Den globale økonomis opbremsning: Modsætningerne i den monetariske og finanspolitiske praksis
Af Jack Rasmus

Offentliggjort: 15. december 2013

I 2008-09 faldt den kapitalistiske økonomi sammen med et brag – et sammenbrud fra hvilket den stadigvæk kæmper for at rejse sig. Men den næste krise kan godt vise sig at komme ikke i form af et sammenbrud men i form af en langstrakt, besværlig økonomisk stagnation, som derefter fortsætter i årevis.

Risikoen for en global stagnation er en direkte konsekvens af den monetariske og finanspolitiske enighed, der er opstået mellem de kapitalistiske beslutningstagere over hele verden og som betyder, at politikken ikke blot i stigende grad bliver ineffektiv i forhold til at sikre en fornyet vækst, men som også i stigende grad direkte modvirker mulighederne for at væksten nogensinde opstår.

Både i den amerikanske og i den globale økonomi oplever vi aktuelt en langstrakt, økonomisk opbremsning. Denne opbremsning har samtidig været ulige fordelt både imellem og indenfor de væsentligere sektorer i den amerikanske og den globale økonomi.

Den periodiske fremvækst af begrænsede og historisk set svage opblomstringer I en eller flere af de fire vigtigste sektorer i den globale økonomi (Europa, Nordamerika, Japan, Kina eller vækstlandene) modsiger ikke det, der i øvrigt står klart, nemlig den ellers meget klare og mere langsigtede tendens imod en langsommere global vækst og svækkelsen af tendensen til generel genopretning af den globale økonomi efter det verdensomspændende finansielle sammenbrud og den dybe recession i perioden 2008 til 2009.

Kina og økonomierne i de øvrige BRIC-lande
I forlængelse af den verdensomspændende bankkrise i 2008-09 genvandt Kina og de øvrige BRIC-lande hurtigt deres styrke som et resultat af den massive kinesiske stimulus-pakke på 15% af BNP i 2009, hvoraf mere end halvdelen var en direkte regeringsinvestering i infrastruktur og byggeri og i forlængelse af den massive tilstrømning af kapital efter 2009 fra de mere avancerede økonomier (USA, Europa og Japan) i de øvrige BRIC-markeder i Asien og Latinamerika.

Den kinesiske investering på 15% af BNP I 2009 og det kinesiske markeds efterfølgende hurtige og fulde genrejsning fik som konsekvens, at faldet i væksten andre steder blev afdæmpet i perioden 2009 til 2010. Imidlertid var den kinesiske vækststrategi ikke tilstrækkelig til at trække den globale, økonomiske genrejsning i gang. Selvom den kinesiske økonomi helt klart er forbundet med den globale, så var den endnu ikke – og er endnu ikke – tilstrækkeligt tung til at styre den globale økonomi.

Desuden er det sådan, at den tilvækst, der siden 2011 er sket som et resultat af ekspansionen på BRIC-området – der er meget afhængig af eksporten til Nordamerika og Europa – er blevet svækket betragteligt.

Ser man på Kina, så er den kinesiske vækstrate, der lå på 13,7% i2007 før sammenbruddet faldet til 7,5% i 2009. Efter de massive investeringer på de 15% af BNP, steg den til 10% i 2010. Men siden da er den faldet konstant. Senest til 7,5% i takt med at efterspørgslen fra USA og Europa er faldet i takt med at genopretningsbestræbelserne begge steder har slået fejl. Selvom den officielle statistik siger, at væksten ligger på 7,5%, så siger uafhængige kilder – som stiller spørgsmålstegn ved de officielle beregninger – at væksten er faldet helt ned til 6 – 6,5%. Men selv hvis den officielle vækstrate var korrekt, så er Kina økonomisk set tilbage ved det lavpunkt, som man nåede i 2008-09 som et resultat af det globale, økonomiske sammenbrud – hvilket er mindre end to tredjedele af, hvad man oplevede før sammenbruddet.

Den massive bevægelse af kapital til vækstlandene fra USA, Europa og Japan ramte også Kina efter 2009. Denne kapitaltilvækst bidrog massivt til en overstimulation af de kinesiske bygge- og konstruktionsmarkeder i de større byer. Dette resulterede i fremvæksten af en bygningsboble i de store byer, og efter 2010 har dette været et konstant problem. For at tage luften ud af boblen har de politiske beslutningstagere fra 2013 forsøgt at lægge en dæmper på de eksplosivt voksende boligpriser og byggepriser. Men denne aktivitet har også lagt en markant bremse på resten af økonomien i 2013 – der yderligere udbygger opbremsningen i den kinesiske BNP.

Resultatet af, at Kina tabte fart i eksporten til Vesten efter 2009 og de fejlslagne forsøg på at kontrollere boligboblen sidste år, samt af den generelt svækkede, økonomiske vækst, var at igangsætte endnu et stimulus-program – dog i mindre omfang en tidligere – siden sommeren 2013. Dette program sigtede mod at øge det statslige forbrug på infrastruktur og på initiativer, der kunne øge eksporten. Derfor virker det umiddelbart, som om den kinesiske økonomi til en vis grad er blevet stabiliseret – dog kun til en vækstrate på mellem 6,5 og 7,5 procent. Det betyder så også, at Kina i endnu mindre grad end før bidrager til den globale, økonomiske genopretning – hvilket så igen betyder, at denne genopretning går endnu langsommere.

I modsætning til Kina har resten af BRIC-landene haft meget svært ved at fastholde den vækst, som de havde før 2008 og viser nu klare tegn på tilbagegang. De er mere afhængige end Kina af massiv, udenlandsk kapitaltilførsel fra Europa, Asien og Japan, så derfor oplever økonomierne i for eksempel Brasilien, Indien, Indonesien, Mexico, Tyrkiet og andre steder i 2013 en kraftig nedgang i deres BNP og en lige så kraftig vækst i tilbageførslen af kapital til USA, Europa og Japan. Den hurtige tilbagegang i for eksempel Indien og Indonesien og den reelle stagnation i lande som Brasilien, Mexico og andre har bidraget til yderligere at sætte den globale økonomi tilbage.

