkte fra fabrikken, der nok gennemfører en benhård disciplinering af arbejdskraften via ingeniør Taylors time-and-motion studier (jf. Henry Fords bilfabrikker), men som også forstår at sikre sig opbakning ved at kompensere med høje lønninger, mere forbrug og en helt nye underholdningsindustri (Hollywood).

Denne model var Europa langt overlegen, og dens internationale gennemslagskraft måtte derfor udfordre det gamle kontinents mange stater og økonomier, der siden 1914 havde ligget i åben strid med hinanden. Nogle af disse stater forsøgte at dæmme op for økonomiens internationalisering og de krisetendenser, der fulgte, ved at indkapsle den lokale økonomi i nationalstatslige restriktioner. Det fascistiske Italien slog ind på en selvforsyningsøkonomi, der blev bygget op omkring de store myter om Førerens ufejlbarlighed og Nationens ret til erobringer. Det samme gjorde sig gældende i det nazistiske Tyskland. Denne autarki-strategi led dog nederlag i begge tilfælde. Andre lande som de nordiske lancerede en socialdemokratisk model i 1930erne, der overlevede anden verdenskrig. Den gav de respektive stater et vist råderum i opbygningen af den moderne velfærdsstat også under det nye amerikanske hegemoni med de mange krav om militære alliancer, liberaliseringer, markedsøkonomi og massekultur osv., der i sin rene ‘amerikanske’ udgave pegede i en ganske anden retning, som Gramsci også havde vist.

Den nyliberale tredje statsmagt
Man har talt om en ‘Gylden Epoke’ fra slutningen af 1940erne og frem til udgangen af 1970erne, hvori der herskede en omend skrøbelig pagt mellem den enkelte velfærdsstat og den internationale, amerikansk dominerede markedsøkonomis krav om maksimale betingelser for frihandel, konkurrence og kapitalakkumulering. Denne pagt blev brudt, efterhånden som den nyliberalistiske globalisering satte ind og definitivt rykkede styrkeforholdene til de internationale finansaktørers og koncerners fordel. Det bragte hurtigt socialdemokratismen i nogle vanskeligheder, den endnu ikke har overvundet. Den mistede konsensus med afindustrialiseringen. I stedet dukkede der en nyliberalistisk diskurs op, der fortsat belærer os om, at lykken ligger i et større privatforbrug, skattelettelser, samt nedskæringer i de offentlige budgetter. Denne diskurs har ikke været uden visse autoritære træk, der er blevet sat ind over for et fortsat større antal immigranter og over for andre marginaliserede og underprivilegerede grupper. Budskabet er blevet udbredt igennem en voldsom vækst i antallet af private, reklamefinansierede Tv-kanaler, der har sat det traditionelle public service Tv under pres.Samtidigt tynges staterne af gældsætning og stemples af de internationale ratingbureauer, mens de politiske beslutningstagere fremstår mere og mere magtesløse, når det gælder en dagsorden, der er forskellig fra, hvad der i disse år bliver dikteret udefra.

Kampen for et nyt hegemoni
I Italien kulminerer denne nedbrydning af de traditionelle politisk-kulturelle og institutionelle bånd med Silvio Berlusconi. Det bør i denne forbindelse nævnes som alt andet end en kuriøsitet, at en af Berlusconis nærmeste medarbejdere, Fedele Confalonieri, præsident for den vigtige mediesektion, Mediaset, tilbage i år 2000 udtalte følgende om sin chefs mission: «Endnu inden han går ind i politik, har han haft en stor indflydelse på Italien, han har bidraget til at ændre det grå og brødebetyngede klima, der herskede i 1970'erne; han har været et frigørende element. Han har indført lidt mere Amerika og mere forbrug, mere munterhed og mindre bigotteri. Dette er grundlæggende at lave politik, i den gramscianske betydning af ordet». Det er jo ikke noget uinteressant udsagn, fordi det vidner om, at Gramsci faktisk fortsat er et referencepunkt. Men det blotlægger også den aktuelle hegemonikonflikt mellem den dominerende nyliberalistiske strategi og så en strategi, der lægger op til politikkens og det civile samfunds genkomst. Gramscis efterladte begreber om staten, det civile samfund og de intellektuelle er derfor ikke ganske irrelevante, når opgaven i dag består for det første i at fravriste markederne deres selvrådighed og staterne deres følgagtighed som konkurrencestater, og for det andet i at forankre produktion og vækst i bæredygtighed og social retfærdighed ved at styrke de fælles institutioner til fordel for et nyt hegemoniprojekt på såvel det nationale som det europæiske og globale plan.