Det norske stortingsvalg: Europas mest venstreorienterede regering væltet af højrefløjen
Af Asbjørn Wahl & Roy Pedersen

Offentliggjort: 15. oktober 2013

Den rød-grønne koalitionsregering i Norge, hvis politiske platform – da den overtog magten i 2005 – blev kaldt den mest progressive i Europa, oplevede et bittert nederlag ved parlamentsvalget d. 9. september. En koalition af fire centrum-højre og højrepartier, samt et højreorienteret populistisk parti vandt en solid majoritet og forhandler nu om en politisk platform for en ny regering. [1]

Dette skete i en situation, hvor oliemilliarderneflød ned i de offentlige kasser, hvor den økonomiske krise nærmest ikke blev bemærket, hvor arbejdsløshedsprocenten var rekordlav, hvor reallønnen voksende over længere tid, og hvor det meste af velfærdsstaten var intakt. For at sige det kort, et land, som med dets rige forekomst af olie-og naturgas ressourcer, og en historie med demokrati og social lighed, repræsenterer en undtagelse i verden. Hvordan i al verden kunne en rød-grøn regering tabe et valg under disse omstændigheder?

Hvad skete der?
Lad os erindre, hvad der skete. Den slagne regering bestod af 3 politiske partier (stemmer ved valget og forskellen siden 2009 i parentes): Arbejderpartiet (30.8,-4.5), Socialistisk Venstreparti (4.1,-2.1) og Centerpartiet (overvejende et landbrugsparti) (5.5,-0.7). Denne flertalsregering kom til magten i 2005 og blev genvalgt i 2009. Oppositionen udgjordes af (fra højre mod venstre) Fremskridtspartiet (16.3,-6.6), det Konservative parti – Høyre (26.8,+9.6), det Liberale parti (5.2,+1.4) og Kristendemokraterne (5.6,0.0).

Den succesrige vinder af valget blev det konservative parti, som taktisk havde gjort sin retorik blødere, især overfor fagbevægelsen, på samme måde som de svenske konservative havde gjort ved sidste valg, men uden at lægge op til at ville opbløde sin politiske praksis efter det succesfulde valg. Situationen i Norge er nu: De 4 centrum-højre partier har 96 mandater, den rød-grønne alliance 72, mens det Grønne parti som er nye, fik 1 mandat. Partiet Rødt fik ingen pladser.

Der er stærke modsætninger indenfor centrum-højre koalitionen – især mellem Fremskridtspartiet på den ene side og Kristendemokrater og Liberale på den anden side. Imidlertid har alle 4 partier forsikret, at en valgsejr ville medføre en ny højreregering, så dette vil sikkert ske.

Baggrunden.
Dette er vigtigt at kende baggrunden for den rød-grønne regering for at forstå hvad der skete ved dette valg. Vi skal helt tilbage til 2000-2001, hvor Arbejderpartiet med Jens Stoltenberg som statsminister sad i ledelsen for en mindretalsregering. Denne regering gennemførte omfattende programmer med privatisering og afregulering – og andre typer politik inspireret af Tony Blair og Den Tredje Vej. En politik som gjorde regeringen voldsomt upopulær blandt dets traditionelle vælgere. Resultatet var et katastrofalt valg i 2001, hvor Arbejderpartiet kun fik 24 % af stemmerne, det laveste ved et stortingsvalg siden 1924. Valgnederlaget førte til dannelsen af en centrum-venstre regering.

Dette gav anledning til, at store dele af fagbevægelsen og andre progressive kræfter gik i offensiven. En bred koalition af sociale bevægelser blev dannet, og fagbevægelsen skiftede under pres fra mange lokalafdelinger til en mere aktiv og progressiv politisk rolle. Kort sagt så pressede disse kræfter Arbejderpartiet til venstre, og for første gang i partiets historie til dannelsen af en koalition med Socialistisk Venstreparti og Centerpartiet. Under pres fra de samme kræfter, førte alle 3 partier kampagne på en anti-privatiserings platform i 2005, vandt valget, og dannede en regering på det mest progressive grundlag i Europa( selv om der ikke var nogen hård konkurrence).