For Kina og resten af BRIC-landene viser billedet en klar tendens til faldende vækstrater. I stedet for at bidrage positivt til væksten, så bidrager disse lande nu til det generelle fald i vækstraterne. Og det til trods for, at den seneste tids vækstinitiativer i Kina formodentlig vil give et kortsigtet ophold i den ellers generelle nedgangstendens.

Europa, Storbritannien og økonomien i Eurozonen
En anden større del af den globale økonomi – nemlig Europa og de 17 nationer, der udgør kernen her, nemlig Eurozonen – har lidt betydeligt mere end Kina og resten af BRIC-landene.

De 17 nationaløkonomier i Eurozonen har oplevet en såkaldt double dip recession siden 2008 – og det samme gælder Storbritanniens økonomi og resten af økonomierne i EU. Og på samme tid har de sydlige medlemmer af Eurozonen fra Portugal til Grækenland været ramt af noget, der kun kan beskrives som en klassisk, helt igennem typisk økonomisk depression.

Som det illustreres i nedenstående graf, så faldt de europæiske økonomier kraftigt i perioden 2008-09. Man oplevede dog en beskeden vækst på 1,2 – 1,7 % i perioden 2010 – 2011 – hvorefter man faldt igen de følgende 18 måneder ind i 2012 og den første halvdel af 2013 – og oplevede, hvad jeg andre steder har beskrevet som en episk recession karakteriseret ved både finansielle og økonomiske sammenbrud efterfulgt af korte perioder med begrænset vækst, der så igen blev efterfulgt af endnu en nedgangsperiode. Dette mønster har gentaget sig igennem hele perioden.[1]

Økonomien i Eurozonen har først i det seneste kvartal oplevet en begrænset vækst i BNP på 0,3%. Denne vækst vil formodentlig vise sig at være endnu kortere end den foregående vækstperiode i 2010 til 2011. Og den vil formodentlig føre frem til endnu en tilbagegang, der således fortsætter den vækst-tilbagegangs-cyklus, som er karakteristisk for de episke recessioner i dag.

Den korte vækst i den europæiske økonomi er et resultat af, at kapitalen nu vender tilbage fra vækstmarkederne – af den foreløbige stabilisering af banksystemet gennemført af den Europæiske Centralban – og af den foreløbige suspendering af gældskrisen, der er et resultat af, at de globale investorer aktuelt har opgivet at angribe statsobligationsmarkederne i Spanien, Italien, Portugal og andre steder til fordel for mere lukrative områder i Asien. Desuden skyldes det foreløbige opsving, at andre økonomier – som for eksempel i Storbritannien – er begyndt kunstigt at stimulere markederne ved atter at pumpe værdierne af fast ejendom i vejret. Men alt dette har blot resulteret i en tilbagevenden til de lave vækstrater fra perioden 2010 til 2011. De fundamentale problemer i Eurozonen er på ingen måde blevet løst. Mængden af reelle investeringer falder eller ligger stabilt lavt, arbejdsløsheden er stadigvæk høj, forbrugerne bruger ikke penge, bankerne låner ikke penge ud, banksystemet er stadigvæk sårbart, og de offentlige lån stiger stadigvæk.

Man kan optimalt tale om stagnation. Eurozonen bidrager intet til den globale økonomiske vækst. Og når som helst kan zonen hurtigt igen blive bidragyder til en yderligere opbremsning i den globale vækst.

Japans økonomi
Den første, episke recession i den moderne økonomiske historie, startede i 1991 – 92 i den japanske økonomi. Og siden da har Japan oplevet adskillige recessioner. [2] Japan er den mest klassiske repræsentant for de stop-and-go opsving, som er karakteristisk for fænomenet. Som i USA og Europa i perioden 2008 til 2009, oplevede Japan i begyndelsen af 90’erne et større finanspolitisk sammenbrud, der var et resultat af finansspekulation, der var kommet ud af kontrol. Og dette sammenbrud resulterede i et reelt økonomisk tilbageslag. Japan reddede bankerne (med hjælp fra USA og Europa), men valgte ikke at stimulere den lokale økonomi i tilstrækkeligt omfang til at sikre et fornyet opsving. De japanske kapitalister og politiske beslutningstagere antog, at man – når først bankerne var reddet – bare behøvede at vente, til markederne af sig selv ville understøtte økonomien og genstarte væksten. Så ville bankerne begynde at låne penge ud igen, erhvervslivet ville begynde at investere indenlandsk, indtægterne ville stige og forbruget øges. Og så ventede de. Hvilket de i øvrigt blev ved med i 20 år. Som en tilsvarende strategi kom til at demonstrere i USA og i Europa i 2008 og senere, så resulterer et finanspolitisk indgreb for at redde bankerne ikke nødvendigvis i, at bankerne låner mere ud for at stimulere væksten – i det mindste ikke i den japanske økonomi. Bankerne lånte godt nok penge ud, men i udlandet eller til de finansielle markeder. De store, japanske, multinationale virksomheder – den øverste del af det erhvervsliv, som fik lånene – investerede også i udlandet. Indtægter og forbrug for befolkningen stagnerede, og derfor mislykkedes redningsforsøget.

Siden det globale finansielle og økonomiske sammenbrud i 2008, har Japan oplevet en tredobbelt recession. Som i Europa blev den første krise i 2008-09 efterfulgt af et kortere og begrænset (kortere og mere begrænset end i Europa) opsving over 18 måneder i 2009-10, af en kort recession i 2011 og derefter af et endnu kortere opsving på 9 måneder i 2011-12 og af endnu et kort opsving i 2013.

En sammenligning af den europæiske og den japanske økonomi.
Selvom begge økonomier har oplevet en recession af flere omgange, siden den globale krise startede i 2008, så er det dog værd at bemærke forskellene i deres politiske reaktion på krisen.

I euro-zonen reagerede man politisk ved at implementere en finanspolitik, der er blevet betegnet som austerity [1]. Det, der dækker sig bag denne sparepolitik, er, at man reducerer i den finanspolitiske stimulering af økonomien (offentligt forbrug og skattelettelser på det private område) samtidig med at man gennemfører en nominel stimulering ved at sænke renteniveauet. Imidlertid viste denne rentenedsættelse sig utilstrækkelig til at stabilisere banksystemet, samtidig med at nedskæringspolitikken (mindre offentligt forbrug, højere beskatning af almindelige forbrugere eller privatisering eller udsalg af offentlig ejendom og opgivelse af offentlige investeringer) rent faktisk forværrede samfundsøkonomiens tilstand.

Indtil for ganske nylig euro-zonen var det svageste led i den globale økonomi og den relativt største bidragyder til den langsigtede, økonomiske nedgang. De 17 nationer har i realiteten ikke haft nogen reel centralbank. Og zonen har ikke været i stand til at redde de kriseramte banker så let, som man har kunnet i USA og Japan (eller i Storbritannien), der alle har centralbanker. Eurozonens delvise modsvar til en centralbank, den der med et misvisende begreb kaldes den Europæiske Centralbank – ECB – har indtil videre været nødt til at få de 17 nationers respektive regeringer til at lægge pengene ud, og disse midler er derefter blevet kanaliseret til de svageste regeringer (Spanien, Grækenland, Portugal og så videre), således at disse lande selv har kunnet redde deres nødlidende banker. Dette har ikke fungeret godt. Dette har ikke virket ordentligt. Fra 2012 har ECB derefter stabiliseret bankerne ved at love dem støtte, når de var i problemer, som om ECB faktisk var en centralbank – hvad den altså ikke er. Dette har i en periode købt bankerne tid. Men eurozonens banksystem er stadigvæk det mest sårbare overhovedet i den globale økonomi. Og samtidig har ECB sænket renten til 0,5%. Finanspolitisk har euro-zonen i endnu mindre grad været i stand til at stimulere de respektive, nationale økonomier. Euro-zonen har intet finanspolitisk fællesskab. Derfor må de mere velhavende lande som Tyskland agere ved at gennemføre nationale stimuleringer, mens de fattigere lande i den europæiske periferi har været ude af stand til at gøre noget tilsvarende – i stedet har de udelukkende ført en nedskæringspolitik for at være i stand til at tilbagebetale de lån, de har fået for at kunne redde deres banker. Den generelle nedskæringstendens i Europa er således en direkte konsekvens af den ineffektive og utilstrækkelige metode, man har brugt til at redde banksystemet. Og så længe bankerne ikke er blevet stabiliseret, så vil nedskæringerne fortsætte. Det samme er tilfældet med den ujævne vækstrytme.

Når det drejer sig om Storbritannien, ser billedet en del anderledes ud. Landet har en centralbank – Bank of England – der omgående iværksatte en redningsaktion for de engelske banker. Som i USA gjorde englænderne derefter det, at de nedsatte renterne til næsten 0 og derefter introducerede en politik, som de kaldte for kvantitative lettelser eller QE (Quantitative Easing [2] ), som blev opfundet af den amerikanske centralbank, Federal Reserve, i slutningen af 2008. Denne politik betyder i realiteten, at centralbanken trykker flere penge i stedet for at samle midler gennem beskatning eller ved at skære ned på det offentlige forbrug, og derefter bruger disse penge til at købe obligationer fra private investorer og banker – ganske ofte for en pris, der er lavere end på det åbne marked. Likviditetsindsprøjtningen kan så bruges til at redde banker og investorer for en meget lav rente gennem centralbankens direkte opkøb. Med dette tilskud af kontante penge kan bankerne atter låne penge ud. Teoretisk skulle denne politik resultere i, at der foretages flere reelle investeringer, der skaber job, får indkomsterne til at stige og stimulerer forbruget. Imidlertid gør det rent faktisk – som tidligere bemærket – ingen af delene. I stedet resulterer det i, at bankerne ophober penge og låner penge ud til internationale koncerner, der investerer i vækstmarkederne og i Kina, eller selv investerer pengene i finansielle papirer på verdensmarkedet.

De kvantitative lettelser og en rente, der ligger meget tæt på 0 for bankerne betyder, at banker bliver reddet. Men indgrebet resulterer ikke nødvendigvis i en stimulering af den reale, indenlandske økonomi. De resulterer for størstepartens vedkommende i likviditet, der bevæger sig til udlandet – op til 2013 til vækstmarkederne, Kina og til de finansielle markeder over hele verden (i form af derivater, valuta, kapitalfondskonstruktioner, lokal fast ejendom, udenlandske statsobligationer, såkaldte junk bonds, hedgefonde, private pengetanke og så videre).

En pengepolitik, som resulterer i så godt som gratis lånekapital (via udlån til en rente på nul eller næsten nul fra centralbanken) og kvantitative lettelser (støttede opkøb på obligationsmarkedet af værdiløse obligationer til en pris højere end markedsprisen) blev først introduceret som den primære finanspolitik efter krakket i 2008 af centralbankerne i Storbritannien og USA i 2009.