Vi kan identificere 4 faktorer som bidrog til denne succes:

  1. Fokus på en kritisk analyse – en systemkritisk tilgang til den politiske udvikling.
  2. Dannelsen af nye, brede og utraditionelle alliancer.
  3. Udvikling af konkrete alternativer til privatisering og markedsgørelse.
  4. Fagforeningerne udviklede sig til en mere selvstændig politisk aktør.

Blandt andet anbefalede det norske LO for første gang i dets historie, at folk skulle stemme på ”et af de rød-grønne partier”, og ikke kun på Arbejderpartiet, som det havde været reglen. Denne udvikling bidrog til at polarisere valgkampen mellem højrefløjen og venstrefløjen, noget som gav folk mere klare politiske alternativer og hjalp til at mobilisere for progressiv forandring.

Den rød-grønne regering fra 2005 lagde ud med at gennemføre en række progressive reformer. Men som tiden gik, og presset fra bevægelsen dalede, begyndte regeringen at glide tilbage til traditionelle positioner i modsætning til den Nye Kurs som man havde lovet. Selv om store dele af fagbevægelsen politisk var blevet mere uafhængig af Arbejderpartiet, var andre dele fortsat for loyale til at opponere og fastholde presset, når velfærdsordninger blev forringet eller markedsgjort af ”deres egen” regering. Fagbevægelsen svigtede dermed opgaven med at tackle skiftet fra opposition til at komme i regering som Arbejderparti. Dette svigt i fastholdelsen af presset på Arbejderpartiet bidrog uden tvivl i høj grad til det nylige valgnederlag for den rød-grønne regering, og gjorde dermed fagbevægelsen medansvarlig for det.

Roden til utilfredsheden.
Hvorfor blev flere og flere af de rød-grønne vælgere utilfredse med ”deres egen” regering? Det var egentlig ikke et spørgsmål om lønninger, indkomst eller almindelige menneskers materielle forhold (hvis man ellers ser bort fra husprisernes enorme stigninger, som gjorde det svært for de unge at komme ind på boligmarkedet). Det skete først og fremmest på grund af udviklingen på arbejdsmarkedet, hvor der er sket en polarisering. De marginaliserede, som arbejder hårdest, føler ikke længere, at de ikke var repræsenteret af nogen i den rød-grønne alliance. Også selvom regeringen under pres fra fagbevægelsen, havde indført en række vigtige tiltag mod social dumping.

Omstrukturering af den offentlige sektor i form af New Public management-inspireret politik blev mødt med voksende frustration og utilfredshed – især i forbindelse med en ekstremt upopulær sygehusreform. En utilfredshedskultur voksede frem - ikke mindst som resultat af en management målstyringsmodel som har medført øget kontrol oppefra, mere og mere detailstyring, centralisering af magt, mens ansvaret er blevet decentraliseret, med mindre indflydelse og kontrol over ens arbejde og voksende krav om loyalitet overfor ledelsen. Denne tendens har været særlig stærk, hvor fagforeningerne er svage, eller hvor arbejdsgiverne gennem outsourcing, konkurrenceudsættelse og øget brug af deltids-ansatte har været i stand til ikke kun at svække, men også til at skubbe fagforeningerne ud. Denne forøgede brutalisering af arbejdet medfører en følelse af magtesløshed, resignation og følelse af ikke at være noget værd. Den ledsagende aggression og utilfredshed vil selvfølgelig blive rettet mod de politiske magthavere – med god ret.