Denne engelsk-amerikanske politik blev bakket op med en yderligere finanspolitisk støtteaktivitet, der også viste sig første gang i 2009 i Storbritannien og USA. Men i Storbritannien blev støtten dog hurtigt erstattet af sin modsætning – en nedskæringspolitik – i samme øjeblik, hvor den konservative regering afløste sin forgænger fra Labour. I USA blev nedskæringspolitikken først – som det vil blive gennemgået senere her – introduceret på et senere tidspunkt efter 2010 og gennemført i trin og mindre voldsomt. [3]

Den abrupte afbrydelse af de finanspolitiske initiativer i Storbritannien og det, at denne politik blev erstattet med nedskæringer, kastede den britiske økonomi ud i en dobbelt recession næsten omgående. For at undgå endnu en recession i 2013, har regeringen delvis aflyst deres nedskæringspolitik og genoptaget stimuleringen, hvilket har resulteret i endnu et svagt opsving. Dette opsving har imidlertid været baseret på en kunstig understøttelse af byggesektoren, der først og fremmest er kommet bankerne og investorerne til gode. Ejendomspriserne i Storbritannien – navnlig i London-området – nærmer sig nu atter en boble-tilstand, således som de også gjorde det i 2008. Samtidig har de britiske konservative fortsat deres nedskæringspolitik andre steder ved at skære ned på forbruget til uddannelse, ved at reducere i bevillingerne til sundhedsområdet og ved at skære ned på det offentlige forbrug på andre sociale programmer og offentlige investeringer.

Japan overtager den amerikanske Drejebog
I modsætning til eurozonen, men parallelt med USA, har Japan for nylig startet sit eget stimulusprogram ved at skyde 1,4 billioner dollar ind i økonomien. Samtidig har man planer om at skære ned på erhvervsbeskatningen samtidig med, at man hæver skatten på forbrug og almindelige husholdninger. Ved at kopiere den amerikanske politik, der har været anvendt siden 2009, har den Japanske Centralbank – Bank of Japan – selv iværksat et stimuleringsprogram, der sigter imod at investere 68 milliarder dollar om måneden i bankobligationer med det mål, at have skudt 1,4 billioner dollar i likviditet ind inden udgangen af 2015. Når man tager den relative størrelse af Japans BNP i betragtning, så er denne stimulus større end selv den nyeste amerikanske.

Desuden har Japan – ligeledes inspireret af USA – annonceret en finanspolitik, der minder om den, som USA igangsatte i 2009. Man har planer om at øge det offentlige forbrug ved at anvende 128 milliarder dollar – der udgør 3 % af landets BNP. Samtidig er der blevet annonceret planer om at nedsætte erhvervsbeskatningen, samtidig med at man fordobler forbrugsbeskatningen (momsen) fra de aktuelle 5 % til 10 %. Det forventes, at man yderligere vil komme med forslag om at reducere udgifterne til arbejdskraft, miljøomkostningerne og andre udgifter relateret til produktionen samt at øge forsvarsudgifterne. Med andre ord: Det man ser her, er det samme, som man gjorde i USA, hvor man gav massive likviditetstilskud til banker og investorer kombineret med en nominel vækst i det offentlige forbrug kombineret med indledningen af en nedskæringspolitik.

Siden udmeldingen af den nye politik, der kaldes for Abenomics efter navnet på den person, som har formuleret den – premierminister Abe – er kurserne på det japanske aktiemarked steget med næsten 80 %. Virksomhedernes overskud forventes af stige med 46 % i 2013. Den japanske yen er faldet til 20 % af en dollar og andre valutaer, og det har fået den japanske eksport til at stige på bekostning af nabostaternes.

På negativsiden kan man dog se, at det tidlige opsving i det japanske BNP i første kvartal af 2013 allerede er faldet tilbage i andet kvartal. Erhvervsinvesteringerne – der var meget negative i første halvdel af året – er næsten ikke steget. Og væksten i forbruget er stort set udeblevet. I sommeren 2013 er tallene for både den industrielle produktion og eksporttallene igen blevet negative og renteniveauet er begyndt at stige, hvilket yderligere vil skade forbruget. Stigningen i forbrugsafgifterne forventes at medføre et fald i BNP på 0,5 % for hver procent, afgifterne hæves, og denne stigning vil i første omgang blive på 3 % for i 2015 at stige yderligere til 10 %. Hvis man tager disse elementer i betragtning, så er der almindelig enighed blandt økonomer om, at den japanske økonomi ikke vil vokse mere end 1,28 % om året selvom profitterne og aktiekurserne vokser mere og sikrer, at virksomhedernes og de rige japaneres indkomst vokser.

Kort sagt: Selvom de politiske initiativer kun har været i gang i et år – og selvom nedskæringer og stimulusprogrammer endnu ikke er gennemført – så vil disse initiativer (som det var tilfældet i USA og i eurozonen) optimalt resultere i et forløb med korte opsving afløst af yderligere kriser, der ikke reelt forbedrer økonomien, men blot resulterer i at uddybe tendenserne til øget ulighed.

Den amerikanske økonomi
Det er nu mere end fire år siden, at recessionen i USA og resten af verden blev erklæret afsluttet i juni 2009. Siden 2009 har den amerikanske centralbank og Federal Reserve pumpet næsten 4 billioner dollar i form af nye pengesedler ud i den amerikanske og den globale økonomi.

Når man lægger de føderale programmer sammen med likviditetsudpumpningen foretaget af den amerikanske centralbank, så drejer det sig om mellem 10 og 20 billioner dollar. Hvis man lægger tilsvarende programmer varetaget af Bank of England, den Europæiske Centralbank og Bank of Japan til, så overstiger totalen 20 billioner dollar.

Den amerikanske udpumpning af likviditet har – ligesom i øvrigt de øvrige programmer – kun en svag effekt på den reelle økonomiske vækst. Banker og investeringsselskaber tog de gratis penge og de støttede opkøb af deres værdiløse obligationer og ophobede enten pengene, returnerede dem til centralbanken for at få renter af dem, lånte dem videre til multinationale virksomheder eller andre store virksomheder (ikke til de små virksomheder), der investerede dem i udlandet på vækstmarkederne eller brugte dem til at betale udbytte til deres aktionærer, eller investerede dem i finansielle papirer i USA (aktier, obligationer, derivater eller lignende) eller i tilsvarende papirer ude i verden. Reelt er mange af de penge, som blev pumpet ud, endt udenfor landets grænser og ikke i USA. I ingen tilfælde er midlerne endt i reelle, indenlandske investeringer, der skaber jobs, indkomster eller forbrug hos almindelige forbrugere, der således har kunnet understøtte en økonomisk genopretning.

Hvad stimulusprogrammerne i stedet har skabt, er en overdreven efterspørgsel på aktier, obligationer, valuta og andre finansielle størrelser. Der er en næsten helt igennem perfekt korrelation mellem forløbet af stimulus-programmerne og opsvinget på de amerikanske aktiebørser siden 2008, som nedenstående graf illustrerer:

Stimulerer man aktiekurser eller kurserne på andre værdipapirer, så resulterer det i en massiv vækst i indtægterne for investorer og deres institutioner (virksomheder, hedge-fonde, private investeringsselskaber med videre). Og samtidig presser denne form for stimulation – fordi den har minimal indflydelse på de reelle investeringer og derved på jobskabelsen – lønniveauet for almindelige lønmodtagere.

En artikel, der for få uger siden blev offentliggjort af Emmanuel Saez [3], professor i økonomi ved University of California, Berkeley, baseret på tal fra det amerikanske skattevæsen IRS om ulighed i indkomsterne i USA og globalt siden 2002, viste, at den mest velhavende ene procent i USA – dem der får mest ud af investeringer i obligationer, aktier og andre værdipapirer – har høstet ikke mindre end 95 % af alle indkomststigninger siden 2009. [4] Dette skal sammenlignes med, at den samme gruppe stod for 65 % af alle indkomststigninger mellem 2001 og 2008. De rige bliver rigere, samtidig med at økonomien bliver ringere. Men det er ikke blot den faktiske økonomiske aktivitet, som betyder noget. Det er de såkaldte gratis penge, der stilles til rådighed af centralbanken for bankerne og investorerne, som resulterer i, at deres indtægtsandel stiger. Det er de gratis penge, som de investerer udenlands eller i finansielle værdipapirer i stedet for at investere dem i reelle jobskabende aktiviteter. Samtidig med at deres indtægter vokser, stagnerer eller falder lønindtægterne for dem, der er i arbejde. Et karakteristisk træk ved den amerikanske økonomi siden 2008 har været, at den disponible indkomst falder for det store flertal af lønmodtagere, som nedenstående graf illustrerer det:

En anden direkte konsekvens af den finanspolitik, som den amerikanske regering og centralbank har ført siden 2008, har været, at de investeringer er gået ned, der skaber reelle jobs, selvom profitterne er steget til et rekordhøjt niveau. Nedgangen i jobskabende investeringer samtidig med en vækst i profitten sker på grund af et massivt skift i retning af at foretage investeringer i værdipapirer, der både er blevet formidlet af og befordret af de gratis penge. Dette skift har mest prægnant vist sig i USA og Storbritannien, men kan også ses i Japan og Eurozonen. Et aktuelt studie af Gerald Friedman [4] viser klart denne tendens i nedenstående graf: [5]

Da erhvervsbeskatningen målt som en procentdel af profitten kun er på 12,5 % - i modsætning til de 24 % den var mellem 1989 og 2008 – så bliver den overskydende profit fordelt til aktionærerne i form af udbytte og kursstigninger. Og da den private beskatning ligeledes er rekordlav for de mest velhavende, så bliver profitten for størstepartens vedkommen til indkomst for de mest velhavende enkeltpersoner og investorer. Hvilket får uligheden til at stige.

Finanspolitisk blev mindst 3 billioner dollar mere pumpet ud gennem stimulationspakker, nedskæringer i erhvervsbeskatningen og offentligt forbrug i den amerikanske økonomi mellem 2008 og 2011. Men efter november 2010 er denne økonomiske stimulering blevet stoppet. 2011 markerer påbegyndelsen af et amerikansk nedskæringsprogram – en mere eller mindre tilfældig nedskæring af stimuleringsprogrammer i forlængelse af de politiske vedtagelser om en reduktion af underskuddet på de offentlige finanser efter fastlæggelsen af gældsloftet i forhandlingen mellem Obama og republikanerne i Kongressen.

Efter nogle indledende nedskæringer I foråret 2011 er der sket en større nedskæring på 1 billion dollar i august 2011 som led i gældsloftsaftalen version 1. Endnu en 1,2 billion dollar i nedskæringer blev indledt i forbindelse med vedtagelsen af de udgiftsreduktioner, der blev indledt i marts måned 2013. Mens jeg sidder og skriver på denne artikel, bliver yderligere nedskæringer vedtaget som en del af fastlæggelsen af gældsreduktionsaftalen version 2 i forhold til budgettet for 2014 mellem Obama og Kongressen. Denne gradvise gennemførelse af nedskæringspolitikken er typisk for USA. I Eurozonen blev nedskæringspolitikken indført lige fra starten og har i særlig høj grad ramt befolkningerne i den sydlige og østlige del af Europa. I Storbritannien blev nedskæringerne påbegyndt lige fra begyndelsen, da de konservative overtog regeringsmagten. I Japan ser billedet lidt anderledes ud, men er på vej til at komme til at ligne det, der sker i USA og Storbritannien.

Men ligesom udpumpningen af rentefri midler og valutapolitikken ikke har kunnet genoprette den reelle økonomi, investeringerne og indkomsterne – så har også den finanspolitiske aktivitet vist sig at give et forbigående og utilstrækkeligt opsving til at begynde med for derefter at blive fulgt negative konsekvenser umiddelbart efter.

Det samlede resultat af udpumpningen af de mange billioner gennem den amerikanske finanspolitiske og skattemæssige stimuleringspakke hen over de seneste 4,5 år under overskriften genopretning har været en økonomisk vækst på mindre end halvdelen af, hvad man tidligere har set i forbindelse med genopretninger i forlængelse af recessioner. Siden den officielle afslutning af recessionen i juni 2009 har den samlede vækst i BNP i USA ikke været mere end 8,2 % - sammenlignet med en vækst på fra 15 til 17 % for alle de 10 tidligere recessioner efter en periode på fra 4 til 5 år.