Endvidere er ”arbejdslinje”* politikken direkte rettet mod de som står allersvagest på arbejdsmarkedet, og den føles ikke som nogen hjælp eller støtte fra velfærdsstaten, men som en undertrykkende og disciplinerende straf. Store dele af denne arbejdslinje-ideologi genoptager meget af den borgerlige moralisme fra slutningen af det 19. årh., hvor sociale problemer, arbejdsløshed og eksklusion fra arbejdet skifter fra at være en social begivenhed til at være et individuelt problem . hvor det er individets arbejdsmoral som er hovedproblemet.

Den rød-grønne regering blev også tiltagende vag i sin holdning til privatisering, og stod for en udvidet kommercialisering af sygeplejeskolerne. En omfattende pensionsreform svækkede og individualiserede pensionsordningerne, så de udelukkede nogle lavtlønsgrupper fra tidlig pensionering og reducerede fremtidige pensioner for unge. Inden for både fiskeri og landbrug gennemførte regeringen en politik som indførte kapitalistiske ejendomsformer, hvor disse områder før havde været stærkt reguleret og kollektivt organiseret gennem producentforeninger.

Til forskel fra andre valgkampagner, fremkom den rød-grønne regering denne gang ikke med en eneste ny progressiv reform. som deres tilhængere kunne mobilisere omkring for at skabe den nødvendige støtte og entusiasme til en ny valgsejr. ”Højrefløjens politiske alternativ er værre” blev det ekstremt defensive slogan for mange i fagbevægelsen. Hertil kommer, at den rød-grønne regering var involveret i imperialistiske krige (Afghanistan, Libyen), og havde øget samarbejdet med Den Internationale Valutafond(IMF) og Verdensbanken. Et samarbejde som regeringen i sit grundlag fra 2005 havde erklæret, man ville reducere, og vi ser et klart mønster hvor en regering trin for trin bevæger sig væk fra sit progressive grundlag og glider gradvist mod mere og mere traditionelle og bløde ny-liberalistiske positioner. Dette er årsagen til valgnederlaget og det er svært at forklare det på anden vis end ved at den rød-grønne regering faldt i sin egen fælde.

Fremskridtspartiets karakter.
Mange kommentatorer uden for Norge har udtrykt overraskelse over, at et politisk parti, hvor terroristen Anders Behring Breivik kunne være medlem (ABB), nu vil blive en del af en kommende ny regering, kun 2 år efter Breivik`s massemord på 69 unge socialdemokrater. ABB var medlem af Fremskridtspartiets ungdomsorganisation for mange år siden, men i Norge er partiet ikke blevet gjort medskyldig i hans ideer og terroraktioner. De ekstreme ideer og den ekstreme ideologi, som han har udtrykt i sit manifest, og gennem sine forfærdelige handlinger, blev udviklet gennem kontakt med andre netværk og individer efter at han forlod Fremskridtspartiet, som han kritiserede for at være for liberalt.

Det norske Fremskridtsparti er et typisk højrefløjs-populistisk parti, men sammenlignet med andre af samme slags, anses det for en mere moderat version, selvom dette dog er omstridt. Det er økonomisk nyliberalt og har en anti-fagforeningslinje. Partiet har på den ene side i sin historie ekskluderet nogle medlemmer, som har udtrykt åbenlyst racistiske synspunkter, men har på den anden side altid mere eller mindre indirekte flirtet med de fremmedfjendske dele af vælgerne i valgkampagner, og partiet rummer også medlemmer som er ekstremt indvandrerfjendske. Det har mange ligheder med Dansk Folkeparti, og har meget af den samme politik som Sveriges-demokraterne, selv om Fremskridtspartiet ikke anser disse partier som søsterorganisationer.

Under alle omstændigheder vil det, hvis Fremskridtspartiet lykkes med at komme med i en ny højreregering i Norge, repræsentere et gennembrud for denne type højrepopulistiske partier, som uden tvivl vil blive brugt i markedsføringen af lignende partier i andre lande.