Hvad den røde linje i ovenstående graf viser er, at den amerikanske vækst akkumuleret ligger under det forventede og at den også på længere sigt ser ud til at blive under standard.

I forlængelse af et kort opsving – også det under det historiske gennemsnit – i slutningen af 2009, har den amerikanske økonomi i perioden 2010 – 2012 oplevet en serie af økonomiske tilbageslag, hvor vækstraten efter en kort, svag opgang er bremset betragteligt op. Disse tilbageslag viste sig sent på sommeren 2010 og igen i begyndelsen af 2011. Vækst set i relation til BNP blev faktisk negativ i begyndelsen af 2011. Og nyere tal viser, at den amerikanske vækst faldt til nul eller lavere sent i 2012.

I de seneste 12 måneder fra juli 2012 til og juli 2013 har den økonomiske vækst i USA ligget på 1,8 % i relation til BNP, hvilket er et historisk lavpunkt. Aktuelle prognoser for de kommende 12 måneder foretaget af uafhængige kilder som International Monetary Fund forudsiger at tendensen fortsætter med en vækst i BNP på bare 1,7 %.

Hvis man derudover korrigerede den nominelle vækst i BNP for inflationen ved at bruge forbrugerprisindekset CPI i stedet for den meget mere konservative GPD, så har den amerikanske økonomi rent faktisk oplevet ikke en såkaldt double-dip recession men faktisk en helt igennem gennemført triple-dip recession.

Som jeg har skrevet andetsteds, så forholder det sig sådan, at den amerikanske økonomi og genopretning over de sidste 18 måneder bliver mere og mere skrøbelig, samtidig med at den langsigtede nedgang fortsætter. Og hvad, vi ser, er rent faktisk en double-dip recession afspejlet i BNP og andre økonomiske nøgletal. Blot en enkelt ud af tre eller flere ting skal ske for, at double-dip-recessionen realiseres. Det første er en fortsættelse af beskæringen af det amerikanske budgetunderskud. Det andet er en løbende stigning i renterne. Og det tredje er endnu en bankkrise, der mest sandsynligt udspringer af udviklingen i Europa eller Asien. Mens risikoen for dette sidste er aftaget væsentligt de seneste måneder, så er der afgjort en risiko for, at de to første indtræffer.

Modsætningerne i den globale finans- og valutapolitik
Økonomiske stimuluspakker, massive indsprøjtninger af likviditet, skattepolitiske støtteprogrammer hurtigt efterfulgt af finanspolitiske nedskæringer repræsenterer en genopretningspolitisk blanding, der har præget den amerikanske politik siden 2008. Tilsvarende – om end modificerede – initiativer og anderledes vægtning er blevet anvendt i andre kerneområder af den kapitaliske økonomi i den globale økonomi. Disse økonomier – fra Eurozonen over Storbritannien til Japan og andre steder – oplever ligeledes en økonomi præget af opsving og nedgang i deres forsøg på at tilvejebringe en økonomisk genopretning. Resultaterne har dog været mere eller mindre de samme alle steder: Redning af bankerne, en acceleration af aktionærernes indkomster og af virksomhedernes profitter, et skift hen imod flere spekulative, finansielle investeringer, øget indkomstulighed, et relativt fald i de reelle investeringer, en manglende evne til at skabe nye jobs og indkomster, fald i de disponible indkomster, stagnerende forbrug og en økonomisk genopretning, der kører med konstante fald og korte stigninger. [6]

Den politik, som er blevet ført i USA med ubegrænset likviditet tilvejebragt gennem udpumpning af kontanter suppleret med nedskæringer og efterfølgende nedskæringer i stimuluspolitikken, er blevet fulgt globalt i alle de kapitalistiske sektorer. Dette gælder navnlig i relation til likviditetsudpumpningen og valutapolitikken, der har været de områder, som har været de foretrukne politikområder for de kapitalistiske økonomier og regeringer over hele verden siden 2008.  

Men disse pengepolitiske og valutapolitiske initiativer viser sig nu ikke blot at være ude af stand til at sikre en økonomisk genopretning, de begynder nu også at have indvirkning på økonomien, som direkte modarbejder denne genopretning.

De stadigt voksende indre modsætninger i den finansielle politik er mangfoldige.

For det første står det klart efter fem år med likviditetsudpumpninger, at investorerne er blevet afhængige af disse midler der reelt er rentefrie, og som centralbankerne uddeler. Da den amerikanske centralbank i juni måned forsøgte at sende et signal om, at de på et tidspunkt i fremtiden ville stoppe med udpumpningen, reagerede de finansielle markeder voldsomt. På nogle få uger faldt kurserne på aktier, obligationer og andre finansielle papirer voldsomt, samtidig med at renterne steg. Derefter slog centralbanken bak, men forsøgte så det samme i august med samme resultat. Det kan vise sig at blive meget vanskeligt for den amerikanske centralbank og andre centralbanker at påbegynde en udfasning af udpumpningen, uden at renterne stiger voldsomt og uden at provokere en alvorlig økonomisk tilbagegang. Samtidig vil en fortsættelse af den likviditetsfremmende politik og det lave renteniveau have en stadigt mindre positiv effekt på den reelle økonomi.

For det andet virker det, som om alle de kapitalistiske økonomier er blevet stadigt mere følsomme over for rentestigninger i takt med, at de er blevet stadigt mere ufølsomme over for rentefald.

For det tredje er de massive tilskud af likviditet og andre pengepolitiske initiativer begyndt at fremprovokere valutakrige. Når en sektor, der bliver stimuleret af likviditetsudpumpningen, taber valutamæssig styrke, så går udgifterne bag dens eksport også ned på bekostning af konkurrenterne. Andre reagerer ved at gøre det samme. Og dette resulterer så i valutauro over hele linjen, der igen skaber generel usikkerhed, som så betyder en generel tilbagegang i forhold til den reelle økonomi. Hvad der i forbindelse med krisen i 1930’erne slog igennem som devaluering via diktater, optræder nu som valutakorrektioner fremkaldt af likviditetsudpumpning.

Den amerikanske og andre centralbankers forsøg på at stoppe udpumpningen af likviditet resulterer i en massiv kapitalflugt fra vækstmarkederne, hvor de varme penge, der blev kanaliseret ind på disse markeder, da likviditeten blev øget, nu vender tilbage til økonomierne i USA og Europa, fordi likviditeten indskrænkes. Kapitalflugten fra vækstmarkederne tvinger de ramte økonomier til at hæve renten for at lokke kapitalen tilbage igen, men det, at de hæver renten, rammer deres produktionsøkonomi, hvilket får endnu mere kapital til at flygte fra markedet. Og dette betyder så igen, at det globale finansielle system bliver ustabilt.

Udpumpning af likviditet og overskydende likviditet flyder ud i det globale marked. Der er langt flere likvide midler tilgængelige, end der er mulighed for at investere i reel produktion. Og så vender investorerne sig mod kortsigtede investeringer i finanspapirer. Mængden af spekulative investeringer stiger samtidig med priserne på finanspapirer og profitter, hvilket trækker kapital ud af de reelle produktionsområder og overfører den til finansområdet. Kapitalbevægelserne bliver større og større og bevægelserne hurtigere på tværs af landegrænserne, hvilket destabiliserer det finansielle system yderligere.

Og ikke mindst – som det allerede er bemærket – så bliver tendensen til finansialisering [5] af den globale økonomi direkte provokeret af likviditetsudpumpningen og af de ubegrænsede pengemængder faciliteret af centralbankerne, hvilket så igen leder til øgede finanskapitalistiske profitter, der på den anden side resulterer i en voksende indkomstulighed og problemer med at forbruget for de mennesker, som ikke deltager I investeringerne.

For at opsummere, så har finans- og pengepolitikken siden 2008 avlet en afhængighed af gratis midler stillet til rådighed af centralbankerne, en overfølsomhed overfor variationer i renteniveauet, valutakrige, konkurrencemotiverede devalueringer gennemført via flydende valutakurser, kapitalflugt fra de tidligere vækstmarkeder, øgning af de spekulative investeringer og et fald i produktive investeringer, der bremser produktionsøkonomien og gør det svært at skabe nye jobs, svært at formindske arbejdsløsheden og umuligt at fastholde de enkelte husholdningers mulighed for forbrug. Generelt flyder den overskydende likviditet rundt i verden og destabiliserer den globale økonomi.

Modsætningerne i skattepolitikken er ikke mindre iøjnefaldende.

Skattepolitikken er også ved at blive mindre effektiv som middel til at skabe økonomisk vækst. Stik imod hvad de liberalistiske økonomer hævder, så skaber det at bruge mere, end man får ind, ikke i sig selv økonomisk vækst. Sammensætningen af forbruget er nøglen og ikke blot størrelsen (nedskæringer i erhvervsbeskatningen overfor regeringens direkte forbrug ). Nedskæringer i erhvervsbeskatningen skaber ikke i sig selv længere mange jobs, fordi man – i den globale økonomi – meget hurtigt får dirigeret det øgede overskud videre til udenlandske eller finansielle investeringer. Eller også bruger virksomhederne overskuddet til tilbagekøbe aktier, til at udbetale udbytte eller til at afdrage på gæld. Eller man ophober simpelthen pengene som passive formuer i udenlandske skattely eller i virksomhedernes udenlandske datterselskaber. Den effekt, som traditionelle økonomer refererer til som skattebonus-effekten, er derfor faldet betragteligt i det 21. århundredes globale kapitalistiske verden, hvilket så også betyder, at skattepolitikken bliver mindre effektiv.

Det er ikke blot multiplikationseffekten, der svigter, men også det faktum at regeringen subsidierer  de lokale dele af statsapparatet (for eksempel lokalregeringer og statslige programmer). Det skaber færre jobs, fordi de – ligesom virksomhederne – ikke ansætter, men i stedet bruger subsidierne på at nedbringe gælden eller på at ophobe penge. Og samtidig har nedskæringer i det statslige overforbrug en større negativ forstærkningseffekt, fordi regeringens forskellige programmer foretrækker at afskedige mennesker og at skære ned på forbruget frem for at bruge pengene på flere aktiviteter.

Endnu en grund til at de positive effekter har vigende betydning er, at de enkelte husholdninger er blevet mere usikre – det vil sige, at de har ophobet gæld og nu står overfor stagnation i eller direkte nedgang i indkomsterne. Offentligt forbrug og skattenedsættelser rettet direkte imod forbrugerne bliver derfor brugt på at nedbringe gæld eller til at betale for de inflationsskabte prisstigninger på de basale forbrugsvarer og services, der på et tidspunkt blev dækket ind via lønstigninger.

For at opsummere i relation til skattepolitikken og nedskæringspolitikken, så har offentligt forbrug og skattereduktioner ikke længere de same positive effekter i relation til en økonomisk genopretning som før. Den øgede privatgæld og de stagnerende lønninger reducerer effekten af den skattemæssige stimulering. Og denne gæld og den samme stagnation får nedskæringspolitikken til at blive mere effektiv i forhold til en reduktion af forbruget. Nedskæringernes effekt er større, mens de skattemæssige justeringers effekt er mindre. Nedskæringerne bevirker en sammentrækning af økonomien, men gør dette mere effektivt end skattesænkninger og offentligt forbrug bevæger økonomien i den modsatte retning. Skal en skattepolitisk stimulering igen få de samme positive effekter, så er man nødt til samtidig at gennemføre en række større strukturelle ændringer i økonomien: Indtægterne skal omfordeles fra de rigeste borgere til middelklassen og arbejderklassen gennem en række initiativer, samtidig med at gældsbyrden skal reduceres markant.