Et protestvalg.
Intet peger på, at der er en voksende efterspørgsel efter mere højreorienteret politik i Norge. Valgresultatet er snarere et udtryk for frustration, utilfredshed og protest imod den siddende regering. Politiske ændringer er imidlertid sjældent logisk rationelle. Fremskridtspartiet har altid været dygtige til at udnytte en sådan utilfredshed. Ved dette valg manøvrerede det Konservative parti også for at inkassere gevinster på utilfredsheden med den Rød-Grønne alliance. De nedtonede deres politiske retorik og prøvede at fremstå som et mere sikkert og medfølende alternativ til de rød-grønne - optaget af folks dagligdags problemer.

I virkeligheden vil det blive anderledes. På de fleste områder, hvor folk er utilfredse med de rød-grønne, vil den nye højreregering blot blive værre. Der vil komme mere privatisering og kommercialisering af den offentlige velfærd, flere angreb på de kollektive overenskomster og arbejdsmarkedslovgivning, og nedskæringer i offentlige budgetter for at finansiere regeringens skattelettelser. Offentlig ejerskab vil blive reduceret og fremmed kapital vil uden tvivl øge sin ejerandel i vigtige sektorer af økonomien. Endvidere må vi forvente mere aggressive og selvbevidste arbejdsgivere og arbejdsgiverorganisationer.

På baggrund af den meget gunstige socio-politiske situation i Norge, med en overflod af oliemilliarder og et sikkert parlamentsflertal, er det let at tro at den Rød-Grønne regering kunne  have undgået et nederlag – ikke først og fremmest ved at sprede oliepenge ud til mange gode formål, men ved at demokratisere den offentlige sektor i stedet for at markedsgøre den, ved at regulere finansmarkedet efter finanskrisen i stedet for blot at redde bankerne, ved at øge beskatningen af de rigeste i stedet for at fastholde meget stramme offentlige budgetter, ved at gennemføre en social boligpolitik mm. Men dette var imidlertid ikke Arbejderpartiets foretrukne politik, og Socialistisk Venstreparti har ikke været i stand til at ændre denne politiske udvikling.

På den vis så følger udviklingen i Norge det mønster vi har set i land efter land i Europa, hvor politiske partier til venstre for socialdemokraterne har fulgt dem ind i regering.  Alle disse erfaringer har uden undtagelse været enten negative eller direkte katastrofale – i Frankrig, i Italien, i Norge og det sker nu med endnu større hastighed i Danmark – og det mest venstreorienterede politiske parti i sådanne koalitioner mister mest.

At gå ind i en socialdemokratisk ledet regering som juniorpartner i en situation, hvor de socialdemokratiske partier er gået langt til højre, hvor finansmarkederne er afreguleret, og hvor nyliberalismen forfatningsmæssigt er Europas økonomiske model (eller i det mindste i EU, da Norge formelt er udenfor, men del af det indre marked) er åbenlyst en blindgyde. Hvad der overrasker os, er at ingen af de venstreorienterede partier i Europa synes at analysere og have lært af dette. Det ser ud til at Die Linke i Tyskland, Socialistpartiet i Holland og Venstrepartiet i Sverige alle sigter mod at blive en accepteret del af en socialdemokratisk domineret regering i deres lande.

I Norge er vi nødt til at genoptage det arbejde, vi gjorde før 2005 valget, med at opbygge brede sociale alliancer, med at udvikle et systemkritisk minimumsprogram, med at kæmpe for en mere politisk selvstændig fagbevægelse, som kan tage et bredere socialt og politisk ansvar, og med at sætte arbejderbevægelsens politiske partier under et forstærket pres. Vi har brug for reel social mobilisering for reelle forandringer.

*Arbeidslinje eller workfare-politikken svarer til den danske politik med at man skal påtage sig et hvilken som helst arbejde for kontanthjælp og lignende lave sociale ydelser.


[1] Der er nu skrevet et regeringsgrundlag for den nye regering