Nogle konklusioner
Selv i bedste fald vil det finanspolitiske sammenbrud, den dybe recession og den efterfølgende stagnation i Japan over de tyve år fra 1992 til 2012 repræsentere det mest sandsynlige forløb for den globale økonomi i de ti år, som ligger umiddelbart forude. I værste fald kan vi se frem til endnu en bankkrise – der denne gang sandsynligvis udspringer i Europa eller Asien – der yderligere kan accelerere den globale stagnation og være forvarsel om endnu en voldsom reduktion i den globale økonomi, der næsten med sikkerhed vil vise sig at være værre end den, vi oplevede i 2008 til 2009.

Det sidste scenarie kan meget vel vise sig at være det mest sandsynlige, da det i stigende grad står klart, at den globale, kapitalistiske skattepolitik og finanspolitik, som bliver ført i alle de væsentlige områder – Nordamerika, Europa og Japan – har haft stadigt dårligere effekt på det økonomiske opsving. Samtidig leverer akkurat disse politiske indgreb flere og flere negative effekter, der i praksis ikke stimulerer, men reducerer stimulationen af økonomien. Da de samme politiske midler nu anvendes over hele verden i alle de vigtige kapitalistiske økonomiske områder, så vokser de negative effekter, samtidig med at de positive effekter bliver mindre. Nettoresultatet er med andre ord en opbremsning i den globale økonomi.

Og samtidig med at tendensen til vækst svækkes på langt sigt, bliver det globale system mere og mere sårbart, og mere og mere udsat, hvis endnu en finanskrise skulle bryde ud. Økonomierne i de væsentlige områder vil fortsat komme til at opleve korte perioder med begrænset vækst, der vil bliver efterfulgt af stagnation eller tilbagegang eller double-dip-recessioner. Opgangsperioderne vil vise sig at være kortvarige og svage. Det samme vil være tilfældet for tilbagegangsperioderne. Og dette vil resultere i økonomiske vækstkurver, som hopper lidt op og ned omkring bundniveauet hele tiden.

Virksomhederne, bankerne eller de kapitalistiske politikere har ingen løsninger på denne situation. De vil fortsætte med først og fremmest at dyrke de finanspolitiske initiativer, der kan holde det profitstyrede banksystem flydende. Dette er for dem det vigtigste. De vil fortsætte med at vedtage subsidier og selektive skattelettelser i forhold til erhvervslivet uden for banksektoren. Og de vil fortsætte med at betale for disse initiativer gennem nedskæringer – nogle værre end andre – som grundlæggende skal finansieres af lønarbejderne.

For når alt kommer til alt, så tror disse politikere på en strategi, der først og sidst skal redde bankerne for derefter at fæstne deres lid til, at markedet kan redde resten af økonomien. Og de tror på dette, selvom de kan komme til at vente i årevis på effekten.

Og i mellemtiden antager redningsprocessen mest af alt den samme karakter, som var karakteristisk for den middelalderlige åreladningsproces. Og som bekendt havde den ingen som helst positiv effekt på en patient, som led af en livstruende hjertesygdom.

Jack Rasmus, Copyright 2013
Oversat fra engelsk af Jan Mølgaard

Jack Rasmus udgav i 2012 bogen ‘Obama’s Economy: Recovery for the Few’, på forlaget Pluto Press, og han er vært på et ugentligt radiomagasin med overskriften ‘Alternative Visions’ på det progressive netværk PRN.FM.  Du kan finde hans hjemmeside på denne adresse: www.kyklosproductions.com, han skriver blogs på jackrasmus.com, og hans twitter handle er @drjackrasmus.


[1] Se Jack Rasmus, Epic Recession: Prelude to Global Depression, Pluto Press, May 2010.

[2] Episke recessioner er ikke blot et fænomen fra det 20. og 21. århundrede. De har optrådt i historien før i tiden og adskiller sig både kvantitativt og kvalitativt fra såvel normale recessioner og fra dybe recessioner. Se kapitel 5 I min bog: ‘Epic Recession: Prelude to Global Depression’ for at få en analyse af den episke recession, som optrådte i USA i perioden 1907-1914.

[3] Se det udvidede essay af Jack Rasmus med titlen ‘Austerity American Style’, Første og Anden del i Against the Current magazine, Juli-August 2013 og September-Oktober 2013. Teksterne kan også findes på forfatterens hjemmeside www.kyklosproductions.com/articles.html.  Disse tekster sammenfatter processen mellem 2011 og 2012 omkring nedskæringen af underskuddet på det amerikanske statsbudget, der repræsenterer indførelse af nedskæringspolitikken i det hele taget i USA. En mere generel diskussion af oprindelsen til austerity i perioden 2009 til 2011 kan findes i bogen ‘Obama’s Economy: Recovery for the Few’, Pluto Press, May 2012.

[4] Emmanuel Saez, ‘Striking It Richer: The Evolution of Top Incomes in the US-2012 Updates’, 3. september, 2013.

[5] Gerald Friedman, ‘Collapsing Investment and the Great Recession’, Dollars & Sense, Juli-August 2013

[6] Se Jack Rasmus, ‘The Stop-Go US Economic Recovery’, ZNet blog, 14. august, 2014; den kan også findes på forfatterens hjemmeside på adressen www.kyklosproductions.com/articles.html.



[1] Det engelske ord for strenghed eller nedskæring

[2] Se mere om begrebet HER

[3] Se mere om ham HER

[4] Se mere om ham HER

[5] Finansialisering er betegnelsen for den bevægelse, hvor stadigt stigende dele af den globale finanskapital udelukkende investeres i og udelukkende henter sine profitter fra det finansielle kredsløb gennem uproduktive investeringer i værdipapirer af den ene eller den anden slags.